forside 2 - lilholt

Fylder man meget, kaster man også meget
skygge. Jeg synes fandeme, det er dejligt, at
der er nogen, der ikke kan holde mig ud.
musikalske ækvivalent til det bekendtskab, man bare ikke orker
at støde på i gågaden. Ham der er 50 år, Greenpeacemedlem og
stadig har Jethro Tull som yndlingsband.’ Hvad tænker du, når
du læser det?
– Jamen, den anmeldelse handler jo kun om ham selv. Den
handler ikke om mig. Eller om min musik. Sådan noget som
det der, det ryster jeg af mig, for hvad fanden skal jeg bruge
det til? Come on, mand, gå ind i det, hvis du ellers tør. Hvis
han kom her og sad her, så ville han ikke skrive sådan, når han
gik herfra. Jeg har tit oplevet, at folk har et eller andet billede
af mig. De forventer måske Richard Ragnvald eller sådan noget.
Og når de så hører min musik, går de dybt påvirkede derfra. Det
er så provinsielt at skrive sådan. Hele den der afstandtagen er i
virkeligheden så dybt provinsiel. Men jeg skal ikke brokke mig
over det, for ude blandt dem, jeg spiller for, har jeg fået så megen
anerkendelse, som man overhovedet kan få. Og der er ikke
mange i det her land, der har prøvet det samme. Derfor gider jeg
heller ikke fokusere så meget på det. Jeg vil ikke klynke. Hvis jeg
var en pivskid, havde jeg ikke overlevet som musiker i 35 år.
Men en stor del af det skyldes, at jeg har skrevet en sang, der
er større end så mange andre. Og jeg ville da være en stor
torsk, hvis jeg tog afstand fra det. Jeg kan jo se, at når jeg spiller
den sang til koncerterne – og det gør jeg altid – så strømmer
folk til ude fra periferien. Det er den eneste sang, jeg spiller
hver gang. Og det er, fordi jeg ikke vil tage pis på publikum.
Hvis du var blevet spurgt om, hvilken af dine over 200 sange du
helst selv ville have kanoniseret, hvad havde du så svaret?
– ’Kald det kærlighed’. For den har både de sproglige og de
melodiske kvaliteter. Jeg synes, det er en god sang, som har en
god gåde i sig. Og så er melodien bygget på renæssancemusik
fra 1500-tallet og rammer ned i nogle nordeuropæiske rødder.
Det er et lucky shot, og det skal man prise sig lykkelig over.
Et sky menneske
Og det gør han så, Lars Lilholt, der siger, at han inderst inde er
et sky menneske. Et menneske, der trives bedst langs panelerne,
og som faktisk føler det dybt unaturligt at skulle optræde.
Men det er han til gengæld rigtig god til, og det er han med
årene gået hen og blevet afhængig af. Som med så mange af sine
andre følelser er han i stand til at spole livet tilbage og finde
stedet, hvor han fik den idé første gang.
30 Ud & Se Juni 2006
– Som 15-årig havde jeg en drøm om at være musiker. Hold
kæft, hvor kunne det være fedt at være sådan ligesom Bob Dylan.
Og da jeg begyndte i 1. g i august 1969, var der sådan en
musikaften. Og så sagde jeg, at jeg gerne ville synge en sang,
jeg selv havde lavet. Og det gav applaus, for det var da modigt
gjort af en ung dreng på 16 år sådan at stille sig op og udstille
sin egen ufuldkommenhed. Det kræver stort mod, og det mod
har jeg altid haft uden at vide det. Men dét sus, jeg fik den aften,
har haft den konsekvens, at jeg sidder i dag og snakker
med dig. Det er et sus, man kan sammenligne med, når man i
fodbold rammer bolden helt rent, og den sætter sig lige i krydset.
Når man laver sådan et spark, lige i det splitsekund, hvor
det sker, så svarer det til dét, man oplever, når man spiller musik,
og det kører rigtig godt.
Har du optrådt i andre sammenhænge end musiske?
– Nej, nej. Jeg er en meget tilbageholdende og egentlig også
en meget genert person. I mange år, når jeg kom ind i et rum, så
gik jeg langs med væggene. Jeg havde ikke lyst til at fylde noget.
Men nogle gange må man tage det på sig og være Lars Lilholt.
Altså, hvis jeg ikke stillede mig op og var Lars Lilholt, så
ville det virke højrøvet. Forsøger man ikke at fylde noget, når
folk siger ’Nå, nu kommer ham dér,’ så har det ofte den psykologiske
virkning, at man kommer til at fylde dobbelt så meget.
Hvis du ikke har lyst til at fylde noget, hvorfor er du så blevet
’Lars Lilholt’?
– Jeg har lavet en sang om det, der hedder ’Den lille mester
Jakel’. Den handler om mig, der godt kan lide at lave historier,
men som sidder nede i dukketeateret, og det eneste man kan se,
er det, jeg har på hænderne. Som dreng havde jeg et dukketeater,
og jeg kunne godt lide at skabe eventyrverdener.
Er det, fordi du har været usikker på, om du var god nok?
– Jamen, det er jo en banal og enkel tolkning, som ikke er forkert.
Jeg har også spillet fodbold hele mit liv og gør det stadigvæk.
Sidste år spillede jeg en hel sæson på et serie 6-hold som
venstre back – som måske den eneste i serie 6, der skriver autografer.
Som barn spillede jeg også fodbold, men jeg havde sgu
ikke selvtilliden. Jeg blev bedst til fodbold, da jeg begyndte at
spille oldboys. Og det har kun med selvtilliden at gøre, for jeg
var meget god til fodbold som barn. Men nu blev det i stedet
musikken, der gav mig et kick. Og havde du sagt til mig dengang,
at jeg ville leve af det som 53-årig, så havde jeg sagt, at det