Se bladet her - Brandfolkenes Organisation

Brandfolkenes Organisation nr.5 / oktober 2004 / årgang 82

2
LEDER
Lønkaos
Forside: Ildløs på RGS 90 d. 14/9
Foto: Gert Jensen
nr. 5 /oktober 2004 /
Af: Bo A. Jensen
Formand
Brandfolkenes Organisation
Gennem de sidste fire måneder, har der hersket
et stort kaos i forbindelse med lønudbetalingen i
Københavns Kommune.
Jeg vil ikke bruge så meget tid på, at beskrive
forholdene her, men blot konsatere, at sagen
selvfølgelig er indbragt af FOA – både i Arbejdsretten
og i tjenestemandsretten.
Til gengæld er det værd at tænke lidt over, at
politikerne på Københavns Rådhus, nærmest står i
kø for at fortælle, at det ikke er deres ansvar.
Hvis politikerne ikke er valgt til at tage ansvar, hvad
er det så vi vælger dem til???
At man i borgerrepræsentationen vælger at udlicitere
lønanvisningen til et privat firma, fritager ikke for
ansvar, det er kun opgaven, ikke ansvaret, som
udliciteres – og det er vigtigt at fastholde.
Men på trods af alt det kaotiske – så er hele sagen
et skoleeksempel på, hvad det er vi som fagforening
forsøger at advare imod, når vi taler imod
udlicitering.
Man kan så i sit stille sind håbe på, at dette
eksempel vil være i frisk erindring ved et kommende
valg, således at offentligt ansatte ikke stemmer på
partier, som har udlicitering som fremtidsideologi.
INDHOLD:
På vagt med Akutbil. . . . . . . . 3
NBS Götebrog 2004. . . . . . . 6
Hvad venter De på? . . . . . . . . . . 7
Gasudslip station T . . . . . . . . 8
Ny Brandchef på Vestegnen . . .9
Paramediciner, del 3. . . . . . . .10
Trykkammerbehandling . . . . . .14
Læserbrev . . . . . . . . . . . . . .16
BI-NEWS. . . . . . . . . 18
Senior-nyt.. . . . . . . . . . . . . 19
Udgivet af:
Brandfolkenes Organisation
Vilhelm Thomsens Alle 9
2500 Valby
Tlf. 46 97 10 85
Fax 46 97 10 87
Ansvarlig efter
Medieansvarsloven:
Bo A. Jensen
Formand for Brandfolkenes Organisation
Redaktør:
Brian Vittrup
Telefon 26 33 28 48
Mail adr: bv@city.dk
Fotograf:
Gert Jensen (PF/DJ)
Mobiltelefon: 20 13 13 13
Økonomiansvarlig:
Søren Tipsmark
Næstformand Brandfolkenes Organisation
Administration & abonnement:
Sanne Henriksen
Telefon 46 97 10 85
Mail adr.: she048@foa.dk
Design, produktion og tryk:
Datagraf Auning A/S
ISSN 0106-8725
Løssalg kr. 30,00
Abonnement kr. 166,00
Deadline:
Næste nummer 25/11-2004
Næste nummer udkommer 20/12-2004

På vagt med Akutbil.
Af: redaktør Brian Vittrup
Klokken er 7.30. Der er vagtskifte
på akutbilen i Græsted. De
næste 24 timer er det akutredder
Peter Madvig, som har vagten.
Brandmandens redaktør er
med som observatør. Akutbilen i
Græsted har base på præstegården,
hvor der er indrettet opholdsfaciliteter
til redderen. Enheden
i Græsted betjener et areal, som
har 50.000 indbyggere; i sommerperioden
stiger tallet til 250.000.
Frederiksborg Amt råder over 6
døgnbemandede akutbiler, som
er strategisk placeret rundt om i
amtet. Den første akutbil så dagens
lys i 1996 og blev oprettet
med henblik på at få nedsat den
daværende responstid. I dag har
akutbilerne fortsat til opgave at
komme hurtigt frem for at kunne
yde en basal førsteindsats inden
ambulancens ankomst. Men i takt
med udviklingen på det præhospitale
område, har amtets præhospitale
ledelse indført øgede kompetencer
til akutredderne, således
at akutredderen i dag er i stand til
at iværksætte behandlinger, som
i andre amter ellers kræver lægelig
tilstedeværelse. Således løser
akutbilerne i Frederiksborg Amt
opgaver, som normalt udføres af
lægeambulancer i andre amter. De
6 akutbiler kører 800-900 ture om
måneden.
Fakta om larynxmasker
Larynxmasken består af et
rør med en oppustelig vulst.
Den oppustelige vulst lukker
af for oesophagus således at
patienten ikke kan aspirere og
er derved med til at skabe større
sikkerhed for frie og beskyttede
luftveje. Sikkerhedsmæssigt er
larynxmasken placeret mellem
en almindelig ansigtsmaske og
endotracheal intubation.
Akutredder Peter Madvig modtager
overlevering fra den afgående
vagt, akutredder Lars Christensen.
Efter endt overlevering er det tid
til at foretage kontrol af køretøj
og udstyr. Dette kan af naturlige
årsager være en længerevarende
opgave, da man jo ikke som på
en almindelig ambulance er to
mand, men kun én, til at kontrollere
udstyr og køretøj. Akutbilen
medbringer samme udstyr som en
almindelig ambulance. Derudover
medbringer den udstyr til brug
for de øgede kompetencer, som
akutredderne i Frederiksborg Amt
er uddannet i – blandt andet larynxmasker
(se ”Fakta om larynxmasker”).
Efter endt morgenkontrol og
morgenkaffe er det tid til dagens
gøremål. Da akutgruppen
i Frederiksborg Amt er en selvstyrende
enhed, har mandskabet
en række opgaver, de skal udføre
på deres vagter mellem turene.
En af opgaverne er til stadighed
at holde sig ajour med nye tiltag
og retningslinjer inden for faget
og amtet. Alle akutreddere i
Frederiksborg Amt kommer årligt
til en række test, som er en forudsætning
for at kunne fortsætte
i gruppen. Derfor bliver en del af
tiden mellem turene brugt til at
læse fagligt lærestof.
Fortsættes side 4 og 5
nr. 5 / oktober 2004 /
3
På vagt med Akutbil

4 nr.
Fortsat fra side 3 - På vagt med Akutbil
Kommunikation:
Alle oplysninger om ture og
meldinger om patienttilstand
vises på en skærm i bilen.
Adresseoplysninger kan
overføres direkte til bilens
GPS, som derfor øjeblikkeligt
kan starte vejvisning, uden at
chaufføren behøver at indtaste
oplysninger. Skærmen til højre i
billedet indeholder oplysninger
om turens art; den lille skærm til
venstre er bilens GPS.
Af øvrigt kommunikationsudstyr
medbringes en mobilradio til
vagtcentralen, mobiltelefon og
skadestedsradio.
En anden opgave, der bruges
meget tid på, er samarbejdet med
offentlige myndigheder, heriblandt
politiet, og specielt politiets alarmcentral.
Man har, for at give politiet
en større forståelse for akutbilens
funktion, indført en ordning,
som betyder, at hver gang der
ansættes nye medarbejdere til politiets
112-modtagelse, så kommer
disse nye medarbejdere med ud
på en vagt med akutbilen, så de
kan se og opleve akutbilens funktion.
Denne ordning har været til
stor gavn for begge parter og ikke
mindst til stor gavn for amtets
borgere, da dette har medvirket til
en mere hensigtsmæssig brug af
akutbilerne.
Klokken cirka 11.30 kommer dagens
første tur. Meldingen er bevidstløs
mand på gaden. Akutbilen
er fremme i løbet af 4 minutter.
Ved ankomsten kan Peter konstatere,
at der er tale om en beruset
mand, som er faldet på gaden og
har slået hovedet, men er vågen.
Ambulancen ankommer og transporterer
patienten til skadestuen.
Akutbilen er herefter klar til nye
opgaver.
Klokken cirka 18.00 kommer
dagens anden tur. Meldingen er
brystsmerter. Da Peter Madvig
modtager adresseoplysninger, gør
han vagtcentralen opmærksom
på, at det oplyste gadenavn kan
ADVOKAT KELD PEDERSEN
Telefon 36 30 73 00 - Telefax 36 30 73 02
Valhøjvej 12, 2500 Valby
Retsager/Straffesager, Erstatningssager, Køb/Salg af fast ejendom
Testamenter og Ægtepagter, Dødsbobehandling
5 / oktober 2004 / På vagt med Akutbil
være to forskellige steder i kommunen,
men oplysningerne fra
alarmcentralen er sparsomme, så
Peter må sætte sin lid til, at det er
den adresse, som ligger tættest på
det oplyste bynavn. Ved ankomsten
til den oplyste adresse må
Peter desværre konstatere, at det
ikke er her patienten forefi ndes.
Vagtcentralen har i mellemtiden
modtaget yderligere oplysninger,
og akutbilen kan nu sætte kursen
mod den korrekte adresse. Vi ankommer
til patienten sammen med
ambulancen.
Grundet de forkerte adresseoplysninger
nåede akutbilen ikke
frem før ambulancen denne gang.
Men da akutbilen nu alligevel er
her, og Peter har en højere kompetence
end de tilstedeværende
ambulancefolk, foretager Peter en
undersøgelse af patienten, mens
ambulancemandskabet giver ilt
og påsætter 12-afl edet EKG. Efter
endt undersøgelse og behandling
beslutter Peter, at ambulancen kan
transportere patienten til hospitalet
uden ledsagelse af akutredderen.
Da der ikke er behov for at
følge denne patient til hospitalet,
bruger Peter noget tid, efter at
ambulancen er kørt, med at forklare
de pårørende, hvor patienten
køres hen, og hvordan de kan
komme i kontakt på den pågældende
hospitalsafdeling. Også her
kan akutbilen yde en service ud
over den sædvanlige.

Almindelige ambulancer har sjældent
tid nok til at sætte de pårørende
ind i situationen, da det har
højere prioritet at få patienten kørt
på hospitalet. Men i de situationer,
hvor akutredderen ikke følger patienten,
har denne mulighed for
at underrette og vejlede de pårørende.
Tur-antallet på denne vagt skal
vise sig at være et stykke under
gennemsnittet. Således køres
vagtens tredje og sidste tur først
klokken 23.45. Meldingen er endnu
engang brystsmerter, men som
andre steder i landet så er meldingerne
ikke altid lig med de faktiske
forhold. Den pågældende patient
visiteres, efter nærmere undersøgelser,
til lægevagten.
24 timer er gået. 24 timer med en
akutbil i et amt, som har store visioner
for fremtidens ambulancefolk.
Visioner, som allerede nu med øgede
kompetencer på akutbilerne er
ved at blive indført. Visioner, som
man kunne ønske ville vinde større
indpas i resten af landet. Visioner,
som kan være medvirkende til,
at fremtidens patienter hurtigt
kan få hjælp af relevant uddannet
personale, og som samtidig er
bæredygtige samfundsøkonomisk.
Til sammenligning kan nævnes, at
en akutbil med en paramediciner
koster under en femtedel af en
lægeambulance.
Læs mere på:
www.akutgruppen.dk
Fakta om akutbiler og akutreddere
En akutbil er en enmandsbetjent enhed, som betjenes af en specialuddannet
ambulancebehandler. Bilen medbringer som minimum udstyr af
samme omfang som en ambulance – det vil sige ilt, defi brillator, EKG,
sug, spineboard, frigørelsesværktøj, håndslukkere, et udvalg af medicin,
udstyr til anlæggelse af intravenøs adgang, væske til IV, samt hvad
der ellers forefi ndes på en ambulance. Akutbilen er dog ikke udstyret
med en patientbåre, da den ikke har til formål at transportere patienter,
men alene har til opgave at kunne bringe en akutredder (speciel
ambulancebehandler) til patienten. Grundet længere køreafstande vil
en almindelig ambulance således ankomme efter akutbilen og deltage i
den videre behandling samt transport af patienten. Såfremt der er tale
om en kritisk patientsituation, vil akutredderen følge patienten under
ambulancetransporten for at kunne behandle undervejs.
En akutredder er en specialuddannet ambulancebehandler, som ud over
sin ambulancebehandleruddannelse på niveau II har gennemgået en
supplerende uddannelse udarbejdet af den præhospitale leder i amtet
– en uddannelse, som blandt andet sætter ham i stand til at anlægge
larynxmasker. Alle akutreddere i Frederiksborg Amt kører udelukkende
akutbil. Årsagen er den, at man fra den præhospitale ledelse ønsker,
at akutredderne, der oftest alene skal iværksætte den indledende og
som regel livreddende hjælp, også skal være dem med højest kompetence
og erfaringsgrundlag, hvilket bedst opnås ved fasttilknytning til
akutgruppen. Akutgruppen i Frederiksborg Amt har ca. 25 akutreddere
fordelt på amtets 6 akutbiler.
nr. 5 / oktober 2004 /
5
På vagt med Akutbil

Nordiske Brandfolks Studiedage 2004.
6 nr.
Göteborg var i år vært for Nordiske Brandfolks
Studiedage (NBS), værterne have arrangeret et
bredt program som jeg her i det efterfølgende
vil give en kort beskrivelse af.
Årets NBS (Nordiske Brandfolks Studiedage) løb af stablen i uge
22 fra den 24. til den 28. maj. Traditionen tro bød programmet
på både faglige og sociale arrangementer. Af faglige arrangementer
kan blandt andet nævnes en meget grundig gennemgang af
den nye svenske brandmandsuddannelse – en uddannelse, som
tager cirka 2 år, og som kræver en gymnasial baggrund. Sigtet
med uddannelsen er at sætte brandmanden i stand til at kunne
udføre en lang række forebyggende opgaver.
Netop forebyggelse er en stor del af den nye svenske brandmandsuddannelse.
Som man lidt populært forklarede ved gennemgangen,
så har man fl yttet fokus fra indsats til forebyggelse
ud fra devisen om, at det er bedre at forebygge end at helbrede.
Man måtte dog indrømme, at selv om man satser meget på
forebyggelse, så er man fortsat nødsaget til at kunne foretage
indsats, da det jo er praktisk umuligt at forebygge alt. Kort fortalt
er det hensigten, at det forebyggende arbejde skal foretages af
den lokale sprøjte, som kører på tilsyn, men fortsat ligger til udrykning.
Som ved tidligere NBS-arrangementer bød også dette på en
række oplysninger om løn og arbejdsvilkår i blandt andet værtslandet,
men det kan være svært at sammenligne to landes lønninger,
grundet forskellige skattesystemer og forskelle i afgifter.
Til gengæld kan man som brandmand i Danmark godt misunde
deres pensionssystem, som betyder, at en brandmand med 30
års anciennitet kan gå på pension som 58-årig med 73 % af sin
slutløn i pension. Men man har jo lov at håbe på, at de kommende
overenskomstforhandlinger vil bringe os et stykke af vejen.
Göteborg er hjemsted for Volvos lastvognsfabrik, og da Volvo er
leverandør af ildløskøretøjer, havde værterne indlagt et besøg på
fabrikken. Besøget startede i et større auditorium, hvor der var
en gennemgang af Volvos lastvognsprogram, og i den forbindelse
havde man kørt en Volvo-sprøjte ind i auditoriet, således at alle
kunne studere dette køretøj nærmere.
Besøget hos Volvo bød også på en gennemgang af produktionslinjen,
hvor man så tilblivelsen af en lastbil fra start til slut. Sidst
men ikke mindst var der lejlighed til at prøvekøre et bredt udsnit
af Volvos nyeste lastbiler. Jeg tror, jeg taler på de fl estes vegne,
når jeg siger, at dette absolut ikke var kedeligt.
Traditionen tro bød årets NBS på en lang række sociale arrangementer.
Deltagerne kom således på en spændende havnerundfart,
som bød på indslag om Göteborgs historie. Som
indledning til denne rundfart var NBS inviteret til en let frokost
med Göteborgs borgmester som vært. Af andre hyggelige arrangementer
kan nævnes venskabsaften, men det vil være for
omstændeligt at beskrive denne her, så derfor bringer vi i stedet
et par billeder derfra (se fotos).
Nordiske Brandfolks Studiedage afholdes på Færøerne i 2005.
Hør i din lokale klub, hvordan du kommer med.
Af: redaktør Brian Vittrup
Foto: Gert Jensen
5 / oktober 2004 /

Hvad mon de venter på?
Skal der tilskadekomne eller døde brandfolk til, før politikerne vågner op til deres ansvar?’
Dette spørgsmål står brandfolkene i Odensen tilbage med, efter fl ere voldelige episoder.
Af redaktør Brian Vittrup
Vollsmose er et boligområde i
Odense, som er kendt for de fl este
i Danmark – kendt fra medierne
for deres integrationsproblemer.
Der har igennem fl ere år været
tilbagevendende beretninger i
pressen om, hvordan disse integrationsproblemer
fra til tid til
anden har resulteret i voldelige
sammenstød mellem politiet og
andengenerationsindvandrere.
Både lands- og kommunalpolitikere
har stået frem med udsagn om, at
man agtede at gøre alt, hvad der
skulle til for at løse denne konfl ikt,
og det seneste billede, vi har set
fra området, er da også noget så
fredeligt som et kongeligt besøg;
nemlig da det nygifte kronprinsepar,
i forbindelse med deres
rundrejse i Danmark, afl agde
Vollsmose et besøg. Mediernes
fremstilling af dette besøg gav indtryk
af, at tidligere tiders voldelige
konfl ikter i Vollsmose-området var
ved at være en saga blot, eller
måske ønskede man at vise, at
de politiske tiltag i området var
slået igennem og havde haft en
positiv virkning på integrationsproblemerne.
Men virkeligheden er
desværre en anden. Så sent som
i august måned måtte brandfolk
fra Odense Brandvæsen afbryde
deres arbejde, i forbindelse med
en bilbrand, da de blev mødt af
aggressive unge; unge med anden
etnisk baggrund, som kastede med
sten og brandbomber. Situationen
var som følger:
Det er efter midnat. Alarmen
lyder hos Odense Brandvæsen.
Meldingen er ild i bil på parkeringsplads
i Vollsmose-området. Ved
ankomst til stedet trækkes der en
højtryksslange ud fra sprøjten til
brug for slukning. Med er desuden
3-4 patruljevogne. Idet brandmandskabet
skal begynde slukningen,
dukker der pludselig 20-25
unge mennesker frem fra et nærliggende
buskads, hvor de åbenbart
havde gemt sig. Disse unge
mennesker, alle af anden etnisk
herkomst, påbegynder en massiv
stenkastning mod både brand- og
politifolk. Der bliver desuden kastet
indtil fl ere brandbomber. En af
disse brandbomber lander blot få
meter fra en af brandfolkene. På
dette tidspunkt har brandfolkene
søgt tilfl ugt bag sprøjten, som
bliver ramt af fl ere sten. Grundet
den udtrukne højtryksslange er
det ikke umiddelbart muligt for
brandfolkene at forlade området.
De tilstedeværende politifolk er
desværre ikke opmærksomme på,
at brandfolkene ikke kan komme
væk, idet de selv forlader stedet.
Det lykkes dog heldigvis brandfolkene
i dækning af sprøjten at undgå
at blive ramt af sten og samtidig
få rullet højtryksslangen op,
hvorefter de kan forlade stedet.
Umiddelbart uden for boligområdet
mødes man med politiet. Her
drøfter brandfolkene og politiet,
om man igen skal forsøge at
slukke den pågældende brand,
men det går dog hurtigt op for
mandskabet, at de stenkastende
unge har forfulgt dem ud af området,
hvor de igen kaster med sten.
Brandfolkene beslutter herefter at
lade ildebrand være ildebrand og
returnere til brandstationen.
I dag sidder brandfolkene i Odense
tilbage med en række frustrationer.
Frustrationer, som handler
om, hvorfor disse unge har et så
stort had til brandvæsenet, hvorfor
er politikerne blevet så tavse,
hvornår sker det igen, og hvornår
ender det med, at brandfolk kommer
alvorligt til skade under disse
angreb.
Odense Brandvæsen har i dag
truffet en række foranstaltninger
for at beskytte mandskabet samt
mindske risikoen for lignende
hændelser. Blandt andet er alle
ruder i brandvæsenets køretøjer
blevet udstyret med en sikker-
hedsfi lm, som skal forhindre, at
sten kan kastes igennem ruderne.
Der køres ikke længere med reduceret
udrykning til Vollsmoseområdet
uanset meldingens art.
Nærpolitiet i Vollsmose vurderer
sikkerhedsniveauet fra dag til dag,
hvilket betyder, at når nærpolitistationen
i Vollsmose lukker om
eftermiddagen, så går der en situationsmelding
til alarmcentralen.
En situationsmelding, som fortæller,
om brandvæsenet kan køre i
området uden politibeskyttelse.
Men alle disse foranstaltninger
ændrer ikke ved den utryghed,
som brandfolkene nærer, for som
de udtrykker det: ’Ikke nok med at
vores arbejde i sig selv til tider kan
være farligt, men i Vollsmose skal
man også ”kigge sig over skulderen”
af frygt for udefrakommende
angreb’.
Denne beretning er blot én blandt
mange hændelser, som brandfolkene
i Odense har oplevet.
Andre beretninger fortæller om:
Brandmand ramt i hovedet af sten
kastet igennem åbent vindue på
sprøjten, en halv fortovsfl ise smidt
ud fra etageejendom landet 2 meter
fra brandmand, og endelig chikane-kørsel,
hvor man kører meget
tæt på brandfolkene samt på køretøjerne
under udrykning.
Tillidsmand for brandfolkene i
Odense siger: ’Vores ledelse har
været meget lydhør, og vi har
haft en god dialog, blandt andet
i relation til de trufne sikkerhedsforanstaltninger.
Værre er det dog
med de ansvarlige politikere, som
tilsyneladende har valgt at ”lukke
øjnene” og lade, som om intet er
hændt. Hvad mon de venter på?
– Skal der tilskadekomne eller
døde brandfolk til, før de vågner
op til deres ansvar?’
nr. 5 / oktober 2004 /
7

Gasudslip på Tomsgården
Af: redaktør Brian Vittrup
At jobbet som brandmand til tider kan være farligt, er alle
brandmænd klar over. Men at det pludselig gik hen og blev
livsfarligt blot at opholde sig på brandstationen, var en grim
overraskelse for brandfolkene i Københavns Brandvæsen på
Tomsgårdens Brandstation.
Onsdag den 18. august klokken ca.
23.00 blev Tomsgårdens mandskab
kaldt til området Hulgårdsplads
ved Frederikssundsvej (cirka 200
meter fra brandstationen), hvor
nogle beboere havde lugtet gas.
Der blev foretaget udluftning på
adressen, og brandvæsenet tilkaldte
gasværkerne (Københavns
Energi), som overtog det videre
forløb. Herefter returnerede
brandfolkene til Tomsgårdens
Brandstation på Frederikssundsvej.
I løbet af natten udviklede fl ere af
brandfolkene symptomer som hovedpine
og svimmelhed. Omkring
klokken cirka 03.30 oplevede en af
de involverede brandmænd, at han
pludselig ikke kunne kontrollere sin
motorik. Det lykkedes ham dog at
få tilkaldt en kollega. På dette tidspunkt
havde ingen mistanke om
forgiftning. Flere brandfolk havde
da godt nok kunnet konstatere
gaslugt, men man slog det hen
med, at lugten sikkert stammede
fra aftenens tidligere udrykning.
Så da en brandmand pludselig ikke
kunne kontrollere sine bevægelser,
frygtede man, at han havde fået
en hjerneblødning, og det var da
også med denne mistanke, at han
med ambulance blev indbragt til
Bispebjerg Skadestue.
konstaterer lægerne på Bispebjerg
Skadestue, at den først indbragte
brandmand har en så stor koncentration
af kulilte i blodet, at han er
i livsfare. Han overføres herefter
til Rigshospitalet for behandling i
trykkammer.
Det viser sig dog, at det udelukkende
er mandskab fra
Tomsgårdens Brandstation, som
er forgiftet. Herefter iværksætter
vagthavende brandinspektør
i samarbejde med Københavns
Energi en undersøgelse med gasmålingsudstyr
på Tomsgårdens
Brandstation. Disse målinger viser,
at der i dele af brandstationens
opholdsrum er en stor koncentration
af kulilte, stammende fra
bygas. Koncentrationen er så stor,
at brandstationen evakueres, og
vagtcentralen informeres om, at
der ikke kan afsendes køretøjer fra
Tomsgården. Imens søger medarbejdere
fra Københavns Energi
efter årsagen til den høje koncentration
af bygas.
I mellemtiden (omkring klokken
05.00) overfl yttes yderligere 6
mand fra Bispebjerg Skadestue
til Rigshospitalet for behandling i
trykkammer for kulilteforgiftning,
således at der i alt er sendt 7
mand til trykkammer-behandling.
Bispebjerg Skadestue kan konstatere,
at den pågældende Københavns Energi konstaterer, at
brandmand er kulilteforgiftet. gassen stammer fra det brud på
På dette tidspunkt tror man, at gasledningen, som man tidligere
forgiftningen stammer fra udryk- på vagten havde været kaldt ud til
ningen til Hulgårdsplads tidligere på Hulgårdsplads (cirka 200 meter
på aftenen. Vagthavende brand- derfra). Den udsivede gas havde i
inspektør foranlediger derefter, forbindelse med bruddet ophobet
at alt personel, som har deltaget sig i en større mængde i en luft-
i denne udrykning indbringes til lomme under vejen, hvorfra den
Bispebjerg Skadestue for nærmere havde ”løbet” i de kabelbrønde,
8undersøgelse. På dette tidspunkt som fremfører brandvæsenets
nr. 5/ oktober 2004 /
telekabler, de 200 meter, og på
den måde fundet vej ind på selve
brandstationen.
Der er ingen tvivl om, at havde
tidsforløbet været længere, så
havde vi i dag manglet mindst én
kollega, men heldigvis gik det ikke
så galt. Men hvordan kunne det
komme sig så vidt? Det spørgsmål
har mange af de involverede
brandmænd stillet sig selv, og de
kommer alle til samme konklusion:
Selvom vi jo lugtede gas på stationen,
så slog vi det hen med, at
lugten sikkert bare sad i vores tøj,
ligesom man oplever efter ildløs. Vi
havde nok også lidt den opfattelse,
at på brandstationen har man
”helle”, her sker os ikke noget, for
havde vi haft den samme lugtfornemmelse
på en udrykning, så
havde vi jo reageret helt anderledes.
Men tanken om, at det kunne
være på brandstationen, strejfede
os aldrig.
Klokken cirka 17.00 torsdag den
19. august kunne den sidste
brandmand forlade trykkammeret
på Rigshospitalet. Alle er i dag ved
godt mod og tilbage i tjeneste.
Efterfølgende er de pågældende
kabelkasser blevet tætnet, og man
har opsat gasalarmer på stationen.
Samtidig har alle lært, at uheld
ikke kun kan opstå i forbindelse
med udrykning.
Læs desuden afdelingslæge Henrik
Rottenstens artikel om behandling
i trykkammer. Side 14

Ny Brandchef
Den 24. august fi k Vestegnens Brandvæsen ny brandchef. Fagbladet
har mødt brandchefen til en snak om fortid og fremtid.
Af redaktør Brian Vittrup
Baggrund
Vestegnens nye brandchef, Poul A.
Poulsen, er 44 år og kommer fra
en stilling i Falcks redningskorps,
hvor han har været i 17 år. Poul
startede i 1987 som redder hos
Falck i Lyngby, hvor han både fungerede
som ambulancebehandler,
ildløsmand og erhvervsdykker.
I 1997 blev Poul A. Poulsen udrykningsleder
(brandmester) på
Falcks station i Tåstrup. I år 2000
blev han udnævnt til stationsleder
for samme station – en stilling,
som han bestred frem til starten
på sit nye job som brandchef i
Vestegnens Brandvæsen.
Fortid
I sin tid som stationsleder har Poul
A. Poulsen deltaget i og iværksat
mange forskellige tiltag. Blandt
andet har han været iværksætter
af et sikkerhedskursus til private
virksomheder. Kurset havde til
hensigt at uddanne en slags lokal
”indsatsleder” på større virksomheder.
Ideen kendes i dag lidt fra
hjælperøgdykker-konceptet, som
fi ndes i Københavns Brandvæsen.
Fælles for begge kurser er, at de
tilsigter, at der på en given arbejdsplads
fi ndes en eller fl ere
personer, som i tilfælde af brand
kan hjælpe brandvæsnerne med
vejvisning til brandsted m.m.
Social ansvarlighed
Et andet projekt, som Poul A.
Poulsen brugte meget tid på som
stationsleder, var det, som man
kan kalde social ansvarlighed
over for lokalområdet og medarbejderen.
Taler man om social
ansvarlighed i lokalområdet, taler
man f.eks. om at gå i dialog med
utilpassede unge i nærområdet og
eventuelt forsøge at give jobtræning.
Det er et projekt, der blandt
andet har resulteret i, at Poul A.
Poulsen blev formand for bestyrelsen
i et partnerskabsprojekt i
Tåstrupgård – et område, som har
haft mange integrationsproblemer.
En anden del af social ansvarlighed
er i relation til medarbejderne i
virksomheden: Tager virksomheden
hånd om sine medarbejdere,
hvis disse kommer ud i fysiske eller
psykiske problemer? Hvad gør virksomheden
for at fastholde medarbejderen
på arbejdsmarkedet, hvis
vedkommende ikke længere kan
passe sit nuværende arbejde eventuelt
grundet en arbejdsskade?
Kan virksomheden så hjælpe den
pågældende medarbejder med at
fi nde nyt arbejde? Hertil fortæller
Poul A. Poulsen om et netværksprojekt
i Tåstrup, som han var
initiativtager til. Det var et projekt,
som gik ud på, at de lokale virksomhedsledere
fi k større kendskab
til hinanden og derigennem bedre
kunne hjælpe, hvis en af dem stod
med en medarbejder, som havde
behov for en anden type arbejde,
eller man kunne benytte netværket
til at udveksle erfaringer med
integration af indvandrere på arbejdspladsen.
Alt dette resulterede
i, at Falck i Tåstrup i 2004 modtog
virksomhedsprisen for at være
den mest rummelige virksomhed i
Tåstrup.
Fremtid
Men hvilke planer har Poul
A. Poulsen så for Vestegnens
Brandvæsens fremtid? ”Jo, først og
fremmest er der en del administrative
processer, der skal ryddes op
i og bringes i orden”, udtaler den
nye brandchef. ”Derudover skal
brandvæsenet have langt større
fokus på medarbejderens trivsel
på arbejdspladsen; vi skal have
indført regelmæssige personale-
og udviklingssamtaler, som har til
hensigt at afdække, om medarbejderen
trives i sit job, eller om
han/hun skal have nye opgaver;
eller måske har medarbejderen
ideer, som kan bruges til udvikling
af arbejdspladsen”. Og netop når
snakken falder på udvikling, så
er det vigtigt for den nye brandchef
at understrege, at fremtiden
i Vestegnens Brandvæsen byder
på udvikling frem for afvikling.
”Vestegnens Brandvæsen skal være
blandt landets bedste brandvæsener”,
udtaler den nye chef, ”og
her tænker jeg ikke på slangeudlægninger
og hurtige responstider,
men snarere på brandvæsenet som
virksomhed – en virksomhed, som
bygger på medarbejdernes engagement.
For selv om vi ikke har svært
ved at rekruttere nye medarbejdere,
så har jeg et stort ønske om at
kunne fastholde dem, vi har, med
baggrund i, at den enkelte er tilfreds
med brandvæsenet som arbejdsplads.
Vi skal have en arbejdsplads,
som har plads til medarbejderen
igennem hele livet”. I den forbindelse
nævner brandchefen, at han
er imponeret over det engagement,
brandfolkene i Vestegnen lægger for
dagen, ”og at det er mit ansvar som
chef at kunne leve op til dette engagement,
samt fastholde og motivere
vores medarbejdere, så disse bliver
endnu gladere for deres arbejde i
væsenet”, udtaler Poul A. Poulsen.
Handlingsplan
Poul A. Poulsen har mange visioner
for Vestegnens fremtid, men først
og fremmest skal der udarbejdes
en handlingsplan. Den vil blive
fuldt tilgængelig for den enkelte
medarbejder, så alle kan se, hvor
Vestegnens Brandvæsen er på vej
hen. Det er hensigten, at handlingsplanen
skal gælde for en periode
på et år og have baggrund i
den kontrakt, som bestyrelsen for
Vestegnens Brandvæsen udarbejder.
Handlingsplanen for 2005 kommer til
at ligge klar i december måned, og
det er så meningen, at der hvert år
udarbejdes en handlingsplan for det
kommende år. Sidst men ikke mindst
så mener den nye brandchef, at:
”Succes kommer gennem årelangt
arbejde, med en vis kontinuitet i ledelsen.
Jeg er derfor ikke enig med
mange andre ledere, som mener, at
chefer skal skiftes ud med 3-4 års
interval. Sagt på en anden måde så
regner jeg med at skulle være her i
Vestegnens Brandvæsen mange år
ud i fremtiden”.
nr. 5 / oktober 2004 /
9

Paramediciner, del 3.
Af: Kim Dalgaard, 677 Københavns Brandvæsen
højeste uddannelsesniveau. Disse
uddannelsesniveauer varierer meget,
og det er ikke svært at fi nde
ambulancetjenester, hvor der er
meget tæt sammenlignelighed i de
kompetencer, den enkelte paramediciner
har i forhold til den danske
niveau 3 uddannelse.
Opsummering:
Eksamen:
Torsdag d. 3. juni oprandt dagen
så, hvor vi elever skulle bevise, at
vi havde formået at tilegne os den
viden, som uddannelsesbeskrivelsen
lagde op til.
Vi var alle utrolig spændte, som
det hører sig til, når man skal til
eksamen.
Jeg har i dette blad tidligere skre- Styregruppen, der var nedsat af
vet to artikler omhandlende prø- skolen, og som havde lavet et
veuddannelsen for ambulancebe- større arbejde i forbindelse med
handlere med særlig kompetence uddannelsen, var selvklart også
- niveau 3, hvorpå jeg selv har spændte.
deltaget.
Vi var alle aftenen før mødt frem
Uddannelsen er afviklet henover på hotellet i Silkeborg, hvor vi tid-
foråret og sommeren 2004, med ligere havde været indkvarteret,
deltagelse af 12 elever.
under selve teoridelen. Her fi k vi
I den første artikel beskrev jeg ridset op hvorledes eksamensda-
forløbet frem til uddannelsesstart, gen ville blive afviklet.
herunder modtagelse af pensum Vi blev delt op i to hold, således
mv.
at det ene hold blev eksamineret
I den anden artikel beskrev jeg så mundtligt om formiddagen, mens
selve uddannelsesforløbet. det andet hold afviklede skriftlig
I denne artikel vil jeg beskrive den eksamen, og vice versa om efter-
tid, der er gået fra vi var til eksamiddagen.men og frem til i dag.
Censor ved den mundtlige eksamen,
var den præhospitale leder
For oplysningens skyld, er det i H:S, overlæge Freddy Lippert.
nødvendigt at nævne, at man Eksaminatorer var lederne af læ-
i de faglige organisationer FOA geambulancen i Århus og Ålborg,
og SID´s fælles organ, Dansk overlæge Troels M. Hansen og
Ambulanceråd, er blevet enige overlæge Poul Hansen. Desuden
om i fremtiden at benævne disse medvirkede supervisor Hans
ambulancebehandlere; paramedi- Lumholdt, fra Falck. Sidstnævnte
cinere. Dette har der været meget var med som elevernes garant for
debat om, bl.a. i lægekredse. at de ikke blev stillet spørgsmål
Undertegnede vil ikke gå meget om ting, som ikke var gennemgået
dybere ind i denne, men blot erin- i undervisningen. Hans Lumholdt
dre om, at der ikke er en entydig havde fulgt hele teoridelen fra ”si-
defi nition på titlen paramediciner. delinien” i klassen, som medlem af
I de lande, hvor titlen bruges, er styregruppen, og desuden funge-
det en benævnelse, der påhæftes ret som praktisk gris og bindeled.
de ambulancefolk, der har det Hans var fuldkommen neutral
0 nr. 5 / oktober 2004 /
under hele uddannelsesforløbet i
forhold til sin ansættelse.
Jeg selv lagde ud med den mundtlige
eksamen. Til den mundtlige
eksamen trak man en opgave,
og derefter fi k man 20 minutters
forberedelse, og så 20 minutter til
fremlæggelse, uden brug af hjælpemidler,
opslagsværk mv.
Da den primære del af uddannelsen
beskæftigede sig med de
medicinske patienter, som vi ambulancefolk
typisk møder, blev jeg
noget klam i håndfl aderne, da jeg
trak en case, hvor jeg skulle beskrive,
hvorledes jeg ville behandle
en ca. 40-årig lystfi sker, som var
hevet op af Limfjorden, i bevidstløs
tilstand med en kropstemperatur
på 27° C.
Min opgave var at beskrive behandling
fra start til afl evering på
lokal skadestue - herunder melding
til skadestuen.
Jeg fi k at vide, at patienten havde
asystoli, når man opkoblede defi -
brillatoren.
Behandlingen inkluderede basal
ambulancebehandling med hypotermi-indpakning
mv. Derudover,
vigtigst af alt, den medicinske
hjertestopbehandling. Der var nogle
underspørgsmål af anatomisk og
fysiologisk art, der ligeledes skulle
besvares.
Jeg skulle endvidere forestille mig
at patienten senere skulle overfl yttes
til et mere avanceret behandlingssted,
for hypotermi-patienter,
og igen fi k patienten hjertestop,
men nu ventrikelfl immer. Igen
skulle behandlingen beskrives fra
start til ankomst hospital.
Lige pludseligt føltes 20 minutter
som meget kort tid. Jeg havde jo
ventet en helt anden type case i
retning af et hjertetilfælde, astmatilfælde
eller en sukkersygepatient.
Men ak, det skulle være en opgave,
som ikke just er dagligdag for

os ”københavnere”, hvilket jeg da
også indledte med at fortælle de
herrer ved det grønne bord, med
et noget anstrengt smil.
De første minutter efter jeg fik
opgaven, bankede mit hjerte så
hurtigt og kraftigt, at jeg var bange
for selv at ende som patient.
For første gang til en eksamen af
ambulancemæssig karakter troede
jeg, at jeg skulle dumpe, ikke forstået
sådan, at jeg aldrig har været
nervøs ved eksamen, ej heller
at opgaven var umulig at beskrive,
men tidspresset var enormt, set i
lyset af de ting, der skulle beskrives
og fremlægges. Det gik dog
godt, ikke til 13 - eller 11 for den
sags skyld, men ok. Her var det
ganske enkelt bare et spørgsmål
om at bestå!
Til den skriftlige prøve havde man
2 timer, og heller ikke her blev der
tilladt brug af hjælpemidler, andet
end blyant og papir.
Der var 8 hovedspørgsmål af essay-typen,
som alle havde 3-5 underspørgsmål.
Altså ikke multiple
choice, som vi ambulancefolk ellers
er vant til.
15 minutter til hvert hovedspørgsmål
var for al for lidt tid. De fleste
af opgaverne gik på medicinske
patienter, hvor man skulle beskrive
behandling; hvilke medikamenter
man ville inddrage i sin behandling,
samt en beskrivelse af indikationer,
kontraindikationer og
bivirkninger. Man blev spurgt om
udstyr, der skulle anvendes til intubation,
da uddannelsen jo blandt
andet sætter paramedicineren i
stand til at fungere som lægeassistent.
Desuden nogle spørgsmål
til udstyr, der bruges til længere
overflytninger af patienter fra et
hospital til et andet. Uddannelsen
sigter, jf. bekendtgørelsen, også
mod at anvende paramedicinere til
at observere patienter under disse
overflytninger, for at friholde læger
og sygeplejersker, på de i forvejen
tyndt besatte sygehuse, rundt
omkring i det ganske land. Nogle
spørgsmål omkring farmakologi
generelt blev det også til
Aldrig har jeg skrevet så meget, så
hurtigt og så grimt, som til denne
eksamen. Men det må alligevel
være lykkedes, at gøre mig forståelig
på de 13 tætskrevne sider jeg
afleverede.
Desværre blev der dryppet lidt
malurt i bægeret på denne forløsningens
dag, for os elever, som
havde været i gang siden slutningen
af januar.
To elever bestod ikke den skriftlige
eksamen, og to andre bestod
ikke den mundtlige. En lidt kedelig
beståelsesprocent, som desværre
manede visses fordomme i jorden,
der spåede at vi, der deltog på
prøveforløbet, ikke kunne dumpe.
Det skal dog lykkeligvis siges, at
alle fire nu er reeksamineret, og
alle er kommet igennem uddannelsesforløbet
med et eksamensbevis
i hånden.
Evalueringen af prøveuddannelsen:
Som tidligere nævnt i anden artikel,
er uddannelsen blevet evalueret
af det eksterne konsulentfirma
Cue Consult. Denne evaluering
foregik ved hjælp af udleverede
testskemaer, som vi elever skulle
afkrydse før starten på den teoretiske
del og efter denne. Samme
skema blev udleveret, da vi returnerede
til skolen for at blive
eksamineret. Således blev skemaet
udfyldt før og efter den teoretiske
del på skolen og endvidere efter
vi havde haft lejlighed til at søge
supervision på lægeambulancerne
og hospitalerne, hvor vi var i praktik.
Disse skemaer skulle afdække,
hvor meget vi som elever havde
rykket os under hele forløbet. Et
generelt evalueringsskema, med
mulighed for at skrive mere generelle
kommentarer blev ligeledes
udleveret.
Jeg må tilstå, at mit første indtryk
af evalueringsformen var præget
af skepsis. Dette fordi jeg mener
en evaluering, af en prøveuddannelse
som denne, også bør følges
op med nogle mundtlige interviews.
Jeg må dog konstatere, at
de ting som evalueringsrapporten
fra Cue Consult afdækker, stemmer
overens med de ting vi elever
har påpeget som værende uhensigtsmæssige.
Evaluering i H:S
Den præhospitale leder i H:S fremsatte
meget tidligt krav om at få
evalueret de nye kompetencer i
praksis.
Dette for at belyse, hvorledes vi to
fra Københavns Brandvæsen handlede
og udnyttede kompetencerne
i konkrete patientsituationer.
Opgaven blev pålagt korpslægen,
som udarbejdede instrukser, evalueringsskemaer
og disponeringsvejledning
mv.
Det blev meddelt at evalueringsforløbet,
som blev tidsfastsat til 3
måneder, skulle afvikles omkostningsfrit
for H:S. Brandvæsenet,
som entreprenør, ønskede ej heller
at stille økonomiske ressourcer til
rådighed. Derfor blev der tale om
det muliges kunst, idet man udstationerede
Kenneth Lübcke og undertegnede,
på henholdsvis 2. og
4. rode på Hovedbrandstationens
ambulance (der er kun én
døgnambulance på stationen). På
de dage, hvor vi var på vagt, omdøbtes
ambulancen fra H2 til H1.
Dette for at lette arbejdet med at
disponere fra vagtcentralens side.
Meningen med forløbet var så at vi
kun skulle disponeres til niveau 3
relevante ture i alle distrikter, undtaget
Dæmningen og Tomsgården.
Niveau 3 relevant vil sige ture,
hvor vi kunne anvende vores medicinske
kompetencer, dette især
ved hjertetilfælde, astma, lungeødem,
sukkersyge, kramper, overdoser
af narkotika / medicin og
smertestilling generelt.
På hver tur, hvor ambulance H1
blev sendt, blev lægeambulancen
medsendt. Lægens primære funktion
var at evaluere undertegnede
og Kenneth, og kun skride ind,
hvis det var lægefagligt uforsvarligt.
Dette var ligeledes en del af
kravet fra den præhospitale leder.
Jeg må tilstå, at jeg første gang,
jeg blev bekendt med planerne for
forløbet rynkede noget på øjenbrynene
da jeg jo mente at vi allerede
var eksamineret én gang. For så-
Fortsættes side 12
nr. 5 / oktober 2004 /
11

Af: Tom Mikkelsen 235, Københavns Brandvæsen
Udskiftning af defi brillatorer.
I 2009 skal alle ambulancer være
udstyret med medikoteknisk udstyr,
som kan foretage 12-afl edet
EKG samt transmittere dette til
f.eks. en kardiologisk afdeling for
vurdering med henblik på visitation.
I Københavns Brandvæsen er det
Ambulancebrugergruppen, som
tager sig af den slags projekter.
Man har fra ledelsens side besluttet,
at man vil udskifte alle defi brillatorerne
i årsskiftet 2004/2005.
Redningsskolen har afsat tid på
næste års vedligeholdelses-kurser
til en omskoling. Så med det praktiske
på plads mangler vi jo ”bare”
Fortsat fra side 11
dan føltes det rent faktisk; at være
til eksamen på hver eneste tur.
Omvendt kunne jeg godt se at det
var relevant at få belyst, hvor meget
og hvorledes kompetencerne
kunne bruges.
Overordnet set gik det rigtig
godt. Lægerne skulle efter hver
tur udfylde en evaluering, med
afkrydsning af en række faste
overordnede rubrikker for alle ture,
og så rubrikker specifi kt for den
pågældende patientkategori. Det
kræver ikke den store fantasi, at
forestille sig en interessekonfl ikt,
da vi skulle evalueres af lægerne
på den enhed, der måske kunne
se os som en ”konkurrent” overfor
en stor del af patientkategorierne.
Størstedelen af disse evalueringer
gav dog ikke årsag til hævede
øjenbryn hos hverken korpslægen
eller os ”forsøgskaniner”. Dog
var der enkelte evalueringer, som
medførte at vi måtte tage en faglig
debat med den pågældende læge,
der havde udfyldt evalueringen for
at få afdækket eventuelle fejl og/
eller andre uhensigtsmæssigheder
i behandlingsøjemed
Vi endte op med at køre ca. 370
ture i alt i perioden, heraf er ca. 80
% skønnet som værende niveau 3
relevante.
2Jeg mener klart vi har bevist, at
nr. 5 / oktober 2004 /
at fi nde den rette model, og så
er vi køreklar i slutningen af 2005
– om alt går vel.
Jagten på den rette model startede
ved, at vi inviterede 4 producenter
til at fremvise deres
produkter. Derefter valgte vi 3,
som vi ville afprøve. Der blev lavet
evalueringslister, og alle produkter
er blevet grundigt afprøvet over en
længere periode. Umiddelbart kan
maskinerne det samme – forskellene
er af mere fysisk art såsom
vægt, størrelse, samt brugervenlighed.
Den endelige afl øser er endnu ikke
fundet. Men et par ting tør jeg
vi i størstedelen af tilfældene, har
kunnet magte opgaven, men vi
har absolut også lært en del af
forløbet, herunder hvornår man
må erkende sine egne kompetencegrænser.
Der har været få ture,
hvor jeg har vendt mig om til lægen
og meddelt, at jeg ikke anede,
hvad patienten specifi kt fejlede,
men at jeg under alle omstændigheder
ville indlægge denne. Her
har jeg ikke mødt overlegne kommentarer,
tværtimod.
I evalueringsforløbet har vi fået lov
at administrere en del intravenøs
medicin, hvilket har været fagligt
berigende at opleve effekten af.
Vi har optaget 12-afl edet EKG og
overført pr. telemedicin til cardiologerne
på Rigshospitalet. Vi har
stået i komplekse behandlingssituationer
og fået lov at styre forløbet
helt til grænsen af, hvad vi kunne
magte. Vi har generelt været bakket
op af gode forstående kolleger,
både på primærambulancen og på
lægeambulancen.
Samtidig ros til vagtcentralen for
på fi n vis at have løftet opgaven
med at skulle disponere anderledes
i perioden. Jeg er ikke tvivl om
at der mangler nogle ordentlige
arbejdsredskaber i det daglige
for bedre at kunne disponere og
godt spå om. Vi får et meget bedre
hjælpemiddel til brug præhospitalt.
Vi får mulighed for at tage et
12-afl edet EKG, som der kan stilles
en diagnose ud fra. Ved hjælp
af direkte kontakt til en læge på
eksempelvis Rigshospitalet kan vi
køre direkte til den rigtige afdeling.
I alle de afprøvede modeller er der
elektronisk blodtryksmanchet og
saturationsmåler. Desværre bliver
vægten på vores nye defi brillator
lidt højere.
En afprøvning som denne kan ikke
foregå uden en del goodwill, og i
den forbindelse vil jeg gerne takke
de tålmodige kollegaer, som har
deltaget i projektet.
henvise til anden relevant hjælp,
men min generelle opfattelse er at
viljen er til stede.
Der skal ikke være tvivl om, at det
har været nogle hårde måneder. At
blive kigget over skulderen af en
erfaren anæstesilæge hver gang
- også om natten… - har virkelig
krævet nogle ressourcer. Jeg er
dog også blevet en del mere erfaren
på mange områder, især når vi
taler de lidt mere ”vanskelige” patienter,
hvor en formodet diagnose
og dermed behandling, ikke ligger
lige til højrebenet.
Fremtiden ?:
Det er nu op til H:S, at afgøre,
hvilken fremtid niveau 3 har i
København. H:S vil få forelagt en
evalueringsrapport fra Korpslæge
Henning Brinkenfeldt, som beskriver
hele evalueringsforløbet på st.
H.
Min personlige mening er at niveau
3, som supplement til den
præhospitale sektor, klart har en
berettigelse set fra en samfundsøkonomisk
vinkel.
Har du i øvrigt spørgsmål til uddannelsen
mv., er du velkommen
til at kontakte mig på
Christianshavns brandstation,
4.rode.

Af: Tom Mikkelsen 235, Københavns Brandvæsen
Udskiftning af defi brillatorer.
I 2009 skal alle ambulancer være
udstyret med medikoteknisk udstyr,
som kan foretage 12-afl edet
EKG samt transmittere dette til
f.eks. en kardiologisk afdeling for
vurdering med henblik på visitation.
I Københavns Brandvæsen er det
Ambulancebrugergruppen, som
tager sig af den slags projekter.
Man har fra ledelsens side besluttet,
at man vil udskifte alle defi brillatorerne
i årsskiftet 2004/2005.
Redningsskolen har afsat tid på
næste års vedligeholdelses-kurser
til en omskoling. Så med det praktiske
på plads mangler vi jo ”bare”
Fortsat fra side 11
dan føltes det rent faktisk; at være
til eksamen på hver eneste tur.
Omvendt kunne jeg godt se at det
var relevant at få belyst, hvor meget
og hvorledes kompetencerne
kunne bruges.
Overordnet set gik det rigtig
godt. Lægerne skulle efter hver
tur udfylde en evaluering, med
afkrydsning af en række faste
overordnede rubrikker for alle ture,
og så rubrikker specifi kt for den
pågældende patientkategori. Det
kræver ikke den store fantasi, at
forestille sig en interessekonfl ikt,
da vi skulle evalueres af lægerne
på den enhed, der måske kunne
se os som en ”konkurrent” overfor
en stor del af patientkategorierne.
Størstedelen af disse evalueringer
gav dog ikke årsag til hævede
øjenbryn hos hverken korpslægen
eller os ”forsøgskaniner”. Dog
var der enkelte evalueringer, som
medførte at vi måtte tage en faglig
debat med den pågældende læge,
der havde udfyldt evalueringen for
at få afdækket eventuelle fejl og/
eller andre uhensigtsmæssigheder
i behandlingsøjemed
Vi endte op med at køre ca. 370
ture i alt i perioden, heraf er ca. 80
% skønnet som værende niveau 3
relevante.
2Jeg mener klart vi har bevist, at
nr. 5 / oktober 2004 /
at fi nde den rette model, og så
er vi køreklar i slutningen af 2005
– om alt går vel.
Jagten på den rette model startede
ved, at vi inviterede 4 producenter
til at fremvise deres
produkter. Derefter valgte vi 3,
som vi ville afprøve. Der blev lavet
evalueringslister, og alle produkter
er blevet grundigt afprøvet over en
længere periode. Umiddelbart kan
maskinerne det samme – forskellene
er af mere fysisk art såsom
vægt, størrelse, samt brugervenlighed.
Den endelige afl øser er endnu ikke
fundet. Men et par ting tør jeg
vi i størstedelen af tilfældene, har
kunnet magte opgaven, men vi
har absolut også lært en del af
forløbet, herunder hvornår man
må erkende sine egne kompetencegrænser.
Der har været få ture,
hvor jeg har vendt mig om til lægen
og meddelt, at jeg ikke anede,
hvad patienten specifi kt fejlede,
men at jeg under alle omstændigheder
ville indlægge denne. Her
har jeg ikke mødt overlegne kommentarer,
tværtimod.
I evalueringsforløbet har vi fået lov
at administrere en del intravenøs
medicin, hvilket har været fagligt
berigende at opleve effekten af.
Vi har optaget 12-afl edet EKG og
overført pr. telemedicin til cardiologerne
på Rigshospitalet. Vi har
stået i komplekse behandlingssituationer
og fået lov at styre forløbet
helt til grænsen af, hvad vi kunne
magte. Vi har generelt været bakket
op af gode forstående kolleger,
både på primærambulancen og på
lægeambulancen.
Samtidig ros til vagtcentralen for
på fi n vis at have løftet opgaven
med at skulle disponere anderledes
i perioden. Jeg er ikke tvivl om
at der mangler nogle ordentlige
arbejdsredskaber i det daglige
for bedre at kunne disponere og
godt spå om. Vi får et meget bedre
hjælpemiddel til brug præhospitalt.
Vi får mulighed for at tage et
12-afl edet EKG, som der kan stilles
en diagnose ud fra. Ved hjælp
af direkte kontakt til en læge på
eksempelvis Rigshospitalet kan vi
køre direkte til den rigtige afdeling.
I alle de afprøvede modeller er der
elektronisk blodtryksmanchet og
saturationsmåler. Desværre bliver
vægten på vores nye defi brillator
lidt højere.
En afprøvning som denne kan ikke
foregå uden en del goodwill, og i
den forbindelse vil jeg gerne takke
de tålmodige kollegaer, som har
deltaget i projektet.
henvise til anden relevant hjælp,
men min generelle opfattelse er at
viljen er til stede.
Der skal ikke være tvivl om, at det
har været nogle hårde måneder. At
blive kigget over skulderen af en
erfaren anæstesilæge hver gang
- også om natten… - har virkelig
krævet nogle ressourcer. Jeg er
dog også blevet en del mere erfaren
på mange områder, især når vi
taler de lidt mere ”vanskelige” patienter,
hvor en formodet diagnose
og dermed behandling, ikke ligger
lige til højrebenet.
Fremtiden ?:
Det er nu op til H:S, at afgøre,
hvilken fremtid niveau 3 har i
København. H:S vil få forelagt en
evalueringsrapport fra Korpslæge
Henning Brinkenfeldt, som beskriver
hele evalueringsforløbet på st.
H.
Min personlige mening er at niveau
3, som supplement til den
præhospitale sektor, klart har en
berettigelse set fra en samfundsøkonomisk
vinkel.
Har du i øvrigt spørgsmål til uddannelsen
mv., er du velkommen
til at kontakte mig på
Christianshavns brandstation,
4.rode.

4 nr.5
TRYKKAMMERBEHANDLING
I forbindelse med gasulykken på Tomsgårdens Brandstation og den efterfølgende
behandling af mandskabet i trykkammer, fortæller afdelingslæge
Henrik Rottensten her om baggrunden og effekten af brugen af
trykkammer-behandling.
Af: Afdelingslæge Henrik Rottensten
HISTORIE
Behandling under forhøjet tryk har været kendt og
anvendt i lang tid. Der er i et manuskript fra det 13.
århundrede en tegning af Alexander den Store, der
bliver nedsænket i Bosporusstrædet i en glaskiste.
Der bliver dog anvendt levende lys, hvilket nok ikke
kan anbefales, såfremt man har lyst til at gentage
turen. I nyere tid (i det 20. århundrede) er verdens
største kammer (se foto 1) med 5 etager og 60
soveværelser blevet bygget. Dette kammer blev dog
aldrig rigtig anvendeligt og blev til skrotjern i 1937.
I 1970’erne skete der en kraftig udbygning af beha
ndlingsfaciliteterne, og HyperBar Oxygenbehandling
(HBO) blev mere anvendt. Rigshospitalet begyndte
fra ca. midten af 70’erne at anvende trykkammer,
først et monokammer (se foto 3), men fra juni 1998
det nuværende kammer med plads til 8 siddende
eller 2 liggende patienter (se foto 2).
Foto 1
RATIONALE
Ilt under højt tryk har siden 1937 været brugt til
behandling af dykkersyge. Før dette blev der anvendt
atmosfærisk luft under tryk. Men der har også været
anvendt hyperbar behandling til behandling af andre
sygdomme og tilstande.
Kulilte-forgiftning blev første gang behandlet hos
et menneske i 1960. I de følgende år blev der fl ere
indikationer, specielt med henblik på behandling af
infektioner og iltmangel.
I 1956 blev der foretaget hjertekirurgi i trykkammer
for at øge den periode, der kunne opereres uden
blodcirkulation.
/ oktober 2004 /
Foto 2
HBO-behandlingens effekter er:
Perfusion kontra diffusion.
Højt kapillær iltindhold, sikrer højt vævs iltindhold.
Hurtig respons er vigtig, fra iskæmien er opstået.
Indikationer for HBO er:
Hvis man ser på effekten af HBO-behandlingen
som beskrevet ovenfor, kan man omsætte dette til
behandling af blandt andet følgende akutte tilfælde:
CO-/CN-forgiftning (øger iltning af væv – mindsker
sene neurologiske følger). Ved forgiftning med kulilte
ser man en blokering af iltomsætningen, specielt i
de mest forbrugende væv, dvs. hjerte, hjerne, lever
og nyrer. Disse effekter er ikke kun afhængige af
kulilten, men også af processer der er startet af
kulilten. Der ses alle de symptomer, som man kan
se ved blodpropper i hjerne eller hjerte, fra diskrete
til massive. Forgiftningen ses både i en akut og i
en kronisk form. Den kroniske form kan opstå med
samme symptomer som den akutte men indtil fl ere
uger senere. Begge typer kan behandles effektivt
med HyperBar Oxygen.
Foto 3

BEHANDLING
De fleste elektive behandlinger i trykkammer sker
ved et tryk på 2,5 ATA (svarende til 15 meters
vanddybde). Der bliver typisk givet 30 behandlinger
med pause på hverdage og helligdage.
Ved akutte behandlinger bliver der behandlet ved
2,8 ATA (svarende til 18 meters vanddybde), og
antallet af behandlinger er variabelt.
Ved kulilteforgiftning bliver der behandlet 5 gange
inden for de første 48 timer, og man lader sig
herefter styre af kliniske fund og ikke af eventuelle
målte værdier.
Ved kulilte-forgiftning behandles alle, der har
eller må være mistænkt for at have en sværere
forgiftning. For at forebygge sene skader behandles
disse personer 3 gange inden for det første døgn.
Ved infektioner forsøges der behandlet 3 gange
inden for de første 24 timer, skiftende med kirurgisk
behandling. Dette fortsættes, indtil der ikke er aktiv
infektion (billede infektioner).
Dykkersyge-behandling sker efter andre
retningslinjer, og behandlingsdybden kan kortvarigt
være 50 m, og tiden kan variere betydeligt, idet
man lader sig styre af symptomerne. Der er
registreret behandlinger på op til 112 timer, hvilket
dog er yderst sjældent.
UDVIKLING
Ud over de klassiske indikationer for HBObehandling
er der nye områder under udvikling.
Især påvirkningen af immunsystemet er et område,
hvor der forskes intensivt. Der har været en del
interesse for de stoffer i blodet, der kan beskytte
mod udviklingen af dykkersyge, og man har talt
om en pille til forebyggelse. Derudover er der store
projekter i gang vedrørende sår hos sukkersyge
patienter, hvor anden behandling er forsøgt, og
trykkammerbehandling betragtes som sidste
mulighed.
Denne øgning i behandlingsindikationer kan også
ses i antallet af behandlede patienter, der er
stigende, og der er heller ikke udsigt til fald eller
stagnation i patienttallet.
Tomsgårdens mandskab i trykkammer
nr. 5 / oktober 2004 /
15

6 nr.5
”Det åbenlyse løn-røveri”
Af: Jesper Broneè, formand for Brandfolkenes Klub København
I øjeblikket foregår et af danmarkshistoriens
største røverier for
åbent tæppe, nemlig røveriet af
vores løn- og pensionskroner, som
vores arbejdsgiver, Københavns
Kommune, begår.
Min påstand i denne sag er, at 90
% af alle ansatte i udrykningen
ved Københavns Brandvæsen vil
være offer for dette omfattende
og udspekulerede røveri den dag,
de afgår fra brandvæsenet. Og
hvorfor så det? Jo, fordi det siden
den første lønkørsel leveret af
fa. Accenture har været umuligt
for medarbejderne at kontrollere
deres lønseddel uden hjælp
fra regnskabssagkyndige, og når
først der er kommet en forklaring,
og eventuelle fejl i løn/tillæg/
pensionsordninger er blevet opdaget
og rettet, så er pengene først
til disposition hos medarbejderen
EFTER månedens sidste bankdag
… altså FOR SENT!
De penge, som her mistes i form
af manglende renteindtægter
(nogle personers mening er, at
det drejer sig om ørebeløb), fordi
Læserbrev
Af Tommy Jepsen 5061, Frederiksberg Brandvæsen
Frederiksberg og Københavns Brandvæsners sundhedspolitik!
At brandfolks helbred har indflydelse på brandvæsnernes økonomi, hører vi ofte – specielt når vores ledelse
taler om sygefraværsstatistikker. Derfor bør brandfolkenes sundhedstilstand have en interesse hos vores
ledelse.
Den 19. juni 2004 bragte Berlingske Tidende en artikel omhandlende mænds generelle
sundhedstilstand. Det fremhæves i artiklen, at mænds sundhedstilstand bedres, såfremt arbejdspladsen
tilbyder månedlige sundhedstjek i arbejdstiden. Begrundelsen var: Mænd finder det pibet at søge læge ved
de første symptomer i sygdomsforløbet. Mænd kommer af denne grund ofte for sent i gang med at modtage
behandling.
Men hvad gør man i brandvæsnerne? Ser man historisk på det, så har man faktisk tidligere
haft muligheden for at kunne komme til et årligt lægetjek i arbejdstiden. Blandt andet blev alle ansatte ved
Frederiksberg Brandvæsen tidligere tilbudt en årlig undersøgelse af lungerne – en ordning, som af ukendt
årsag er ophørt. At en kollega så rent faktisk efter ordningens ophør døde af lungekræft, er jo sørgeligt, men
ikke desto mindre sandt.
Så min opfordring til vores arbejdsgiver er: Genindfør muligheden for at komme til lægetjek, i
arbejdstiden. Dette kunne jo endda ligefrem resultere i et faldende sygefravær samt være et synligt tegn på,
at vores arbejdsgiver interesserer sig for sine medarbejderes ve og vel.
5061 Tommy Jepsen
/oktober 2004 /
pengene er til disposition for sent,
kommer vi næppe nogensinde til
at se. Det er en påstand fra min
side – en påstand, som jeg har
fremsat fra første dag, og som jeg
ikke på noget tidspunkt fraviger,
med mindre jeg får sikkerhed for,
at SAMTLIGE brandmænds lønsedler
er blevet gennemgået af en
revisor!
For at få et beløb sat på disse små
”svindelnumre” har Brandfolkenes
Klub København nu sat en revisor
på sagen, og vi har bedt denne
revisor gennemgå 3 brandmænds
lønsedler for fejl. Ligeledes vil disse
3 brandmænd få gennemregnet
deres årsopgørelser, når vi når
frem til årsskiftet. Det er desværre
en langvarig proces, men i mine
øjne den eneste mulighed, vi har,
for at få et overblik over tyveriets
reelle størrelse.
Jeg undrer mig over, at andre
organisationer ikke har fokuseret
på dette; men for de fleste andre
drejer dette lønkaos sig mere om,
at man vil have den rette løn til
tiden, hvilket selvfølgelig også er
vigtigt. MEN københavnske brandfolk
SKAL også have de penge
igen, som i mine øjne bliver stjålet
af kommunen i øjeblikket.
B.K.K. vil følge denne sag på
nærmeste hold; og vi lukker ikke
sagen, før ALLE vores medlemmer
har fået deres penge. For at anskueliggøre
problematikken i denne
sag kan jeg fortælle, at på det
sidste fællesmøde på Københavns
Rådhus virkede kommunens embedsmænd
ganske uforstående
over for vores krav om løn, for som
de sagde, ”så længe vi forsøger at
løse problemet, så kan man ikke
forlange mere”! Jo, man kan: Vi
forlanger, at vores medlemmer
bliver behandlet anstændigt, og at
vores medlemmer ikke alene får
hele deres løn, men at de også får
sikkerhed for, at den dag, de går
på pension, så får de ALLE deres
opsparede penge til rådighed … PÅ
ØREBELØBET.

DEMENS PÅ DAGSORDENEN
Underviser på niveau II-uddannelserne Marianne Engel ønsker at komme i dialog med
ambulancefolk omkring, hvordan de kommunikerer med demente borgere. I den anledning har
Marianne Engel skrevet nedenstående oplæg.
Af: Socialrådgiver og Freelancekonsulent Marianne Engel
For et par år siden fi k jeg mulighed
for at undervise redderne om demens,
og hvordan man kan tackle
mødet med demente borgere.
Mit oplæg om demenssygdomme
og om, hvordan sygdommen besværliggør
kommunikationen for
den demente, gav anledning til
mange spørgsmål og diskussioner.
Nu skriver jeg denne artikel for at
få kontakt til reddere, der har lyst
og overskud til at beskrive, med få
ord, hvilke oplevelser de har med
borgere, der er demente. På trods
af at jeg ved, at man har mange
negative oplevelser, er der behov
for at sætte fokus på de episoder,
hvor din/jeres indsats var med til
at afbøde yderligere kaos for den
demente og dennes pårørende.
Baggrunden for ovenstående er, at
jeg er ved at beskrive et projekt,
der skal fokusere på den indsats,
der ydes i det daglige, men som
er usynlig. For øjeblikket har jeg
kontakt med redaktørerne for politiets,
reddernes og brandfolkenes
fagblade.
Ved at beskrive det arbejde, der
udføres til gavn for demente
borgere, er der grundlag for en
ansøgning til et projekt, som skal
beskrive de metoder, man bruger,
eksempelvis når man skal køre en
dement borger på hospitalet eller
tilkaldes af hjemmeplejen eller de
pårørende.
Fra 1995 og frem til 2000 var jeg
projektleder på et projekt, som
havde til formål at komme i dialog
med målgrupper i nærmiljøet, der
i det daglige kunne møde demente
borgere – målgrupper som politi,
bankansatte, taxachauffører, frisører,
viceværter med fl ere. Fælles
for disse målgrupper var og er, at
de ofte møder demente borgere i
forbindelse med arbejdsopgaver.
Fælles er også, at man ikke har
fået undervisning i, hvordan man
tackler mødet med mennesker, der
er demente, eller deres pårørende.
Både dengang og nu har jeg erfaret,
ved min kontakt med disse
målgrupper, at man klarer mange
akutte situationer på en sådan
måde, at den demente bevarer sin
værdighed. Der bliver bare sjældent
lagt mærke til det, og det er
en skam. Desuden ved vi, at der
vil blive fl ere ældre med demens,
og at de samtidig bor længere i
eget hjem. Nogle bor med ægtefælle,
men fl ere og fl ere bor alene
og med ringe eller ingen kontakt til
omverdenen. Kun hjemmeplejens
besøg og madudbringning bringer
liv ind i stuen.
Da jeg underviste redderne, talte
vi om, hvordan man kunne formidle
den viden, de enkelte reddere
fi k i forbindelse med arbejdet
med demente. Dvs. hvordan man
kunne give sin viden videre til nye
reddere, og hvordan man beskriver
det, når man fi k en akut situation
til at ende på en god og værdig
måde – både for den demente,
men også i forhold til sig selv.
Flere reddere, politifolk og andre
har givet udtryk for, at man mangler
tid og overskud til at sætte
Demens på dagsordenen.
Derfor forsøger jeg nu i samarbejde
med neuropsykolog Steen
Hilling at beskrive et projekt, der
Problemer med Alkohol?
-Her kan du få hjælp
sætter fokus på det arbejde, der
udføres hos de ovennævnte målgrupper.
Der er rigelig af negativ omtale
af demens, og hvordan man er
magtesløs i forhold til at gøre livet
tåleligt for de mennesker, der er
demente.
Derfor håber jeg, at du/I vil være
behjælpelige med dagligdags historier
fra mødet med demente
mennesker. Disse historier behandles
anonymt og vil blive brugt som
cases i den projektansøgning, som
vi er ved at skrive. Desuden er det
tanken, at disse cases skal bruges
som eksempler, således at kolleger
– nye som gamle – kan få indblik i,
hvordan man har tacklet episoder
med demente borgere på en værdig
måde.
Jeg håber du/I har lyst og overskud
til at kontakte undertegnede;
eller er der spørgsmål til artiklen
og projektet, er man også velkommen
til at ringe til
Marianne Engel
Socialrådgiver
Freelanceunderviser/konsulent
tlf. 64 40 64 31, mobil 24 24 09 82
mail: M.engel@tdcadsl.dk
På forhånd tak!Marianne Engel
Har du problemer med alkohol kan du ringe til Anonyme Alkoholikere
(AA) på tfl . 70 10 12 24 eller til Ib Frøby på tlf 36 16 61 85.
Hendvendelse kan ske anomymt. Alle er velkomne
Anomyme Alkoholikere har også en hjemmeside på Internettet:
www.anomyme-alkoholikere.dk
Husk det er ikke en skam at være alkoholiker, det er en skam ikke at
gøre noget ved det!
Artikel udskudt
Den annonceret artikel omkring nyt pioner køretøj i København udgår da køretøjet ikke har kunne sættes i drift grundet
leverandør svigt, vi håber at kunne bringe artiklen i december nummeret af Brandmanden. Redaktionen
nr. 5 / oktober 2004 /
17

6. Årgang
Dato:
2004
BI’s hjemmeside:
www.bi-sport.dk
E-mail: cl@112.dk
WPFG 2005:
KUN
9 måneder
tilbage
Golfafdelingen 1
Cykelafdelingen 1
BI’s bestyrelse 1
NM I København 1
18nr.5 /oktober 2004 /
BI-news

Personalia
København:
Afgår med udgangen af oktober:
Brandmand 894 Claus Kruse Petersen
Brandmand 225 Lars Hansen
Brandmand 569 Thomas Frederiksen .
Ansættelser:
Overbrandmester 157 Vagn Rasmusssen er pr. 01. september
ansat som pionérmester.
Vagtcentralmester 765 Kim Madsen er pr. 01. oktober ansat
som souchef på Alarmcentralen
Alarmoperatør 4036 Henrik Bauer Johansen er pr. 01. oktober
ansat som vagtcentralmester.
Brandmand 673 Jes Øksnebjerg er pr. 01. oktober ansat som
korpsambulancemester.
Gentofte:
Afgange:
Brandmand Søren Rudow er afgået med udgangen af juni
måned 2004.
Vagtcentralmester Børge Haakonsson er afgået med
udgangen af september måned.
Taksigelser:
Jeg vil gerne takke alle de kolleger og venner, som gjorde mit
40 års jubilæum d. 22. sep. 2004 til noget særligt. Samtidig vil
jeg benytte lejligheden til at ønske alle »god vind fremover«
efter jeg har haft min sidste vagt den 15.12.04.
Det har været en dejlig tid i Brandvæsenet som jeg ikke ville
have undværet !
Hilsen til alle
Obmr. 655 Erik Richardt Winther
En stor tak til københavns brandvæsen og seniorklubben for
opmærksomheden ved min 70 års fødselsdag.
Venlig hilsen
Fhv 619, Horsdal
Tak til Københavns Brandvæsen, for opmærksomheden i
anledning af min 90-års fødselsdag.
Med venlig hilsen
Kaj Nielsen (tidligere STT)
En stor og hjertelig tak til Brandvæsenet, Seniorklubben,
Stiftelsesforeningen og alle venner som har sendt
opmærksomheder og venlige hilsner i anledning af min
80 års fødselsdag.
Poul Petersen ( 30 )
Tusind tak for opmærksomheden på min 70 års dag, ”alt vel”.
659 Svend J. Nielsen
”snakke svend”
I NÆSTE NUMMER:
Seniornyt
oktober 2004
Af: Sven Præst, formand for
seniorklubben
Nu er vi godt i gang igen på loftet på
”Østerbro brandstation”.
Hvor vi hygger os med de gamle kollegaer
og vores medbragte mad.
Der er afholdt bestyrelsesmøde i forbindelse
med udsendelsen af kontingentopkrævningerne
for 2. halvår, og bestyrelsen
har på dette møde tænkt kreative
tanker.
Vi har tænkt os, at lave en mindre julefrokost
i forbindelse med vores mandagsmøde
den 6. december, for de der kunne
være interesseret i et sådan arrangement.
Det bliver en julefrokost til en pris af 50
kr. uden drikkevarer, og den vil bestå af:
2 slags sild med æg og karrysalat, lune
friskstegte fiskefileter med remoulade
og citron, lun nystegt ribbensteg med
rødkål direkte fra ovnen og 3 slags ost
(Gammel ost med sky, Brie med druer og
Rochefort) samt brød fedt og smør.
Der vil selvfølgelig som altid kunne
købes diverse drikkevarer til rimelige
Seniorpriser.
For de der er interesserede i et sådan
arrangement kræver det bare, at de tilmelder
sig hos kassereren, og det gøres
naturligvis bedst ved besøget på mandagsmødet
i november, men det kan selvfølgelig
også gøres pr. telefon til samme
person. Tlf. 59 43 24 20.
Besøget på Nordisk Kabel og Tråd finder
som tidligere meddelt sted den mandag
den 25. oktober klokken 10.00, og vi kan
desværre kun deltage 35 personer.
Prisen som er 75 kr. betales på stedet,
og vi ser frem til et meget interessant besøg.
- BRANDMAND I OUAGOUDOU
- SENIORKLUBBEN FYLDER 25 ÅR
- LANDSKONFERENCE FOR BRAND- OG AMBULANCE
NÆSTE NUMMER UDKOMMER ULTIMO DECEMBER 2004
nr. 5 / oktober 2004 /
19

Brandfolkenes Organisation
Vilhelm Thomsens Allè 9
2500 Valby
ID nr. 46301
Debat:
SKAL BRANDMANDEN VÆRE EN DEL AF FOA-BLADET ?
I forbindelse med en fusions-vision i FOA udtaler sektorformand Bent Larsen
i det nyeste nummer af FOA-bladet, citat: Flere af vores medlemmer, for eksempel
brandfolk, har deres eget blad og det ville være godt om vi kunne
samles i et.
Bent Larsen mener altså at det ville være en fordel for brandfolkene at deres
nuværende fagblad blev en del af et fælles FOA-fagblad ?. Hvad mener Du ? –
Giv Din mening til kende enten på mail.:
bv@city.dk eller telefon 2633 2848.
nr. 5 / oktober 2004 /