Fuldkommen fantastisk.” - Politikens Forlag

1
Hendes stil og udseende fik nogle til at sige, at hun ikke lignede en
syge plejerske. Hun vidste aldrig rigtig, om det var en kompliment eller
en fornærmelse. Hun havde langt, mørkt hår og et par grønne øjne,
som en gang imellem gav indtryk af, at hun var lige ved at grine. Det
var hun ikke, hun så bare sådan ud, som om smilet i øjnene var noget
medfødt.
Trappen knagede under hendes fødder. Huset – et mindre, gult træhus
fra 1911 med sprossevinduer, gamle, blanke parketgulve og en have,
der kunne have været større – var hendes sted på jord. Det havde hun
vidst allerede første gang, hun så villaen.
Køkkenvinduet stod åbent ud mod den vindstille forårsaften. Duften
udefra mindede mere om sommer end forår. Sommeren skulle ifølge
kalenderen først begynde om nogle uger, men varmen var kommet tidligt
og blev hængende. Nu lå den tung og tyst over det hele. Det var hun
taknemlig for. Hun trængte til den, nød at have vinduer og døre stående
åbent, frit at kunne gå ind og ud.
En knallert hørtes i det fjerne, en drossel sang i et træ, andre fugle
sang også, men dem kendte hun ikke.
Sophie tog service frem og dækkede bord til to med de pæneste tallerkener,
det fineste bestik og de smukkeste glas for så vidt muligt at undgå
hverdagsfølelsen. Hun var klar over, at hun nok kom til at spise alene,
11