Imperialismens nyttige idealister - Modernetider.dk

Recommendations

Info

mere end to femtedele af verdens samlede militære udgifter med det ene formål at fremme menneskerettigheder, god regeringsførelse osv. i verden. Med mindre man tror, at USA’s totale militære dominans er en nødvendig pris for disse goder. Et mere realistisk udgangspunkt for at forstå udfoldelsen af vor tids politik er at kigge bag diskurserne og sætte udviklingen ind i en sammenhæng. Retningslinjerne for USA’s udenrigspolitik blev etableret i perioden umiddelbart efter Anden Verdenskrig for ca. 60 år siden. Det var ved starten på Den Kolde Krig og afkoloniseringsprocessen, at State Departments Policy Planning Staff under ledelse af George Kennan i 1948 formulerede det, der skulle blive kernen i USA’s internationale strategi. Der er siden da intet tegn på afvigelse fra dette dokuments anbefalinger vedr. amerikansk udenrigspolitik. Også i dag er det lærerigt at se på dets grundlæggende antagelser og strategiske overvejelser, idet de kaster lys på nutidens forsøg på at omforme verden med henblik på at opretholde amerikansk “exceptionalism”: ”Vi råder over ca. 50 procent af verdens værdier, men udgør kun 6,3 procent af verdens befolkning… Vores virkelige opgave i den kommende periode består i at opretholde denne skævhed… For at gøre dette bliver vi nødt til at se bort fra al sentimentalitet og dagdrømmeri… Vi skal ikke bilde os ind, at vi har råd til uselviskhed… Vi må holde op med at tale om vage, uvirkelige mål som menneskerettigheder, forøgelse af levestandard og demokratisering. Den dag er ikke fjern, hvor vi må handle ud fra klare magtkoncepter”. 1 Denne opfordring til “realisme” betyder imidlertid ikke, at understregningen af humanitære værdier ikke kan bruges til at tjene de samme strategiske interesser - dvs. opretholdelsen af den ulige fordeling af verdens ressourcer. Da retten til at intervenere i et lands interne forhold er baseret på den forudsætning, at en sådan handling per definition er øremærket tredjeverdenslande, er det nødvendigt at tage strukturen i verdenssystemet i betragtning. I denne optik kan den nuværende udvikling af Vestens ideologi og praksis mht. økonomisk, politisk og militær indblanding i ikke-europæiske regioner i verden ses som fortsættelsen af en ”god” gammel historisk relation. Historien om den vestlige interventionisme og den libyske case I den ny forståelsesramme er erkendelsen, at historiske interventioner byggede på retten til at plyndre, blevet droppet. I stedet præsenteres den aktuelle diskurs og strategi baseret på ”Responsibility to Protect” som noget nyt, nemlig inddragelsen af moralske overvejelser i international politik. Denne herskende fortolkning accepteres helt bogstaveligt af store dele af venstrefløjen i Vesten, hvoraf nogle går så langt som til at kritisere proto-socialistiske og populistiske regeringer i Latin Amerika for deres støtte til Qaddafi-regimet mod NATO's væbnede intervention i det, der på et meget tidligt tidspunkt udviklede sig til en borgerkrig i Libyen. Den humanitært-interventionistiske venstrefløjs forestillinger om “en variabel anti-imperialisme” fører til forvirring og reduktionisme af international politik i stedet for en forståelse af den strukturelle og institutionaliserede kamp for adgang til og omfordeling af ressourcer på verdensplan. Som resultat af det humanitære mindsets hegemony opfattede en stor del af det europæiske venstre NATO's luftkrig i Libyen som en politisk korrekt forebyggende intervention med det formål at forhindre en potentiel massakre på civile af Qaddafi regimet. Resultatet var et fravær af anti-krigsopposition i Europa og Nordamerika. Ikke desto mindre vil med Walden Bellos ord “Den libyske case måske gå over i historien som en af de værste krænkelser af doktrinen om humanitær intervention”. I den sammenhæng er det interessant at notere, at selvom Al Jazeera pressede på for den internationale intervention i Libyen, bekræftede senioranalytiker og redaktør Marwan Bishara, at prisen i form af utilsigtede civile ofre havde været høj. Han skrev, at før starten på den vestlige militære støtte til anti-Qaddafistyrkerne var det anslåede antal af dræbte på et til to tusinde. Men på det tidspunkt, hvor 1 George Kennan, “Review of Current Trends, U.S. Foreign Policy, Policy Planning Staff, PPS No. 23. Top Secret.,” February 28, 1948, in U.S. Department of State, Foreign Relations of the United States, 1948, volume 1, part 2 (Washington, DC: Government Printing Office, 1976), 524-25.
Qaddafi blev myrdet, havde titusinder af libyere mistet livet. Han bemærkede også, at mens nogle analytikere havde sat tallet til 20.000, havde andre fordoblet dette tal. I denne sammenhæng er det værd at huske, at NATO ikke led tab overhovedet. For folk, der studerer international politisk økonomi og for progressive i almindelighed er der mange lærerige aspekter i denne “humanitære” intervention, som det er værd at tage i betragtning. Der er skrevet meget om den enighed om formålet, der lå bag de førende vestlige nationers beslutning om at gå ind i borgerkrigen på anti-Qaddafi styrkernes side. Initiativet kom formentlig fra europæiske magter, først og fremmest Frankrig og Storbritannien. Dette passede Det Hvide Hus i Washington, da man her ikke var særlig ivrige efter at komme i modsætning til det afro-amerikanske samfund i USA ved at starte en militær konflikt mod et afro-arabisk land. Men ifølge præsident Obama var USA helt fra starten den bagved ledende kraft! (leading from behind) Uanset hvordan beslutningsprocessen forløb melder spørgsmålet sig: Var NATO’s krig i Libyen og det efterfølgende regimeskifte en ny strukturel udvikling i verdenspolitikken? Har en fremvoksende blok af vestlige nationer - støttet og opmuntret af Den Arabiske Liga - handlet i tilsyneladende enighed og uden en klar opposition fra andre magtcentre og således forårsaget et regimeskifte i et tredjeverdensland? I sin tale til FN's generalforsamling den 21. september 2011 sagde præsident Obama, at interventionen i Libyen kunne blive en model for fremtidige Nord-Syd relationer. “Det er sådan det internationale samfund skal fungere – nationer, der står sammen for fred og sikkerhed med borgere, der kræver deres ret”. Med andre ord: “Det internationale samfund skal fungere” ved anvendele af ”kinetiske” militære operationer bestående af luftstyrker sammen med specialtropper og andre hemmelige agenter på jorden, som assisterer et oprør mod en regering, som er kommet i vejen for Washington. Men skønt sejren ifølge præsidenten viste “at koalitionens vilje var ubrydelig”, havde krigen ikke været ubestridt. Kina og Rusland, begge medlemmer af Sikkerhedsrådet, afstod fra at nedlægge veto mod Resolution 1973, men stemte heller ikke for den. Lande som BRICS-landene, Den Afrikanske Union og ALBA landene i Latin Amerika udtrykte tvivl og bekymring. Selv Tyskland var ikke entusiastisk over at skulle påtvinge Libyen en flyveforbudszone Med andre ord, regeringer, der repræsenter et flertal af verdens befolkning, var imod NATO's krig i Libyen. Som følge heraf er der opstået en grundlæggende brudflade i international politik. Ved at acceptere flyveforbuds resolutionen og undlade at nedlægge veto, kan det forventes at de to medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, Kina og Rusland vil være mere militante i deres opposition mod vestlige forsøg på at bruge FN som et legitimerende dække over indblanding i tredjeverdenslandes indre anliggender. Det er deres veto mod adskillige vestlige resolutioner om sanktioner mod det syriske regime et klart udtryk for. Samarbejdende imperialisme versus rivalisering De vestlige kapitalistiske landes samarbejde i form af militær deltagelse i den libyske borgerkrig, bringer i erindring den teoretiske diskussion om strukturen i det kapitalistiske interstatslige system, som fandt sted i starten af forrige århundrede. I en artikel udgivet i 1914 havde Karl Kautsky forudsagt fremvæksten af “ultra-imperialismen” eller “den kollektive imperialisme”! - en blok af imperialistiske nationer, der handlede sammen i forhold til den koloniale verden. Lenin var uenig i denne tese og mente at en sådan konstruktion kun kunne være midlertidig, da modsætninger ville opstå og føre til konflikt mellem landene. Mens Første og Anden Verdenskrig så ud til at bekræfte Lenins forståelse af imperialismen (da Tyskland, Japan og Italien udfordrede den hegemoniale orden) ser Kautskys tese ud til at passe bedre på situationen efter Anden Verdenskrig, med udviklingen af det vestlige alliancesystem bestående af både sejrende og besejrede imperialistiske magter. Den kolde krig, der satte “den frie verden” op imod den socialistiske lejr, påvirkede afgjort de svækkede kapitalistiske landes adfærd og deres eliters underkastelse under USA's hegemoni. Undtagelsen, der
Page 1 and 2: Imperialismens nyttige idealister E
Page 3: Falsk internationalisme i imperiali
Page 7 and 8: formuleret af britisk politisk øko
Page 9 and 10: yde menneskerettigheder og for at v

Imperialismens nyttige idealister - Modernetider.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?