Grønlandske spejlinger - Hjem

levende, hellige, bassale virkelighed, som nu kommer dig i møde »med alt, hvad der er
dig«. 39
Det er så svært at sidde og se solnedgangen over Julianehåbfjorden og samtidig
holde fast ved den autoriserede trosbekendelse!
Det skal man jo ellers som præst og som god lutheraner, men på den anden side tror
jeg ikke på troen mere. Den var smuk og levende engang, men nu er den død og
forstenet og autoritær, og den skaber ikke mere liv men frygt og had og krig og død.
Længslen er vi fælles om, men man kan ikke lave en længselsbekendelse og man
kan ikke befale en længsel og man kan ikke opdrage børnene til længselsfulde børn -
gid man kunne! Troen sætter skel og grænser: Min tro er bedre end din! Sandere end
din! Mere inderlig end din! Men længslen fjerner alle skel, for du skal ikke leve op til
en autoriseret længsel - det lyder absurd. Den kommer indefra - eller er der måske altid
mere eller mindre fortrængt og gemt bort i dit sinds sorte dybhav, så vi tror, vi er ene
om den, men selvfølgelig længes vi allesammen, og måske er længslen ikke bare noget,
der hurtigst muligt skal opfyldes - måske er længslen noget i sig selv - det, der holder os
i live.
Nej, jeg har ikke hjemvé - jeg tror nok, jeg kommer til at længes tilbage til det her
vejr og det her liv engang. Men pudsigt nok læste jeg slutningen af Eliades
religionshistorie om religionen i en sækulariseret verden - dvs den verden, der stadig
undrer sig over, at religionen ikke er uddød - og så siger idioten (Richard Schaeffler)
Gud hjælpe mig, at det, der kommer til at betyde noget i fremtiden i forholdet mellem
samfund og religion - det er håbet, for kun i håbet - i længslen kan vi bevare vores
Gudsforhold uden at forlade denne verden og uden at guddommeliggøre verdens
ideologier. 40
Sød musik i mine kætterske øren. Og pludselig får Paulus ret: Engang vil det lykkes.
Engang skal alting siges ligeud og forstås, og det gådefulde skal ikke være gådefuldt
men ligetil og selvfølgeligt. Engang skal du forstå dit eget komplekse jeg og undre dig
over alle de snirklede omveje, du skal igennem. Og mystik gør det ikke, fordi den tror,
den kan forlade verden - den hjertelige folkelighed gør det heller ikke, fordi den trods
alt ikke kan lade være med at guddommeliggøre sig selv.
Musik gør måske lidt, fordi musikken er god til at udtrykke længsel - bevæger mere
end en autoriseret trosbekendelse eller en nok så fin erkendelse gør.
So let’s play...
39 Jens Rosendahls digt: Du kom med alt, hvad der var dig...
40 Mircea Eliade: De Religiøse Ideers Historie Bd 4 (1991), som er skrevet efter Eliades død af hans
medarbejdere og venner. Værket går for at være et religionshistorisk hovedværk, og Richard Schaeffler
slutter værket af således: »Det var en overvejelse værd, om ikke den for det moderne Europa så
karakteristiske sammenkædning af religiøs kreativitet og verdslig kultur samtidig var en chance for, i
dialog med andre kulturer og religioner, at klargøre, at religion og kultur kun kan beskyttes mod en
deformerende udvikling, hvis de forstår sig selv som udtryk for postulatet om det håb, hvis indløsning
overstiger menneskelig kraft.« (Bd 4 pp 399f)
42