adoption - Retten til liv

14. åRgang nR. 2
juni 2011
Liv
Medlemsblad for foreningen Retten til Liv
adoption
side 3 BortadoptIoN eller aBort
side 4 ÅrSmødet 2011
side 6 et (u)øNSket BarN
side 12 Hvad SyNeS du Selv?
ISSN 1902-4967
1

2
Retten til Liv vil:
forsvare det ufødte menneskes enestående
værdi og ukrænkelige ret til livet.
kæmpe imod dansk lovgivning, der tillader
drab på ufødte.
arbejde for bedre støtte til den uplanlagt
gravide, der står i en sårbar situation.
hjælpe kvinder, som lider efter en abort.
Retten tiL Liv
Sekretariatet
Cedervej 1, Stjær
8464 Galten
MedLeMsskab
Årskontingent:
Enlige .............................................. kr. 125,-
Ægtepar .......................................... kr. 200,-
Unge under 18 år
og studerende .................................. kr. 50,-
Giro: ...............................................923-8417
Netbank: Handelsbanken 7625 1359220
Redaktion
Anders Sune Hansen, Anders Rønn, Kerstin
Hoffmann og Ellen Højlund Wibe (redaktør)
Layout: Graphic Care
Tryk: Øko-Tryk
Oplag: 2.000 stk.
ISSN: 1902-4967
Vi gør det ved at:
undervise: Der er brug for viden om
fosterets udvikling, det kristne menneskesyn
og etiske problemstillinger i forbindelse
med abort. Vi tilbyder derfor
undervisning og foredrag og producerer
relevante materialer.
skabe debat: Abortsagen må ikke blive
glemt. Alle opfordes til at tage aktivt
del. Vi sætter den fri abort til debat. Vi
arrangerer høringer og konferencer og
deltager aktivt og målrettet i debatten i
dagspressen og på internettet.
sekRetaRiatet
Landssekretær
Ellen Højlund Wibe
Cedervej 1, Stjær,
8464 Galten
Tlf. 47 52 44 84
jegvilleve@rettentilliv.dk
aboRtLinien
Telefonrådgivning: 48 39 48 48
åben hver dag mellem kl. 18 og 23.
Brevkasse: www. www.abortlinien.dk/brevkasse
Mailrådgivning: post@abortlinien.dk
www.abortlinien.dk
Leder af Abortlinien
Psyko- og familieterapeut
Bente Holmgaard
Gartnervænget 10,
Nr. Søby
5792 Årslev
Tlf. 22 98 44 66
leder@abortlinien.dk
www.rettentilliv.dk
demonstrere: Når ord ikke rækker længere,
må man gå på gaden. Vi ønsker
med symbolske handlinger og billeder at
vække vort folk til at se abortens barske
virkelighed i øjnene og tage ansvar for
det ufødte barn.
rådgive: Ingen skal stå alene i valget mellem
barn eller abort. Derfor driver foreningen
Abortlinien, hvor der hver aften
er mulighed for anonym telefonrådgivning
samt tilbud om at knytte kontakt til
netværk for den sårbare gravide/mor.
økonoMi
Regnskabsfører
Bodil Kousgaard Fomsgaard
Oldagerparken 32
6900 Skjern
Tlf. 97 35 44 43
bodilfomsgaard@gmail.com
web
Webredaktør
Kerstin Hoffmann
Ørslevklostervej 76
7840 Højslev
Tlf. 97 52 04 94
web@rettentilliv.dk
bestyReLse
Formand: Roland Knudsen, læge tlf. 66 14 90 13
Næstformand: Anders Peder Ryttersgaard Rønn,
lærer-studerende tlf. 26 36 98 20
Anders Sune Hansen, cand.mag. tlf. 86 72 00 76
Marianne Karlsmose, gymnasielærer tlf. 79 37 26 72
Ketty Dahl, efterskolelærer, tlf. 97 87 22 76
Edel Holst Nielsen, lærer, tlf. 66 19 48 06
Ove Nielsen, plejehjemsleder, tlf. 97 35 21 66

”Bortadoption – nej, så hellere en abort!”
Et udsagn jeg ofte har mødt. De fleste
anser i dag bortadoption som noget af
det værste, man kan udsætte sig selv og
barnet for. Så hellere få det slået ihjel
ved en abort. Det er ansvarlighed, synes
holdningen at være i dagens samfund,
hvorimod den kvinde, der vælger bortadoption,
snarere anses som en ravnemor.
For hvordan kan man holde ud at
leve med tanken om, at der vokser et
barn op et eller andet sted, som egentlig
er mit. Og set fra barnets side: Hvordan
kan man vokse op med tanken om, at
min biologiske mor ikke kunne eller ville
tage sig af mig – med de følelsesmæssige
problemer det måtte give.
At bortadoptere sit barn er uden
tvivl smertefuldt, som det også fremgår
af nogle af citaterne på side 7. Men
at denne løsning i den grad er kommet
i skammekrogen, siger desværre alt for
meget om samfundets vurdering af det
ufødte menneskes værdi – eller mangel
på samme. Og det siger også meget om
den manglende vilje til at indse, hvilken
smertefuld bagage en provokeret abort
er for alt for mange kvinder. Rigtig man-
Økonomien
ge lider i årevis under, at ”jeg slog jo mit
barn ihjel”! Og jeg er ikke i tvivl om, at
kunne de have valgt om, ville mange af
dem have valgt det mindste onde: bortadoption.
Så havde man dog kunnet leve
med en bevidsthed om, at jeg gjorde alt
for, at mit barn skulle få det godt – i en
situation hvor jeg ikke selv magtede den
opgave. Og heldigvis ender det også som
oftest med, at det bortadopterede barn
får et hjem hos kærlige og omsorgsfulde
forældre, sådan som beretningen side 6
og 7 er et godt eksempel på.
At det langfra altid ender med en lykkelig
genforening med den biologiske
mor – når en sådan forening ellers finder
sted – kan aldrig blive et argument
for, at så var det bedre, om barnet aldrig
var blevet født. Der er jo stadig (mindst)
lige så gode chancer for, at adoptivbarnet
vokser op i et godt og kærligt hjem,
som tilfældet er med børn, der vokser op
hos deres biologiske forældre. Og uanset
om man er adopteret eller ej, kan livet
før eller siden byde på mere eller mindre
tunge udfordringer.
Årsmødet viste et budgetteret underskud
på 182.000 kr. Med ekstra reserver
på ”kistebunden” endte årets resultat alligevel
med et mindre plus, et resultat vi
er meget taknemmelige for, og som vi
skylder vore medlemmer en stor tak for!
Ikke desto mindre maner udviklingen
til eftertanke, for der bliver ikke ved at
være penge på kistebunden til at budgettere
med underskud. Derfor har vi været
nødt til ved budgetlægningen for indeværende
år at prioritere hårdt og spare,
hvor vi ikke havde lyst til det.
LedeR
Lad os få bortadoption ud af skammekrogen,
så der kan stå respekt om den
moderkærlighed, der vil gøre alt for, at
barnet kan få det bedste. Også selvom
det indebærer en opvækst i en anden
familie. Så ville ønsket fra barnløse par
om adoption af børn her fra landet også
i højere grad kunne imødekommes. Det
er en hån, også mod dem, at der ikke er
børn nok til bortadoption – samtidig
med at vi slår mere end 16.000 ihjel om
året på vore sygehuse.
Respekt for den ulykkelige kvinde, der
med bortadoption vælger livet til for sit
barn.
Ellen Højlund Wibe,
landssekretær
Det vil være en stor økonomisk hjælp
og betryggelse for os, om flere ville overveje
et fast (halv)årligt beløb til arbejdet,
så vi ikke er nødsaget til at finde yderligere
besparelser i fremtiden.
En vigtig hjælp vil også være, om I kan
hjælpe os med at nå målet med 400 nye
medlemmer i år. Vi er ikke i tvivl om, at
de er der; de skal bare lige have et prik på
skulderen – af f.eks. dig! Tak!
-ehw
3

til generalforsamlingen blev ove
Nielsen, plejehjemsleder i Skjern,
nyvalgt til bestyrelsen. og til repræsentantskabet
blev følgende 3
valgt: maria truelsen, esbjerg, elin
donskov, Århus, og anne Grethe
larsen, esbjerg.
4
Grundlæggende sidder jeg tilbage med
den følelse efter årsmødet, at man kæmper
sammen for noget, som er fundamentalt
vigtigt, og som ikke mange andre
italesætter med samme intensitet og
iver, som Retten til Liv gør.
Det er ikke den store erfaring, jeg udtaler
mig med, for selvom jeg har været
medlem længe, var det først for et par år
siden, da konen skulle medvirke ved noget
panel-debat, at vi som familie samlet
kom af sted til årsmødet. Følelsen efter
årsmødet dengang var den samme som
i år, men det er så næsten også det eneste,
som er uforandret. For hvor vi ikke
var mange for et par år tilbage, så var vi
jo virkelig mange i år. Og ikke nok med
det: jeg var langtfra en af de yngste. Her
tilhørte jeg pludselig de midaldrene,
og det er en overraskende god fornemmelse,
at der er yngre kræfter på vej ind
i bevægelsen, som vil løfte med og oven
i købet på nogle punkter tør gå foran og
laver happenings inden selve årsmødet.
*Næste årsmøde er den 24. marts 2012
ÅRsmøde
de unges happening minder os om at .....
”kampen for abort ikke kun skal føres bag computerskærmen og i trygge,
kristne miljøer, men også derude hvor vi møder folk, der taler os imod og
ryster på hovedet af os. det er stærkt opmuntrende og inspirerende.”
På den måde minder de os andre om, at
kampen for abort ikke kun skal føres bag
computerskærmen og i trygge, kristne
miljøer, men også derude hvor vi møder
folk, der taler os imod og ryster på hovedet
af os. Det er stærkt opmuntrende og
inspirerende.
Selve årsmødet i år var henlagt til Løs-
ning Kirkecenter og bestod ud over de
obligatoriske generalforsamlingspunkter
om formiddagen - som midt i al sin
formelle stil var inspirerende at være
med til - af et foredrag af cand. teol. Leif
Andersen, som var virkelig godt og tankevækkende
at lytte til.
Alligevel var det de gruppesamtaler,
som var på programmet sidst på eftermiddagen,
som jeg nok endte med at
være mest begejstret over, fordi der her
med udgangspunkt i forskellige udsagn
for abort blev mulighed for sammen at
finde på gode, gennemtænkte svar på
de indvendinger, man tit hører brugt af
fortalerne for den fri abort. Jeg gik fra
samlingen med flere gode argumenter,
end jeg havde, da jeg kom og oplevede
det som en form, man med fordel kan
bruge en anden gang, da det også sikrer,
at man får snakket med andre end dem,
man kender i forvejen.
Dagen sluttede af inde i selve kirke-
salen, hvor kirkens præst, Henrik Højlund,
ledte os i liturgisk forbøn for de
ufødte og abortkampen. Godt med den-
ne afrunding at blive mindet om, at
abortsagen også er en åndelig kamp,
som vi må lægge i Guds hænder.
Så det var igen en dejlig oplevelse at
være med til årsmødet, og vi har som
familie allerede booket næste årsmødedag*
ind i vores kalender, for vi ønsker
faktisk ikke at gå glip af fællesskabet med
andre i kampen for det ufødte liv. Følelsen
af at kæmpe for noget, som er fundamentalt
rigtigt og vigtigt, har nemlig
gjort os afhængige på den gode måde.
Frimenighedspræst,
Peter Rask

årsmøde
Gud, hvorfor sover vi? et menneskesyns dødsstød
lektor leif andersen leverede et engageret og dybtpløjende foredrag på årsmødet, hvor der ikke var plads til
de enkle, lette løsninger på spørgsmålet om, ”Gud, hvorfor sover vi?”. vi bringer her er referat.
Foredraget tog udgangspunkt i et afsnit
fra ”Harry Potter and the Half-Blood
Prince”, hvor en person i en bestemt
sammenhæng spørger, hvordan man
splitter sin sjæl ad i adskilte dele. Og han
får svaret fra én, der kender de magiske
kilder: ”At dræbe flår sjælen i stykker.
Det er et overgreb, en krænkelse af selve
naturen.”
Dette udtrykker en sandhed om det
særlige ved drabet, det der adskiller det
fra andre former for forbrydelser: Den,
der dræber, dræber også noget i sig selv.
Ikke dermed sagt, at enhver som har fået
foretage en abort eller selv foretaget en
abort nødvendigvis og altid er et splittet
menneske. Men en kultur, der bygger
på drab, har splittet sig selv op. Og de
mennesker, den sætter til det, står i fare
for at dræbe noget i sig selv, splitte sig
selv op.
Og dermed er spørgsmålet, om der
stadig findes en sammenhængskraft i
samfundet, også relevant. Det er nemlig
ikke blot konkrete ufødte, vi slår ihjel:
Det er alles iboende menneskesyn, vi
slår ihjel. Og dermed fremmes den
rodløshed, den mangel på følelse af
værdi, som præger det (post)moderne
menneske. Hvis man er vokset op med
bevidstheden om, at man lige så godt
kunne have været en abort, at det var
et tilfælde, at man ikke blev valgt fra,
hvordan skal man så kunne tage imod,
at man er af uendelig værdi?
... en kultur, der bygger på drab,
har splittet sig selv op. og de
mennesker, den sætter til det,
står i fare for at dræbe noget i sig
selv, splitte sig selv op.
Det moderne menneskesyn er affødt af
evolutionismen, der tager udgangspunkt
i, at mennesket kun er et pattedyr, omend
et avanceret af slagsen. Mennesket er
i bund og grund ikke er andet end et
transportredskab for det egoistiske gen,
og det indebærer, at enhver appel til det
gode i mennesket, til offervilje og til
omsorg for den svage er meningsløs.
Det kristne menneskesyn hævder
på den ene side nedarvet syndighed,
skyld, egoisme osv. På den anden side
hævdes også en nedlagt evne til godhed,
uselviskhed og offervilje. Mennesket
er mao. ikke rendyrket ondskab efter
syndefaldet!
Ikke desto mindre har der i tidens
løb også været et forvredent, kristent
menneskesyn på spil, hvor syndighed
er blevet forvekslet med værdiløshed
med deraf følgende nedvurdering af
mennesket. Og det kan have spillet ind
i det menneskesyn, der lå bag den fri
abort; et værdiløst menneske er også
fravælgeligt!
Udfordringen i dag ligger i det manglende
syn for, at vi er skabt til fællesskab;
skabt som en slægt, som sammenhæng
og ikke bare som individer. Her har
kristendommen måske igen lagt for
megen vægt på den enkeltes uendelige
værdi og glemt at understrege vores
forbundethed med hinanden. Glemt at
vi bærer hinandens liv i hænderne, og at
vi ikke kan flå fostre i stykker uden at flå
vores egen sjæl i stykker.
Når sindet flåes i stykker og dermed
opspaltes, så gør det det moderne menneske
i stand til at leve i flere hinanden
modstridene livs- og menneskesyn på én
gang – uden at opdage hvordan det
skriger imod hinanden. Den intelligente
præsident Obama er et sørgeligt eksempel
på dette: Fortaler for de svageste i
samfundet – og går samtidig ikke bare
ind for fri abort, men han gik også imod
forbuddet mod ’partial-birth abortion’,
den mest bestialske form for abort, der
minder om simpelt barnemord!
Fordi abortsagen netop har at gøre
med et menneskesyn, der ikke bare er
eksklusivt kristeligt, men også stemmer
med dybe instinkter i ethvert menneske,
så er abortsagen ikke håbløs. Derfor er
den vigtigste kamp måske også mod
et bestemt menneskesyn, snarere end
mod en bestemt lovgivning. Og for et
menneskesyn der ikke bare får os til
at tale de svage ufødtes sag, men også
driver os til dyb medfølelse med den
svage mor og den svage kultur, som slår
sine svageste ihjel.
Men udfordringen må være – trods
smerten på begge sider af stregen - at vi
lærer samtidigt at sige: ’Det er synd for
menneskene’, og ’Så tag jer dog sammen!
Tag skyld og ansvar på jer’.
leif andersens foredrag kan læses i sin
fulde længde på www.rettentilliv. dk
5

6
tema
et (u)ønsket barn
Det var i 1957, og jeg var 19 år. Jeg havde
aldrig været sammen med en mand,
ej heller havde jeg haft en ven, og jeg var
meget uvidende om sex, selv om jeg var
sygeplejeelev på et stort hospital i London
og var vokset op på landet.
Jeg var på ferie i Italien sammen med
min søster, og der mødte jeg en pæn
ung mand som inviterede mig ud hver
dag. Han overtalte mig, meget mod min
vilje, til at have samleje med ham. Af
frygt for at han skulle holde op med at
ville se mig, turde jeg ikke sige nej.
Da ferien var slut, udeblev min menstruation,
og jeg måtte med forfærdelse
konstatere, at jeg måske var gravid. Efter
et par måneder søgte jeg læge og fik
det bekræftet. Jeg kan huske, at jeg brød
sammen i gråd! Jeg skrev flere gange til
barnets far, men fik ingen svar.
Jeg skulle nu beslutte, hvad jeg skulle
gøre. Det første var at fortælle min mor
om det. (Min far var død). Min mor var
sød og forstående, og sammen overvejede
vi situationen. Det var jo den gang
sådan, at hvis hospitalet fik at vide, at
jeg var gravid, ville jeg blive bortvist,
og jeg ville ikke kunne færdiggøre min
uddannelse. Jeg kunne derfor ikke se
nogen mulighed for at forsørge mig selv
og et barn. Jeg ville af forskellige grunde
ikke kunne overlade barnet til min
mor. Min mor syntes, at jeg skulle få en
abort. Dette var den gang ulovligt, men
det var muligt at få en abort foretaget
illegalt, og min mor ville gerne betale
for mig. Jeg var dog fuldstændigt sikker
på, at lige meget hvad der skete, ville jeg
ikke ”slå mit barn ihjel”. Det kunne jeg
simpelthen ikke få mig selv til. Jeg var
dog lige så sikker på, at jeg ikke var i
stand til at tilbyde barnet en god og tryg
opvækst, uden en uddannelse, bolig, og
navnlig uden en mand ved min side.
Jeg besluttede at besøge en adoptionsorganisation,
som hed ”The Church of
England Adoption Society”, og der fortalte
jeg om min situation. De fik navnet
på barnets far og tilbød at kontakte
ham, så for en kort tid fik jeg et håb
om, at han ville vedstå faderskabet og
støtte mig og hans barn, men desværre
fik jeg snart at vide, at han nægtede ethvert
kendskab til mig. Derfor blev vi
enige om, at de ville arrangere, at barnet
blev adopteret lige efter fødslen. Jeg fik
at vide, at jeg aldrig ville kunne se ham
eller finde ham igen, når jeg først havde
skrevet under på adoptions papirerne.
Jeg fødte en lille dreng, som jeg kaldte
Jeremy, og da han var 14 dage gammel,
kørte min mor os til London, hvor jeg
overgav barnet til en plejemor, som
skulle passe ham, indtil adoptionen
skulle finde sted. Efter nogle uger kom vi
igen, og jeg så mit barn for sidste gang,
inden han blev overtaget af sine adoptivforældre,
som jeg dog ikke fik at se.
Jeg kan intet huske, fra vi forlod føde-
afdelingen, til jeg nogle måneder senere
var tilbage på min uddannelse som sygeplejerske.
Det eneste, jeg vidste, var,
at da barnet var ca. seks måneder gammel,
fik jeg et smukt billede af ham,
hvor man bare kunne se, at han havde
det godt og strålede af sundhed.
Jeg blev nogle få år senere gift, flyttede
til Danmark med min danske mand og
Et sidste farvel før bortadoptionen
fik tre børn og levede et almindeligt familieliv
i mange år. I 1990 læste jeg en
avisartikel om adoptivbørn, der ledte
efter deres biologiske forældre, og det
fik mig til at begynde at prøve, om jeg
kunne finde min søn. Det viste sig dog
at være meget svært, så selvom jeg forsøgte
gennem årene at søge oplysninger,
fandt jeg ham ikke.
I 2000 flyttede jeg med min mand til
England, og jeg var netop gået i gang
med igen at lede efter Jeremy, da jeg
en dag fik et brev fra ham. Han havde
pludseligt besluttet at lede efter sin biologiske
mor og havde simpelthen skrevet
et brev og sendt det til den adresse,
som han havde i sine papirer. (Det er en
gåde, hvordan min adresse kunne være
i papirerne, da det skulle have været en
anonym adoption). Da min mand og
jeg netop boede i det samme hus, som
den gang jeg fødte min søn, fik vi brevet
uden problemer. Det var et meget sødt
og forsigtigt brev, men jeg var overvældet
af glæde og skrev tilbage med det
samme, at jeg havde længe håbet på, at
vi ville finde hinanden og blive genforenet.
Vi skrev sammen i nogen tid, indtil min

søn, som havde fået navnet Jon, følte sig
klar til at møde mig, og en skønne dag
kom han til frokost. Jeg brugte timer
på at bage og skrubbe, skure og polere
hele huset og var meget spændt og ret
nervøs for, hvordan vores første møde
skulle gå. Jeg spekulerede på, hvordan
jeg skulle tage imod ham, men da han
ankom, og jeg åbnede døren, fik jeg
straks et stort knus, og så snakkede vi
indtil kl. 11 om aftenen. Siden har vi
haft et fantastisk godt, varmt og tæt
forhold. Jon har mødt alle mine an-
dre børn, og de tog imod ham med stor
glæde og holder meget af ham, og han
af dem. Vi mødes jævnligt, og det er altid
hyggeligt og varmt.
Noget der har glædet mig allermest
er, at Jon kunne fortælle, at han havde
haft de bedste forældre og en god og
tryg opvækst sammen med sin adoptiv-
søster, som de havde adopteret tre år
efter ham. Han havde elsket sine adoptivforældre
meget højt, men familien
Sigurd Barret
musiker og entertainer, om at være
adopteret:
”den åbenhed, som mine forældre havde
omkring min historie, er helt afgørende
for mig. ved at være åbne undgik de at
opbygge noget hemmeligt, som man
skulle ruge over”
”Inden jeg mødte min biologiske mor,
havde jeg en følelse af at være en biologisk
ø, og jeg vidste på et tidligt tidspunkt
i mit liv, at det ville være vigtigt for
mig at få mine egne børn og helst mange,
så jeg ikke var i tvivl om, hvor jeg hørte
til genetisk. Jeg var også mere nervøst
anlagt, før jeg mødte min biologiske mor.
tvivlen om, hvor jeg kom fra, har til en
vis grad naget mig, selv om det ikke er
muligt for mig at pege på, hvad jeg har
manglet.”
Fra artiklen: ”Det handler om at finde ud
af, hvem jeg er”
Kristeligt Dagblad, 12. feb. 2005
Mor og søn forenet igen efter 43 år.
havde haft den sorg, at hans mor havde
fået tidlig alzheimersyge og døde forholdsvis
ung i 1998. Hans far lever dog
stadig, men er nu alderdomssvækket og
bor på et plejehjem. Faren har desværre
ikke ønsket at møde mig, og det har vi
været enige om at respektere.
Det er en svær beslutning at lade sit
barn bortadoptere, og nu om dage er
det ikke som dengang næsten umuligt
at leve som enlig mor med et barn født
uden for ægteskab, som det var dengang.
Jeg har dog ikke fortrudt den be-
Bmoms:
der eksisterer mange myter omkring biologiske
mødre, en af de mere sejlivede er
denne:
”vi vil lægge bortadoptionen bag os, og gå
videre med vores liv. vi vil få andre børn,
og vi vil glemme det barn, vi mistede til
adoption”. Fakta er, at vi aldrig glemmer
vores bortadopterede barn, og en nok
så stor børneflok kan aldrig erstatte det
barn, vi har mistet.
Fra Bmom’s hjemmeside
(Interesseorganisation for Biologiske Mø-
dre) http://jettedoe.homestead.com/Jettedoe.html
slutning, jeg tog, for jeg var sikker på, at
det var det bedste for mit barn, og hans
adoptivforældre har levet op til den tillid,
der blev vist dem, dengang de fik
lov at tage ansvar for min lille søn, og
de har givet ham ikke alene den trygge
opvækst, jeg ikke mente mig i stand til
at sørge for, men også den samme kærlighed
som han ville have fået fra mig,
hvis jeg havde beholdt ham.
Det har været en stor lykke at få lov til at
være hans mor igen, efter så mange år.
Elizabeth Højlund
aniella Bonnichsen:
”et barn, der bliver bortadopteret, er faktisk
et barn, der er elsket. Selv om man af
en eller anden grund ser sig nødsaget til
at give sit barn fra sig, giver man aldrig
slip på den kærlighed, man nærer til sit
barn. et barn, der bliver bortadopteret er
et barn, der bliver givet væk i stor kærlighed
og smerte med erkendelsen om, at
nogle ydre, vanskelige omstændigheder
gør, at man ikke selv er i stand til at give
barnet, hvad det fortjener.”
Fra bogen: ”Mit barn – hvor er du?”
http://www.bortadoption.dk/ombogen.
html
7

8
siden sidst
præSeNtatIoN aF Ny aBortlINIeleder
arbejdet som abortlinieleder er ikke nyt for psyko- og familieterapeut
Bente Holmgaard, der afløste Thorkil Lundberg
den 1. marts. Fra 2002 og 2½ år frem var hun også
leder af abortlinien. og det sidste 1½ år har hun været
fast telefonrådgiver samme sted.
Hun fortæller selv, hvad der fik en lærer gennem 27 år til
at blive psykoterapeut og nu leder af abortlinien igen:
”Vanskelige samtaler med elever og forældre
i skolen i sin tid skabte et behov hos
mig for at blive bedre klædt på til disse
samtaler. Jeg gik derfor i gang med psykoterapeutuddannelsen
(SIF). Efter et par år
med ansættelse ved det kommunale som
familieterapeut, valgte jeg at blive selvstændig
terapeut i 2002 og fik samtidig
jobbet som Abortlinieleder. Det fungerede godt et stykke tid,
men det selvstændige voksede, og jeg så mig nødsaget til at
vælge Abortlinien fra”.
I mellemtiden har hun videreuddannet sig indenfor supervision
og chock-traume-kurser og har haft rig anledning til at
bruge begge dele i sit job.
På spørgsmålet, om hvad der fik hende til at sige ja til at
NekroloG
Arne Munk elskede livet og den sandhed,
som Gud har sat til at beskytte livet.
Han var åndsbeslægtet med sin far, digterpræsten
Kaj Munk, og helt enig i en af
dennes mange head-lines:”Folk vil have
sofa og ikke sandhed!”
Arne Munk sluttede sig til den bevægelse,
som førte til oprettelsen af Retten
til Liv. Han sagde i denne forbindelse, at
det faktisk var første gang i sit liv, at han selv tog initiativ til at
slutte sig til en bevægelse.
Med et totalt engagement og en brændende nidkærhed for
sandhedens sag kastede han sig ind i kampen mod den fri
abort. Fra at have levet en forholdsvis anonym tilværelse som
Kaj Munks søn, blev han nu en offentlig person, som til manges
overraskelse uselvisk og næsten hensynsløs mod sig selv
og sine kære kastede sig ind i kampen mod massakren på de
ufødte. I denne forbindelse stillede Arne Munk glad en parcel
blive leder for Abortlinien igen, svarer hun: ”Dels er jobbet nu
stykket sammen på en måde, der harmonerer bedre med mit
fortsatte virke som terapeut. Men først og fremmest brænder
jeg for at bevare livet! Og jeg er begejstret for Retten til Livs
slogan: ”Det er et barn!” Derudover brænder jeg også for den
vanskelige samtale. Det at få stillet de rigtige spørgsmål og
hjælpe frem til en afklaring af, hvad den enkelte dybest set selv
vil. Også supervisionen af rådgiverne er vigtigt for mig. Det er
afgørende, at de føler sig set og får den støtte og opbakning,
de har brug for. Bl.a. vil jeg gerne rent praktisk være med til
at opspore netværkspersoner for de kvinder/unge mødre, der
har behov for det”.
På spørgsmålet, om der er sket nogen væsentlige ændringer
fra 2004 til i dag blandt dem, der ringer til Abortlinien, svarer
Bente: ”Udgangspositionen er anderledes i dag. Bevidstheden
om, at det er et barn, er langt tydeligere.”Hvis jeg vælger
aborten, slår jeg et barn ihjel”, er den udbredte holdning. Og
noget nyt er så også, at spørgsmålet om skyld og samvittighed
i højere grad er inde i billedet. Kvinden overvejer, om hun
kan holde ud at leve videre med bevidstheden om, at ’jeg slog
mit barn ihjel’. Det er et område, hvor rådgiverne har brug for
at blive bedre klædt på, fastslår Bente, der til daglig bor i Nr.
Søby lidt syd for Odense.
i Vedersø, som Kaj Munk i sin tid selv havde købt, til rådighed
for den abortmindelund, som blev åbnet på 55-årsdagen for
mordet på Kaj Munk.
Arne Munks fortjeneste er ikke mindst, at han til familien
Danmarks store overraskelse fik placeret sin far, Kaj Munk, på
forreste række i kampen for det ufødte barns ret til livet.
I mange år nød vi godt af hans uselviske og totale engagement.
Vi oplevede, hvordan hans intellektuelle, imponerende
formåenhed og hans lidenskabelige brand for sandheden blev
til en brugbar kraft i arbejdet.
Uenighed om en hjemmeside førte desværre til, at Arne
Munk brød med Retten til Liv. Dette ændrer ikke ved vores
store taknemmelighed over for det, som han har betydet, ikke
blot for Retten til Liv, men først og fremmest i forhold til at det
kristne menneskesyn bør få konsekvenser, såfremt vi vil være
sandheden tro i kærlighed.
Æret være Arne Munks minde!
Orla Villekjær, sognepræst og Retten til Livs første formand

etteN tIl lIvS SkrIvekoNkurreNce
reddede et lIv!
I sidste nummer omtalte vi skrivekonkurrencen Hjertebørn,
som blev en vellykket satsning med mange gode og engagerede
bidrag og velfortjente vindere. Der hører imidlertid en
solstrålehistorie med i kølvandet på vindernovellen.
En slægtning til vinderen talte med en kvinde, som befandt
sig i en situation, der mindede om den, der blev beskrevet i
vindernovellen: Hun ventede sit andet barn og havde i forvejen
en pige på 4 år. Kvinden var besluttet på en abort, men
slægtningen bad hende læse vindernovellen. Og det fantastiske
skete: Novellen gjorde et sådant indtryk, så hun ændrede
sin beslutning - og et lille barn lever videre inde i morens
mave, indtil det ser dagens lys!
Vindernovellerne kan læses på vores hjemmeside.
-ehw
HJemmeSIde I Nyt deSIGN
Nyt design og en række nye funktioner er resultatet af en omlægning
af foreningens to hjemmesider. En række tekniske
problemer har tvunget bestyrelsen til at flytte hjemmesiden til
et andet firma, og så har man samtidig benyttet lejligheden til
at friske layoutet op og trimme indholdet, så tilgængeligheden
nu er blevet yderligere optimeret.
-kh
retteN tIl lIv er Blevet BloGGer
Foreningen har fået sin egen blog. Hver uge skriver
en repræsentant for foreningen en kort kommentar
om et aktuelt emne. Enhver, der har lyst, kan kommentere
indslaget eller bidrage til emnet med nye vinkler.
Man finder bloggen på adressen: rettentilliv.blogspot.com.
Brug bloggen og vær med til at gøre debatten levende!
-kh
kort nyt
deler du vISIoNeN om, at vI mÅ BlIve
maNGe Flere, der kæmper deNNe SaG?
Så er her en enkel mulighed for at give en hånd med. Standen
skal igen i år en tur til SommerOase den 16.- 22. juli. Hvad enten
du i forvejen skal med der eller gerne vil sætte en dag eller
to af til det, så er der brug for ekstra bemanding ved standen
med masser af mulighed for en god snak med folk. Ring for
nærmere information på sekretariatet.
-ehw
GlædelIG udvIklING pÅ aBortFroNteN I
tIdlIGere kommuNIStISk laNd
Ungarn vedtog for nylig – trods massiv kritik
fra både Europarådet og Amnesty International
- en ny forfatning, der beskytter
livet fra undfangelsen. Forfatningen træder
i kraft den 1. januar 2012. Artikel II i forfatningen lyder således:
”Human dignity is inviolable. Everyone has the right to
life and human dignity; the life of a foetus will be protected
from conception”. (Frit oversat: Mennesket er som menneske
ukrænkeligt. Alle har ret til livet og til at værdsættes som menneske;
fosterets liv skal beskyttes fra undfangelsen).
Vedtagelsen giver håb for også abortkampen i Danmark; intet
er umuligt! Men det kræver, at vi bliver ved at tale og kæmpe
de ufødtes sag.
-ehw
9

10
anmeldelser
Filmanmeldelse
Bella
2006
Anmeldt af
Stud.teol. Anders Kobbersmed
I filmen Bella fortælles om José, en lovende
fodboldspiller, der, netop som han står
på det, der ligner toppen af sin karriere,
involveres i en traumatiserende ulykke.
Hans karriere afsluttes brat, og han får siden
hen arbejde som kok på en restaurant,
boganmeldelse
violas barn
roman af kathrine assels
pris kr.: 199,95
lindhardt og ringhof 2011.
128 sider.
Anmeldt af
Elisabeth Vestergaard Dørken,
mag.art. og mor til tre
Nutidens teknologiske muligheder i form
af ukomplicerede fosterscanninger, blodprøvetests
og lette adgang til abort fritager
os ikke for de svære og grundlæggende
menneskelige følelser som sorg og
angst, bekymring og skam. Det synes at
være én af pointerne i Kathrine Assels nyeste
roman Violas Barn.
- En hjertevarm fortælling om tab og om nye muligheder
der styres med hård hånd af broderen
Manny. På samme restaurant møder vi
servitricen Nina, som ved filmens begyndelse
fyres for det, Manny mener er
tømmermænd og almindelig sløsethed,
men som i stedet viser sig at være konsekvenserne
af en ubelejlig graviditet. José
overværer fyringen og følger efter Nina,
og resten af filmen centrerer sig om det
spirende venskab mellem de to og begges
problematiske situationer.
Bella bærer præg af en enkel og ligefrem
fortælle-teknik, der ved første øjekast gør
værket mindre poleret, end man måske er
vant til fra nyere danske og udenlandske
film. Men dette viser sig hurtigt at være en
force; Bella koncentrerer sig om det menneskelige
drama og gør det med ægthed
og sjælevarme. Filmen formår ganske vist
Her følger man Viola i de fire tunge
dage mellem blodprøvetagningen og svaret
fra Kennedy Instituttets kromosomanalyse.
Violas nyfødte dreng er måske
mongol. Men hvad er hun selv: På grænsen
til at blive vanvittig - eller bare en helt
normal, nybagt mor? Som læser bliver
man konstant i tvivl. Den lille familie kører
i sommerhus for at komme væk, mens
de venter på svaret. Det bliver en dyster
tur ind i madlavningskunst og mordtanker,
ind i flashbacks fra Violas forskruede
barndom med en suicidal far. Og lige ind
i klassiske misforståelser mellem Viola og
hendes mand.
Når man som læser ikke blot affejer
Viola som forskruet idealist, der ikke kan
acceptere sit måske uperfekte barn, er det,
fordi mange af hendes tanker er genkendelige.
Hvem vil ikke gerne have et raskt
barn og undgå at blive en del af det store
behandler-apparat? Hvem vil ikke gerne
undgå naboernes medlidende blikke? Og
hvilken nybagt mor med barnevogn kender
ikke følelsen af at blive iagttaget, fø-
ikke helt at styre udenom klichéerne, fx i
et par scener hvor Nina fortæller José om
sine indvendinger mod at få et barn som
alenemor, og dialogen er på sine steder en
smule tung. Men dette er blot med til at
gøre karaktererne menneskelige og ikke
bare stereotyper.
Måske netop på grund af Bellas skrøbelige
indpakning, er det nærmest umuligt
ikke at overgive sig til denne fortælling;
den har noget på hjerte. Filmen balancerer
fint imellem smerten i livet og de nye
muligheder, der åbnes, når noget afsluttes.
Som skiltet hos en blind tigger, Nina
og José passerer, siger det så rammende:
’God closed my eyes – Now I can see’.
Filmen anbefales til alle, der har brug
for en hjertevarm og oprigtig fortælling
om at miste og om at få.
lelsen af at være dømt på forhånd: ”Hun
prøver virkelig, gør sig virkelig umage for
at vise dem, hvor højt hun elsker ham,
hvor god en mor hun er, men det er, som
om hun aldrig kan gøre det godt nok…”
(side 67).
Men store dele af romanen er også skueplads
for Violas mareridtsagtige visioner,
hvor hun ser sig selv udefra, fantaserer
om at myrde sit barn og mistror sin – for
læseren at se – helt almindeligt omsorgsfulde
ægtemand. Romanens kunststykke
er netop dette: at selvom man som læser
kan være i tvivl om, hvem der egentlig er
mest syg – moderen eller barnet – så er
det muligt at forstå Viola i hendes angst.
Barndom og moderskab, sygdom og
sundhed får en hudløs og hårdhændet
behandling i romanen. For livet er nøjagtig
lige så skrøbeligt som én af de kitchede
porcelænsfigurer, der fylder så meget i
Violas liv. Og nogle gange skal der ikke
mere til for at ændre en angstpræget, nybagt
mors liv end en damebladsfortælling
på en bænk foran Dagli’Brugsen.

ung og Retten til Liv
På Påskelejr
I påsken har kristeligt Forbund
for Studerende (kFS) som sædvanligt
afholdt påskelejr, i år var
det i Skanderborg. Søndag stod
vi et par medlemmer af retten
til liv ved den nye stand, hvor vi
fik mange gode snakke og knap
20 nye medlemmer.
Hvor vi før har været på Å-festival
og event med standen,
så var påskelejr anderledes.
aldersgennemsnittet er noget
højere, og det var eftertænksomme
og velfunderede unge,
vi mødte i løbet af dagen. en
del havde oplevet at snakke
om abort i deres gymnasieklasser,
og de blev derfor glade for
at møde en forening, som kan
give svar på spørgsmål, og som
samler mennesker med samme
holdning som deres egen. Noget
de ikke møder på deres uddannelsessteder.
man fornemmede
hos flere af dem, der meldte sig
ind, at det drejede sig om et aktivt
valg om at gå ind i kampen
for de ufødte og for at ændre
tilstandene. vi tænker, at med
ca. 30 elever i hver gymnasieklasse,
så vil de nye medlemmer
kunne berøre henimod 500
unge, og dermed sprede bud-
skabet om, at det er et barn.
det er første gang, vi er i felten
med den nye stand, og vi fik
mange reaktioner på denne.
den fremstår enkel og stærk:
billedet af et nyfødt barn, eksempler
på hvorfor du skal
kæmpe mod provokeret abort,
et enkelt bibelvers og et billede
af et aborteret foster. denne
blanding giver en helt særlig følelse
og helt særlige tanker. det
kunne virkelig mærkes, hvordan
billeder kan spille en stor rolle i
den opgave, det er, at bevidstgøre
om sagens alvor. Flere
piger sagde, at billedet af det
nyfødte barn var skønt og sødt,
og når de så derefter så billedet
af det aborterede foster og blev
bevidste om, at vi i danmark
hver dag tager livet af mere end
40 ufødte børn, så blev de vrede
og forargede. Sætningen: ”Jeg
anede ikke, at det stod sådan
til”, hørtes flere gange, hvilket
er endnu et eksempel på, hvor
vigtigt det er, at vi kommer ud
og informerer – også i kristne
kredse.
Kristina Aalbæk og Søren Rønn
Jamen, vi har kun
5 brød og 2 fisk!
-aprr
ung og Retten til Liv
på en blæsende fredag
aften, hvor man kunne
have siddet hyggeligt
og rart in-den døre, begav
7 unge mennesker
sig ud på en mission. Sagen var den, at de ønskede
at gøre alle borgere i løsning opmærksom på,
at de den følgende dag havde muligheden for at
deltage i retten til livs årsmøde samt at minde
dem om, at der ugentligt foretages mere end 300
aborter i vores land. det sidste kan man godt have
lyst til at glemme.
Inden de 7 unge gik af sted med foldere og invitationer,
havde de bedt Gud velsigne deres aktion.’Bed
og arbejd’ er en god fremgangsmåde – særligt når
man kan have svært ved at se, at ens handlinger
kan gøre en forskel.
de 7 unge var 5 gæve gutter og 2 friske piger. eller
5 brød og 2 sild om man vil! dette mindede os om
en beretning fra Ny testamente, hvor disciplene er
kommet i knibe. de er af sted på tur med Jesus,
og ikke mindre end 5000 mænd har taget deres
familier med for at høre mere om, hvem Jesus er.
de mange mennesker skal have noget at spise,
og disciplene synes, at situationen ser ganske
uoverskuelig ud. Jesus lærer dem imidlertid en
virkelig vigtig lektie. Han beder dem bringe ham,
hvad de har, hvilket viser sig kun at være 5 brød
og 2 fisk. Det synede ikke af ret meget, men Jesus
velsignede de smuler, de havde, og vupti, så
var der pludselig rigeligt med mad til den enorme
menneskemængde!
I dag ca. 2000 år efter bespisningsunderet må vi
også give Jesus vores smuler og stole på, at han
er stor og god, så han velsigner, hvad der i vores
øjne ser ud af så lidt. vi var kun 5 brød og 2 sild,
men vi fik lov at opleve, at det var godt at gøre noget
aktivt i abortkampen.
11

12
Afsender
Retten til Liv
Sekretariatet
Cedervej 1, Stjær
8464 Galten
NB
Kære Etisk Råd!
Jeg skriver til jer, fordi jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt det liv, jeg
bærer, er et menneske eller ej. Da I er Danmarks højeste verdslige
autoritet i den slags spørgsmål, håber jeg, I kan hjælpe mig.
Er det et menneske eller ej?
Den Gravide.
v. Søren Stidsen, cand. teol.
Siden nytår har Jacob Birkler været formand
for Det Etiske Råd. Da han blev
præsenteret i forskellige medier, var der
især én ting, han gang på gang fremhævede,
nemlig hans store interesse
for spørgsmålet om livets begyndelse.
I udgangspunktet må det siges at være
positivt, men det har allerede vist sig, at
hverken de ufødte børn eller deres rådvilde
mødre skal vente sig nogen hjælp
fra den side. Det er kommet frem i Det
Etiske Råds udtalelse om begravelse af
aborterede fostre, hvori der står: ”Rådet
mener, at i sammenhæng med abort efter
uge 12 skal forældrene altid inddrages i
beslutningen om, hvordan fosteret skal
håndteres.” Det vil med andre ord sige, at
forældrene skal inddrages i beslutningen
om, hvorvidt der er tale om et barn eller
en ubetydelig klump væv.
Kristeligt Dagblad citerede d. 6 marts
2010 Jacob Birkler for følgende: ”For mig
drejer etik sig om at gøre det entydige
flertydigt.” Hvad betyder det? Det betyder,
at der ikke findes nogen absolutte etiske
normer. Etik er noget, vi mennesker
støt Retten
tiL Liv På giRo
923-8417
selv må skabe, for der er ingen andre, der
har gjort det for os.
Det betyder også, at det er os mennesker,
der afgør, hvem der overhovedet er
mennesker. Det i sig selv er frastødende.
Når man kobler det med, at Jacob Birkler
d. 12. marts i år også i Kristeligt Dagblad
advarede mod, at etik baseres på logik,
bliver det direkte skræmmende.
Jacob Birkler er tilsyneladende af den
opfattelse, at mennesker er ansvarlige
væsner og derfor træffer ansvarlige beslutninger,
som er rigtige for dem selv.
Hensynet til de enkelte mennesker og deres
personlige vurdering er afgørende for,
hvad der er etisk forsvarligt.
På sin vis er sådan en etik ikke i sig selv
inkonsekvent. Det er en gyldig etik i et
sekulært demokrati. Spørgsmålet er, om
vi virkelig ønsker den i Danmark. Konsekvenserne
af den så vi i forrige århundrede,
da nazisterne bestemte, at jøder ikke
er mennesker. Konsekvenserne så vi, da
hvide mennesker bestemte, at sorte ikke
er mennesker. Konsekvensen ser vi stadig,
når Hells Angels bestemmer, at Ban-
Kære Gravide!
I Det Etiske Råd mener vi, at kun det enkelte menneske selv kan finde
den rette vej i sådanne spørgsmål. Livet er ikke logisk, og derfor
er det kynisk, ja, faktisk uetisk at prøve at give faste regler for den
slags. Det svar, vi derfor i menneskelighedens navn vil give dig, er:
”Tja, hvad synes du selv?”
På vegne af Det Etiske Råd,
Jacob Birkler, formand
didos ikke er mennesker.
Vi må aldrig glemme vores følelser,
når vi afgør etiske spørgsmål. Vi må aldrig
tro, at etiske spørgsmål bare er enkle,
men vi må altid lade tvivlen komme de
svage til gode. Vi må lade kærligheden
og medynken sejre over logikken. Det er
sand menneskelighed.
Til gengæld, må vi lade logikken og
fornuften afvise vores egen foragt, afsky
og egoisme. Den slags må aldrig få indflydelse
på vores etik.
Hvad siger logikken så? Den siger, at
et foster biologisk set er et selvstændigt,
menneskeligt individ. Den siger, at et
foster, som får lov at leve i sine naturlige
omgivelser, udvikler sig til et fuldvoksent
menneske.
Hvis et spædbarn, en hjerneskadet og
en dement er mennesker, så er et foster
det også. Enten har de alle ret til at leve,
eller også kan vi vedtage, at man må slå
dem alle ihjel, hvis de er til besvær.
Kære Jacob Birkler!
Hvad synes du selv?
HUSK at mELdE fLytninG. det sparer os for en masse tid og arbejde og sikrer dig
fortsatte informationer fra os. tak!