Dokumentarfilmens modi og Jørgen Leths En forårsdag i helvede

På den måde kan scene 23 illustrere, hvordan den poetiske modus også kommer til udtryk i En forårsdag i
helvede. Godt nok er hovedambitionen at fortælle og forklare seeren noget om et cykelløb og de
involverede personer, men seeren skal også have en oplevelse af, at cykling udover at være en sport
tilsyneladende også er æstetik. Med brug af poetiske virkemidler (som musikken og de stiliserede billeder),
får vi således indtryk af, at der er meget mere end blot en førsteplads på spil. Vi får indimellem lov at se det
smukke ved cykelløb og selv danne os en mening om det, uden at speakeren kommenterer på, hvor smukt
det er. Et andet eksempel på det er filmes slutscene, scene 71, hvor der også er nogle lange passager uden
speak og med musik, hvor vi blot ser de udmattede rytteres møgbeskidte ansigter og selv kan aflæse
henholdsvis glæden og skuffelsen (se eksempelvis billedet på forsiden af opgaven).
Med disse eksempler in mente vil jeg hævde, at En forårsdag i helvede overvejende tilhører den
forklarende modus, men at det poetiske i høj grad også spiller ind og er med til at forsøge at give seeren en
forståelse for løbets underliggende episke og æstetiske kvaliteter. Speakeren har tydeligvis en ambition om
at sætte os ind i tingene, men samtidig bruges de lydlige og billedlige poetiske virkemidler til at give seeren
et mere oplevelsesorienteret indtryk of begivenhederne. Det er således ikke blot fakta, information og
argument, som ellers typisk knytter sig til den forklarende modus, men også begreber som passion,
indlevelse og iscenesættelse, der gør sig gældende i denne film. Derfor synes jeg godt, at man kan
argumentere for, at En forårsdag i helvede kan kaldes en poetisk forklaring af et cykelløb og menneskene
omkring det, fordi filmen netop kombinerer de to modis virkemidler til at skabe et vidnesbyrd, som på en
gang er affekteret og informativt.
Der kan dog også spores paralleller til de resterende fire modi, hvilket jeg nu vil vise. Den
observerende modus ses især på billedsiden, hvor kameraet ofte bare statisk observerer, hvad der sker (ex.
scene 23 som beskrevet ovenfor). Den observerende og distancerede position undergraves dog næsten
hele tiden af speakeren, der som sagt er til stede i næsten alle scenerne. Nogle undtagelser er 55, 57 og i
særlig grad scene 67, hvor de førende ryttere kommer til løbets afslutning. Her er der hverken musik eller
speak men blot reallyd, og kameraet er placeret, så framingen godt kunne svare til en tilskuers udsyn på
stadion. Dermed observerer kameraet bare opløbet, og vi hører, hvordan der lyder på stadion.
Den deltagende modus er meget nedtonet og kommer som sådan kun til udtryk i scene 45, hvor en
mand på en bar bliver interviewet om løbet. Her ser vi intervieweren stille spørgsmålene og får således en
synlig involvering og deltagelse i begivenhederne. Denne synlighed er dog atypisk for filmen, som generelt
ikke involverer sig eksplicit i begivenhederne.
12