Download her. - Centralasiatisk Selskab

2007, nr. 1-2 

OXUS 

Nyhedsbrev for 

Centralasiatisk 

Selskab

Oxus 

Indhold 

Indhold 2 

Redaktionelt 3 

Errata et corrigenda 3 

Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 4 

Vejen til Centralasien gik via Tyrol 

Jan Heegård 6 

Islam på kinesisk 

Camilla Stubbe Teglbjærg 9 

Vi er ikke glemt 

Camilla Stubbe Teglbjærg 12 

Kampen for en værdig alderdom 

Liza Møller & Rebecca Jensen, Operation Dagsværk 15 

Ånderne lever i havet 

Niels Jürgensen 19 

Saparmurat Nijazov *19. februar 1940 - †21. december 2006 

Sten Madsen 25 

Målfest på højsletten 

Pia Dyrhagen 28 

Köbete med rosinkompot 

Inci Bowman (oversat af Per Fischer) 30 

Musikanmeldelser 

Per Fischer 32 

Centralasien siden sidst 35 

Jonas K. Jepsen 

Udgivet af Centralasiatisk Selskab, København, 2007 

ISSN: 1901-9637 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

2

Oxus 

Redaktionelt 

Centralasiatisk Selskab har til formål at fremme kendskabet til og interessen for Centralasien før og nu samt 

fungere som tværfagligt forum for koordinering og styrkelse af aktiviteter, der omhandler Centralasien. 

Centralasiatisk Selskab er en apolitisk og ikke-profitbaseret organisation. 

Betegnelsen "Centralasien" dækker i selskabets regi primært: Landene Afghanistan, Kasakhstan, Kirgisistan, 

Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan; provinsen Xinjiang i Kina; de sydsibiriske provinser i Rusland; de 

nordlige provinser i Pakistan; samt emigranter fra de pågældende områder, hvor de end måtte befinde sig. Se 

mere om selskabet på www.centralasien.dk 

Redaktion: Per Fischer (chefredaktør), Adam Hyllested og Jonas K. Jepsen (nyhedsstof). 

Deadlines for kommende numre af OXUS: 

Oktober 2007 

Deadline for større artikler og indlæg fredag 14. 

september, notitser, annonceringer etc. fredag 28. 

september. 

December 2007 

Deadline for større artikler og indlæg torsdag 1. 

november, notitser, annonceringer etc. torsdag 15. 

november. 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Februar 2008 

Deadline for større artikler og indlæg tirsdag 15. 

januar, notitser, annonceringer etc. fredag 1. 

februar. 

Juni 2008 

Deadline for større artikler og indlæg torsdag 1. 

Maj, notitser, annonceringer etc. torsdag 15. Maj 

Bidrag 

I form af artikler, information om arrangementer, billedmateriale, idéer/forslag til emner mv. kan indsendes 

til redaktionen pr. e-mail: info@centralasien.dk. Skriv gerne "OXUS" i emnefeltet. 

Errata, corrigenda et addenda 

I sidste nummer af OXUS bragte vi en anmeldelse af Günther Adolphsens bog "Brændpunkt Centralasien, 

Islam og den næste krig om olien". Anmelderen, Rasmus Chr. Elling, efterlyste i den forbindelse henvisninger 

og “bevismateriale”. Günther Adolphsen har foranlediget heraf venligst sendt os en kildefortegnelse. ‒ 

Martha Brill Olcott: Central Asia’s Second Chance, Carnegie Endowment For International Peace, Washington, 

2005. 

Olivier Roy: La Nouvelle Asie Central, Paris 1997. 

Monica Whitlock: Beyond the Oxus, London, 2002. 

Peter Hopkirk: The Great Game, London 1990. 

Kathleen Hopkirk: Central Asia, A Traveller’s Compagnon, London, 1993. 

Colin Thubron: The Lost Heart of Asia., Penguin, London, 1994. 

Ahmed Rashid: Jihad. The Rise of Militant Islam in Central Asia. Penguin, 2003. 

Herudover har han benyttet en række hjemmesider, hvoraf kan nævnes: 

Open Society Institute, Central Eurasia Project: www.eurasianet. org. Institute of War and Peace Reporting: 

www.iwpr.net. Radio Free Europe / Radio Liberty: www. rferl.org. Transitions Online: www.toi.cz. 

International Crisis Group: www.crisisgroup.org. Human Rights Watch: www. hrw.org. Amnesty 

International: web.amnesty.org. Eurasia Daily Monitor: www.jamestown.org. www.news.google.com 

Centralasiatiske internet-hjemmesider: 

Kazinform: www.inform.kz. UZReport www.uzreport.com. New Central Asia: www.newcentralasia.com. 

Muslim Uzbekistan: www.muslimuzbekistan.com/eng 

3

Oxus 

Nyheder fra Centralasiatisk Selskab 

Afholdte arrangementer 

Ved sit foredrag 15. februar om Mongolerne og 

islam i det 13. århundrede – fjendebilleder i 

arabisk historieskrivning formåede mag.art. i 

semitisk June Dahy at gøre opmærksom på en del 

af de misopfattelser, der (til dels) stadig hersker i 

den arabiske verden vedrørende Bagdads fald til 

mongolerne. Det forholdsvis lille lokale og June 

Dahys få tekniske virkemidler gav arrangementet 

et intenst og nærmest intimt præg. 

Torsdag 29. marts 2007 berettede de ualmindeligt 

veloplagte volontører Rebecca Jensen og Liza 

Møller om deres arbejde blandt fattige kirgisere i 

forbindelse med Folkekirkens Nødhjælps hjælptil-selvhjælp-program 

i Kirgisistan. 

Fredag 20. april 2007 forvandledes dele af 

Københavns Universitet Amager på det nærmeste 

til en tadsjikisk markedsplads med folkedragter og 

musikinstrumenter, da Muborak Sharipova 

assisteret af to af sine døtre afholdt et meget 

informations- og billedmættet foredrag Women in 

Tajikistan: Between the Hammer of Sovietization 

and the Anvil of Traditional Culture. 

Efter generalforsamlingen 8. marts vistes 

kortfilmen 11.000 km far away from New York af 

Orzu Sharipov om Afghanistan med en kort 

introduktion v/ Muborak Sharipova. 

Selskabsnyt 

Pia Dyrhagen vil som selskabets PR Officer 

fremover varetage koordinering af samarbejdet 

med andre foreninger, organisationer etc. 

Vores suppleant til bestyrelsen Marie-Luise 

Hansen fik 22. maj en velskabt søn ved navn Karl 

på 53 cm og 3550 g og samtidig har hun 

erhvervet kandidatgraden! Dobbelt tillykke fra 

selskabet og bestyrelsen! ‒ 

The DSCA Journal 

Rasmus Elling er ophørt som redaktør og medlem 

af redaktionen. Til gengæld er Jan Heegård og 

Jonas K. Jepsen trådt ind i redaktionen, som 

herefter består af fire medlemmer: Per Fischer, 

Jan Heegård, Adam Hyllested og Jonas K. Jepsen. 

DSCA Journal udkommer næste gang i efteråret 

2007 med tema om hunnerne og Burjatien. Det 

følgende nummer får formentlig et sprogpolitisk 

tema. 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

OXUS 

Per Fischer er blevet chefredaktør. OXUS 

udkommer fremover en gang i kvartalet. Der er 

fastsat deadlines frem til slutningen af 2008. 

Silkevejsredaktionen 

Foredragene i rækken Danske Eventyrere på 

Silkevejen er så småt under udgivelse. Det 

redaktionelle udvalg består af Per Fischer, Jan 

Heegård, Adam Hyllested, Jonas K. Jepsen og 

Mette Søltoft. 

DSCA Monografi-serien 

Selskabet udgiver nu også dansksprogede 

specialer som monografier med ISBN-numre. 

Denne serie udgør en ny mulighed for at få 

publiceret specialer, større afhandlinger og 

lignende uden at skulle rejse midler til det først. 

Redigeringsarbejdet påhviler her forfatteren. 

Første publikation er Mette Søltofts speciale 

Arthur Christensen, iransk filologi og jagten på 

det indoeuropæiske en videnskabshistorisk 

rejse, der kan hentes ned fra hjemmesiden gratis. ‒ 

Forside til Mette Søltofts speciale, tegnet af Thomas 

Heiberg Nøhr (thnoehr@yahoo.dk) 

4

Generalforsamling 

Centralasiatisk Selskabs generalforsamling 

afholdtes 8. marts 2007 på Carsten Niebuhr 

Afdelingen, Københavns Universitet. 

§ 9 i vedtægterne blev ændret. Tidligere stod: 

”Bestyrelsen består af tre medlemmer, der bliver 

valgt af generalforsamlingen for to år ad gangen 

og tre medlemmer, der bliver valgt for et år ad 

gangen. Derudover vælger generalforsamlingen 

hvert år tre suppleanter. Umiddelbart efter 

valget konstituerer bestyrelsen sig selv med en 

formand, næstformand, kasserer og sekretær. 

Bestyrelsens medlemmer og suppleanter kan 

genvælges.” 

Dette blev ændret til: 

”Bestyrelsen består af mindst otte medlemmer, 

der vælges af generalforsamlingen forskudt for 

to år ad gangen. Fire er på valg i lige år, de 

resterende i ulige år. Derudover vælger 

generalforsamlingen hvert år mindst tre 

suppleanter, som er på valg hvert år. 

Umiddelbart efter valget konstituerer bestyrelsen 

sig med en formand, næstformand, kasserer og 

sekretær. Bestyrelsens medlemmer og suppleanter 

kan genvælges.” 

Iht. disse nye vedtægter skulle vælges mindst 8 

bestyrelsesmedlemmer og mindst 3 suppleanter. 

Der valgtes 9 bestyrelsesmedlemmer og 4 

suppleanter. Efter generalforsamlingen konstituerede 

bestyrelsen sig og besluttede at skille 

næstformandsposten fra sekretærposten. Bestyrelsen 

har herefter følgende sammensætning: 

• Per Fischer (formand, valgt for 2 år) 

• Rasmus Chr. Elling (næstformand, valgt for 1 år; 

senere udtrådt af bestyrelsen). 

• Adam Hyllested (sekretær, valgt for 2 år) 

• Sten Madsen (kasserer, valgt for 2 år) 

• Muborak Sharipova (valgt for 2 år; har overtaget 

næstformandsposten efter Rasmus Elling) 

• Pia Dyrhagen (valgt for 1 år) 

• Jan Heegård (valgt for 1 år) 

• Jonas K. Jepsen (valgt for 2 år) 

• Mette Hedemand Søltoft (valgt for 1 år) 

• Karsten Fledelius (suppleant) 

• Marie-Luise Hansen (suppleant) 

• Nicholas T. Farr (suppleant) 

• Vasila Zukhritdinova (suppleant) 

• Bo Dahl Hermansen (revisor) 

• Kjeld Allan Larsen (revisorsuppleant) 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Pia Dyrhagen 


Nicholas T. Farr 

Jan Heegård 

Fremtidige arrangementer 

- En Centralasiatisk Filmfestival i samarbejde med 

Cinemateket. Der nedsattes en arbejdsgruppe 

bestående af: 

• Rasmus Chr. Elling 

• Rasmus Brendstrup (Cinemateket) 

• Alma Bekturganova 

• Muborak Sharipova 

• Irina Mogensen 

- Et kulturnatsarrangement (fredag i uge 41) i 

samarbejde med kulturforeningen Art and Colour 

på Oehlenschlægersgade 6 på Vesterbro. 

- Et dobbeltforedrag over temaet ’silke’, bl.a. v/ 

Anne Hedeager Krag (uge 43) 

- Et debatmøde om Centralasien og EU (muligvis 

først i 2008) 

Æresmedlemmer: 

Generalforsamlingen valgte efter en 

plenumsdrøftelse følgende medlemmer som 

æresmedlemmer pga. deres indsats for 

centralasienforskningen i Danmark: 

• Etnograf Svend Castenfeldt, Moesgård Museum 

• Lektor i tyrkisk, dr.phil. Wolfgang Scharlipp, 

Carsten Niebuhr Afdelingen, Københavns 

Universitet 

Et portræt af Svend Castenfeldt kan læses i dette 

nummer, mens Wolfgang Scharlipp portrætteres i 

næste nummer. 

Niels Bohr Fondet støtter 

Vilhelm Thomsen-projekt 

Bestyrelsen i Niels Bohr Fondet besluttede 26. 

april at støtte Adam Hyllested og Per Fischer i 

arbejdet med og udgivelsen af en biografi over den 

sprogforskeren Vilhelm Thomsen med 20.000 kr. 

5

Vejen til Centralasien gik via Tyrol 

Af Jan Heegård 

Den 8. marts 2007 udnævntes etnograf, cand. 

phil. Svend Castenfeldt af Centralasiatisk Selskabs 

generalforsamling til æresmedlem. 

I begrundelsen for udnævnelsen blev der lagt vægt 

på det ønskværdige i at selskabet også beskæftiger 

sig med de væsentlige emner i randområderne af 

selskabets geografiske virkefelt. Der lagdes stor 

vægt på det engagement, som Svend Castenfeldt 

gennem sin karriere har udvist i sit arbejde med 

registrering af blandt andet arkivalier fra danske 

forskere i Nuristan (i Afghanistan) og Hindu 

Kush-området, Halfdan Siiger, Lennart Edelberg 

og Klaus Ferdinand, og med kalasha-folket. 

Forhistorie og uddannelse 

Med en opvækst på landet i Nordjylland og en 

tidlig uddannelse og beskæftigelse som 

kontormedarbejder i 1950’erne og 1960’erne var 

det ikke skrevet i kortene, at Svend Castenfeldts 

fagområde skulle blive etnografien, endsige at han 

skulle blive en kender af et område så fjernt 

geografisk og kulturelt fra Danmark, som Hindu 

Kush er. 

Men efter 12 år som kontorassistent på 

virksomheder i Ålborg, København og Århus 

skiftede Svend Castenfeldt spor. Først 

gennemførte han studenterkursus på Århus 

Akademi, derpå filosofikum på Århus Universitet, 

og senere snusede han til en række fag 

sammesteds, før en forelæsning i etnografi på 

Moesgård blev det afgørende vendepunkt. 

Studietiden var udbytterig og, som den så ofte er, 

en øjenåbner socialt, menneskeligt og 

intellektuelt. Afgangsspecialet tog udgangspunkt i 

en for tiden typisk marxistisk inspireret analyse af 

jordakkumulationsprocesser i Nordtyrol 

(Gemeinde Tarrenz). Datamaterialet bestod både 

af tørre tal fra administrative kontorer, 

deltagerobservationer i felten og interview med 

informanter. Arbejdet blev i 1983 kronet med en 

cand.phil.-grad. 

Arkivaren 

Efter opnåelsen af kandidatgraden begyndte 

karrieren som arkivar, om end Svend Castenfeldt 

aldrig officielt er blevet ’forskningsarkivar’. For 

Moesgård skulle Svend Castenfeldt etablere en 

registrering af første del af et tysksproget 

forskningsarkiv med materiale fra Iran og 

Afghanistan. Materialet omfattede feltnoter, fotos, 

opmålinger, tegninger, landkort, lydoptagelser 

m.m. fra et privat forskningsarkiv, som iranisten 

Wolfgang Lentz havde doneret. 

Svend Castenfeldt i aktion på etnografisk 

feltarbejde blandt kalasha-folket i Pakistan, 

1995. 

© Jan Heegård 

Efterfølgende ankom Lennart Edelbergs Nuristanforskningsarkiv 

til Moesgård. Også dette arkiv 

med dets store mængder feltnoter og 

korrespondance skulle ordnes og registreres – af 

Svend Castenfeldt. Den omfattende registrering 

ledte bl.a. til erkendelse af, at der måtte findes 

mere materiale, hvilket i de følgende år afstedkom 

tjenesterejser til forskere i Tyskland. Disse rejser 

resulterede i yderligere arkivmateriale, fx 

upublicerede manuskripter og en del tegninger af 

religiøse bygninger, som hidtil havde været anset 

for tabt, og som medvirkede til opførelsen af både 

tempelmodellerne og en anden bygningsmodel til 

den kommende ombygning af den etnografiske 

hal på Moesgård Museum.

Hindu Kush-arkivet har siden 1988 tiltrukket 

etnografer, antropologer og sprogforskere fra både 

ind- og udland, fx dr. Schuyler Jones, dr. ph.d. 

Peter Parkes, University of Canterbury, dr.phil. 

Jean-Yves Loude og dr.phil. Viviane Lièvre, Lyon, 

og Max Klimburg, Universitet i Wien, og 

sprogforskere som fx ph.d. Heleen Plaisier, 

Universitetet i Leiden, dr. ph.d. Elena Bashir, 

University of Chicago, samt undertegnede – 

forskere, der altid er blevet kyndigt og professionelt 

betjent og vejledt af Svend Castenfeldt. 

Interessen for kalasha-folket 

I 1989 skete noget nyt i Svend Castenfeldts 

akademiske liv: han blev introduceret til kalashafolket, 

en ikke-muslimsk etnisk minoritet på 

omkring 5000 mennesker med en gammel og 

særpræget religion, bosiddende i Chitral, 

Pakistan. Nu afdøde prof. Klaus Ferdinand bad 

Svend Castenfeldt assistere den dengang 78-årige 

prof.emer. Halfdan Siiger med at gøre den 

forskningsrapport færdig, der redegjorde for 

Siigers feltarbejde blandt kalasha-folket i 1948 

under den tredje danske centralasiatiske 

ekspedition, og som pga. Siigers arbejde med at 

opbygge og lede Institut for Religionshistorie på 

Århus Universitet endnu ikke var færdiggjort. 

Denne kommende udgivelse, der vil bære navnet 

”The Old Kalasha Society”, arbejdede Siiger og 

Svend Castenfeldt på frem til Siigers død i 1999. 

Svend Castenfeldt er ved at lægge sidste hånd på 

Siigers egne bidrag til ”The Old Kalasha Society”, 

som herudover også vil indeholde etnografiske og 

lingvistiske bidrag fra dr. Max Klimburg, Alberto 

og Augusto Cacopardò og Ida E. Mørch og Jan 

Heegård. 

Arbejdet med Siigers manuskript har givet 

anledning til to feltophold i Pakistan, hvor Svend 

Castenfeldt har indsamlet etnografika til kalashaudstillingen 

på Moesgård, arbejdet videre med 

oversættelser af tekster indsamlet af Siiger i 1949 

og interviewet ældre informanter om gamle dage 

ud fra Siigers store fotomateriale. 

Kollegaen og formidleren 

Samarbejdet og samtalerne med kollegaer gennem 

årene har givet Svend Castenfeldt et stort 

forskningshistorisk overblik over europæiske og 

ikke mindst danske aktiviteter i den sydlige del af 

Centralasien. En indsigt, der kom Dansk 

Centralasiatisk Selskabs medlemmer til gode ved 

Svend Castenfeldts indlevende foredrag i 

Silkevejsserien d. 18. maj 2006. 

Det er kendetegnende for Svend Castenfeldts 

arbejde med kalasha og Hindu Kush-området, at 

det ofte er udført til gavn for eller i samarbejde 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

med andre. Således var Svend Castenfeldt i 1993 

medarrangør af en konference på Aarhus 

Universitet og Moesgård for europæiske forskere 

inden for etnografi, socialantropologi, historie, 

lingvistik, kulturgeografi m.m. med Hindu Kush 

området, primært kalasha-folket, som speciale. Ud 

over det tætte samarbejde med Siiger har Svend 

Castenfeldt fra 1990 arbejdet sammen med 

middelarkæolog og etnograf Mytte Fentz og fra 

1995 med sprogforskerne prof. Jørgen Rischel, Ida 

E. Mørch og Jan Heegård. 

Det er også kendetegnende for Svend Castenfeldt, 

at han engagerer sig i formidlingen af forskningen. 

Han har således sammensat og redigeret 

”Historical Kalasha Picture Book”, en udgivelse 

med Siigers fotografier fra kalasha-dalene anno 

1948, suppleret med billedtekster, udfærdiget af 

Svend Castenfeldts lokale kalasha-medarbejder 

Ingineer Khan. ”Historical Kalasha Picture Book” 

står her i 2007 for at blive sendt til Pakistan og 

delt ud til kalasha-befolkningen. 

Svend Castenfeldt har i sit akademiske liv været 

energisk involveret i områderne Nuristan og 

Chitral i Centralasien, og han har både formidlet 

og videregivet sin viden om disse områder til både 

offentlighed og forskerkollegaer. Det er os derfor i 

Dansk Centralasiatisk Selskab en glæde at Svend 

Castenfeldt har accepteret at blive optaget i vores 

kreds som æresmedlem. 

Publikationerne 

1980 

Landbrug og tradition i Gurgl-dalen. Indtryk fra 

kommunen Tarrenz, Tyrol. I: Jordens folk. 

Etnografisk revy. 15. årg., nr. 2, pp. 73-85. 

1983 

Bondekultur under forandring. Udviklingstendenser 

hos bjerglandbrug i Tyrol. 

Hovedfagsspeciale, Århus Universitet. 

1983 

Blandt bønder i Tyrol. I: Årsskrift for etnografi 

1982/83. Pp. 216-18. Afdeling for etnografi og 

socialantropologi ved Aarhus Universitet. (Århus 

1983.) 

1984 

Landmandsliv i Tyrol. I: Gravers, M. (red.): 

Antropologisk feltarbejde - oprindelse, metode og 

anvendelse. Pp. 111-38. Marxistisk Antropologis 

bogserie nr. 3. Århus. 

1983/1984 

Beskæftigelsesprojekterne: Det etnografiske arkiv. 

I: Årsskrift for etnografi 1983/84. Pp. 414-19. 

7

Afdeling for etnografi og socialantropologi ved 

Aarhus Universitet. (Århus.) 

1985 

Med Hanne Søholt: Nuristan. Beklædning, bånd 

og bælter. Arbejdshæfte til Moesgårds 

etnografiske udstilling og til skolebrug. Århus 

amtscentral for undervisningsmidler. Højbjerg. 

1988 

Forskningsarkivet på Etnografisk afdeling. I: 

Årsskrift for etnografi 1985/86/87. Pp. 255-56. 

Afdeling for etnografi og socialantropologi ved 

Aarhus Universitet. (Århus.) 

1991 

Med Halfdan Siiger: Det gamle Kalash samfund - 

et forsknings- og formidlingsprojekt. I: Årsskrift 

for etnografi 1989. Pp. 93-99. Afdeling for 

Etnografi og Socialantropologi ved Aarhus 

Universitet. (Århus.) 

1991 

Med Halfdan Siiger og Mytte Fentz: Small 

Functional Items and Regeneration of Society. 

Dough Figurines from the Kalash People of 

Chitral, Northern Pakistan. I: Folk. Journal of the 

Danish Ethnographic Society, Vol. 33, pp. 37-66. 

Copenhagen. 

1992 

Træhåndværk i Hindukush. I: Jordens Folk. 

Etnografisk Revy. 26. årg., nr. 2; pp. 30-33. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

1993 

Med Mytte Fentz: Rapport fra et ophold hos 

Kalasha-folket i Chitral, Pakistan. I: Årsskrift for 

etnografi 1990-92. Pp. 239-52. Afdeling for 

Etnografi og Socialantropologi ved Aarhus 

Universitet. 

1996 

A Pre-Muslim Temple of "Kafiristan". I: 

Proceedings of the Second International Hindu 

Kush Cultural Conference. Oxford University 

Press. Karachi. 

1999 

Bjergfolk i Hindu Kush og på Moesgård. I: Høiris 

et al. (red.): Menneskelivets mangfoldighed. 

Arkæologisk og antropologisk forskning på 

Moesgård. Moesgård. Pp. 47-54. 

2001 

Halfdan Siiger i Hindu Kush. Til erindring om den 

danske Hindu Kush forsker, professor emeritus, 

cand.theol. et mag.art. Halfdan Siiger (1911-99) 

RD. I: Jordens Folk. Etnografisk Revy. 36. årg., 

nr. 1, pp. 53-56. 

2003 

Historical Kalasha Picture Book. Photos from the 

Kalasha People of Chitral, Pakistan, 1948. Photos 

by Halfdan Siiger. Svend Castenfeldt (red.). 

Moesgård Museum and the National Museum of 

Denmark. 81 p. 

8

Oxus 

Islam på kinesisk 

af Camilla Stubbe Teglbjærg 

Urumqi er en millionby i en af Kinas fattigste provinser. © C. S. Teglbjærg 

Kina. I den autonome provins Xinjiang er brud 

på menneskerettighederne en del af hverdagen 

for det oprindelige folk, de muslimske uighurer. 

Det foregår i anti-terrorismens navn. 

Den tyrkiskklingende popmusik skratter ud af 

højttalerne og hænger i luften over gadesælgerne. 

Mænd i billige jakkesæt og blankslidte kasketter 

faldbyder deres varer: Brugte mobiltelefoner, 

vindruer, gamle blade og alskens gift mod 

kakerlakker. 

Ved fortovet sidder spåkoner med blomstrede 

tørklæder om hovedet og læser fremtiden i kort og 

polerede sten. Skiltene over butikkerne bag dem 

er skrevet både med kinesiske tegn, og hvad der 

ligner arabisk, men er uighurisk. Minareterne med 

de irgrønne tage strækker sig mod himlen. 

Imens suser trafikken forbi. Og enorme kraner 

rejser højhuse af glas og stål. Kinas økonomiske 

boom er også kommet til landets yderste afkrog 

mod vest. 

Fremskridtet er kommet med olien. Xinjiangs 

golde ørken gemmer nogle af landets største 

oliereserver, og gennem provinsen løber en 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

olieledning fra Kasakhstan med endnu mere 

brændsel til Kinas boomende industri i øst. 

Men fremskridtet er især kommet i kølvandet på 

kampagnen for at udvikle de vestlige provinser, 

som regeringen iværksatte i 2001. Formålet var at 

mindske skellet mellem de rige, industritunge 

provinser på østkysten omkring storbyerne 

Guangzhou og Shanghai og de fattige provinser i 

vest. Og at lægge en dæmper på de protester og 

uroligheder, der har spredt sig i takt med, at 

uligheden mellem by og land, øst og vest er vokset. 

Resultatet kan ses i Xinjiang. Nybyggeri, 

infrastruktur, og tilflytning af kinesere. Alligevel 

går det langsomt. Xinjiang er stadig blandt Kinas 

fattigste provinser. Og området har en lang 

historie af ulmende utilfredshed og uro. 

Xinjiang, der betyder »det nye grænseland« på 

kinesisk, blev indlemmet i den Kinesiske 

Folkerepublik i 1949 og fik status som autonom 

provins. Men Xinjiangs oprindelige befolkning, de 

muslimske uighurer, der er et tyrkisk folk og 

kulturelt føler sig tættere på de centralasiatiske 

lande end på Beijing, anerkendte aldrig fuldt 

indlemmelsen og kalder regionen for 

Østturkestan. 

9

Krav om selvstændighed førte i 1990’erne til 

voldelige sammenstød mellem uighurer og 

kinesisk politi. Siden har kineserne haft et fast 

greb om provinsen og slået hårdt ned på enhver 

form for systemkritik eller krav om 

selvstændighed. I en sådan grad, at 

menneskerettighedsorganisationer rapporterer 

om grove brud på menneskerettighederne over for 

det muslimske mindretal i denne olierige og 

strategisk vigtige provins på grænsen til 

Centralasien. Et greb, kineserne siden 

terrorangrebene den 11. september 2001 har 

strammet i terrorbekæmpelsens navn. 

Ramadan forbudt 

Over for hovedindgangen til Xinjiangs Universitet 

står en ældre dame og sælger fladbrød. Hun 

misser med øjnene i den lave eftermiddagssol og 

retter på sit tørklæde. Det er den ottende dag i 

Ramadan, den muslimske fastemåned. Alligevel er 

der en livlig aktivitet i thehusene i Urumqis 

muslimske kvarter. 

Ældre dame sælger fladbrød i Urumqis 

muslimske kvarter. © C. S. Teglbjærg 

»Der er ikke mange restauranter, som holder 

lukket under Ramadan, det er ikke tilladt. De, der 

lukker, bliver åbnet af myndighederne,« siger 

Parida. Hun er 22 år og læser ved Xinjiangs 

Universitet. Parida bor hos sine forældre, og hele 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

familien følger Ramadan, men det sker bag 

lukkede døre. 

»Det er svært for mig at følge Ramadan,« 

forklarer Parida. 

»Universitetet har forbudt det. Men jeg gør det 

alligevel. I smug. Vi trækker gardinerne for 

derhjemme, så ingen ude fra gaden kan se, 

hvornår vi spiser,« siger hun. 

Og det forbud er helt officiel politik, forklarer 

Sharon Hom, direktør for menneskerettighedsorganisationen 

Human Rights in China. 

»Faster de studerende alligevel under Ramadan, 

risikerer de at blive smidt ud af universitetet. 

Forbuddet er en del af et generalt mønster af den 

overvågning og kontrol med islam, som finder 

sted i Xinjiang,« siger hun. 

Det har Human Rights in China og Human Righs 

Watch dokumenteret i en omfattende rapport fra 

april 2005. Den kinesiske regering har ret til at 

bestemme, hvem der udnævnes som imam. Børn 

under 18 år må ikke komme i moskeer, og folk 

mister deres job eller bliver arresteret, hvis de 

kinesiske myndigheder mener, de er for religiøse. 

»For at inddæmme de uighuriske krav om 

selvstændighed slår kineserne hårdt ned på islam, 

fordi den er det religiøse symbol på uighurisk 

kultur og identitet. Resultatet er, at religionsfrihed 

stort set er ikke-eksisterende for uighurerne i 

Xinjiang,« siger Sharon Hom. 

Overvåget 

Sadar følger ikke Ramadan. Han studerer også 

ved Xinjiangs Universitet og vil ikke løbe samme 

risiko som Parida. 

»Sidste år opdagede skolen tre studerende, som 

fastede. De blev smidt ud af universitetet. Jeg kan 

ikke løbe den risiko. Uden en uddannelse er der 

ikke mange andre muligheder hér end at sælge 

frugt eller brugte mobiltelefoner på gaden,« siger 

Sadar. 

Sadar er 23 år. Han er den eneste i sin familie, 

som har en uddannelse. Og han er optaget af 

politik og uighurernes forhold. 

»Som uighur har du ikke de samme rettigheder 

eller muligheder som kineserne. Vi er dårligere 

stillet økonomisk. Det er sværere at få arbejde, 

fordi vi ikke taler kinesisk, eller at få en 

uddannelse,« siger Sadar. 

Vinden fra ørkenen tager fat i hans brune hår; 

rykker let i den ulastelige grånistrede jakke og de 

grå flannelsbukser. Og hvirvler de gule blade 

rundt i luften. 

»Men det er bedst ikke at tale politik. Hvis du 

passer dine studier og dit arbejde og lever en stille 

tilværelse med din familie, sker der ingenting. 

Begynder du at tale om politik, om ulighederne 

her eller om uafhængighed, får du problemer. Så 

risikerer du at blive arresteret og beskyldt for at 

være terrorist,« siger Sadar. 

10

Uighurpar på den kinesiske nationaldag. 30. 

september 2006. © C. S. Teglbjærg 

»Det er svært at sige, hvor mange der sidder 

fængslet. Der står næsten intet om det i aviserne. 

Men folk bliver arresteret. Og folk forsvinder.« 

Sadar taler lavmælt. Om de uniformerede 

betjente, der stikker ud i gadebilledet, fordi de er 

så mange, som tjekker papirer og sørger for ro og 

orden. Men også om betjentene i civil, som ingen 

ved hvem er. Øjne, der iagttager, hvem man taler 

med. Ansigter, som pludselig virker genkendelige i 

folkemængden. 

»Der er sikkert nogen, som holder øje med os nu. 

Bagefter vil de måske spørge mig, hvad vi talte 

om. Derfor er det vigtigt, at der ingen beviser er 

på, hvad vi har talt om. At jeg ikke har udleveret 

papirer til dig. Jeg er kun en lille fugl nu; hvis jeg 

prøver at flyve, skyder de mig ned. Men når jeg 

engang får et højtplaceret job, så kan jeg flyve. Så 

kan jeg tale om politik,« siger Sadar. 

Og Sadar har grund til at være på vagt, mener 

direktøren for Human Rights in China. 

»Den kinesiske regering fører meget skrap kontrol 

med, hvad der bliver sagt offentligt. At give udtryk 

for utilfredshed eller kritik af systemet er forbudt, 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

ligesom det er forbudt at tale om brud på 

menneskerettigheder. Det svarer til at lække 

statshemmeligheder, og det straffes hårdt under 

kinesisk lov,« siger Sharon Hom. 

I terrorbekæmpelsens navn 

Kinesernes skrappe kontrol med, hvilken 

information der slipper ud af landet, gør det svært 

at tegne et præcist billede af, hvordan forholdene 

er for uighur-folket i Xinjiang, forklarer Sharon 

Hom. Men det står slemt til med 

menneskerettighederne, og det er blevet værre 

siden terrorangrebene i USA den 11. september 

2001. 

»Det er blevet værre over hele spektret, fra 

chikane i hverdagen til vilkårlige arrestationer på 

meget løst grundlag, tortur og dødsstraffe under 

påskud af at bekæmpe terrorisme,« siger Sharon 

Hom. 

Efter terrorangrebene i USA skærpede kineserne 

retorikken overfor de uighuriske muslimer, 

forklarer professor Gardner Bovingdon fra 

Indiana University, USA. Han er ekspert i kinesisk 

politik og uighurisk modstand i Xinjiang. 

»Ganske få uger efter 11. september begyndte 

kineserne systematisk at bruge ordet »terrorist« 

om alle, der kæmpede for selvstændighed i 

Xinjiang eller var kritiske over for systemet, hvor 

de tidligere havde kaldt dem ’separatister’,« siger 

Gardner Bovingdon. 

Med denne skærpelse i retorikken skete der i følge 

Human Rights in China et skred i kinesernes 

magtanvendelse overfor uighurerne. 

»Vi oplever, at folk bliver anklaget som terrorister 

selv for små ting. Dét fredeligt at følge religiøse 

helligdage som Ramadan kan blive set som et 

udtryk for separatisme, der efter 11. september nu 

bliver sidestillet med terrorisme. Og den 

anklagede mister derfor alle sine rettigheder, 

bliver dømt ved lukkede retssager, hvor forsvarer 

hverken har adgang til sagsakterne eller den 

anklagede,« siger Sharon Hom. 

Samtidig satte FN i 2002 East Turkistan Islamic 

Movement (ETIM), der kæmper for et 

selvstændigt Østturkestan, på en liste over 

forbudte terrororganisationer. Ifølge Amnesty 

International og Human Rights Watch efter 

omfattende lobbyisme fra kinesernes side. 

En vurdering, professor Gardner Bovingdon er 

enig i. 

»Det er stadig uklart, hvorfor ETIM kom på FN’s 

liste. De dokumenter, kineserne fremlagde som 

bevis på, at ETIM er en terrororganisation, er ikke 

overbevisende og er flere steder modstridende. 

Mange af de episoder, der er beskrevet som 

terrorhandlinger kan ikke klassificeres som 

terrorisme. Som det at brænde stofruller af eller 

forgifte dyr,« siger han og fortsætter: 

11

»Da ETIM kom på FN’s terrorliste, forsvandt 

meget af det internationale pres på Kina for at 

forbedre menneskerettighederne i Xinjiang. For 

nu bekæmpede de jo hjemlig terrorisme. Så det 

gav mere eller mindre kineserne carte blanche til 

at stramme grebet yderligere.« 

De kinesiske myndigheder holder fast i, at det er 

nødvendigt at slå hårdt ned i regionen for at 

bekæmpe islamisk fundamentalisme og 

terrorisme, der er en trussel mod Kinas stabilitet. 

Samtidig er det ifølge kinesiske nyhedsmedier 

flere år siden, der har været voldelige episoder i 

Xinjiang med forbindelse til uighurernes krav om 

selvstændighed. 

De grupper, der støtter vold som en vej til 

selvstændighed for uighurerne, er en lille 

minoritet, selv blandt de politiske aktivister i 

Xinjiang, skriver Human Rights in China og 

Human Rights Watch. 

Og professor Gardner Bovingdon er enig. 

»Hvis kineserne havde information om 

organisationer, som planlagde voldelige 

terrorangreb, ville det naturligvis retfærdiggøre 

deres hårde linje. Hvis noget tydede på, at ETIM 

var aktive og planlagde angreb i Kina, var der al 

mulig grund til at kineserne strammede grebet for 

at undgå dette. Men der er intet, som tyder på, at 

det er tilfældet,« siger han. 

Sproget forsvinder 

Alim har ikke mærket meget til den velstand, som 

er fulgt med olien og fremskridtet i Xinjiang. Han 

bor i en lille by i ørkenen, nogle 100 kilometer fra 

Urumqi. Alim er 26 år og folkeskolelærer, men 

han har svært ved at få et arbejde, fordi hans 

kinesiske ikke er godt nok. 

»Du skal kunne tale og skrive kinesisk for at få et 

job. Hvis du skal stå i butik, arbejde på kontor. 

Eller som lærer. Og vi mestrer ikke sproget lige så 

godt som kineserne,« siger Alim. 

»Uighurisk bliver brugt mindre og mindre i 

skolerne. I de mindste klasser foregår noget af 

undervisningen på uighurisk, men det meste er på 

kinesisk. Og på universitetet må det kun foregå på 

kinesisk,« fortsætter han. 

Alim har tre mindre søskende på otte, 10 og 13, 

der alle går i kinesisk skole. For at de kunne få de 

bedste muligheder siden hen, som han forklarer. 

Alim er bange for, at uighurernes sprog vil 

forsvinde med dem. 

»Mine søskende kan tale uighurisk, men de kan 

hverken læse eller skrive det. Og det er vores 

modersmål. Det er sådan et smukt sprog,« siger 

han. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

To uighurkvinder på Folkets Plads i Urumqi på 

den kinesiske nationaldag 30. september 2006. 

© C. S. Teglbjærg 

Presset på uighurernes sprog er et resultat af den 

massive tilflytning af kinesere til Xinjiang de 

sidste 55 år, forklarer professor Gardner 

Bovingdon. I 1949 var der omkring 300.000 

kinesere i provinsen. I dag er tallet otte millioner, 

mod 8,4 millioner uighurer. Denne tilflytning har 

været tilskyndet af den kinesiske regering for at 

knytte Xinjiang tættere til det øvrige Kina. 

»I 1949 forventede man, at som uighur kunne 

man tale sit eget sprog, når man handlede, gik i 

skole, på arbejde, i banken. I 1980 var det 

stadigvæk noget, man regnede med. Nu er det ikke 

længere muligt,« siger Gardner Bovingdon. 

»Man kunne indvende, at Xinjiang jo er en del af 

Kina, og det er kineserne, der er de fleste. Hvis 

Xinjiang bare var en almindelig provins i Kina, var 

det rigtigt. Men Xinjiang er en autonom provins. 

Og det betyder ifølge kinesisk lov, at uighurerne 

har krav på en vis grad af selvstyre, frihed til at 

tale deres eget sprog og frihed til at udvikle deres 

egen kultur.« 

Parida, Sadar, og Alim har ønsket at være 

anonyme. Deres rigtige navne er redaktionen 

bekendt. Denne artikel blev bragt i Weekendavisen 

20. oktober 2006. 

12

Vi er ikke glemt 

Af Camilla Stubbe Teglbjærg 

Interview. Den tidligere forretningskvinde 

Rebiya Kadeer er blevet uighurernes frontfigur i 

kampen for menneskerettigheder i Kinas 

vestligste provins Xinjiang. I 2006 var hun 

nomineret til Nobels fredspris, og det har givet 

nyt håb til det muslimske mindretal. 

Rebiya Kadeers navn blev hvisket i den kølige 

efterårsluft i gaderne i det muslimske kvarter i 

Urumqi, på markedspladsen og bag lukkede døre i 

de mange hjem; men aldrig sagt højt. Der var kun 

få uger til, at Nobelkomiteen offentliggjorde, om 

hun fik årets fredspris for sin kamp for 

menneskerettigheder i Kinas vestligste provins 

Xinjiang. Aviserne skrev intet. Den kinesiske 

regering udråbte i 2005 Rebiya Kadeer til 

terrorist, og enhver offentlig tilkendegivelse af 

støtte til hende blev set som en trussel mod den 

nationale sikkerhed. 

»Vi må holde vores støtte til hende for os selv, 

blandt venner og familie. For kineserne mener, vi 

støtter en terrorist, og så risikerer vi selv at blive 

beskyldt for at være terrorister,« lød det fra 

markedspladsen. Hvor folk oplevede, at politiet 

havde strammet grebet yderligere, efter at 

Kadeers nominering til fredsprisen blev 

offentliggjort tidligere på året. Med mere politi i 

gaderne og øget kontrol til følge. 

Samtidig havde den kinesiske regering iværksat et 

massivt pres på nordmændene for at forhindre, at 

de gav Kadeer prisen. Hvis det skete, ville det 

ifølge Kinas viceudenrigsminister Zhang Yesui 

»skade forholdet mellem Kina og Norge«, kunne 

man læse i den norske avis Aftenposten i disse 

dage sidst i september 2006. 

Et værdigt liv 

Den tidligere forretningskvinde Rebiya Kadeer 

lever i dag i eksil i USA. Hun har ikke været i Kina 

siden 14. marts 2005, hvor hun efter et massivt 

internationalt pres blev løsladt efter at have 

afsonet fem år i fængsel for at lække 

statshemmeligheder til udlændinge. Kadeer blev 

dømt ved en lukket retssag, hvor hverken hun 

eller hendes advokat fik lov til at tale til hendes 

forsvar. Selv siger hun, at hun blot sendte 

avisartikler fra lokale aviser til sin mand, en 

tidligere politisk fange fra Xinjiang, som siden 

1996 har boet i eksil i USA. Inden havde kineserne 

i årevis overvåget og chikaneret hende, fordi hun 

havde ytret sig kritisk om uighurenes forhold i 

Xinjiang. 

Efter løsladelsen advarede de kinesiske 

myndigheder Rebiya Kadeer mod at tale offentligt 

om følsomme spørgsmål, men det fik hende ikke 

til at stoppe sin kamp for uighurernes rettigheder, 

fortæller hun. 

»Indtil for nylig havde uighurerne ingen stemme. 

Da jeg blev løsladt, blev jeg denne stemme. 

Fremtidens stemme, som taler til verden om vores 

situation og vores vanskeligheder. Derfor vil jeg 

blive ved med at tale,« siger den 60-årige Rebiya 

Kadeer fra sit hovedkontor i Uighur American 

Association i Washington. 

Men Rebiya Kadeers kamp har haft sine 

konsekvenser. 

Resterne af den tidligere succesrige 

forretningskvindes imperium ligger i hjertet af 

Urumqis muslimske kvarter. Den enorme 

bygning, der strækker sig over en husblok, husede 

blandt andet et stormagasin, et stort handelsfirma 

og en entreprenørvirksomhed, der gjorde Kadeer 

til en af Kinas første millionærer. I dag står 

bygningen, misligholdt og faldefærdig, i skarp 

kontrast til det nybyggeri af glas og stål, som 

skyder op overalt i byen. Rebiya Kadeers tre 

sønner, der driver forretningen, bliver i følge 

Amnesty International tilbageholdt af de kinesiske 

myndigheder. De er under anklage for 

»skattesvig« og »undergravende virksomhed.« En 

af dem er firmaets direktør, sønnen Alim 

Abdiriyim, som kineserne ifølge Amnesty 

International forsøgte at true til at skrive under 

på, at Rebiya Kadeer gennem tiden har snydt i 

skat, begået bedrageri og efterladt sig en kæmpe 

gæld i Kina. 

Det er derfor blevet svært at drive forretningen 

videre. Foran bygningen patruljerer uniformerede 

betjente for at holde alt, hvad der sker i området, i 

stram snor. Og overfor, på den anden side af 

gaden, holder to politibiler med forstærkning, hvis 

der skulle opstå uro. Stormagasinet ’Rebiya’, der 

ligger i bunden af bygningen og er et viltert kaos af 

stofruller, køkkengrej og handlende, er blevet et 

symbol på uighurernes kamp for deres 

rettigheder. 

»Kineserne siger, at jeg er terrorist. At dem, der 

støtter mig, er terrorister. Men jeg er ikke 

terrorist. Det uighuriske folk er ikke terrorister. Vi 

kæmper blot for vores rettigheder, og for retten til 

at leve et værdigt liv. Kineserne har arresteret tre

af mine sønner for at gøre gengæld for mit 

arbejde. Jeg ved snart ikke, hvem det er, der 

udøver terror,« siger Rebiya Kadeer, og fortsætter: 

»Efter Xinjiang blev indlemmet i Kina, gjorde 

kineserne os i 1955 til en autonom provins. Men 

de opgav hurtigt vores autonomi. Og vi vil have 

den tilbage. Vi vil have ytringsfrihed, presse- og 

religionsfrihed. Vi vil have lov til at udvikle vores 

egen kultur og økonomi og vores eget 

uddannelsessystem. Men jeg er desværre bange 

for, at det ikke sker, før Kina bliver et demokratisk 

samfund.« 

Uighurernes moder 

Uighurerne har i årevis manglet en frontfigur til at 

tale deres sag og rette det internationale samfunds 

opmærksomhed mod de overgreb, som finder sted 

i provinsen. Rebiya Kadeer er blevet en sådan 

figur. Det blev yderligere slået fast med hendes 

nominering til Nobels fredspris sidste år, forklarer 

professor Gardner Bovingdon fra Indiana 

University, USA, der er ekspert i kinesisk politik 

og uighurisk modstand i Xinjiang. 

»Uighurerne har tidligere manglet en fortaler. En 

Dalai Lama. Med Rebiya Kadeer har de fået et 

perfekt symbol på deres kamp, hvilket 

nomineringen viser. Hun er én, der både kan 

samle uighurerne og appellere til det 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

internationale samfund. Hun er ikke specielt 

religiøs, men heller ikke imod religion. Hun er en 

gennemslagskraftig taler, som taler om en fredelig 

kamp for menneskerettigheder og demokrati. Og 

så er hun kvinde, og ikke en flok ’vrede mænd’, 

som ellers er det, en stor del af den ikkemuslimske 

verden tænker på, når de hører ordet 

’muslim’,« siger Gardner Bovingdon. 

For Rebiya Kadeer selv var nomineringen et 

vigtigt skridt for fremtiden, også selvom hun ikke 

fik fredsprisen. 

»Nomineringen har givet håb til det uighuriske 

folk. Og samtidig har den stor betydning 

internationalt. Den var en anerkendelse af 

uighurernes vilkår i Kina. De har i så lang tid følt, 

at det internationale samfund havde glemt dem. 

Nomineringen blev for mange et tegn på, at de 

alligevel ikke er glemt,« siger hun. 

Og med denne anerkendelse i ryggen fortsætter 

Rebiya Kadeer kampen for sit folk. 

»Der er intet, der kan holde mig fra at fortsætte 

det arbejde, jeg har påbegyndt, bortset fra døden. 

Også selvom kineserne bliver ved med at forfølge 

min familie. Jeg er ikke bange. Hvis man som 

menneske ikke længere har sit folk eller sit land, 

har man ikke længere noget at leve for. Og er det 

ikke værd at kæmpe for?« 

Rebiya Kadeer, egl. Rabiye Qadir, født 21. januar 1947, uighurisk forretningskvinde 

og menneskerettighedsforkæmper fra Kinas nordvestlige provins Xinjiang. Gift med 

den politiske aktivist Sidik Rouzi og mor til 11 børn. Lever nu i eksil i USA. 

● Fra en barndom i fattigdom har Kadeer formået at arbejde sig op til at blive ejer af 

bl.a. sit eget handelskompagni og et kæmpe varehus i Xinjiangs hovedstad Urumchi, 

og hun var på et tidspunkt Kinas rigeste kvinde. 

● Kadeer er kendt for oprettelsen af en organisation der hjælper uighur-kvinder med 

at starte egne lokale virksomheder, og hun var i 1995 sit lands delegerede ved FNs 

fjerde verdenskonference om kvinder i Beijing. 

Rebiya Kadeer. 

Foto: amnesty.de 

● I august 1999 blev hun pågrebet og tilbageholdt, sigtet for at have lækket fortrolige 

oplysninger til sin eksilerede mand i USA. Ved en hemmelig retssag, hvor hverken 

hun selv eller hendes forsvarer havde mulighed for at udtale sig, blev hun idømt otte års fængsel. 

● Efter internationalt pres blev hendes dom i 2004 forkortet med et år, officielt på grund af god opførsel. 

Samme år blev hun tildelt den norske menneskerettighedspris Rafto Prisen. 

● 14. marts 2005, umiddelbart inden den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rices besøg i regionen, 

blev Kadeer løsladt, officielt af helbredsmæssige årsager. Hun rejste derefter tilbage til sin familie i USA. I 

2005 besøgte hun Danmark som Amnesty Internationals gæst. 

● I 2006 nomineres Kadeer (blandt 191 andre) af den svenske parlamentariker (parlamentsmedlem?) Annelie 

Enochson som kandidat til Nobels Fredspris. Den kinesiske regering fordømmer nomineringen. 

Ved The World Uyghur Congress’ 2. generalforsamling i München 24-27 november 2006 vælges Kadeer 

organisationens formand. 

● Ifølge rapporter har myndighederne tilbageholdt ni af hendes pårørende siden den 29. maj 2006, blandt 

andet hendes voksne børn Ablikim, Alim og Rushangul Abdiriyim. Fire af Kadeers børnebørn mellem 4 og 15 

år menes også at være tilbageholdt. 

● Kadeer benægter eksistensen af East Turkestan Islamic Movement og hævder at alle uighurske 

organisationer kæmper med fredelige midler. 

14

Oxus 

Kampen for en værdig alderdom 

Af Liza Møller & Rebecca Jensen, Operation Dagsværk 

Forældredag i Kirgisistan – de gamles forældre kommer på besøg. 

© L. Møller/R. Jensen 

Den økonomiske og sociale krise i Kirgistan efter 

landets uafhængighed i 1991 har ramt store dele af 

befolkningen, men den ældre generation har dog 

været specielt udsat. De ældre har i mange år 

været en forholdsvis overset og forsømt gruppe, og 

dette ikke kun fra myndighedernes side, men også 

fra de lokale ngo’er samt donororganisationers 

side. Denne tendens synes dog at være ved at 

vende i landet, da der de sidste år heldigvis er 

kommet et betydeligt større fokus på denne 

udsatte gruppe. Flere forskellige ngo’er og 

nationale samt internationale netværk arbejder nu 

med ældrespørgsmål i Kirgistan, og derudover 

også med et bredere fokus på et stærkere 

samarbejde mellem alle de centralasiatiske lande 

på ældreområdet. 

Vi har siden slutningen af august været udsendt 

som volontører for Folkekirkens Nødhjælp. Her 

har vi fulgt arbejdet hos en organisation (YMYT), 

der netop beskæftiger sig med den ældre 

generation. YMYTs arbejde består i at bedre 

levevilkårene og sørge for at de ældres rettigheder 

bliver tilgodeset i Kirgistan. Dette søger 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

organisationen først og fremmest at opnå gennem 

lobby- og advocacy-arbejde samt etableringen af 

selvhjælpsgrupper for ældre i to forskellige 

regioner i Kirgistan: Issyk-Kul Oblast og Chui 

Oblast. Via disse selvhjælpsgrupper forsøger 

organisationen at bemyndige og reintegrere 

pensionisterne i det kirgisiske samfund. 

Den udsatte gruppe 

Ifølge Verdensbanken lever ca. 50% af den 

kirgiske befolkning under fattigdomsgrænsen og 

ca. 33% i ekstrem fattigdom. Ifølge flere af de 

ngo’er, vi har været i kontakt med, udgør de ældre 

en stor del af denne procentdel. Mange ældre, som 

i Sovjettiden var med til at bidrage til, at 

velfærdsystemet i landet fungerede, befinder sig 

nu i en ulyksalig situation. Mange af dem har 

mistet deres livslange opsparinger og har ikke 

formået at tilpasse sig de nye sociale 

omstændigheder. 

Det centrale problem er, at mens der i Sovjettiden 

var pension samt et velfungerende sundhedssystem 

til rådighed for alle, har regeringen 

15

efter Sovjetunionens sammenbrud ikke været i 

stand til at stille en ordentlig levestandard til 

rådighed for store dele af befolkningen. Mange 

ældre i Kirgistan har mistet bolig, pension og 

hjælp fra familien. Det er ofte denne gruppe, der 

lever i ekstrem fattigdom, uden medicin, tøj, vand, 

mad og elektricitet. Ikke nok med at priserne er 

blevet drastisk forhøjet på alt; pensionen er 

samtidig blevet stærkt reduceret, bliver ikke betalt 

regelmæssigt eller bliver slet ikke udbetalt. 

Pensionen varierer, afhængigt af hvor i Kirgistan, 

man befinder sig. I det sydlige Kirgistan kan 

beløbet være helt nede på $5. Gennemsnitligt 

ligger pensionen dog de fleste steder mellem $10 

og $15 om måneden. Dette beløb er dog stadig så 

lavt, at det er praktisk talt umuligt at opretholde 

en normal levestandard for i landet. 

Hjælp til selvhjælp 

YMYTs arbejde med selvhjælpsgrupper i forsøget 

på at bedre de ældres levevilkår er baseret på 

hjælp-til-selvhjælp-princippet. Lederen af YMYT, 

Svetlana Bashtovenko, forklarede os, at denne 

model har en dokumenteret enestående effekt i 

Indien, samt at selve målet for YMYT er at 

bemyndige de ældre og skabe en bæredygtig 

proces, og indfaldsvinklen med hjælp-til-selvhjælp 

menes at være den mest effektive til at opnå dette 

mål. 

Selvhjælpsgrupperne består for det meste af 10-20 

medlemmer i forskellige aldre med en leder valgt 

på demokratisk vis af resten af gruppen. 

Grupperne fungerer sådan, at de stærkere ældre 

hjælper de sengeliggende eller lettere 

handicappede i gruppen. Selvhjælpsgrupperne 

laver desuden en kollektiv opsparing, som kan 

bruges til at generere en indkomst til alle i 

gruppen. Nogle vælger at holde høns og sælge æg, 

nogle at fokusere på at producere håndværk, som 

tæpper, tøfler osv. til at sælge på basarer rundt 

omkring i landet og andre at dyrke grøntsager og 

tørre frugt. Alle valg er dog taget på grundlag af 

ønsket om at opnå en bæredygtig levevej for hvert 

enkelt gruppemedlem, så de med tiden vil være i 

stand til at stå på egne ben. 

De ældres historie 

Vi har været rundt og besøge adskillige af YMYTs 

selvhjælpsgrupper. Det er ofte i store træk den 

samme fortælling, der bliver berettet af de ældre, 

når de bliver adspurgt om deres personlige 

historie. Mange af de ældre, vi har talt med, 

udtrykker en stor sorg over den håbløse situation i 

landet, hvor ældre tit bliver overladt til sig selv. 

Ofte er børnene og børnebørnene taget væk. De er 

rejst til Kasakhstan eller Rusland i håbet om at 

finde arbejde og et mere værdigt liv. De gange, vi 

har spurgt til regeringens tiltag på området, har 

responsen været, at hos regeringen er der 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

hovedsagelig ingen hjælp at finde. Der er desværre 

en ret stor mistro og manglende tiltro til det 

politiske apparat i landet, og de ældre udtrykker 

generelt også stor tvivl over, at dette ikke vil 

ændre sig fremover, og at regeringen heller ikke i 

fremtiden vil tage flere tiltag for at tilgodese de 

ældres behov. 

Nogle vælger at fokusere på produktion af 

håndværk, såsom tæpper og tøfler der sælges på 

basarer rundt om i landet © L. Møller/R. Jensen 

Hos alle de grupper, vi har besøgt, udtrykker 

medlemmerne stor taknemmelighed for at have 

muligheden for at indgå i et netværk og for den 

hjælp, ngo’er som YMYT tilbyder. Disse ældre 

indgår nu i et netværk med andre ældre i samme 

situation som dem selv, hvor mange af dem før var 

mere eller mindre overladt til dem selv. Nogle af 

grupperne har eksisteret i længere tid, mens andre 

er nystartede. Nogle har utrolig stor succes, mens 

andre mangler direktion og motivation. 

Gennemgående for alle grupperne er dog, at der 

blandt medlemmerne er en enighed om, at disse 

grupper er med til at gøre en kæmpe forskel, og at 

livet for alle involverede har ændret sig til det 

bedre, efter at de er blevet en del af en 

selvhjælpsgruppe. For de ældre er disse netværk 

nemlig ikke kun er finansiel støtte, men i høj grad 

også et stor socialt og psykologisk fundament, som 

kan hjælpe dem ud af den ensomhed, mange af 

dem går og lider under. 

Landsbyliv 

Udover daglige besøg til selvhjælpsgrupper i 

regionerne Issyk-Kul Oblast samt Chui Oblast har 

vi også tilbragt en uge i landsbyen Akalon, hvor vi 

boede hos et gruppemedlem og fulgte livet og 

arbejdet hos den selvhjælpsgruppe, hun var 

tilknyttet. Gruppen hedder Takyt-yi, der oversat 

til dansk betyder ”Lykkeligt hus.” Gruppen har 

eksisteret i tre år og har 20 medlemmer. Det var 

indlysende for os, at selvhjælpsgruppen for disse 

medlemmer er blevet en ekstremt vigtig 

16

estanddel af deres liv. Her gentog flere af 

medlemmer adskillige gange, at de ikke vidste, 

hvor de ville være uden fællesskabet. Gruppen 

fungerer både som et socialt forum, hvor man 

mødes og fejrer alle højtider sammen, men 

derudover støtter de 15 raske og arbejdsdygtige i 

gruppen de resterende fem sengeliggende, hvis liv 

uden gruppens hjælp ville være betragteligt 

forringet. 

Det var ikke kun gruppemedlemmerne, der 

udtrykte stor tilfredshed over gruppen og det 

fællesskab, som dertil hører. Vi snakkede med 

flere af indbyggere i Akalon, som sagde, at 

selvhjælpsgruppen er noget af det vigtigste, der er 

sket for den lille landsby på godt 2000 indbyggere 

i rigtig mange år. Gruppen har nemlig i fællesskab 

oprettet et mindre hospital samt sørget for 

elektricitet til store dele af landsbyen. 

Spørger man den karismatiske leder af 

selvhjælpsgruppen, Shaarkan, siger hun 

beskedent; ”alt kan lade sig gøre, hvis man står 

sammen”. Shaarkan og hendes gruppe fungerer da 

også nu som rollemodel for andre grupper, og hun 

tager rundt til nyoprettede grupper og 

videreformidler de erfaringer, de har opnået i 

gruppen. Shaarkan fortalte os, at det, hun lægger 

mest vægt på, når hun er ude og udveksle 

erfaringer, er at fortælle folk, at det ikke hjælper 

noget at sidde med hænderne i skødet og vente på, 

at hjælpen kommer til dem, men at de selv er nødt 

til gå hjælpen i møde. Hendes mål er at få spredt 

budskabet om selvhjælpsgrupper og få fortalt den 

kirgiske befolkning, at dette er vejen fremad. 

Manglende lovgivning 

Som de ældre og YMYT flere gange gjorde os 

opmærksomme på, er arbejdet med ældreområdet 

ekstremt væsentligt, da det er en forholdsvis 

negligeret gruppe. Går man ind og kigger på 

lovgivningen på ældreområdet i Kirgistan, er 

denne da også praktisk talt ikke eksisterende. Det 

er derfor godt, at organisationer som YMYT 

arbejder med at holde myndighederne fast på de 

lovmæssige forpligtigelser, de har over for den 

ældre generation. 

En stor del af YMYTs lobby og advocacy-arbejde 

foregår på basis af den internationale Madrid-plan 

(Madrid International Plan of Action on Ageing). 

Madrid-planen refererer til den plan, der blev 

godkendt i 2002 af ”Second World Assembly on 

Ageing” om alderdomsspørgsmål. Dette er den 

første internationale aftale, der anerkender ældre 

menneskers potentiale til at bidrage til 

udviklingen af de samfund, de lever i. Den 

forpligter 160 regeringer til at inkludere 

ældrespørgsmål i alle sociale og økonomiske 

udviklingspolitikker inden 2015. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Den karismatiske leder af selvhjælpsgruppen, 

Shaarkan. © L. Møller/R. Jensen 

I september 2005 afholdtes en konference i 

Bishkek, hvor adskillige embedsmænd fra 

regeringen og repræsentanter fra internationale 

og lokale organisationer deltog. På konferencen 

blev der diskuteret alderdomsspørgsmål, og man 

drøftede, hvordan de forpligtelser, der er optegnet 

i Madridplanen, kan opfyldes. 

I fællesskab med andre organisationer i Kirgistan 

arbejder YMYT videre på resultaterne fra den 

ovennævnte konference og på at udarbejde et 

omfattende nationalt program på baggrund af 

Madrid-planen til at adressere de problemer, 

ældre står over for. Den store udfordring ligger nu 

for de ældre og organisationer som YMYT i, at 

sikre at regeringen handler i overensstemmelse 

med de forslag og anbefalinger, Madrid-planen 

stiller. Det endelige mål er at få regeringen til at 

integrere alderdomsspørgsmål i den nationale 

lovgivning. 

Håb for fremtiden 

Der er lang vej igen for organisationer som YMYT, 

men der er flere aspekter, der tyder på, at der også 

er et håb for fremtiden. Vi har oplevet at mange 

mennesker her i Kirgistan, uanset om de er en del 

af den målgruppe, YMYT arbejder med eller ej, er 

opmærksomme på og positivt indstillet over for 

organisationens arbejde med ældreområdet og 

selvhjælpsgrupper. Dette indtryk har vi gang på 

gang fået bekræftet ved vores besøg hos de 

forskellige lokale skoler, universiteter, firmaer og 

17

lokale ministerier. Det tyder på, at folks indstilling 

til et større fokus på dette område er fortrinsvist 

positivt. 

Et andet aspekt, der er med til spore en vis 

optimisme er at de ældre på ingen måde bare 

sidder med hænderne i skødet og tager imod 

Oxus 

Der filtes uld. 

Det er Liza Møller i midten øverst og Rebecca Jensen 

på billedet til højre. 

© L. Møller/R. Jensen 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

hjælp. De fleste af de ældre, vi har mødt, tager i 

høj grad livet i egne hænder og arbejder hårdt for 

et bedre liv til dem selv og andre ældre i deres 

lokalsamfund. Måske vil denne entusiasme samt 

ngo’ernes kamp være med til at gøre fremtiden 

lysere for de ældre i Kirgistan. 

18

Oxus 

Ånderne lever i havet 

Af Niels Jürgensen, Jyllands-Postens korrespondent 

Selengaflodens udløb i Bajkalsøen set oppefra ©NASA 

”Havet” kalder sibirerne den vældige Bajkal-sø, 

der rummer en femtedel af Jordens 

ferskvandsreserver. I og omkring verdens 

dybeste sø findes et særpræget dyre- og 

planteliv, heriblandt titusinder af sæler. Og 

dybet rummer flere mysterier. 

Enkhaluk 

Engang lagde man ved vintertide togskinner over 

isen for at spare den transsibiriske jernbanes 

lange omvej syd om søen. For islaget kan blive 

over en meter tykt. Men når solen bager over den 

blå Bajkal-sø, er det svært at forestille sig, at der 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

på disse kanter i årets koldeste måneder måles 

ned til 40 minusgrader. Den hellige sø, Fader 

Bajkal, Planetens perle. Der er mange, smukke 

navne for verdens dybeste sø i det østlige Sibirien. 

Med en dybde på ned til 1.600 meter, en længde 

på over 630 kilometer og en bredde på mellem 25 

og 79 kilometer er den verdens største 

ferskvandsreservoir med en femtedel af Jordens 

vandreserver. 

Vand til hele verden 

Der er så meget vand, at hvis alle andre 

vandressourcer pludselig forsvandt, ville den 

19

eksisterende mængde i søen være nok til at 

forsyne hele verdens befolkning i 40 år, har 

statistikerne regnet ud. Og der bliver ikke mindre 

af det. Overfladen på den 20 millioner år gamle sø 

stiger en anelse hvert år, og fortsætter det, vil 

Jorden engang i en fjern fremtid rumme endnu et 

ocean ud over de allerede eksisterende. Men 

bestående af ferskvand. 

Særpræget dyreliv 

Havet har sibirerne både de russiske erobrere og 

de indfødte, mongolske burjater i republikken 

Burjatien øst for søen nu altid kaldt den 

langstrakte sø, der også er usædvanlig på andre 

måder. Af de 1.200 dyrearter og 500 plantearter, 

der er registeret i og ved søen, findes to tredjedele 

ikke andre steder i verden. I vid udstrækning 

isoleret fra den øvrige verden har dyre- og 

plantelivet kunnet udvikle sig selvstændigt. Lidt 

som på Galapagos-øerne ud for Sydamerikas kyst. 

Mest iøjnefaldende er Bajkal-sælen, nerpaen. Det 

er et af Bajkal-søens mysterier, hvordan den er 

havnet der, men formentlig er sælens forfædre 

vandret ad floder oppe fra Ishavet på et så tidligt 

tidspunkt af deres udviklingshistorie, at de i dag 

ser meget anderledes ud end de andre sæler, der 

lever i saltvand. Større og kraftigere og mere 

plump i faconen end andre sæler kan Bajkal- 

sælen veje over 100 kilo og blive op mod to meter 

lang. Trods omfattende jagt gennem tiderne er der 

stadig mange af dem, for jagten er nu underlagt 

restriktioner. Der er måske 60.000 eksemplarer 

nogle forskere mener op til 100.000 af den 

særprægede sæl, der kan dykke ned til 300 meters 

dybde og holde sig op til en time under vandet. 

Nerpaen opnår også en høj alder sammenlignet 

med andre sæler på helt op omkring 55 år. 

Sælerne kan tit iagttages, dog især om vinteren, 

når de søger op på isen for at trække vejret og 

hvile ud. Men hvordan overlever de vinteren med 

et op til en meter tykt lag af is, der dækker søen fra 

slutningen af december til et godt stykke hen i 

maj? 

Varme kilder 

Hele vejen rundt om søen findes varme kilder, der 

holder en konstant temperatur på 57 grader. Det 

holder tilstrækkeligt med vandområder åbne, så 

sælerne har adgang til den friske luft og afslapning 

oven på isen. Men hvordan de vidste dét, dengang 

de gik på vandring sydpå fra Ishavet, får stå hen i 

det uvisse. Søens vand er overvejende rent og 

klart. Der kan ses op til 40 meter ned i vandet. 

»Bajkal renser sig selv for affald, flasker og den 

slags, der kastes i søen. Det sker hen mod 

slutningen af august,« fortæller Jansjima Vasileva, 

der er burjat og direktør for instituttet der er 

knyttet til Ivolginsk-buddhistklosteret nær den 

sibiriske republik Burjatiens hovedstad, Ulan- 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Ude. Hvordan det sker, kan der ikke gives en 

nærmere forklaring på. Et andet af søens 

mysterier. 

Forureningen 

Desværre er naturens eget, økologiske 

rensesystem ikke så effektivt, at det kan få bugt 

med den industrielle forurening, der gennem de 

seneste årtier i stigende grad har plaget den 

sydligste del af søen og bl.a. har tvunget sælen 

længere mod nord. Forureningen stammer især 

fra Tseljuloznij-papirfabrikken i den sydligste 

ende af søen. Ingen vil hellere forureningen til 

livs end Bajkal-beboerne selv. Problemet er, at 

fabrikken ikke uden videre kan lukkes eller flyttes 

den holder 17.000 mennesker beskæftiget i 

regionen. Og skal der sættes ind med virkeligt 

effektive foranstaltninger til at nedbringe de 

kemiske udslip, vil det slå den økonomiske bund 

væk under virksomheden. Bajkal er for alvor ved 

at blive opdaget som turistområde. Naturen er 

enestående og omkring søens nordlige del findes 

to store naturreservater, Barguzin-naturreservatet, 

oprettet i 1917 og dermed Ruslands 

ældste, samt Zabajkal-nationalparken på 

tilsammen over 6.000 kvadratkilometer. Turisten 

kan kaste sig ud i trekking, kajak- eller kanofarter 

med udgangspunkt fra Irkutsk eller Ulan-Ude, der 

begge ligger ved den transsibiriske jernbane. Der 

er også gode muligheder for at bade selv om 

vandet på grund af søens dybde er forholdsvis 

koldt også i den varme højsommer. Enkhaluk på 

den nedre del af søens østlige bred er et af de 

steder, hvor man er ved at udbygge 

turistfaciliteterne. De omfatter bl.a. tilbud om 

ferie i en ægte jurt det runde filttelt, som i 

århundreder har været de sydsibiriske, 

centralasiatiske og mongolske folkeslags hjem. Så 

kan man prøve at bo lige som nomaderne i gamle 

dage. Sådan da. For turisterne får selvfølgelig 

jurter med indlagt toilet og bad. Og når sulten og 

tørsten melder sig, kan de altid lige smutte hen til 

den nærliggende restaurant-jurt ... Så let har det 

ikke altid været at være turist på disse kanter. 

Djengis Khans mor 

Den grumme mongolfyrste Djengis Khan havde 

rødder her, for hans mor var burjat. Det fortælles, 

at khanen, der i 200-tallet erobrede det mest af 

Rusland og også truede Vesteuropa, som 50-årig 

sammen med en spåmand besøgte egnen øst for 

Bajkal, hvor hans mor var født. Derefter blev hele 

området pludselig erklæret for hemmeligt område, 

og ingen fremmed måtte mere sætte sin fod dér. 

Det var nu ikke kun noget, Djengis Khan kunne 

finde på. I sovjettiden var Ulan-Ude lukket by for 

udlændinge, fordi den husede et af Sovjetunionens 

tre øverste, militære hovedkvarterer. I dag kan 

man atter frit bevæge sig rundt i den burjatiske 

20

hovedstad med de brede, snorlige og vinkelrette 

gader. 

Vandets konge 

Besynderligt nok har der aldrig været forlydender 

om, at et søuhyre skulle holde til i Bajkal-søen. Til 

gengæld er der masser af ånder og magter dernede 

i dybet. Farligst af dem alle er Lusud, Vandets 

konge. Han frygtes af fiskerne, fordi han uden 

varsel kan rejse forfærdelige og dødbringende 

storme på den kæmpemæssige sø. Heldigvis kan 

han formildes med smågaver som vodka eller 

søde sager, der med passende mellemrum dumpes 

i bølgerne. Og en gang om året i maj holder 

burjaterne en ceremoni til hans ære. Beboerne 

omkring Bajkal vil naturligvis gerne have turister, 

men med måde. De vil ikke have deres sø 

forandret til en turist-riviera med tæt hotel- og 

villabyggeri. En belgisk forretningsmand opførte 

således en kæmpevilla tæt ved søens bred. Den 

brændte pludselig ned af endnu uopklarede 

årsager. Måske er det Lusud, der har været på spil. 

Første gang bragt i Jyllands-Posten 3. juli 2005 

I burjaternes land 

I den østsibiriske republik Burjatien har 

buddhismen fået en kraftig opblomstring i årene 

efter Sovjetunionens fald, og mange templer er 

genopført. Flertallet af republikkens indbyggere 

er russere, men den oprindelige befolkning - de 

mongolske burjater - prøver at holde deres 

traditioner i hævd. 

Ulan-Ude 

I Ulan-Ude - hovedstad i republikken Burjatien i 

det østlige Sibirien - har man ingen problemer 

med at finde et mødested, der ikke er til at tage 

fejl af. Det er bare at sige: »Vi mødes foran Lenins 

hoved ...« Et kæmpemæssigt stenhoved af det 

kommunistiske Sovjetunionens grundlægger står 

(eller ligger det?) og skuer med fast blik fra sin 

sokkel ud over Sovjetternes Plads. Et grotesk syn. 

Fra pladsen udgår byens hovedstrøg - Leningaden 

naturligvis. Som så mange andre steder i 

Rusland har der ikke været overvældende 

interesse for at fjerne sovjettidens obligatoriske 

Lenin-statuer eller give hans gader 

navneforandring efter det kommunistiske styres 

fald. Han hører vel lige som til. Som regel står 

revolutionslederen dog i hel figur med flagrende 

frakke eller som buste ‒ og ikke bare som hoved 

som her i den burjatiske hovedstad. 

Burjatien er en republik under Den Russiske 

Føderation ‒ 5.500 kilometer øst for Moskva. I 

sovjetdagene var det en såkaldt autonom republik, 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

længere nede i hierarkiet end en egentlig 

sovjetrepublik. Den har fået sit navn efter 

områdets oprindelige indbyggere ‒ burjaterne. De 

er nært beslægtet med eller nærmest samme folk 

og med samme sprog som indbyggerne i 

nabolandet mod syd, Mongoliet, og udgør i dag en 

fjerdedel af republikkens befolkning. Her som i de 

andre republikker i Sibirien, der er opkaldt efter 

lokale folkeslag, er russerne i stort flertal. For 

Burjatiens vedkommende knap 70 pct. af de små 

en million indbyggere i republikken, der er otte 

gange større end Danmark. 

Lenins hoved skuer ud over Sovjetternes Plads i 

Burjatiens hovedstad Ulan-Ude. Kilde: Wikipedia 

I det store skrud 

Det er sidste skoledag i Ulan-Ude, hvor 

temperaturen et godt stykke hen på aftenen er 

oppe på 26 grader, og de mange mennesker på 

gågaden promenerer i sommertøj. Men det kan 

man ikke regne med i Sibirien. Dagen efter kan 

vejret skifte til det modsatte. Pigerne fra 

afgangsklasserne ‒ både russere og burjater ‒ er i 

det helt store skrud. Iført skoleuniform og med 

kæmpemæssige, hvide sløjfer i håret promenerer 

de stolte op og ned ad gågaden med venner og 

veninder. Ægte sovjetstil, for vi er langt fra 

Moskva. Herude holder man skam traditionerne. 

Engang var burjaterne nomader, der drev deres 

fåre- og kvægflokke fra sted til sted på de 

21

vidtstrakte sletter mellem bjergene. Beboelsen var 

det runde filttelt U.S. National Oceanic and 

Atmospheric Administration jurt'en der bruges 

lige fra Centralasien til det østlige Sibirien. I dag 

lever ingen af burjaterne på traditionel vis i 

modsætning til mange af deres slægtninge i 

Mongoliet men jurt'en er stadig symbolet på den 

gamle kultur, der er hårdt trængt af den 

dominerende, russiske livsstil. Det burjatiske 

sprog er også presset. Det er lettere for de unge at 

gøre sig gældende på russisk i hverdagen. »I Ulan- 

Ude tales der helt overvejende russisk, mens 

burjatisk bliver mere almindeligt i de små byer og 

ude på landet,« fortæller vores guide, Bairma- 

Rada Sjalsarajeva. Hun er selv burjat og arbejder 

som rejsebureaudirektør energisk på at udvikle 

‒ ‒ 

turismen i området herude øst for den kolossale 

Bajkal-sø, der danner hovedparten af Burjatiens 

‒ 

vestgrænse. 

‒ 

Udmærket forhold 

Forholdet mellem russere og burjater er såmænd 

udmærket, selv om der af og til kan være 

uoverensstemmelser, når republikkens russiske 

politikere ikke tager hensyn nok til burjatiske 

interesser, fortæller Bairma-Rada. Hendes eget 

navn illustrerer skismaet. Forældrene var i tvivl, 

om de skulle vælge det russiske navn Rada (glad) 

eller det burjatiske ord for glad Bairma til 

deres datter. Så der var kun én løsning på 

problemet. Burjaterne tog med tiden buddhismen 

til sig påvirket af fællerne mod syd i Mongoliet, 

men i en tillempet form og godt opblandet med 

ældre tiders shamanisme 

‒ 

dyrkelse af ånder og 

naturmagter. I sovjettiden blev de fleste 

buddhistiske klostre og templer jævnet med 

jorden, men i årene efter Sovjetunionens 

opløsning i 1991 har buddhismen for alvor fået sit 

come back, og der bygges nu templer som aldrig 

før. Og de buddhistiske præster, lamaerne, i deres 

lange, bordeaux-farvede kofter er meget synlige, i 

hvert fald når man kommer uden for Ulan-Ude. 

‒ 

Byggeriet af templer kræver mursten. De doneres i 

vid udstrækning af troende 

‒ 

burjater der sørger 

for, at deres navn er indgraveret på stenene. Det 

må da kunne formilde højere magter. Ad endeløse 

sletter mellem bjergene i horisonten går det 

videre mod Anin-templet 400 kilometer nord for 

Ulan-Ude. Templet er opført klos op ad ruinen af 

det gamle tempel, der blev ødelagt i 1930'erne 

under Stalins terrorregime. Et godt stykke vej før 

modtages vi af en gruppe burjater, iklædt 

farvestrålende folkedragter og højpuldede hatte. 

Efter en aftentemperatur i Ulan-Ude på 26 grader 

er det nu dagen efter regnfuldt, blæsende og 

hundekoldt. Heldigvis er der tændt et bål til den 

traditionelle velkomstceremoni, når 

‒ 

fremmede 

ankommer. Det giver lidt varme. Fem unge piger 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

danser i hvide dragter, der skal symbolisere 

svaner fra Bajkal-søen. Der synges en 

velkomstsang, og hver gæst får overrakt et smukt, 

blåt skærf som tegn på venskab. Vodka bydes 

tiltrængt 

rundt ‒ 

i det kolde vejr. Før man drikker 

det første glas, kastes med venstre hånds 

ringfinger fire gange en dråbe af glassets indhold 

ud som et offer til guderne. Derefter kan glasset 

tømmes. Så går man rundt om bålet i solens 

retning, og offergaver som småkager og søde sager 

kastes ind i ilden. 

Templet på sletten 

Videre ad grusveje eller rettere bare et par 

hjulspor på sletten mod templet. På vejen gøres 

holdt på et lille højdedrag ved en stenvarde, hvor 

en pæl i midten er dekoreret med farvestrålende 

bånd. Her skal der bindes medbragte bånd om 

pælen som en gave og hilsen til de guder, der 

bevogter dette område. Og så kan man for sig selv 

fremsætte et ønske. Også de to lamaer, der 

ledsager os, bringer hilsenen til de gamle guder. 

Som et vældigt monument over fortidens 

hændelser står det gamle Anin-klosters tykke 

mure som ruiner midt på sletten. Engang 

indeholdt det 100 Buddha-statuer, og man ser 

endnu nicherne, hvor de var anbragt. 

‒ 

Klosterruinen ligger uforandret siden dengang i 

‒ 

30'erne. »Det var så solidt bygget, at de ikke 

kunne rive det helt ned«, fortæller en af templets 

lamaer. Det er en speciel dag i dag, Doinchod 

Hural, der angiver et af øjeblikkene i Buddhas 

jordiske liv. Folk, mange i burjatiske dragter, er 

kommet langvejs for at overvære ceremonien i 

templet, hvor fem siddende lamaer (en enkelt af 

dem etnisk russer) messer deres bønner ledsaget 

af taktfaste tromme- og bækkenslag, mens de 

troende ved væggen på begge sider af templets 

indre opmærksomt følger ceremonien. 

Religiøst centrum 

Det bliver ikke mindre koldt, da vi kører op på et 

lille bjerg nær klosteret med enestående udsigt 

over hele dalen. En behjertet sjæl har lånt mig en 

tyk, foret jakke med hætte. En gammel mand, 

Sjirapov Gombojevitj, der er klædt i burjatisk 

dragt og blød hat, er taget med os. Han er 83 år og 

fortæller foran gudebilledet, der pryder det 

øverste af højdedraget, om sin barndom i landsby 

Allan nede for foden af bjerget og tæt på klosteret. 

Stedet var et vigtigt religiøst centrum, hvor der 

engang lå syv templer med ikke færre end 700 

lamaer. »Vores landsby havde fire-fem gader og 

der boede mange mennesker,« fortæller han. Men 

landsbyen blev endeligt ryddet 1937-38 i 

forbindelse med ødelæggelsen af de mange 

templer i dalen og hele befolkningen 

tvangsforflyttet til nyoprettede kollektivlandbrug. 

‒ 

22

I mange år lå landsbyens huse som ruiner. I dag 

er der kun bar slette, hvor engang landsbyen lå. 

»Alt dette var engang centrum for os børn,« siger 

Sjirapov og peger ud over dalen. »Efter 

ødelæggelsen blev det forbudt at komme her.« De 

gamle fra dengang er i høj kurs. De er de eneste, 

der kan huske, hvordan de gamle templer lå og var 

indrettet Og hvor fortidens lamaer ligger begravet. 

Kød med tænder 

Frokosten i en jurt opført i træ uden for klosteret 

er traditionel burjatisk, ledsaget af te, godt 

spædet op med mælk. Nogle af retterne er at 

foretrække frem for andre. En flækket, kogt 

underkæbe - stadig med pels på og med fuldt 

tandsæt - indbyder ikke til prøvesmagning. Men 

en høflig gæst må i hvert fald tage en enkelt bid. 

Så er der danseopvisning. På den flade slette uden 

for templets mure. Et par hundrede burjater er 

samlet for at se folkedanserne fra flere forskellige 

grupper, der i dagens anledning er troppet op. 

Iført de traditionelle kofter for mændene og 

fodlange kjoler for kvinderne, og alle med den 

karakteristiske hovedbeklædning, gives der prøver 

på burjatisk dans og sang. Der er påfaldende 

mange børn og unge blandt danserne. Burjaterne 

er bevidste om, at det stadig er deres eget land. 

Første gang bragt i Jyllands-Posten 7. juni 2005 

Buddhister møder den afdøde lama 

Ivolginsk-klosteret er det åndelige centrum for 

buddhisterne i Burjatien i det østlige Sibirien. 

Her kommer de troende for at bede og for at 

møde klosterets tidligere leder - der døde for 78 

år siden. 

Ivolginsk 

Der er gang i bedemøllerne på Ivolginsk-klosteret. 

For der er stort rykind af troende i dag på 

Buddhas fødselsdag - en af de kun syv dage om 

året, da der er adgang til at møde klosterets 

tidligere leder, Khambo Lama Itigelov. Han døde i 

1927. Klosteret ligger 30 kilometer sydvest for 

Burjatiens hovedstad, Ulan-Ude, og er det 

åndelige centrum for buddhisterne i den russiske 

republik i det østlige Sibirien. De troende 

kommer langvejs fra for at bede. Og en af 

klosterets lamaer, Karim, viser rundt. Han er kun 

21, men har allerede været på klosteret i tre år. 

Munk i kondisko 

Under hans lange kofte anes et par cowboybukser, 

der sammen med de hvide kondisko stikker en 

kende af fra de ærværdige, dybrøde munkeklæder. 

Karim begyndte med at læse filosofi og studere 

tibetansk medicin, blev under studierne overbevist 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

buddhist og besluttede sig så for at blive munk. 

»Mine forældre støttede mig i mit valg,« 

understreger Karim, mens han rutinemæssigt 

drejer en bedemølle og fortæller om klosterets 

dagligdag. Munkene står op kl. 6, hvorefter der er 

bøn og forskellig undervisning frem til kl. 13. Kl. 

15 er der diskussion om forskellige emner ‒ det 

foregår på tibetansk. Aftenen er afsat til læsning, 

bl.a. om tibetansk medicin. Man går i solens 

retning det store klosterområde rundt og sørger 

for at dreje hver eneste bedemølle. Flere steder 

lægges mønter som små offergaver. En bedemølle 

er en snild indretning, der på stedet 

mangfoldiggør og spreder ens bønner om at 

slippe af med eventuelle synder. Ved nogle af 

møllerne er der ligefrem kø. Passende steder 

lægges offergaver som søde sager, ris eller mønter. 

De fleste besøgende er burjater, men der ses også 

en del russere og vestlige turister, de sidste 

fortrinsvis af rygsæktypen. Buddhismen i 

Burjatien er noget for sig. Den er nemlig godt 

opblandet med burjaternes oprindelige 

shamanisme troen på ånder og naturmagter. ‒ 

Shamanismen 

»Vores buddhisme er baseret på shamanismen i 

modsætning til f.eks. den rene buddhisme i 

Indien. Åndemaneriet stod så stærkt hos 

burjaterne, at buddhismen måtte indrette sig, da 

den kom,« siger Karim. »Vi ser det ikke som 

modsætninger. Vi får det til at gå op i en højere 

enhed og lamaer kan også deltage i 

shamanistiske ritualer.« Men tilbage til afdøde 

lama Itigelov, der var 12. reinkarnation af tidligere 

øverste lamaer - som bærer titlen khambo lama 

for det buddhistiske samfund i det østlige Sibirien. ‒ ‒ 

Bedeflag uden for klostret i Ivolginsk. 

Sansculotte 

Gennem sit forbilledlige liv nåede han til 

buddhismens højeste stadium nirvana og blev 

selv Buddha. Han var født i 1852 og besluttede sig 

for at dø som 75-årig i protest mod den røde lære 

‒ ‒ 

23

under det ny sovjetstyre, der medførte hårde tider 

for alle religiøse samfund og nedrivning af de 

fleste buddhistiske templer. Døden indtraf under 

en meditation, hvor han bad for sig selv som en 

allerede død mand. Forud havde han bestemt, at 

hans lig skulle tages ud af graven efter et antal år. 

Det skete i 1955 og senere i 1973 i al 

hemmelighed af frygt for repressalier fra statens 

side. Det besynderlige var, at liget ved begge 

lejligheder var så velbevaret, at det så ud som om, 

lamaen lige var afgået ved døden. Det blev taget 

som et utvetydigt tegn fra højere magter på 

lamaens høje status. Begge gange skiftede 

munkene blot ligets tøj, hvorefter det blev 

genbegravet. Itigelov meddelte i øvrigt allerede 

som femårig sine forældre, at han ville være 

khambo lama 

‒ 

hvilket ingen naturligvis tog 

alvorligt, fortælles det. Hans familiemæssige 

baggrund er dunkel. Ganske mærkværdigt hos 

især burjaterne, hvor de fleste kan opregne deres 

forfædre mange slægtled tilbage. ‒ 

Liget i glassarkofag 

Tredje gang, liget blev fremdraget, blev det 

besluttet at lade den afdøde lama blive i et af 

klosterets templer. Det skete den 10. september 

2002. Khambo lamaen var stadig lige velbevaret, 

hvilket fremgår af et foto, der blev taget ved den 

lejlighed. Det blev så besluttet at placere liget i 

siddende stilling i en glassarkofag i klosterets 

hovedtempel. »Vi prøver ikke at finde en 

forklaring Vi tror på et mirakel og ønsker ingen 

videnskabelige beviser,« siger den nuværende 

khambo lama, den 42-årige Damba Ajusjev, der i 

omkring 10 år har ledet klosteret og nævner et 

tilfælde af mirakuløs helbredelse af en alvorligt 

syg pige, da hun blev bragt hen til liget. Ajusjev er 

leder for alle buddhister i Rusland, men om også 

han er en reinkarnation af tidligere khambo 

lamaer kan først afgøres efter hans død. Inde i det 

farvestrålende, søjlesmykkede tempel, hvor 

Khambo Lama Itigelovs lig opbevares, er tre 

lamaer i gang med at læse bønner, som ved hjælp 

af et par højttalere transmitteres til hele 

klosterområdet, så også besøgende uden for 

tempelbygningen kan høre med. 

Fototilladelse 

I dag ser mumien nu ikke særlig velbevaret ud. 

Men de troende bøjer sig ærbødigt med hænderne 

fremstrakt og håndfladerne placeret mod 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

hinanden i buddhistisk bøn og kysser den afdødes 

klædningsstykke, der rækkes frem mod dem af 

den lama, der står vagt ved glassarkofagen. Et nyt 

tempel er under opførelse tæt på det gamle 

specielt til udelukkende at huse den afdøde lama. 

Det er ellers ikke tilladt at fotografere afdøde. Men 

vi får en speciel tilladelse i dagens anledning. Efter 

at have passeret glassarkofagen gøres holdt ved et 

alter med mange tændte lys, hvorefter man 

respektfuldt går baglæns mod templets udgang 

med ansigtet vendt mod alteret. Den tibetanske 

buddhismes åndelige overhoved, Dalai Lama, har 

besøgt Ivolginsk-klosteret tre gange. Det er et godt 

stykke tid siden, for den russiske ledelse ønsker 

ikke at belaste forholdet til Kina, for hvem Dalai 

Lama står som symbolet på Tibets kamp for 

selvstændighed. Men kommer han på besøg igen? 

»Det afhænger af Dalai Lama. Det vigtigste er, at 

han selv ønsker det. Så vil vi være glade for at se 

ham, men vi vil ikke selv bede ham om det,« lyder 

det diplomatisk fra Khambo Lama Ajusjev. 

Klostrene blev ødelagt 

Før den russiske revolution i 1917 var der 34 buddhistiske 

templer i Burjatien. Kun to overlevede 

sovjettiden, men i løbet af de seneste 10 år er 31 

nye blevet opført, så man nu er oppe på samme 

antal som før revolutionen. Pengene er 

overvejende skaffet gennem private bidrag. Har 

Khambo Lama Ajusjev ambitioner om at omvende 

russerne til buddhismen? »Nej,« lyder det 

bestemt fra klosterets leder. »Buddha viser blot 

vejen for, hvordan man skal leve. Det er det 

enkelte menneskes afgørelse. Vi missionerer 

ikke.« Foran hovedtemplet, der bevogtes af to 

kæmpemæssige, lakerede lertøjs-tigre, lægger 

bedende sig gentagne gange på skift på maven 

med fremstrakte hænder op mod templet. 

Udenfor klosterets indgang og lige inden for er der 

masser af souvenirboder med alskens religiøse 

symboler. Der sælges også en del is og sodavand i 

det varme og solrige vejr. Bedemøllerne snurrer 

stadig på højeste kraft. Hvis det er helt rigtigt, skal 

turen omkring templerne tilbagelægges tre gange 

hele vejen rundt - men det er næsten for meget i 

den bagende sol. Ved Ivolginsk-klosterets udgang 

føler man sig alligevel fri for enhver synd. 

Første gang bragt i 

Jyllands-Posten 12. juni 2005 

24

Oxus 

Saparmurat Nijazov 

*19. februar 1940 †21. december 2006 

Af Sten Madsen 

Saparmurat Nijazov var den ledende skikkelse 

i Turkmenistan fra 1985 og frem til sin død 21. 

december 2006. Først som leder af det 

Turkmenske Kommunistparti 1985-1991 og 

derefter som præsident fra 1991. 

Saparmurat Nijazov blev født d. 19. februar 1940 i 

den lille landsby Kipjak 10 km vest for 

hovedstaden Ashgabad. Hans far blev dræbt under 

2. verdenskrig, og resten af hans familie døde i det 

ødelæggende jordskælv i 1948, der jævnede 

Ashgabad med jorden. Selv voksede han op på et 

børnehjem, og i 1962 meldte han sig ind i det 

Turkmenske Kommunistparti, hvor han hurtigt fik 

indflydelse, før han blev leder af partiet i 1985. 

Da Turkmenistan blev uafhængigt i 1991, blev 

Nijazov valgt som landets første præsident. Han 

udnyttede hurtigt sin nye magtposition og 

udryddede sine politiske rivaler, som enten blev 

dræbt eller flygtede i eksil. Under præsidenten 

blev alle andre partier end Det Turkmenske 

Demokratiske Parti forbudt, og Nijazov blev 

udråbt som præsident for livstid af Turkmenistan. 

Han erhvervede titlen Turkmenbashi som betyder 

‘leder af alle etniske turkmenere’; den refererede 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

til oprettelsen og hans ledende position i 

Association of Ethnic Turkmens. 

Fra starten af hans regeringstid opfattede Nijazov 

landet som et land uden en kulturel identitet efter 

næsten 200 år under sovjetisk herredømme. Der 

blev straks iværksat tiltag for at styrke den 

nationale selvfølelse gennem ikonografi af de 

oprindelige fem stammer, som går igen i den 

femhovedede ørn og de fem vævede 

stammemotiver, som det ses på det turkmenske 

flag. Nijazov fremstod som landsfaderen, der 

havde samlet landet; buster og plakater af 

præsidenten skød op overalt, og hermed var 

kimen til Nijazovs personkult lagt. Slogans som 

”Landet, folket, Turkmenbashi” og ”Det 21. 

århundrede, Turkmenistans gyldne tidsalder” blev 

brugt som propaganda for den nye tidsalder med 

uafhængighed og med præsidenten som den 

altoverskyggende leder, der viste vejen frem mod 

økonomisk stabilitet og bedre tider. 

Desværre kom det ikke til at gå sådan. Selvom 

præsidenten udstedte et dekret, der gav alle 

turkmenere rettighed til gratis gas, el, vand og 

benzin, blev situationen ikke forbedret for den 

25

almene turkmener. Lønningerne stagnerede, og 

der blev spenderet enorme pengesummer på 

byggeprojekter i Ashgabad til præsidentens ære. 

Heriblandt Neutralitetsarken, en høj piedestal 

med en guldstatue på toppen af Nijazov, der drejer 

360 grader rundt i døgnet og følger solens 

position på himlen. Desuden blev der bygget 

adskillige nye luksushoteller til udenlandske 

forretningsfolk og flere paladser i byens midte. 

Turkmenistan var dog stadig et lukket land; 

forretningsfolkene udeblev og hotellerne stod 

tomme, mens landbefolkningen levede i yderste 

armod. 

I 2004 udkom det første bind af Rukhnama, en 

spirituel og moralsk lærebog for turkmenere 

skrevet af præsidenten selv. Bogen blev snart 

brugt som undervisning i skolen, og passager fra 

bogen blev benyttet som tests til køreprøven. 

Bogen var endnu et tiltag for at forstærke 

personkulten omkring Nijazov, og adskillige love 

var med til at forstærke denne effekt. Udover at 

bogen var den primære lærebog i skolen, blev 

adskillige biblioteker lukket og udenlandske bøger 

forbudt. Samtidig var adgangen til internettet 

forbeholdt eliten og den nære kreds omkring 

præsidenten, så befolkningens adgang til 

informationer begrænsede sig til Rukhnama og de 

statskontrollerede medier. 

Jerngrebet overfor befolkningen blev fastholdt på 

flere måder. Hospitaler uden for hovedstaden blev 

lukket med den begrundelse, at folk kunne komme 

til hovedstaden, hvis de blev syge. I 2006 fik en 

tredjedel af alle landets ældre deres pension 

inddraget, og 200.000 andre fik beskåret deres 

pension. Pengene gik direkte til staten. 

At modsætte sig præsidenten og landets love – 

enten moralsk, økonomisk eller lovmæssigt – 

kunne få en stor betydning for hele ens familie. 

Hvis én i familien blev anholdt for betikkelse, 

skete det tit, at hele familien blev arresteret eller i 

mildeste fald gjort arbejdsløse og dermed blev 

overladt til armod og fattigdom. 

Dette autoritære styre under Nijazov er med rette 

blevet dømt som et af de hårdeste diktaturer i 

verden. Det politiske enevælde, statsstyrede 

medier og en befolkning i armod og fattigdom 

karakteriserede Nijazovs styre. Med hans død i 

december 2006 kan man håbe på en bedre og 

mere åben fremtid for Turkmenistan og dets 

befolkning. Alt tyder på, at den nye præsident 

bliver den tidligere vicepræsident Gurbangulij 

Berdimuhammedov, valgt blandt andre mere 

ukendte kandidater fra landets eneste parti. 

Berdimuhammedov har dog lovet en mere åben 

kurs over for udlandet, så man kan kun håbe på 

det bedste. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Turkmenbashis tossestreger – i uddrag 

(v/red.) 

● Han har per dekret taget navnet Serdar 

Turkmenbashi - alle turkmeneres store leder. 

● Han har opkaldt januar efter sig selv og april 

efter sin mor. Også det turkmenske ord for brød, 

chorek, blev erstattet med Qourban Soltan-edje 

efter moderen (det må også være langt nemmere 

at bede om hos den lokale bager). 

● Følgende er opkaldt efter ham selv: En lufthavn, 

en by, en planet, gader, gårde, en hesterace, en 

kanal, skibe og børn. Blot to uger før sin død 

opkaldte han et tivoli efter sig selv. 

● Hans ansigt pryder vodka- og cognacflasker, alle 

pengesedler samt kaffe- og teposer, og alle tvkanaler 

har konstant vist en guldfarvet profil af 

Nijazov i det ene hjørne. 

● På toppen af Neutralitetsbuen i hovedstaden 

Ashgabat drejer en kæmpe gylden statue af 

Turkmenbashi sig altid efter solen – eller er det, 

som de lokale spøgende siger, omvendt? 

● Når nyhederne afsluttes, skal oplæserne løfte 

deres hånd og proklamere: »Må min hånd blive 

skåret af hvis jeg skader mit land, og må min 

tunge visne hvis jeg bagtaler landet, flaget eller 

præsidenten«. 

● En særlig pris blev stiftet i 2003 for TVreportere 

som priste præsidenten ”mindst 

muligt”, da han flovede sig over at få for megen 

opmærksomhed. 

● I 2004 blev nyhedsoplæsere forbudt at bruge 

make-up. 

● Hans filosofiske værk Rukhmana påstås at være 

oversat til mindst 30 sprog inkl. zulu. Alle 

turkmenske boghandler var nødt til at sælge 

bogen, offentlige kontorer måtte have den stående 

fremme. Rukhnama var del af skolernes pensum, 

inkluderet i officielle køreprøver, blev sendt ud i 

rummet med raket, malet på moskevægge samt 

udstillet i moskeer på lige vilkår med koranen. I 

marts 2006 blev Turkmenbashi citeret for at 

udtale at han efter konsultation med Allah havde 

sikret sig, at enhver som læste Rukhnama (vol. 1 

og 2), ville komme ind i Paradis. 

● Moskusmelonen har fået sin egen festdag, da 

den er en gave fra guderne. Alle er beordret til at 

deltage i festligholdelsen. 

26

● Turkmenbashi ytrede ønske om at bruge ca 18 

millioner dollars på et zoologisk anlæg i Kara 

Kum- ørkenen, hvor pingviner fra Antarktis kunne 

blive reddet fra sultedøden pga. den globale 

opvarmning. 

Kilde: Wikipedia 

● I marts 2006 beordrede Turkmenbashi 10.000 

km2 skov plantet i området omkring Ashgabad for 

at forvandle ørkenen til ”en blomstrende have”. 

● Han har beordret et ispalads opført i den 

turkmenske ørken - et af klodens varmeste steder. 

● I 2002 erklærede han, at borgere over 62 år 

havde ret til at holde fri på præsidentens 

fødselsdag samt penge til at købe en vædder til at 

bringe som takkeoffer. 

● I Turkmenbashis fødeby Kipchak står et 

gravkompleks for hans familie inkl. en moske 

opført til minde om hans moder. Pris anslået til ca 

100 milioner dollars. Moskeens vægge er dækket 

med Rukhnamacitater samt koranvers. 

● Alle udenlandske uddannelsesgrader opnået 

inden for de seneste 10 år er erklæret ugyldige. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

● Han har beordret konstruktionen af verdens 

største støvle, som skal symbolisere de 

syvmileskridt, den turkmenske stat bevæger sig 

med. 

● Nationale opera-, ballet-, cirkus- og folkedanserensembler 

blev elimineret i april 2001 med den 

begrundelse, at han ikke forstod disse 

kunstformer, og at de var unødvendige. 

● For at fremme levende musik forbød han 

afspilning af musik i medier, ved statslige og 

private fester, herunder bryllupper, samt på 

restauranter og caféer. Det blev også forbudt at 

mime til musik. 

● I januar 2006 blev en trediedel af landets 

pensioner standset, øvrige 200.000 pensioner 

blev beskåret. Pensioner udbetalt indenfor de 

sidste 2 år blev krævet tilbagebetalt. 

● I 2005 centraliseredes hopitalsvæsenet i 

Asgabat, landets øvrige hospitaler blev lukket. 

Landets biblioteker undergik samme proces med 

den begrundelse, at ”almindelige turkmenere ikke 

læser bøger”. 

● I marts 2004 blev 15.000 offentlige 

sygeplejersker fyret og erstattet med 

værnepligtige. 

● I november 2005 erstattedes den Hippokratiske 

lægeed med en ed til præsidenten. 

● AIDS, kolera, tuberkulose og andre 

infektionssygdomme blev forbudt og ligeså at 

nævne dem. 

● Hans ministre er blevet tvunget til at løbe 28 km 

op ad en særlig ”sundhedens sti” for at holde sig i 

form. 

● I 2004 blev unge mænd forbudt at have skæg, 

overskæg samt langt hår. 

● Guldtænder (som ellers var meget populære og 

ansås som et tegn på velstand) blev forbudt. I april 

2004 blev alle offentlige ansatte, samt studerende 

beordret til at fjerne deres guldtænder. Unge 

mennesker skulle have ”stærke og sunde tænder, 

som en hunds, til at knuse ben med”. 

27

Oxus 

Målfest 

på højsletten 

af Pia Dyrhagen 

Over 4.000 fodbolde, købt af danskerne 

gennem ”Giv en ged”, skaber leg, boldglæde og 

støtter socialt arbejde 

Fodboldene rullede rask på den kirgiske højslette, 

da der i slutningen af marts var indkaldt til store 

legedag i udkanten af byen Balykchy ved Issyk- 

Kul-søen. 

Zina på 11 år er en af deltagerne i store legedag, 

som organisationen Tien Shan’s Børn har 

arrangeret. 

”Jeg er rigtig glad for fodbolden, jeg fik, og det er 

sjovt at lege med de andre” fortæller Zina, der ikke 

kan huske sit efternavn. Hun har syv søskende. 

Forældrene er begge alkoholikere og faderen er 

voldelig. 

”Jeg bor hjemme, men jeg ville helst bo på 

centret,” siger hun stille og kigger ned i jorden. 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

© Gulmairam Adieva 

”Jeg går ikke i skole. Da jeg var lille, slog min far 

mig, og derfor er der noget galt med mit hoved.” 

Irina Trofimova, der arbejder på Tien Shan’s 

Børne-centeret, hvor omkring 50 børn hver dag 

kan få et måltid mad og lege, er ikke enig i Zinas 

forklaring om, at der er noget galt med i hendes 

hoved. 

”Forældrene tager sig ikke af børnene på grund af 

fattigdom, arbejdsløshed og alkoholisme.” 

Hun siger, at centret arbejder på at finde plads til 

Zina på en institution, hvor hun kan lære at læse 

og skrive 

”Først og fremmest forsøger vi at hjælpe børnene 

tilbage til skole og at hjælpe hele familien til at 

komme på fode igen. Hvis ikke det kan lykkes, 

tilbyder vi undervisning og fast ophold til 

børnene,” fortæller Irina Trofimova. 

28

Socialt sammenbrud 

Børnene i Kirgistan er de største ofre for landets 

sociale sammenbrud efter uafhængigheden fra 

Sovjetunionen i 1992. Konsekvenserne af 

sammenbruddet er både udbredt arbejdsløshed og 

et velfærdssystem, der ikke fungerer. 

Kirgistan er et af de fattigste af de tidligere 15 

Sovjetrepublikker, samtidig med at landets 

befolkning er meget ung. En tredjedel af de lidt 

over fem millioner indbyggere, er under 15 år 

gammel, og halvdelen af alle børn lever i 

fattigdom. 

Mange børn løber hjemmefra på grund af for 

eksempel voldelige forældre eller alkoholmisbrug i 

familien. De bor på gaden og tvinges undertiden 

til kriminalitet for at overleve. Straffen for tyveri 

er meget hård og forholdene i ungdomsfængsler er 

usle. 

Fodbolde giver afbræk 

Den store interesse, som danskerne viste for at 

købe fodbolde til Kirgistan igennem Giv en gedkampagnen 

op til jul, betyder, at det ikke alene er 

socialt udsatte børn i hovedstaden Bisjkek, der får 

glæde af fodboldene. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Advocay Netværket for Børn fik så mange 

fodbolde, at de også deles ud til børn i andre byer i 

Kirgistan og til børn i Almaty i Kasakhstan. De i 

alt 4.391 fodbolde, som blev købt af danskerne 

gennem Giv en ged, indgår allerede i en række 

sociale og sportslige arrangementer ligesom ”store 

legedag” i Balykchy. 

Fodboldene er med til gennem leg og sport at give 

børn og unge et afbræk fra en ellers monoton 

hverdag på børnehjem eller på basaren, hvor 

mange børn arbejder for at hjælpe familien til 

overlevelse. 

”Mange af disse børn har aldrig fået hjælp. Vi er 

glade for at kunne give dem en fodbold og 

tiltrængt hjælp i hverdagen”, siger koordinator af 

netværket Advocacy Netværket for Børn, Natalya 

Miroschnichenko. 

Boldene triller 

Danskere købte i alt under Giv en ged-kampagnen 

4.391 fodbolde til socialt udsatte børn i Kirgistan. 

Pengene går til fodbolde, til det sociale arbejde 

med udsatte børn og til fortalerarbejde for at 

forbedre børnenes rettigheder. 

Fodboldene er blevet delt ud over hele Kirgistan, 

til børn i Bisjkek, Osh, Balykchy, Karakol, og en 

mindre portion til børn i Almaty, Kasakhstan. 

© Gulmairam Adieva 

29

Oxus 

Köbete med rosinkompot 

Krimtatarernes køkken er meget varieret, men 

forekommer samtidig også meget enkelt. Ris (kogt 

i suppe), brød (surdej) og fåremælks-yoghurt er 

hyppigt repræsenteret i den daglige kost. Kød, 

hovedsagelig fra får, spises som regel ved fester og 

gæstebud. Shish kebab af fårekød serveres ofte til 

gæster. Typiske retter er blandt andet Chee-Börek: 

dejpakker, der fyldes med hakket kød og løg 

mellem to lag dej og steges. Den er meget lig 

volgatatarernes Peremetch. Köbete er en anden 

slags börek med fyld af hakket kød eller kylling 

samt ris indbagt mellem to lag dej. 

Supper tilberedes af grøntsager og kød. 

Frugtkompotter laves af såvel frisk som tørret 

frugt, såsom æbler, kvæder, blommer, tørrede 

abrikoser og rosiner. En anden variant er “pestil”kompot, 

lavet af ”ruller” af frugtkød tørret i solen. 

Forbindelsen mellem Köbete og frugtkompot 

tyder måske på osmannisk indflydelse. Kompot 

var en væsentlig del af det osmanniske køkken og 

er stadig meget populært i Tyrkiet. Krim var (og 

er) kendt for vinmarker og frugtplantager og 

Krimtataterne har altid haft store mængder frugt 

tilgængeligt. 

Desserter kan være indbagt frugt og grøntsager, 

“pekmez” (druesirup), “kaymak” (tyk fløde), 

“helva”, “lokum” (Turkish Delight) etc. Der 

drikkes selvfølgelig te, “ayran” (fortyndet 

yoghurt), “sherbet” (flydende del af frugtkompot 

eller kogt frugt med sukker), fortyndet “pekmez” 

(druesirup eller -saft). Det hævdes, at 

Krimtatarerne ikke drikker vin, da det er forbudt 

ifølge Koranen, men eftersom vodka ikke er 

nævnt, anses dette for helt i orden at drikke – på 

samme måde som nogle tyrkere mener, at det er i 

orden at drikke raki, da denne heller ikke nævnes i 

Koranen. 

Desuden hævdes det, at skønt krimtatarerne 

spiser fårekød, oksekød og kamelkød, spiser de 

ikke synderligt meget hestekød. Kumys nævnes 

heller ikke som en yndet drik blandt 

Krimtatarerne. 

Köbete (tærte med ris-og-kyllingfyld) 

6 portioner 

Denne tærte serveres som hovedret. Fyldet, en 

risret med kylling, bages mellem to lag dej. At lave 

flerlags tærtebunde og toppe er en kunst som 

tatarkvinder opøver og perfektionerer over lang 

tid. Ris- og kyllingefyldet kan udskiftes med ris og 

kød, kød kogt med kartofler og løg eller kartofler 

med ost. Traditionelt serverer krimtatarerne 

Köbete med en frugtkompot og varm the. 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Fyld 

1 kyllingebryst med ben (eller 2 

brystfileter) 

5 dl vand 

2 dl ris 

1 tsk salt 

sort peber efter smag 

Forbered fyldet i god tid. Kog kyllingen i de 5 dl 

vand tilsat salt, indtil kødet er mørt og falder af 

brystbenet. Afkøl kødet, pil det af benene og skær 

det i mundrette stykker. Kog risene i 3½ dl af 

kogevandet fra kyllingen. Smag til med peber. 

Bland ris og kyllingebidder og stil det til side til 

senere. Fyldet bør have stuetemperatur, når det 

skal bruges. 

Dej 

7½ dl hvedemel 

3 æg 

3 spiseskefulde olivenolie (eller safflorolie) 

1 tsk salt 

½+ dl varmt vand 

Kom melet i en stor skål og lav en fordybning i 

midten af det. Slå æggene ud i fordybningen. 

Tilsæt salt, olie og vand. Bland ingredienserne 

med fingrene og ælt til sidst dejen, indtil den er 

jævn og glat – ca 5 minutter. Lad dejen hvile i ca 5 

minutter. 

Smørblanding 

3 spsk smør 

3 spsk olivenolie (eller safflorolie) 

Smelt smør og olie og hold det varmt 

(bruges til at pensle med!). 

På et meldrysset bord deles dejen i 4 lige store 

dele. Tril dejportionerne ud til pølser og del hver 

af disse i 8 kugler (i alt 32 dejkugler). 

17 af dejkuglerne bruges til at lave bunden med. 

Lav ca 4 ad gangen: hold evt de andre dækket med 

et fugtigt viskestykke imens. 

Rul hver af kuglerne ud til en cirkel på ca 10 cm i 

diameter, pensl rigeligt med smørblandingen og 

læg cirklerne ovenpå hinanden. Undgå luftbobler. 

Pres forsigtigt, men omhyggeligt kanterne 

sammen indtil alle 17 plader er brugt. Pres 

forsigtigt stablen af dej ud, til den danner en cirkel 

på ca 25-30 cm i diameter. 

Placér bunden i en bageform af passende 

størrelse. Fordel ris-og-kyllingfyldet jævnt indtil 

ca 2 cm fra kanten af dejen. 

Lav på samme måde en overdel af de sidste 15 

dejkugler og smørblandingen. Læg overdelen på 

og tryk fast men forsigtigt kanterne tæt sammen; 

brug evt. en gaffel. Eller drej et lille stykke af 

30

kanten ind mod midten og tryk og drej skiftevis, 

indtil hele kanten er forseglet. 

Pensl med pisket æg eller mælk for at få en blank 

skorpe. Prik huller med en skarp kniv, så luften 

kan slippe ud. Bag den ved ca 180 grader i ca. 50 

minutter. Prik evt. i den med en kødnål for at 

sikre, at tærten er bagt. 

Rosinkompot 

6 portioner 

180 gr. gyldne rosiner 

2 dl sukker 

11 dl vand 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

3-6 kryddernelliker (kan udelades) 

Rens rosinerne. Bland sukker og vand og bring til 

kogepunktet. Tilsæt rosiner og nelliker; lad det 

simre ved lav varme i ca. 30 minutter, indtil 

rosinerne er svulmet op. Fjern kryddernellikerne. 

Servér ved stuetemperatur eller afkølet. 

En familieopskrift oprindeligt bragt af Inci 

Bowman på hjemmesiden Crimean Tatars Kirim 

Tatarlarnin Evi 

www.euronet.nl/users/sota/recipes.htm 

Oversat af Per Fischer 

Efterlysning! 

Fyldte ølflasker fra Centralasien 

Marc Elsborg fra Hammel er en entusiastisk 

samler af fyldte ølflasker og han har en drøm om 

at erhverve øl fra Centralasien. 

Der er visse lande i regionen han stadig mangler øl 

fra blandt andre steder: Pakistan, Turkmenistan 

og Usbekistan. 

Målet er at erhverve 2 eksemplarer af hver øltype 

– én til samlingen og én til at smage. 

Marc er villig til at betale omkostninger forbundet 

med at fremskaffe øllene. Han hører også gerne 

nærmere om nye øltyper fra regionen. 

Så skulle der være nogen som kan hjælpe kan 

Marc kontaktes på sin e-mail: 

elsborg79@yahoo.dk 

31

Oxus 

Musikanmeldelser 

I sidste nummer af OXUS anmeldte vi de første 4 

CD’er af Buda Musiques Sibérie serie, med blandt 

andet optagelser af nganasaner, sakha (jakuter), 

tjukter, evener, jukagirer og korjaker, i en 

omfattende serie om Sibiriens musik udgivet af 

Buda Musiques. 

Buda Musiques Sibérie serie på 9 voluminer 

repræsenterer et omfattende feltarbejde primært 

optaget i folks privathjem/telte i årene mellem 

1992-2004 af Henri Lecomte. Lyden er 

forbløffende god – ikke bare i betragtning af at der 

her er tale om feltoptagelser. 

Man kan se disse CD’er som en dokumentation 

ikke bare af sange og musik, men også til en vis 

grad af den sammenhæng disse sange og 

musikstykker har indgået i. Fotografierne giver et 

udmærket indtryk af de skildrede kulturers 

forskellighed. Teksthæfterne noter er på fransk og 

engelsk. CD’ernes booklets bærer præg af 

(musik)etnologisk omhyggelighed; ved samtlige af 

sangene har Lecomte anført hvor og hvornår 

optagelserne har fundet sted, af hvem, hvor og 

hvornår. Der er små kort over den pågældende del 

af Sibirien hvor optagelserne er foretaget, fine 

illustrationer, forklarende noter og henvisninger 

vedrørende musikkens kontekst. En ting som ville 

have bidraget væsentligt til brugbarheden af disse 

CD’ers teksthæfte var udførlige sangtekster på de 

pågældende sibiriske sprog, samt en paralleltekst 

på engelsk og fransk. Men musikken kan høres 

uden brug af noteapparat, så almindelige 

nysgerrige sjæle kan være med. 

Sibérie 5 

Nanaj, Oroč, Udēgē, Ulč 

Chants chamaniques et qoutidiens du 

Bassin de l’Amour 

Buda Musique. 92671-2 

70,51 min. 35 siders booklet. 

Traditionelt beboes Amur bækkenet af Manchutungusiske 

folkeslag, såsom nanajerne, negidal, 

oroč, udege, ulč samt nivkherne eller giljakerne (et 

palæosibirisk folk). 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Ved optællingen i 1989 udgjorde 1989 nanajerne 

(tidligere gold) 12000 individer, udege (i Kina 

kaldet tazi) 1469 individer deraf de 200 i Kina, 

ulč 3200 personer og endelig uroč som tegnede sig 

for 900 individer. 

Nanajerne kaldtes tidligere for ”Fiskeskindstatarer” 

på grund af kvindernes dragter af 

lakseskind. 

Dersu Uzala, kendt fra Akira Kurosawas film af 

sammen navn, var nanaj. nanajerne er 

hovedsagelig shamanister, et træk de bibeholdt 

selv under kommunismen. 

Det anslås at ca. 56% af nanajerne taler deres eget 

tungusiske sprog, mens børnene primært taler 

russisk indbyrdes. 

Blandt oroč taler kun ældre personer sproget. 

Tallet hos udege er ca. 31%; før Sovjetperioden var 

det ikke tilladt kvinderne at synge, nu er det 

primært kvinder der synger de gamle sange. 

ulč’erne praktiserede bjørne- og tigerkult, og en 

Bjørnefest blev genindstiftet i Bulava i 1991; 

kvinder slog rytmen dertil på en træbjælke. 

Optagelserne med nivkherne på Sibérie 7 

præsenterer netop nogle af disse rytmer. 

Sibérie 6 

Nivkh, Ulj’ta 

Sakhaline: Musique vocale et 

instrumentale 



I 1855 delte Rusland og Japan Sakhalin mellem 

sig, indtil 1875 var øen under russisk 

herredømme, japanernes sejr over russerne i den 

russisk-japanske krig betød at øens sydlige halvdel 

tilfaldt japanerne. De allieredes sejr over Japan 

sikrede Sovjet herredømmet over Sakhalin fra 

1945. Det var på det tidspunkt at Aïnuerne forlod 

Sakhalin for at slå sig ned sammen med det øvrige 

Ainusamfund på Hokkaido. 

Nivkherne eller giljakerne udgør ca. 5000 

individer, deres sprog har forskerne stadig store 

problemer med at passe ind i det lingvistiske 

stamtræ, det udgør sandsynligvis et isoleret sprog. 

32

Ujl’ta taler et Manchu-tungusisk sprog. De udgør 

ca 150-200 individer i Sakhalin, samt ca. 4000 

individer i Kina. 

Inden disse optagelser fra April 1996, fandtes der, 

såvidt vides, en enkelt optagelse af en nivkh-sang 

på voksruller fra 1910. Disse nye optagelser 

dækker et stort spekter lige fra små stykker for 

kaŋga (jødeharpe) over mytiske beretninger i 

sang, vuggeviser til bjørneceremonien på skæring 

9. Rytmerne til bjørneceremonien er kodede, så 

folk kan (gen)kende det geografiske 

tilhørsforhold. På skæring 17 og 19 modulerer 

kvinderne stemmerne ved at synge gennem hule 

stængler fra store skærmplanter. 

Sibérie 7 

Nenec, Sel’kup 

Voix du finisterre Arctique 


2xCD. 

63,48 min + 69,21 min. 35 siders booklet. 

Antallet af nenetser (tidligere kaldet juraksamojeder) 

udgjorde ved optællingen i 1989 

34700 individer. Nordpå i tundraen er de 

rensdyrnomader, mens de i taigaen mod syd er 

jægere og fiskere og kun bruger rensdyr som 

pakdyr. Over 80% taler det oprindelige sprog – et 

af de højeste tal blandt sibirske folkeslag. 

Selkuperne (tidligere kaldet ostyak-samojeder) 

udgjorde i 1989 ca. 3600 individer. De er jægere 

og fiskere ganske som de taiga-boende nenetser. 

Den mundtlige tradition er tydeligvis 

shamanistisk inspireret. På disse optagelser fra 

april-maj 1997 får man virkeligt et indtryk af den 

mundtlige ”litteratur” 

Hele CD 2 består af over en times kontinuerlig 

sang med en ældre (tundra)nomadekvinde. 

Sibérie 8 

Évenk 

Chants rituels des nomades de la Taïga 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Buda Musiques. 3015792 


Evenkerne udgør ca 30000 i Rusland, 30000 i 

Kina samt nogle få hundrede i Mongoliet. De er 

det mest spredte og omkringvandrende folk i 

Sibirien. Størstedelen er taiga-boende jægere, 

fiskere og samlere, de har rensdyr til transport, 

disse slagtes kun nødigt. 

Optagelserne fra 1997-2000 indeholder både 

runddanse, fortællende sange, shaman sange, 

vuggeviser samt ”ønskesange”. Ønskesangene 

giver udtryk for ønsker om fremtidig medgang, 

mange rensdyr, børn og generel velsignelse af 

slægten. 

Sibérie 9 

Buryat 

Rites, fêtes et danses autour du Lac Baïkal 

Buda Musiques 3017169 


Der findes ca. en halv million burjater, ca. 42000 

bor i den russiske del af Sibirien. De var 

oprindeligt nomader men blev i Sovjetperioden 

tvunget til at være bofaste. I øst er religionen 

hovedsagelig tibetansk buddhisme. I vest står 

shamanismen stadig stærkt. De få traditionelle 

shamaner findes hovedsagelig blandt burjaterne i 

Mongoliet. Geser eposet har stor betydning for 

burjaternes selvforståelse – et uddrag kan høres 

på skæring 3. Desværre er der ikke længere mange 

sangere som kan videregive disse sange. Brugen af 

musikinstrumenter er nærmest forsvundet i 

landsbyerne og varetages nu af professionelle 

grupper af musikere. 

Optagelserne fra marts 2004, alle foretaget i små 

byer omkring Bajkalsøen, indeholder uddrag fra et 

buddhistisk ritual udført hjemme (skæring 5), 

uddrag af Geser Eposet (skæring 3), 

bryllupssange, vuggesange, sange om natur og dyr 

Fotografierne i vol. 9 er (underligt nok) lidt 

uskarpe. 

Serien kan bestilles på Buda Musiques 

hjemmeside www.budamusique.com 

Pris 16 € (ca. 120 kr) + diverse afgifter. 

Her kan man også kan høre små uddrag inden 

man køber. 

33

Samlingen er fremragende, uden et eneste svagt 

led, men måske ikke umiddelbar tilgængelig for 

den uerfarne lytter, det trækker en halv kamel 

ned. 

Et ofte forekommende problem med franske 

publikationer, desværre også gældende for disse 

CD’er, er at tekst oversat til andre sprog som f.eks. 

engelsk ofte er skæmmet af småfejl som en sidste 

korrekturlæsning ville have fanget inden 

trykningen. 

Øverst en burjatisk shaman; til højre en burjatisk 

hellig plads. 

©Amogolonova, Batomunkuyev & Varnavski 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Denne manglende korrekturlæsning på 

oversættelsen af noterne i bookletterne koster den 

anden halvdel af kamelen . 

Per Fischer 

Den Sibiriske taiga © U.S. National Oceanic and Atmospheric Administration 

34

Oxus 

Centralasien siden sidst 


KIRGISISTAN 

Politisk magtkamp fortsætter 

I april indledte oppositionen, anført af den 

tidligere premierminister, Felix Kulov (tv.), 

masse-demonstrationer, hvor de krævede 

præsident Kurmanbek Bakievs (th.) afgang. 

Konflikten er i korte træk en udløber af 

„Tulipanrevolutionen“, navnet på de 

begivenheder, hvor den længesiddende præsident, 

Askar Akaev, for to år siden blev udskiftet med de 

daværende oppositions-ledere og allierede, Bakiev 

og Kulov. Dengang vandt Bakiev, bl.a. pga. af 

alliancen med netop Kulov, overvældende 

præsidentvalget. Kulov blev efterfølgende udpeget 

til premier-minister, men trak sig i december 

2006 tilbage efter en længerevarende konflikt 

med parlamentet. I februar bekræftede Kulov, at 

den pragmatiske alliance med Bakiev – den 

såkaldte „tandem“ – definitivt var slut, og at han 

ville tilslutte sig oppositionsbevægelsen „Den 

Forenede Front for en Værdig Fremtid for 

Kirgisistan“, hvis erklærede mål er at 

gennemtvinge et tidligt præsidentvalg. 

Mere specifikt handler konflikten om, at Bakiev, 

efter pres i november 2006, accepterede en ny 

forfatning, som ville begrænse præsidentembedets 

magt. Men i januar gennemtrumfede 

Bakievvenlige parlamentarikere lovændringer, der 

reelt genoprettede en stor del af den magt, som 

præsidenten havde tabt. 

Efter mere end en uges massive demon-strationer 

og civil ulydighed eskalerede konflikten den 19. 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

april til voldelige uroligheder, og stik imod 

oppositionens planer, kom Bakiev til at fremstå 

som vinder. Ifølge en politisk kommentator var 

det netop oppositionens fortjeneste, at protesten, i 

modsætning til hvad der var tilfældet i november, 

tog en voldelig drejning, og dermed legitimerede 

de selv myndighedernes hårde magtanvendelse og 

de efterfølgende arrestationer. 

Reelt er det dog svært at udpege en vinder. En 

anden kirgisisk politisk kommentator peger på, at 

Kirgisistan i efteråret sandsynligvis vil opleve nye 

uroligheder, som meget vel kan udarte langt 

alvorligere. Myndighederne forbliver miskrediterede 

og mister lidt efter lidt folkets tillid. 

Omvendt er Bakievs modstandere selv 

repræsentanter for det selv samme politiskbureaukratiske 

system, og fælles for alle 

deltagerne i den politiske magtkamp er en 

manglende evne til at tage hensyn til 

befolkningens meninger og behov. 

RIA Novosti, RFE/RL 

TADSJIKISTAN 

Præsident dropper russiske 

efternavne 

Tadsjikistans præsident, Emomali(i) 

Rakhmon(ov) (tv.), beordrede i marts de lokale 

myndigheder til at droppe de russiske/slaviske 

endelser -ov, -ev, -ova og -eva fra alle nyfødtes 

efternavne. 

Bekendtgørelsen kom umiddelbart efter, at 

Rakhmonov officielt ændrede sit navn til 

Emomalii Rakhmon. 

Siden har andre af landets politiske eliter, 

herunder udenrigsminister Hamrokhon Zarifi 

(tidl. Hamrokhon Zaripov), samt dele af 

intelligentsiaen fulgt trop. Ifølge officielle kilder 

afspejler beslutningen et dybtliggende ønske om 

at genfinde Tadsjikistans kulturelle rødder og 

anvende nationale (etniske) efternavne. 

RIA Novosti, RFE/RL 

35

TURKMENISTAN 

Vil ny præsident ændre 

Türkmenbashis neutralitetspolitik? 

Efter at den tidligere sundhedsminister, 

Gurbanguly Berdimukhammedov (tv.), i midten 

af februar vandt det første præsidentvalg siden 

1994 er Ashgabat blevet centrum for diplomatisk 

højaktivitet. 

Prominente gæster er strømmet til hovedstaden, 

for at møde landets nye leder, og den 12. maj 

mødtes Berdimukhammedov med sine russiske og 

kasakhiske modparter, Vladimir Putin og 

Nursultan Nazarbaev, i trepartsforhandlinger, 

som fokuserede på energisamarbejde. Dette kan 

meget vel signalere et skift væk fra den 

udenrigspolitiske linje, som i høj grad var 

kendetegnet ved tætte bånd mellem den nu afdøde 

præsident, Saparmurat Nijazov (th.) og landets 

uden sammenligning største økonomiske partner, 

det statslige russiske gasmonopol, Gazprom, på 

den ene side, og en progressiv neutralitets-politik, 

som isolerede Turkmenistan fra Sammenslutningen 

af Uafhængige Stater (SNG) på den 

anden side. 

Nijazov kom til magten i 1985, da han blev valgt til 

generalsekretær for Den Turkmenske 

Sovjetrepubliks kommunistparti. Den Øverste 

Sovjet erklærede Turkmenistan uafhængig og 

valgte Nijazov til præsident i oktober 1991. Det 

efterfølgende år blev han, i et præsident-valg, hvor 

han var den eneste kandidat, landets første 

folkevalgte præsident med 99% af de stemmerne. 

I 1993 erklærede han sig selv for „Türkmenbaşi“ – 

„Alle Turkmeners Leder“. Et referendum i 1994 

forlængede Nijazovs embedsperiode med ti år, og i 

1999 valgte parlamentet ham til præsident på 

livstid. 

Oxus 

Oxus 2007, Nr. 1-2 

Nijazov opnåede absolut magt, og opbyggede et 

autoritært, repressivt politisk regime med en 

personlighedskult helt uhørt selv efter stalinistisk 

målestok. Ifølge officielle kilder døde Nijazov af 

hjertestop. 

Embedsfolk fra Kreml har udtrykt tilfredshed med 

hvad de ser som „en prorussisk trend i 

Turkmenistans post-nijazovske udenrigs-politik.“ 

Rusland er først og fremmest interesseret i at 

Gazprom bevarer sit monopol på eksport af 

turkmensk naturgas til Ukraine, Kaukasus og 

resten af Europa, samt i at Turk-menistan 

tilslutter sig det russisk ledede Eurasiatiske 

Økonomiske Fællesskab (EvrAzES), en 

undergruppe indenfor SNG. Kort før 

trepartsforhandlingerne blåstemplede Kasakhstan 

et planlagt russisk rørlednings-projekt, som vil 

forbinde Det Kaspiske Hav, Sortehavet og Det 

Ægæiske Hav. I modsætning til sin forgænger har 

Berdimukhammedov også indikeret villighed til at 

kultivere relationerne med nabolandene 

Aserbajdsjan, Kasakhstan og Usbekistan. 

USA har imidlertid også meldt sig som bejler i et 

spil, der primært drejer om at få adgang til 

Turkmenistans og resten af Centralasiens 

energiressourcer. Washington ønsker, at 

Turkmenistan tilslutter sig „“the Trans-Caspian 

Gas Pipeline Project“ (TCGP), et planlagt 

undersøisk rørledningssystem, som er en 

udvidelse af det vestligt ejede „South Caspian 

Pipeline“. Indtil videre lader det dog til, at Berdimukhammedov 

ikke har lagt sig fast på en 

bestemt kurs, men i stedet holder sine muligheder 

åbne. 

RFE/RL 

Turkmenistan atter på UNESCOs 

verdensarvliste 

For tredje gang er en turkmensk lokalitet 

kommet på UNESCOs verdensarvliste. Denne 

gang drejer det sig om ruinerne af de partiske 

forter Nisa. 

Se mere på http://whc.unesco.org 

36

Download her. - Centralasiatisk Selskab

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?