Landsbyer – Finn Erik Kramer – 2 - Folkemuseet

I næste nummer af NoMus indleder vi en artikelserie
om nordsjællandske landsbyers historie. Mange af
artiklerne vil blive skrevet i samarbejde med arkiverne
og de lokalhistoriske foreninger i Allerød, Alsønderup
og Skævinge. Det er vores ønske og håb, at i hvert
tilfælde nogle af artiklerne, måske i udbygget form,
senere kan udkomme som selvstændige hefter eller
små bøger.
Artiklerne vil blive skrevet, når tiden tillader det,
og der vil - bl.a. derfor - ikke være en ny artikel i hvert
nummer af NoMus. Til gengæld må man gerne skrive
til museet, hvis man er interesseret i at få en bestemt
landsbys historie belyst, og vi vil så ud fra disse hen-
Landsbyer
Finn Erik Kramer
Fig. 1. Jørgen V. Sonne (1801-1890). Høstgilde ved Esrum i 1862. I baggrunden
Esrum Sø og Gribskov. Privateje.
vendelser prioritere, hvilke landsbyer vi vil fortælle
om.
En del forhold og begreber går igen fra landsby til
landsby. Da disse ikke kan formodes at være kendt af
alle læsere, har jeg skrevet denne artikel, som kan ses
som en indledende artikel til artikelserien.
Konservatisme
Til langt op i 1800-tallet var Danmark helt overvejende
et bondesamfund. Århundrederne vat gået
ude i landsbyerne, og generation efter generation
havde afløst hinanden. Kun sjældent havde ydre
forhold påvirket livet, som var konservativt og betinget
af traditioner. Allerede
Johannes Steenstrup gjorde
i 1894 opmærksom på det,
i den - måske lidt vel flotte
- sætning: ”Endnu den Dag
idag afspeile vore Landsbyer
trods Tidernes Omskiftelser
de Forhold. under hvilke de
Opstode”.
I disse forhold ligger betingelserne
til at kunne skrive
landsbyhistorie. Selv om kilderne,
de skriftlige, de kartografiske,
de etymologiske og
de arkæologiske, særligt for
de ældre tider er sparsomme,
er der en række forhold,
som går igen fra landsby til

4
landsby, og som gør, at vi på trods af manglende oplysninger,
alligevel kan fortælle landsbyhistorie. Men
vi må også erkende, at der er mange forhold, særligt
om landsbyernes ældre historie, som vi ikke forstår, og
måske aldrig kommer til at forstå.
Bebyggelsesstudiet
De enkelte landsbyers historie har kun sjældent været
genstand for selvstændig forskning. Det har til gengæld,
hvad man kan kalde ”summen” af alle landsbyernes
historie, idet bebyggelsesarkæologi og bebyggelseshistorie
er blandt de mest centrale discipliner i den
kulturhistoriske forskning. Dette er ganske naturligt,
da disse forskningsgrene langt hen ad vejen beskriver
forudsætningerne for det Danmark, vi kender i dag.
Landsbyernes historier er også et helt centralt element
i forståelsen af Danmarks historie, fordi jorden i de
fleste perioder var den eneste kilde til politisk magt og
oftest også den eneste kilde til velstand.
Fig. 2. Jonstrup ved østsiden af Esrum Sø er en velbevaret landsby. Ved udskiftningen
i 1789 blev 3 af byens 5 gårde liggende i landsbyen, Søbækgaard til
venste, Sandbakkegaard til højre, samt Brøndegaard, som er gården i midten. I
baggrunden et husmandssted. I middelalderen var landsbyen med 6 gårde og 5
gårdsæder (mindre gårde) noget større.
NoMus
Det er således analysen af det enkelte bondesamfund
og kombinationen af analyserne af disse mange
bondesamfund, som kan give os forklaringen på historiens
lange udviklingslinjer. På trods af de mange
bondesamfund, som opstod og udvikledes, er kilderne
til den enkelte landsbys historie og daglige liv som
regel korte, men det var det daglige liv i landsbyerne
med alt dets hårde arbejde og periodiske tilbageslag,
der over århundrederne skabte det Nordsjælland, vi
kender i dag.
Landsby pr. definition
Selv om det måske er indlysende for de fleste, hvad en
landsby er, har definitionen alligevel længe været til
diskussion blandt historikere. Ofte ser man en skillelinje
ved, hvorvidt en bebyggelse havde flere eller færre
end 3 gårde. Hvis den havde 3 eller flere gårde, bliver
den defineret som en landsby, mens 1 eller 2 gårde
defineres som enkeltliggende gårde, også kaldet enestegårde.
I praksis er det dog ikke
så enkelt, da to gårde kunne have
et dyrkningsfællesskab, og så er de
også hos nogle forskere defineret
som en landsby. Selv en enkeltliggende
gård kunne indgå i et dyrkningsfællesskab
med en landsby,
og så defineres den som regel som
en del af landsby og ikke som en
enkeltliggende gård.
Ejerlav
Langt mere anvendelig i definitionen
af landsbyer er begrebet
ejerlav, som bl.a. kan defineres
som en bebyggelses resurseområde.
I 1600-tallet, ved de første
matrikuleringer, var det stednavnet,
som var ómdrejningspunktet,
men ved matrikuleringerne i

NoMus
1800-tallet blev ”byen” det centrale. Selve ordet ejerlav
kom også i brug på dette tidspunkt, første gang vist
brugt i 1806. I dag kender vi bedst ejerlavet gennem
”byens” matrikelnumre, f.eks. matr. 3 af Hammersholt
by. Matrikelnumrene var fortløbende under hvert
ejerlav, men i dag er ”hovednumrene” som oftest
splittet op i undermatrikuleringer, f.eks. matr. 3ac af
Hammersholt.
For at vi kan tale om en landsby, henholdsvis en
selvstændig bebyggelse og en bebyggelse med resurseområde
eller ejerlav, skal nogle forudsætninger altså
være opfyldt: Bebyggelsen skal have sit eget navn. Der
skal være knyttet jorder til den, og disse jorder skal
være afgrænsede i forhold til de omliggende landsbyers.
Hvis der var flere gårde i bebyggelsen før landboreformerne
i slutningen af 1700-tallet skulle de også
indgå i et dyrkningsfællesskab.
De ældste tider
Vore artikler om landsbyerne vil gå helt tilbage til de
ældste spor af mennesker på landsbyens jorder. Disse
spor er dog som regel fra en tid længe før landsbyen
blev grundlagt.
I Jylland er der landsbydannelser allerede længe
før Kristi fødsel, mens vi på Sjælland først ser overbevisende
tegn på dette et stykke ind i romersk jernalder.
Forskellene har formodentligt at gøre med, at
Danmark i den ældre jernalder endnu var befolket af
forskellige stammer, - cimbrere, herulere osv.
I Nordsjælland er de arkæologiske fund, som kan
belyse den tidlige landsbydannelse, endnu sparsomme.
Processen synes dog først for alvor at gå i gang i den
yngre jernalder og pågår givetvis i vikingetid.
Landsbynavne
Det vil her føre for vidt at fremlægge leksikalske oplysninger
om betydningen af landsbyernes navne (ang.
navneendelser, se boksen). Der må generelt henvises
til Bent Jørgensen (1981). Dansk Stednavneleksikon.
Gyldendal. Med hensyn til de forsvundne bebyggelser
i Nordsjælland er Frederiksborg Amts Stednavne fra
1929 endnu ikke ganske forældet.
De arkæologiske kilder indikerer som sagt, at
landsbyerne har en længere historie i Vestdanmark
end i Østdanmark. Der er imidlertid ikke nogen væsensforskel
i navnestoffet mellem de to områder. Med
mindre det arkæologiske kildemateriale endnu ikke
er fyldestgørende, kan det tyde på, at ”landsbyerne”
i Østdanmark fik deres navne før de blev landsbyer,
altså mens de endnu var organiseret i et bygdesystem.
Faktisk er der et forhold, der tyder på, at dette er
en korrekt tolkning. Landsbyer med endelsen heim
(det samme som um) er den ældste form, som direkte
indikerer bebyggelse (som også by og torp siden gør).
Heim/um bebyggelserne er sjældne på Sjælland, man
kan nævne Esrum, Farum og Smørum, men herudover
findes der kun en -6 stykker. Derimod er navneendelsen
særdeles almindelig i Jylland.
Bebyggelsernes navneendelser (udvalg)
Bakke=Naturlig bakke
Bo=Indbyggerbetegnende, Bolig
By=Bebyggelse
Holt=Lille skov
Høj=Gravhøj
Køb=Købt ejendom / jord
Leje=Liggeplads (for både)
Lev=Efterladt, arvegods
Løkke=Indhegning
Løse=Græsgang
Rød=Rydning
Sted=Bebyggelsessted
Toft=Det bebyggede sted (særejet)
Torp=Udflytterbebyggelse, ryddet sted
Tved=Rydning (af træbevoksning)
Um=Hjem eller På, ved, i (eller lign.) husene

6
Fig. 3. ”Et ejerlav”, her landsbyen Borup (ved Gørløse) med jorder. Kortet er
tegnet i 1786 inden udskiftningen, men blev opdateret i centraladministrationen
helt frem til 1861. Landsbyen lå ved Havelse Å og noget usædvanligt for en
landsby ikke centralt men længst mod nordvest på sine jorder. Det kan måske
tolkes således, at møllen var den første bebyggelse på stedet.
Måske fortæller denne navneform, at vi her har at
gøre med landsbyer med tilhørende jorder, mens de
øvrige ”gamle” navneendelser (lev, løse, inge) angiver
et område med tilhørende bebyggelse? Fremtidig
forskning vil måske kunne komme med bud på dette.
Under alle omstændigheder er landsbyernes navne
en vigtig kilde til forståelse af bebyggelsesudvikling.
NoMus
Ældst er nok enledsnavnene. Vi
møder dem bl.a. i Gurre og Saane
øst for Esrum Sø og Hald på
Halsnæs. Disse kan gå helt tilbage
til tiden omkring Kristi fødsel eller
endog tidligere.
Fra samme tid, men nok
mest lidt yngre, er navne med
endelserne -inge, -lev, -løse og
-sted. De er i varierende perioder
i brug på fra vor tidsregnings begyndelse
og frem til vikingetidens
begyndelse omkring år 700.
Endelserne -by, -bo og -bod,
-køb, -bøl, -tved, -toft og -tofte
samt -torp er med varierende
varighed dannet fra slutningen
af oldtiden, dvs. vikingetid, samt
ind i middelalderen. Særligt -torp
(også dialekt- og lydudviklet til
-rup, -strup og -drup) er vellidt
og bruges stadig den dag i dag,
når gårde skal navngives. Også
ældre navneendelser som f.eks.
-sted genanvendes ofte - i f.eks.
Hundested fra slutningen af
1700-tallet.
Mange gårde, som flyttede ud
af landsbyerne ved landboreformerne
i slutningen af 1700-tallet,
efterlignede disse gamle navneformer,
omend det ikke var så almindeligt
i Nordsjælland. Hellerup
ved København er imidlertid et eksempel på et navn,
som først er opstået i 1700-tallet ved, at ejeren af en
lystejendom, J. D. Heller, tilføjede -rup, da han navngav
ejendommen.
Endelserne -rød og -holt er dominerende i den ældre
del af middelalderen, men kendes også både før og

NoMus 7
efter. Endelsen -rød er i øvrigt en sjællandsk dialektform.
Den oprindelige form var -ruth, mens vi på Fyn
møder formen -rud i f.eks. Morud og på Djursland
som -rod i f.eks. Eskerod.
En lang række landsbyer bærer endelser, som
er afledt af naturformer. Det er f.eks. -skov, -tved
(-with, som også betyder skov), -sø, -mose, -bjerg, -
bæk, -holm osv. Disse kan ikke dateres ud fra formen
i sig selv. Når den forsvundne landsby Tupholm på
Halsnæs første gang omtales i 1492, kan den således
ud fra sit efterled i princippet være grundlagt samme
år, men også mange hundrede år tidligere.
Dette leder os ind på, at forleddet i landsbyernes
navne kun sjældent kan anvendes til nøjere dateringer.
Som regel er det et oldnordisk ord eller navn, som
indgår i forleddet (Tup- i Tupholm menes således at
være det gammeldanske og oldnordiske mandsnavn
Tubbi). Undtagelsen er de tilfælde, hvor der indgår
kristne navne i forleddet, som f.eks. Aleksander i
Alsønderup (Aleksanders torp, dvs. Aleksanders
udflytterbebyggelse). Her kan man med god grund
antage, at landsbyen er grundlagt efter, at Harald
Blåtand gjorde danerne kristne. Det samme er tilfældet
med navne som f.eks. Munkdrup ved Randers og
Bistrup ved Helsingør, hvor forleddene er henholdsvis
munk og biskop.
En sjælden navneform er de såkaldte afledningsendelser,
som vi finder i Børstingerød, Villingerød og
Vassingerød. De har gamle indbyggerbetegnelser på
-ing som forled.
Lydudvikling kan som sagt ændre en oprindelig
udtale og stavemåder af navne. Det er dog kun sjældent,
at disse helt forvanskes som f.eks. Gresholt, som
med tiden er blevet til Græsted.
Nok den vigtigste metode til at datere navne og
navneendelser er, hvorvidt det er navneformer, som
optræder i vikingernes erobringsområder i England og
Normandiet. Formerne -inge, -lev, -løse og -sted findes
dér således ikke, og ud fra de meget gamle former, som
indgår i forleddet, antages de derfor at være ældre end
disse bosættelser. Modsat optræder formen -rød dér
heller ikke, og menes at være yngre. Langt den hyppigste
form i England og Normandiet er -torp, men
også -by kendes, og disse former var derfor i brug i
vikingetid.
Navneendelserne har regional udbredelse.
Endelsen -ruth (-rød) er således så hyppig i
Nordsjælland, at den, på trods af at det er dialekt, er
blevet den danske normalform. I øvrigt er -røds kerneområde
ikke blot Nordsjælland, men også Skåne. Det
betyder, at navneendelsesformen må antages at være
opstået i dette område. Måske er -rød i Nordsjælland
lidt ældre end formen med -torp, da der ikke indgår
kristne forled i de ellers hyppigt forekommende nordsjællandske
landsbyer med endelsen -rød.
Navneendelsen -tved regnes i hovedtrækkene for
at være samtidig med eller lidt ældre end formen -rød,
men -tved optræder - i modsætning til -rød - ganske
hyppigt i Danelagen i England. Den mest logiske
forklaring på denne forskel må være, hvad der i og for
sig ikke er overraskende, at det ikke var vikinger fra
Nordsjælland og Skåne, som koloniserede Danelagen.
Det samme forhold synes til dels at gøre sig gældende
for de nok lidt yngre stednavne med endelsen -holt.
De optræder hyppigt i den ældre middelalder, kendes
ikke i Danelagen, og er koncentreret i den østlige del
af Nordsjælland, i Skåne og Halland samt i den østlige
del af Vendsyssel.
Nordsjællands bebyggelsesstruktur
Når vi studerer et kort over navneendelsernes udbredelse
i Nordsjælland, bliver det med det samme
synligt, at endelserne -rød og holt fortrinsvis optræder
i den østlige og tildels nordlige halvdel, mens ”de
gamle” endelser fortrinsvis optræder i den vestlige og
sydlige del. Hvad skyldes nu dette?
Den ”traditionelle” forklaring er, at større dele
af de østlige områder blev bebygget forholdsvis sent,

8
NoMus
Fig. 4. Eksisterende bebyggelser i Nordsjælland fordelt efter navneendelser henholdsvis alder. Generelt ”snyder ” kortet
dog, idet der tilbage i tid, ikke mindst i middelalderen, var langt, langt flere bebyggelser i landsdelens centrale og
østlige del. Samlet under den grønne signatur findes endelserne rud, tved, torp og bo; under den røde toft og tofte og
under den hvide holm, høj, sø, bjerg, næs, bæk, å, tykke (tæt skov), mose, ø, lunde og lund samt ager.

NoMus 9
- under det såkaldte ”indre landnam” i vikingetid og
ældre middelalder. Forklaringen harmonerer med
den såkaldte Steenstrupske model, der foreskriver,
at des større en landsby er, des ældre er den, og des
mindre des yngre ( Johannes Steenstrup. Nogle Bidrag
til vore Landsbyers og Bebyggelsens Historie. Historisk
Tidsskrift, Bind 6, Række , 1894). Denne forklaringsmodel
er generel, men i det nordøstsjællandske
tilfælde understøtter en kendsgerning også teorien,
nemlig at der i områderne øst for Esrum Sø og videre
sydover, altså øst for Nordsjællands hovedvandskel,
stort set ikke er gjort fund fra vikingetid overhovedet.
Alligevel er der forhold, som tyder på, at de østlige
områder af Nordsjælland nok ikke var helt så mennesketomme
og skovdækkede i jernalder og vikingetid,
som man overfladisk kan forledes til at tro.
Det er bl,a, det forhold, at vi har overleveret
bebyggelsesnavne, som har rødder langt tilbage i
jernalderen, Gurre, Saane, Kettinge, Farum, Næbbe,
Rude, den forsvundne landsby Ørløse i nærheden
af Helsingør - og adskilligt flere. De viser, at i hvert
tilfælde dele af området var bebygget i jernalderen.
Dette bekræftes da også af flere arkæologiske udgravninger,
således har Folkemuseet ved Sindshvile
(NFHA0499) i nærheden af Helsingør udgravet en
boplads med bebyggelse fra tiden omkring Kristi fødsel
og frem til omkring år 700. Også andre steder nær
Øresundskystem, bl.a. ved Colo Plast (NFHA04 2)
og vest for Krogerup (NFHA0810) er der udgravet
bopladser fra jernalderen. Et tredje forhold, som også
strider mod teorien om en sen kolonisation, er den
kendsgerning, at flere landsbyer, trods unge navneendelser,
har haft en ganske betydelig størrelse. Det
er f.eks. de tre nabolandsbyer Grønholt, Lønholt og
Langstrup, som, så langt tilbage vi kan følge dem, har
haft 14-18 gårde, som er langt mere end landsbyer
med disse navneendelser normalt har.
Det er også er helt fjerde forhold, som gør, at man
må stille sig tvivlende over for teorierne om indre
landnam og store ubeboede områder i jernalder og
vikingetid, nemlig selve landets økonomiske struktur
inden industrialiseringen. Inden vi når frem til dette
punkt, må vi dog først kigge langt bag ud i historien.
Slettebygdernes opståen
Snart efter at vores nuværende varmetid satte ind for
mere end 10.000 år siden blev Danmark dækket af
skov. Dette er så at sige Danmarks naturlige tilstand,
og udover markante klimaskift er det kun menneskets
indflydelse, som i større omfang kan ændre denne
tilstand.
Den sidstnævnte påvirkning blev stadig mere
markant op gennem oldtiden i takt med landbrugets
indførelse og befolkningstilvækst. Allerede i bronzealderen
er skoven forsvundet i større dele af Danmark,
og udviklingen accelererer ind i jernalderen. Mange
steder, f.eks. ved de store landsbyer i den vestlige del
af Nordsjælland og nede i området mellem Roskilde,
Køge og København, forsvandt skoven helt i løbet af
jernalderen. Disse områders landbrug kom i en slags
nødstilstand, hvor de ikke længere havde umiddelbart
adgang til skovens resurser og altså ikke kunne være
selvforsynende. Husdyravlen, som i den førindustrielle
bondesamfund i høj grad var baseret på skovens resurser,
trådte i baggrunden, og i stedet fik agerbruget
større betydning, ja mange bebyggelsers eksistens kom
til udelukkende at hvile på agerbruget.
Udviklingen synes på Sjælland at tage et lidt andet
forløb, når vi kommer ind i den yngre jernalder efter
år 400. Det ser bl.a. ud til, at skoven nogle steder
vender tilbage. Denne udvikling hænger nok sammen
med landsbydannelse, - at gårde, som hidtil havde
været mere løst organiseret i et bygdesystem, flytter
sammen og grundlægger egentlige landsbyer. Herved
kunne skoven brede sig yderst ude på landsbyernes
jorder.
Hvad mærkeligt det end kan synes, så synes
forskningen altså at indikere, at landsbyerne var et

10
krisefænomen - måske ikke ulig, hvad der skete, da
vi gik fra at være jægere til at blive bønder. Krisen
kan være affødt af, at skovene på de gode jorder som
følge af overudnyttelse var af så miserabel karakter,
at man måtte omlægge økonomien fra en varieret
skovbygdøkonomi (eller måske mere korrekt fra en
varieret slettebygdøkonomi med skov) til en ”ren”
slettebygdøkonomi. Strategien synes at have virket,
for efter 00 e.Kr. breder skovene sig som sagt igen
(i øvrigt af flere kulturhistorikere udlagt som ”noget
dårligt”: Udvandring, folkevandringer, befolkningsnedgang
etc.).
Skovbygden
I mange områder af Danmark var skoven imidlertid
aldrig gået markant tilbage. Man havde så at sige bevaret
”ursystemet”, og et af disse områder var den østlige
del af Nordsjælland. Økonomien i disse områder, kaldet
skovbygder, var en blandingsøkonomi, hvor man i
mindre omfang havde agerbrug, men hvor husdyravl
spillede en noget større rolle.
Den østlige del af Nordsjælland var, som det også
var tilfældet i andre dele af landet, hvor der var beva-
Fig. 5. Efter krongodssamlingen i 1560 forbeholdt kongen
sig al jagt i Nordsjælland. Det udløste et til tider
omfattende krybskytteri. På dette kobberstik udført
efter et maleri af Peter Raadsig (1806-1882) er vildttyve
i forhør hos en birkedommer i Nordsjælland. Den
Hirschsprungske Samling.
NoMus
Fig. 5. En nordsjællandsk kulsvier udført af Gerhard
Ludvig Lahde (1765-1833). Kulsvidning var et sideerhverv
for skovbønderne i Nordsjælland, og erhvervet
overlevede heroppe langt op i tid grundet Københavns
nære beliggenhed, cf. Kultorvet, hvor kullet blev afsat.
ret skov, kendetegnet ved en ret kuperet topografi og
ofte også ret fattig jord. Der var mange små bakker
og mange små søer og vådområder. I middelalderen
var måske helt op til 2 -30% af den østlige del af
Nordsjælland småsøer og vådområder. Dette gjorde,
at det kun de færreste steder var muligt at anlægge
større sammenhængende dyrkningsområder. Området
blev derfor præget af små landsbyer og enestegårde.
Dem var der til gengæld mange af. Allerede i den tidligste
middelalder (inden år 12 0) fortæller de skriftlige
kilder om masser af landsbyer og enestegårde i den
østligste del af Nordsjælland, langt flere bebyggelser
end i den vestlige halvdel. Men de var generelt små!
Skovbygden forsvinder
I dag findes der ingen steder i Danmark skovbygder.
De sidste spor af dem forsvandt med landborefor-

NoMus 11
Fig. 6. Inden landboreformerne var der ikke skarpe skel i landskabet mellem
mark, græsning og overdrev. Dette ændrede sig fundamentalt med
reformerne og fredskovsloven i 1805, som her illustreret med skoven
Krogenlund og Mørdrups jorder.
merne i slutningen af 1700-tallet og måske tidligere.
Fredsskovslovgivningen i 180 og den deraf følgende
skovseperation satte efter mange tusinde år et endegyldigt
punktum for skovbygdens eksistensgrundlag. I
stedet fik vi udstrakte marker og industriskove med en
fattig biologi.
En præsteindberetning over Tikøb Sogn fra
første halvdel af 1700-tallet (antageligt fra præsten
og provsten i Tikøb Garboe), indeholder imidlertid
mange beskrivelser, som klart peger på områdets skovbygdøkonomi.
Således siges der allerede i den første
sætning: Tikøb Sogn bestaar af mange men smaae Byer,
- en af skovbygdens vigtige kendetegn. Senere i beskrivelsen
af sognet kommer en præcis fremstilling af
skovbygdøkonomien: Med faae ord Tikiöb Sogn haver
sine Herligheder med Skoven som hver tredje aar giver
sin olden, saa man faar Flesket,… men jeg maa dog tilstaae,
her er mere for öynene end for magen, de grönne
skove haver man men ikke guldet, sulet kan bønderne
have men ey altiid brödet thi Sæden er meget liiden,
hvorfor Bonden maae mesten deel kiöbe
brödet den gandske Sommer. Selv om
bonden således på dette tidspunkt
måtte handle sig til korn, var han ikke
fattig, tværtimod: Bönderne overalt ere
maneerlige, klæder sig smukt begge Kiön,
den halve deel taler Skaansk, den anden
halve deel taler smukt dansk og ikke dræber
i talen som de andre Sællandske bönder,
de ere arbejdsomme, höflige, troe og
troefaste, ikke i almindelighed hengiven
til nogen udyd men Kiærnen af Folk.
Skovbygdernes landsbyer og enestegårde
var alle dage sårbare, hvilket
skyldes deres beskedne størrelse.
Misvækst, brand, krig, sygdom, epidemier
og andre ulykker kunne let lægge
en bebyggelse øde og endda medføre,
at den helt forsvandt.
Modsat gav en nedgangsperiode
mulighed for senere, når der igen blev befolkningstilvækst
og opgangstider, at oprette nye eller udvide eksiserende
bebyggelser. Det er sådan, vi må forestille os
udviklingen har været i jernalderen og langt op i middelalderen
i egnen fra Øresundskysten ind til hoved-
Fig. 7. Fredskovsdige ved skoven Krogenlund. Skoven
blev oprettet omkring 1800 ved, at man inddrog den
vestligste del af Uggeløses jorder samt en mindre del af
Mørdrups jorder.

12
vandskellet midt i landsdelen. Bebyggelser er opstået,
men ofte - ja, måske oftest - gået til igen. Men andre
er så siden opstået andre steder i området. Vi må dog
erkende, at denne forestilling langt hen af vejen er
gætteri, omend - ud fra de foreliggende vidnesbyrd
- kvalificeret gætteri.
Skovbygdens eksistens er et påviseligt faktum.
Den er omtalt i Arent Berntsens ”Danmarckis og
Norgis Fructbar Herlighed” fra 164 - omend den
da stærkt er på retur. Tidligere omtales den i diverse
breve fra kancelliet. Den ældste omtale, jeg indtil
videre er stødt på, er i et brev fra den 12. december
1 60, hvor Mogens Gyldenstierne skriver til Frederik
II. Han fortæller bl.a., at han nu har sendt kongen et
register på så meget gods, som findes i Krogens Len og
Tryherred, som kongen ikke endnu har magelagt sig
til, ”skovgods for sig og slettebogods for sig” (registret
er desværre ikke bevaret).
Disse kendsgerninger, skovbygdens eksistens og at
skovbygdens bebyggelser pr. definition var små landsbyer
eller enestegårde, gør, at teorien om at des større
en landsby er des ældre er den, kun har udsagnskraft
for slettebygdens landsbyer (slettebogodset). Der er
hårdt brug for en nyvurdering af sammenhængen mellem
erhvervsform, landsbynavne og landsbystørrelser i
de gamle skovbygdområder.
Mellembygden
Mellembygden, som også kaldes risbygden, er ikke en
betegnelse, som kendes i den danske administration.
Den er opfundet af svenske forskere til at beskrive
de bebyggelser, som udviser karakteristika fra både
skovbygden og slettebygden, og som typisk var bebyggelser,
som geografisk lå mellem bebyggelser fra de to
andre bygdetyper.
Både skovbygden og slettebygden kendes let ved
de afgifter de gav. Skovbygdens hovedafgift var som
regel smør. Afgiften, kaldet smørskyld, var afledt
af det kvæghold, som var knyttet til skovgårdene.
NoMus
Modsat var slettebygdens primære afgift korn, dvs.
byg og rug, også kaldet hartkorn. Mellembygden gav
typisk både smør og korn. Eksempler på landsbyer,
som i 1600-tallet nok tilhørte typen mellembygd er
Kagerup og Harløse.
Administrativ inddeling
Landet har siden hedenold været opdelt i adminstrative
enheder, kirkelige, retslige osv.
På samme måde som antallet af gårde stod i direkte
forhold til landsbyens samlede jordareal stod
kirkens størrelse også i direkte forhold til sognets størrelse.
Tikøb Kirke er således en meget stor landsbykirke,
men det er også Sjællands største sogn. Da man
grundlægger fiskelejer i middelalderen langs kysterne
fik man sognebørn, som i luftlinje havde mere end 8
km. til kirken i Tikøb. Kirkernes størrelse og udbredelse
afspejler derfor også sognebørnenes økonomiske
formåen. Først langt senere fik man økonomisk
grundlag for at bygge kirker i Hornbæk, Hellebæk mv.
Sognene har rødder tilbage i vikingetid. Om
deres opståen kan man læse i artiklen ”Sogne i vikingetid”
(NoMus 2/2006), så det skal jeg ikke
komme nærmere ind på her. Landet var også opdelt
i herreder og sysler, der ligeledes har rødder tilbage i
vikingetid. Nordsjælland var i middelalderen en del
af Østersyssel, en kirkelig inddeling med en provst i
Roskilde, dog hørte Hornsherred under Medelsyssel
(det mellemste syssel).
Der er argumenteret for, at herrederne oprindeligt
var militære udskrivningsenheder. I middelalderen var
det imidlertid rene juridiske enheder med tilknyttet
ting og rettersted. Til tinget var knyttet en herredsfoged,
som var udpeget af kongen.
I Nordsjælland var der i middelalderen 2 sogne,
i dag er der langt flere. ”Oprindeligt”, det vil altså sige
fra vikingetid, var landsdelen opdelt i fire herreder,
Lynge (mod øst), Strø (mod nordvest), Jørlunde samt
Horns herred. Omkring 128 blev den nordlige del af

NoMus 13
Strø herred udskilt i Holbo herred, og siden skiftede
Jørlunde herred navn til Ølstykke herred.
Allerede før 12 0 indførtes der et fælles ting, som
regel afholdt i Slangerup, for de tre herreder, Lynge,
Strø og Jørlunde. Dette ting kaldtes ”treherredstinget”,
og de tre herreder kaldtes under et Tryherred.
Forklaringen på dette tings oprettelse var givetvis
rationalisering, idet der i luftlinje blot er godt 6 km
mellem de tre gamle herredsbyer. At Holbo herred
nogle år senere udskiltes hænger nok sammen med, at
beboerne havde fået ekstra langt til tingstedet.
Med reformationen og ”den store nordsjællandske
krongodssamling” (se NoMus 1/2008) i
1 00-tallet skete der også markante ændringer i den
administrative inddeling. Der havde i middelalderen
været kongelige forleninger, og ved reformationen
oprettedes også en del smålen af klostergodset. Med
krongodssamlingen fulgte imidlertid en lensreform.
De nye, store len varetog skatte- og afgiftsinddrivelser.
Ligeledes oprettedes birker, som varetog de juridiske
Fig. 8. Dette dramatiske maleri af Hillerødmaleren Godtfred Rump (1816-1880)
hedder ”Parti af Overdrevet ved Frederiksborg” og er fra 1848. I forgrunden graves
der tørv. Bemærk fredskovsdiget til højre i billedet. Statens Museum for Kunst.
forhold, og som lever videre i vore dages politikredse.
I 1600-tallet oprettedes der amter af lenene, således
blev Hørsholm Amt oprettet i 1662 af den sydlige
del af Kronborg Len, som igen var blevet oprettet
i 1 62 af østlige del af Lynge herred samt noget af
Holbo Herred. Frederiksborg Amt grundlagdes også
i 1660erne, men først i 1808 kom amtet til at omfatte
hele Nordsjælland. På trods af at herrederne mistede
deres ting allerede i 1 00-tallet, og dermed ophørte
med at være juridiske enheder, anvendes herredsbetegnelserne
stadig den dag i dag i mange forskellige
sammenhænge.
Ejerforhold
Ved kristendommens indførelse blev kirken godsejer
i Danmark. Indtil da havde jorden været ejet af kongemagten,
stormændene og selvejerne. Selvejerne er
dog som regel vanskelige at få øje på i kildematerialet,
ikke mindst i Nordsjælland. At de har været her, er der
dog ingen tvivl om, men særligt mange var der, i hvert
tilfælde i middelalderen, i
Nordsjælland næppe tale om.
Allerede tidligt i middelalderen
var biskoppen i
Roskilde kommet i besiddelse
af betydelige dele af
Nordsjælland, men hans
godsrigdom heroppe blev dog
næppe nogensinde så stor som
Kronens. Ingen klostre kom
heller nogensinde til at eje så
meget som Kronen, men både
Esrum og Æbelholt Kloster
blev i løbet af middelalderen
ganske betydelige godsbesid-
dere. Derimod blev ærkebiskoppen
i Lunds jordegods i
Nordsjælland aldrig særligt
stort.

14
I den ældre middelalder er Hvide-slægten og
dens efterkommere kaldet Galen store godsejere i
Nordsjælland, måske større end kongen og Kronen.
Godset lå fortrinsvis i den sydlige del af Nordsjælland.
Efter mordet i Finderup Lade i 1286 finder en del af
dette gods efterhånden vej til Kronen, men også til
andre.
Teoretisk må man forestille sig, at en landsby ved
dens grundlæggelse kun havde en ejer, nemlig ham
/ den institution, som gav ordre til at grundlægge
landsbyen. Han ejede såvel moderbyen, kaldet adelbyen,
som den jord den nye landsby blev grundlagt
på. Det er imidlertid forholdsvis sjældent, at vi ud fra
det middelalderlige kildemateriale kan sandsynliggøre
endsige bevise, at en landsby på et bestemt tidspunkt
kun havde en ejer. Dette skyldes, at landsbyerne over
tid havde været påvirket af mange faktorer som arv,
gavegivning, pantsætning og handel.
Nogle af Kronens og kongens landsbyer synes dog
aldrig eller først sent i middelalderen at blive udsat
for sådanne faktorer. Det gælder f.eks.
Bendstrup lidt vest for Gribskov og Sørup
ved Esrum Søs sydøstlige hjørne. Sørup
nævnes i en kilde fra ca. 1 18-1 19, hvor
man kan se, at nogle af - og sikkert alle -
landsbyens gårde tilhører Kronen. I samme
kilde kan man se præcist det samme for
Bendstrups vedkommende. Kort efter afstår
Kronen 6 gårde i Bendstrup - på dette
tidspunkt sikkert hele landsbyen (i 1789
var der gårde). Begge landsbyer havde da
nok eksisteret i mange hundrede år, men
det er første gang Bendstrup omtales. Det
samme ville have været tilfældet for Sørup,
hvis det ikke lige var fordi, at landsbyen
omkring 1160 nævns én passant i et brev
fra Valdemar den Store.
Vores kendskab til landsbyernes historie
er således i sagens natur i betydelig grad
baseret på omtaler i de skriftlige kilder, og
NoMus
dette er som regel, når de indgår i en handel. Men
manglende omtaler kan altså også bruges som indikatorer
for bestemte forhold, nemlig at de havde - og
altid havde haft - én og samme ejer, typisk Kronen.
Ved reformationen i 1 36 kom så godt som alt
kirkegodset til Kronen. Noget forblev dog hos kapitlet
i Roskilde og Københavns Universitet overtog
også noget, bl.a. Knardrup. Den store nordsjællandske
krongodssamling gennemførtes af Frederik II fra
1 60 og fremefter. Bortset fra enkelte ”hængepartier”
blev den allerede afsluttet i 1 63, og bortset fra
gårdene i købstæderne var alle gårde i Nordsjælland
fra da af ejet af Kronen. Hermed skabtes grundlaget
for ”Kongernes Nordsjælland”, som i dag i stor grad
skygger for middelalderhistorien heroppe. Med de
kommende artikler om landsbyernes historie vil vi tilstræbe
at rette lidt op på dette forhold, men også følge
landsbyernes historie og liv helt op til nutiden. Mere
dansk bliver det næppe!
Fig. 9. Jens Juel (1745-1802) må have stået i kanten af Sørup Hegn,
da han malede dette idylliske billede ud over det gamle skovbygdområde
med udsigt mod Esrum Sø og Fredensborg, som skimtes i beggrunden.
Uden år. Maribo Kunstmuseum.