Download her. - Centralasiatisk Selskab

»Da ETIM kom på FN’s terrorliste, forsvandt
meget af det internationale pres på Kina for at
forbedre menneskerettighederne i Xinjiang. For
nu bekæmpede de jo hjemlig terrorisme. Så det
gav mere eller mindre kineserne carte blanche til
at stramme grebet yderligere.«
De kinesiske myndigheder holder fast i, at det er
nødvendigt at slå hårdt ned i regionen for at
bekæmpe islamisk fundamentalisme og
terrorisme, der er en trussel mod Kinas stabilitet.
Samtidig er det ifølge kinesiske nyhedsmedier
flere år siden, der har været voldelige episoder i
Xinjiang med forbindelse til uighurernes krav om
selvstændighed.
De grupper, der støtter vold som en vej til
selvstændighed for uighurerne, er en lille
minoritet, selv blandt de politiske aktivister i
Xinjiang, skriver Human Rights in China og
Human Rights Watch.
Og professor Gardner Bovingdon er enig.
»Hvis kineserne havde information om
organisationer, som planlagde voldelige
terrorangreb, ville det naturligvis retfærdiggøre
deres hårde linje. Hvis noget tydede på, at ETIM
var aktive og planlagde angreb i Kina, var der al
mulig grund til at kineserne strammede grebet for
at undgå dette. Men der er intet, som tyder på, at
det er tilfældet,« siger han.
Sproget forsvinder
Alim har ikke mærket meget til den velstand, som
er fulgt med olien og fremskridtet i Xinjiang. Han
bor i en lille by i ørkenen, nogle 100 kilometer fra
Urumqi. Alim er 26 år og folkeskolelærer, men
han har svært ved at få et arbejde, fordi hans
kinesiske ikke er godt nok.
»Du skal kunne tale og skrive kinesisk for at få et
job. Hvis du skal stå i butik, arbejde på kontor.
Eller som lærer. Og vi mestrer ikke sproget lige så
godt som kineserne,« siger Alim.
»Uighurisk bliver brugt mindre og mindre i
skolerne. I de mindste klasser foregår noget af
undervisningen på uighurisk, men det meste er på
kinesisk. Og på universitetet må det kun foregå på
kinesisk,« fortsætter han.
Alim har tre mindre søskende på otte, 10 og 13,
der alle går i kinesisk skole. For at de kunne få de
bedste muligheder siden hen, som han forklarer.
Alim er bange for, at uighurernes sprog vil
forsvinde med dem.
»Mine søskende kan tale uighurisk, men de kan
hverken læse eller skrive det. Og det er vores
modersmål. Det er sådan et smukt sprog,« siger
han.
Oxus
Oxus 2007, Nr. 1-2
To uighurkvinder på Folkets Plads i Urumqi på
den kinesiske nationaldag 30. september 2006.
© C. S. Teglbjærg
Presset på uighurernes sprog er et resultat af den
massive tilflytning af kinesere til Xinjiang de
sidste 55 år, forklarer professor Gardner
Bovingdon. I 1949 var der omkring 300.000
kinesere i provinsen. I dag er tallet otte millioner,
mod 8,4 millioner uighurer. Denne tilflytning har
været tilskyndet af den kinesiske regering for at
knytte Xinjiang tættere til det øvrige Kina.
»I 1949 forventede man, at som uighur kunne
man tale sit eget sprog, når man handlede, gik i
skole, på arbejde, i banken. I 1980 var det
stadigvæk noget, man regnede med. Nu er det ikke
længere muligt,« siger Gardner Bovingdon.
»Man kunne indvende, at Xinjiang jo er en del af
Kina, og det er kineserne, der er de fleste. Hvis
Xinjiang bare var en almindelig provins i Kina, var
det rigtigt. Men Xinjiang er en autonom provins.
Og det betyder ifølge kinesisk lov, at uighurerne
har krav på en vis grad af selvstyre, frihed til at
tale deres eget sprog og frihed til at udvikle deres
egen kultur.«
Parida, Sadar, og Alim har ønsket at være
anonyme. Deres rigtige navne er redaktionen
bekendt. Denne artikel blev bragt i Weekendavisen
20. oktober 2006.
12