Naturvejlederordningen i 2004 - Friluftsrådet

matrice naturvidenskaben ser verden igennem. En matrice hvor ord som objektivitet,
systematik, reproducerbarhed og repræsentativ er vigtige. Det er den der former
naturvidenskabens virkelighed.
For det andet lever vi i en verden hvor vi på bedste beskub forsøger at skabe forbindelse mellem
alle disse ord og begreber med almene kommunikationsteoretiske ord som målgruppe, budskab,
formål, effekt, fokus, vinkel, tema. Og se det lyder jo også nemt nok i teorien, men i
virkeligheden – i praksis – er det svært. Den øvelse.
I denne formidlingsverden er et af de helt store problemer, at vi næsten udelukkende henvender
os til os selv. Taler til os selv. Alle os eksplicit eller implicit fjällrävenklædte. Vi er gået direkte
i afsenderfælden. Haps. Smæk. Og det er ikke det værste. Det værste er, at vi ikke ved og
erkender at det forholder sig sådan. Vi taler til os selv. Goddag du. Rart at se dig. Og jeg kan
genkende dig. Du er nemlig mig selv. Vi snakker med os selv, snakker med os selv, snakker
med vort bedre jeg. Yes vi taler direkte ind i den mandlige midaldrende veluddannede
funktionær-kultur som vi selv tilhører. Yes. Yes.
Et ønske til en kommende nationalparkformidling kunne være at vi formår at vriste os fra af den
faglogiske omklamring.
Eksempelvis: først noget om jordbunden, så lidt om vejr og klima, så plantevækst og dyreliv og
så til sidst som rosinen i pølseenden noget om menneskets virke i landskabet. Gab, gab, gab.
Eksempelvis: dyrets navn, udbredelse, udseende, føde, fjender, formering. Kedeligt, kedeligt,
kedeligt.
Eksempelvis: istid, jægerstenalder, bondestenalder, bronzzzzzzzzz
Altså: vort helt specielle og nære forhold til den naturvidenskabelige virkelighedsopfattelse kan
være en hæmsko for udviklingen af en kvalificeret nationalparkformidling.
Den naturvidenskabelige virkelighedsopfattelse er ok nok og fjong nok og fin nok for
naturvidenskabsfolket – det er deres job at arbejde ud fra naturvidenskabens præmisser. Men vi
er ikke videnskabsfolk, vi er formidlere.
Den indre fjällræven rummer altså en god naturvidenskabelig bagage. Men den skal bruges med
omhu, der skal vælges og prioriteres.
Og ikke nok med det den indre Fjällräven har mere i rygsækken, nemlig en tung
nationalromantisk bagage, med indbygget guldalder klingklang. En forældet opfattelse af hvad
natur er og hvordan den holdes levende, og dermed en forældet opfattelse af hvad kultur er og
hvordan den holdes levende. Vi skal ikke være kustoder i en folkemindemuseum, vi skal skabe
et rum for kreativitet og kommunikation. Der lusker rigtig mange guldramme skovsø kronhjorte
over sofa rundt i vores underbevidsthed. Der huserer rigtig mange bæger kling klang
nationalromantik vikinger i vores identitetsforståelse. Vi skal frem til nutiden, vi skal frem til en
nutidig naturforståelse.
Og Gud gider jeg da ej gå en tur i et guldaldermaleri, med mindre det netop er det jeg har
besluttet mig til. At gå tur i et guldaldermaleri. Du skal ikke komme her og pådutte mig
guldaldermaleri, hvis jeg ikke ønsker netop det. Gud gider jeg da ej gå tur i et guldaldermaleri,
sådan ubevidst, utilsigtet, implicit. Men vi +midaldrende med de grå hår, brillerne med glidende
overgang og de fornuftige sko, elsker det, ja vi gør så.
Og kombinationen af naturvidenskab og nationalromantik kan som resultat gå hen og give en
blind og ukritiske fetichering af finnaturen og knæfald overfor dem der forvalter den. Det er
indlysende at det vil være en fordel for magthaverne, at uddanne folk til at være kustoder i et
folkemindemuseum, i stedet for at frigøre og oplyse og afmystificere og udbrede en kritisk
forståelse i forhold til naturen. Også nationalpark en kamp om retten til at definere
virkeligheden. Hvilke argumenter tager vi i anvendelse for at legitimere vor definition af
34