26.07.2013 Views

Grønlandske spejlinger - Hjem

Grønlandske spejlinger - Hjem

Grønlandske spejlinger - Hjem

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Engang, tror jeg, hørte kunsten med til det at være menneske - evnen til at udtrykke

sig i billeder, fortælling, mimik, sang og musik. Men nu er det ligesom blevet en vare -

en særlig kvalifikation, som man skal tage eksamen i, før det er anerkendt.

Men selvfølgelig er vi kunstnere alle og enhver - ligesom vi er hellige allesammen,

og måske skal der en kamp til for at smide de etablerede såkaldte fagfolk ned fra deres

piedestaler - de såkaldte kunstnere - de såkaldt hellige. Det skal nok til engang imellem,

så vores egen barnlige glæde kan komme til - vores egen smerte og længsel - uformidlet

ægte.

Enhver kan fortælle sin egen dramatiske historie på den ene eller anden måde - vi

ved det bare ikke! Tror ikke på det, fordi vi ligger under for tyrannernes monopolisering

af både det hellige og af kunsten - og dermed af livet selv. Derfor lytter vi ikke mere til

livet selv men til den lille, vanskabte, selvbestaltede afart af livet, som kaldes kunst og

kultur og religion.

Der var engang én, der sagde om italienerne, at de var guddommelige skuespillere

allesammen. Det hørte simpelt hen med til at være italiener. De eneste, der ikke var det,

det var skuespillerne.

Gud ved, om man ikke kan sige nøjagtig det samme om de hellige: At være hellig

hører med til det at være menneske - de eneste, som ikke er det - det er de hellige!

Hvorfor er vi så lette at forføre og bedrage? Det er som om, vi har dårlig samvittighed

over ét eller andet og derfor tager til takke med hvad som helst - bare vi får lidt mad

i munden og har udsigt til at slippe nogenlunde helskindet igennem - som om vi har opgivet

livet selv - af frygt eller mistro eller hvad ved jeg.

Vi har det jo i os - det altsammen, men hvor er det dog svært at komme igennem til

os selv. Der er så mange lag af forhindringer og hæmninger, før vi når ind til vores

enkle, sande jeg, så vi standser ét eller andet sted på vejen overbevist om, at nu kan vi

ikke komme længere - eller nu må vi ikke gå længere, og så slår vi os til tåls og finder

os til rette et eller andet sted, hvor der er nogenlunde rart at være, og dér bliver vi

overbevisende religiøse, politiske eller nationale moralister, der som Kierkegaards

etiker, asessor Vilhelm har valgt sit liv - men den går ikke, Kierkegaard! 2

Præsten i Paamiut havde et billede hængende, som jeg så for første gang, da jeg

besøgte ham, selv om jeg havde set det masser af gange. Det var P.S.Krøyers billede af

stranden på Skagen med ægteparret og deres hund, der går i måneskinnet.

For første gang lagde jeg mærke til deres holdning. Manden, der holder fast i sin kones

arm og er halvt henvendt til hende, men hendes holdning er slap og afvisende overfor

ham. Hun vender sit smukke ansigt bort - ud over havet - drømmende, fjern i blikket

- uden tvivl længselsfuld. Hunden snuser til mandens ben. Skal den til at pesse op ad

det, eller føler den mandens sorg og forsøger at vise sin deltagelse?

Det er et smukt og tragisk billede om et fællesskab i opløsning under fuldmånens

mystiske lys. Det bevæger, fordi det ikke er teori men udtryk for virkelighed - Krøyers

skæbne - kunst slet og ret. Men hvorfor har jeg ikke set det før?

Skolen for livet

Måske fordi jeg på forhånd har fået at vide, at det er stor kunst og bare har nikket

velvilligt som til Kejserens nye Klæder uden at se noget overhovedet. Ligesom med den

indterpede skolelærdom, der lagde et tykt slør af skullen og eksamensfeber over noget

af det allersmukkeste i livet og i kunsten. Og facitlisterne kom frem i smug, og husk nu

2 Enten - eller. Et livs-fragment 2. del indeholdende B’s papirer. S.V. Bd I-II 1901

4

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!