Grønlandske spejlinger - Hjem

samme måde som vi indsnævrer det hellige, når vi autoriserer det eller graduerer det for
at dyrke det rigtigt.
Man kan indsnævre kærligheden på mange måder - én af dem er den gamle
hævdelse af, at kærligheden »fuldbyrdes« i den seksuelle forening. Det synes jeg ikke.
For det første er kærligheden uden seksualitet ikke mindre fuldbyrdet en den med, og
for det andet har jeg en eller anden mistanke om, at det seksuelle ikke bare er så
enestående vidunderligt, som moderniteten hævder. Jeg er lidt bange for, at det ikke er
éntydigt godt, når vi opfordrer ungdommen til at gå i seng med hinanden for enhver
pris. 36 Og måske skyldes det, at seksualiteten, sådan som de gamle til vores moderne
bestyrtelse hævdede, også har noget dæmonisk over sig. 37
I vores forsøg på at dyrke kærligheden religiøst gør vi den til en byrde, et
forlangende, ligesom det hellige, ligesom troen, skønheden, friheden,
fædrelandskærligheden - ja, alt hvad du erklærer dig for.
At længes sammen
Kundskaben - erkendelsen - får ikke blot illusionerne men måske også hjertebånd til
at briste. Og så er det måske nok en overvejelse værd, om il-lusionerne - myterne - er så
forfærdelige - når prisen for det, du kalder sandheden, er dine dyrebare hjertebånd.
Men måske er det alligevel godt nok at tænke, for du skal bruge din længsel!
Et menneske uden længsel er som et menneske uden tro, uden håb, og vel egentlig
også uden kærlighed.
I stedet for at spørge efter et menneskes tro, er det måske rigtigere at spørge efter
dets længsel. Hvad længes du efter? For begrebet tro er blevet belastet som noget
færdigt: barnetroen, troslæren, systemet, dogmatikken. I virkeligheden er troen netop
den vibrerende usikkerhed - den uforløste længsel, så langt fra den sikre overbevisning
som noget. Og trosfæl-lesskabet er så langt fra den sammenspiste, ensrettede lære men
er fællesskabet om den samme længsel - efter liv.
Troen er ligesom blevet et forlangende - en præstation - en holdning eller et
tilhørsforhold, der spørges efter - som man spørger efter den færdige bygning, men den
færdige bygning er jo som et mausolæum over et menneske, mens det virkelige, det
egentlige er det ufærdige, det usikre - længslen.
Et menneske retfærdiggøres ved tro, siger Paulus 38 og mener måske i virkeligheden
længsel: Længslen er afgørende for, om mennesket lever eller er dødt. Det virkelige liv
er måske langt mere sammenligneligt med ulykkelig kærlighed end med den færdige,
autoriserede og bedsteborgerligt ægteskabelige troskab mod det bestående forhold. Og i
hvert fald tror jeg, det er mere ægte at vedkende sig sin længsel end at vedkende sig sin
færdige livsholdning - langt mere menneskeligt - selv om der også kan koketteres med
usikkerheden.
Jeg må nok sige, jeg føler mig mere i pagt med længselsfulde mennesker end med de
såkaldt troende. Og mest vidunderligt er det, når den fælles erkendelse af længsel
vækker fælles glæde: den smittende længsel, som ikke uden videre kræver sin
forløsning men også så at sige er noget i sig selv - på en måde netop
36 Jeg synes, AIDS kampagnen og kondomhysteriet var på én eller anden måde usmagelig, fordi den gik
ud fra som givet, at alle og enhver havde samleje i flæng, hvilket ligesom fik samfundsmoralens
velsignelse. Det var teknik og forløsnings psykologi det hele og derfor på en måde kynisk og koldt, selv
om intentionen måske var det modsatte.
37 Slangen i Paradiset er også et fallossymbol. Og jeg tænker på Don Juan, der elskede kvinder - og
alligevel ikke var i stand til at elske - kun begære, erobre, nedlægge og smide væk.
38 Se Romerbrevet kap 3.
40