DENMARK (Page 1) - Roskilde Festival

More documents

Recommendations

Info

10 Søndag 8. juli 2007 Hope I die before I get old Anmeldelse THE WHO Orange, lørdag klokken 21.30. Han er lidt begyndt at ligne Anker Jørgensen på sine ældre dage, eller måske den arketypiske skipper med pi - ben, der pryder utallige klatmalerier i din lokale mar - skandiserforretning. I hvert fald var det svært at få ind i hovedet, at den nydelige, tyndhårede, ældre herre, der i aftes tøffede ud på Orange Scene i en ano - JENS DIGE/ROCKPHOTO Iklædt fornuftig sweater og røjsere lignede han en mand på vej hjem fra byggemarkedet med udsigt til en lang week ends havearbejde. Ingen rockglitter her, men substans og klogskab på livet i stedet. Og når Matt Berninger lader sin dybe, beroligen- nym grå polotrøje, er identisk med Pete Townshend. En mand, der ud over at være chefarkitekten i et af rockhistoriens mest indflydelsesrige orkestre, også var en af de originale rebeller med mere end et par smad - rede guitarer og raserede hotelværelser bag sig. Aftenens koncert viste dog, at der stadig er liv tilbage i Pete Townshend og The Who, selv om det er mange år siden, at ‘My Generation’ med linjen ‘I hope I die before I get old’ begyndte at få ufrivillige Peter Pan-undertoner. Townshend og forsanger Der er stadig liv i Pete Townshend, Roger Daltrey og The Who, men ‘verdens bedste liveband’, nej. Så hjertestrengene sang Anmeldelse THE NATIONAL Odeon, lørdag klokken 14.30. de røst runge, er der få eller måske endda ingen over. Den mand kunne læse op af telefonbogen og stadig blød - gøre den mest hårdnakkede kyniker. Med denne koncert satte Berninger og The National en smuk streg under deres status som et af tidens aller - stærkeste bands. For hver tone The National spillede, trak bandet samtidig i hjertestrengene. De kan det hele og fik med sublimt orkestrerede crescendoer publikum med ned i et dybt Roger Daultrey valgte sammen med det medbragte band intelligent nok at holde sig til et enkelt nummer fra sidste års comebackplade, men dykkede i stedet ned i det veldækkede smörgås - bord af rocklassikere i bag - kataloget. Især var det slående, hvor stærkt og levende ‘Baba O’Reily’ og de andre udødelige sange fra hovedværket ‘Who’s Next’ stadig føles. Men tidens tand har ikke har været helt så blid ved noget af det andet materiale, så der var dele af koncerten, der landede i nostalgiens vægelsindede følelsesrum. Man kunne heller ikke undgå at mærke tomrummet af The Whos afdøde rytme gruppe, John Entwistle og Keith Moon, et makkerpar, der umuligt kan erstattes. Men man var godt under - holdt, og selv om The Who ikke længere kan gøre krav på titlen som ‘ver - dens bedste liveband’, så kan Town shend og Daltrey godt udsætte pen sionist til væ relsen et par år endnu. KRISTIAN SCHOU En følelseshav og op til overfladen igen. Den til lejligheden med - bragte violinist skiftevis svøbte fløjl om Berningers vokal og drev sine kolleger frem mod den uimodståelige forløsning. Sange som ‘Abel’ og ‘Squalor Victoria’ ruskede dejligt ublidt. Når denne festival er til ende, må den sagte ‘Daugh ters of Soho Riots’ nødvendigvis stå som et de mest betydningsfulde og vedkom mende musikalske øjeblikke. JESPER BORCHMANN Matt Berninger og co. satte en smuk og tyk streg under, at The National er blandt tidens stærkeste. CARSTEN SNEJBJERG/ROCKPHOTO Chad, Flea og Frusciante prøvede tydeligvis at gejle sig selv og publikum op. Des værre uden forløsning. forkølet chili-kon Anmeldelse RED HOT CHILI PEPPERS Orange, lørdag klokken 01. Crack, dope og hvide baner til næsen er åbenbart ikke længere in. L.A.’s stolte sønner er i stedet gået over til urte-the, meditation og tantrasex. Sådan holder man sig ifølge chili-pebrene på toppen af funkrock-tronen. Måske skulle de ha’ skyllet noget mere urte-the ned i dagene op til besøget på Roskilde. I hvert fald var særlig forsanger Anthony Kiedis ramt af snot og forkølelse, Ane Østergaard inviterede med vennerne Frederik, Birk og Donna på henholdsvis bas, trommer og vokal til ungdomsgilde – heldigvis var mor og far ikke hjemme. Sammen blev det roste debutalbum langet over sce - nen med en energi og glæde, der i den grad klædte de ellers ganske svært tilgængelige numre. Stemningen var afslappet og tydeligvis i morgenmode, hvilket matchede der i timerne op til koncerten lørdag nat truede med at aflyse jobbet på Orange. Sådan gik det ikke, men Kiedis var usædvanlig rusten fra start. Faktisk lignede forsangeren sit gamle stof-pumpede jeg, da han efter aftenens første langtrukne jam-ses - sion ramte scenen med blanke øjne, fuldstændig fra - værende og med et udtryk, som lå han på bunden af en slamsuger ude på campingpladsen. Red Hot Chili Peppers havde ellers genfundet spille - glæden på sidste års mam - mutværk ‘Stadium Arca - dium’, hvorfra størstedelen af aftenens setliste også ud - Til rave i Villa Villa Kulla Anmeldelse BAND ANE Astoria, lørdag klokken 12.30. Anes knitrende og knasende melodier, der kon stant stoppede op, kiggede sig om - kring og skiftede retning. De medbragte musikere var i hopla og dansede rundt, mens Ane stod glad og fornøjet, som en student bag det store bord, koncentreret om laptop og melodika. I koncertens sidste nummer, ‘Three Things to Remember’, der slutter med en ordentlig omgang dance, kom så orgasmen: Ban det dansede rundt, som var de til rave i Villa Villa Kulla, mens publikum bakkede op, det bedste de havde lært. Her Festival Globe/metroXpress sprang. Med den fortabte søn, guitarist John Frusciantes genfødsel og genkomst i chili-lejren er der kommet fornyet liv i den californiske sandkasse. Den spilleglæde anede vi også i nat på Orange, men desværre kun for - plantet i gruppens berømte og berygtede jamsessions, der forvandler alverdens scener til et rodet øvelokale, hvor Flea, Chad Smith og Frusciante udlevede legelysten og syrede ud. Befriende nok at et internationalt topnavn tillader Anmeldelserne er leveret af blev myten, om at elek tro - nisk musik er besværlig og distanceret, for alvor gjort til skamme. Band Ane klarede den svære opgave at omformere en stille lytterkrævende electronica-plade til en medrivende koncert af di - mensioner. ANDERS BUHL Ban det dansede rundt, som var de til rave i Villa Villa Kulla. DITTE VALENTE/ROCKPHOTO
Festival Globe/metroXpress Søndag 8. juli 2007 11 cert sig selv at skeje ud, men desværre risikerer gruppens trofaste fanskare alt for ofte at lægge ører til indforståede og udsvævende syretrip, der giver associationer til dengang bandmedlemmerne sad med sprøjten i ar - men. Koncertens nerve bliver ganske enkelt dræbt med de gentagende jam-sessioner. ‘Can’t Stop’ og ‘Dani California’ startede settet, men allerede her stod det klart, at Kiedis’ mentale fravær også cuttede for kontakten til publikum, der ellers tålmodigt stod oven på hinanden i smatten for at se girafferne. Den hårdtpumpende funk er bandets kende tegn og Chad, Flea og Frusciante prøvede tydeligvis også at gejle sig selv og publikum op med tonstunge tæsk i tønderne, ekvilibristiske basgange og hallucinerende udflugter på guitaren. Des værre uden forløsning. Kun i ‘By the Way’ viste kollektivet afslutningsvist deres farlighed fra dengang de havde den hvide sok plantet solidt i skridtet. En forkølet chili-koncert, der langsomt vuggede størstedelen af smatten i søvn. Selv med Fleas trompet og giga-hittet ‘Give it away’ som ekstranumre blev det kun til et trut og et host fra festivalens absolutte hovednavn. FREDERIK WIESE Oase af varme og ro Anmeldelse HOLLY GOLIGHTLY Astoria, lørdag klokken 19.15. Med blomster i håret, hvid kjole og bare tæer præsenterede Holly Golightly et charmerende og roligt pusterum. Og med akkompagnement fra kontrabas, trommer og slideguitar kunne hendes fantas tiske, halvsnøvlende og spøjse stemme skabe en oase af varme og ro. Med et nærmest sa ligt smil på læberne sludrede hun af slappet mellem numrene med publikum om rene CARSTEN SNEJBJERG/ROCKFOTO sokker, knus og kirkegang, og småsnakken med bandmedlemmerne tydede på en improviseret sætliste af solid blues rock, som ikke desto mindre var gennem - spillet, indlevet og rutineret. Holly Golightly har masser af numre i det gigantiske bagkatalog, og både det dragende ‘Your Love Is Mine’, det nye ‘Jesus Don’t Love Me’ og det bluesede ‘I Wanna Hug You, Kiss You, Squeeze You’ blev indtagende, svingende og delikat leveret. Blot savnede den ellers fantastiske scene den intimitet, som kunne have gjort koncerten virkelig med ri - vende og intens. METTE DOLMER THYGESEN Den totale oplevelse Anmeldelse THE FLAMING LIPS Orange, lørdag klokken 18.30. Har The Flaming Lips spillet bedre koncerter, end den de i aftes gav folket på Orange? Yes, selvfølgelig har de det, og man kan med en vis ret hævde, at bandets to seneste og mere intime Københavnkoncerter – i 2003 og 2006 – var mere fuldendte og lyd - mæssigt mere tilfredsstillende. Men fuck nu det! For det drejede sig ikke kun om musikken. The Flaming Lips holdt fest for folket, og når masserne skal feste og be - kræfte fællesskabet, bliver det trods alt ikke meget bedre end det her. Det efterhånden gamle, garvede band fra Oklahoma City indtog festivalens størs - te fællesrum, ikke med øl, fisse og hornmusik, men sædvanen tro med konfetti, dansere i superhelteko stu - mer og gadget-rock som de uundværlige elementer. Bandet fik sparket sean - cen i gang med ‘Race for the Prize’, en uimodståelig åb - ningsskål, der banede vejen for en lille halvanden times samhørighedsstund på den gamle dyrskueplads. Herpå fulgte højdepunkter som den fødte fællesang Gøglere uden fokus Anmeldelse SLARAFFENLAND Pavilion, lørdag klokken 12. De kunne ikke have valgt et mere sigende navn, Sla raf - fen land. Kvintettens musik er en besynderlig bastard af støjrock, avantgardistisk jazz og elektroniske lydlandskaber, der skabes i grænselandet mellem komposition og improvisation. Koncerten var især interessant set i lyset af, at ban - det for nylig har fået amerikansk pladekontrakt og har turneret flittigt i USA med fine anmeldelser til følge. Det kunne den løsslupne og lettere gøglede optræden dog ikke leve op til. Det energiske og eksperimenterende sæt virkede ofte mere proces- end resultatorienteret, og alt for sjældent blev man belønnet med rigtigt gode melodier a la den drømmende ‘Polaroids’. Slaraffenland kunne med fordel have dyrket de tyste passager. Det gjorde bandet afslutningsvis, hvor den stille, pulserende ‘Grøn’ og den poppede ‘Watch Out’ viste, at bandet med en anelse mere fokus på facitlinjen godt kan nå langt. TUE SØRENSEN The Flaming Lips’ insisteren på at væ re i kontakt med publikum er unægtelig temmelig unik. ‘The Yeah Yeah Yeah Song’ og en smuk udgave af ‘Do You Realize?’, hvor linjer som ‘Do you realize that happi - ness makes you cry? / Do you realize that everyone you know some day will die’, gav ekstra god mening i festivalens menneskehav. Lige dér, i en livsbekræf - ten de stund, troede man fuldt ud på den altid vel - klædte forsanger Wayne Coynes mantra om musikken som helende kraft. All right, vist manglede der flere sange fra især det store gennembrudsalbum ‘The Soft Bulletin’ fra 1999 og lidt nostalgikræs som klassikeren ‘She Don’t Use Jelly’. Og jo, de tog sig da lige et par pauser undervejs. Og jo, Coynes talestrøm tog ind - imellem overhånd, når George W. Bush skulle have verbale prygl, eller der lige var en anekdote, som skulle deles med publikum. Men gjorde det noget? Næh, der var andre og større ting på spil. Fedtmule uden skæg Anmeldelse THE WHITEST BOY ALIVE Odeon, lørdag klokken 21. CARSTEN SNEJBJERG/ROCKPHOTO Erlend Øye har stået i front af Norges musikalske svar på nordsøolie, Kings of Convenience, han har sun get smittende emo-pop for Röyksopp på ‘Poor Leno’ og dj’et sig fra lysthus til lyst hus på klub - CARSTEN SNEJBJERG/ROCKPHOTO Som helhed gav det masser af mening. The Flaming Lips er en totaloplevelse og bandets insisteren på at væ - re i kontakt med publikum og skabe en god oplevelse sammen med os er altså temmelig unik – og den fornøjelse blev Roskilde Festival til del i rigt mål. Det er svært ikke at holde af The Flaming Lips. I aftes blev folkefesten en stærk bekræftelse af musikkens enestående evne til at slå ring om fællesskabet. JESPER BORCHMANN Som The Whitest Boy Alive var Erlend Øye blot en kedsommelig karikatur af sig selv. Og det med en stemme, der lød mere af morfars lænestol end af fremtidens sangskat ... scenen. Men i aftes – som The Whitest Boy Alive – lignede han en kedsommelig karikatur på sig selv. Øye skridtede rundt på scenen som Fedtmule uden humor og pushede håndspillet disco til et trods alt modtageligt publikum. Med en stemme, der lyder mere af morfars lænestol end fremtidens sangskat, præsenterede han al bum - met ‘Dreams’ som ren valium-blues til MTV-generationen. Dén generation, der er blevet opflasket med houseklubber, stammedans i natten og kan lugte et klubtema på afstand. Tilhængere af New Yorks house-mestre Metro Area kunne finde sig til rette i det basale beat. Dem, der havde håbet på andet end bølgende basgang, nørdet trommespil som spillet i søvne og et dræbende ekstranummer skåret over Paul Simons ‘You Can Call Me Al’ blev fælt skuffet i forhold til Øyes tidligere besøg i Danmark. Kun keyboard-spilleren med sans for at tappe den tykkeste synthesizer-mayonaise ud af de analoge kredsløb kan benådes – for det er på det nærmeste kriminelt at spille så langt fra vanlig standard. JAKOB BAGTERP
Page 1 and 2: ROSKILDE FESTIVALS DAGBLAD • SØN
Page 3 and 4: www.raschgrafik.dk DET ER IKKE ALT
Page 5 and 6: 02.07 Efter et ubeskyttet samleje e
Page 7 and 8: CD pr. stk. € 6,66 4995 Kig forbi
Page 9: Festival Globe/metroXpress Søndag
Page 13 and 14: Københavns Tekniske Skole Teknolog
Page 15 and 16: Festival Globe/metroXpress Søndag
Page 17 and 18: Festival Globe/metroXpress Søndag
Page 19 and 20: Verden udenfor - leveret af metroXp

DENMARK (Page 1) - Roskilde Festival

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?