forside 2 - lilholt

‘Jeg er formand for
en glædespatrulje’
Musikeren
LARS LILHOLT
JUNI 2006

KALD
HAM ALT
– BARE
IKKE
PIVSKID
Lars Lilholt er som selleri. Enten kan man
virkelig godt lide ham, eller også kan man
ikke fordrage ham. Få musikere har som
han formået at splitte nationen.
– Det er fandeme dejligt, at der er nogen,
der ikke kan holde mig ud, siger han
TEKST JENS VILSTRUP
FOTO PER MORTEN ABRAHAMSEN
18 Ud & Se Januar 2006

’Lars Lilholt Bands problem i dansk rockmusik
er, at der er en masse københavner-snobberi,
som er ret ulækkert. Som amerikaner støder
den form for snobberi mig. Det svarer til den
samme form for snobberi, som mange folk har
over for countrymusik. Det giver mig ofte
kvalme. Lars Lilholt Band er for mig at se det
eneste ægte country-orkester, som vi har i
Danmark.’
BILLY CROSS I BERTIL NORDAHLS BIOGRAFI ’LILHOLT:
BOGEN OM LARS LILHOLT BAND’.

Stik mig en ølkasse og en guitar og 100
mennesker, der vil underholdes, så skal
jeg sgu nok underholde dem.
Et godt stykke uden for Silkeborg, ad smalle, snoede veje
fyldt med morgenfugtigt traktormudder og endelig ned langs
en grusvej, ligger et stort, rødt bindingsværkshus lige ned til
Gu-denåen. På gårdspladsen står en stor schæferhund og fortæller,
at der er kommet fremmede, som gæster hedder på godt
jysk. Hundens ivrige gøen flænser den stille landluft og giver
ekko i det midtjyske søhøjlands skovklædte bakker. En hestesko
hænger som den skal over husets indgangsdør, og lidt efter bliver
døren langsomt åbnet. En spinkel, midaldrende mand med
ørering og lange, grå skægstubbe i sit livserfarne ansigt sjosker
stille ud i sine gummistøvler og klapper beroligende hunden.
Lars Lilholt hedder den 53-årige mand, og som han står dér
med sin hund foran sit hus og taler med sin rolige, sænkede
stemme, udstråler han en balance, der gør det svært at forstå,
hvorfor så mange mennesker føler sig så ramt af ham. For uanset
hvad man mener om ham, hans musik og nummeret ’Kald
det kærlighed’, er han et menneske, der formår at fremkalde følelser
i folk. Et menneske, det åbenbart er svært at være ligeglad
med.
På den ene side har Lilholt-haderne grupperet sig, de kan ikke
udstå, hvad de opfatter som hans påståelige provinsialisme,
hans skideirriterende tilgængelighed, hans jubelidiotiske publikum
og hans ulidelige insisteren på begejstring. For denne
gruppe er Lars Lilholt med sin forførende folkelighed simpelthen
en torn i øjet på den ukrænkelige, moderne individualitet,
og derfor må og skal han fordømmes.
På den anden side står de tusinder og atter tusinder af danskere,
der sommer efter sommer elsker at gå til Lars Lilholt Bands
utallige udsolgte koncerter overalt i landet. Og som køber Lars
Lilholt-nøgleholdere, -kuglepenne, -musemåtter, -lommelygter,
-svedbånd eller -fodboldtrøjer via bandets hjemmeside. Danske-
re, som elsker den energi, der for dem er synonym med navnet
Lars Lilholt, og som køber hans album i et omfang, så han gennem
årene er blevet et af dansk musiks suverænt bedst sælgende
navne med over 1,6 millioner solgte cd’er. Denne gruppe består
af danskere, der downloader ’Kald det kærlighed’ som ringetone
til deres mobiltelefoner, af danskere, der søger efter nummeret
på internettet i en grad, så det ifølge Dansk Musikbiblioteksforening
er det mest eftersøgte, af præster, der bruger nummeret
som udgangspunkt for deres prædikener og af sølvbryllupsmusikere,
der ligesom samtlige karaokemaskinefabrikanter
har nummeret som en absolut nødvendig del af repertoiret.
Og så består den også af danskere, der virkelig nærlæser Lars
Lilholts sangtekster som fx professor i teologi Jacob Wolf, der
med udgangspunkt i Lars Lilholts 35-årige karriere og langt
over 200 sange har udgivet bogen ’Hvor kommer sangene fra?’
om troubadourens tekstunivers.
– Jeg blev sgu så rørt af den bog, siger Lars Lilholt, der efter at
han har vist rundt på sin grund, og efter at han og konen Ninna
har budt indenfor på kaffe og skimmelost, har skiftet gummistøvlerne
ud med et par klassiske gul- og brunternede hjemmesutter.
Vokset op med musik
– Da jeg fik at vide, at Jacob Wolf ville skrive den bog, tænkte
jeg ’Åh, nej, skal jeg nu rakkes ned?’ Jeg er blevet rakket ned så
mange gange. Men bogen viste sig slet ikke at være udtryk for
den gængse kritik. Manden har levet med og interesseret sig for
mine sange i mange år. Bogen er en meddigtning, og jeg fik faktisk
tårer i øjnene, da jeg læste den. Jeg blev inspireret og fik
lyst til at skrive videre. Og så betragter han min produktion som
et samlet værk, og det har jeg aldrig selv gjort. Jeg begyndte at 5
Ud & Se Juni 2006
21

Mit liv er en stor overspringshandling.
skrive sange, da jeg var 15 år, men det er altid noget, jeg bare
har lavet, indtil jeg blev voksen og skulle have et rigtigt arbejde.
Sangene er altid udsprunget af en eller anden form for kaos, og
derfor har jeg aldrig set på dem som et værk. Jeg har bare lavet
dem, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har ikke engang valgt
at leve af musik, det er bare blevet sådan. Mit liv er en stor overspringshandling.
Hvordan kom du i gang med musikken?
– Jeg er vokset op med den. Min far var musiker, det havde
min farbror også været, og så havde min bedstefar Aalborgs
største danseskole. Det var vel derfor, jeg kom i gang med det.
Min far spiller stadigvæk, selvom han er 83. Han er med i sådan
et pensionistorkester, der fire gange om ugen tager ud og spiller
dansemusik. Jeg gik til blokfløjte, da jeg var tre-fire år gammel
og boede i Herlev, og i Aalborg gik jeg til klaver som otteårig,
men det stak jeg nu af fra. Som 11-årig begyndte jeg at spille
22 22 Ud & Se Juni 2006
guitar og lavede et band sammen med min dengang niårige lillebror
Kristian, der indtil for nylig også spillede i Lars Lilholt
Band. Jeg spillede guitar og var Peter Belli, og vi optrådte rundt
om i den boligforening, vi boede i. Og så blev jeg grebet af det
og begyndte at få ordentlig undervisning.
Du har ikke boet i Jylland altid?
– Nej, jeg er født på Nørrebro og boede i Herlev, til jeg var syv
år, men så flyttede vi til Nordjylland. Fire unger og to forældre i
et rækkehus på 80 kvadratmeter. Jeg kan huske, jeg stod i en
kælderskakt, og der var 20 børn fra området, der gloede på os.
Da jeg åbnede munden for at sige noget, skreg de af grin. Jeg
snakkede jo københavnsk og sagde cikel i stedet for cykel. Så
skyndte jeg mig at lave mit sprog om, og i løbet af en uge sagde
jeg moaaah, do og skie som de andre børn. Vi flyttede til Aalborg,
fordi min far fik arbejde som bratschist i Aalborg Byorkester.

Lars Lilholt Band varmede op til sommerens
Danmarksturné på Samsø, hvor disse billeder er
taget. Om dagen øvede bandet i Café Ofelia, der
er opkaldt efter en af Lars Lilholts sange. Om
aftenen spillede bandet for de lokale cafégæster.
Blev du tvunget til at spille musik af dine forældre?
– Nej. Aldrig. Og det er mine søskende heller ikke blevet.
Men vi fik opbakning til at spille, og mine søskende gik også i
noget, der hed Aalborg Musikbørnehave. Det eneste, jeg blev
tvunget til, var at gå til dans på min bedstefars danseskole. Jeg
var platfodet, havde dårlig holdning og dansede ad helvede til.
Men det skulle man. Jeg var kun med til én konkurrence, hvor
jeg dansede med en, der hed Lis, som var kæmpestor, og jeg
kunne sådan lige have næsen inde i hendes armhule, hvor hendes
behåring var begyndt. Jeg endte som nummer allersidst i
den dårligste pulje, og den eneste, der synes, at det var godt,
det var min mor. Ellers blev der ikke snakket om det. Jeg havde
dog to gode år, hvor jeg dansede med dyrlægens datter, men så
byttede jeg hende væk for nogle salmiakstænger til én, der hed
Henrik. Det var dumt.
Jeg fik først lov til at stoppe, da min bedstefar døde. Men
5
OM LARS LILHOLT
Født i København i 1953 som den ældste
af i alt fire søskende. Lige efter Lars kommer
søsteren Mette, der arbejder som sygeplejerske
i Aalborg. Derudover er der
Kristian og Tine Lilholt, der i årevis har
været en del af Lars Lilholt Band. Sidste år
besluttede Kristian Lilholt dog at gå solo,
mens Tine stadig er med i bandet.
Flyttede som syvårig til Aalborg og blev
som teenager voldsomt inspireret af Kinks,
Bob Dylan og Rolling Stones. Spillede første
gang offentligt for penge til en nordjysk
høstfest i 1972. Spillede fløjte, klaver
og guitar og var et stort talent som violinist.
Kom som 19-årig i lære hos spillemanden
Otto Trads. Var i 1973 med til at
danne gruppen Kræn Bysteds. Var efter
eget udsagn upolitisk hippie i 1970erne,
men blev dog uddannet som folkeskolelærer
på Tvinds Nødvendige Seminarium.
I 1982 blev Kræn Bysteds opløst, og Lars
Lilholt svor, at næste gang han skulle lave
et band, skulle det have hans eget navn.
Og efterhånden blev Lars Lilholt-institutionen
skabt. Turnerede i starten af 1990erne
med kollegerne Johnny Madsen og Allan
Olsen i Dalton-trioen. Har i sine 35 år som
sangskriver skrevet langt over 200 sange.
Deriblandt ’Kald det kærlighed’, der er blevet
en del af den danske kulturkanon.
Nummeret kom første gang på plade – på
B-siden vel at mærke – i 1986.
Har udgivet 18 album, solgt over 1,6 millioner
plader og har landets nok mest trofaste
og største livepublikum.
Lars Lilholt blev i år 2004 og 2006 tildelt
prisen som årets sangskriver ved Danish
Music Awards Folk i Tønder.
Bor i dag ved Silkeborg sammen med konen
Ninna, med hvem han har børnene Luka
på 11 og Sofus på otte år. Fra et tidligere
ægteskab har han datteren Lærke på
23 år.
Ud & Se Juni 2006
23

dansen betød, at der også dér var musik i min opvækst. Og jeg
har stadig betingede reflekser af det. Hvis jeg får varme, nybagte
boller med smeltet smør og spegepølse, kommer der automatisk
Mozart ind i mine ører. Hver onsdag havde min far fremmede,
han spillede bratsch, og så kom der to violiner og en cello
og besøgte ham. Inden man gik i seng, fik man en varm bolle,
som mor havde bagt, med smeltet smør og spegepølse, og så
kunne jeg sidde og høre dem spille Mozart.
Sangene kommer dumpende
Bruger du sådanne minder, når du skriver dine sange?
– Jamen, jeg bruger alle mulige oplevelser, når jeg skriver de
der sange. Men det er noget mærkeligt noget, for jeg ved ikke
rigtigt, hvorfor jeg skriver dem. De her mærkelige, små sange
kommer dumpende, og så sender jeg dem ud i verden. Og nogle
af dem kan flyve og vender tilbage til mig selv og bliver en del
af en erkendelse, mens andre falder tungt til jorden og ligger
derude og bliver kørt over af en lastbil. Men når man har skrevet
sange i så mange år, som jeg har gjort, så skriver man sig
selv. Jeg har brugt 25 år på at prøve at lyde som Lars Lilholt, og
jeg kommer tættere og tættere på.
Hvad mener du med det?
– Det er et spørgsmål om at blive mere og mere ærlig i udtrykket.
Det er noget med at skære pjat væk, skære overspringshandlingerne
væk, gå ind til benet og sige ’Prøv at være åben,
prøv at tage paraderne ned’. Og jeg synes, jeg er blevet bedre og
bedre til bare at være mig selv.
Kan du i dag stå inde for alle dine sange?
– Fuldstændig. Jeg spiller stadig noget af det første, jeg lavede.
Dengang lød jeg som en spejderdreng, og havde jeg produceret
mig selv, som den jeg er i dag, så havde jeg sagt ’Slap nu
af. Gør noget andet.’ Men sådan var det ikke. Jeg har gjort,
hvad jeg kunne. Med en stor enfoldig glæde. Og derfor står jeg
fuldt og helt inde for det, jeg har lavet. Jeg kan godt more mig
Jeg har brugt 25 år på at prøve at lyde
som Lars Lilholt, og jeg kommer tættere
og tættere på.
Lars Lilholt købte sin sorte guitar, en
akustisk Martin D-42JC kaldet Johnny
Cash signature model, for seks år siden.
Der er kun lavet 80 stykker af
modellen, selv om der var planlagt
200. Guitarerne er bygget efter Johnny
Cashs egne ønsker og bærer alle hans
personlige signatur. Lars Lilholt ejer
så vidt vides det eneste eksemplar i
Danmark.
5

1954: Lars Lilholt et år gammel
i vinduet i sin farfars
sommerhus.
over, hvordan det lød engang, men du får mig aldrig til at sige,
at jeg ikke gjorde mit bedste, og at det ikke er fedt. For det kan
ikke være anderledes, end det er. Jeg har ikke nogen karriere,
jeg har et liv, og mine sange er en del af det liv. Tag nu den første
sang, jeg skrev som 15-årig. Det var en Donovan-agtig melodi
og så en enfoldig tekst om en klunser. Dén sang, som jeg
skrev tilbage i 1968, den endte med at komme med på pladen
’Nefertiti’ fra 2003 som nummeret ’Banjo Joe’.
Lars Lilholt rejser sig, går forbi den store ophængte boksebold
midt i den store bondestue og hen til klaveret, der står i et hjørne.
Stående spiller han sit livs allerførste nummer, og med den
særlige messende stemme synger han dét omkvæd, han skrev
som 15-årig: ’Han solgte dat, han solgte dit, han solgte ragelse,
han solgte shit.’
Lidt efter spiller han nummeret ’Banjo Joe’ og synger det nye
omkvæd til den gamle sang: ’Han spiller dat, han spiller dit, han
spiller blændende, han spiller skidt. Og jeg er din og du er min,
lyder banjokendingsmelodien.’
Da han sætter sig ved bordet, går det op for ham, at han har
fået gåsehud. Han rækker sin ene arm frem og siger:
– Det er dét, det handler om.
Hvad er det, du føler, når du ligefrem får gåsehud af det?
– Det, der skete, var, at jeg i et splitsekund blev 15 år igen.
Bare i et lille bitte sekund. Jeg følte en eller anden sammenhæng,
og så følte jeg sorg over, at livet, det stopper. Jeg var udødelig,
da jeg var 15, og det er jeg ikke nu. Jeg tror, det var det,
der fik mig til at få gåsehud. Det var et af de øjeblikke, der har
evigheden i sig. Ja, det var det. Og det er vel ikke så dårligt.
Dårlige anmeldelser
Er det et pres at have skrevet en sang som ’Kald det kærlighed’?
– Nej, det er et forkert ord. Man skal vælge at give det fri og sige
til sig selv ’Hold kæft, hvor var jeg heldig. Hvor har den sang
åbnet mange døre. Og givet mange muligheder’. Nu lever den
sang jo sit helt eget liv. Jeg er jo bare en af dem, der synger den.
26 Ud & Se Juni 2006
1960 eller 1961: Syv eller otte år gammel
med fodboldspilleren Harald Nielsen som
det store forbillede.
1970 eller 1971: 17-18 år gammel i
gang med en Steppeulvene-sang.
Betyder det noget for dig, at ’Kald det kærlighed’ er en del af kulturkanonen?
– Ja, jeg elsker ros. Og skal noget af det, jeg har lavet, udødeliggøres,
så er det den sang. Den vil måske leve 50 år mere.
Ser du det som ros fra et kulturparnas, du gennem årene måske
ikke har fået så megen ros af?
– Nej, det har jeg måske ikke. Men jeg har nu altid sagt, at det
hele skal afgøres uden for banen. Stik mig en ølkasse og en guitar
og 100 mennesker, der vil underholdes, så skal jeg sgu nok
underholde dem. Men jeg har da fået masser af dårlige anmeldelser.
Og nogle af dem er også rigtige nok. Nogle gange får jeg
noget at vide, som er værd at tænke over. Men de anmeldelser,
der bare kører på fordomme, dem ryster jeg af mig, som en
hund ryster vand af sig.
Stikker det ikke i dig nedenunder?
– Det har det gjort førhen. Men jeg har lært mig selv, at sådan
er det også. Og nu har jeg så prøvet det så mange gange. Det
kan godt være, jeg stadigvæk bliver lidt såret, men jeg er i stand
til at lukke af for det så hurtigt, at jeg ikke engang registrerer
det.
Hvad er det for fordomme?
– Jamen, det kan du da fortælle mig, du har dem sikkert selv.
Jeg har ikke nogle fordomme om Lars Lilholt, jeg er kommet
dertil, at jeg holder meget af ham. Alle hans fejl og mangler og
selviskhed til trods. Jeg holder meget mere af mig selv, end da
jeg var 20. Der er jo én, der skal være Lars Lilholt, og det har jeg
så valgt at tage på mig.
Er der en, der behøver være det?
– Det ved jeg ikke. Det er jo bare snak. Nej, det er nemmere at
sige, at der er én, der skal være Kim Larsen. For i hver en generation
er der en, der bærer den melodi, der hører den generation
til, og det synes jeg faktisk, han har gjort – og gør. Hvad
min rolle er, det kan jeg ikke lige se. Det kan man først, når jeg
er færdig. Men jeg er formand for en glædespatrulje – det er noget,
Johnny Madsen har sagt – og det er dejligt at være det.
5

Det eneste, jeg blev tvunget til, var at gå
til dans på min bedstefars danseskole.
Kan du give et billede af en typisk Lilholt-koncertgænger?
– Hvis du spørger Allan Olsen, så vil han svare, at Lars Lilholt
Band har det grimmeste publikum i Danmark, og at publikum
og orkester dermed svarer rigtigt godt til hinanden. Men svaret
er nej, det kan jeg ikke. Ikke når en af dem er en professor i teologi,
og jeg samtidig er et stort hit på Sølundfestivalen for udviklingshæmmede
og også hvert år spiller for Prins Joachim på
Schackenborg. Men folk er som regel lidt gladere, når jeg går
ud, end da jeg kom ind. Om det så er, fordi jeg forlader lokalet,
skal jeg ikke kunne sige.
VIND KONCERT-DVD’EN ’DE LYSE NÆTTERS ORKESTER’ MED LARS LILHOLT BAND
Kan den glæde måske være et horn i siden på dem, der ikke kan
lide dig og kalder dig frelst?
– Er der nogen, der har et horn i siden på mig? Det tror jeg
ikke. Jeg tror, der sker det, at når man har så meget succes,
som jeg har, og har lavet en sang, som måske i virkeligheden er
den mest kendte sang fra sidste halvdel af det forrige århundrede,
så vil der nødvendigvis være mange, man rammer helt ved
siden af. Fylder man meget, kaster man også meget skygge. Jeg
synes fandeme, det er dejligt, at der er nogen, der ikke kan
holde mig ud.
Er det nu også rigtigt? Er det ikke noget, du bare siger?
– Nej. Det er rigtigt. Jeg har levet med at være mig i mange år.
I starten gik det mig på, hvis folk ikke kunne lide mig, men det
gør det ikke mere. Når man stiller sig op foran så mange mennesker,
så må man altså lære at acceptere, at der er nogen, der
ikke kan holde det ud. Og som tænker deres, når de hører navnet
Lars Lilholt. Så sent som i går aftes var Ninna og jeg ude for
at se et show, og jeg kom til at sidde ved siden af nogle unge
musikere, som lige skulle fortælle mig, hvad de mente om ’Kald
det kærlighed’. Jeg møder ofte den der meget danske blanding
af benovelse og ’du skal ikke tro, du er noget’.
Mads Kastrup skrev følgende i Berlingske Tidende, da han anmeldte
din cd, ’Den 7. dag’: ’Det er alt sammen meget velspillet og
velmenende, men hvis man skulle have glemt det, bliver man her
mindet om, hvorfor man flyttede fra Jylland. Lilholts plade er den 5
Nu kan du opleve Lars Lilholt Bandet hjemme i stuen i form af koncert-dvd’en ’De lyse nætters
orkester’. Sammen med DVD´en følger en dobbelt live-cd med over 30 af Lars Lilholts sange.
KONKURRENCE
Ud & Se udlodder 10 stk. af koncert-dvd´en ’De lyses nætters orkester´
inklusiv en dobbelt live-cd. Svar på nedenstående
spørgsmål:
Hvornår udkom sangen ’Kald det kærlighed’ første gang?
A. I 1996
B. I 1986
C. I 1976
Skriv svaret, og send løsningen til Ud & Se, Postboks
9004, 1022 København K i en kuvert mærket Lars Lilholt.
Løsningen skal være Ud & Se i hænde senest 1. juli.
Vinderne får direkte besked. Navnene kan ses på
dsb.dk/udogse.
Svar
Navn
Gade
Postnummer By

Fylder man meget, kaster man også meget
skygge. Jeg synes fandeme, det er dejligt, at
der er nogen, der ikke kan holde mig ud.
musikalske ækvivalent til det bekendtskab, man bare ikke orker
at støde på i gågaden. Ham der er 50 år, Greenpeacemedlem og
stadig har Jethro Tull som yndlingsband.’ Hvad tænker du, når
du læser det?
– Jamen, den anmeldelse handler jo kun om ham selv. Den
handler ikke om mig. Eller om min musik. Sådan noget som
det der, det ryster jeg af mig, for hvad fanden skal jeg bruge
det til? Come on, mand, gå ind i det, hvis du ellers tør. Hvis
han kom her og sad her, så ville han ikke skrive sådan, når han
gik herfra. Jeg har tit oplevet, at folk har et eller andet billede
af mig. De forventer måske Richard Ragnvald eller sådan noget.
Og når de så hører min musik, går de dybt påvirkede derfra. Det
er så provinsielt at skrive sådan. Hele den der afstandtagen er i
virkeligheden så dybt provinsiel. Men jeg skal ikke brokke mig
over det, for ude blandt dem, jeg spiller for, har jeg fået så megen
anerkendelse, som man overhovedet kan få. Og der er ikke
mange i det her land, der har prøvet det samme. Derfor gider jeg
heller ikke fokusere så meget på det. Jeg vil ikke klynke. Hvis jeg
var en pivskid, havde jeg ikke overlevet som musiker i 35 år.
Men en stor del af det skyldes, at jeg har skrevet en sang, der
er større end så mange andre. Og jeg ville da være en stor
torsk, hvis jeg tog afstand fra det. Jeg kan jo se, at når jeg spiller
den sang til koncerterne – og det gør jeg altid – så strømmer
folk til ude fra periferien. Det er den eneste sang, jeg spiller
hver gang. Og det er, fordi jeg ikke vil tage pis på publikum.
Hvis du var blevet spurgt om, hvilken af dine over 200 sange du
helst selv ville have kanoniseret, hvad havde du så svaret?
– ’Kald det kærlighed’. For den har både de sproglige og de
melodiske kvaliteter. Jeg synes, det er en god sang, som har en
god gåde i sig. Og så er melodien bygget på renæssancemusik
fra 1500-tallet og rammer ned i nogle nordeuropæiske rødder.
Det er et lucky shot, og det skal man prise sig lykkelig over.
Et sky menneske
Og det gør han så, Lars Lilholt, der siger, at han inderst inde er
et sky menneske. Et menneske, der trives bedst langs panelerne,
og som faktisk føler det dybt unaturligt at skulle optræde.
Men det er han til gengæld rigtig god til, og det er han med
årene gået hen og blevet afhængig af. Som med så mange af sine
andre følelser er han i stand til at spole livet tilbage og finde
stedet, hvor han fik den idé første gang.
30 Ud & Se Juni 2006
– Som 15-årig havde jeg en drøm om at være musiker. Hold
kæft, hvor kunne det være fedt at være sådan ligesom Bob Dylan.
Og da jeg begyndte i 1. g i august 1969, var der sådan en
musikaften. Og så sagde jeg, at jeg gerne ville synge en sang,
jeg selv havde lavet. Og det gav applaus, for det var da modigt
gjort af en ung dreng på 16 år sådan at stille sig op og udstille
sin egen ufuldkommenhed. Det kræver stort mod, og det mod
har jeg altid haft uden at vide det. Men dét sus, jeg fik den aften,
har haft den konsekvens, at jeg sidder i dag og snakker
med dig. Det er et sus, man kan sammenligne med, når man i
fodbold rammer bolden helt rent, og den sætter sig lige i krydset.
Når man laver sådan et spark, lige i det splitsekund, hvor
det sker, så svarer det til dét, man oplever, når man spiller musik,
og det kører rigtig godt.
Har du optrådt i andre sammenhænge end musiske?
– Nej, nej. Jeg er en meget tilbageholdende og egentlig også
en meget genert person. I mange år, når jeg kom ind i et rum, så
gik jeg langs med væggene. Jeg havde ikke lyst til at fylde noget.
Men nogle gange må man tage det på sig og være Lars Lilholt.
Altså, hvis jeg ikke stillede mig op og var Lars Lilholt, så
ville det virke højrøvet. Forsøger man ikke at fylde noget, når
folk siger ’Nå, nu kommer ham dér,’ så har det ofte den psykologiske
virkning, at man kommer til at fylde dobbelt så meget.
Hvis du ikke har lyst til at fylde noget, hvorfor er du så blevet
’Lars Lilholt’?
– Jeg har lavet en sang om det, der hedder ’Den lille mester
Jakel’. Den handler om mig, der godt kan lide at lave historier,
men som sidder nede i dukketeateret, og det eneste man kan se,
er det, jeg har på hænderne. Som dreng havde jeg et dukketeater,
og jeg kunne godt lide at skabe eventyrverdener.
Er det, fordi du har været usikker på, om du var god nok?
– Jamen, det er jo en banal og enkel tolkning, som ikke er forkert.
Jeg har også spillet fodbold hele mit liv og gør det stadigvæk.
Sidste år spillede jeg en hel sæson på et serie 6-hold som
venstre back – som måske den eneste i serie 6, der skriver autografer.
Som barn spillede jeg også fodbold, men jeg havde sgu
ikke selvtilliden. Jeg blev bedst til fodbold, da jeg begyndte at
spille oldboys. Og det har kun med selvtilliden at gøre, for jeg
var meget god til fodbold som barn. Men nu blev det i stedet
musikken, der gav mig et kick. Og havde du sagt til mig dengang,
at jeg ville leve af det som 53-årig, så havde jeg sagt, at det