Imperialismens nyttige idealister - Modernetider.dk

Recommendations

Info

Indhold Falsk internationalisme i imperialismens tjeneste?............................3 Konteksten bag USA’s strategi efter Anden Verdenskrig...................3 Historien om den vestlige interventionisme og den libyske case.....4 Samarbejdende imperialisme versus rivalisering...............................5 Essensen af Imperialisme......................................................................6 Kan vi lære noget af fortiden?...............................................................7 Internationalisme ved en korsvej..........................................................9
Falsk internationalisme i imperialismens tjeneste? Hvis man accepterer det gamle ord om at sandheden er krigens første offer, bør man udvise tilsvarende skepsis overfor militære interventioner, der siges at blive iværksat af humanitære grunde. Denne problemstilling bliver aktuel, når en diskurs som “Responsibility to Protect” bliver en doktrin i Vestens udenrigspolitiske værktøjskasse. Forestillingen om, at store magter har ret til at intervenere i andre (svagere) landes interne affærer truer nemlig med at ændre selve folkerettens grundlag og praksis. Samtidig kan ideologien bag “humanitær interventionisme”, som står næsten uimodsagt, opfattes som en legitimering af en skjult politisk agenda. Grundlæggende truer diskursen med at sløre de eksisterende ideologiske og politiske forskelle mellem neokonservative, liberale internationalister i USA og Europa, samt en stor del af venstrekræfterne i verden. Alle disse strømninger har fundet sammen om at hylde NATO’s militære krænkelse af princippet om national suverænitet. Set i bakspejlet startede denne proces med afslutningen af Den Kolde Krig og dens løfte om en ”fredsdividende”. Ifølge den filippinske jurist og politiker, Walden Bello, fungerede Vestens intervention i den jugoslaviske konflikt (der blev gennemført uden hensyn til landets suverænitet) som retfærdiggørelse af den senere invasion i Afghanistan. Derpå tjente disse to interventioner som legitimering af invasionen i Irak og NATO’s krig i Libyen. Regimeskiftet i sidstnævnte tilfælde bruges af ”det internationale samfund” som kriterium for fremtidige ”humanitære” interventioner med Syrien som den næste på listen. Politisk ville fjernelsen af Ba’ath partiet fra magten i Damaskus betyde et Mellemøsten fri for nationalistiske arabiske regimer samt øge presset på Iran og sidst men ikke mindst, styrke Israels regionale ambitioner. Her skal man ikke undervurdere den rolle, som de transnationale massemedier (i alliance med politisk motiverede menneskerettigheds-organisationer) spiller for mobiliseringen af den offentlige opinion for princippet om interventionisme. Det var på baggrund af en intensiv mediekampagne til støtte for den vestligt-sponserede ”Libyan League for Human Rights” at sagen fandt vej til FN’s Sikkerhedsråd. Her fik den Qatar-ejede tv-kanal Al Jazeera afgørende betydning. Qatar er et centralt medlem af det pro-amerikanske Gulf Cooperation Council, der omfatter repressive monarkier hvis alliance med Vesten udgør et kraftigt dementi af NATO’s påståede indsats for menneskerettigheder og demokrati i Mellemøsten og andre steder. Problemet med begrebet humanitær interventionisme er, at det abstraherer fra geoøkonomi/ geopolitik samt ikke mindst den ulige fordeling af magt og indflydelse i verden. Uagtet at denne diskurs har stor appel, fungerer det internationale system ikke jævnbyrdigt. I en verden, hvor magt i betydelig grad er lig med ret, giver accepten af ”Responsibility to Protect” som norm for mellemstatslige relationer de herskende stormagter et ideologisk alibi for at intervenere i svagere lande med mindre samarbejdsvillige regimer. Historiske erfaringer viser, at der er god grund til at tvivle på, at humanitære motiver spiller den afgørende rolle i de fleste nationalstaters udenrigspolitik. Ikke mindst de store magter har tilbøjelighed til at skjule deres udenrigspolitik bag højtråbende moralistiske diskurser. Blandingen af humanisme og krig er, når det drejer sig om imperialistiske magter, et oxymoron 1 . ”Humanitær” bombning og besættelse er ikke midler, der fremmer freden, og militær destruktion er hverken miljøvenlig eller energibesparende. Konteksten bag USA’s strategi efter Anden Verdenskrig Man skal være blåøjet for at tro på at USA opretholder baser i 150 lande samt et forsvarsbudget på 1 Note: Et oxymoron (pl: Oxymora. græsk: oxys, skarp; moros, sløv/dum) er et ord eller en kort vending, der er sammensat af to begreber, der tilsyneladende modsiger hinanden, altså en slags komprimeret paradoks, hvor der som regel ligger en sandhed eller indsigt gemt i paradokset.
Page 1: Imperialismens nyttige idealister E
Page 5 and 6: Qaddafi blev myrdet, havde titusind
Page 7 and 8: formuleret af britisk politisk øko
Page 9 and 10: yde menneskerettigheder og for at v

Imperialismens nyttige idealister - Modernetider.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?