Imperialismens nyttige idealister - Modernetider.dk

Recommendations

Info

ekræfter reglen, var Suez krisen i 1956, hvor britiske franske og israelske styrker i fællesskab besatte Suezkanalen, efter at den var blevet nationaliseret af Gamal Nasser. Sovjetunionen truede med gengældelse. Men det var præsident Dwight Eisenhower, der fik USA's allierede til at trække deres tropper tilbage. I en nutidig kontekst ville et sådant internationalt samarbejdsarrangement komme under pres, selvom den førende trojka (USA, Europa og tidligere Japan) måtte formodes at være i stand til at samarbejde i forhold til udviklingslandene. Grunden er, at nye spillere som de såkaldte ”emerging economies” (Kina, Rusland, Brasilien etc.) skulle inkluderes, da deres udvikling vil kræve en andel af verdens markeder og naturressourcer. I betragtning af disse forhold er spørgsmålet, hvordan optagelsen af nye lande i inderkredsen af udviklede lande kan finde sted uden at true de etablerede kapitalistiske landes interesser og samtidig skabe en win-win situation for alle? Hvis historien kan bruges som guide, kan der logisk argumenteres for, at den stigende deltagelse af disse ”emerging economies” vil resultere i spændinger, der i sidste instans kan forhindre dannelsen af en velsmurt “supra-imperialisme”. I den aktuelle situation er der også tegn på interimperialistiske modsætninger og rivalisering. Da Nicholas Sarkozy overtog præsidentembedet i Frankrig i januar 2007 udtalte han, “Amerika og Kina allerede har påbegyndt erobringen af Afrika. Hvor længe vil Europa vente med at bygge morgendagens Afrika. Mens Europa tøver, rykker de andre frem…” Skønt både Kina og USA er aktive på det afrikanske kontinent, ser USA ikke med venlige øjne på Beijings aktiviteter. Under et besøg i Zambia i juni 2011 omtalte USA's udenrigsminister, Hillary Clinton disse aktiviteter som en form for ”nykolonialisme”, mens hun implicit hvidvaskede USA's egne motiver. Her er det værd at huske Monroe Doktrinen, som foregav at beskytte Latin Amerika mod europæisk imperialisme i det nittende århundrede. Det er først nu, at de latinamerikanske lande er ved at løsrive sig fra USA-imperialismens dominans! Essensen af Imperialisme Spørgsmålet er hvad Nord-Syd forholdet i dag betyder set i sammenhæng med den vestlige (og især USA's) strategi overfor den tredje verdens regimer og regeringer? Her er historien en instruktiv lærer. For få generationer siden var verden meget anderledes sammenlignet med det, den blev efter Anden Verdenskrig. Før midten af forrige århundrede havde mange europæiske lande koloni-imperier særligt i Afrika, men også i Asien. I Latinamerika havde USA og Storbritannien påtvunget formelt uafhængige lande neokoloniale bånd. I løbet af fire århundreder lagde europæiske magters oversøiske ekspansion grunden til en asymmetrisk international økonomisk og politisk arkitektur. Politisk startede processen med Den Westfalske Fred i 1648, som afsluttede 30-årskrigen. Krigen, der begyndte med det katolske Spaniens forsøg på at undertvinge det protestantiske Nederlandene, fik indvirkning på det meste af Europa og førte til den fredstraktat, der institutionaliserede det vestlige system af interstatslige relationer baseret på princippet om national suverænitet. Med andre ord en anerkendelse af nationalstaten som politisk enhed på basis af territorium og uafhængighed, dvs. frihed fra udenlandsk indblanding. Skønt denne praksis lod meget tilbage at ønske, blev fredstraktaten i Westfalen accepteret som norm for internationale relationer. Princippet omfattede imidlertid ikke områder uden for Europa, hvor sociale arrangementer og politisk suverænitet blev tilsidesat af kolonimagterne. Skønt det europæiske interstatslige system ikke afskaffede krig på kontinentet, så overførte fremvæksten af den industrielle kapitalisme en del af rivaliseringen til Afrika og andre steder. Ifølge marxistisk international politisk økonomi blev både Første og Anden Verdenskrig mellem first-comers og late-comers udkæmpet for at omfordele kolonier. Den fundamentale årsag til denne konkurrence var relateret til den måde, disse socioøkonomiske formationer fungerede på. Den europæiske nationale kapitalismes ekspansion var tidligt blevet afhængig af akkumulationen af rigdomme fra andre regioner i verden. Det begyndte allerede under den spanske feudalismes merkantilisme og doktrinen om frihandel
formuleret af britisk politisk økonomi. Den efterfølgende kamp om ressourcer og markeder førte til den klassiske imperialisme. På den ene side blev det et udtryk for rivaliseringen mellem udviklede kapitalistiske lande om kontrol med ekstra-territoriale besiddelser og på den anden side udbytningen af kolonierne for at fremme de imperialistiske metropolers såkaldte nationale interesser. Dette ulige forhold, som opstod mellem kolonimagterne og deres kolonier, lettede presset fra de interne sociale omkostninger og spændinger i forbindelse med udviklingen af den industrielle kapitalisme i de vestlige lande. Den britiske fortaler for kolonialismen, Cecil Rhodes, havde med Lenins ord anerkendt “den økonomisk og politisk-sociale rod til moderne imperialisme”. Ifølge Rhodes var briterne tvunget til at blive imperialister for at undgå borgerkrig og revolution i deres eget land! Udbyttet af dette forhold nåede aldrig de ikke-europæiske samfund. Allerede i “The Wealth of Nations” udtrykker Adam Smith empati for de ikke-europæiske befolkninger, som kom i kontakt med europæerne efter “opdagelsen” af den nye verden. Det er et faktum, at millioner af oprindelige folk i Nord- og Sydamerika blev udryddet af europæiske indvandrere. Det antages desuden, at mere end elleve millioner afrikanske slaver blev solgt i Amerika, mens antallet af døde fra slavehandelen løb op i yderligere mange millioner. På den anden side bidrog den selvsamme atlantiske trekantshandel umådeligt til den vestlige kapitalismes akkumulationsproces og den industrielle revolution. Mens der blandt de imperialistiske lande var konkurrence om erhvervelsen af kolonier, var der også forsøg på at regulere kampen om kolonierne. Ved Berlinerkonferencen (1884-85) indkaldt af Tyskland, delte tretten europæiske nationer (inklusive Danmark) det afrikanske kontinent mellem sig. Enige om at afskaffe slaveriet, var de fuldt bevidste om imperialismens strategiske og økonomiske mål, såsom at forsvare gamle markeder og skaffe sig adgang til nye. Som følge heraf fortsatte den skamløse jagt på kolonier. Da USA trådte ind på scenen i Asien, blev de europæiske imperialistiske magter påtvunget ”Den åbne dørs politik”. Resultatet var opdelingen og etableringen af imperialistiske indflydelsessfærer og ekstra-territoriale rettigheder i Kina, hvilket også omfattede den sidstankomne imperialistiske magt, Japan. Efter den spansk-amerikanske krig overtog USA Filippinerne og nedkæmpede derefter den filippinske kamp for uafhængighed, hvilket kostede hundredetusinder af menneskeliv. Kan vi lære noget af fortiden? Når den klassiske politiske økonomi bringes ind i den aktuelle diskussion om humanitær interventionisme, er det fordi dens støtter har en tendens til at se bort fra historien og konteksten. Under den koloniale æra var den dominerende ideologiske diskurs, forestillingen om den vestlige overlegenhed og missionære kald explicit eurocentrisk. Budskabet var og er stadig, at ”Resten” skulle acceptere Vestens dominans og for sin egen skyld respektere vestlige værdier og regler. Ifølge den engelske missionær og opdagelsesrejsende, David Livingstone, lå den eneste mulige frigørelse af Afrika i introduktionen af de tre C-er, Commerce, Christianity og Civilization (handel, kristendom og civilisation). I den moderne version er dette blevet en del af den diskurs, der udtrykkes i den såkaldte Washington Consensus, blot med Christianity erstattet af demokrati. Sagen er, at kun europæisk settler-kolonialisme i Nordamerika og Australien/New Zealand med succes har bygget kapitalistiske samfund. I USA's tilfælde skete det ved at afbryde båndene til det britiske imperium. I den århundredelange udøvelse af ”Right to Plunder” har imperialismen benyttet både ”blød” og ”hård” magt til at vinde hjerter og hjerner for på den måde at få koloniserede folk til at acceptere de europæiske metropolers udbytning. Kolonimagterne var dygtige til at dele og herske med det strategiske mål at finde lokale allierede i kolonierne, der kunne fremme deres mål. I deres søgen efter et moralsk mandat med henblik på at legitimere kolonialismen på hjemmefronten, blev ideologiske slogans som ”Den hvide Mands byrde” brugt af britisk og amerikansk imperialisme eller ”Mission Civilisatrice” af det franske imperium. Faktisk havde det politiske establishment temmelig stor succes med at mobilisere støtte for imperiet i deres samfund. Selv tilsyneladende
Page 1 and 2: Imperialismens nyttige idealister E
Page 3 and 4: Falsk internationalisme i imperiali
Page 5: Qaddafi blev myrdet, havde titusind
Page 9 and 10: yde menneskerettigheder og for at v

Imperialismens nyttige idealister - Modernetider.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?