Landsbyer – Finn Erik Kramer – 2 - Folkemuseet

More documents

Recommendations

Info

10 krisefænomen - måske ikke ulig, hvad der skete, da vi gik fra at være jægere til at blive bønder. Krisen kan være affødt af, at skovene på de gode jorder som følge af overudnyttelse var af så miserabel karakter, at man måtte omlægge økonomien fra en varieret skovbygdøkonomi (eller måske mere korrekt fra en varieret slettebygdøkonomi med skov) til en ”ren” slettebygdøkonomi. Strategien synes at have virket, for efter 00 e.Kr. breder skovene sig som sagt igen (i øvrigt af flere kulturhistorikere udlagt som ”noget dårligt”: Udvandring, folkevandringer, befolkningsnedgang etc.). Skovbygden I mange områder af Danmark var skoven imidlertid aldrig gået markant tilbage. Man havde så at sige bevaret ”ursystemet”, og et af disse områder var den østlige del af Nordsjælland. Økonomien i disse områder, kaldet skovbygder, var en blandingsøkonomi, hvor man i mindre omfang havde agerbrug, men hvor husdyravl spillede en noget større rolle. Den østlige del af Nordsjælland var, som det også var tilfældet i andre dele af landet, hvor der var beva- Fig. 5. Efter krongodssamlingen i 1560 forbeholdt kongen sig al jagt i Nordsjælland. Det udløste et til tider omfattende krybskytteri. På dette kobberstik udført efter et maleri af Peter Raadsig (1806-1882) er vildttyve i forhør hos en birkedommer i Nordsjælland. Den Hirschsprungske Samling. NoMus Fig. 5. En nordsjællandsk kulsvier udført af Gerhard Ludvig Lahde (1765-1833). Kulsvidning var et sideerhverv for skovbønderne i Nordsjælland, og erhvervet overlevede heroppe langt op i tid grundet Københavns nære beliggenhed, cf. Kultorvet, hvor kullet blev afsat. ret skov, kendetegnet ved en ret kuperet topografi og ofte også ret fattig jord. Der var mange små bakker og mange små søer og vådområder. I middelalderen var måske helt op til 2 -30% af den østlige del af Nordsjælland småsøer og vådområder. Dette gjorde, at det kun de færreste steder var muligt at anlægge større sammenhængende dyrkningsområder. Området blev derfor præget af små landsbyer og enestegårde. Dem var der til gengæld mange af. Allerede i den tidligste middelalder (inden år 12 0) fortæller de skriftlige kilder om masser af landsbyer og enestegårde i den østligste del af Nordsjælland, langt flere bebyggelser end i den vestlige halvdel. Men de var generelt små! Skovbygden forsvinder I dag findes der ingen steder i Danmark skovbygder. De sidste spor af dem forsvandt med landborefor-
NoMus 11 Fig. 6. Inden landboreformerne var der ikke skarpe skel i landskabet mellem mark, græsning og overdrev. Dette ændrede sig fundamentalt med reformerne og fredskovsloven i 1805, som her illustreret med skoven Krogenlund og Mørdrups jorder. merne i slutningen af 1700-tallet og måske tidligere. Fredsskovslovgivningen i 180 og den deraf følgende skovseperation satte efter mange tusinde år et endegyldigt punktum for skovbygdens eksistensgrundlag. I stedet fik vi udstrakte marker og industriskove med en fattig biologi. En præsteindberetning over Tikøb Sogn fra første halvdel af 1700-tallet (antageligt fra præsten og provsten i Tikøb Garboe), indeholder imidlertid mange beskrivelser, som klart peger på områdets skovbygdøkonomi. Således siges der allerede i den første sætning: Tikøb Sogn bestaar af mange men smaae Byer, - en af skovbygdens vigtige kendetegn. Senere i beskrivelsen af sognet kommer en præcis fremstilling af skovbygdøkonomien: Med faae ord Tikiöb Sogn haver sine Herligheder med Skoven som hver tredje aar giver sin olden, saa man faar Flesket,… men jeg maa dog tilstaae, her er mere for öynene end for magen, de grönne skove haver man men ikke guldet, sulet kan bønderne have men ey altiid brödet thi Sæden er meget liiden, hvorfor Bonden maae mesten deel kiöbe brödet den gandske Sommer. Selv om bonden således på dette tidspunkt måtte handle sig til korn, var han ikke fattig, tværtimod: Bönderne overalt ere maneerlige, klæder sig smukt begge Kiön, den halve deel taler Skaansk, den anden halve deel taler smukt dansk og ikke dræber i talen som de andre Sællandske bönder, de ere arbejdsomme, höflige, troe og troefaste, ikke i almindelighed hengiven til nogen udyd men Kiærnen af Folk. Skovbygdernes landsbyer og enestegårde var alle dage sårbare, hvilket skyldes deres beskedne størrelse. Misvækst, brand, krig, sygdom, epidemier og andre ulykker kunne let lægge en bebyggelse øde og endda medføre, at den helt forsvandt. Modsat gav en nedgangsperiode mulighed for senere, når der igen blev befolkningstilvækst og opgangstider, at oprette nye eller udvide eksiserende bebyggelser. Det er sådan, vi må forestille os udviklingen har været i jernalderen og langt op i middelalderen i egnen fra Øresundskysten ind til hoved- Fig. 7. Fredskovsdige ved skoven Krogenlund. Skoven blev oprettet omkring 1800 ved, at man inddrog den vestligste del af Uggeløses jorder samt en mindre del af Mørdrups jorder.
Page 1 and 2: I næste nummer af NoMus indleder v
Page 3 and 4: NoMus 1800-tallet blev ”byen” d
Page 5 and 6: NoMus 7 efter. Endelsen -rød er i
Page 7: NoMus 9 - under det såkaldte ”in
Page 11 and 12: NoMus 13 Strø herred udskilt i Hol

Landsbyer – Finn Erik Kramer – 2 - Folkemuseet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?