forside 2 - lilholt

1954: Lars Lilholt et år gammel
i vinduet i sin farfars
sommerhus.
over, hvordan det lød engang, men du får mig aldrig til at sige,
at jeg ikke gjorde mit bedste, og at det ikke er fedt. For det kan
ikke være anderledes, end det er. Jeg har ikke nogen karriere,
jeg har et liv, og mine sange er en del af det liv. Tag nu den første
sang, jeg skrev som 15-årig. Det var en Donovan-agtig melodi
og så en enfoldig tekst om en klunser. Dén sang, som jeg
skrev tilbage i 1968, den endte med at komme med på pladen
’Nefertiti’ fra 2003 som nummeret ’Banjo Joe’.
Lars Lilholt rejser sig, går forbi den store ophængte boksebold
midt i den store bondestue og hen til klaveret, der står i et hjørne.
Stående spiller han sit livs allerførste nummer, og med den
særlige messende stemme synger han dét omkvæd, han skrev
som 15-årig: ’Han solgte dat, han solgte dit, han solgte ragelse,
han solgte shit.’
Lidt efter spiller han nummeret ’Banjo Joe’ og synger det nye
omkvæd til den gamle sang: ’Han spiller dat, han spiller dit, han
spiller blændende, han spiller skidt. Og jeg er din og du er min,
lyder banjokendingsmelodien.’
Da han sætter sig ved bordet, går det op for ham, at han har
fået gåsehud. Han rækker sin ene arm frem og siger:
– Det er dét, det handler om.
Hvad er det, du føler, når du ligefrem får gåsehud af det?
– Det, der skete, var, at jeg i et splitsekund blev 15 år igen.
Bare i et lille bitte sekund. Jeg følte en eller anden sammenhæng,
og så følte jeg sorg over, at livet, det stopper. Jeg var udødelig,
da jeg var 15, og det er jeg ikke nu. Jeg tror, det var det,
der fik mig til at få gåsehud. Det var et af de øjeblikke, der har
evigheden i sig. Ja, det var det. Og det er vel ikke så dårligt.
Dårlige anmeldelser
Er det et pres at have skrevet en sang som ’Kald det kærlighed’?
– Nej, det er et forkert ord. Man skal vælge at give det fri og sige
til sig selv ’Hold kæft, hvor var jeg heldig. Hvor har den sang
åbnet mange døre. Og givet mange muligheder’. Nu lever den
sang jo sit helt eget liv. Jeg er jo bare en af dem, der synger den.
26 Ud & Se Juni 2006
1960 eller 1961: Syv eller otte år gammel
med fodboldspilleren Harald Nielsen som
det store forbillede.
1970 eller 1971: 17-18 år gammel i
gang med en Steppeulvene-sang.
Betyder det noget for dig, at ’Kald det kærlighed’ er en del af kulturkanonen?
– Ja, jeg elsker ros. Og skal noget af det, jeg har lavet, udødeliggøres,
så er det den sang. Den vil måske leve 50 år mere.
Ser du det som ros fra et kulturparnas, du gennem årene måske
ikke har fået så megen ros af?
– Nej, det har jeg måske ikke. Men jeg har nu altid sagt, at det
hele skal afgøres uden for banen. Stik mig en ølkasse og en guitar
og 100 mennesker, der vil underholdes, så skal jeg sgu nok
underholde dem. Men jeg har da fået masser af dårlige anmeldelser.
Og nogle af dem er også rigtige nok. Nogle gange får jeg
noget at vide, som er værd at tænke over. Men de anmeldelser,
der bare kører på fordomme, dem ryster jeg af mig, som en
hund ryster vand af sig.
Stikker det ikke i dig nedenunder?
– Det har det gjort førhen. Men jeg har lært mig selv, at sådan
er det også. Og nu har jeg så prøvet det så mange gange. Det
kan godt være, jeg stadigvæk bliver lidt såret, men jeg er i stand
til at lukke af for det så hurtigt, at jeg ikke engang registrerer
det.
Hvad er det for fordomme?
– Jamen, det kan du da fortælle mig, du har dem sikkert selv.
Jeg har ikke nogle fordomme om Lars Lilholt, jeg er kommet
dertil, at jeg holder meget af ham. Alle hans fejl og mangler og
selviskhed til trods. Jeg holder meget mere af mig selv, end da
jeg var 20. Der er jo én, der skal være Lars Lilholt, og det har jeg
så valgt at tage på mig.
Er der en, der behøver være det?
– Det ved jeg ikke. Det er jo bare snak. Nej, det er nemmere at
sige, at der er én, der skal være Kim Larsen. For i hver en generation
er der en, der bærer den melodi, der hører den generation
til, og det synes jeg faktisk, han har gjort – og gør. Hvad
min rolle er, det kan jeg ikke lige se. Det kan man først, når jeg
er færdig. Men jeg er formand for en glædespatrulje – det er noget,
Johnny Madsen har sagt – og det er dejligt at være det.
5