2011. Undersøgelse om bedstefædrenes rolle i den ... - Ældre Sagen

At være bedstefar – det er livets dessert
eller
Manden med det fugtige overskæg
En undersøgelse af bedstefædrenes rolle i den moderne familie i Danmark
George W Leeson
Oxford Institute of Ageing
University of Oxford
April 2011

Forord
Med denne rapport præsenterer vi resultaterne af et forskningsprojekt om rollen af bedstefædrene i
den moderne familie i Danmark.
Projektet blev udviklet som en opfølgning til et større EU- finansieret forsknings og trænings
program om bedsteforældre, idet det blev klart i løbet af det arbejde, at bedstefædrene var mere eller
mindre usynlige i forskningen på dette felt.
Det samlede projekt har to dele, idet der første er gennemført en større undersøgelse i Storbritannien
og derefter en mindre undersøgelse i Danmark. Den metodologiske fremgangsmåde er blevet
udviklet som en del af undersøgelsen i England og senere anvendt i den danske del af projektet.
Kun resultaterne fra den danske del af det samlede projekt præsenteres i denne rapport.
I Storbritannien er projektet blevet finansieret af Leverhulme, og jeg har arbejdet sammen med Dr
Robin Mann, som nu er ansat på universitetet i Bangor i Wales. Denne del af det samlede projekt
omfatter både en kvantitativ og en kvalitativ komponent. Den kvantitative komponent består af en
spørgeskemaundersøgelse blandt skolebørn og deres forældre, og den kvalitative komponent består
af et antal dybde personlige interview med bedstefædre (til dels rekrutteret via børnene) - strukturen
af disse dybde interview med bedstefædrene er baseret på resultaterne af analyserne af
spørgeskemaerne fra børnene og deres forældre for så vidt angår forhold til og aktiviteter med
bedstefædrene, sådan som disse opleves af børnene og forældrene.
I Danmark er denne forskning blevet finansieret af Ældre Sagen, men her er der kun gennemført
den kvalitative komponent, og det er disse kvalitative resultater, som præsenteres i denne rapport.
Dog er visse erfaringer fra undersøgelsen i Storbritannien anvendt i arbejdet i Danmark (f.eks.
udformningen af interviewguiden).
Indledningsvis i de første tre kapitler præsenterer vi den forskningsmæssige baggrund for netop
dette forskningsprojekt. I kapitel 4 gennemgås dette projekt, baggrund og metoder, mens
resultaterne præsenteres i kapitel 5.
2

En stor tak til både Leverhulme og Ældre Sagen for deres økonomiske støtte til projektet, til Robin
Mann for hans indsats på projektet i Storbritannien, og til alle i Ældre Sagen som har hjulpet med at
kunne gennemføre projektet, specielt Hanne Meyer, formanden for Ældre Sagen i Esbjerg, Ole
Thisted, formand i Gentofte, og Mogens Karup, formanden i København, som alle har hjulpet med
at identificere de fleste af bedstefædrene til interview.
Og en stor tak til alle bedstefædrene som har delagtiggjort os i deres oplevelser som bedstefædre.
George W. Leeson
Oxford
April 2011
3

Indhold
Resumé
1. Introduktion
2. Forventninger til rollen som bedsteforældre
3. Bedstemødre og bedstefædre – både/og men også enten/eller
4. At forstå dynamikken af bedstefædre rollen i moderne familier
4.1 Baggrund
4.2 Formål
4.3 Metoder
5. Bedstefædre i den moderne familie – resultaterne fra Danmark
5.1 Indledning – familieidentitet og familiesolidaritet
5.2 De danske bedstefædre
5.3 Overordnede betragtninger
5.4 Strukturen
5.4.A. Det at være bedstefar
5.4.B. Andre bedstefædre og de fraværende generationer af mænd
5.4.C. Forholdet til børnebørnene
5.4.D. Det gode og det mindre gode ved at være bedstefar
5.4.E. Det sociale forhold til bedstefædre i dagens Danmark
5.5 Case study – ”Jeg kan skumme fløden, men det er ikke altid så nemt endda….”
6. Konklusioner
7. Bibliografi
4

Bilag I Spørgeguide til de enkelte interview med bedstefædre
5

Resumé
Formålet med nærværende forskningsprojektet er på den ene side at belyse bedstefædrenes rolle i
den moderne familie i Danmark og på den anden side at belyse eventuelle forskelle i rollen mellem
den yngre og den ældre generation af bedstefædre. Endvidere vil denne forskning bidrag til en
forståelse af rollen som bedstefar som en del af den mandlige aldring. Mere præcist ønsker vi at
undersøge, hvordan bedstefædrene bidrager til plejen og pasningen af børnebørn men også hvilke
mentorroller, de har i forhold til børnebørn. Heri ligger der implicit et ønske om at undersøge
eventuelle forskelle i bedstefædrenes roller og adfærd i forhold til piger og drenge. Derudover
ønsker vi at undersøge betydning af det at være bedstefar for mænd fra henholdsvis en yngre og en
ældre generation af bedstefædre.
Undersøgelsens bedstefædre er identificeret i to forskellige områder, nemlig Esbjerg-området og
Hovedstadsområdet. I begge områder er der gennemført interview med bedstefædre fra den yngre
(født efter 1946) og den ældre (født før 1946). Interviewene blev gennemført i 2009-2010. Disse to
områder er udvalgt med henblik på at give en både geografisk men også socio-økonomisk spredning
i materialet, dog uden at forholde sig repræsentativt for hele landet.
De interviewede bedstefædre viser sig også at repræsentere forskellige socio-økonomiske grupper
varierende fra ufaglærte bedstefædre til universitetsuddannede bedstefædre. Derudover er der
bedstefædre i ”traditionelle” familier og bedstefædre i ”splittede” familier, ligesom der er såvel
bedstefædre i rollen som biologisk bedstefar som bedstefædre i rollen som ”pap” bedstefar.
Der er gennemført i alt 49 dybde interviews – 26 i Esbjerg-området og 23 i Hovedstadsområdet. I
begge områder er der omkring halvdelen født før 1946 og halvdelen født efter 1946.
Forskning om bedsteforældrenes rolle i familien omhandler for det meste den rolle, som
bedstemødrene har – bedstefædrene er oftest i skyggen af deres ægtefæller (Baranowski 1985;
Cunningham-Burley 1984; Roberto, Allen & Bleiszner 2001; Russell 1986), og det er sjældent, at
de selv har været genstand for forskningen (Kivet 1985, 1991; Scraton & Holland 2006; Waldrop et
al 1999). Alligevel giver denne eksisterende forskning et indtryk af, at bedstefædrenes rolle er
forskellig fra bedstemødrenes rolle, og at deres forhold til børnebørnene er anderledes.
6

Bedstemødrenes roller kategoriseres som bedstemødre som plejere, bedstemødre som erstatning
for en partner, bedstemødre som erstatning for en forældre, og bedstemødre som familiens
samlingspunkt (Harper et al 2004).
Fra materialet i det nuværende forskningsprojekt om bedstefædrene kan identificeres både lignende
og forskellige adfærd for bedstefædrene, som vi har interviewet. For eksempel går den moderne
bedstefar i Danmark helhjertet ind som plejer – han henter og bringer fra skole eller institution, han
laver mad og leger, og han skifter ble og putter med godnathistorier. Den moderne bedstefar kan
også være en erstatning for en forælder, hvilket typisk sker, når en datter er alene med børnene. Og
den moderne bedstefar er et samlingspunkt i familien. Dog er der ikke noget i dette materiale, der
giver indtryk af den moderne bedstefar som erstatning for en partner (i anden forstand end at han
kan påtage sig en far-rolle).
Neugarten & Weinstein (1964) identificerede fem rollekategorier for bedsteforældre:
- en formel rolle
- en rolle på afstand
- en legeonkel rolle
- en rolle baseret på visdom og erfaring
- erstatnings forældre,
og i alle tilfælde konkluderede de, at bedstefædrenes roller var formelle og på afstand, mens
bedstemødrenes rolle var tætte og følelsesladet, noget, som de mente, kunne afspejle tidligere
generationers fordeling af roller i produktionssamfundet (Hagestad 1985; Marsh & Arber 1992;
Parsons & Bales 1956).
Det må konkluderes, at den moderne bedstefar i Danmark passer ikke til denne profilering, og det
gælder både de yngre og de ældre bedstefædre i vores materiale.
Resultaterne fra vores materiale ligner mere nogle spekulative udtalelser fra blandt andet Arthur et
al (2003), Dench & Ogg (2002), Harper & Ruicheva (2004) og Waldrop et al (1999), som ser denne
fortolkning af bedstefædrenes rolle som mekanisk og alt for simpelt, og de antyder, at rollen i
7

ealiteten er meget mere kompliceret og meget mere omfattende. Disse fornemmelser fra tidligere
forskning betyder, at en mere følelsesmæssig rolle skulle forventes som et resultat af mændenes
ændrede maskulinitet efterhånden som de bliver ældre.
Om det er en ændring af deres maskulinitet som sådan, som vi kan konstatere i vores materiale, er
svært at konkludere, men der er til gengæld klare udtalelser fra bedstefædrene selv om ændringer i
forhold til deres rolle som far. Kort sagt går disse ændringer på, at de ikke længere har den
(maskuline) rolle som forsørger, hvilket i alt sin enkelthed betyder, at de har tid. Og den tid bruger
de i høj grad i forhold til børnebørnene.
Zeilig & Harper (2000) påpegede, at der intet forskningsmæssigt belæg er for, at der er et
lighedstegn mellem en bedsteforælder og en bedstemor, og at bedstemødre har et varmere og
tættere forhold til deres børnebørn (Cherlin & Furstenberg 1985; Hagerstad 1986). Andre noterede,
at bedstemødre har en hyppigere kontakt med børnebørn (Beltran 2000), og at bedstemødre i alle
aspekter af rollen som bedsteforældre har større indflydelse (Roberto & Stroes 1995; Kornhaber &
Woodward 1997; Fuller-Thomson et al 1997). Roberto et al (2001) understreger, at bedstefædrene
har en (begyndende) stor mentor-rolle i forhold til børnebørn, men at denne rolle overses til fordel
for plejerollen, som domineres af bedstemødrene. I denne moderne ofte splittet familie vidste det
sig, at både bedstemødre og bedstefædre har en betydningsfuld rolle i forhold til især enlige mødre
(Radin et al 1991).
Vores materiale går imidlertid imod det meste af disse idéer for så vidt angår den tætte og hyppige
kontakt og den store indflydelse, som bedstemødrene alene antages at have.
Fra vores materiale kan vi trække nogle overordnede forhold, som kendetegner og beskriver
bedstefædrenes rolle i den moderne familie i Danmark, men hver historie indeholder endvidere
enkelte aspekter, som er mere individ-specifikke, men som alle fortæller om livet som bedstefar.
Der findes ikke signifikante forskelle mellem bedstefædrene i Esbjerg området og i
Hovedstadsområdet.
Ser vi på de overordnede forhold, giver materialet tydeligvis et indtryk af aktive, engageret, glæde
bedstefædre på tværs af alder og på tværs af en række andre socio-økonomiske og demografiske
8

forhold. Det er interessant at bemærke, at der blandt disse generationer af bedstefædre ikke er de
markante generationsforskelle. Således er både de ældre og yngre bedstefædre engageret, aktive og
glæde ved rollen som bedstefar. Begge grupper mener, de har en rolle i familien som bedstefar og at
rollen er vigtig for dem og for familien. De forsøger uden at være opdragende at give børnebørnene
noget der kan hjælpe dem i livet – viden, holdninger, meninger.
Generationsforskelle synes imidlertid at være mere markante mellem disse bedstefædre og deres
egne fædre og bedstefædre. Det kommer til udtryk både med hensyn til rollen men også med
hensyn til mulighederne. Nutidens bedstefædre er ikke gamle. Men det var fortidens, sådan som de
gennemgående huskes af de interviewede. Nutidens bedstefædre er ”yngre” og sundere og kan
derfor – stort set uden undtagelse – deltage meget aktivt i aktiviteterne med børnebørnene.
Der er mange interessante observationer fra materialet blandt andet når bedstefædrene spørges,
hvordan det føltes, den gang de for første gang fik at vide, de skulle være bedstefar. Der gives
mange forskellige svar fra pragtfuldt til tankevækkende; fra et chok til overvældende glæde og
begejstring; fra en varm fornemmelse af at føre slægten videre til personlig identitetskrise. Og
identitetskrisen rammer nogle af dem, der blev bedstefar i en relativ ung alder – at være bedstefar
sammenlignes med at være gammel, og de føler sig ikke gamle.
Det er interessant, fordi det afspejler både en personlig holdning men også en samfundsmæssig
holdning. Mens vi samfundsmæssigt har bekæmpet de stereotypiske billeder af gamle mennesker og
alderdom, virker det som om de stereotypiske billeder af og holdninger til bedstefædre trives.
Meget af den eksisterende forskning omkring bedsteforældrene vedrører son sagt bedstemødrene.
Bedstefædrene har været usynlige i denne forskning – i bedste fald har de optrådte i skyggen af
deres ægtefæller. Men det er klart i den danske sammenhæng, at bedstefædre har en selvstændig
identitet og en selvstændig rolle som bedstefædre – deres nye rolle og identitet kommer ikke
igennem bedstemødrene. Men der kan være aktiviteter, som de overlader til bedstemødrene – for
eksempel når pigerne gerne vil på bytur for at shoppe.
Materialet er interessant både for så vidt angår bedstefædrenes rolle i den moderne familie i
Danmark, men også som et spændende indblik i den moderne familie og dens mange
9

konstellationer og hvordan bedsteforældrenes rolle næsten fremtræder som en konstant – de er der,
de støtter, de tager ikke sider i forhold til børnebørnene. I materialet er der den traditionelle familie
uden enlige mødre eller skilte børn; og der er den moderne familie med enlige mødre og skilte børn
og gift-igen børn. Familier med mine børn, dine børn og vores børn i alle mulige sammensætninger.
Og i dem alle står bedsteforældrene klar til at støtte. De forsøger at overkomme de vanskeligheder
der kan være - både fysiske og følelsesmæssige. Er der store afstande, udnytter de tiden sammen
med børnebørnene optimalt og så ofte som muligt. Er der følelsesmæssige forhold (f.eks. skilte
børn), forsøger de at udfylde rollen som bedsteforældre alligevel, selvom det ikke altid lykkes.
Tiden er noget der nævnes af stort set alle de interviewede bedstefædre. Tiden er det de har meget
af, og det er en vigtig dimension i deres rolle som bedstefar. De har tiden til børnebørnene. Det er
tid, som børnebørnenes forældre ikke har. Og mere slående fra historierne er, at det er tid de ikke
selv havde til deres egne børn. Og det fortryder de på den ene side i forholds til deres børn, men de
elsker det på den anden side i forhold til deres børnebørn.
Livet som bedstefar – sådan som vi har kunnet læse det i interviewmaterialet – er spændende,
givende og fyldt med følelser og glæde, dog også med frustrationer en gang imellem.
10

1. Introduktion
I løbet af de seneste årtier og i takt med befolkningens aldring er der blevet gennemført en ret så
omfattende forskning om bedsteforældre og om bedsteforældrenes roller i familien, specielt i USA
men efterhånden også i Europa. Den stigende forskningsmæssige interesse i bedsteforældre kan
tolkes enten som en naturlig konsekvens af ændringerne i familiens struktur og rolle, eller som en
konsekvens af den stigende marginalisering af ældre i det moderne samfund, hvilket har betydet, at
ældre har konstrueret en rolle. Uanset årsagerne til den forskning har det medført, at vi har en bedre
forståelse af, hvad det betyder at være bedsteforældre set både fra familiens side men også fra
individets side (Neugarten & Weinstein 1964; Bengtson & Robertson 1985; Kornhaber 1996;
Szinovacz 1998), men alligevel har forskning om bedsteforældrene fokuseret primært på
bedstemødre i støtte- og plejerollen (Harper 2005), og det gælder også i Danmark (Blaakilde 2002,
2006).
Med andre ord har bedstefædrene været mere eller mindre usynlige i forskningen om
bedsteforældre. Hvordan kan det være? En af årsagerne til denne usynlighed ligger i
forskningsresultaternes selvforstærkende karakter, som gentagne gange viser, at det er
bedstemødrene, som dominerer, mens bedstefædrene i bedste fald spiller en birolle i udkanten af
familielivet og hos børnebørn. Kunne det således være, at rollen som bedsteforældre simpelthen er
blevet så feminiseret, at de roller, som bedstefædrene påtager sig, ikke er blevet undersøgt – snarere
end at de ingen roller har? På en anden måde har forskningen viste, at mændenes identitet generelt
er blevet defineret ud fra betydning af lønnet arbejde. Med andre ord kommer identiteten for mænd
igennem deres stilling (Morgan 1992; Connell 2005). Senere i livet fokuserer mændene imidlertid
bare på at have noget meningsfyldt at lave efterhånden som det lønnede arbejde er forsvundet
(Davidson, Daly & Arber 2003a). Kan man som bedstefar skabe en meningsfyldt identitet for ens
selv baseret på, at man er bedstefar? Her kan der dog være tale om noget af et paradoks for ældre
mænd, som bliver bedstefædre (Davidson, Dal & Arber 2003b). Paradokset opstår fordi de nye
bedstefædre udviser en blød side i forholdet med børnebørnene, mens de af omverden – og måske
af sig selv – som bedstefædre ses i den mere traditionelle rolle som den kloge mand.
At være bedstefar er ikke en ny rolle for mænd, men det ar angiveligt en rolle under konstant
forandring. Demografien – herunder familiedemografi – har ændret sig markant siden den anden
11

verdenskrig i de udviklede økonomier, inklusiv Danmark (Leeson 2001, 2002, 2005, 2005a), og
som en del af denne udvikling har vi oplevet, at både tiden som bedsteforældre og antallet af
bedsteforældre har vokset – og samtidigt har rollerne måske også ændret sig.
Således viser tal for England, at omkring en tredjedel af befolkningen er bedsteforældre og at tiden
som bedsteforældre udgør i gennemsnit 25 år, og endvidere bliver omkring 75 procent af
befolkningen på et eller andet tidspunkt bedsteforældre (Harper 2005; Dench, Ogg & Thompson
1999). Beregninger for Danmark viser, at en kvinde i dag, hvis datter føder for første gang som 29-
årige, kan forvente at være bedstemor i næsten 30 år (egne beregninger baseret på tal from
Danmarks Statistik om gennemsnitsalderen ved 1. fødsel for kvinder i hhv. 2008 og 1979 og om
den forventede restlevetid for en 54-årig kvinde) – det svarer til næsten en tredjedel af ens liv som
bedstemor. Grundet mændenes overdødelighed og højere alder end sin ægtefælle vil disse tal være
lidt lavere for en gennemsnits bedstefar, men alligevel taler vi om en stor del af ens liv i denne rolle.
Således bliver gennemsnitsdanskere i dag bedsteforældre i 50’erne mens vi endnu er meget aktiv på
en række områder – og derfor bliver rollen som bedsteforældre potentielt vigtigere end men også
forskelligt fra rollen for tidligere tiders bedsteforældre. I flere lande ser vi endda politiske tiltag, der
skal forsikre og forstærke bedsteforældrenes rolle i familien, nok især med hensyn til børnepasning
for at give mødrene især lettere adgang til uafbrudt tilknytning til arbejdsmarkedet (Dench & Ogg
2002; Wheelock & Jones 2002; Harper et al 2004).
Den eksisterende forskning om rollen som bedsteforældre (mest fra USA og England og mest
vedrørende bedstemødrene) viser tætte følelsesmæssige forhold mellem bedsteforældregenerationen
og børnebørn – forhold der gavner begge generationer (f.eks. Harwood, Hewstone, Paolini & Voci
2005) og forhold som værdsættes i den moderne familie (f.eks. Silverstein & Marenco 2001). Men
bedstefædrene synes at være usynlige i denne forskning. I bedste fald findes de i kraft af
bedstemødrene. De opererer så at sige i skyggen af deres ægtefælle.
Denne rapport belyser ved hjælp af dybdeinterviews bedstefædrenes rolle i den moderne familie i
Danmark. De indledende kapitler 2 og 3 gennemgår denne eksisterende viden fra den internationale
forskning på området, og denne gennemgang understreger bedstefædrenes usynlighed i denne
forskning. Kapitel 4 gennemgår den metodiske fremgangsmåde for denne studie, mens kapitel 5
12

præsenterer resultaterne. Strukturen af denne præsentation af resultaterne forholder sig til den
struktur, der anvendes i interviewene med hensyn til temaer (se Bilag I). Resultaterne vil blive
underbygget og eksemplificeret ved hjælp af citater fra interviewene. Kapitel 6 drager de
overordnede konklusioner vedrørende bedstefædrenes rolle i den moderne familie i Danmark.
13

2. Forventningerne til rollen som bedsteforældre
Lad os indledningsvis, inden vi præsenterer resultaterne af netop denne forskning om
bedstefædrenes rolle i den moderne danske familie, se på nogle af de faktorer, der former
bedsteforældrenes roller og forhold i familien – roller og forhold som udviser en stor og bred
mangfoldighed (Bengtson 1985; Cherlin & Furstenberg 1985). At være bedsteforældre opfattes på
den ene side som en rolle uden forventninger eller på den anden side som en rolle med stort
engagement. I realiteten viser forskningen om bedsteforældrenes rolle i familien, at rollen er både-
og og alt indimellem. Ofte er det imidlertid ikke bedsteforældrene selv, som definerer deres rolle i
familien. En rolle i familien (det vil sige en rolle i forhold til andre end sig selv) bestemmes snarere
af andre (læs: børn), som i dagligdagen står overfor opgaver, som de ikke selv magter – et typisk
eksempel vil være de travle forældre, som ikke altid kan nå at hente børnene fra institutionen eller
skolen. Det er mere sjældent, at bedsteforældrene selv skaber og former deres rolle i familien, med
mindre det er en rolle uden engagement, uden opgaver for andre, uden forpligtelser udover dem, de
har i forhold til sig selv – og det opfatters her ikke som en rolle i familien. Det er tværtimod en nok-
i-sig-selv rolle, som ikke bidrager til den større familie. En del forskning giver måske en forklaring
for denne nok-i-sig-selv rolle, idet det i mange år har været normen, at bedsteforældrene ikke
blander sig i børnebørnenes opdragelse (Crawford 1981; Dench et al 1999).
Alt i alt er det et problem for bedsteforældre at definere deres rolle i familien, når rollen skal
indebære en social afstand til børnebørnene (Attias-Donfut & Segalen 2002), og det er
uenighederne om opdragelse, der kan være den største kilde til konflikt mellem generationerne
(Attias-Donfut & Segalen 2002). Derfor bliver bedsteforældrene, der gerne ville være engageret i
familien, nød til kreativt at definere deres rolle inden for grænserne af det forventede (Thompson et
al 1990).
Som beskrevet af Harper (2005) er der en række forhold, der kan påvirke bedsteforældrenes rolle i
forhold til børnebørn. Det drejer sig om bedsteforældrenes alder og helbred, om det er barnets
bedsteforældre på morens eller farens side, den fysiske afstand mellem husstandene, og hvor lang
tid de har været bedsteforældre. Netop den alder, man har, og den tid, man lever i, på det tidspunkt,
man bliver bedsteforældre, kan afgøre den rolle, man påtager sig eller bliver givet som
14

edsteforældre (Kaufman & Elder 2003). Ligeledes kan der være forskel mellem rollen i forhold til
det første barnebarn og de efterfølgende børnebørn.
Ens socialstatus synes også at påvirke rollen som bedsteforældre (Gauthier 2002). I de lavere
sociale lag finder vi ifølge Gauthier (2002) bedsteforældrene med en rolle som en slags erstatning
for forældrene – disse bedsteforældre bor ofte i nærheden af børnebørn og fokuserer på det
hjemlige. I de højere social lag finder vi de bedsteforældre med mindre kontakt til børnebørn, fordi
rollen som bedsteforældre skal tilpasses deres omfattende social aktiviteter uden for hjemmet. På en
måde udtrykker disse to rolletyper forskellige grader af uafhængighed senere i livet, hvor man også
(tilfældigvis) er blevet bedsteforældre.
Til sidst skal vi ikke glemme, hvordan ens oplevelser af ens egne bedsteforældre og af ens forældre
som bedsteforældre til ens egne børn har indflydelse på, hvordan man definerer sin egen rolle som
bedsteforældre (Bengtson 1985), hvad enten man afspejler disse oplevede roller eller tager afstand
fra dem i den rolle, man definerer for ens selv.
15

3. Bedstemødre og bedstefædre – både/og men også enten/eller
Som antydet omfatter den eksisterende forskning om bedsteforældrenes rolle i familien mest af alt
den rolle, som bedstemødrene har – bedstefædrene er i bedste fald oftest i skyggen af deres
ægtefæller (Baranowski 1985; Cunningham-Burley 1984; Roberto, Allen & Bleiszner 2001; Russell
1986). Kun sjældent har deres egne selvstændige rolle været forskningens fokus (Kivet 1985, 1991;
Scraton & Holland 2006; Waldrop et al 1999). Trods denne begrænsede forskning om
bedstefædrenes rolle i familien er der en antydning i den eksisterende forskning af, at rollen er
forskellig fra bedstemødrenes rolle og at deres forhold til børnebørnene er anderledes.
På en måde kan de roller, som bedstemødrene har, bruges som en standard og bedstefædrenes roller
kan således måles mod disse. For eksempel, viser Harper et al (2004), at bedstemødrenes roller kan
kategoriseres som bedstemødre som plejere, bedstemødre som erstatning for en partner,
bedstemødre som erstatning for en forældre, og bedstemødre som familiens samlingspunkt, og vi
kan forsøge at identificere lignende eller forskellige adfærd for bedstefædre.
Tidligere forskning (Neugarten & Weinstein 1964) identificerede fem rollekategorier for
bedsteforældre:
- en formel rolle
- en rolle på afstand
- en legeonkel rolle
- en rolle baseret på visdom og erfaring
- erstatnings forældre,
hvor de to førstenævnte roller er de mest almindelige. I alle tilfælde var bedstefædrenes roller mere
formel og på afstand end bedstemødrenes, og man kunne derfor forvente, at bedstemødrenes rolle
var mere ”hands on” eller med andre ord bliver bedstemødrenes rolle mere følelsesladet mens
bedstefædrenes rolle er mere mekanisk, noget der kan siges at afspejle tidligere generationers
fordeling af roller i produktionssamfundet (Hagestad 1985; Marsh & Arber 1992; Parsons & Bales
1956). Men fastholdes disse roller af yngre generationer af bedstefædre?
16

Bedstemødrenes centrale rolle er måske ikke overraskende i lyset af den mere generelle opfattelse
af kvindernes centrale rolle i familien, således at kontakt mellem familiens forskellige generationer
er noget, der organiseres og vedligeholdes af kvinder (Hagestad 1985). Herudover er der et
argument, at det er forholdet mellem mor og datter, der dominerer, når moderen bliver bedstemor,
og det er endvidere denne dominans, der kommer frem i forholdet mellem bedsteforældrene – med
andre ord har bedsteforældrene på moderens side en mere central rolle i forhold til børnebørn end
bedsteforældrene på faderens side (Mann & Leeson 2010).
Noget af den nyere forskning viser imidlertid, at denne fortolkning af bedstefædrenes rolle er alt for
simpelt, og at rollen i realiteten er meget mere kompliceret og meget mere omfattende (Arthur et al
2003; Dench & Ogg 2002; Harper & Ruicheva 2004).
Således tyder den nyere forskning på, at bedstefædrenes rolle faktisk slet ikke er så mekanisk og
uden følelser (Waldrop et al 1999), og at en mere følelsesmæssig rolle simpelthen er et resultat af
mændenes ændrede maskulinitet efterhånden som de bliver ældre.
Den moderne families demografi – specielt i forhold til tidligere generationer – betyder, at der er en
stor generation af yngre, aktive bedstefædre, hvis roller i familien og forhold til yngre generationer i
familien kan meget vel være markant forskellige fra tidligere generationer i kraft af den anderledes
og mere engageret og involveret rolle, de har haft som fædre – en rolle, som de tager med sig, når
de bliver bedstefædre. Det er sandsynligt, at yngre bedstefædrene er sundere og mere aktive end
tidligere tiders bedstefædre, og at de har været mere engageret i deres egne børns fødsel og opvækst
(Harper 2003). Derved kan disse yngre bedstefædre repræsentere en mere moderne generation af
bedstefædre i forhold til tidligere generationer af bedstefædre.
Omfanget af pleje og støtte, som bedsteforældre yder til deres børn og børnebørn, undervurderes
ofte (Arthur, Snape & Dench 2003; Dench & Ogg 2002). Mens størstedelen af denne pleje og støtte
ydes af bedstemødrene (en fortsættelse af denne køns skævhed tidligere i livet), antydes det, at det
at blive bedstefar medfører en stigende engagement i plejen og støtten fra bedstefædrenes side.
Faktisk viser Wheelock & Jones (2002), at det afgørende i forhold til engagement i pleje og støtte til
børn/børnebørn er forskellen mellem mormor/morfar på den ene side og farmor/farfar på den anden
side frem for forskellen mellem bedstemødre og bedstefædre.
17

Det er den hypotese om forskelle mellem generationerne af bedstefædre, som vi også ønsker at
belyse ved denne forskning udover at kortlægge rollen som bedstefædre i den moderne familie i
Danmark. I det følgende kapitel 4 ser vi på baggrund for og opbygning af denne forskning om
bedstefædrenes rolle i den moderne familie, og i kapitel 5 præsenterer vi resultater af denne
forskning. Vi anvender kvalitative metoder ved hjælp af dybtgående personlige interview med
bedstefædre. Udover at præsentere de overordnede resultater vil vi eksemplificere oplevelsen af at
være bedstefar ved hjælp af citater fra interviewene og en detaljeret case study.
18

4. At forstå dynamikken af bedstefædre rollen i moderne familier
4.1 Baggrund
I de foregående afsnit har vi gennemgået nogle af hovedresultater fra forskning om
bedsteforældrenes rolle i familien i de vestlige lande i de senere årtier med henblik på at sætte
denne forskning om bedstefædre i et større perspektiv.
Som vi har antydet, har en største del af forskningen om bedsteforældre fokuseret på bedstemødrene
eller på bedsteforældre som et par (og dermed indirekte på bedstemødrene). Dette kan virke
besynderligt både fra et sociologisk men også fra et familiepolitisk synspunkt, idet der er en
stigende anerkendelse af den afgørende rolle en del bedsteforældre spiller eller gerne vil spille i
familien (Drew & Smith 1999; Dench & Ogg 2002; McKay 2002; Wheelock & Jones 2002; Arthur
et al 2003; Harper et al 2004). Bedstefædrenes usynlighed i forskningen skyldes i høj grad en
opfattelse af dem som fraværende i forhold til den plejerolle, som bedsteforældre typisk menes at
have. Nyere forskning fra Oxford tyder imidlertid på, at denne opfattelse af fraværende bedstefædre
er ukorrekt og skyldes den forskningsmæssige fokusering på bedsteforældre (læs: mødre), som
plejere af børnebørn, hvilket i et stereotypisk billede af rolle fordeling hører hjem i kvinden verden.
Selvom dette i sig selv kan være korrekt, det udelukker ikke, at bedstefædre har en anden rolle og et
andet forhold til børnebørn, f.eks. som mentor.
Vi har også nævnt ovenfor, hvordan dem ændrede familiedemografi betyder, at der nu findes store
generationer af yngre aktive bedstefædre, hvis rolle og forhold til andre i familien sandsynligvis kan
blive forskellig fra den rolle og de forhold, som tidligere generationer af bedstefædre har haft, i
kraft af deres engagerede og involverede rolle som fædre – faktisk er den nuværende af bedstefædre
i 50- og 60-års alderen var den første generation af fædre, som aktivt var en del af deres børns
fødsel, pleje og opdragelse (Harper 2004). Ved at undersøge disse generationer som bedstefædre og
sammenligne dem med de ældre bedstefædre får vi en mulighed for at belyse forskellen mellem en
traditionelle og moderne generation af bedstefædre.
Zeilig & Harper (2000) påpegede, at det antages uden forskningsmæssigt belæg, at der er en
lighedstegn mellem en bedsteforældre og en bedstemor, og (igen uden forskningsmæssigt belæg)
fremhæves det gang på gang, at bedstemødre har et varmere og tættere forhold til deres børnebørn
19

(Cherlin & Furstenberg 1985; Hagerstad 1986), mens andre noterer, at bedstemødre har en
hyppigere kontakt med børnebørn (Beltran 2000). Faktisk virker det overvældende som om
bedstemødre i alle aspekter af rollen som bedsteforældre har større indflydelse (Roberto & Stroes
1995; Kornhaber & Woodward 1997; Fuller-Thomson et al 1999). Lidt senere understreger Roberto
& Stroes (2001), at bedstefædrene har en (begyndende) stor mentor-rolle i forhold til børnebørn,
men at netop denne form for rolle overses til fordel for plejerollen, som typisk domineres af
bedstemødrene. I denne moderne ofte splittet familie kan både bedstemødre og bedstefædre har en
betydningsfuld rolle i forhold til især enlige mødre (Radin et al 1991).
Mens forskningen indtil videre med andre ord har overset bedstefædrenes rolle (for den falder uden
for den kvinde-dominerede domæne af pleje), er der en begyndende anerkendelse af bedstefædrenes
potentiale rolle i forhold til børnebørn, og det er bl.a. dette forhold, som netop denne forskning også
forsøger at belyse.
4.2 Formål
Formålet er derfor på den ene side at belyse bedstefædrenes rolle i den moderne familie i Danmark
(og sammenligne vores resultater med den eksisterende forskning) og på den anden side at belyse
forskelle i rollen mellem den yngre og den ældre generation af bedstefædre. Endvidere vil denne
forskning bidrag til en forståelse af rollen som bedstefar som en del af den mandlige aldring.
Der er igen en del forskning, der tyder på, at både mænd og kvinder omkring 50-års alderen
begynder at overveje deres fremtidige liv, både for så vidt angår arbejdsliv og tilbagetrækning fra
arbejdsmarkedet, men også med hensyn til deres rolle i familien, i det lokale miljø og i et større
samfundsmæssigt perspektiv (Leeson & Harper 2006, 2007, 2008), og i denne sammenhæng er det
klart, at en forståelse af forholdet mellem generationerne er centralt (Leeson 2005, 2005a). Givet at
rollen som bedstefar er i sig selv både interessant og centralt i forhold til disse midt-livs
overvejelser og roller, spiller det velfærdsregime, hvori man som bedstefar befinder sig, også en
betydningsfuld rolle, idet omfanget af offentlige eller frivillige støtte til familier kan påvirke både
omfanget og indholdet af rollen som bedstefar.
Strukturen af dette forskningsprojekt er således designet til at belyse bedstefædrenes rolle og
forskellen i rollen mellem forskellige generationer af bedstefædre. Mere præcist ønsker vi at
20

undersøge, hvordan bedstefædrene bidrager til plejen og pasningen af børnebørn men også hvilke
mentorroller, de har i forhold til børnebørn. Heri ligger der implicit et ønske om at undersøge
eventuelle forskelle i bedstefædrenes roller og adfærd i forhold til piger og drenge. Derudover
ønsker vi at undersøge betydning af det at være bedstefar for mænd fra henholdsvis en yngre og en
ældre generation af bedstefædre.
For at kunne undersøge og belyse disse forskellige dimensioner af det at være bedstefar i Danmark
er der gennemført i alt 49 dybde interview med bedstefædre.
4.3 Metoder
Undersøgelsens bedstefædre er identificeret i to forskellige områder, nemlig Esbjerg-området og
Hovedstadsområdet. I begge områder er der gennemført interview med bedstefædre fra den yngre
(født efter 1946) og den ældre (født før 1946). Interviewene blev gennemført i 2009-2010.
Interviewene er fordelt som vist nedenfor i tabel 4.1. Disse to områder er udvalgt med henblik på at
give en både geografisk men også socio-økonomisk spredning i materialet, dog uden at forholde sig
repræsentativt for hele landet.
De interviewede bedstefædre viser sig også at repræsentere forskellige socio-økonomiske grupper
varierende fra ufaglærte bedstefædre til universitetsuddannede bedstefædre. Derudover er der
bedstefædre i ”traditionelle” familier og bedstefædre i ”splittede” familier, ligesom der er såvel
bedstefædre i rollen som biologisk bedstefar som bedstefædre i rollen som ”pap” bedstefar.
Som det fremgår af tabel 4.1 er der gennemført i alt 49 interview i Danmark – 26 i Esbjerg-området
og 23 i Hovedstadsområdet. I begge områder er der omkring halvdelen født før 1946 og halvdelen
født efter 1946. En beskrivelse af den samlede stikprøve af bedstefædrene gives i afsnit 5.2 i det
efterfølgende kapitel.
21

Tabel 4.1. Fordelingen af de interviewede bedstefædre efter område og generation.
Esbjerg Hovedstad
____________________________________________________
Før 1946
Generation 12 11
____________________________________________________
Efter 1946
Generation 14 12
____________________________________________________
I alt 26 23
Bedstefædrene er identificeret for interview både ved hjælp af såkaldte ”gatekeepers”, ved hjælp af
annoncer i aviser, og ved hjælp af den såkaldte ”snowballing” metode.
”Gatekeepers” er personer i lokalområdet, som er i stand til at identificere og rekruttere
bedstefædrene med de ønskede egenskaber (født henholdsvis før og efter 1946). ”Gatekeepers” i
dette projekt er Ældre Sagens lokalekomité formænd i områderne. ”Snowballing” indebærer, at
identificerede og interviewede bedstefædre anbefaler andre bedstefædre i egen omgangskreds med
de ønskede egenskaber.
I Esbjerg-området er der benyttet ”gatekeeper” og annoncer metoder til at identificere og lokalisere
bedstefædrene til interview, mens der i Hovedstadsområdet er benyttet både ”gatekeeper” metoden
men også ”snowballing”, idet interviewede bedstefædre har selv identificeret andre potentielle
bedstefædre til interview. Bedstefædrene modtog indledningsvis et brev, der forklarede baggrunden
for undersøgelsen og indholdet af deres deltagelse i undersøgelsen. Brevet indhentede derudover
den enkeltes accept af deltagelse og vilkårene for deltagelse. Herefter blev hver enkelt bedstefar
kontaktet enten pr. e-mail eller telefon med henblik på at aftale et interviewtidspunkt. Interviewene
blev således gennemført via telefon med enkelte opfølgende ”face-to-face” interview. Alle
interview blev optaget. I Esbjerg-området blev der endvidere afholdt et afsluttende møde med alle
interviewede bedstefædre.
22

For at kunne belyse bedstefædrenes rolle er der som nævnt ovenfor gennemført dybdeinterview
med i alt 49 bedstefædre i alder 50 år til 79 år. Disse interview har været semi-struktureret, idet
interviewene følger en interview-guide, der er bygget op over forskellige temaer (se Bilag I).
Vi kan helt ikke udelukke, at materialet er selektivt – at bedstefædrene med problemer i forhold til
børnebørnene ikke har ønsket at deltage, selvom vi har enkelte eksempler med sådanne problemer.
Der blev udviklet en innovativ metodologisk fremgangsmåde, idet interviewguiden til interviewene
med bedstefædrene er blevet udviklet på baggrund af resultaterne fra strukturerede interview med
omkring 350 børn i alderen 6 til 18 år, som gik på to skoler i Oxford området i England. Disse
strukturerede interview med børnene omfattede familiestrukturen, typen og hyppigheden af
kontakten mellem børnene og bedsteforældrene, og børnenes opfattelse af forholdet til
bedstefædrene.
23

5. Bedstefædre i den moderne familie – resultaterne fra Danmark
5.1 Indledning – familieidentitet og familiesolidaritet
Der er en implicit antagelse i det foregående, at familien spiller en rolle i et veludviklet samfund
som det danske (for hvorfor ellers undersøge bedstefædrenes rolle?), og at bedsteforældrene har en
plads i denne familie, som ikke bare er til festligheder. Men hvordan ser vi på familien i Danmark?
Har familien en betydning for os senere i livet? Og hvordan er samspil mellem generationerne –
også bedsteforældre generationen?
Inden vi ser specifikt på bedstefædrene og på resultaterne fra denne undersøgelse, kigger vi kort på
nogle nyere forskningsresultater om familien i Danmark – specielt set fra de ældres synspunkt.
Familien som en institution og familiens rolle i det moderne samfund har været udfordret i mere end
100 år i den mere udviklede del af verden, og i de senere årtier har den udfordring måske blevet
endnu stærkere i lyset af ændringer i familiens struktur – en struktur som nogle vil mene er brudt
sammen (Harper 2006). Økonomiske, sociale og endda ideologiske ændringer har formet og truet
den almene rolle, som familierne har haft både i forhold til individet men også i forhold til
samfundet. Familien er ikke bare en nærinstitution, den er i høj grad også en samfundsinstitution,
og ændringerne i den og dens rolle har derfor konsekvenser langt ud over individet.
Fra at være en enhed, der livet igennem dannede rammen for reproduktion og (økonomisk)
produktion, har familien udviklet sig til noget andet, hvor disse to funktioner ikke nødvendigvis
indgår. Reproduktion har længe været på et lavt niveau og produktion foregår uden for familien.
Kvindernes erhvervsdeltagelse er på højde med mændenes. Afhængige børn og gamle er ikke
længere udelukkende familiens ansvar – de er et fælles ansvar for samfundet, hvilket aflaster
familien men samtidigt truer måske med at mindske familiens rolle.
At familiens struktur ændrer sig er ikke ensbetydende med, at familien er mindre vigtigt. Det er
faktisk sådan i mange samfund, at familiens rolle synes at være større og mere vigtige end tidligere
(Leeson 2006). Familien har imidlertid mange roller og skal imødekomme mange behov.
Omfattende studier af generationernes samspil i familien afslører dette samspils kompleksitet.
24

I Danmark – et land med et omfattende, veludviklet offentligt støtte system – spiller familien
alligevel en afgørende rolle. Familien bliver ikke presset ud (Leeson 2009).
I lyset af de foregående bemærkninger er det meget nærliggende at spørge om familien overhovedet
har en rolle i det moderne danske samfund. Behøver vi som individer familien? Forventer vi noget
af familien? Identificerer vi med familien?
Det omfattende Global Ageing Survey (GLAS) viser, at svaret er et stort JA (Leeson & Harper
2006, 2007, 2008). Familien er det, de fleste i hver af generationerne 40-49, 50-59, 60-69 og 70-79
år i Danmark primært tænker på, når de tænker på, hvem de er, og det er helt i tråd med resultaterne
fra Ældre Sagens Fremtidsstudiet, hvor mellem 81 og 91 procent af generationerne nævnede
familien som det vigtigste eller næstevigtigste (Leeson 2006). I GLAS er det omkring 50 procent af
hver generation, der primært tænker på familien (se tabel 5.1).
Tabel 5.1. Når du tænker på, hvem du er, tænker du primært på…Procent, Danmark.
______________________________________________________________________
40-49år 50-59år 60-69år 70-79år
______________________________________________________________________
Din familie 48 52 50 47
Dit arbejde 15 14 5 2
Dine venner 5 4 5 5
Dine fritidsaktiviteter 5 5 4 4
Der hvor du bor 2 2 5 10
Din uddannelse 2 1 2 -
Din religion 1 1 1 2
Ingen af disse 16 10 12 14
Ved ikke 7 11 16 15
______________________________________________________________________
Som det fremgår af tabel 5.1, nævnes ingen af de andre forhold omkring identitet i Danmark som
det, man primært tænker på, af mere end 15 procent (arbejde, som nævnes af 15 procent af de 40-
25

49-årige). Der er mellem 23 procent og 29 procent af de danske generationer, der enten ikke ved,
hvad de primært tænker på, eller tænker på noget andet end de nævnte forhold.
Familien er blevet mindre på den ene side grundet faldende fertilitet, men den er også blevet større
grundet familiens fragmentering samt individets stigende levetid (Harper 2006). Således bliver
vores umiddelbare familie mindre end dem, som vores forældre og bedsteforældre oplevede, men
vores udvidede, fragmenterede og gendannede familie er større end familien nogensinde har været.
Mens denne fragmentering ikke ser ud til at medføre, at vi ikke identificerer os med familien, kan
den medføre, at vi ikke føler en familiesolidaritet mellem generationerne? Føler vi et ansvar til
medlemmer af familien?
GLAS opstiller fire udtalelser om familiær solidaritet mellem generationerne. Spørgsmålene er:
1. Forældre skal gøre deres bedste for børnene, selvom det skulle gå ud over deres egen velfærd
2. Bedsteforældrene skal være der for deres børnebørn, hvis der er problemer
3. Bedsteforældrene skal bidrage økonomisk til familiens ve og vel
4. Voksne børn skal hjælpe og støtte deres forældre, hvis de skulle få behov senere i livet.
Tabel 5.2 viser fordeling af de danske respondenters svar på de enkelte solidaritets udtalelser efter
generation. Heraf fremgår det, at solidariteten i Danmark afhænger af formen for solidaritet og
mellem hvilke generationer, solidariteten skal udtrykkes, samt hvilken generation i studiet udtaler
sig om solidariteten. Der er større opbakning til bløde solidaritets tilkendegivelser, mens opbakning
til tilkendegivelser, der kræver en indsats, ”der koster”, er mindre, endda markant mindre i et enkelt
tilfælde.
Mens der en nogenlunde ens opbakning i generationerne til udtalelsen Forældre skal gøre deres
bedste for børnene, selvom det skulle gå ud over deres egen velfærd (60-67 procent), er der større
andele af de to ældste generationer (80-83 procent), der støtter udtalelsen Bedsteforældrene skal
være der for deres børnebørn, hvis der er problemer sammenlignet med de to yngre endnu-ikke
bedsteforældre generationer (62-65 procent).
26

Så observerer vi i de tre ældste generationer en signifikant nedgang i opbakning til udtalelsen
Voksne børn skal hjælpe og støtte deres forældre, hvis de skulle få behov senere i livet – andelen,
der er helt enig/enig i denne udtalelsen falder fra 63 procent af den yngste generation (hvor
forældregenerationen endnu ikke har store krav?) til 48 procent af de 50-59-årige og yderigere til
kun 40 procent af de 70-79-årige. At der er så få af den ældste generation, der tilkendegiver denne
form for solidaritet, er interessant, idet det er dem selv, der så at sige er modtagergeneration.
Tabel 5.2. Andelen af generationerne, der er helt enig/enig i udtalelserne om familiær
solidaritet mellem generationerne i Danmark.
________________________________________________________________________
40-49 år 50-59 år 60-69 år 70-79 år
________________________________________________________________________
1. Voksne børn skal hjælpe og støtte
deres forældre, hvis de skulle få
behov senere i livet.
2. Forældre skal gøre deres bedste
for børnene, selvom det skulle gå ud
over deres egen velfærd
3. Bedsteforældrene skal være der
for deres børnebørn, hvis der er
problemer
4. Bedsteforældrene skal bidrage
økonomisk til familiens ve og vel
63 48 45 40
67 60 64 66
65 62 83 80
23 16 16 16
_____________________________________________________________________
Nedgangen i opbakningen bliver endnu mere signifikant i forhold til en solidaritet, der kræver en
økonomisk indsats, nemlig udtalelsen Bedsteforældrene skal bidrage økonomisk til familiens ve og
vel. Her er der kun 23 procent af den yngste generation, der tilkendegiver solidaritet, og den bliver
27

ikke større af, at man ser på de deciderede bedsteforældregenerationer – her er der kun 16 procent,
der er helt enig/enig i udtalelsen.
Der er sandsynligvis en velfærdsmæssig forklaring på den samlede moderate familiære solidaritet i
Danmark og på de generationsbetingede og solidaritetsformbetingede resultater i tabel 3. Ser vi på
de enkelte udsagn afspejler tilslutningen i Danmark netop til dels velfærdstatens forventede opgave
og ansvar i forhold til familien.
Men er der ellers kun tale om uforpligtende solidaritet og holdning? Eller er der reelt tale om
praktisk solidaritet i form af hjælp og støtte i familien på tværs af generationerne? Går hjælpen kun
den ene vej, nemlig til de ældre generationer? Eller er der også eller måske snarere tale om støtte fra
de ældre til de yngre generationer? I GLAS har vi spurgt om respondenter har henholdsvis
modtaget/givet bl.a. følgende former for hjælp og støtte til en ven eller et familiemedlem (og i givet
fald til/fra hvem) inden for de sidste 6 måneder:
økonomisk støtte
praktisk hjælp i eller omkring hjemmet (f.eks. rengøring, indkøb, madlavning).
I tilfældet af praktisk hjælp blev der endvidere spurgt om hyppigheden af hjælpen (fra hver dag til
mindre end en gang om måneden).
I det følgende ser vi nærmere på hver af disse to typer af hjælp/støtte i Danmark ifølge resultaterne
fra GLAS.
Kun 2 procent af de adspurgte 70-79-årige i Danmark har modtaget økonomisk støtte fra en ven/et
familiemedlem inden for de sidste 6 måneder. For så vidt angår at give økonomisk støtte er det
måske ikke så overraskende, at den økonomiske støtte fra de to ældste generationer primært går til
deres børn i Danmark – blandt giverne (henholdsvis 27 og 24 procent af de 60-69-årige og de 70-
79-årige) i de to ældste generationer er der 69 procent af de 60-69-årige og 55 procent af de 70-79-
årige, der har givet til deres børn. Endvidere er der 29 procent af giverne blandt de 70-79-årige og
6 procent blandt de 60-69-årige, der har givet til deres børnebørn.
28

Lad os på samme måde se på praktisk hjælp til/fra en ven eller et familiemedlem inden for de sidste
6 måneder. Her kan vi endvidere se på hyppigheden af hjælpen.
I Danmark, hvor 13 procent af de 70-79-årige inden for de sidste 6 måneder har modtaget praktisk
hjælp, har 33 procent af disse modtaget hjælpen fra et af deres børn, 15 procent fra deres
børnebørn og 15 procent fra et andet familiemedlem (ikke et barnebarn, ikke ens ægtefælle/partner,
ikke et barn).
Andelen af de to ældste generationer, der yder praktisk hjælp, er markant større end andelen, der
modtager den form for hjælp - henholdsvis 42 og 6 procent hos de 60-69-årige, og 28 og 13 procent
hos de 70-79-årige.
I Danmark er der en lav andel af dem, der har ydet praktisk hjælp, der har gjort det dagligt eller
mere end en gang om ugen (15-1-6 procent). Den praktisk hjælp i Danmark fra de to ældste
generationer primært går til deres børn – blandt yderne (henholdsvis 42 og 28 procent af de 60-69-
årige og de 70-79-årige) i de to ældste generationer er der 51 procent af de 60-69-årige og 36
procent af de 70-79-årige, der har ydet til deres børn. Endvidere er der 6 procent af yderne blandt
de 70-79-årige og 8 procent blandt de 60-69-årige, der har ydet til deres børnebørn, mens 18
procent af de 70-79-årige og 27 procent af de 60-69-årige har ydet til et andet familiemedlem (ikke
et af deres børn eller børnebørn eller ægtefæller) – søskende eller forældrene?
Således et billede af støtte og hjælp på tværs af generationerne i Danmark – og med en
bemærkelsesværdig støtte til/fra børnebørn.
5.2 De danske bedstefædre
Hvordan ser gruppen af bedstefædre ud, som vi har interviewet? I dette afsnit ser på deskriptive
statistikker, der kan danne et billede af gruppen (Tabel 5.3).
Som nævnt blev der opnået interview med i alt 49 danske bedstefædre, heraf 26 i Esbjerg-området
og 23 i Hovedstadsområdet, i aldersgruppen 50 år til 79 år på interviewtidspunktet i løbet af 2009-
2010. Gennemsnitsalderen lå på 66 år.
29

Tabel 5.3. De interviewede bedstefædre.
_____________________________________________________________________
Esbjerg Hovedstad I alt
_____________________________________________________________________
Alder:
50-59 3 2 5
60-64 9 9 18
65-69 8 7 15
70-79 6 5 11
Civilstatus:
Gift/samlevende* 26 21 47
Skilt/separeret 0 0 0
Enkemand 0 2 2
Antal børn**:
1 2 2 4
2 17 13 30
3 5 4 9
4+ 2 4 6
Antal børnebørn**:
1 3 2 5
2 7 4 11
3 3 3 6
4 6 4 10
5 2 6 8
6+ 5 4 9
_____________________________________________________________________
* Fire af de i alt 49 bedstefædre som på interviewtidspunktet er gifte, er gifte for anden gang.
** Inkl. Sammenbragte børn og børnebørn.
30

Af materialet i tabellen ser vi (udover den aldersmæssige sammensætning, der er forudbestemt), at
hovedparten af de interviewede er gifte eller lever i et parforhold (selvom enkelte er
gifte/samlevende for anden gang), mens kun to af bedstefædrene er enkemænd. Antal børn afspejler
Danmarks fertilitetsniveau for disse generationer, idet få kun har et enkelt barn og hovedparten har
to børn. Der er en relativ stor og lige spredning af antal børnebørn – fra 1 til 6+ (faktisk 7).
5.3 Overordnede betragtninger
Det må klart siges, at bedstefædrene i dette materiale har et rigt, levende og varmt forhold til deres
børnebørn – ikke altid til alle børnebørn, men alligevel. De har dette forhold sammen med deres
ægtefæller og de har det også for sig selv i kraft af nogle af de aktiviteter, de laver med
børnebørnene. Dog er det ikke altid en dans på roser, fornemmer man.
Overordnet skal det bemærkes, at der ikke findes signifikante forskelle i rollen som bedstefar
mellem bedstefædrene i Esbjerg-området og bedstefædrene i Hovedstadsområdet. Det er typisk de
fysiske forhold, som er forskellige. For eksempel hvordan man selv bor – i lejlighed eller hus, i
byen eller på landet, men når det er sagt, er der ingen markante forskelle i rollen som bedstefar,
hvad enten man bor det ene eller det andet sted i den ene eller den anden slags bolig.
Og vi finder ikke i materialet, at der er forholdsvis flere i Hovedstadsområdet, som har vanskellige
forhold grundet skilsmisse eller at de mere landlige omgivelser giver et varmere, tættere forhold
mellem bedstefar og børnebørnene. Og vi finder begge steder, at bedstefædrene gennemgående
føler, at de på grund af arbejde har haft for lidt tid til deres egne børn – noget de nu så at sige retter
op på i forhold til børnebørnene.
Heller ikke i forhold til egne bedstefædre, da man selv var ung, finder vi signifikante forskelle
mellem de to interviewområder. Begge steder er der nuværende bedstefædre, der husker varme,
tætte forhold til (typisk) deres morfar; og begge steder er der dem, der husker fjerne forhold. Og
begge steder er der dem, der ikke husker deres egne bedstefædre. Og begge steder er det nok mere
bedstemødrene end bedstefædrene, der huskes. Det vigtige er, at forholdene mellem bedstefædrene
og børnebørnene har været anderledes den gang i forhold til deres egne oplevelser i dag.
31

Alle de interviewede bedstefædre mener, de har en rolle i familien, og alle fortæller levende om
deres forhold til og aktiviteter med deres børnebørn. Her får man netop ikke et indtryk af usynlige
bedstefædre eller af bedstefædre, der opererer i skyggen af deres ægtefælle – selvom man af og til
fornemmer, at det er bedstemoren, der er drivkraften. Men når det er sagt, findes der også
bedstefædre, som giver indtryk af, at det er dem, der er drivkraften i forholdet til børnebørn.
Ulykkeligvis er der enkelte af bedstefædrene, som slet ingen kontakt har med en eller flere af deres
børnebørn. Årsagerne er typisk den geografiske afstand (f.eks. at et af deres børn er flyttet til
udland), men der kan også være tale om familiemæssige forhold i familien. Disse familiemæssige
forhold er opstået som efterfølger af en skilsmisse – det kan være ens egen skilsmisse, som førte til,
at man mistede kontakten med et barn og senere hen med dette barns børn; eller det kan være et
barns skilsmisse, som medfører, at man ikke har kontakt til børnebørn, og i disse tilfælde er det altid
tale om en søns skilsmisse, hvor børnebørnene bor hos moderen og moderen har afskåret kontakten
til både sønnen og hans forældre. Heldigvis er der i materialet kun tale om et enkelt af den slags.
Forskelle mellem den yngre og den ældre generation af bedstefædre er ligeledes meget begrænset,
hvilket måske er overraskende i lyset af vores hypotese. Meget i materialet tyder på, at eventuelle
forskelle mellem generationerne med hensyn til at være bedstefar findes i forhold til de endnu ældre
generationer. Med andre ord er det mellem vores interviewede og henholdsvis deres fædre og deres
bedstefædre, at der findes generationsforskelle. Således bliver det nævnt, at de interviewedes
bedstefædre var gamle, mens de selv ikke er gamle.
En anden interessant og gennemgående forskel – og igen uafhængigt af generation – der nævnes af
de interviewede, er forskellen mellem det at være far og det at være bedstefar for deres egne
vedkommende. Og forskellen er tid. Som far har man – ligesom sin egen far – haft for travlt med
arbejde og det har resulteret i for lidt tid til børnene. Men som bedstefar har man tid, og det betyder,
som flere udtrykker det, at man giver sig helt til børnebørnene.
Generationsforskelle i forhold til de to generationer af bedstefædre, som vi har interviewet, kommer
til udtryk mest i form af hvor svært, man havde det med at blive bedstefar. Således havde en del af
de yngre bedstefædre det lidt sværere med at blive bedstefædre, idet der var lighedstegn mellem det
og alderdom – og de var så at sige for unge til at blive gamle.
32

5.4 Strukturen
I resten af dette kapitel præsenteres resultaterne fra undersøgelsen, og for at opnå en læservenlig
struktur bygger vi denne del af kapitlet op omkring de temaer, som diskuteres i de dybdegående
interview med bedstefædrene:
A. Det at være bedstefar: i denne del af interviewet gennemgås den interviewedes
familiestruktur; hvordan man følte, da man for første gang fik at vide, man skulle være
bedstefar; hvordan man opfatter sig selv som bedstefar og hvilken rolle man mener, man har
i familien (som bedstefar).
B. Andre bedstefædre man kender: her fortæller den interviewede om sine oplevelser af sine
egne bedstefædre og af sin far både som far og bedstefar; men også om sig selv som
bedstefar i forhold til andre bedstefædre han kender i sin omgangskreds.
C. Forholdet til børnebørnene: her diskuteres forholdet til børnebørnene med udgangspunkt i
en række konkrete punkter – for eksempel, de aktiviteter man har sammen med
børnebørnene; aktiviteter man laver alene med en eller flere af børnebørnene og de
aktiviteter man laver sammen med sin kone med børnebørnene, herunder aktiviteter, man
som bedstefar ikke vil deltage i; om eventuelle forskelle i forholdet til forskellige børnebørn;
hvad man anser for vigtige måder, man hjælper sine børnebørn; hvad man håber
børnebørnene lærer fra en.
D. Det gode og det mindre gode ved at være bedstefar: her fokuseres på de gode stunder som
bedstefar, men også på de mindre gode stunder – hvor det har været svært, stressende,
konfliktfyldt at være bedstefar; om det set i bakspejlet har været mere eller mindre krævende
at være bedstefar end man havde forestillet sig.
E. Det sociale forhold til bedstefædrene i dagens Danmark: i lyset af ens oplevelser af ens
egne bedstefædre og ens far som bedstefar, diskuteres her om man selv synes det at være
bedstefar i dag er forskellige fra det at være bedstefar for en generation eller to siden; og
givet ens egne erfaringer som bedstefar (og oplevelser af andre) hvilke egenskaber gør at
man er en god bedstefar – og om man i det hele taget kan tale om en rolle for bedstefædre.
33

Mens disse temaer danner strukturen for interviewene, er der selvfølgelig mulighed for at diskutere
andre (måske relaterede) forhold, som den interviewede rejser. Disse forhold vil også blive
inddraget i den overordnede analyse.
I det følgende anvendes disse temaer til at strukturere præsentationen af resultaterne fra
interviewene, hvor vi fremhæver forhold, der gælder for (stort set) alle bedstefædre og de eventuelle
forskelle der er mellem forskellige typer af bedstefædre i forhold til disse temaer og under-
temaerne. Derudover vil vi anvende en case study til at give læseren et helheds indtryk af hvad det
vil sige at være bedstefar i den moderne familie i dagens Denmark.
Navnene på de citerede bedstefædre og på bedstefædrene i case study materialet er blevet ændret i
forhold til virkeligheden. De angivne aldre er alderen ved interviewtidspunktet. Der er ikke gjort
forsøg på at gengive enkelte citater fra alle de interviewede bedstefædre, og case-study materialet er
ikke et forsøg på at gengive nogle repræsentative fortællinger om det at blive bedstefar. Idet der
ikke findes signifikante forskelle i interviewmaterialet mellem bedstefædrene i henholdsvis Esbjerg
og Hovedstadsområdet, er de citerede bedstefædre ikke identificeret ved bopælsområde.
5.4.A. Det at være bedstefar:
I denne del af materialet får vi information om den interviewedes familiestruktur (se tabel 5.3);
hvordan man følte, da man for første gang fik at vide, man skulle være bedstefar; hvordan man
opfatter sig selv som bedstefar og hvilken rolle man mener, man har i familien (som bedstefar). I
det følgende gennemgås rammerne for at være bedstefar; følelsen af at være bedstefar; en selv som
bedstefar; og rollen som bedstefar.
Rammerne: som individ har man en ramme for at være bedstefar. Rammen er ens familie, både i
forhold til egne børn og så i forhold til børnebørn. Man kan være bedstefar på mange måder, og
rammen giver udgangspunkt for denne måde man er bedstefar på. Har man mange børn og
børnebørn er udgangspunktet en anden end for den bedstefar med et enkelt barn og et enkelt
barnebarn. Har man kunne piger i familien (kone, døtre, børnebørn) er udgangspunktet en anden
end for den bedstefar med en blandet køns sammensætning i familiens forskellige generationer. Har
man børnebørnene lige rundt om hjørnet er udgangspunktet en anden end for den bedstefar med
børnebørnene spredt over hele landet – endda boende i udland. Og er man selv skilt eller hvis en
34

eller flere af ens børn er skilte er udgangspunktet for det at være bedstefar en anden. Og har man
giftet sig til børnebørn er udgangspunktet også en anden. Nogle af de deskriptive statistikker i det
foregående afsnit giver et første indtryk af denne ramme.
Der er ikke en opskrift for en god ramme. I bedstefædre materialet til denne undersøgelse har vi
rammer, der fuldt ud afspejler mangfoldigheden i de danske familier på tværs af generationerne. Det
er kun i tilfælde, hvor barnebarnet bor i udland, at der kan være tale om en begrænset rolle som
bedstefar – i materialet er der dog kun en enkelt bedstefar, hvis eneste barnebarn bor i udland, mens
der er 4 med et af børnebørnene i udland og derfor har de en mere fyldestgørende rolle i forhold til
deres andre børnebørn.
Det slående er, at der uanset rammerne er blandt disse bedstefædre stor enighed om, hvor dejligt det
er at være bedstefar. Selv forhold, som kan virke belastende for bedstefædrene, kan faktisk gå hen
og give et dybt, varmt forhold til børnebørn, idet omstændighederne tvinger bedstefædrene til at
påtage sig en større rolle end ellers, hvilket i sig selv giver et dybere forhold til børnebørn. Under
alle omstændigheder er der tale om en følelsesmæssig givende rolle som bedstefar, hvilket også
findes i andet materiale (Mann & Leeson 2010).
Man kan blive nødt til at påtage sig rollen som forældre for et barnebarn på et tidspunkt i livet, hvor
ens egentlige forældrerolle faktisk er slut for så vidt angår egne børn i den alder. Det er ikke alle,
som vil synes om dét, selvom de fleste nok vil gøre det, hvis det blev nødvendigt.
Jens er 68 år, gift med en datter og tre børnebørn, alle piger på henholdsvis 19, 5 og 4 år.
”Vores ældste barnebarn har boet hos os siden hun blev født. Hendes mor – vores datter – kom ikke
sammen med faren dér og hun var stewardesse og hun fløj rundt jo, så det var svært for hende, så
Laura blev hos os og det har vi alle synes har været alle tiders. Lauras mor er gået hen og blevet
gift igen og har to piger på 4 og 5 og de bor en 15 km væk herfra…men Laura har villet være her
hos os…Jeg har da praktisk talt været hendes far jo, selvom hun kommer hos ham og det gør jeg
også…” (Nr. 28, Jens, 68 år)
35

For andre kan der være større afstand til børn og børnebørn, endda til udland – det giver en anden
vanskeligere men ikke nødvendigvis fattigere forhold.
Peter er 60 år, gift med 1 datter og 1 barnebarn, som bor i udland. Han er pensioneret, mens hans
kone endnu arbejder.
”Jeg havde absolut glædet mig til at blive bedstefar, det er jo en naturlig ting, alt det der med
slægtens videreførelse. Man har da et billede af, at slægten skal videre, ik’ også? Og jo man har
også et billede af, hvordan man gerne vil være for ens børnebørn, men realiteterne er nu
anderledes. Det er nu noget langdistanceagtig, men jeg har opfattelse af at spille en rolle og jeg
prioritere det højt. Det er bare ikke den rolle, jeg havde forventet og håbet på. Jeg kunne tænke mig
en mere aktiv rolle. Det kommer måske, hvis og når de flytter tættere på os...” (Nr. 8, Peter, 60 år)
Rammen kan også have noget med ens egne liv at gøre. Det gælder om hvor man selv befinder sig i
livet, om man har mere tid til nogle af de yngre børnebørn end man havde til de ældre, således at
man oplever bedstefædre rollen som noget helt andet. Bent er 75 år og har hvad han selv kalder et
kompliceret familieliv, og hans forhold til hans børnebørn afhænger klart af, hvornår han var i livet,
da han fik dem. Bent har syv børnebørn – forskellige hold, som han kalder dem – hvoraf tre af de
ældre er hans egne biologiske børnebørn.
”Du ved, det er jo svært med disse sammenbragte familier, mine børn, dine børn og vores børn,
papbørn eller hvad vi nu kalder dem. Jeg er selv gift for anden gang og har tre hold børnebørn. Det
første hold kommer fra min første kones datter; det andet hold fra vores fælles børn; og det tredje
hold fra min nuværende kones børn. Jeg tør ikke sige det til mine egne børn, at jeg har et tættere
forhold til mine nuværende kones børns børn, men det har jeg. Med mine egne var jeg på toppen af
min karriere, nu er jeg pensionist. Nu har jeg den tid til børnebørn, som jeg ikke havde tidligere i
mit liv…” (Nr. 29, Bent, 75 år)
Følelsen:
At blive bedstefar – for dem, der oplever det – kan siges at være en naturlig hændelse i livets gang,
der har mulighed for at berige livet. Det kan imidlertid også siges at være en hændelse, der markerer
en overgang til en ny fase af livet, hvor omverdenens opfattelse af en ændres markant – det er det
36

samme som at blive gammel. Med andre ord er der måske to dimensioner til det at blive bedstefar:
det ene er det personlige og det andet er det samfundsmæssige (hvilket også kan indebære en
personlig komponent) – man er gammel. Derved er der to meget forskellige fænomener, der skal
håndteres, men begge indebærer stærke personlige følelser.
Når bedstefædrene spørges, hvordan det føltes, den gang de for første gang fik at vide, de skulle
være bedstefar, afspejler svarene disse to dimensioner og disse følelser. Der gives mange forskellige
svar fra pragtfuldt til tankevækkende; fra et chok til overvældende glæde og begejstring, fra en
varm fornemmelse af at føre slægten videre til personlig identitetskrise.
Trods mangfoldigheden af svarene er der gennemgående tale om glæde. Ingen af de adspurgte giver
indtryk – hverken direkte eller indirekte – af at det at blive bedstefar er dårligt. Men der er nuancer
af glæden, der udspringer af de to ovenfornævnte dimensioner. For dem, der ser alderdommen i
øjnene med nyheden om, at de skal være bedstefar, skal de i første omgang overkomme denne
personlige omvæltning, inden de kan glæde sig over den nye fase i livet. Sådan var det for Niels, for
eksempel. Niels er en af de yngre bedstefædre i materialet (52 år), så hans identitetskvaler er måske
forståelig nok. Hans kone, Lone, er 8 år ældre og det er hendes anden ægteskab, hvorfra hun har to
børn. Niels og Lone har været gift i 12 år og har ingen børn selv. Lones to børn fik hun ret ung, da
hun var henholdsvis 19 (en datter, nu selv med 2 børn på 10 og 8 år) og 21 år (en søn, nu med et
barn på 7 år).
”Jamen, jeg var ikke klar til at blive bedstefar. Ikke klar til at blive gammel. Lone var ellevilde, det
kan jeg godt forstå, men det tog mig noget tid må jeg indrømme før jeg kunne begynde at have det
godt med det og nyde det. Forstår du, det var ikke det at være bedstefar som sådan, men det var den
kendsgerning, at jeg nu var gammel for fanden. Jeg havde jo ikke været far i den forstand og så var
jeg blevet bedstefar. Men jeg vil nu ikke være foruden de unger. Jeg blev da far og bedstefar på én
gang, hvis du forstår, hvad jeg mener…og set i bakspejlet var det noget af det bedste, jeg har
oplevet…” (Nr. 3, Niels, 52 år)
Erik er en af de ældre bedstefædre (73 år) i interviewmaterialet, og han forklarer, at han var ret så
afslappet omkring børnebørn og det nye liv. Hans kone døde for 11 år siden, og han er flyttet tættere
37

på to af sine tre døtre (og 3 af sine børnebørn). I alt har Erik 5 børnebørn i aldre fra 2 til 21 år. Han
kalder sig selv en forsigtig far og bedstefar.
”Jeg blev lige så glad med nyheden om at jeg skulle være morfar som jeg gjorde med nyheden om
at jeg skulle blive far. Og glæden blev absolut ikke mindre for hver af de fem gange det er skete. Og
jeg føler ikke at jeg blev ældre hver gang, tværtimod. De holder mig ung på hver deres måde. Godt
nok var jeg ikke så gammel, da Anna blev født, men jeg var ligesom klar til den næste del af mit liv
– og det var jo at blive morfar. Hvis der er noget, jeg ærgrer mig over, så er det, at jeg ikke kan
blive farfar…” (Nr. 23, Erik, 73 år)
Om man har en, fem eller syv børnebørn, synes glæden at være et kendetegn for følelsen af at blive
bedstefar. Men adskillige – ligesom Peter (nr. 8 ovenfor) – knytter den glæde sammen med
oplevelsen af at slægten går videre. Christian er 65 år og havde et meget stressende arbejdsliv, og
barnebarnet blev ligesom signalet til ham om at geare ned. Han har kun det ene barnebarn, Michael,
som er 6 år og skal til at begynde i førskole. Han er ”papbedstefar”, idet både han og hans kone er
gift for anden gang, og det er hans kones datter, som har den lille, som han udtrykker det. Trods
Christians ”pap-status” skinner hans glæde med barnebarnet og det nye liv, han lever med og for
barnebarnet, igennem interviewet. Man kan ikke lade være med at dele hans glæde og grænseløse
entusiasme for det at være bedstefar.
”Jeg var jublende glad, da jeg hørte, jeg skulle blive bedstefar. Nu gik generationen ligesom lidt
videre. Vi var også de første, der besøgte ham, da han var helt ny... ... Nu er han blevet 6 år, og når
han er hos os, så giver vi os selv 100 procent. Jeg elsker at fortælle om ridderne, og om gamle
dage. Der skal lige som være noget andet i livet end Nintendo, ik’ også? Og han suger det til sig…”
(Nr. 30, Christian, 65 år)
En selv som bedstefar og rollen som bedstefar:
Tænker man på, hvordan man er som bedstefar? Hvordan man mon opleves af ens børnebørn? Er
man en legeonkel? En sur gammel mand? Eller den, man lærer noget af, som man ikke lærer af
forældrene eller af andre? Ser man sig selv som familiens overhoved? Vi har spurgt de
interviewede, hvordan de er som bedstefar, og hvordan de vil beskrive deres rolle som bedstefar.
38

Om man blev glad og rørt ved nyheden om at blive bedstefar; om man blev melankolsk ved tanken
om den nye fase af ens liv; eller om man ikke rigtigt havde nogle følelser, så bliver alle de
interviewede i hvert fald glad ved rollen som bedstefar. I den henseende er rollen både den måde,
man selv er som bedstefar, men også den opgave, man mener en bedstefar skal have. Nok en af de
gennemgående udtalelser fra de interviewede er, at de ikke skal have en opdragende rolle – i hvert
fald ikke sådan som forældrene. MEN alligevel er der en lige så klar melding i materialet om, at de
har en opdragende rolle – hvad enten det er at sætte grænser for børnebørnenes opførelse eller at
opdrage dem i hvordan man skal være over for andre mennesker – kort sagt hvordan man bliver et
godt menneske.
Torben er 63 år med to børn og to børnebørn, en pige og en dreng. Han ser sig selv både som
legeonkel men også som læremester. Han og hans kone havde snakket meget om det at blive
bedsteforældre.
”Jeg er helt vildt med at være farfar. Jeg havde min karriere og mine egne børn, dejlige børn. Og
nu har jeg mine børnebørn. Det er jo naturens gang, og min kone og jeg glædede os til det, til det
næste i livet. Jeg glædede mig enormt, nok mest fordi jeg husker den tid jeg havde med min mormor
og morfar. Jeg husker det som en pragtfuld tid. Jeg var alene med min mor, og jeg tilbragt store
dele af tiden hos min mormor og morfar. Min morfar blev den far, jeg ikke havde. Jeg ved ikke, om
han nu brød sig om det, men jeg elskede ham højt. Han lærte mig det hele – legen og alvor. Og jeg
prøver nok at være lidt som ham. Jeg vil ikke bare være en legeonkel. Jeg vil gerne give dem noget,
lære dem at man skal yde noget for at nyde noget. Jeg vil berige dem, men jeg gør det ned på deres
niveau…” (Nr. 15, Torben, 63 år)
Der er en erkendelse hos de fleste af de interviewede bedstefædre, at de nok forkæler børnebørnene
for meget – at de får lidt mere slik end hos forældrene; at de kommer lidt senere i seng, hvis de
overnatter. Eller de bare får meget mere opmærksomhed end forældrene til dagligt kan give dem.
Henning er 63 år, nyligt pensioneret fra et travlt job. Han har 4 børnebørn i alderen 2 til 6 år, og
tiden er det, han forkæler dem med.
”Det var sådan en lidt sjov fornemmelse. Jeg havde så travlt erhvervsmæssigt, og jeg vil gerne
bruge så meget tid på at være bedstefar, men jeg vidste, at jeg ikke vil kunne. Verden bliver helt
39

anderledes for en, lige som da man fik børn. Det ligger jo tæt inde på hjertet at have børnebørn.
Jeg havde ikke tid til min egne børn, men nu har jeg det. Jeg ligger på gulvet og leger med dem. Jeg
kan lide at være tæt på. Der er tryk på så længe de er vågne. Og vi går tur. Vi snakker om hvordan
verden er skruet sammen…” (Nr. 40, Henning, 63 år)
Ligeledes for Villy, 63 år, med 4 børnebørn, men af andre grunde. Han har ikke været den
fortravlede forretningsmand, men for ham er tiden det, der skal gives – og ikke kun tiden. Man skal
give sig selv, og det gør han, næsten for meget, mener han.
”Når de er hos mig, giver jeg mig et hundrede procent, nogle gange måske lidt for meget, hvis man
kan det. Og det kan man vel. Men, jo ældre de bliver, jo mere foretager de nogle tinge, jeg ikke lige
kan være med til i min alder. Det er det med computer. De kan sidde og hamre på det og så er der
ikke tid til det legeri og sådan noget…” (Nr. 43, Villy, 63 år)
Villy vender vi tilbage til om lidt, og det med tiden, men det er slående, at der generelt er tale om
tiden og om engagement i forhold til børnebørn. Sådan som man ikke altid gjorde med ens egne
børn. For eksempel, Bjarne, 64 år med 2 børnebørn.
”Man nyder børnebørnene bevidst mere intenst end man gjorde med ens børn dengang. Forstå du,
ens egne børn er der hele tiden, så dem nyder man ikke for intenst, hvorimod børnebørn har man
kun til låns, og derfor går man mere intenst og engageret i det. Jeg havde ikke tid til mine egne
børn og selv i weekenden skulle jeg når så meget inden det blev mandag igen. Det fortryder jeg,
men sådan var det bare…” (Nr. 1, Bjarne, 64 år)
Har man ikke en biologisk forbindelse til børnebørnene, kan rollen være vanskeligt at forklare. Ikke
fordi man ikke har en rolle, men fordi den er svært at kategorisere. Sådan er det for Ivan. Han er 53
år. Hans kones tre børn har i alt 6 børnebørn, men som han selv siger, bliver han af børnene ikke
opfattet som en bedstefar, fordi de aldersmæssigt er tæt på hinanden. Alligevel kan han godt sætte
ord på den rolle, han mener, han skal have.
”Jeg blev da glad, da vi fik at vide, at min kones ældste datter skulle have vores første barnebarn,
men mest fordi det bragt glæden til min kone og derved også til mig. Jeg må da indrømme, at jeg
40

ikke havde nogen selvstændige følelser. Jeg er jo ikke bedstefar, jeg er Ivan, men jeg mener bestemt,
at jeg har en rolle. Hvad det er for en rolle? Det er vel en opdrager rolle. Vi sætter grænser, men
de er ikke forældre-grænser. Jeg mener, jeg skal indgå i børnenes verden som den voksen, der er
anderledes og mere voksen end forældrene...” (Nr. 56, Ivan, 53 år)
Som en sidste observation fra materialet i denne henseende skal nævnes, at man som bedstefar tit og
ofte tænker på børnebørnenes fremtid, og hvordan man selv kan bidrage til, at det går dem godt.
Man håber, at det, man kan give dem, vil sætte dem i stand til at kunne klare livets store og små
udfordringer. Det er ikke et spørgsmål om materiale succes, men om at blive gode mennesker.
Frank er 71 år med to børnebørn på henholdsvis 9 og 5 år, som bor tæt på ham. Han tilbringer
meget tid med sine børnebørn og han er meget aktivt engageret i dem, og han håber således, at det,
han gøre, kan hjælpe dem i fremtiden.
”Jeg har et ønske om, at de kan være nogle gode borgere. Den måde, man præger dem, giver nogle
grundstene til, hvordan deres liv kan blive......Jeg håber, når de bliver ældre og problemerne
kommer, at det vi har opbygget gør, at de vil henvende sig til mig. Spørge mig til råds eller bede om
hjælp...Jeg har altid været åben og ærlig og vi snakker om alt...” (Nr. 19, Frank, 71 år).
5.4.B. Andre bedstefædre og de fraværende generationer af mænd
Rollemodeller har vi alle sammen gennem vores liv. Modeller, som vi bevidst eller ubevidst
efterligner – både de gode og de ikke så gode sider. Som mænd har vi jo vores egne fædre og
bedstefædre, hvis ikke som rollemodeller, så i hvert fald som nogle vi har lærte fra – hvordan vi
skal eller ikke skal gøre. Vi har forsøgt i interviewene at lade bedstefædre fortælle om deres egne
bedstefædre og fædre og om forholdet til disse. Ligeledes har de beskrevet deres fædre i rollen som
bedstefar.
Materialet viser tydeligt, at det er ikke alle – specielt fædrene – der har været de gode rollemodeller,
hverken som fædre eller bedstefædre. Det er den manglende tid til samvær. Der er tale om de
fraværende generationer af mænd. Bedstefædrene huskes dog oftest men ikke altid som hyggelige at
være hos, sådan som vi allerede har set det udtryk af Torben, som tilbragt en stor del af hans
ungdom hos bedsteforældrene.
41

”Min morfar blev den far, jeg ikke havde. Han lærte mig det hele – legen og alvor. Og jeg prøver
nok at være lidt som ham...” (Nr. 15, Torben, 63 år)
Men det gælder også, selv om man ikke har levet sammen med bedsteforældrene, som Torben
gjorde. Lad os vende tilbage til Villy på 63 år med de 4 børnebørn, som alle bor tæt på. Det er ham,
der giver sig et hundrede procent, når børnebørnene er hos ham. For Villy er det vigtigt, at hans
børnebørn kalder ham bedstefar, for det at være bedstefar siger ham noget helt specielt.
”Det er en hel ny verden, der pludseligt opstår. Jeg valgte at blive kaldt bedstefar, ikke morfar,
fordi jeg husker min bedstefar, som var en hyggelig, stille og rolig mande. Altid tid til at se på mig,
lege med mig, vise mig noget. Jeg boede lige ved siden min bedstefar den gang. Jeg synes, det var
hamrende hyggeligt. Så ordet bedstefar siger: her er ro, her er tid. Du ved her i Danmark siger man
han er en gammel bedstefar, ik’ også, men det har jeg det godt med. Jeg føler mig ikke gammel …”
(Nr. 43, Villy, 63 år)
Næsten alle de interviewede er enige, at rollen som både far og bedstefar i dag er meget anderledes
end det har været for tidligere generationer, men i nogle tilfælde har det påvirket deres forhold til
deres bedstefædre negativt og givet dem en ikke-rollemodel.
”Min farfar har jeg aldrig kendt, han var død. Min morfar nåede lige akkurat at være med til min
konfirmation. Jeg havde ikke noget forhold til ham overhovedet. Jeg oplevede ham aldrig som en,
der snakkede med mig på to mands hånd. Det var en anden tid den gang. (Nr. 40, Henning, 63 år)
Men det har også været en anden tid den gang for bedstefædrenes egne fædre. Det var en tid med et
andet kønsrollemønstre, der gjorde, at de var anderledes, både som fædre og senere som
bedstefædre, end vores bedstefædre. Flemming er 68 år med to børnebørn.
”Min far var ikke en, der fra starten af skiftede ble på os børn. Det overlod han til min mor. Hun
var hjemmegående og han havde sit arbejde. Sådan var det, det var en anden tid. Han var heller
ikke den, der legede med os, i hvert fald ikke lang tid ad gangen. Og som bedstefar til vores to børn
blev han såmænd ikke meget anderledes. Han var da bestemt interesseret i at se dem, da vi kom på
besøg, men han var ikke den, der legede med dem eller læste for dem. Ser jeg tilbage til mine
42

edsteforældre og mine forældre, både som forældre og bedsteforældre, mener jeg, der er sket en
kolossal udvikling. Det er jo en generel udvikling i samfundet. Det er kønsrollemønstre, der har
ændret sig. Nu om dage deler man både pligterne og glæderne. Det gjorde min kone og jeg nu også,
men ikke tidligere generationer. Jeg opfattede mine bedsteforældre som gamle, helt afgjort, og det
var de også……jeg håber sandelig ikke, at mine børnebørn opfatter mig som gammel, sådan som
jeg gjorde med mine…” (Nr. 7, Flemming, 68 år)
Tiden dominerer samtalerne om de interviewede som fædre, og om de interviewedes egne fædre
som fædre – i en uhyggelig grad. Der er virkelig tale om de fraværende generationer af mænd,
ligesom Sven Aage og hans far. Sven Aage er 73 år med 4 børn og 7 børnebørn.
”Min far glædet sig til at blive bedstefar, men det nåede han ikke, før han døde. Det var da synd,
fordi han ikke havde tid til mine søskende og jeg som børn, og jeg tror, han glædede sig til at have
den tid, den alder, hvor der var mere ro…men det nåede han ikke. Jeg er da heldigere, for jeg var
lige som ham. Altid for travlt til mine børn, men nu har jeg den ro og den tid, der skal til for at nyde
den næste generation. Det er da dejligt. Det er noget, der kommer med alderen…” (Nr. 22, Sven
Aage, 73 år)
Desværre er det ikke alle, der har været så heldig (eller ej) at opleve deres bedsteforældre. Preben er
73 år med 2 børn og 3 børnebørn, men han har stort set ingen rollemodeller at forholde sig til – ikke
andet end kammeraternes bedstefædre dengang, men det virker som om han klarer rollen som
bedstefar alligevel, og nyder det.
”Min farmor og farfar var døde. Jeg ved kun, at de ikke var fattige. De fik malet deres portrætter.
Min morfar har jeg heller ikke kendt, så der var kun min mormor. Hun var en sådan dame, at hun
var i kirke hver dag kl. 6 om morgenen, og resten af dagen knoklede hun på gården. Vi børn var jo
ikke med til noget af det. Vi kunne ikke bruges. Jeg oplevede mine kammeraters bedsteforældre,
men de havde alle hårdt arbejde og beskæftigede sig ikke med os børn. Og begge mine forældre
døde inden vi fik vores børn. Jeg ved ikke, jeg blev bare bedstefar. Jeg blev jublende glad. Jeg er
ikke så bestemt som bedstefar som jeg var da jeg var far. Som bedstefar har man oplevelser med
børnene. Som far har man så meget andet der skal ordnes. Jeg har meget mere kontakt med dem
43

end jeg havde med mine børn, men de styrer ikke mit liv. Om jeg savner rollemodeller? Neeeeej, det
tror jeg såmænd ikke. Jeg er da bare bedstefar...” (Nr. 31, Preben, 73 år)
Til sidst for så vidt angår en selv som bedstefar sammenlignet med tidligere generationer af
bedstefædre er der en klar fornemmelse, at det er blevet anderledes – både på en god og en mindre
god måde. Det moderne liv har måske fjernet noget af tætheden mellem bedsteforældrene og
børnebørnene, sådan som Harry på 78 år udtrykker det.
”Mine børnebørn er ikke nær så tæt på mig som jeg var til mine bedsteforældre. Forstår du, da jeg
kom på ferie hos min mormor og morfar, det var et lille hus på landet. Der var ikke noget fjernsyn.
Min morfar var en alt-mulig-mand. Han cyklede rundt til gårdene og repareret dit og hjalp med
dat, og jeg cyklede med. Jeg var jo mere med i deres dagligdag og snakkede mere med dem...” (Nr.
10, Harry, 78 år)
Ser de interviewede til gengæld på andre bedstefædre, de kender, er der dem, der er helt anderledes,
og der er dem, der er ret ens. Som regel har forskellen noget at gøre med rollen, som de forskellige
bedstefædre påtager sig, og i sin enkelthed drejer det sig basalt, om man er det, man vil kalde
gammeldags eller ej i sin væremåde som bedstefar.
Einar er 73 år med to børn og to børnebørn, som ikke bor i nærheden, men som han er sammen med
mindst en gang om måneden – og gerne flere dage ad gangen. Han har ikke selv haft så mange
rollemodeller, som han kunne lære af for så vidt angår det at være bedstefar. Hans egne forældre
oplevede ikke hans børn, men hans kones forældre havde været nogle dejlige, engagerede
bedsteforældre, og det snakker Einars to børn stadigvæk om. Hans farfar og farmor og morfar har
han aldrig kendt. Til gengæld har han nogle varme, sjove minder om sin mormor, selvom han ”skal
langt tilbage”.
”Min bedstemor boede på aftægt hos sin søn. Jeg husker, hun havde petroleumslamper, og det gav
en helt særlig lugt – jeg kan stadig lugte det, når jeg tænker på hende. Og hun havde en kælder, 3-4
trin ned, og dér have hun sin mælk. Det var nu ikke pasteuriseret. Det var bare hentet fra koen. Det
kunne jeg ikke lide. Men det er gode minder trods mælken. Hun tog sig ikke så meget af os, hun var
der bare. Hendes kærlighed kunne man mærke…”
44

Einar har venner og familiemedlemmer, som er bedstefædre, og mens der er nogle, han ligner, er
der bestemt også nogle, han ikke ligner – nogle som er gammeldags. Han fortæller sådan som en del
af de interviewede om bedstefædrene, han kender, som er gammeldags i deres indstilling til det at
være bedstefar. Det betyder ikke at disse gammeldags bedstefædre ikke er engageret i deres
børnebørn, de er det bare på en anden (gammeldags) måde.
”Jeg har da venner og andre i familien, som også er bedstefar. Nogle synes jeg selv, jeg ligner, men
der er andre, som jeg slet ikke ligner. Jeg går mere ind i det hele, skifter ble og laver madpakker,
men nogle af dem jeg kender kører i de gamle sporer. Sådan var jeg også som far. Vi deltes om alt,
mens andre rent fornuftsmæssigt har haft mandopgaver og kvindeopgaver. Sådan var det bare. Og
de har taget de roller med sig som bedsteforældre…” (Nr. 32, Einar, 73 år)
Til gengæld er der en anden gruppe af de interviewede, der ligeledes mener, at bedstefædrene, de
kender, er forskellige fra dem, men mest fordi de ikke har tid til deres børnebørn. John er 58 år og
han har to børnebørn på 9 og 5 år, som bor inden for gå afstand af hans egen bopæl. Idet John er en
meget engageret bedstefar, som gerne dropper sine egne planer, hvis der pludseligt opstår en
mulighed for at være sammen med en eller begge af børnebørnene, kan han ikke forstår nogle af
hans venner, som ikke har det på samme måde.
”Jeg har et meget aktivt fritidsliv, men jeg dropper gerne en aktivitet for at lave noget andet med
børnebørnene. Jeg har venner, som er bedstefædre, men vi er som dag og nat. De vil hellere lave
deres egne tinge, og det fatter jeg ikke. Selvfølgelig har jeg mine interesser og aktiviteter som tennis
og EDB, men jeg dropper det gerne for børnebørnene. Balancen er vigtig. De skal heller ikke styre
mit liv, men jeg skal da være der for dem...” (Nr. 12, John, 58 år)
På den anden side kan det være vennerne, der ikke fatter ens egen måde at være bedstefar på.
” Vores venner synes, vi ikke er rigtige kloge, fordi vi bruger så meget tid med børnebørn. Men det
gør vi altså, sådan er det...” (Nr. 59, Hans, 66 år)
5.4.C. Forholdet til børnebørnene
45

Som nævnt ovenfor kan forholdet til børnebørnene påvirkes af afstanden og af rammerne, men
uanset disse eventuelle begrænsninger oplever de bedstefædre, vi har interviewet, et rigt, varmt og
tæt forhold til deres børnebørn. Som vi også har været ind på tidligere, er det egenskaber, viden
eller væremåder – eller bestemte livssyn – man gerne vil give videre til børnebørnene. For eksempel
”Jeg elsker at fortælle om ridderne, og om gamle dage. Der skal lige som være noget andet i livet
end Nintendo, ik’ også? Og han suger det til sig…” (Nr. 30, Christian, 65 år)
”Jeg vil ikke bare være en legeonkel. Jeg vil gerne give dem noget, lære dem at man skal yde noget
for at nyde noget. Jeg vil berige dem, men jeg gør det ned på deres niveau…” (Nr. 15, Torben, 63
år)
”Vi snakker om hvordan verden er skruet sammen…” (Nr. 40, Henning, 63 år)
”Vi sætter grænser, men de er ikke forældre-grænser. Jeg mener, jeg skal indgå i børnenes verden
som den voksen, der er anderledes og mere voksen end forældrene...” (Nr. 56, Ivan, 53 år)
Men lad os begynde med samværet og aktiviteterne, når nu bedstefædrene og børnebørnene er
sammen. Er det nu sådan, at bedstefædre kun eksisterer i skyggen af den dominerende bedstemor?
Eller har de et selvstændigt forhold til børnebørnene? Det er klart fra materialet, at langt de fleste af
de interviewede bedstefædre – hvor forholdene tillader det – har et selvstændigt forhold til deres
børnebørn samt et forhold sammen med bedstemødrene. Kun i et enkelt tilfælde kan den
interviewede bedstefar ikke fortælle om aktiviteter, som han alene laver med børnebørnene – han er
tydeligvis et vedhæng, men også tilsyneladende en undtagelse. Og der er yderligere et enkelt
tilfælde, hvor den interviewede bedstefar (og bedstemor) ikke laver aktiviteterne med
børnebørnene, fordi de ingen kontakt har med dem.
For det første er der for nogles vedkommende tale om nogle mere eller mindre faste dagligdags
aktiviteter, hvor bedsteforældrene går ind og hjælper forældrene til børnebørnene, som f.eks. ved at
hente og bringe til skole eller daginstitution – noget som andre gør på en mere spontan facon, mens
andre kan af praktiske grunde ikke deltage på den måde, fordi afstanden til børnebørnene er for stor.
Derudover er der de aktiviteter, der bedst kan beskrives som at følge med i børnebørnenes
46

udvikling, for eksempel at gå til deres fodbold, håndbold, ridning, koncerter og lignende – det kan
være med eller uden forældre. Og så er der de aktiviteter, man laver (eller har lavet) sammen med
børnebørnene, når de er hos bedsteforældrene. Denne type af aktiviteter afhænger i høj grad af
børnebørnenes alder. Er de helt små er der såmænd begrænsede muligheder, men efterhånden som
de vokser, vokser aktiviteterne også – fra læsning til spil til hobby, fra gåtur i naturen til besøg på
museer. Men de kan også vokse fra en og ens mulighed for at være med, sådan som Villy har
oplevet det.
”…jo ældre de bliver, jo mere foretager de nogle tinge, jeg ikke lige kan være med til i min alder.
Det er det med computer. De kan sidde og hamre på det og så er der ikke tid til det legeri og sådan
noget…” (Nr. 43, Villy, 63 år)
Kendetegnende for alle bedstefædre – uanset rammerne – er imidlertid en engagement med
børnebørnene, og det er vigtigt, som vi har set, at det forgår på børnebørnenes niveau og præmisser,
sådan som det er udtrykt af Torben.
”Jeg vil berige dem, men jeg gør det ned på deres niveau…” (Nr. 15, Torben, 63 år)
Dog er der grader af engagement, hvilket kan skyldes ens egen motivation, men det kan også
skyldes rent praktiske forhold, for eksempel i tilfælde hvor (typisk) ens datter er alene med børnene
og man har en meget større rolle i deres liv, sådan som vi har set med Jens.
”Vores ældste barnebarn har boet hos os siden hun blev født. Hendes mor – vores datter – kom ikke
sammen med faren dér og hun var stewardesse og hun fløj rundt jo, så det var svært for hende, så
Laura blev hos os og det har vi alle synes har været alle tiders. Jeg har da praktisk talt været
hendes far jo …” (Nr. 28, Jens, 68 år)
Eller hvor børnebørn bor for langt væk til en hyppig kontakt eller den type af forhold, man havde
håbet på, hvilket gælder Peter.
”... man har også et billede af, hvordan man gerne vil være for ens børnebørn, men realiteterne er
nu anderledes. Det er nu noget langdistanceagtig, men jeg har opfattelse af at spille en rolle og jeg
47

prioritere det højt. Det er bare ikke den rolle, jeg havde forventet og håbet på...” (Nr. 8, Peter, 60
år)
Disse rammer – både af den ene og den anden art – påvirker de aktiviteter, man kan deltage i med
børnebørn men alligevel er der en ensartethed over aktiviteterne. Rammerne styrer hyppigheden
snarere end indholdet. Således er der tale om at gå tur, læse bøger, spille kort, lege med Lego –
uanset om man ser hinanden hver dag eller en gang om året. Aktiviteterne afhænger også af
børnebørnenes alder. Hans er 66 år. Han har fire børnebørn i alder 6 til 12 år, alle piger, som bor i
nærheden. Fra starten af har han og hans kone været meget engageret og involveret i børnebørnene
og i dette tilfælde er der tale om dagligdags aktiviteter, der ligner dem, man vil forvente at finde i en
familie sammen med mor og far. Men alligevel har Hans en særlig oplevelse med hver af de 4 piger.
”Hvis du spørger pigerne, vil de nok sige, jeg er en kærlig bedstefar. Jeg forkæler dem.
Opdragelsen, det er min kone. De er meget hjem hos os, og jeg synes, de skal have det godt, når de
er her. Da de var yngre, kunne vi have alle fire sovende – og det gjorde de hver uge – men nu hvor
de er blevet ældre, tager vi dem en ad gangen. Jeg går meget tur. Vi er altid gået meget tur i
familien, og det gør vi med pigerne. Vi går tur, og vi snakker, og så kommer vi hjem og tager et spil
kort. Og vi tager dem på ferien – uden forældrene – gerne til udland. Så har jeg en speciel
oplevelse med hver af dem. Når de fylder 8, cykler vi en tur til ...., bor på hotel, spiser en god
middag og cykler hjem. De har alle glædet sig til den cykeltur med morfar. Jeg mangler kun den
yngste...” (Nr. 59, Hans, 66 år)
En del af de daglige aktiviteter med børnebørnene laver Hans alene med dem, men en del laver de
også med hans kone. Der er lige som ikke fast regler om en deling af viste aktiviteter – bortset fra
cykelturen. Og sådan synes det at være gennemgående hos de interviewede bedstefædre - mens de
fleste aktiviteter med børnebørnene laves i fællesskab med bedstemor, har bedstefædrene som regel
en speciel oplevelse med en eller flere af børnebørnene, og det kan i denne sammenhæng være
forskellige specielle oplevelser for de forskellige børnebørn.
Dog kan der være aktiviteter, som bedstefædre ikke har så meget lyst til, og der kan bedstemødrene
heldigvis træde til.
48

” Vi har lige haft de to piger på 9 og 6 hos os, og der var de en tur i byen med min kone at handle.
Og det må jeg indrømme, det er ikke mig...” (Nr. 59, Hans, 66 år)
Mens der således kan være enkelte aktiviteter som shopping, som kunne kaldes pigeaktiviteter, som
bedstefædrene ikke er med til, er der ellers ikke interviewmaterialet meget, der indikerer, at
bedstefædrene er mest til at lave tinge med drengene, selvom enkelte mener, det kan blive sådan,
når pigerne bliver ældre.
”Lige nu har de en alder og interesser, hvor jeg kan være med til det hele – og har lyst til det – men
det kan godt ændre sig, når Maria, for eksempel, bliver større. Så er det måske mormor, der er i
højere kurs end mig…” (Nr. 37, Jens Peter, 52 år)
I svære situationer kan børnebørnene være en hjælp til at komme oven på igen. Mogens er 60 år.
Han er en af de to enkemænd blandt de interviewede, idet hans kone døde for fem år siden. De
havde en enkelt datter, som har 3 børn i alder 4 til 12 år. Den ældste er en dreng, og det er klart fra
samtalen, at de to har et meget specielt forhold – et forhold der kom af uheld, men et forhold der
klart har hjulpet Mogens gennem en hård tid.
”Det var da noget et chok, da min kone døde, selvfølgelig var det det. Hun fik konstateret kraft og
var død i løbet af et halvt år. Der var ikke tid til at lave planer eller overveje fremtiden. Fremtiden
kom lige som alt for hurtigt. Og det slog mig helt ud, det må jeg indrømme. Jeg var da ikke gammel,
men pludseligt var jeg enkemand, alene. Jeg tror min datter bevidst brugte Nikolai (drengen på 12
år) til at sparke mig ud af det. Hun vil bare køre rundt og aflevere ham og sige, hun skulle noget, og
der sad vi så...... Nå, men det gik og vi har det vildt godt sammen, mig og Nikolai. Jeg har altid
kunne lide at fiske, siden jeg var dreng. Jeg lærte det af min egen farfar og hvert år de sidste tre år
har Nikolai og jeg taget til Norge og fisket. Det er vores mandetur. Vi sover i telt og laver mad.
Pigen på 8 er interesseret i gamle dage, så hun og morfar er begyndt at tage på udflugt til
museum...De giver mig nu også noget i hverdagen. Jeg henter og bringer fast hver dag, og jeg kan
såmænd godt finde på at babysitte så de voksne kan komme ud og more sig...” (Nr. 18, Mogens, 60
år)
49

Fra det rige, varme og specielle forhold til det følelsesmæssigt traumatiske forhold, hvor man stort
set ikke har kontakt til ens børnebørn. Heldigvis er der kun et enkelt tilfælde i materialet, hvor det er
forholdet. Jesper er 68 år og har kun et barnebarn på 12 år. Da jeg først kontaktede Jesper var han
ikke sikker på, at han kunne deltage, fordi – som han sagde – han var ikke rigtig bedstefar.
”Vi har stort set ikke set Philip i 8-9 år. Vi ved, at han bor i Aarhus med sin far, vores soen altså.
Han blev skilt da Philip var 2. Moren fandt en anden og forsvandt bare og vil ikke have noget med
dem at gøre. I den første tid efter skilsmissen forsøgte vi at hjælpe så meget vi kunne, men sønnen
kom ud i problemer med det ene og det andet, og det endte med at han flyttede til Aarhus og vil ikke
have noget med os at gøre. Vi besøgte ham, men det endte i skænderi. Vi blev ved at skrive til Philip
og vi e-mailer hinanden. Måske ændrer det sig, men lige nu er det noget mærkeligt noget...” (Nr. 2,
Jesper, 68 år).
Men skilsmisse behøver ikke at betyde, at man ikke kan have det godt med både børnebørnene og
den forælder, som ens barn er blevet skilt fra. Henning B er 69 år med to sønner, hver med to børn –
altså fire børnebørn i alder 6 til 10 år. Den ene søn er blevet skilt, men som Henning B forklarer, har
det ikke haft den store betydning for deres forhold.
”Den ældste dreng er skilt. Moren til de to børn bor her i byen og hun har pasningsproblemer på
grund af sit arbejde, så det er mig, er hjælper til. Jeg bringer og henter og de overnatter tit hos os.
De skal vaskes og puttes, og det er også mig. Deres skilsmisse har ikke betydet, at vores forhold til
børnene er blevet påvirket. Tværtimod. Til sommer skal hun og de to børn på ferie med os – uden
børnenes far. Han kan ikke lide varmen…” (Nr. 33, Henning B, 69 år).
5.4.D. Det gode og det mindre gode ved at være bedstefar
I de tidligere afsnit synes der at være overvældende beviser for, at det generelt set er godt at være
bedstefar. I dette afsnit kigger vi derfor udelukkende på det mindre gode – og her er det meget mere
begrænset.
Når vi analyser materialet med hensyn til at identificere det gode eller det mindre gode ved at være
bedstefar, skelner vi mellem henholdsvis eksterne og interne forhold, der gør det svært. Eksterne
forhold er for eksempel stor fysisk afstand eller på anden måde manglende kontakt. Interne forhold
50

er de personlige forhold som for eksempel problemer med denne livsfase og identificeringen af
bedstefarrollen med alderdom.
For så vidt angår de eksterne forhold er det et spørgsmål om, at tingene ikke altid bliver sådan som
vi havde regnet med. Måske har man glædet sig til at bruge tid på børnebørnene (den tid man ikke
havde som far til sine egne børn) og det er man forhindret i at gøre.
”... man har også et billede af, hvordan man gerne vil være for ens børnebørn, men realiteterne er
nu anderledes. Det er nu noget langdistanceagtig, men jeg har opfattelse af at spille en rolle og jeg
prioritere det højt. Det er bare ikke den rolle, jeg havde forventet og håbet på...” (Nr. 8, Peter, 60
år)
For så vidt angår de interne forhold er det sådan for de bedstefædre, der erkender eksistentielle
problemer ved at blive bedstefar, at der er tale om en overgangsfase, som de relativt hurtigt kommer
over og derefter fuldt ud nyder rollen som bedstefar.
”Jamen, jeg var ikke klar til at blive bedstefar. Ikke klar til at blive gammel......Men jeg vil nu ikke
være foruden de unger. Jeg blev da far og bedstefar på én gang, hvis du forstår, hvad jeg
mener…og set i bakspejlet var det noget af det bedste, jeg har oplevet…” (Nr. 3, Niels, 52 år)
Men generelt må det siges, at størstedelen af de interviewede mener, at tilværelsen som bedstefar er
blevet sådan som de havde ventet – eller bedre endda – og det er derfor svært at pege på forhold,
som de mener, er dårlige ved at være bedstefar. De interne forhold er begrænset. Måske bliver de
fleste rent naturligt bedstefar i den alder, hvor man både er klar til det, og hvor man bedre kan
tackle det, det medbringer. Som Hans udtrykker det:
”Neeeej, der er ikke noget, jeg vil være foruden. De stresser mig ikke. Det er jeg blevet for gammel
til...” (Nr. 59, Hans, 66 år)
På den anden side kan alderen – udover at give en vis afstand til stress og jage – medføre interne
forhold i form af en fysisk begrænsning med hensyn til de aktiviteter, man laver (eller kan lave)
med børnebørnene. Og det er ikke kun blandt de ældste af de interviewede bedstefædre. Kenn er 63
51

år med to børn selv og to børnebørn på henholdsvis 9 og 5 år. Han kan godt mærke, at alderen en
gang i mellem trykker og gør det svært at blive den bedstefar både han og børnebørnene ønsker.
”Jeg kunne ønske mig lidt mere fysisk overskud. Aktivitetsniveauet kan blive for højt, og det kan
være irriterende, men det er nu en personlig irritation over ikke at kunne mere...” (Nr. 61, Ken, 63
år)
5.4.E. Det sociale forhold til bedstefædre i dagens Danmark
Så har bedstefædrene en rolle i den moderne familie?
Interviewmaterialet har indtil nu tydeligt vist, at bedstefædrene på tværs af en række socio-
økonomiske forhold er meget engageret i deres børnebørn, selvom der kan være forhold, der rent
fysisk begrænser dette engagement. Endvidere viser materialet, at bedstefædrene gennemgående
selv (det vil sige uden at optræde i skyggen af bedstemødrene) er meget aktive og deltager i mange
aktiviteter med børnebørnene hvad enten der er tale om piger eller drenge, selvom kønsforskellene
aktivitetsmæssigt godt kan spille en rolle, efterhånden som pigerne bliver ældre, og der kan blive
aktiviteter som bedstemødrene står for.
” Vi har lige haft de to piger på 9 og 6 hos os, og der var de en tur i byen med min kone at handle.
Og det må jeg indrømme, det er ikke mig...” (Nr. 59, Hans, 66 år)
”Den ældste pige på 12 år går til ridning hver lørdag, sammen med et par veninder. Det har hun nu
gjort i flere år, og hendes mor og min kone har altid taget med. Det har ligesom været deres
pigetur, og det har aldrig været på tale, at jeg skulle med. Det kunne jeg jo nok, men du ved, det vil
ikke være helt rigtigt, hvis du forstår...” (Nr. 16, Finn, 63 år)
I lyset af oplevelserne af ens egne bedstefædre og ens far som bedstefar, har de interviewede
bedstefædre diskuteret eventuelle forskelle mellem nuværende bedstefædre og tidligere
generationer af bedstefædre med hensyn til de roller, en bedstefar har i familien. I interviewene blev
der endvidere diskuteret, hvilke egenskaber gør at man er en god bedstefar. – og om man i det hele
taget kan tale om en rolle for bedstefædre.
52

Det moderne liv har måske fjernet noget af tætheden mellem bedsteforældrene og børnebørnene,
sådan som Harry på 78 år udtrykker det.
”Mine børnebørn er ikke nær så tæt på mig som jeg var til mine bedsteforældre. Forstår du, da jeg
kom på ferie hos min mormor og morfar, det var et lille hus på landet. Der var ikke noget fjernsyn.
Min morfar var en alt-mulig-mand. Han cyklede rundt til gårdene og repareret dit og hjalp med
dat, og jeg cyklede med. Jeg var jo mere med i deres dagligdag og snakkede mere med dem...” (Nr.
10, Harry, 78 år)
Men det moderne liv har også givet os ”yngre” bedstefædrene i forhold til tidligere generationer.
”Jeg opfattede mine bedsteforældre som gamle, helt afgjort, og det var de også……jeg håber
sandelig ikke, at mine børnebørn opfatter mig som gammel, sådan som jeg gjorde med mine…”
(Nr. 7, Flemming, 68 år)
Vi har i tidligere afsnit om rollemodeller hørt, hvordan de nuværende bedstefædre oplevede deres
egne bedstefædre og hvordan de oplevede deres egne fædre som bedstefædre, og derfor vil vi ikke
gentage disse iagttagelser her. Men hvad med rollen som bedstefar i denne moderne familie i
Danmark?
Harper et al (2004) viser, at bedstemødrenes roller kan kategoriseres som bedstemødre som
plejere, bedstemødre som erstatning for en partner, bedstemødre som erstatning for en forældre, og
bedstemødre som familiens samlingspunkt, og fra materialet her kan vi identificere både lignende og
forskellige adfærd for bedstefædrene, som vi har interviewet. Således går den moderne bedstefar
helhjertet ind som plejer – han henter og bringer fra skole eller institution, han laver mad og leger,
og han skifter ble og putter med godnathistorier. Den moderne bedstefar er – når omstændighederne
kræver det – også en erstatning for en forælder, hvilket typisk sker, når en datter er alene med
børnene. Og (sammen med bedstemoren) er den moderne bedstefar et samlingspunkt. Dog er der
ikke noget i dette materiale, der giver indtryk af den moderne bedstefar som erstatning for en
partner (i anden forstand at han kan påtage sig en far-rolle).
53

Således er det klare besked fra bedstefædrene selv og fra en analyse af materialet, at bedstefædrene
har en rolle – og det er tydeligvis en rolle som ikke alene de men også andre i familien anerkender
og accepterer.
I den moderne familie er rollen som plejer nok den, som alle bliver involveret i, dog afhængig af
rammerne. Her går bedstefædrene også helhjertet ind i rollen. De bringer og henter, laver mad,
putter og fortæller godnathistorier. Henning B er et pragtfuld eksempel af, hvad man i denne
henseende måske vil kalde den moderne bedstefar, selvom han indrømmer, han ikke helt var klar til
at blive bedstefar. Dele af Henning B’s måde at være bedstefar på genfindes hos stort set alle de
interviewede i større eller mindre grad. Henning B er 69 år med 4 børnebørn i alder 6 til 10 år, som
alle bor i byen.
”Jeg havde et problem med at blive bedstefar. Jeg var gammel nok til det, men jeg følte mig bare
ikke gammel nok, hvis du forstår, hvad jeg mener. Så det var svært at begynde med, rent personligt,
men det betød ikke noget for mit forhold til børnebørnene. Det var mig, der begyndte at skifte ble på
dem alle sammen – det var altid mig der gjorde det. Og jeg tager med dem til tandlæge og
sundhedsplejerske og tager dem til skole og henter dem igen. Jeg har det helt fint med det. Det er
vel mig, der selv har lagt op til det.” (Nr. 33, Henning B, 69 år).
I god gammeldagsfacon kan man også finde bedstefædre i den moderne familie i al beskedenhed
som familiens samlingspunkt (sammen med ægtefællen), sådan som Erik B udtrykker det.
”Man ønsker jo, at de kan blive nogle gode mennesker, og hvad enten man vil det eller ej, præger
man dem. Vi har altid haft et meget åbent hus – både med vores børn og deres venner, og nu med
børnebørnene, og jeg selv har altid forsøgt at være ærlig og åben, så de snakker om alt. Vi kan
være uenige uden at blive uvenner. Det lærer de af, håber jeg. At lytte, at forstå andres synspunkter.
Om jeg har en rolle? Det har jeg vel. Jeg er vel familiens overhoved, selvom jeg aldrig tænker på
det på den måde, men de sætter mig for bordenden når vi er mange til bords...nej, jeg mener både
min kone og jeg endnu har en rolle i familien, både i forhold til vores børn og vores børnebørn. De
spørger os til råds og vi støtter dem når vi kan – både følelsesmæssigt men også økonomisk. Det er
vel en rolle. Og sammen med forældrene har vi afgjort en rolle i forhold til børnebørn. Vi er meget
sammen med dem, og derfor er vi uundgåeligt opdragende, men aldrig i konflikt med den måde
54

deres forældre opdrager dem...Det er en dejlig tid. Jeg har mit arbejde bag mig, jeg har en masse
aktiviteter, og jeg har min familie. Og at være bedstefar, det er pragtfuld gave, man får. Jeg kan
ikke forestille mig et liv uden børn og børnebørn...” (Nr. 47, Erik B, 63 år)
og der kan også være tale om rollen som erstatning for en forælder, sådan som Jens tidligere har
forklaret.
”Vores ældste barnebarn har boet hos os siden hun blev født…Jeg har da praktisk talt været hendes
far jo, selvom hun kommer hos ham og det gør jeg også…” (Nr. 28, Jens, 68 år)
Men ser vi på bedstefædrenes rolle, behøver det ikke kun være alvor – en bedstefar er også en
legeonkel, og det forbliver en vigtig del af rollen.
”Vi henter dem tit fra skolen og børnehaven og de er altid så sultne, når vi kommer hjem til os. Og
når de har spist, spiller vi kort, eller jeg kan også finde på at rulle på gulvet med de mindste…”
(Nr. 20, Kim, 67 år)
Alt i alt kan man sige, at bedstefædrenes rolle er en blanding af en social rolle og en familierolle,
men det kan også være svært at skelne helt mellem de to – for eksempel, hvornår bliver
opdragerrollen i familie en del af socialrollen? Men spørger man bedstefædrene om de har en rolle,
er svaret tydeligt ja. På den alvorlige side er det som en slags kulturbærer, som forsøger at give
nogle værdier og væremåder videre til den yngste generation. Og på den mindre alvorlige men lige
så vigtige side er det som en kammerat, en til at lege med, en til at dele med på en anden måde end
med forældrene. Men et par af de interviewede hentyder til den samfundsmæssige holdning til
bedstefædre.
”Du ved her i Danmark siger man han er en gammel bedstefar, ik’ også, men det har jeg det godt
med. Jeg føler mig ikke gammel …” (Nr. 43, Villy, 63 år)
som overgås af det jordnære
55

”Vi har det bare skægt sammen, altid. Jeg har fået min anden barndom, og det har jeg det fint med.
Jeg er gammel nok til at det ik’ gør noget. Som de siger, jeg er ham med det fugtige overskæg…”
(Nr. 5, Kristian, 73 år).
5.5 Case study – jeg kan skumme fløden, men det er ikke altid så nemt endda…
Til sidste i dette kapitel præsenterer vi en case study for at give læseren et indtryk af de historier,
bedstefædrene har fortalt. Vi lader denne forkortede historie står uden kommentarer og uden
analyse. Den fortæller i bedstefædrenes egne ord, hvordan det er at blive bedstefar i dagens
Danmark.
5.5.1 Thomas 60 år
”Jeg bor sammen her med min kone. Vi har været gifte i mange år, og har kendt hinanden i mange
år. Vi har to børn. Den ene, vores datter, er gift og har to børn selv – en dreng på 4 år og en dreng
på snart 1 år. De bor i XXX, så der er da lidt langt, men det er ikke så slemt som min kammerat,
hvis datter og børnebørn bor i XXX. Det tager os trods alt kun et par timer, så er vi hos dem. Vores
søn er endnu ikke gift, så han har ingen børn.
Så du kan se, det er reltivt nyt for mig, at jeg er blevet bedstefar. Jeg var da glad og stolt, da jeg
første gang fik at vide, jeg skulle være bedstefar – stolt og glad, helt sikkert. Jeg kan faktisk ikke helt
huske, hvilke tanker jeg gjorde mig om det at blive bedstefar inden jeg blev det, men jeg har altid
tænkt, at det er vigtigt, at jeg er der for dem, at jeg er tilgængelig.
Jeg synes jo, at...jo, jeg tænker lidt gammeldags, så det betyder meget for mig at have børn og
børnebørn. At sætte børn i verden og at få børnebørn, det er på alle måder at føre livet videre på,
og ligesom jeg har overtaget visse tinge fra min far og førte dem videre, har det været vigtigt for
mig, at disse tinge kan blive i familien og føres videre til de næste generationer – det er måske en
lidt gammeldags tankegang. Men det der med at familien fører livet og nogle værdier videre, det er
altså vigtigt for mig.
Som bedstefar ved jeg ikke, hvordan jeg bliver oplevet. Det der gør det lidt svært er afstanden. Det
gør, at de ikke lige kan rende rundt om hjørnet. Men når vi er sammen, kan jeg være lidt af en
legeonkel på en mde. Jeg er meget musik interesseret og den ældste dreng kan godt lide at spille
56

med på nogle af instrumenterne. Der har vi noget til fælles, stille og roligt. Han skal jo ikke
overfaldes med mine interesser.
De besøger os med jævne mellemrum og vi tager selvfølgelig ofte derover – i hvert fald en gang om
måneden.
5.5.2 Carl B 56 år
5.5.3 Johan A 79 år
5.5.4 Johan B 69 år
57

6. Konklusioner
Som vi har omtalt i gennemgangen af den eksisterende forskning omhandler denne forskning om
bedsteforældrenes rolle i familien mest af alt den rolle, som bedstemødrene har – bedstefædrene er i
bedste fald oftest i skyggen af deres ægtefæller (Baranowski 1985; Cunningham-Burley 1984;
Roberto, Allen & Bleiszner 2001; Russell 1986), og de har sjældent selv været i forskningens fokus
(Kivet 1985, 1991; Scraton & Holland 2006; Waldrop et al 1999). Alligevel er der en antydning af,
at deres rolle er forskellig fra bedstemødrenes rolle og at deres forhold til børnebørnene er
anderledes.
For eksempel, viser Harper et al (2004), at bedstemødrenes roller kan kategoriseres som
bedstemødre som plejere, bedstemødre som erstatning for en partner, bedstemødre som erstatning
for en forældre, og bedstemødre som familiens samlingspunkt, og fra materialet i det nuværende
projekt kan vi identificere både lignende og forskellige adfærd for bedstefædrene, som vi har
interviewet. Således går den moderne bedstefar helhjertet ind som plejer – han henter og bringer fra
skole eller institution, han laver mad og leger, og han skifter ble og putter med godnathistorier. Den
moderne bedstefar er – når omstændighederne kræver det – også en erstatning for en forælder,
hvilket typisk sker, når en datter er alene med børnene. Og (sammen med bedstemoren) er den
moderne bedstefar et samlingspunkt. Dog er der ikke noget i dette materiale, der giver indtryk af
den moderne bedstefar som erstatning for en partner (i anden forstand end at han kan påtage sig en
far-rolle).
Neugarten & Weinstein (1964) identificerede fem rollekategorier for bedsteforældre:
- en formel rolle
- en rolle på afstand
- en legeonkel rolle
- en rolle baseret på visdom og erfaring
- erstatnings forældre,
og i alle tilfælde konkluderede de, at bedstefædrenes roller var formelle og på afstand, mens
bedstemødrenes rolle var tætte og følelsesladet, noget, som de mente, kunne afspejle tidligere
58

generationers fordeling af roller i produktionssamfundet (Hagestad 1985; Marsh & Arber 1992;
Parsons & Bales 1956). Her må det konkluderes, at den moderne bedstefar i Danmark passer ikke til
denne profilering, og det gælder både de yngre og de ældre bedstefædre i vores materiale.
Faktisk er resultaterne fra vores materiale mere på linje med mere spekulative udtalelser fra blandt
andet Arthur et al (2003), Dench & Ogg (2002), Harper & Ruicheva (2004) og Waldrop et al
(1999), som ser denne fortolkning af bedstefædrenes rolle som mekanisk og alt for simpelt, og de
antyder, at rollen i realiteten er meget mere kompliceret og meget mere omfattende. Disse
fornemmelser fra tidligere forskning betyder, at en mere følelsesmæssig rolle skulle forventes som
et resultat af mændenes ændrede maskulinitet efterhånden som de bliver ældre.
Om det er en ændring af deres maskulinitet som sådan, som vi kan konstatere i vores materiale, er
svært at konkludere, men der er til gengæld klare udtalelser fra bedstefædrene selv om ændringer i
forhold til deres rolle som far. Kort sagt går disse ændringer på, at de ikke længere har den
(maskuline) rolle som forsørger, hvilket i alt sin enkelthed betyder, at de har tid. Og den tid bruger
de i høj grad i forhold til børnebørnene.
Som Zeilig & Harper (2000) påpegede, er der intet forskningsmæssigt belæg for, at der er et
lighedstegn mellem en bedsteforælder og en bedstemor, og at bedstemødre har et varmere og
tættere forhold til deres børnebørn (Cherlin & Furstenberg 1985; Hagerstad 1986). Andre noterede,
at bedstemødre har en hyppigere kontakt med børnebørn (Beltran 2000), og at bedstemødre i alle
aspekter af rollen som bedsteforældre har større indflydelse (Roberto & Stroes 1995; Kornhaber &
Woodward 1997; Fuller-Thomson et al 1999). Roberto & Stroes (2001) understreger, at
bedstefædrene har en (begyndende) stor mentor-rolle i forhold til børnebørn, men at denne rolle
overses til fordel for plejerollen, som domineres af bedstemødrene. I denne moderne ofte splittet
familie vidste det sig, at både bedstemødre og bedstefædre har en betydningsfuld rolle i forhold til
især enlige mødre (Radin et al 1991). Vores materiale går igen imod det meste af denne tænkning
for så vidt angår den tætte og hyppige kontakt og den store indflydelse, som bedstemødrene antages
at have.
Fra materialet kan vi trække nogle overordnede og generelle forhold som kendetegner og beskriver
bedstefædrenes rolle i den moderne familie, men hver historie indeholder endvidere enkelte
59

aspekter som er mere specifikke, men som alle fortæller om livet som bedstefar. Det er klart fra de
præsenterede case-study materialet.
Ser vi på de overordnede forhold, giver materialet tydeligvis et indtryk af aktive, engageret, glæde
bedstefædre på tværs af alder og på tværs af en række andre socio-økonomiske og demografiske
forhold. Samtidigt er der forskelle på individniveau mellem bedstefædrene i materialet. Idet der her
er tale om et lille udklip fra de enkelte interviewedes livshistorier vil man forvente både generelle
træk og individuelle træk, men det er interessant at bemærke, at der blandt disse generationer af
bedstefædre ikke er de markante generationsforskelle, som vores hypoteser ellers havde opstillet.
Således er både de ældre og yngre bedstefædre engageret, aktive og glæde. Begge grupper mener de
har en rolle i familien som bedstefar og at rollen er vigtig for dem og for familien. De forsøger uden
at være opdragende at give børnebørnene noget der kan hjælpe dem i livet – viden, holdninger,
meninger.
Generationsforskelle synes imidlertid at være mere markante mellem disse bedstefædre og deres
egne fædre og bedstefædre. Det kommer til udtryk både med hensyn til rollen men også med
hensyn til mulighederne. Nutidens bedstefædre er ikke gamle. Men det var fortidens, sådan som de
gennemgående huskes af de interviewede. Nutidens bedstefædre er ”yngre” og sundere og kan
derfor – stort set uden undtagelse – deltage meget aktivt i aktiviteterne med børnebørnene.
Der er mange interessante observationer fra materialet blandt andet når bedstefædrene spørges,
hvordan det føltes, den gang de for første gang fik at vide, de skulle være bedstefar. Der gives
mange forskellige svar fra pragtfuldt til tankevækkende; fra et chok til overvældende glæde og
begejstring, fra en varm fornemmelse af at føre slægten videre til personlig identitetskrise. Og
identitetskrisen rammer nogle af dem, der blev bedstefar i en relativ ung alder – at være bedstefar
sammenlignes med at være gammel, og de føler sig ikke gamle.
Det er interessant fordi det afspejler både en personlig holdning men også en samfundsmæssig
holdning. Mens vi samfundsmæssigt har bekæmpet de stereotypiske billeder af gamle mennesker og
alderdom, virker det som om de stereotypiske billeder af og holdninger til bedstefædre trives. Det
60

var i hvert fald frygten for at blive opfattet som gammel, der påvirkede Niels, da han fik at vide han
skulle blive bedstefar.
”Jamen, jeg var ikke klar til at blive bedstefar. Ikke klar til at blive gammel......Forstår du, det var
ikke det at være bedstefar som sådan, men det var den kendsgerning, at jeg nu var gammel for
fanden…” (Nr. 3, Niels, 52 år)
Meget af den eksisterende forskning omkring bedsteforældrene vedrører bedstemødrene.
Bedstefædrene har været usynlige i denne forskning – i bedste fald har de optrådte i skyggen af
deres ægtefæller. Men det er klart i den danske sammenhæng, at bedstefædre har en selvstændig
identitet og en selvstændig rolle som bedstefædre – deres nye rolle og identitet kommer ikke
igennem bedstemødrene. Men der kan være aktiviteter, som de overlader til bedstemødrene
” Vi har lige haft de to piger på 9 og 6 hos os, og der var de en tur i byen med min kone at handle.
Og det må jeg indrømme, det er ikke mig...” (Nr. 59, Hans, 66 år)
Materialet er interessant både for så vidt angår bedstefædrenes rolle i den moderne familie i
Danmark, men det giver samtidigt et spændende indblik i den moderne familie og dens mange
konstellationer og hvordan bedsteforældrenes rolle næsten fremtræder som en konstant – de er der,
de støtter, de tager ikke sider i forhold til børnebørnene. I materialet er der den traditionelle familie
uden enlige mødre eller skilte børn; og der er den moderne familie med enlige mødre og skilte børn
og gift-igen børn. Familier med mine børn, dine børn og vores børn i alle mulige sammensætninger.
Og i dem alle står bedsteforældrene klar til at støtte. De forsøger at overkomme de vanskeligheder
der kan være - både fysiske og følelsesmæssige. Er der store afstande, udnytter de tiden sammen
med børnebørnene optimalt og så ofte som muligt. Er der følelsesmæssige forhold (f.eks. skilte
børn), forsøger de at udfylde rollen som bedsteforældre alligevel, selvom det ikke altid lykkes.
Tiden er noget der nævnes af stort set alle de interviewede bedstefædre. Tiden er det de har meget
af, og det er en vigtig dimension i deres rolle som bedstefar. De har tiden til børnebørnene. Det er
tid, som børnebørnenes forældre ikke har. Og mere slående fra historierne er, at det er tid de ikke
selv havde til deres egne børn. Og det fortryder de på den ene side i forholds til deres børn, men de
elsker det på den anden side i forhold til deres børnebørn.
61

Livet som bedstefar – sådan som vi har kunnet læse det i interviewmaterialet – er spændende,
givende og fyldt med følelser og glæde, dog også med frustrationer en gang imellem.
Lad os give det sidste ord til XXX Eddie Pedersen / hans Jøregn Jensen
”.....jeg kan skumme fløden.....” ”...det er livets dessert...”
62

7. Bibliografi
Arthur Sue, Dawn Snape and Geoff Dench. 2003. “The Moral Economy of Grandparenting.”
Generations Review 13(2):10-12.
Attias-Donfut, Claudine and Martine Segalen. 2002. “The Construction of Grandparenthood.”
Current Sociology 50(2): 281-294.
Baranowski Mark, D. 1985 “Men as Grandfathers.” Pp. 217-238 in Dimensions of Fatherhood,
edited by Shirley M. Hanson and Frederick W. Bozett. Beverley Hills, CA: Sage.
Bengtson, Verne. 1985. “Diversity and Symbolism in Grandparental Roles.” Pp. 11-25 in
Grandparenthood, edited by Verne L. Bengtson & Joan. F. Robertson. Beverly Hills, CA: Sage.
Bengtson, Verne and Joan F. Robertson. Eds. 1985. Grandparenthood. Beverley Hills, CA: Sage.
Blaakilde AL 2002 Bedstemoderroller, hamsterkinder og kalkunhager - nej tak. I:
Teknologidebat, nr. 4.pp. 10-11.
Blaakilde AL 2006 It´s just a story I´m telling you; I haven´t experienced it myself. A
grandmother´s narratives and experiences. I: Narrating, Doing, Experiencing: Nordic Folkloristic
Perspectives. Ed. by Annikki Kaivola-Bregenhøj, Barbro Klein & Ulf Palmenfelt. Studia Fennica,
Folkloristica, Finland. pp. 158-182.
Cherlin, Andrew and Frank F. Ferstenberg. 1985. “Styles and Strategies of Grandparenting.” Pp.
97-116 in Grandparenthood, edited by Verne L. Bengtson & Joan. F. Robertson. Beverly Hills,
CA: Sage.
Connell, R. W. 2005. Masculinities. Berkeley and Los Angeles: University of California.
Crawford, Marian. 1981. “Not Disengaged: Grandparents in Literature and
Reality: An Empirical Study in Role Satisfaction.” Sociological Review 29: 499-519.
Cunningham-Burley, Sarah. 1984. “‘We don’t talk about it…’ Issues of Gender and Method in the
Portrayal of Grandfatherhood.” Sociology 18 (3): 325-338.
Davidson Kate, Tom Daly and Sara Arber. 2003a. “Older Men, Social Integration and
Organisational Activities.” Social Policy and Society 2 (2): 81-89.
-----. 2003b. “Exploring the Social Worlds of Older Men.” Pp. 168-185 in Gender and Ageing:
Changing Roles and Relationships, edited by Sara Arber, Kate Davidson and Jay Ginn.
Buckingham: Open University Press.
Dench, Geoff and Jim Ogg. 2002. Grandparenting in Britain: A Baseline Study. London: Institute
of Community Studies.
Dench George, Jim Ogg and Katarina Thompson. 1999. “The Role of Grandparents.” Pp. 135-156
in British Social Attitudes: the 16 th Report, edited by Roger Jowell, John Curtice, Alison Park and
Katarina Thompson. Ashgate Publishing Ltd.
Drew LM and Smith PK 1999: The impact of parental separation/divorce on grandparentgrandchild
relationships, International Journal of Aging and Human Development, 48, pp.191-215.
Fuller-Thompson Esme, Meredith Minkler and Diane Driver. 1997. “A Profile of Grandparents
Raising Grandchildren in the US.” The Gerontologist 37(3): 406-411.
Gauthier, Anne. 2002. “The Role of Grandparents.” Current Sociology 50 (2): 295-307.
Hagestad, Gunhild O.. 1985. “Continuity and Connectedness.” Pp. 31-48 in Grandparenthood,
edited by Verne L. Bengtson and Joan. F. Robertson. Beverly Hills, CA: Sage.
Hagestad, Gunhild O.. 1986. The family: Women and grandparents as kin-keepers. In A. Pifer &
L.Bronte (Eds.), Our ageing society: Paradox and promise (pp. 141 -161), New York:
W.W.Norton.
Harper, Sarah. 2003. “Changing Families as European Societies Age.” European Journal of
Sociology 44(2): 155-184.
Harper, Sarah. 2005. “Grandparenthood.” Pp. 422-428 in Cambridge Handbook of Age and Ageing,
edited by Verne L. Bengtson and Malcolm L. Johnson. Cambridge: Cambridge University Press.
63

Harper, Sarah. 2006. Ageing Societies, London: Hodder Arnold.
Harper, Sarah and Iva Ruicheva. 2004. Role and Relationships in Contemporary Grandparenting.
Oxford Institute of Ageing Working Paper: University of Oxford.
Harper Sarah, Teresa Smith, Zohar Lechtman, Iva Ruicheva and Hannah Zeilig. 2004.
Grandmother Care in Lone Parent Families, Research Report. Oxford Institute of Ageing:
University of Oxford.
Harwood, J., Hewstone, M., Paolini, S., & Voci, A. (2005) Grandparent-grandchild contact and
attitudes towards older adults: Moderator and mediator effects. Personality and Social Psychology
Bulletin, 31, pp. 393-406.
Kaufman, Gayle and Glen H. Elder Jr. 2003. “Grandparenting and Age identity.” Journal of Aging
Studies 17 (3): 269-282.
Kivett, Vira R. 1985. “Grandfathers and Grandchildren: Patterns of Association, Helping and
Psychological Closeness.” Family Relations 34: 565-571.
-----. 1991. “Centrality of the Grandfather Role among Rural Black and White Men.” Journal of
Gerontology 46 (5):250-258.
Kornhaber, Arthur. 1996. Contemporary Grandparenting. Thousand Oaks: Sage Publications.
Kornhaber, A. & Woodward, K. (1997) Grandparents/grandchildren: The vital connection,
Piscataway, NJ: Transaction Publishers.
Leeson G.W. (2001) The Demographics of Ageing in the Nordic Countries, Danish Dental Journal,
Vol.105 (1), pp. 4-10.
Leeson G.W. (2002) The Changing Face of the Population of Europe, Working Paper no. 2,
Nordregio, Stockholm.
Leeson G.W. (2005) Danish Longitudinal Future Study – 3 rd phase results: Vol. IV Social and
familial networks, (243 pp. in Danish), DaneAge, Copenhagen, 2005.
Leeson GW 2005a: Changing Patterns of Contact with and Attitudes to the Family in Denmark,
Journal of Intergenerational Relationships, Vol. 3 (3), pp. 25-45.
Leeson, G.W. (2006) Attitudes to Ageing and Old Age – the Danish Longitudinal Future Study (73
pp.), DaneAge, Copenhagen.
Leeson, G.W. (2009) The Myth of Welfarism Crowding Out Family in Old Age: the Danish
experience, Hallym International Journal of Aging, Vol. 11 (1), pp. 33-47, 2009.
Leeson, G.W. & Harper, S. (2008) Some descriptive findings from the Global Ageing Survey
(GLAS) – Investing in later life, Research report 108, Oxford Institute of Ageing, University of
Ageing, Oxford.
Leeson, G.W. & Harper, S. (2007) The Global Ageing Survey (GLAS) - Ageing and later life,
United Kingdom and Europe, Research report 107, Oxford Institute of Ageing, University of
Ageing, Oxford.
Leeson, G.W. & Harper, S. (2006) The Global Ageing Survey (GLAS) – Attitudes to ageing and
later life, Research report 106, Oxford Institute of Ageing, University of Ageing, Oxford.
Mann, R., & Leeson, G.W. (2010) Grandfathers in contemporary families in Britian: Evidence from
qualitative research, Journal of Intergenrational Rrelationshiops, Vol. 8, No. 3, pp. 234-248.
Marsh, Catherine and Sara Arber. 1992. “Research on Families and Households in Modern Britain:
An Introductory Essay.” Pp. 1-25 in Families and Households: Divisions and Change, edited by
Catherine Marsh & Sara Arber. London: Macmillan.
McKay S 2002: Low/moderate-income families in Britain; Work, Working Families Tax Credit and
childcare in 2000, Department for Work and Pensions and the Inland Revenue, London.
Morgan, David. 1992. Discovering Men. London: Routledge.
Neugarten Bernice L. and Karol K. Weinstein. 1964. “The Changing American Grandparent.”
Journal of Marriage and the Family 26: 199-204.
64

Parsons, Talcott and Robert F. Bales. 1956. Family, Socialization and Interaction Process. London:
Routledge and Kegan Paul.
Radin N, Oyserman D et al. 1991: Grandfathers, teen mothers and children under two. In: Smith PK
(ed.), The Psychology of Grandparenthood, An International Perspective, London, Routledge.
Roberto, Karen A., Katherine R. Allen and Rosemary Blieszner. 2001. “Grandfathers’ Perceptions
and Expectations of Relationships With Their Adult Grandchildren.” Journal of Family Issues 22
(4): 407-426.
Roberto, Karen A. and Johanna Stroes. 1992. “Children and Grandparents: Roles, influences, and
relationships.” International Journal of Aging and Human Development 34 (3): 227-239.
Roberto, Karen A. and Johanna Stroes. 1995. “Grandchildren and Grandparents: Roles, influences,
and relationships.” In J.Hendricks (Ed.), The ties of later life (pp. 141-153), New York: Baywood.
Russell, Greg. 1986. “Grandfathers: Making up for Lost Opportunities.” Pp. 230-260 in Men in
Families, edited by Robert A. Lewis and Robert E. Salt. Beverly Hills, CA: Sage.
Scraton, Sheila and Samantha Holland. 2006. “Grandfatherhood and Leisure.” Leisure Studies 25
(2): 233-250.
Silverstein, M., & Marenco, A. (2001) How Americans enact the grandparent role across the family
life course, Journal of Family Issues, 22, pp. 493-522.
Szinovacz, Maximiliane E. 1998. Ed. Handbook on Grandparenthood. London: Greenwood Press.
Waldrop, Deborah P., Joseph A. Weber, Shondel L. Herald, Julie Pruett, Kathy Cooper, Kevin
Juozapavicius. 1999. “Wisdom and Life Experiences: How Grandfathers Mentor Their
Grandchildren.” Journal of Aging and Identity 4 (1): 33-46.
Thompson Paul, Catherine Itzin and Michelle Abendstern. 1990. I Don’t Feel Old: The Experiences
of Later Life. Oxford: Oxford University Press.
Wheelock, Jane and Katherine Jones. 2002. “Grandparents are the next best thing: Informal Child
Care for Working Parents in Urban Britain.” Journal of Social Policy 31 (3): 441-463.
Zeilig, Hanne and Sarah Harper 2000. Locating Grandparents, Oxford Centre on Population
Ageing, Unibversity of Oxford, Working Paper WP3/00.
Mann & Leeson 2010. JIR.
65

Bilag I. Spørgeguide
66