Dokumentarfilmens modi og Jørgen Leths En forårsdag i helvede

kommentarer og indblik, men der er også poetiske, dramatiserende og subjektive skildringer og
vurderinger, som står i kontrast til sagligheden.
Et eksempel på det er scene 1 og 2. Første scene fades ind fra sort på et close‐up billede af en cykel,
som en mekaniker er ved at gøre klar. På lydsiden hører man lyden af kæden, der snurrer rundt, og det
lyder næsten som en gammel filmrulle, der kører. Imens kommer der noget lavt, klassisk musik ind over, og
vi ser den nøjsomme smøring af cyklen. I scene 2 ser vi så Vlaeminck ankomme, og speakeren kommer ind
for første gang med ordene:
Lørdag den 10. april. Eftermiddag. Roger De Vlaeminck ankommer til Brooklyn‐holdets hotel […]
Vi får altså et overordnet sagligt indblik i forberedelsen af cyklerne (det undersøgende kamera) og rytternes
ankomst (den ’kølige’ speaker), men der finder også en underliggende æstetisering sted med close‐up
billederne, musikken og den snurrende lyd af kæden, som er der, allerede inden billedet af kæden kommer
på. Ydermere varer scene 1 mere end 3 minutter og er uden speaker, hvilket godt kunne have været klaret
hurtigere, hvis ambitionen kun var at oplyse om den nøje forberedelse af cyklerne.
‐ Stillbilleder fra scene 1 og 2.
Og netop denne måde at skildre begivenhederne på er meget sigende for hele En forårsdag i helvede.
Filmens modus er overvejende forklarende, i det der er et emne, som vi som seere skal belæres om og have
indblik i. Vi har speakeren (som i øvrigt er Leth selv), som autoritativt fortæller om løbet og rytterne og i høj
grad forklarer en hel masse om de forskellige forhold. Denne speaker dominerer filmen med sine til tider
lidt bedrevidende kommentarer, i det den næsten hele tiden går ind og udlægger, hvad det er, der sker på
billederne og hvorfor. Effekten er, at man som seer oplever at have en guide gennem det noget kaotiske
cykelløb, som tydeligvis ved en hel masse om forholdene og derfor virker troværdig. I filmkritikken kaldes
10