Grønlandske spejlinger - Hjem

Engang burde én eller anden give den satans død en ordentlig omgang...
6. Sandheden
Nu sidder jeg her og skriver og gør mig klog på mange ting - jeg ved egentlig ikke
hvorfor - men hvis det nu var en eksamensopgave, så ville jeg jo få den bedømt af nogle
censorer, som ville give mig en karakter ud fra én eller anden målestok.
Men hvem skal give karakterer i virkeligheden? Karakterer om, hvorvidt det, vi tror
på, nu også er sandt - eller den måde vi lever på? Eller de spændende konklusioner, vi
når frem til?
»Hvad er sandhed?« spørger Pilatus Jesus. Gives der overhovedet sådan en sandhed -
en virkelig virkelighed? Hvis ikke kan den ene tanke, tro, opførsel vel være ligeså god
som den anden - det ene menneske ligeså godt eller ondt som det andet. Man kan jo
godt finde ud af, hvad der er hensigtsmæssigt - det er ikke noget problem - eller rettere,
det er kun et politisk problem, som man til hver en tid kan snakke eller slås sig til rette
om. Men en ligesom overordnet sandhed - hvordan bestemmes den, hvis den findes?
De gode gamle dage
Når jeg ser tilbage på de gode gamle dage, så forekommer de mig at være trygge i
deres autoritetstro. I de gode gamle dage kunne man med overbevisning sige, at sandheden
var ikke noget problem, for den stod jo i Bibelen. Nærmere forstået: det var sandt,
fordi det stod i Bibelen. Det var sådan set den fælles grund, man levede på uden de store
anfægtelser. F.eks. at diskutere Bibelen var en lidt latterlig foreteelse, da den ifølge
sagens natur var hævet over almindelig diskussion. Der var forskel på Bibelen og på
mælkepriserne.
Og da Bibelen lå på alteret i kirken, så var kirkens sag såmænd også afgjort uden videre
snak. Den var sandhedens rum - et helligt sted, som ikke var åbent for almindelig
snak eller debat men alene for Bibelens ord - Guds Ord.
Veneration kan man kalde det - veneration for denne ene hellige og indiskutable
sandhed, som Bibelen og kirken og præsten repræsenterede.
Og sådan var det vel blevet i dette statiske bondesamfund, der afskyede forandring,
fordi man var vokset op med det - havde fået denne sandhed ind med modermælken, og
hvad enten man kan lide det eller ej, så slipper man ikke sådan af med sin modermælk.
At det lige var Bibelen og kristendommen, man annammede i sin tid, var jo nok en
politisk - altså en hensigtsmæssighedssag, men nu var det altså den, man havde, og så
var den sag afgjort. Den var god nok til vore forfædre og er også god nok til os og vore
børn.
Og det skal der ikke komme nogen her og lave om på!
Det gjorde der så alligevel. Udviklingen kom og lavede om på alting. Og vi får en
fornemmelse af udviklingens enorme styrke, når vi betænker, at det lykkedes den i løbet
af forbløffende kort tid at afskaffe dette stærkt indpodede og gennem generationer nedarvede
sandhedskriterium.
Der kunne godt være lummert i missionshusene, når missionæren ikke fandt anden
udvej for rapkæftede unges nærgående spørgsmål end at samle tilhørerne i en bøn for de
formasteliges sjælefred.
Men på den anden side betød dette, at døren til missionshuset blev sparket ind, at der
blev hundekoldt. Fællesskabet frøs fra hinanden, da man ikke længere havde noget fæl-
28