Grønlandske spejlinger - Hjem

Engang, tror jeg, hørte kunsten med til det at være menneske - evnen til at udtrykke
sig i billeder, fortælling, mimik, sang og musik. Men nu er det ligesom blevet en vare -
en særlig kvalifikation, som man skal tage eksamen i, før det er anerkendt.
Men selvfølgelig er vi kunstnere alle og enhver - ligesom vi er hellige allesammen,
og måske skal der en kamp til for at smide de etablerede såkaldte fagfolk ned fra deres
piedestaler - de såkaldte kunstnere - de såkaldt hellige. Det skal nok til engang imellem,
så vores egen barnlige glæde kan komme til - vores egen smerte og længsel - uformidlet
ægte.
Enhver kan fortælle sin egen dramatiske historie på den ene eller anden måde - vi
ved det bare ikke! Tror ikke på det, fordi vi ligger under for tyrannernes monopolisering
af både det hellige og af kunsten - og dermed af livet selv. Derfor lytter vi ikke mere til
livet selv men til den lille, vanskabte, selvbestaltede afart af livet, som kaldes kunst og
kultur og religion.
Der var engang én, der sagde om italienerne, at de var guddommelige skuespillere
allesammen. Det hørte simpelt hen med til at være italiener. De eneste, der ikke var det,
det var skuespillerne.
Gud ved, om man ikke kan sige nøjagtig det samme om de hellige: At være hellig
hører med til det at være menneske - de eneste, som ikke er det - det er de hellige!
Hvorfor er vi så lette at forføre og bedrage? Det er som om, vi har dårlig samvittighed
over ét eller andet og derfor tager til takke med hvad som helst - bare vi får lidt mad
i munden og har udsigt til at slippe nogenlunde helskindet igennem - som om vi har opgivet
livet selv - af frygt eller mistro eller hvad ved jeg.
Vi har det jo i os - det altsammen, men hvor er det dog svært at komme igennem til
os selv. Der er så mange lag af forhindringer og hæmninger, før vi når ind til vores
enkle, sande jeg, så vi standser ét eller andet sted på vejen overbevist om, at nu kan vi
ikke komme længere - eller nu må vi ikke gå længere, og så slår vi os til tåls og finder
os til rette et eller andet sted, hvor der er nogenlunde rart at være, og dér bliver vi
overbevisende religiøse, politiske eller nationale moralister, der som Kierkegaards
etiker, asessor Vilhelm har valgt sit liv - men den går ikke, Kierkegaard! 2
Præsten i Paamiut havde et billede hængende, som jeg så for første gang, da jeg
besøgte ham, selv om jeg havde set det masser af gange. Det var P.S.Krøyers billede af
stranden på Skagen med ægteparret og deres hund, der går i måneskinnet.
For første gang lagde jeg mærke til deres holdning. Manden, der holder fast i sin kones
arm og er halvt henvendt til hende, men hendes holdning er slap og afvisende overfor
ham. Hun vender sit smukke ansigt bort - ud over havet - drømmende, fjern i blikket
- uden tvivl længselsfuld. Hunden snuser til mandens ben. Skal den til at pesse op ad
det, eller føler den mandens sorg og forsøger at vise sin deltagelse?
Det er et smukt og tragisk billede om et fællesskab i opløsning under fuldmånens
mystiske lys. Det bevæger, fordi det ikke er teori men udtryk for virkelighed - Krøyers
skæbne - kunst slet og ret. Men hvorfor har jeg ikke set det før?
Skolen for livet
Måske fordi jeg på forhånd har fået at vide, at det er stor kunst og bare har nikket
velvilligt som til Kejserens nye Klæder uden at se noget overhovedet. Ligesom med den
indterpede skolelærdom, der lagde et tykt slør af skullen og eksamensfeber over noget
af det allersmukkeste i livet og i kunsten. Og facitlisterne kom frem i smug, og husk nu
2 Enten - eller. Et livs-fragment 2. del indeholdende B’s papirer. S.V. Bd I-II 1901
4