Den motiverende samtale – en kort introduktion

Den motiverende samtale – en kort introduktion
Den motiverende samtale har fokus på at finde ressourcer til forandring hos
borgeren og støtte hans eller hendes indre motivation. Rådgiverens vigtigste
rolle er at være refleksivt lyttende. Samtaleteknikkerne er åbne spørgsmål og
spejling.
Den motiverende samtale (Motivational Interviewing, MI) er en evidensbaseret
samtalemetode, som bruges i forbindelse med sundhedsfremme og forebyggelse.
For eksempel i sammenhænge, hvor personale i sundheds- og omsorgsinstitutioner
ønsker at hjælpe borgere med at foretage livsstilsændringer i forhold til rygning,
misbrug af alkohol og stoffer, overvægt og fysisk inaktivitet.
Grundtanken i Den motiverende samtale er:
at finde ressourcer til forandring hos borgeren selv (indre motivation)
at tage udgangspunkt i borgerens egne holdninger, overvejelser og
præferencer
at undgå konfrontation og modstand i samtalen
at frigøre borgeren nok fra ambivalens til at kunne påbegynde en
forandringsproces
at anerkende borgerens ret til selvbestemmelse.
at starte tanker om, at forandring er mulig.
Ressourcer til forandring
Metoden er udviklet af de to amerikanske psykologer William R. Miller og Stephen
Rollnick i 1980’erne. Den blev oprindelig brugt i samtaler med alkohol- og
stofmisbrugere, men er siden videreudviklet, så den i dag bruges langt bredere.
Millers definition på MI lyder:
”MI er en personorienteret, målrettet rådgivningsmetode til at løse ambivalens og
anspore til en positiv forandring gennem at fremkalde og styrke personens egen
motivation for en ændring”.
Den motiverende samtale tager udgangspunkt i en humanistisk psykologisk
tankegang. Metoden er personorienteret, hvilket betyder, at det er borgerens syn på
sin situation og livsstil som er i fokus under samtalen. MI har fokus på at finde
ressourcer til forandring hos borgeren og på at støtte borgerens indre motivation til
forandring.
En grundantagelse i Den motiverende samtale er, at det er via arbejdet med at belyse
ambivalens, at der skabes rum for et ønske om forandring.

At afdække ambivalens
Rådgiveren styrer samtalen ved at stille åbne spørgsmål, som har fokus på at
udforske en eventuel ambivalens ved forandringen og fokus på at forstærke
forandringsudsagn (det positive ved forandring).
Med ambivalens menes borgerens usikkerhed og uafklarethed i forhold til, om han
eller hun ønsker livsstilsforandringen eller ej. Ambivalens er en normal og sund
psykisk mekanisme i enhver beslutningsproces. Ambivalens defineres som
modsatrettede holdninger, tanker og følelser over for samme adfærd. Stor ambivalens
kan forhindre, at forandring sættes i gang. Derfor støtter rådgiveren borgeren i at
afklare fordele og ulemper, så borgeren derudfra kan tage et begrundet valg.
Motivation til forandring opstår via personlig afklaring og frigørelse fra ambivalens.
Når beslutningen om forandring er begrundet hos borgeren selv, støtter rådgiveren
borgeren i at sætte sig et mål og lægge en handlingsplan.
Anerkendelse og respekt for borgeren
Rådgiverens succes med at fremme borgerens motivation afhænger af, at rådgiveren
er empatisk, respektfuld og ikke-moraliserende i samtalen.
Anerkendelse og respekt for borgerens selvbestemmelse er vigtig, ligesom det er
yderst vigtigt at vise empati og interesse, når det gælder om at fremme motivation og
minimere modstand i samtalen om livsstilsændring.
Det grundlæggende ved Den motiverende samtale er, at rådgiveren forsøger at forstå
borgerens synspunkter og vurderinger.
Samtaleteknikker, som fremmer motivation
Samtaleteknikkerne i MI består af spejlinger og åbne spørgsmål. Rådgiveren vælger
samtaleteknik ud fra en vurdering af, hvad der her og nu i samtalen vil være med til at
mindske modstand, udforske ambivalens og dermed fremme motivation.
Det handler om at stille spørgsmål til begge sider af ambivalensen – fordele og
ulemper ved den nuværende adfærd samt fordele og ulemper ved forandring.
Spejling
Spejling er den samtaleteknik, som er mest velegnet til at fremme udforskning af
ambivalens. En spejling er en omformulering af et andet menneskes udsagn. Et kort
resumé af det, som den anden har sagt. Rådgiveren gentager det, den anden har
sagt, eventuelt med en lille omformulering, og uden fortolkning. Spejling fremmer
samarbejde og motivation i samtalen og mindsker modstand.
Åbne spørgsmål
Åbne spørgsmål er velegnede til at få borgeren til at fortælle mere. Et åbent
spørgsmål sætter fokus på borgerens holdninger og oplevelser. Det fremmer
motivation, mindsker modstand samt fordrer udforskning af ambivalens.
Typiske åbne spørgsmål begynder med: hvad, hvordan, hvornår, hvem og hvor.
Spørgsmål, som begynder med: hvorfor bør undgås, da de nemt virker anklagende
og vækker forsvar og modstand i samtalen.

Rådgivning på baggrund af parathed
Når ambivalensen er udforsket og klargjort, afsluttes det, man kan kalde for den
første fase i den motiverende samtale. Dette arbejde lægger grunden for, at borgeren
selv kan vurdere, hvad der er vigtigst i hans eller hendes liv, og hvad målet for
fremtiden skal være.
Herefter kan rådgivningen skifte karakter og gå ind i en ny fase, alt efter hvor parat
borgeren er.
Høj parathed (beslutnings-, handle- og vedligeholdelsesfasen)
Hvis borgeren har høj parathed til forandring nu, støtter rådgiveren ham eller hende i
at lægge en handlingsplan og giver faktuel rådgivning. Det kan for eksempel være at
henvise til relevante tilbud om rygestop.
Middelhøj parathed (overvejelsesfasen)
Hvis borgerens parathed er middelhøj, er han eller hun endnu ikke parat til at gå ind i
handlefasen. Ambivalensen er stadig for stor til, at borgeren kan tage et begrundet
valg om forandring. Rådgiveren må derfor fortsat sætte fokus på at udforske den
eksisterende ambivalens. Og særligt fokus på at fremme borgerens
forandringsudsagn, altså fordelene ved forandring. Det gøres ved at spejle borgerens
egne positive udsagn om forandring, og ved at stille åbne spørgsmål, som lægger op
til refleksion og udsagn om fordele ved forandring.
Lav parathed
Hvis borgerens parathed er lav, er han eller hun langt fra parat til at gå ind i
handlefasen. Borgeren oplever kun en ganske lille overvægt af fordele ved forandring.
Rådgiveren må her fokusere på at skabe diskrepans ved at sætte fokus på de
uoverensstemmelser, der er mellem borgerens mål for livet og den aktuelle adfærd.
Borgerens refleksioner over denne diskrepans fremmer forandringsudsagn, det
positive ved forandring og dermed motivation.
Tekst: psykolog Lone Agerskov
Læs mere om den motiverende samtale:
Ivarsson, Barbro Holm: Det motiverande samtalet om tobaksvanor. Sverige, Statens
Folkhälsoinstitut, 2004.
Christiansen, I., Damkjær, H., Sonne, T.: Rygning eller rygestop. Inspiration til
professionel samtale. Munksgaard, 2002.
Mabeck, Carl Erik: Introduktion til den motiverende samtale. Munksgaard, 2008
Miller, William R. og Rollnick, Stephen: Motivationssamtalen. Hans Reitzel, 2004.