Dokumentarfilmens modi og Jørgen Leths En forårsdag i helvede

forklarende modus’ måde at iscenesætte det optagede på. I stedet for at eksplicit være til stede i og
interagere med omgivelserne kunne man nu være fluen på væggen, der nærmest usynligt observerede
virkeligheden:
All of the forms of control that a poetic or expository filmmaker might exercise over the staging,
arrangement, or composition of a scene became sacrificed to observing lived experience
spontaneously. 11
Man kunne altså nu komme meget nærmere den egentlige virkelighed, og undgå den omfattende
iscenesættelse og redigering som tidligere var nødvendig. Den nye mobilitet betød imidlertid også, at der
kunne stilles nye spørgsmålstegn ved det filmede materiale. For selvom man foregav at være en flue på
væggen, så kunne de ting, der udspillede sig foran kameraet, stadig være iscenesatte, netop fordi kameraet
var der. Dette havde godt nok hele tiden været tilfældet, men i og med at kameraet ikke på samme måde
brød ind i virkeligheden, blev denne problemstilling mindre åbenlys. Alligevel opfattes den observerende
modus dog som værende tættere på virkeligheden, og mere tro overfor de faktiske begivenheder og
optrædende personer, især fordi instruktørens rolle er mere tilbagetrukket. Den observerende modus
overlader på den måde også mere fortolkningsarbejde til modtageren, som kan forholde sig mere direkte til
filmens materiale.
3.1.4. Den deltagende modus
I ”The participatory mode” forlader filminstruktøren den tilbagetrukne position bag kameraet og går i
stedet ind og interagerer direkte med de medvirkende karakterer. Modusen kaldes kaldes også i sin mest
ekstreme form ”cinema verité” i en understregning af at filmskabelsesprocessen altid indebærer et møde,
og at det derfor er kunstigt, hvis den ene part forholder sig helt objektiv og distanceret fra det
dokumenterede. I stedet erkender man, at man som filmskaber er en del af og påvirker omgivelserne.
Derfor må man også opgive den observerende modus’ flue‐på‐væggen‐perspektiv til fordel for en
deltagelse og involvering i ens subjekter og emne.
Participatory documentary gives us a sense of what it is like for the filmmaker to be in a given
situation and how that situation alters as a result. […] The filmmaker steps out from behind the
cloak of voice‐over commentary, steps away from poetic mediation, steps down from a fly‐on‐the‐
wall perch, and becomes a social actor (almost) like any other. 12
På den måde ligger der også en iboende selvrefleksivitet i denne modus, fordi instruktøren også vurderer
sin egen subjektive situation og hvilken påvirkning hans tilstedeværelse har. Også interviewet spiller en stor
rolle her, for netop at vise engagement og give stemme til de involveredes version af forløbet og filmens
givne emne. Nichols formulerer det således:
11 Ibid. p. 110.
12 Ibid. p. 116.
6