Social arv - set i et kritisk realistisk perspektiv - VIA University College

Social arv
- set i et kritisk
realistisk perspektiv
Svend Aage Andersen
Lektor, mag.art., lic.phil.
2010

Svend Aage Andersen
Social arv – set i et kritisk realistisk perspektiv
Copyright: Svend Aage Andersen og Socialrådgiveruddannelsen i Århus
Social skriftserie Socialrådgiveruddannelsen i Århus, nr. 15
ISBN 9788785200822
Omslagsillustration: Udsnit af ”Hippolytos en skæbnefortælling”, udsmykning
i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen.
Tryk: Socialrådgiveruddannelsen i Århus, VIA University College
Udgivet af:
Socialrådgiveruddannelsen i Århus, VIA University College
Jens Chr. Skous Vej 2
8000 Århus C
Århus, 2010
Kan bestilles pr. telefon 87 55 33 00 eller e-mail socia@viauc.dk
Denne udgave kan også downloades på
http://www2.viauc.dk/socialraadgiver/aarhus/skolen/publikationer/Sid
er/publikationer.aspx
Pris kr. 60 + evt. forsendelse.

Indhold
Forord ..............................................................5
Abstract............................................................9
1. Problemstilling ...............................................10
1.1. Kritisk realisme................................................. 11
1.2. Social arv som proces........................................ 14
1.3. Det teoretiske perspektivs betydning ................... 16
1.4. Problemformulering........................................... 16
1.5. Afgrænsning og opbygning ................................. 16
1.6. Et konkret empirisk eksempel ............................. 18
1.7. Social arv og undersøgelsesmetode ..................... 25
1.8. Valg af teoretisk perspektiv ................................ 26
1.9. Hvornår foreligger der en social arv –
definitionsforsøg ............................................... 28
2. Social arv i den danske forskningstradition....31
2.1. En præcis og entydig definition af social arv? ........ 32
2.2. Gustav Jonssons begreb om social arv ................. 34
2.3. Kritikken af begrebet ......................................... 37
2.4. Negativ social arv som en ”ond cirkel” ................. 41
2.5. Social arv i socialmedicinsk perspektiv ................. 42
2.6. Social arv i den sociologiske tradition................... 45
2.7. Social arv og det skandinaviske velfærdsperspektiv47
2.8. Uddannelsernes formidling af den sociale arv........ 50
2.9. Social arv i socialpolitisk perspektiv ..................... 54
2.10. Psykologiske perspektiver på social arv ................ 56
2.11. Social arv i socialrådgiverdiskurs......................... 60
2.12. Social arv i pædagogisk diskurs .......................... 67
2.13. Det videnskabsteoretiske perspektiv
bag forskningen i social arv ................................ 71
3. Social arv i den britiske og amerikanske
forskning .......................................................73
3.1. Teoretiske perspektiver på fattigdom og social arv. 74
3.2. Divergerende forklaringer på fattigdom i
Storbritannien .................................................. 77

3.3. Patologiske og strukturelle årsager til fattigdom .... 80
3.4. Onde cirkler i britisk og amerikansk forskning ....... 83
3.5. Reproduktion af klassestrukturen og
fattigdommens ”onde cirkel”............................... 86
3.6. Arvebegrebet i amerikansk og britisk sociologi ...... 88
3.7. Den britiske debat om ”transmitted deprivation” ... 95
3.8. ”Web of deprivation” ......................................... 98
3.9. Statusarv og intergenerationelle
overførelsesprocesser ...................................... 101
3.10. Faktorer i de intergenerationelle
overføringsprocesser ....................................... 106
3.11. Ændrede mulighedsstrukturer........................... 108
3.12. Familiens rolle i overførelsen af
privilegier og afsavn ........................................ 109
3.13. Intergenerationel transmission af
økonomisk status............................................ 111
3.14. Social arv i økonomisk og socialpolitisk belysning 113
4. Social arv i kritisk realistisk design ..............117
4.1. Hvad er erkendelsesinteressen? ........................ 117
4.2. Procestænkning og kontingens.......................... 119
4.3. Årsagsforståelsen i kritisk realisme.................... 122
4.4 Kritisk realistisk kausalanalyse.......................... 124
4.5. Fra variabel-baserede til
mekanisme-baserede tilgange .......................... 126
4.6. Statistiske metoder i studiet af social arv ........... 128
4.7. Studiet af fænomener under åbne vilkår............. 130
4.8. Intensive og ekstensive metoder....................... 132
4.9. Den sociale arvs følger er kontingente ............... 133
4.10. Den sociale arv som mekanisme ....................... 134
4.11. Tre cases med forskelligt udfald ........................ 139
4.12. Skitse til en case-undersøgelse ......................... 142
4.13. Et konkret eksempel: Omsorgssvigt................... 143
4.14. Tre betydninger af – eller aspekter af – social arv 146
5. Konklusion ...................................................153
Litteratur......................................................158

Forord
Projektet om ”Social arv – set fra et kritisk realistisk
perspektiv” udspringer af en personlig interesse for emnet,
en langvarig faglig beskæftigelse med det og undervisning i
det på Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus. Projektet er
frem for alt blevet relevant i og med, at begrebet social arv i
de senere år gentagne gange er blevet hårdt kritiseret, ja
endog blevet krævet ”afskaffet”. Jeg må her vedgå, at disse
gentagne angreb, hvor det bl.a. er blevet hævdet, at
begrebet er ”farligt”, og at ”social arv” er en myte, har
provokeret mig stærkt.
Baggrunden herfor er, at nogle måske metodisk tvivlsomme
fremgangmåder i en undersøgelse hos begrebets udmønter,
den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson, ikke
forekommer mig at være tilstrækkeligt grundlag for at
afskaffe et centralt socialfagligt begreb. Tilmed er Jonsson
efter min mening ikke blevet læst tilstrækkelig nuanceret,
forstået på den måde, at social arv hos Jonsson, sådan som
jeg læser ham, ikke kan reduceres til, at den sociale arv
alene overføres af forældrene. Jonsson medtænker hele
opvækstmiljøet, den sociale udstødelsesproces og de
samfundsmæssige strukturer i den proces, der formidler den
sociale arv.
Det har således været afgørende for mig, at jeg slet ikke
forstår begrebet social arv på den måde, som kritikerne har
forstået det. Det er blevet påpeget, at begrebet social arv
både er upræcist og optræder med forskellige betydninger
og desuden let forleder til en deterministisk tankegang. I
min optik har begrebet social arv aldrig rummet en sådan
deterministisk tankegang. Dette peger på betydningen af
det teoretiske perspektiv, det paradigme, hvorigennem man
5

etragter begrebet. Selv om jeg har taget ovennævnte
kritikpunkter op i mit projekt, har projektets hovedsigte dog
primært været at vise, hvordan social arv vil kunne
udforskes gennem anlæggelsen af et kritisk realistisk
perspektiv.
Mens meget af den hidtidige forskning i social arv
hovedsagelig har været præget af et videnskabsteoretisk
udgangspunkt i den positivistiske tradition, vil jeg med
skiftet til kritisk realisme understrege en alternativ måde at
forstå begrebet på, nemlig som en social proces og ikke som
en statistisk sammenhæng mellem variable. Samtidig åbner
den kritisk realistiske tilgang op for en forståelse af social
arv, hvor udfaldet af sådanne processer ikke ses som
determinerede, men som kontingente, dvs. hverken
nødvendige eller umulige. Hvorvidt et bestemt udfald
indtræffer, vil i vidt omfang afhænge af kontekstuelle
forhold, dvs. forhold, som medvirker til at formidle bestemte
udfald. Kritisk realisme sætter hermed fokus på samspillet
mellem en lang række mekanismer, hvis interaktion i de
enkelte tilfælde afgør, hvad der kommer til at ske.
Projektet er gennemført på Socialrådgiveruddannelsen, Den
Pædagogisk Socialfaglige Højskole i VIA University College, i
tidsrummet fra februar 2009 til februar 2010 på grundlag af
en bevilling fra Videncenter for Socialpædagogik og socialt
arbejde. Jeg vurderer dog, at projektet vil have en bred
interesse i mange af de professioner, som indgår i VIA. Jeg
takker alle kolleger, frem for alt Abbas Amanzadeh, som har
støttet og inspireret mig i arbejdet. Ligeledes takker jeg alle
studerende på Socialrådgiveruddannelsen, og specielt
deltagerne i fordybelseskursus 3b om Vidensproduktion i
6

socialt arbejde, som på forskellig vis har bidraget til
udviklingen af mine opfattelser og ansporet mig i arbejdet.
Aarhus, marts 2010
Svend Aage Andersen
7

Abstract
The purpose of this study is to illustrate the point that
methodology matters! I want to point to the necessity for
researchers to explicate and account for the methodological
and theoretical point of view that are guiding their research.
I try to illustrate how different theoretical perspectives will
implicate different understandings of the phenomenon in
question and different understandings of the causes behind
the phenomenon. My subject is the social problem in Scandinavian
social research called “social inheritance”, the social
transmission of social problems from one generation to
another, connected with the reproduction of social inequality.
In my analysis I contrast a positivist, empirical analytical
approach with a critical realist approach. I argue for the
many advantages of the later and illustrate the approach by
an analysis of a concrete social problem, i. e. violent behaviour
among young girls. As a means of questioning the accusation
that has been raised against the concept of “social
inheritance” by Danish scholars that the concept is “deterministic”,
I endeavour to see social inheritance as a lifelong
process. I connection with my endeavours to clarify and redefine
the concept I discuss the concept of “vicious circles”
– and explicitly draw on the British debate on “circles of
deprivation” versus “circles of inequality”. It is my argument
that the latter will be able to draw attention to the structural
– and contextual – factors that the mentioned Danish researchers
find missing in the concept of “social inheritance”.
My point is that precisely the critical realist approach is able
to do this, by identifying the interaction between several different
mechanisms in the interplay between enabling and
disabling mechanisms.
Key Words: social inheritance, critical realism, theoretical
perspectives, generative mechanisms.
9

1. Problemstilling
Udgangspunktet for mit projekt, der er gennemført i regi af
Videncenter for Socialpædagogik og Social Arbejde i Pædagogisk-Socialfaglig
Højskole, er den kritik, der har været
rejst mod begrebet social arv. Begrebet ”social arv” har en
lang tradition bag sig og er trods kritik stadig et ofte anvendt
og aktuelt begreb. På trods af dets popularitet er det
dog et meget omstridt og omdebatteret begreb. Det er således
gennem de senere år blevet stærkt kritiseret, først af
svenskeren Bo Vinnerljung (1998), dernæst af den danske
sociolog Morten Ejrnæs, der har anklaget det for ikke blot at
være ”upræcist”, men også ”deterministisk” (Ejrnæs 1999).
Ejrnæs ønsker i sidste ende begrebet afskaffet som et fagligt
begreb og mener, at det i stedet bør udskiftes med alternative
begreber som ”chanceulighed” og ”risikobørn”.
Jeg har selv indgået i den debat, der har været om begrebet,
og har i et modindlæg til Morten Ejrnæs´ angreb på
begrebet i en artikel i tidsskriftet Social kritik forsøgt at forsvare
det (Andersen 2000). Mit forsvar er især begrundet i,
at jeg ikke ser den ”determinisme” i begrebet, som Ejrnæs
og andre synes at knytte uløseligt til det. Ejrnæs har senere
– sammen med andre – gentaget kritikken af begrebet i bogen
Social opdrift – social arv (Ejrnæs, Gabrielsen og Nørrung
2004). Såvel deres undersøgelse som argumentation
hviler dog i udstrakt grad på en kvantitativ tilgang og en logisk
positivistisk videnskabsteoretisk position (som de ganske
vist ikke noget sted eksplicit ”bekender” sig til). Begrebet
”social arv” afvises således i høj grad ud fra en argumentation
om, at den sociale arv ikke forekommer så hyppigt,
eller med en sådan lovmæssighed, som den burde, for
at et sådant begreb skulle være berettiget. Der er på denne
måde, for mig at se, en form for selvmodsigelse eller ”cirkelslutning”
i argumentationen. Med andre ord ville begrebet
ud fra en sådan argumentation være berettiget, dersom
alle (100 %), der var opvokset under socialt belastende vilkår,
faktisk blev ramt af den sociale arv, forstået som børn,
10

der får problemer af samme sværhedsgrad som forældrene.
Så ville der jo være tale om en uafvendelig lovmæssighed.
Under alle omstændigheder argumenterer Ejrnæs et al. for,
at ”social arv” er et langt mindre hyppigt forekommende
fænomen, end tilhængerne af begrebet synes at antage.
Begrebet bliver således ”farligt”, når brugerne af det antager,
at der ligger en nødvendighed i det, dvs. når de forudsætter,
at bestemte børn ”mekanisk” arver deres forældres
problemer. Deres argumentation går efterfølgende primært
på med udgangspunkt i kvantitative og statistiske analyser
at påvise, at den sociale arv ikke optræder med en sådan
hyppighed, at der kan være tale om noget fast mønster,
snarere tværtimod! Altså: Kan man ikke iagttage den antagne
faste sammenhæng mellem de to variabler, forekomsten
af sociale problemer hos forældrene og gentagelsen af
dem hos børnene, ja så eksisterer den sociale arv ikke! En
sådan tankegang hviler efter min opfattelse ikke blot på en
for overfladisk empiristisk ontologi, men også på en for
snæver binding af undersøgelsesdesignet til en kvantitativ
tilgang.
Mit hovedanliggende er imidlertid ikke at komme med et nyt
forsvar for begrebet, men at applicere en kritisk realistisk
tilgang på social arv og herigennem argumentere for vigtigheden
af eksplicit at redegøre for og relatere sine undersøgelser
til de metodologiske og videnskabsteoretiske positioner,
der ligger bag ved dem.
1.1. Kritisk realisme
Mit projekt tager udgangspunkt i en opfattelse af, at en
kvantitativ tilgang til social arv som eneste tilgang er utilstrækkelig.
En virkelig indsigt i social arv forudsætter efter
min opfattelse en kvalitativ tilgang, dvs. at man også undersøger
socialt arv ud fra kvalitative metoder. Det er således
karakteristisk for kritisk realisme, at man ud fra denne
tilgang undersøger årsagssammenhænge ud fra kvalitative
metoder snarere end ud fra kvantitative metoder (jfr. fx
11

Sayer 2000: 21). De kvantitative undersøgelser kan kun afdække
sammenhænge mellem variable og kan derfor kun
utilstrækkeligt afdække, hvad der fører til hvad. De åbner
ikke – eller åbner kun i begrænset omfang - op for ”den sorte
boks”, som udgør de virkelige processer mellem input og
outcome. De kvantitative undersøgelser afdækker ”statistiske
sammenhænge”, men ikke virkelige årsagssammenhænge.
Som et modererende forhold må det dog medgives,
at man i empirisk analytiske tilgange også kan inddrage sociale
mekanismer og såkaldte ”mellemkommende variabler”,
hvilket i nogen grad imødegår min kritik.
Det er imidlertid min påstand, at det kun er gennem en kvalitativ
tilgang, at man for alvor vil kunne opnå en mere
dybtgående indsigt i ”den sociale arvs onde cirkel”, og herunder
afdække den sociale arvs generative mekanismer.
Det er således karakteristisk, at Ejrnæs et al. ikke taler om
”den sociale arvs onde cirkel”, men kun om ”den sociale
arv” og tilmed i en snæver, individualiserende forståelse
som den, at social arv er ”overførsel af sociale problemer fra
forældre til børn” (Ejrnæs et al. 2004: 48).
Det er en central indsigt i den videnskabsteoretiske position,
som kaldes kritisk realisme, at kausalmekanismer langtfra
altid bliver aktiveret og således langtfra altid behøver at få
de virkninger, som man eventuelt måtte antage, at de ville
få.
Dette hænger snævert sammen med, at de pågældende
mekanismer ikke virker i noget tomrum, men altid i bestemte
kontekster. Man kan – i modsætning til centrale antagelser
i den positivistiske tradition – ikke isolere de variabelsammenhænge,
man ønsker at studere. Variablerne befinder
sig i et åbent system med en kompleks virkelighed, som
indvirker på deres samspil. De må derfor altid betragtes i
deres kontekst. I disse kontekster kan der meget vel befinde
sig såvel befordrende som modvirkende mekanismer. På
den ene side kan de modvirkende mekanismer, når vi taler
om social arv, meget vel medføre, at følgerne af den sociale
12

arv aldrig viser sig, dvs. udebliver. Det vil da fremtræde,
som om der ikke foreligger nogen social arv. På den anden
side kan en række befordrende mekanismer – f.eks. sortering
i skolen, arbejdsløshed, boligmangel, osv. – være udslaggivende
for, at en given person netop bliver ramt af den
sociale arv, dvs. får problemer i lighed med forældrene. Sådanne
faktorer ikke blot medvirker til, at den sociale arvs
virkninger sætter sig igennem, men kan måske i mange tilfælde
være afgørende for, hvorvidt det sker.
Denne forståelse indebærer, at man for at forklare en given
effekt (outcome) – eller dens udebliven – må identificere de
mekanismer, som indvirker på det, der ligger til grund for
den (input), eller udløser den.
Denne forståelse, der her er skitseret i utilladelig kort udgave,
er primært udviklet inden for den videnskabsteoretiske
retning, der kaldes ”kritisk realisme” (se fx Buch-Hansen &
Nielsen 2005 og Andersen 2007). Morten Ejrnæs og Jens
Guldager nærmer sig selv en sådan position i deres nyeste
bog, Helhedssyn og forklaring (2008). Det væsentlige for
tilgangen er, at man må tænke kontrafaktisk, dvs. gå bag
om det empirisk observerbare, dersom man skal kunne afdække
virkeligheden i sin dybdedimension. Det er således
afgørende, at de generative mekanismer, som frembringer
de empiriske begivenheder, ofte er kræfter, strukturer og
tilbøjeligheder, som ikke er umiddelbart observerbare. Ud
over det empiriske og det faktiske domæne, dvs. erfaringer
og begivenheder, rummer virkeligheden således et dybere
domæne, som også er virkeligt.
Der er her tale om et perspektiv, som anlægger en helt anden
forståelse af problematikken end såvel på den ene side
positivismen som på den anden side konstruktivismen. Dette
perspektiv vil efter min mening kunne tilføre diskussionen
nogle nye dimensioner og dermed bidrage til teori- og metodeudviklingen
i udforskningen af sociale problemer. Bl.a.
mener jeg, denne tilgang vil kunne tage højde for nogle af
13

de problemer, som måtte ligge i Morten Ejrnæs´ påstande
om en indbygget determinisme i begrebet social arv.
1.2. Social arv som proces
I min argumentation vil jeg inddrage begrebet om den sociale
arvs ”onde cirkel”, som har været knyttet til begrebet
siden dets fremkomst, og som bl.a. er blevet brugt i den
britiske forskning. Begrebet om ”onde cirkler” ser jeg som
kontrast til ”determinismen”, dvs. den tankefigur, Ejrnæs m.
fl. opfatter som knyttet til begrebet. Forestillingen om processen
som en ”ond cirkel” åbner, som jeg ser det, op for en
mere kompleks opfattelse af fænomenet og for en langt mere
procesorienteret opfattelse af et kontingent forløb. Selv
om man også i kvantitativ og positivistisk orienteret forskning
har været opmærksom på mangfoldigheden og kompleksiteten
i de bagvedliggende årsagsfaktorer, tilbyder den
kritiske realisme en problemforståelse, som er helt anderledes
sensitiv overfor det processuelle aspekt og det komplekse
samspil mellem mange faktorer i afdækningen af,
hvad der genererer det studerede fænomen. Det er som
om, kritikkerne af begrebet social arv helt har glemt begreberne
om ”onde cirkler”, som ellers er meget anvendte i den
sociologiske forskning.
I den britiske forskning taler man både om en ”deprivationscirkel”,
og om en ”ulighedscirkel” (jfr. Field 1974 og
1981, Coffield 1980, og Jones 1994). I de to begreber ligger
der en forskellig problemforståelse, og det er især begrebet
om en ulighedscirkel, som med fordel kan kombineres med
en kritisk realistisk tilgang. ”Deprivationscirklen” giver således
en individualistisk forklaring på fattigdom og ulighed,
idet den betragter fattigdom som resultatet af de fattiges
egne mangler og utilstrækkeligheder, lav intelligens, dårlige
sundhedsvaner, manglende færdigheder og motivation.
Mangelfuld socialisering i familien (problemfamilier) er i
denne tilgang hovedforklaringen på, at problemerne reproduceres
i næste generation. Heroverfor står den forståelse,
som knytter sig til ”ulighedscirklen”, der bygger på en mere
14

strukturel opfattelse af årsagsforholdene. Tilhængere af
denne tilgang har således blik for strukturelle påvirkninger i
form af bl.a. lønninger, beskæftigelse og arbejdsbetingelser.
Ifølge denne forståelse kan de individualistiske forklaringer
ikke stå alene, men må suppleres med strukturelle forklaringer.
Idet individuelle valg i høj grad bliver formet af
strukturelle pres, bliver de ulige betingelser og muligheder
reproduceret i uddannelse, arbejde, beskæftigelse og familieliv
(Coffield 1980, Jones 1994: 242). Begrebet ”cycle of
inequality”, der er udmøntet af Frank Field i 1974 i Unequal
Britain: A Report on the Cycle of Inequality (s. 62), kan ses
som et begreb, der er foreneligt med en kritisk realistisk
inddragelse af den historiske og sociale kontekst, og herunder
de strukturelle faktorer, som er afgørende for, hvilke
mekanismer, der aktiveres. Mens ”deprivationscirklen” kan
knyttes til en strukturfunktionalistisk perspektiv, kan ”ulighedscirklen”
knyttes til et konfliktteoretisk og marxistisk inspireret
perspektiv.
Det mere snævre begreb om ”deprivationscirklen” bygger i
vid udstrækning på en individualistisk og adfærdsfikseret
forståelse af årsagssammenhængene, og det harmonerer
dermed langt hen med den opfattelse, som Ejrnæs mener,
der ligger i det Jonssonske begreb om ”social arv”. Ifølge
Ejrnæs et al. rummer dette begreb ”en skæv opfattelse af,
at forældrenes problemer er hovedårsag til børns sociale
problemer” (Ejrnæs, Gabrielsen, Nørrung 2004: omslaget).
Det kan tænkeligt være en meget fremherskende opfattelse
i befolkningen, og måske endda hos en del socialrådgivere,
at det forholder sig sådan, som Ejrnæs et al. mener at påvise
det. Det behøver dog langtfra være den styrende opfattelse
i den faglige, videnskabelige undersøgelse af fænomenet.
Man må her som udgangspunkt omhyggeligt skelne
mellem hverdagssprog og fagsprog, hverdagsbegreber og
videnskabelige begreber. I den videnskabelige tilgang kan
man udmærket tage udgangspunkt i den forståelse, der
fremgår af ”ulighedscirklen” – og dermed få de strukturelle
faktorer med, sådan som Ejrnæs et al. efterlyser det (fx
Ejrnæs et al. 2004: 47ff).
15

1.3. Det teoretiske perspektivs betydning
Mit mål i projektet er at påvise vigtigheden af, at undersøgelser
ekspliciterer deres metodologi og hermed også deres
videnskabsteoretiske position. Den benyttede metode har
en helt afgørende betydning for, hvilket resultat man kommer
frem til i undersøgelsen: Som Jesper Jespersen siger,
så er ”valget af metodologi simpelthen styrende for, hvilke
analytiske resultater, der nås (…)” (Jespersen 2004: 170).
Når det valgte teoretiske perspektiv (og den dermed sammenhængende
problemforståelse og undersøgelsesmetode)
ikke fremlægges, bliver det vanskeligt at gennemskue - og
dermed forholde sig kritisk til - den pågældende undersøgelse.
Når eksempelvis Ejrnæs et al. efterlyser en entydig
definition af begrebet social arv, overser de således, at forskellige
teoretiske perspektiver vil definere begrebet forskelligt
– og dermed også forstå problemstillingen forskelligt. I
lighed med, hvad der gør sig gældende for andre centrale
begreber, som fx kultur, fattigdom og ”sociale problemer”,
vil der være flere forskellige konkurrerende forståelser af
social arv. Hele denne problematik, som også vedrører
kampen om ”definitionsmagten”, overses tilsyneladende af
Ejrnæs et al. (2004).
Dette fører mig frem til min problemformulering.
1.4. Problemformulering
Hvordan kan kritisk realisme som (meta)teoretisk perspektiv
tilbyde en forståelse, som imødegår den kritik, der har
været rejst imod begrebet ”social arv” for at være ”deterministisk”?
1.5. Afgrænsning og opbygning
Social arv handler centralt om konsekvenser af belastninger
i børns opvækstforhold. Belastningerne medfører problemer
i børnenes livssituation og har betydning for deres livschan-
16

cer. Der kan imidlertid være tale om social arv inden for
mange forskellige områder (sundhed og sygdom, uddannelse,
social position, etc.), og dermed mange forskellige former
for social arv. Der kan således være tale om mangfoldige
former for udtryk for – eller følger af – social arv. Dette
hænger sammen med, at man ikke bare generelt må se social
arv i forbindelse med ”dårlige opvækstbetingelser” og
”belastende sociale vilkår”, men for at forstå dens ytringsformer
og de specifikke mekanismer, som udløser dem, i
hvert enkelt tilfælde må identificere de konkrete belastninger
og ”risikofaktorer”, som barnet udsættes for og reagerer
på (jfr. begreber om resiliens og mestringsstrategier). Endvidere
må det til enhver tid specificeres, hvad begrebet social
arv bruges til: Er det eksempelvis til at forklare, hvorfor
et individ får bestemte problemer, eller bruges det som delforklaring
på, at fattigdom i samfundet reproduceres. I det
første tilfælde handler det om en forklaring af et individuelt
problem, i det andet om et samfundsmæssigt problem
(f.eks. fattigdom). Social arv hænger i første række uløseligt
sammen med fattigdom og social ulighed, men er desuden
blevet brugt om andre sammenhænge så som arv af
misbrug, arv af voldelig adfærd, arv af suicidal adfærd, osv.,
fænomener, som måske ikke nødvendigvis altid har en baggrund
i fattigdom eller social ulighed. Der bliver hermed tale
om en ”udvidet” brug af begrebet.
Jeg har derfor som eksempel valgt indledningsvis at illustrere
dette ved at tage en konkret aktuel problematik omkring
unge piger med voldelig adfærd.
Ejrnæs et al. har i Social opdrift – social arv anvendt en definition
af social arv som ”overførsel af sociale problemer fra
forældre til børn” eller ”at børnene arver forældrenes problemer”
(Ejrnæs et al. 2004: 48, 8, 18, 19, 26, 48, 56, 85,
87, 124, 137, 157, 245, 257). Da det forekommer mig at
være en alt for snæver og individcentreret tilgang, vil jeg
undersøge, om det nu også er den definition, der bruges i
den danske forskningstradition. Jeg vil derfor i kapitel 2 søge
at afdække de definitioner og forståelser af begrebet,
17

som findes i den danske litteratur om begrebet inden for en
række fag og forskningsområder. Jeg vil herunder desuden
forholde mig til, hvorvidt begrebet i disse fremstillinger indebærer
en sådan ”automatik” og ”determinisme”, som det
er blevet hævdet. Det overordnede spørgsmål i diskussionen
er her, hvorvidt social arv i det hele taget kan forstås som
en determineret eller deterministisk proces. Det er min opfattelse,
at social arv på ingen måde kan forstås som prædetermineret,
men tværtimod må ses som en kontingent
proces. Jeg vil i forlængelse heraf argumentere for, at begrebet
social arv hverken kan - eller bør - afskaffes.
For om muligt at finde støttepunkter for en sådan forståelse
af begrebet vil jeg i kapitel 2 og 3 gennemgå først den danske
forskningstradition (kapitel 2) og dernæst den udenlandske,
dvs. britiske og amerikanske (kapitel 3), og se på,
hvordan begrebet her er blevet brugt. Via denne gennemgang
vil jeg forsøge at gøre det klart, hvordan jeg vil forstå
begrebet. Til sidst vil jeg i kapitel 4 vende tilbage til, hvordan
social arv vil kunne studeres ud fra en kritisk realistisk
tilgang.
1.6. Et konkret empirisk eksempel
For at anskueliggøre vigtigheden af at præcisere, hvilket
område, man beskæftiger sig med, og hvilket fænomen,
man har til hensigt at forklare, vil jeg her skitsere, hvordan
man kan analysere en aktuel problematik omkring unge piger
med voldelig adfærd dels ud fra begrebet social arv og
dels ud fra et kritisk realistisk perspektiv. Jeg afgrænser mig
altså her til en bestemt problematik, som vedrører social arv
af voldelig adfærd.
”Voldelige piger kommer ofte fra voldelige hjem”, hed det i
en artikel i 24 timer torsdag den 15. januar 2009:
”Mange af de voldelige piger har haft en barsk opvækst. Det
forklarer kriminolog Annalise Kongstad, der netop har lavet
en undersøgelse om voldelige piger.”
18

”De fleste af pigerne har masser af problemer og har selv
oplevet vold derhjemme gennem barndommen, og det har
stor betydning for, hvorfor de selv bliver voldelige. Det gælder
også de drenge, der er voldelige,” siger hun.”
Lederen af pigegruppen på Saxogade Gyda Heding: ”Indsatsen
skal gøres ude i de belastede familier. Det er vores erfaring
i Pigegruppen, at langt de fleste piger, der begår vold,
selv er blevet udsat for vold i deres familier, og det derfor er
den sociale arv, der spiller ind.”
(24 timer, den 15. 1. 2009)
Disse udtalelser giver anledning til at pege på to ting: Dels,
at man, når man taler om ”social arv”, må være meget opmærksom
på, hvad det er for et problem, det drejer sig om.
In casu: piger, der handler voldeligt (slagsmål med og overfald
på andre piger). Der kan nemlig være tale om ”social
arv” på mange andre områder, fx i forbindelse med misbrug
eller manglende uddannelse. Når jeg understreget dette, er
det primært fordi, der meget vel kan være tale om forskellige
former for social arv på de forskellige områder, selv om
man ofte vil finde en del af forklaringen på adfærden i de
opvækstforhold, som de pågældende har gennemlevet. Men
man må altså her sondre nøje mellem, hvad det er for problemer,
man taler om.
Dels vil jeg også pege på en væsentlig sondring mellem det
problem, som observeres, og så de generative mekanismer,
som skaber problemet. I dette tilfælde er volden problemet
og den sociale arv måske snarere en af de mekanismer,
som fører til problemet.
Måske er social arv i sig selv blevet opfattet som et socialt
problem (hvad den jo også er), men jeg er her på vej til at
se social arv ikke blot som et socialt problem i sig selv, men
snarere som en mekanisme, der kan udløse eller generere
et socialt problem.
19

Denne mekanisme eller disse mekanismer – og eventuelle
modvirkende mekanismer – bør i hvert enkelt tilfælde undersøges
nøjere. Med hensyn til problemet voldelige piger:
hvordan kan oplevelse af vold i opvækstfamilien (input) føre
til, at pigerne selv bliver voldelige (outcome)? Eller måske
mere korrekt: hvad er det, der gør, at man ved at være udsat
for vold i barndommen bliver mere tilbøjelig til selv at
agere voldeligt? Kan en læringsteoretisk tilgang forklare
denne mekanisme: De voksne bliver en slags rollemodeller
for barnet. Barnet lærer i opvæksten at godtage forældrenes
adfærd som acceptable måder at reagere på. Derfor
griber de selv til tilsvarende adfærdsformer, når de står i situationer,
som kræver (udløser) en (aggressiv) respons?
Betingelsen for pigernes voldelige adfærd er i denne forklaring,
at pigerne kommer til at indgå en kontekst (en situation),
som udløser eller aktiverer kræfter, dispositioner eller
tilbøjeligheder, der hænger sammen med opvæksten, men
som under andre omstændigheder ikke ville være kommet
til udtryk.
Eksisterer der reelt en sådan sammenhæng mellem at have
oplevet vold i barndommen og selv udføre voldelige handlinger
som ung, eller er det en alt for forenklet opfattelse?
Hænger de voldelige pigers situation og adfærd ikke så
snævert sammen med den vold, de har oplevet i barndommen,
men mere generelt med de belastninger, som de i
barndommen har været udsat for? Kan disse belastninger
have medført en sårbarhed og højere grad af udsathed end
hos piger, som ikke har været udsat for sådanne belastninger?
Måske har forældrene kun i utilstrækkelig grad magtet
at oplære dem i verbale redskaber til at håndtere konfliktsituationer
med?
Der kan være tale om mangler og belastninger af forskellig
anden art end vold, fx økonomiske belastninger, arbejdsløshed,
osv. Det nævnes, at pigerne har været udsat for ”en
barsk opvækst” og ”belastende” forhold. Fænomenet med
voldelige piger forudsætter med andre ord social ulighed og
strukturelle faktorer. Måske kunne man med Johan Galtungs
20

egreb sige, at pigerne i deres opvækstvilkår har været udsat
for en ”strukturel vold”.
Samtidig er forklaringen med, at pigerne selv har været udsat
for vold i barndommen, jo næppe hele forklaringen, idet
der jo givetvis er mange, der i barndommen bliver udsat for
vold, men ikke selv bliver voldelige. Altså kræves der ud
over den initiale disponering (de har i højere grad end andre
lært, at vold kan være en måde at håndtere bestemte situationer
på) nogle yderligere udløsende faktorer, som fx hænger
tæt sammen med pigernes aktuelle livssituation og interaktionsmønstre.
Der kan her være tale om nogle generative
mekanismer, som spiller sammen med de disponeringer
(”habitus”), som tilvejebringes gennem opvækstbetingelserne.
Der må således sondres mellem disponeringer, som
hænger sammen med opvækstbetingelser og forældrenes
placering i samfundsstrukturen, og så faktorer, der knytter
sig til pigernes aktuelle livssituation - og dermed de aktuelt
rådende samfundsstrukturer. Det kan eksempelvis være
manglende uddannelse eller manglende udsigt til at opnå
tilknytning til arbejdsmarkedet. En sådan situation kan, i
kraft af den frustration, den indebærer, tænkes at være en
bagvedliggende årsag til volden.
Måske indgår der i pigernes aktuelle situation andre pres,
end dem, vi hører om i citaterne ovenfor, og måske er det i
høj grad sådanne situationelle pres, der udløser den voldelige
adfærd. Står pigerne uden uddannelse og arbejde, hvilke
krav og forventninger stilles der fra kammeratgruppen, og
hvordan interagerer pigerne generelt med forældre, kammerater
og myndigheder? (Jfr. også Pernilles beretning i
Lauritzen & Ros 2004: 115-124, lærer Mette Severins beretning
i Søndergaard 2005: 87ff, og interviewet med Zenia
i Søndergaard 2006).
Den læringsteoretiske tilgang forekommer at være ét ud af
flere relevante perspektiver. I gratisavisen Urban torsdag
den 12. februar 2009 hedder det således i en artikel af Julie
Kofoed: ”Mange unge med indvandrerbaggrund opdrages
21

med fysisk afstraffelse. Vold bliver derfor en acceptabel måde
at reagere på.” I artiklen hedder det videre: ”Fysisk afstraffelse
opfattes som en helt naturlig del af opdragelsen i
mange indvandrerfamilier og kan i nogle tilfælde være skyld
i, at børnene senere i livet selv udøver vold.” Om vold i
hjemmet siger formand Jette Bergenholz Bautrup, at det er
”noget, der giver ar på sjælen”. ”Man bliver følelsesmæssigt
afstumpet af at blive slået af sine forældre, og det medfører
koncentrationsbesvær, som har en betydning for indlæringen.
Selvværdet forsvinder, og børnene bliver meget usikre
på sig selv, og derfor lader de sig nemmere friste af fællesskabet
i de kriminelle og ekstremistiske grupper, ” siger
psykolog Nicolai Sennels, der igennem ti år har beskæftiget
sig med unge med sociale vanskeligheder. ”Det er primært
far, der slår, og børnene spejler sig i ham. De lærer, at vold
er en acceptabel måde at reagere på. Og det kan betyde, at
de selv bliver voldelige senere hen,” tilføjer Nicolai Sennels.
(Urban den 12. 2. 2009, mine fremhævelser, SAA).
Udtalelserne fra såvel Bautrup som Sennels tyder på, at udsatte
børn kan ”arve” magtesløshed, sådan som Jonsson i
sin tid gjorde opmærksom på (Jfr. Jonsson 1969: 10). Forringet
selvværd og usikkerhed kan ses som udtryk for
”magtesløshed” (Seligman taler specielt om ”tillært hjælpeløshed”).
De voldelige afstraffelsesformer har i ovenstående
tolkning ikke kun umiddelbare, men specielt langsigtede
konsekvenser (”ar på sjælen”, ”afstumpning”, ”koncentrationsbesvær”).
Der åbnes altså med disse stikord op for at
kigge på processerne i den ”sorte boks” mellem input (afstraffelserne)
og outcome (volden hos børnene). Vi kan måske
her identificere nogle af de psykiske og sociale mekanismer,
som fører til den senere vold hos det barn, som har
mødt vold i hjemmet.
Alligevel er det læringsteoretiske perspektiv for snævert,
idet det udelukkende fokuserer på det psykiske og det interaktionistiske.
Det inddrager således ikke rammerne og baggrunden
for volden. I en anden artikel af Julie Kofoed udtaler
stand up-komikeren Omar Marzouk således, at der ”ikke
22

er tvivl om, at fysisk afstraffelse er meget mere brugt i indvandrefamilier
end hos etniske danskere.” Hermed ledes
opmærksomheden hen på baggrundsvariablen kultur og
måske også ”social baggrund”, ”social situation” eller decideret
”social klasse”. Omar Marzouk giver i samme artikel
udtryk for, at ”Vold er et kulturelt problem hos nogle indvandrefamilier”,
ligesom han også mener, ”at forældrene
handler i afmagt, når de slår deres børn”. I min fortolkning
udspringer volden altså af én afmagtssituation, forældrenes,
der formidles videre til en anden afmagtssituation, afmagt
hos børnene.
Ifølge integrationskonsulent Manu Sareen gør problemet sig
primært gældende i ”den etniske underklasse” (jfr. hvad jeg
ovenfor har nævnt om social klasse). Sareen siger endvidere:
”Dels spiller det en rolle, at disse familier har sociale
problemer og derfor nemmere ’slår på tæven’, men kulturen
spiller også en rolle.” (Urban den 12. 2. 2009).
Det bliver derfor relevant at spørge om, hvordan denne afmagtssituation
er opstået. Den hænger i min forståelse
snævert sammen med den udsatte sociale position, som
mange familier med anden etnisk herkomst, indtager i det
danske samfund (Se hertil fx Morten Ejrnæs´ fortrinlige
analyse af de generative mekanismer, der på mange niveauer,
har skabt flygtninge/indvandreres vanskelige livsbetingelser
i det danske samfund (Guldager & Ejrnæs 2008:
163-171).
Familier med sociale problemer, altså ”ressourcesvage” familier,
befinder sig tydeligvis i en anden social situation end
mere ressourcestærke familier. Hermed peges der på, at
familiens sociale situation kan ses som en mere afgørende
faktor end dens kulturelle baggrund. De to faktorer kan dog
være tæt sammenhængende, idet mange familier fra etniske
minoriteter som følge af en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet
har en betydelig reduceret levestandard (jfr.
fx Guldager & Ejrnæs 2008: 163ff). Samtidig viser eksem-
23

plet, at den individuelle adfærd ikke kan forstås isoleret fra
de strukturelle forhold, som indvirker på den.
Der kan her siges meget mere om såvel kulturen (bl.a. patriarkalske
familiemønstre) og de sociale forhold (fx arbejdsløshed,
dårlig økonomi og dårlige boligforhold), som spiller
en rolle, dvs. de forhold, der skaber afmagten og frustrationen
hos de forældre, der handler voldeligt overfor deres
børn (slår med fx ”et bælte eller et rap over fingrene”). Kan
afstraffelsespraksis forstås udelukkende ud fra de etniske
minoriteters kulturbaggrund, eller virker den fattigdom og
den udsatte sociale situation, som mange fra etniske minoriteter
befinder sig i, befordrende for en voldelig adfærd? Man
kan let forestille sig, at en far, som på grund af arbejdsløshed
er blevet frataget sin rolle som familieforsørger, vil have
lettere ved at blive irriteret og reagere aggressivt, end en
familiefar, der har sit på det tørre. Den adfærd, der betragtes
som overført fra den ene generation til den næste, kan
altså næppe forstås løsrevet fra den sociale situation, de
pågældende befinder sig i, eller som uafhængig af strukturelle
faktorer, som genererer arbejdsløshed og social eksklusion.
Efter således gennem et konkret eksempel kort at have
skitseret, hvad en kritisk realistisk betragtningsmåde kunne
indebære, vil jeg bevæge mig over i en diskussion af, hvordan
begrebet social arv kan defineres. I stedet for som Ejrnæs
et al. (2004) at forkaste begrebet som sådant, vil jeg
snarere optere for en videreudvikling og præcisering af begrebet.
Jeg vil i den forbindelse indledningsvis skitsere,
hvad der vil kunne ligge i at betragte den sociale arv som en
social proces frem for at se den som en ”statistisk sammenhæng”
mellem variabler, dvs. mellem problemer i den sociale
baggrund og efterfølgende problemer i børnenes liv. Hermed
argumenterer jeg for at gå bag om variablerne og gå
fra studiet af samvariation til studier af processer.
24

1.7. Social arv og undersøgelsesmetode
Den metodemæssige fremgangsmåde i den type forskning,
som har været dominerende i Socialforskningsinstituttets
undersøgelser og i social arvs-forskningen, er forenklet sagt
gennem en kvantitativ tilgang at sammenholde forældrenes
placering med børnenes placering: Hvilke statistiske sammenhænge
kan der konstateres mellem de to variabler? Den
problemforståelse, som ligger til grund for undersøgelsen,
er den, som kendes fra den forklarende forskningstype:
”Hvilke Y er konsekvenser af X?” Man skal være i stand til at
måle X (forældrenes problemer, der er den uafhængige variabel)
og Y (børnenes problemer, der er den afhængige variabel).
Man får her en tankefigur, som rummer en lineær
årsagsopfattelse, som i virkeligheden abstraherer fra hele
den proces, som ligger imellem X og Y, og dermed de omstændigheder,
der under åbne vilkår altid vil påvirke udfaldet.
Det, man afdækker, bliver de statistiske sammenhænge
og ikke de virkelige årsagssammenhænge, hvor samspillet
med utallige faktorer i konteksten skulle indgå i undersøgelsen.
Dersom man skulle afdække de virkelige årsagssammenhænge,
skulle man efter min opfattelse anlægge en hel anden
årsagsforståelse, en generativ årsagsopfattelse, hvor
man inddrager konteksten og åbner ”den sorte kasse”, som
ligger mellem X og Y. Opgaven bliver her at identificere de
generative mekanismer, som frembringer et bestemt effekt,
eksempelvis, at nogle børn, som er vokset op i belastede
familier, selv får problemer, om end ikke altid af tilsvarende
sværhedsgrad som forældrene. Til forskningsopgaven hører
en identifikation af den mængde af mekanismer, som i et
komplekst samspil afgør, med hvilken kraft den sociale arv
slår igennem. Der er her tale om såvel befordrende mekanismer
(fx eksistensen af ”sorteringsskolen” og et arbejdsmarked,
der udstøder) som modvirkende mekanismer (fx en
god daginstitution, en forstående lærer, et mere rummeligt
arbejdsmarked, osv.), der ophæver eller svækker den sociale
arvs gennemslag i form af problemer af samme sværhedsgrad
som hos forældrene. En sådan kritisk realistisk år-
25

sagsforståelse vil understrege kontekstens betydning for,
hvilke effekter den pågældende mekanisme, dvs. den sociale
arv, får. Selv om der er forhold, der determinerer (fx fattigdom),
er der intet, der er prædetermineret, dvs. skæbnebestemt
eller på forhånd givet. Altså vil man ud fra et sådant
teoretisk perspektiv ikke længere kunne tale om nogen
”automatik” eller ”determinisme”.
Hvordan et givet problem forstås, og hvordan det undersøges,
hænger således intimt sammen med det (videnskabs)teoretiske
perspektiv, det undersøges ud fra.
1.8. Valg af teoretisk perspektiv
Det er en velkendt indsigt, at et givet socialt problem vil
kunne betragtes – og analyseres – ud fra mange forskellige
teoretiske perspektiver (Se f.eks. Aadland 1997: 97-118,
Mik-Meyer & Järvinen: 2007: 13f, Guldager/Ejrnæs 1997).
Hvert perspektiv åbner op for nye sider og har styrker og
svagheder. Afhængigt af det valgte perspektiv vil der være
visse aspekter af analyseobjektet, der træder i forgrunden,
mens andre træder i baggrunden. Der vil være forskellige
problemforståelser, dvs. forskellige opfattelser af, hvordan
problemet skal forstås, og af hvad der opfattes som årsag til
problemet – og i sammenhæng hermed vil udfaldet af undersøgelsen
(analysen) blive forskellig. Forskellige teoretiske
perspektiver – og de dermed sammenhængende analysestrategier
og -metoder – fører altså til undersøgelsesresultater,
som divergerer fra hinanden. En del af denne diskussion
handler om begrebsliggørelse, dvs. hvilke begreber,
der knytter sig til de forskellige teoretiske perspektiver,
og hvordan disse begreber defineres i de forskellige tilgange.
Undertiden vil det være bedst at undersøge et studieobjekt
ud fra ét bestemt perspektiv, så man derigennem fastholder
en konsistent tilgang til studieobjektet. Undertiden vil det
være oplagt at kombinere forskellige perspektiver og metoder
for at opnå et mere udtømmende, og et mere fyldestgø-
26

ende billede af det studerende fænomen – dvs. i eller anden
forstand arbejde ud fra et helhedssyn, som er resultatet
af kombinationer af flere perspektiver (eller modeller).
Det vil dog under alle omstændigheder være hensigtsmæssigt
at synliggøre, eksplicitere, éns perspektiv mhp. at læseren
kan gennemskue, hvordan undersøgelsen er nået frem
til sine konklusioner og resultater, og så læseren kan forholde
sig kritisk til disse.
Social arv kan således studeres ud fra forskellige teoretiske
perspektiver, eller man kunne sige, at begrebet er udtryk
for et bestemt teoretisk perspektiv, nemlig et positivistisk
eller empirisk-analytisk perspektiv. Man kunne også vælge
at studere social arv ud fra Bourdieus teoretiske perspektiv.
I så fald vil arve-problematikken blive undersøgt ud fra nogle
andre begreber, nemlig frem for alt begrebet habitus
samt Bourdieus kapital-begreber. Ejrnæs m. fl. (2004) har
foreslået at undersøge arve-problematikken ud fra en tredje
vinkel, nemlig begrebet ”strukturelt betinget chanceulighed”
samt begrebet ”risikofaktorer”. Hermed ”låser” de dog efter
min mening analysen fast i en kvantitativ, empirisk analytisk
orienteret tilgang, hvor undersøgelsesmetoden bliver
”risikoanalyser”. Endvidere fjerner man fokus fra den overførelses-
eller videregivelsesproblematik, som er det centrale
i social arv-begrebet, og samtidig forsvinder betoningen
af, at de sociale forhold (menneskers levevilkår og klassebaggrund)
er vigtige, ud af selve begrebet til fordel for pointeringen
af, at nogle børn vokser op i større risiko end andre.
I nærværende analyse vil jeg vælge en fjerde løsning, nemlig
at fastholde begrebet, men at definere det på en måde,
så det ikke kan opfattes som mekanisk eller deterministisk.
Det gør jeg ud fra et kritisk realistisk metaperspektiv. Dette
perspektiv indebærer en anden videnskabsopfattelse end
positivismens, frem for alt et brud med positivismens lineære,
successive årsagsforståelse, og en anden virkelighedsop-
27

fattelse end positivismens (omfattende de tre virkelighedsdomæner:
det empiriske, det faktiske og det reale).
I forlængelse af disse indledende bemærkninger om undersøgelsesmetode
og teoretiske perspektiver vil jeg nu forsøge
at indkredse, hvad der er kriterierne på, at der kan være
tale om en social arv.
1.9. Hvornår foreligger der en social arv – definitionsforsøg
Hvis social arv defineres som overførsel (”transmission”) af
sociale problemer (belastninger) fra forældre til børn, må
man spørge, hvornår der bliver tale om social arv: med
overførelsen i barndommen, specielt den tidlige barndom,
eller når konsekvenserne af arven viser sig senere i barnets
livsforløb (dvs. når man registrerer, at barnet har fået problemer
ligesom forældrene)? Hvad er med andre ord kriteriet
på, at der er tale om social arv: Er det de påvirkninger,
der præger barnet negativt i opvækstmiljøet, eller er det
det, at påvirkningerne udgør skadelige belastninger eller
udvikler sig til problematisk adfærd senere i barnets liv? I
begge tilfælde er der tale om processer, og om processer,
som ikke kan have nogen mekanisk eller deterministisk karakter.
For så vidt social arv betegner overføringen af belastninger
eller egenskaber til barnet i socialiseringsprocessen (definition
I), vil ”arven” bl.a. bero på barnets modstandsdygtighed
og mestring af opvækstbetingelserne samt adskillige
andre faktorer, herunder mange kontekstuelle faktorer. Men
dersom man først vil tale om social arv, når der hos barnet
registreres kriminalitet, sygdom, voldelig adfærd, osv. (definition
II), vil disse fremtrædelsesformer ligeledes være afhængige
af en lang række forhold, både i barnets livshistorie
og i samfundet. Så heller ikke her vil der kunne være tale
om nogen determinisme eller mekanisk arv.
28

Ingen arver jo direkte en kriminel adfærd, selv om man
skulle være opvokset i et kriminelt hjem med en kriminel
far. Hvad man arver vil snarere være nogle indstillinger,
holdninger og evt. nogle dispositioner, som indebærer, at
man senere hen i sit liv er mere udsat for at blive kriminel.
Her er der altså behov for at undersøge, HVAD det er, børn
af kriminelle arver, og dels undersøge, hvad det er for hændelser
og forhold, der senere hen i livet bevirker, at børn af
kriminelle kan udvikle sig til selv at blive kriminelle, og hvilke
omstændigheder, der evt. modvirker en sådan udvikling.
Der er derfor både grund til at fokusere på selve transmissionsprocessen
i barndommen og til at fokusere på de processer/faktorer,
som senere hen udløser (”trigger”) den kriminelle
adfærd. Spørgsmålet bliver da, om den kriminelle adfærd
kan ses som forårsaget af den sociale arv, eller den
må ses som forårsaget af andre forhold.
Den figur, man må se for sig, når vi taler om disse definitioner,
er det billede af ”den sorte kasse” mellem den uafhængige
og den afhængige variabel, som man typisk kender fra
det kontrollerede eksperiment (Se fx Launsø & Rieper 2005:
18). Der sker her en måling før og efter den eksperimentelle
intervention, og mens ovenstående definition I fokuserer på
inputtet før processen, retter fokus i definition II sig mod
outcome, effekten af påvirkningen. Men vi har stadigvæk en
”black box” imellem de to variabler, indsats og effekt. Denne
må afdækkes, for at vi rigtig kan forstå, hvad der sker.
For så vidt social arv for det tredje defineres som sammenhængen
mellem opvækstforhold og konsekvenserne heraf i
voksenlivet (sammenhængen mellem input og outcome, jfr.
Ekspertgruppen: 11), bliver det vigtigt at identificere de kanaler
ad hvilke påvirkningerne fra opvæksten fører til konsekvenserne
i voksenlivet. Der kommer herved et fokus på
mekanismer, som kan befordre gentagelse af forældrenes
problemer (hhv. forhindre, at det sker).
Når social arv defineres som sammenhænge, bliver en statistisk
tilgang, som kan afdække disse, oplagt for en påvis-
29

ning af omfanget af social arv. Men det er her vigtigt, at
konstateringen af sådanne variabelsammenhænge ikke afdækker
de processer, der formidler social arv, og ikke afdækker,
hvilke processer, der fører til de pågældende konsekvenser
(reproduktion af problemet). Eksempelvis giver
de kvantitative tilgange ingen indsigt i, hvilke strategier de
konkrete individer bruger i håndteringen af de belastninger,
de er udsat for.
Når vi skal studere disse processer og langsigtede virkninger
af ”arven”, må vi nødvendigvis inddrage de sociale kontekster,
som de pågældende færdes i, og dermed også de sociale
mulighedsstrukturer, som foreligger. Vi må altså ikke
blot inddrage de socialhistoriske kontekster, som processerne
på mikroniveau er indlejret i, vi må desuden også være
opmærksomme på modvirkende mekanismer, som kan
medføre, at konsekvenserne eventuelt aldrig viser sig.
Med andre ord: hvornår er det, vi kan tale om en social arv?
Er social arv det, som barnet modtager i opvæksten fra
forældre og opvækstmiljø (belastninger, prægninger), dvs.
det, der overføres på barnet (definition I)? Her må vi lige
have med, at det danske ord ”arv” gør barnet til passiv
modtager og ser bort fra barnets mestring og strategier
(barnets medvirken og selvudformning), mens det engelske
ord ”transmission” betoner aktivsiden, at der sker en overførsel,
og at nogen spiller en aktiv rolle i den proces. Især
socialisationsforskningen belyser, hvordan denne transmission
af værdier og holdninger finder sted, bl.a. gennem imitation
af beundrede rollemodeller (Bandura).
Eller er der først tale om social arv, når barnet senere, evt.
først som voksen person ”rammes” af nogle af de konsekvenser,
som arven har (kriminalitet, sygdomme, osv.), jfr.
Defition II? Hvis vi følger denne opfattelse, må der anlægges
et livshistorisk perspektiv, når man skal undersøge social
arv. Forskere, som har haft denne forståelse af social arv,
vil som følge heraf satse på såkaldt ”longitudinelle undersøgelser”
med sti-analyser, hvorigennem man søger at afdæk-
30

ke ”vejene ad hvilke” en given population når frem til de
pågældende udfald (jfr. fx Duncan et al. 1997, 1998).
Hvis vi definerer ”social arv” som den proces, der beskrives i
definition I, kunne man måske betragte det forløb, der søges
afdækket i definition II som ”den sociale arvs onde cirkel”
(det være sig i form af ”afsavnscirkel” eller ”ulighedscirkel”)
eller som den sociale arvs langsigtede konsekvenser.
I ingen af de to tilfælde vil det imidlertid være muligt at
indsnævre forståelsen til, at ”børn arver deres forældres
problemer”, eftersom begge processer indebærer inddragelsen
af hele opvækstmiljøet og den sociale kontekst, hvis de
skal kunne forstås på en adækvat måde.
Med den tredje definition (definition III), som betoner sammenhængen
mellem input og outcome, bliver det nødvendigt
med en belysning af såvel proces 1 (transmissionen)
som proces 2 (udløsningen af de langsigtede konsekvenser,
der jo vil være kontingente, dvs. hverken nødvendige eller
umulige), samt forløbet imellem de to processer. Forbindelsen
mellem de to processer kan efter min opfattelse ikke afdækkes
via en statistisk analyse, men fordrer et intensivt
design.
Jeg vil mod slutningen vende tilbage til disse definitionsforsøg.
2. Social arv i den danske forskningstradition
For at undersøge, hvordan den eksisterende forskning har
lagt sit fokus i forhold til de tre ovennævnte definitionsforsøg,
vil jeg i dette kapitel først se på, hvordan social arv er
blevet forstået og defineret i den danske forskning inden for
området. Efterfølgende vil jeg gennem en belysning af begrebet
ud fra den britiske og amerikanske forskning i kapitel
3 yderligere præcisere det teoretiske perspektivs betydning
for, hvordan man betragter og analyser social arv.
31

2.1. En præcis og entydig definition af social arv?
Med hensyn til Morten Ejrnæs´ efterlysning af en præcis definition
af begrebet social arv, må man nok henvise til, at de
fleste centrale begreber igennem tiderne er blevet defineret
på ret forskellig vis. Det kan skyldes, at de er blevet studeret
ud fra divergerende teoretiske perspektiver, og at begreberne
er blevet påvirket af et skiftende politiskideologisk
klima. Om begrebet ”deprivation” (nød, afsavn,
disprivilegium) skriver den engelske professor i socialpolitik
Pete Alcock således: ”Der er ingen enkelt tilstand af deprivation
eller disprivilegerethed. Disse termer bliver, ligesom
andre så som ’socialt problem’ eller ’ulighed’, brugt bredt og
bredt fortolket. Det øjeblikkelige politiske, økonomiske og
sociale klima påvirker deres betydning, og det samme er tilfældet
med de interesser og bekymringer, som findes hos
de enkelte politikere, administratorer, forskere, skribenter
og medlemmer af den almindelige offentlighed.” (Alcock
1997: 13, min oversættelse, SAA). Et andet eksempel på et
begreb, som der er kamp om, og som er blevet brugt med
forskellig betydning, er begrebet ”empowerment” (jfr. Andersen
2005). Det er således et vilkår i forskningen, at der
er en kamp om begreberne, og at de kan blive brugt med
forskellig betydning. Derimod må man betragte det som vigtigt,
ja uomgængeligt, at den enkelte forsker definerer de
begreber, hun eller han bruger, så præcist som muligt.
For mig handler social arv om opvækstbetingelsernes ”spor”
i det enkelte individ, og det handler derfor om livsbetingelser,
og herunder, hvordan social klasse gør en forskel i
børns liv. Opvækst i forskellige miljøer indebærer divergerende
livschancer. De spor, som socialiseringen sætter i
børnene, beror primært på interaktionen mellem forældre
og børn, men kan ikke indskrænkes hertil. Den omfatter det
samlede opvækstmiljø og påvirkningen fra de samlede livsbetingelser,
herunder også familiens interaktion med skole
og daginstitutioner (Se hertil fx Lareau 2003 og Allatt
1993). Når Ejrnæs et al. systematisk definerer social arv
som ”overførsel af sociale problemer fra forældre til børn”
(fx Ejrnæs et al. 2004: 18), er dette et udtryk for en umid-
32

delbar, individualistisk forståelse, som hverken yder retfærdighed
mod Jonssons egne formuleringer eller de teoretiske
forståelser, man vil kunne finde i den øvrige forskning i social
arv. Således vil man aldrig kunne tale om ”forældre”
slet og ret, idet der altid vil være tale om forældre, hvis
livssituation er dybt præget af deres placering i samfundet,
og dermed om en socialisering, der altid vil bero på sådanne
klasse- og lagspecifikke betingelser. Bl.a. den svenske sociolog
Rita Liljeström understreger familiens rolleoverførende
funktion og rolle som formidler mellem samfund og individ
(jfr. Liljeström 1994: 11ff og 196ff).
Der findes således utallige studier, som viser, hvordan familier
socialiserer deres børn forskelligt på baggrund af race,
etnicitet og klasse. Den amerikanske sociolog Melvin L.
Kohn er en af de mange, der har undersøgt de uligheder,
der gør sig gældende for samfundets forskellige klasser med
hensyn til værdier og adfærd. Kohn (1971) har således forsket
i, hvordan forældrenes klassetilhørsforhold påvirker
forholdet mellem forældre og børn. Hans undersøgelser viser,
hvordan social klasse (målt ud fra forældres erhverv)
udgør en af de stærkeste påvirkninger på, hvad og hvordan
forældre lærer deres børn. Den amerikanske sociolog Diana
Kendall understreger, at konfliktteoretikere betoner, at socialisationen
reproducerer klassestrukturen i næste generation.
For eksempel er børn i lavindkomstfamilier og fattige
familier – ganske vist ikke tilsigtet - socialiseret til at tro, at
der på grund af de eksisterende økonomiske betingelser i
familien ikke er nogen grund til at tænke på at opnå en uddannelse
og stræbe efter luftige ambitioner. I kontrast hertil
indgyder middel- og overklassefamilier ideer om økonomisk
og social succes i børnene (Kendall 1999: 84f).
At menneskers sociale baggrund har betydning for, hvordan
det går dem i livet, er velkendt. Mennesker, der kommer fra
forskelligartede opvækstmiljøer, får en forskellig arv med
sig. I forlængelse heraf kan man tale om ”klassearv”. Social
arv kan derfor også forstås som ”klassearv”, den arv, man
har med sig fra ens klassebaggrund (se fx Lissie Åström i
33

Molin & Ågren 1991: 134-147). Mennesker fra forskellige
samfundsklasser bliver på forskellig vis præget af den baggrund,
de stammer fra, og så længe vi lever i et klassesamfund,
har ens klassebaggrund betydning for, hvordan det
går én senere hen i livet. Ikke blot har socialiseringen en
central betydning for ens vurderinger og opfattelser, men
klassebaggrunden kan ifølge Molin & Ågren direkte afsætte
et ”klassestempel” på børnene. De hævder således, at klassetilhørsforholdet
formes allerede i barnets fire-fem første
leveår (Molin & Ågren 1991:10). En af de interviewede personer
i bogen Klassresan (1991) fortæller: ”Jeg så, hvordan
min barndom havde styret alle mine valg i livet.” (Molin &
Ågren 1991: 100). At komme fra arbejderklassen kan i forlængelse
heraf opfattes som ”et handicap”, der ikke uden
videre overvindes gennem senere socialiseringsprocesser i
uddannelsessystemet (Molin & Ågren 1991: 112).
Den svenske etnolog Orvar Löfgren har i et interview givet
udtryk for, at mennesker ikke så gerne skriver eller taler om
klasse, når de mindes det fortidige. Det findes der mange
gode grunde til, siger han. Grunde, som varierer, afhængigt
af, hvilket miljø man kommer fra. Skam, ydmygelser eller
hjælpeløshed er sådan noget, som findes med i minderne
hos dem fra arbejderklassen. For dem, som kommer oppefra,
kan indsigten i, at de har været privilegerede, være
ubehagelig, eftersom den kan skabe skyldfølelser for, at andre
er blevet udnyttet (Molin & Ågren 1991: 25).
Jeg har hermed fremhævet nogle af de centrale forståelser,
som ligger til grund for min opfattelse af, at man ikke kan –
og ikke bør - afskaffe begrebet social arv. Men for at gå tilbage
til starten, vil jeg begynde med kort at gøre rede for
Gustav Jonssons oprindelige udmøntning af begrebet.
2.2. Gustav Jonssons begreb om social arv
Den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson fremførte første
gang teorien om ”den sociale arv” i sin doktordisputats
Delinquent Boys, their Parents and Grandparents fra 1967.
34

Denne afhandling blev to år senere udgivet i en populærudgave
på svensk, hvor den fik titlen Det sociala arvet (1969).
Selv om Jonsson i denne bog indrømmer, at begrebet social
arv ”är dunkel, mångtydig og kanske suggestiv i fel riktning”
(1969: 10), så fremsætter han dog sin ”teori om socialt arv”
(1969: 10). Teorien fremlægger Jonsson på 17 sider i bogen.
Den er primært baseret på kliniske iagttagelser af et
materiale (305 kriminelle drenge anbragt i børnebyen Skå,
sammenlignet med 222 ”almindelige” drenge fra Stockholm),
og dette materiale betragtes mod litteraturstudier.
Børnebyen Skå er en institution for problembørn tæt ved
Stockholm. Dens virksomhed startede i 1947 og tog sigte på
at resocialisere utilpassede og asociale drenge i alderen 7-
15 år.
Den centrale problemstilling i undersøgelsen var: Hvilke er
de udvalgsfaktorer, som bestemmer, hvorfor der i den store
mængde af skoledrenge i Stockholm, som begår kriminalitet,
udkrystalliserer sig en lille gruppe, som bliver så belastet,
at den havner på Skå? (Jonsson 1969: 56f). Jonsson
konstaterer her, at fattigdom og elendighed fra tidligere generationer
findes i overmåde hos de pågældende Skådrenges
familier. Social arv bliver derfor hos Jonsson ”en
udvikling, som strækker sig gennem generationer” (s. 55).
Der er tale om, at ”vanskeligheder og handicap rammer visse
familier indtil tredje og fjerde led” (s. 55). - Et sådant
flergenerationsperspektiv findes i øvrigt i Sverige også anlagt
af Sven Hessle i dennes studie af familier, der falder fra
hinanden. Hessle følger her ”den klassiske tanke om den sociale
arvs betydning som transformation af problemer gennem
flere generationer” (Hessle 1988: 209).
Den ugunstige barndom betragter Jonsson som første trin i
en udviklingsproces, der fortsætter med en person, som også
mislykkes som voksent samfundsmedlem: mislykket i
forældrerollen, fiasko i erhvervslivet, misfornøjet i ægteskabet,
ude af stand til at leve op til forældrerollen, mistro
overfor omverdenen. De drenge, som kom under behandling
på Skå, havde ifølge Jonsson allerede påbegyndt vandringen
35

ud i disse trinvise fiaskoer. De var tredje generation af en
familie, hvor man allerede tidligere havde undersøgt forældre
og mor- og farforældrene. Karakteristisk for Jonssons
definition af social arv er således, at den omfatter tre generationer,
og at den har en kumulativ, ophobende karakter,
således at den antages at virke – og forøges – gennem generationerne.
Udgangspunkter for teorien var dels psykiatriske og psykoanalytiske
og dels sociologiske forklaringsmodeller. Til de
førstnævnte kan henregnes psykodynamiske teorier, bl.a.
Bowlby og Eriksson, og under de sociologiske teorier nævner
Jonsson Chicagoskolens teorier om delkulturer og teorier
om ”status-frustrering” knyttet til de klassebetonede
ulemper, som det indebærer at leve i et underprivilegeret
miljø (Cohen, Cloward & Ohlin) samt kriminologisk litteratur.
Jonsson fremhæver selv, at hans teori har visse berøringspunkter
med disse tankegange. I disputatsen kommer
Jonsson endvidere ind på Marx´ fremmedgørelsesbegreb og
Mertons anomibegreb. Endvidere er Jonssons studie tydeligvis
inspireret af antropologen Oscar Lewis´ studier af ”fattigdommens
kultur” i Mellemamerika. Så helt uden teoretisk
fundament kan man ikke sige, at teorien er. Desuden taler
Jonsson om ”det asociale familiesyndrom”, en negativ
grundstemning og utilfredshed hos forældrene, som et hyppigt
genkommende kendetegn hos familierne.
Teorien om social arv er i Jonssons opfattelse en komplementærteori,
dvs. den udelukker ikke andre forklaringsmodeller,
men kan meget vel udgøre en komplettering til andre
forklaringsmuligheder. Det indebærer bl.a., siger Jonsson,
at også genetisk arv kan have spillet en rolle.
Det er på denne baggrund uforståeligt, at Ejrnæs et al. kan
hævde, at Jonsson ikke henviser til teoretiske referencerammer
(Ejrnæs et al. 2004: 20). Måske kan det skyldes, at
de udelukkende forholder sig til afhandlingen fra 1967, Delinquent
Boys, their Parents and Grandparents, og ikke kigger
på populærudgaven fra 1969 eller senere værker.
36

Af hensyn til læsere, som ikke er bekendt med den kritik,
der har været fremført mod begrebet social arv, vil jeg i det
følgende afsnit opridse hovedpunkterne i denne kritik.
2.3. Kritikken af begrebet
Kritikken er hos Vinnerljung (1998) primært rettet mod
Jonssons retrospektive (tilbageskuende) undersøgelsesdesign,
det at Jonsson tager udgangspunkt i de børn, det er
gået skævt for, og så i sin undersøgelse følger disse børn
tilbage til forældre- og bedsteforældregenerationen. Jonsson
er så at sige startet med resultatet frem for at undersøge de
processer, der eventuelt måtte føre frem til det. Som modsætning
til denne retrospektive metode stiller Vinnerljung
den prospektive, fremadrettede, som i stedet tager udgangspunkt
i en population med belastede opvækstvilkår,
og i undersøgelsen følger denne fremad i tiden. Problemet
med den retrospektive undersøgelsesmetode er dels, at den
ikke giver grundlag for de bastante konklusioner, som Jonsson
når frem til, dels at den kan efterlade det indtryk, at det
dårlige udfald er uundgåeligt.
I Jonssons konklusion hedder det således: ”According to this
reference system, heredity implies attenuation in time, from
generation to generation. Deviant behaviour does not end
with a person´s death. Instead, it may be assumed that a
deviant individual in one generation will very probably produce
deviants who will later, with a higher degree of probability
than others, produce deviants in the next generation,
who, in their turn, and with an even higher degree of probability
will produce deviants in the following generations.”
(Jonsson 1967: 221).
Afvigelserne synes altså i Jonssons forståelse at blive stadig
mere sandsynlige og samtidig også stadig mere alvorlige.
Dette ligger i teorien om arvens kumulative karakter. Det er
imidlertid kernen i Vinnerljungs kritik, at Jonssons arbejde
ikke giver grundlag for sådanne generelle konklusioner, idet
37

Jonsson fra starten har udvalgt de sværeste tilfælde, dvs.
de drenge, der er blevet anbragt på institutionen Skå. Med
en prospektiv, longitudinel undersøgelse ville vi ikke længere
få det indtryk af en uundgåelig hændelseskæde, som det
retrospektive design kan give. Og frem for alt ville et prospektivt
undersøgelsesdesign have ført til et helt andet undersøgelsesresultat.
Det kunne fx være, at de fleste børn,
som vokser op under belastende vilkår, ”klarer sig fint”.
Konklusionen ville heller ikke længere kunne være, at bestemte
børns skæbner var forudbestemte. Dette forhold, at
visse baggrundsfaktorer nok kan skabe mindre gode forudsætninger
for et barns udvikling, men ikke afgør dets fremtid,
blev imidlertid allerede påpeget af den polsk-svenske
sociolog Jerzy Sarnecki i 1981 i en kritik af Jonssons teori
(Sarnecki 1981: 146).
Bo Vinnerljung stiller i sin artikel ikke krav om, at begrebet
om social arv skal afskaffes, men han kritiserer i et interview
i Socialrådgiveren den determinisme og automatik, der
knytter sig til det (Barfoed 1999: 3-5). Vinnerlung kritiserer
de simple årsags-virkningssammenhænge, som begrebet
har bidraget til at fastslå. ”At være barn af en alkoholiker
betyder ikke automatisk, at du selv bliver alkoholiker”, siger
han. ”Majoriteten af børn, som vokser op under udsatte forhold,
fungerer nogenlunde ok som voksne (…) Det er simpelthen
på høje tid at rive det deterministiske syn på udsatte
børns fremtid ned, som den sociale arv er blevet synonym
med.”(Barfoed 1999: 5).
Det afgørende nye, der kommer ind med Morten Ejrnæs kritik
af begrebet, er, at han ud over at kritisere den deterministiske
opfattelse af begrebet hos visse forskere, går videre
til et generelt krav om afskaffelse af begrebet: ”Alt i alt bør
begrebet social arv i denne betydning (dvs. social arv i
Jonssonsk forstand, SAA) derfor afskaffes som et fagligt begreb
både inden for forskning og praktisk socialt arbejde.”
(Ejrnæs et al. 2004: 64).
38

Ejrnæs har gennem de sidste ti år adskillige gange gentaget
den kritik, han første gang fremkom med i en anmeldelse af
to nye bøger om social arv (Ejrnæs 1998). Kritikken blev
senere gentaget og skærpet i et arbejdspapir, udarbejdet i
forbindelse med forskningsprogrammet om social arv i 1999
(Ejrnæs 1999). Helt udfoldet blev kritikken imidlertid i en
bog fra 2004.
Sammen med sine medforfattere Gorm Gabrielsen og Per
Nørrung går Ejrnæs i Social opdrift – social arv (2004) så
vidt som til at betegne begrebet som ”et pseudofagligt og
skadeligt begreb i socialt arbejde” (s. 86), ligesom han
hævder, at ”social arv af problemer er en myte” (s. 56).
Forfatterne vil i bogen dokumentere, at den udbredte opfattelse,
”at børn arver deres forældres sociale problemer”, er
forkert (s. 7). Et andet sted i bogen siger de dog, at regelen
er, ”at børnene ikke arver forældrenes problemer”, og at
”den sociale arv i Gustav Jonssons forstand er undtagelsen”
(s. 63).
Derimod kan Ejrnæs et al. godt acceptere, ”at det er en hovedtendens,
at man arver eller får samme uddannelsesniveau
som ens forældre” (s. 8). Således accepteres begreberne
”chanceulighed” og ”risikofaktorer i barndommen”
som begreber, der kan erstatte ”social arv”: ”Betegnelsen
social arv bruges inden for uddannelses- og mobilitetsforskning
om ulige chancer for at få en uddannelse og et godt
job. Denne ulighed i livschancer eller kort udtrykt chanceulighed
skyldes samfundsstrukturelle forhold.” (s. 47) Risikofaktorer
i barndommen er ligeledes et acceptabelt begreb,
som betegner, at ”der er forøget risiko for, at et barn får sociale
problemer, hvis dets situation er karakteriseret ved eksistensen
af en bestemt eller flere bestemte faktorer, der
påviseligt er indikator(er) på, at barnet får problemer senere.”
(s. 53) Dette begreb er samtidig mere præcist og mindre
stigmatiserende end begrebet ”risikobørn” (s. 53f). De
tre forskere ser således ”risikofaktorer i barndommen” som
”et anvendeligt begreb, hvis de relevante risikoopgørelsesmetoder
anvendes” (s. 28).
39

De kritiserer endvidere tendensen til at anvende begrebet
som ”universalforklaring på vidt forskellige samfundsmæssige
fænomener ” (s. 47). Der er en tendens til at opfatte en
lang række fænomener (fx sundhedsmæssige, sociale og
psykiske problemer) som forårsaget af social arv, hvilket
opfattes som betænkeligt. Dette kan hænge sammen med,
at ”selv fagfolk anvender begrebet i mange forskellige betydninger”
(s. 47).
De tre forskere kritiserer i forlængelse heraf, at begrebet
social arv anvendes i ”en lang række forskellige betydninger”
(s. 16), og at det således er et ”upræcist begreb” (s.
20). Det er således uklart: 1. hvad der arves, 2. fra hvem,
der arves, 3. hvordan der arves, og 4. hvor hyppigt, der arves
(s. 48f). På baggrund heraf kritiseres det, at det ofte er
uklart, ”om der overhovedet henvises til teoretiske referencerammer”
(s. 20). Ejrnæs et al. efterlyser således ”en mere
præcis begrebsanvendelse, der enten er knyttet til etablerede
teoridannelser, eller som kan bruges til udvikling af
ny teori” (s. 28). Ud fra forskernes registrering af tre forskellige
betydninger af begrebet opstilles der tre forskellige
referencerammer for fortolkningen (s. 57ff): 1. chanceulighed
mht. opnå uddannelse og attraktive jobs; 2. risikofaktorer
i barndommen; og 3. social arv i Gustav Jonssons forstand.
Kun de to første betydninger af begrebet fremstår
som acceptable.
Ejrnæs et al. hævder endvidere, at begrebet social arv næsten
udelukkende bruges i den skandinaviske diskussion, og
at begrebet arv ikke bruges i den internationale forskning,
hverken i forskningen i børns problemer eller i uddannelses-
og mobilitetsforskningen (s. 23).
Ydermere hævdes det, at begrebet lægger op til ”en næsten
deterministisk eller reduktionistisk forklaring på børns sociale
problemer, hvor forældrenes problemer (i deres egen
barndom) tillægges meget stor forklaringsværdi” (s. 23). De
40

mener således, at begrebet ”bortleder opmærksomheden fra
ulighed, fattigdom, diskrimination mv.” (s. 31).
Et væsentligt kritikpunkt hos de tre forskere er endvidere
påstanden om, at begrebet af mange socialrådgivere bliver
brugt deterministisk, sådan at det bliver ”en selvopfyldende
profeti”, som tilmed stempler de pågældende børn.
Endelig kan det blandt de mange kritikpunkter, der fremføres
i bogen, nævnes, at Ejrnæs et al. også problematiserer
den ”forholdsvis ukritisk brug af avancerede statistiske metoder”
(s. 24), der har været anvendt i en del af social arvforskningen.
2.4. Negativ social arv som en ”ond cirkel”
I disputatsen fra 1967 taler Gustav Jonsson om ”social heredity”
(social arv) uden at skelne mellem negativ og positiv
social arv. Heller ikke i populærudgaven, Det sociala arvet,
skelnes der mellem de to former for social arv. I sin næste
bog, Den sociale arvs onde cirkel – kan den brydes? (1973)
præciserer Jonsson imidlertid begrebet til ”den negative sociale
arv” (Jonsson 1973:10). Han uddyber denne præcisering:
”Man skulle jo også kunne tale om ”den positive sociale
arv” som en god cirkel i modsætning til den onde cirkel,
den negative sociale arv repræsenterer.” Samtidig fortsætter
han: ”Det er altså ikke nok at beskrive typer på individer
eller familier sådan, som det blev gjort i Den sociale arv.
Også typen på samfund burde beskrives, specielt det reaktionssystem,
det nuværende samfund har opbygget som sit
værn mod normbrydere.” (Jonsson 1973: 10).
Med betoningen af social arv som en proces og som en cyklus,
bliver der også mulighed for at inddrage ”de større
samfundsmæssige og politiske perspektiver” og tage udgangspunkt
i ”strukturelle forklaringer” på de sociale fænomener
(Jonsson 1973: 10). Endelig viser den vægt, der i
denne bog lægges på mulighederne for at bryde den sociale
41

arv, at ”arv” ikke opfattes som noget, der er ubrydeligt, eller
som noget, der præ-determinerer et menneskes skæbne.
2.5. Social arv i socialmedicinsk perspektiv
I Danmark var lægen, dr. med. Vagn Christensen en af de
første til at lave en empirisk undersøgelse, som påviste social
arv, nemlig hans undersøgelse af sammenhængen mellem
boligforhold og børnesygelighed (Christensen 1956).
Christensen har i en debatartikel fra 1999 peget på arvebegrebets
oprindelse: ”Begrebet stammer fra 50-ernes og
60-ernes visionære debatter om velfærdssamfundet. Et led
heri var omdefineringen af tidligere tiders vanartede børn til
erkendelse af, at disse børns fysiske, psykiske og sociale
problemer var følger af dårlige opvækstbetingelser.” (Christensen
1999: 21). Det afgørende er således den nye problemforståelse,
der foreligger i og med begrebet, og denne
må sættes i kontrast til et andet begreb, nemlig begrebet
biologisk (genetisk) arv.
Vagn Christensen har siden disputatsen i 1956 arbejdet videre
med begrebet og har bl.a. i flere udgaver af Socialmedicinsk
grundbog (1976 og 1994) fremlagt sine opfattelser
af, hvordan man kan forstå begrebet. Han definerer i ovennævnte
bog social arv som ”virkningen af børnenes opvækstforhold”
(Christensen 1976: 22). Hans undersøgelse
fra 1956 Boligforhold og børnesygelighed påviser, at der er
en sammenhæng mellem dårlige boligforhold og øget sygelighed.
Christensen sammenholder i undersøgelsen de procentvise
hospitalsindlæggelser af børn fra to boligområder,
et godt og et dårligt, i København i 1950erne. Af undersøgelsen
fremgår det, at i næsten alle sygdomsgrupper er
børnenes hospitalsindlæggelser 2-3 eller flere gange så
hyppige hos børnene fra det dårlige boligområde som hos
børnene fra det gode (Christensen 1976:24). Christensen
peger her ikke blot på ”den sundhedsmæssige virkning af
boligforhold”, men også på, ”at virkningerne kan være ødelæggende
for barnets fremtid” (s. 25). Han skriver: ”Medfødte
misdannelser, spasticitet og døvhed er velkendte ek-
42

sempler på livsvarige følger af beskadigelser i graviditeten.
Men der er formentlig langt større følgevirkninger end vi kan
overskue i form af forsinket udvikling hos børnene på intelligensmæssige,
karaktermæssige og sociale områder.” (Christensen
1976: 25, mine fremhævelser, SAA) ”Selv om Christensen
i undersøgelsen fokuserer på virkninger af dårlige
boligforhold, gør han dog opmærksom på, ”at der i dårlige
boligområder kan findes andre uheldige miljøforhold end boligen,
fx fattigdom, dårlig ernæring, dårligere hygiejne osv.”
(s. 27). Det kan derfor være vanskeligt at adskille virkningen
af forskellige miljøfaktorer.
Boligforholdene kan således ses som en faktor, der afspejler
indtægtsforhold. De er med andre ord en væsentlig indikator
for levevilkårene. Som Lone Scocozza har peget på, må
boligforholdene formentlig ses som en mellemkommende
variabel for dårlige levevilkår – dvs. forhold, som dels formodes
at være påvirket af den uafhængige variabel, og dels
formodes i sig selv at kunne påvirke den afhængige (Scocozza
1984: 29ff, Rieper & Launsø 1995:69f). På denne
måde bliver levevilkårene at betragte som den uafhængige
variabel, boligforholdene som en mellemkommende variabel
og børnesygeligheden som den afhængige variabel. På
samme måde er fattigdom i Jonssons undersøgelse en slags
”samlingsvariabel”, hvor ind under man kan sortere en
mangfoldighed af dermed sammenhængende faktorer så
som trange boligforhold, mangel på uddannelse, alkoholmisbrug,
dårlige nerver (Jonsson 1969: 271).
Vagn Christensen peger på ”de langsigtede perspektiver,
der foreligger i forbindelse med børns udvikling”: barndommens
udviklingsfaser og ungdomstiden. Han sætter således
såvel kriminalitets- som misbrugsproblemer hos unge i forbindelse
med udviklingsproblemer i de forudgående livsfaser:
”Så begynder den sociale arv at virke”, skriver han
(Christensen 1976: 53).
”Følger vi disse unge nogle få år længere vil en del af dem
være gift tidligt, de får hurtigt 2-3-4 børn, hvorefter mode-
43

en er helt udslidt, hun magter ikke hjemmets pasning. Det
er disse familier, som ikke følger de forebyggende børneundersøgelser,
men som har stor børnesygelighed. Deres børn
volder vanskeligheder i skolen (…), osv.” (Christensen 1976:
55). Christensen bruger om klientellet betegnelsen ”fattigdommens
kultur”, og drøfter, om det er en uafvendelig
skæbne, at der altid vil være nogen som ikke kan klare sig”
(s. 55). Han peger her på, at der i et konkurrencesamfund
altid vil være vindere og tabere. Det er ikke desto mindre
ifølge Christensen vigtigt, at der er nogen, der tror på tabergruppernes
muligheder og ”vil medvirke til at ændre de
forhold, som skaber tabere” (s. 55).
Ifølge Christensen og Sommer (2002) skal begrebet social
arv ”illustrere, at opvækstforholdene kan have en ligeså afgørende
virkning for livet som den genetiske arv” (s. 193).
”Social arv og genetisk arv kan for så vidt godt sammenlignes.
Meget få sygdomme er ”absolut” arvelige. I de fleste
tilfælde drejer det sig om et anlæg eller en svaghed, der
slår ud, når samspillet med miljøet giver anledning til dertil.”
(Christensen & Sommer 2002: 194). Denne forståelse
svarer på mange måder til den kritisk realistiske opfattelse:
Hvorvidt en bestemt mekanisme kommer til udfoldelse, afhænger
af, om der i konteksten er en anden mekanisme,
der udløser (trigger) den. Under andre sociale betingelser
viser den pågældende mekanisme sig ikke, eftersom den ikke
bliver aktiveret. Med udgangspunkt i en sådan (kritisk
realistisk) virkelighedsforståelse kan der aldrig blive tale om
nogen determinisme eller mekanisk reproduktion af problemer.
Det er, som Christensen & Sommer siger, ”en risiko,
ikke en naturlov, at det går galt” (s. 194).
Speciallæge i psykiatri Preben Brandt bruger også begrebet i
flere af sine publikationer, herunder Yngre hjemløse i København
(1992). Begrebet knytter han på linje med Vagn
Christensen til børns opvækstvilkår, hvor den sociale arv ses
som følgerne af at have ”været udsat for massive og langvarige
negative påvirkninger fra tidligt i barndommen”, og
af at være blevet ”socialt og følelsesmæssigt svigte(t)”
44

(Brandt 1999: 28). Konsekvenserne er, at disse børn bliver
”tabere og afvigere” eller ”mennesker med alvorlige sår på
sjælen og manglende styrke til at klare særlig vanskelige
situationer, men kun kræfter til lige at holde skindet på næsen”
(s. 28).
2.6. Social arv i den sociologiske tradition
Vagn Christensens undersøgelse blev tyve år senere fulgt op
af en ny undersøgelse, hvor sociologen Tavs Folmer Andersen
foretog en efterundersøgelse bygget på Vagn Christensens
materiale (Andersen 1979, 1980, 1981 a og b). Han
følger således de to grupper hos Christensen frem til 1979,
dvs. fra barndommen frem til fyrreårsalderen. Andersen viser
her, hvordan ”sygdom, kriminalitet og sociale problemer
blev trofaste følgesvende hos de børn, som i halvtredsernes
København voksede op under fattigdommens belastende
vilkår.” (Andersen 1986: 81). Andersens undersøgelse kunne
således afdække en række ”langtidsvirkninger af fattigdom”,
idet der var tale om ”en massiv ophobning af alle arter
af helbredsmæssige og sociale problemer” hos den
gruppe, der havde ”haft de trange kår under opvæksten, allerede
inden 40 års alderen” (Andersen 1986: 84). Når Andersen
afdækker fattigdommens langtidsvirkninger, tager
han dog forbehold over for, at undersøgelsen ”måske bygger
på en gruppe, som i særlig udpræget grad blev indfanget
af den sociale arvs onde spiral” (s. 85). Han tilbageviser
dog sådanne indvendinger ud fra undersøgelsens øvrige resultater.
Idet undersøgelsen afdækker ”de historisk specifikke
langtidsvirkninger af storby-fattigdom over en hel generation”
bekræfter den, at der er tale om ”langsigtede virkninger
af belastende opvækstvilkår” (Andersen 1986: 85).
”Fra barndommen og helt frem imod 40 års alderen adskilte
fattigopvækstens menneskeskæbne sig markant fra gennemsnitsbetingelserne.
En betydelig byrde af sociale og helbredsmæssige
problemer aflejredes i denne gruppe, hvis
forudsætninger for at løse problemerne eller begrænse deres
skadevirkninger samtidig var svækket. (…) De grupper,
hvis livsstart var præget af fattige og belastende opvækst-
45

vilkår blev også senere hen i livet henvist til fattige og belastende
kår. Fattigdommen reproducerer sig selv.” (Andersen
1976, min fremhævelse, SAA).
At der ikke kan være tale om nogen deterministisk eller automatisk
relation mellem belastende opvækstvilkår og en
voksentilværelse med alvorlige problemer, som ytrer sig i
sygelighed, kriminalitet, narkomani, alkoholisme, selvmordsforsøg
mv., fremgår også af Tavs Folmer Andersens
undersøgelse. Her opererer Andersen eksempelvis med en
model, hvori der indgår en række mellemkommende forhold
mellem opvækstvilkår og hospitalsindlæggelse (Andersen
1981: 33). Sådanne forhold (uddannelse, erhverv, osv.),
som jo altså indgår i de pågældendes livsforløb, udgør altså
faktorer, som i processen har mulighed for at afbøde eller
forstærke den sociale arvs virkninger og ytringsformer. Social
arv får karakter af en ”ond cirkel”, når de faktorer, som
fanger og fastholder, ikke på den ene eller den anden måde
bliver brudt eller modificeret. Det er således afgørende ud
fra en kritisk vinkel at inddrage ”virkningen af det klassedelte
samfunds fordelings- og sorteringsmekanismer” (Andersen
1981: 61), eftersom disse kan være altafgørende (determinerende)
for, hvorvidt børnene reproducerer forældrenes
problemer eller ej. For de børns vedkommende, som var
opvokset under belastende betingelser, konstaterer Tavs
Folmer Andersen dog, at selv i et langt perspektiv over en
hel generation så ”opvejer klassesamfundets sorteringsmekanismer
således ganske velfærdssamfundets udglatningsforsøg”
(Andersen 1981:31). Hos Folmer Andersen inddrages
således også processen, hvorigennem mulighederne for,
at den onde cirkel brydes, foreligger. Der er ingen determinisme
eller automatik.
Såvel Christensens som Andersens bruger begrebet social
arv om fattigdommens følgevirkninger på det individuelle
niveau og i form af helbredsbelastninger og sociale problemer.
Med henvisning hertil vil man kunne imødegå Morten
Ejrnæs´ påstande om, at man ikke kan arve sociale problemer,
og at der kun foreligger en teoretisk referenceramme
46

for social arv, når det gælder uddannelsesforskning og økonomisk
forskning i reproduktion af klassestrukturer. Kun ved
at ignorere hele denne forskning og fiksere opgøret med begrebet
social arv på Jonssons tidlige disputats, kan Ejrnæs i
flere bøger og artikler nå frem til sin afvisning af, at sociale
problemer skulle kunne gå i arv fra forældre til børn som
’social arv’” (Fx Ejrnæs 2006: 233).
2.7. Social arv og det skandinaviske velfærdsperspektiv
Har begrebet social arv ingen teoretisk referenceramme? Eftersom
det er et vigtigt argument i Ejrnæs et al.´s afvisning
af begrebet, at det savner teoretisk fundering ud over psykologisk
og psykiatrisk teori, samt i et vist omfang læringsteori
(Ejrnæs et al. 2004:20, 57), vil jeg i det følgende forsøge
at fremdrage de teoretiske referencerammer, som begrebet
bygger på. Hvad er altså begrebets teoretiske basis?
I hvilket teoretisk perspektiv er begrebet forankret? Det er i
såvel Danmark som de øvrige skandinaviske lande klart forankret
i en empirisk (positivistisk præget) forskningstradition,
som hænger snævert sammen med det Morten Ejrnæs
og Søren Kristiansen kalder ”det skandinaviske velfærdsperspektiv”
på sociale problemer (Ejrnæs & Kristiansen 2002).
Forekomsten af fattigdom og overførelse af problemer fra
den ene generation til den anden midt i et samfund præget
af velfærd, ses som et overraskende problem for samfundet
- jfr. fx Bent Hansen Velstand uden velfærd (1969). Perspektivet
er, som Ejrnæs & Kristiansen (2002: 81) anfører,
”intimt sammenkoblet med udviklingen af velfærdsstaten”
og med forskning i velfærd og levevilkår (fx Bent Rold Andersen
og Erik Jørgen Hansen). For Bent Hansen udgør eksistensen
af fattigdom og ”hele slægter, som ikke formår at
bryde fattigdommens onde cirkel”, en åbenlys social uretfærdighed
(Hansen 1969: 110). Socialpolitikkens målsætninger
er således ikke blot at løse ”et enkelt socialpolitisk
problem, forsørgelsesproblemet”, men også at sikre ”tryghed
mod indtægtsnedgang” og at ”forebygge, at trang op-
47

står” (Rold Andersen 1966: 20f). Det er ud fra en sådan socialpolitisk
kontekst og tradition for undersøgelser af befolkningens
levevilkår, begrebet social arv må forstås. Der er
her tale om en sammenkobling mellem socialpolitik og
forskningstradition. Sidstnævnte skal understøtte og danne
baggrund for førstnævnte.
I Sverige kom dette teoretiske perspektiv eksempelvis til
udtryk i ægtefællerne Gunnar og Maj-Britt Inghes bog Den
ofärdiga välfärden (1966). Blikket rettes mod ”den nöd som
fortfarande existerer mitt ibland oss”, dvs. midt i det svenske
velfærdssamfund. Når velfærdssamfundet ikke kan skabe
tryghed og sikkerhed for alle borgere, foreligger der tydeligvis
nogle brister, som udgør et problem for samfundet.
Forskningen i social arv har i hele denne tradition været
knyttet til forestillingen om ”onde cirkler” som reproduceres,
og til forestillingen om at bryde disse cirkler, hvilket er blevet
set som en oplagt socialpolitisk målsætning. Hvem bryder
den sociale arv? hedder den karakteristiske titel på en
undersøgelse af sociologen Erik Jørgen Hansen, publiceret i
1982 af Socialforskningsinstituttet.
Samtidig har denne forskningstradition, som Ejrnæs og Kristiansen
(2002: 76) anfører, ofte været præget af ”en teoriløs
empirisme”. Ikke desto mindre er de fleste af undersøgelserne
teoretisk forankret i en forståelse af samfundet
som et klassesamfund, præget af social ulighed. Begrebet
”social arv” er også intimt knyttet til en sådan samfundsforståelse.
Erik Jørgen Hansen vil i ovennævnte undersøgelse
finde frem til, hvad der kendetegner den del af den generation
af danskere, som fik mulighed for ”at bryde den sociale
arv” (Hansen 1982:13). Det vil ifølge Hansen sige ”dem, der
via uddannelsessystemet ser ud til at få en social placering i
samfundet, som er meget forskellig fra deres forældres sociale
placering” (Hansen 1982: 13). Ved ”social arv” forstår
Hansen ”det forhold, at børnene bliver placeret på positioner
i samfundet, som svarer til deres forældres positioner”
(Hansen 1982: 64).
48

Også hos sociologen Søren Geckler knyttes social arv til eksistensen
af fattigdom og social ulighed. Geckler er optaget
af processer, der fører til, at uligheden reproduceres. Han
konstaterer således, at den sociale ulighed er ”karakteriseret
ved at have en tendens til at være reproducerende i den
forstand, at de enkelte individers respektive efterkommere
fordelingsmæssigt placerer sig som forældrene. Man taler
derfor om, at der er en meget ringe social mobilitet.”
(Geckler 1982: 86). Måske er der kommet større social mobilitet
i samfundet siden 1980erne, men man kunne samtidig
hævde, at uligheden nu blot reproduceres på et højere
niveau.
Ifølge Geckler virker den sociale arv som en barriere mod
udligning af uligheden. Allerede i opvæksten påvirkes barnet
kraftigt af levevilkårene i familien, og senere hen er dets reelle
muligheder – på trods af formelt lige muligheder - afhængige
af forældrenes indstilling og støttemuligheder
(Geckler 1982: 86). Eftersom den herskende arbejdsdeling
fordrer ulighed, danner ”samfundsstrukturen, specielt karakteriseret
ved arbejdsdelingen (…) en anden barriere mod
udligning af uligheden” (Geckler 1982: 86).
Vi har her begrebet social arv sat ind i en bestemt teoretisk
referenceramme, som med øget social lighed som mål peger
på uligheden som et centralt problem for velfærdsamfundet.
Begrebet social arv er således et ”progressivt” begreb, som
bruges kritisk i forhold til et samfund, hvor reproduktion af
fattigdom og ulighed er et fremherskende mønster. Begrebet
knytter sig altså ikke entydigt til et patologiserende perspektiv
på sociale problemer, hvor disse ses som udtryk for
svagheder og utilstrækkeligheder hos det enkelte individ.
Snarere knytter begrebet sig til et strukturelt konfliktperspektiv,
som med blik for modstridende interesser i samfundet
forholder sig kritisk til samfundets organisering (Jfr.
også Caswell 2005: 25).
49

2.8. Uddannelsernes formidling af den sociale arv
Udgangspunktet for de danske sociologer Fridberg & Nørregaards
forståelse af begrebet social arv er ”den proces, der
medfører, at børnene har en tendens til at arve deres forældres
samfundsmæssige placering” (Fridberg & Nørregaard
1978: 15). Dette kan i forskellige samfund ske på forskellig
måde. I det moderne samfund bliver ”arv af ejendomsbesiddelse”
ifølge den amerikanske sociolog Wright Mills fortrængt
af ”arv af beskæftigelsesmæssig ambition og den
uddannelse, som er dens forudsætning” (Wright Mills 1968,
citeret efter Fridberg & Nørregaard 1978: 21). Social arv
bliver altså her defineret som ”arv” af forældrenes sociale
position. Disse positioner omfatter i min forståelse også positioner
lavest på den samfundsmæssige rangstige, og herunder
positioner, som indebærer social udstødthed, relativ
fattigdom og sociale problemer. Social arv bliver hermed et
begreb, som er afgørende i forklaringen af den sociale reproduktion
af ulighed.
Når skolen kan opfattes som en formidler af den sociale arv,
ligger det i, at skolen foretager en række systematiske selektioner
af børnene, således at denne sortering indebærer
en meget skæv social rekruttering til den videregående uddannelse.
Selv om det på intet tidspunkt eksplicit er børnenes
sociale baggrund, der benyttes som selektionskriterium,
har skoleuddannelsen konsekvent ”en betydning for sorteringen
af børnene efter deres sociale baggrund” (Fridberg &
Nørregaard 1978: 11). Uddannelsessystemet er dermed
med til at gøre den samfundsmæssige placering arvelig fra
generation til generation, således at ”forskellene mellem befolkningsgrupperne
vedvarende reproduceres eller genskabes”
(Fridberg & Nørregaard 1978: 12). Uligheden mellem
befolkningsgrupperne ”overføres med andre ord fra generation
til generation”, og uddannelsessystemet spiller i denne
sammenhæng en central rolle.
Hos Fridberg & Nørregaard defineres social arv altså som
”tendensen til at børnene ”arver” deres forældres positioner”(Fridberg
& Nørregaard 1978:55). De siger oven i kø-
50

et, at på trods af mange individuelle undtagelser så er ”hovedindtrykket
vedvarende (…) tendensen til, at børnene selv
regner med og ønsker i grove træk at arve deres forældres
placering i samfundet” (s. 55). For at forstå, hvorfor det bliver
sådan, ”er det nødvendigt at se ikke alene på samspillet
mellem den sociale herkomst og skolen, men også på fx arbejdsmarkedets
krav og muligheder samt dettes betydning
for familie og skole” (s. 55). Altså hænger den sociale arv
sammen med ”nogle meget centrale egenskaber ved vores
samfundsstruktur i det hele taget” (s. 56).
På folkeskolens niveau drejer det sig om ”indføringen i et
klassedelt samfund og kravene om, at den enkelte skal
kunne udfylde sin plads i netop dette samfund, der formidles
gennem den almene uddannelse” (s. 61). På trods af en
vis udjævning af det socialt skæve rekrutteringsmønster i
uddannelserne, er det stadig således, at der er ”en kraftig
sammenhæng mellem den sociale baggrund og den opnåede
uddannelse” (s. 65). Denne sammenhæng er senere blevet
understreget gennem Erik Jørgen Hansens undersøgelser
(Jfr. Hansen 1995).
Forståelsen af social arv indebærer imidlertid ikke kun inddragelse
af skole, uddannelsessystem og arbejdsmarked,
men tillige socialiseringsprocessen i familien: ”En forståelse
af hvorfor denne hierarkiske stratifikation overføres fra generation
til generation på en sådan måde, at børnene ender
på nogenlunde samme niveau som deres forældre, kræver
altså, at man ser lidt på, hvorledes den enkelte opnår de
egenskaber, som er relevante i forbindelse med deres placering.”
(Fridberg & Nørregaard 1978: 78). Grundlæggende
skal børnene efter endt uddannelse jo kunne leve op til de
kvalifikationskrav, som arbejdsmarkedet stiller. Generelt
kan den enkeltes kvalifikationer opfattes som ”resultatet af
en socialiseringsproces, der finder sted i et samspil mellem
først og fremmest familien og skolen.” (s. 67). Samtidig har
forskningen ”påvist sammenhænge mellem arbejdsstilling
og opdragelsesidealer, som ligefrem peger på, at de sociale
relationer på arbejdet genskabes i familien” (s. 79).
51

Fridberg og Nørregaard nævner den amerikanske sociolog
Melvin Kohns empiriske belysning af disse sammenhænge.
Der synes således at være en vis sammenhæng mellem social
klasse og forældrenes vurdering af værdien af selvstyring
kontra lydighed. Der er her udprægede forskelle mellem
socialiseringen i middelklassen og i arbejderklassen. I
de øverste socialgrupper er der forventninger om, at beslutninger
og handlinger får konsekvenser, ”hvorimod det i de
laveste socialgrupper er troen på, at man er undergivet
kræfter og mennesker uden for ens egen indflydelse” (s.
79). Set ud fra reproduktionens perspektiv kan Fridberg og
Nørregaard således nå frem til, ”at det er i familien, at
grundlaget bliver lagt for børnenes senere erhvervsplacering,
fordi børnene i realiteten vokser op i forskellige verdener
alt efter deres klassemæssige baggrund.” (Fridberg &
Nørregaard 1978: 80). Familien og dens klassetilhørsforhold
bliver grundlæggende for børnenes identitets- og virkelighedsopfattelse
og deres ideologiske udrustning (s. 82). Almindeligvis
må børn ifølge Fridberg & Nørregaard overtage
deres forældres verden, som bliver den verden, de tager for
givet. Denne overtagelse, siger de, kaldes ”primærsocialiseringen”
i modsætning til sekundærsocialiseringen, der omfatter
de senere processer, hvorved et individ styres ind i
nye sektorer af den samfundsmæssige totalitet.” (s. 82).
Skolen kan altså ikke anskues som en passiv og neutral
formidler af ”den sociale arv”, sådan som det ifølge Fridberg
og Nørregaard ofte gøres, men må ses i samspil med det
øvrige samfundsliv (s. 91). Med denne forståelse af, at den
sociale arv kun kan forstås i sammenhæng med strukturelle
forhold i samfundet lægges der op til en inddragelse af hele
den samfundsmæssige kontekst, som også i en kritisk realistisk
tilgang vil være forudsætning for at forklare, hvorfor
børn undertiden får problemer i lighed med forældrene, og
hvorfor de i andre tilfælde ikke får det. Endvidere fremgår
det af Fridberg & Nørregaards forståelse af social arv, at den
klasse- eller lagbestemte socialisering i familierne er en afgørende
proces i forståelse af den sociale arv.
52

Der trækkes i denne forståelse eksplicit på et kritisk teoretisk
perspektiv, en marxistisk tradition og et konfliktteoretisk
perspektiv. Set i skandinavisk sammenhæng kan disse
forståelser ses som bidrag til det, som Ejrnæs og Christiansen
har kaldt ”det skandinaviske velfærdsperspektiv”.
Med det i mente, at der eksisterer en række forskellige perspektiver
på sociale problemer, bliver det her ekstremt vigtigt
at forstå, hvordan de forskellige teoretiske perspektiver
rummer afvigende forståelser og forklaringer af sociale problemer
– og herunder eksempelvis social arv. Dette kommer
også til udtryk i de begreber, der bruges, og i definitionerne
af begreberne i de forskellige perspektiver.
Således svarer de individualistiske tilgange til social arv i det
engelske begreb ”cycle of deprivation” langt hen til det patologiserende
utilstrækkelighedsperspektiv, som er fremherskende
på den politiske højrefløj. Derimod harmonerer begrebet
”cycle of inequality”, som rummer en mere strukturel
forståelse og forklaring af social arv, med det konfliktperspektiv,
som knytter sig til det skandinaviske velfærdsperspektiv
og til en kritisk samfundsvidenskab.
Overført på det sociale område kunne man sige: Social arv
er det forhold, at børnene i deres voksne liv bliver fattige,
udstødte og marginaliserede, ligesom deres forældre var
fattige, udstødte og marginaliserede. Børnene ”arver” med
andre ord en position i samfundet, som rummer en række
sociale problemer. I modsætning til andre, som har hævdet,
at ”social arv af problemer er en myte” (Ejrnæs 2004: 56),
vil jeg hævde, at den sammenhæng, der stadig er mellem
social baggrund og livschancer, indebærer, at en række tilstande
og processer i barndommen kan give nogle børn
nogle beskadigelser, som kan indebære, at de senere i livet
er langt mere udsatte for at pådrage sig sociale problemer
af forskellig type, end børn, der er opvokset under gunstige
betingelser. Hvordan dette mere konkret går til, er et
spørgsmål for empirisk forskning.
53

2.9. Social arv i socialpolitisk perspektiv
Social arv kan ses som et begreb med store politiske implikationer.
Frem for alt har det, som vi har set, spillet en afgørende
rolle i uddannelsespolitiske diskussioner. For så vidt
sigtet for uddannelsespolitikken under opbygningen af velfærdsstaten
blev ”lighed gennem uddannelse”, indebar denne
målsætning nødvendigvis en mobilisering af ”intelligensreserven”
og et brud med det skæve rekrutteringsmønster
til de højere uddannelser. Der blev der sat fokus på sorteringen
og udstødningen fra uddannelsessystemet, og det
blev et krav, at adgangen til de højere uddannelser skulle
stå åben for dem, der havde evnerne. Uddannelsesbarriererne
skulle nedbrydes, og dette indebar, at mange unge
måtte bryde med deres sociale baggrund, dvs. bryde ”den
sociale arv”.
Eftersom der jo findes en stor mængde forskellige politiske
paradigmer – liberalisme, konservatisme, socialdemokratisme,
osv. – kan man næppe forvente, at ”social arv” er blevet
forstået eller brugt på samme måde inden for disse divergerende
opfattelser. Man må derfor antage, at disse
mange divergerende opfattelser af begrebet kan have været
stærkt medvirkende til at skabe den begrebsforvirring med
forskellige betydninger af begrebet, som Ejrnæs et al
(2004) harcelerer over.
Ligesom social arv har været et centralt begreb i uddannelsespolitiske
diskussioner, kom begrebet også til at spille en
rolle i socialpolitiske diskussioner. Således er det naturligvis
et centralt begreb i socialpolitiske debatter, eftersom der
her foregår en kamp om forståelser af de sociale problemer,
og om hvilke indsatser, der skal prioriteres, samt om hvor
mange ressourcer, herunder økonomiske, der skal afsættes
hertil.
Begrebet dukkede under indtryk af den voksende arbejdsløshed
og stigende sociale udstødning i 1990erne op igen,
54

og i august 1991 nedsatte regeringen den såkaldte Socialkommission,
der skulle analysere overførselsindkomsterne
ud fra en helhedssynsvinkel.
Socialkommissionen konstaterede, at den sociale arv ikke
var forsvundet: ”De unges uddannelsesstatus følger i stor
udstrækning forældrenes. De unge vil derfor i vidt omfang
også følge forældrenes mønster for modtagelse af kontanthjælp
og arbejdsløshedsdagpenge. (…) Inden for alle socialgrupper
udbetales der mest til unge, hvis forældre ligeledes
var afhængige af overførselsindkomst.” (Socialkommissionen
1992: 14). Man konstaterede endvidere, at ”en betydelig
del af dem, der i en periode rammes hårdt af arbejdsløshed,
forbliver langvarigt arbejdsløse” (s. 62). En del kunne
betegnes som ”fastlåste”. Endelig undersøgte Socialkommissionen,
om der var en sammenhæng mellem de unges
modtagelse af dagpenge og deres forældres modtagelse
af overførselsindkomst. Det viste sig her, ”at der var en klar
tendens til, at unge fra familier, der i 1981 var afhængig af
overførselsindkomst, også selv kommer til at trække mere
på dagpenge- og kontanthjælpssystemerne end de unge,
hvis familier ikke modtog overførselsindkomst” (Socialkommissionen
1992: 83).
I Socialkommissionens debatoplæg Sortering for livet
(1992) er definitionen af social arv ”betydningen af familiens
sociale og økonomiske status for et barns fremtid også som
voksen” (Sortering for livet: 10). Størst vægt i den sociale
arv har uddannelsesvalget, men ”den sociale arv rækker videre
endnu: Selv når man sammenligner unge, der trods en
forskellig baggrund har fået den samme uddannelse, slår
forældrenes status og eventuelle ledighed under barnets
opvækst igennem på tallene for de unge. Ledigheden er højere,
og afhængigheden af overførsler større, blandt unge
fra hjem med de selvsamme problemer. / Den sociale arv
har derfor flere dimensioner, som kan sammenfattes i følgende
arvelov: Børn af vindere bliver sjældent tabere, og
børn af tabere bliver sjældent vindere.” (s. 10f). Den sociale
arv er altså ikke blot ”ubrudt trods massiv uddannelsesind-
55

sats”, men Socialkommissionen tilføjer også ”en ny dimension”:
”afhængighed af overførsler går også i arv” (Sortering
for livet: 11).
Af kommissionens undersøgelser fremgik det således, at
”børn af forældre, som er ’ude af erhverv’, er de dårligst
uddannede, idet næsten to tredjedele ikke har erhvervskompetence”
(s. 11). Af ikke-faglærte arbejderes børn stod
desuden ca. halvdelen i denne uddannelsesmæssigt svage
position. Unge fra familierne i kategorien ’ude af erhverv’
eller ’ikke-faglærte’ viser sig således at være dem, der i
årene 1981-89 var længst på dagpenge eller kontanthjælp
(s. 11). En del af forklaringen på denne skæve fordeling ligger
ifølge Socialkommissionen formentlig i uddannelsen,
men en anden forklaring er sammenhængen mellem forældrenes
socio-økonomiske gruppering og deres ressourcer til
at bistå børnene økonomisk, når noget går skævt.” (s. 12).
Ud over at spørge om, hvad der skal til for at bryde ”arveloven”,
spørger forfatterne: ”Er der også holdningsforskelle,
der går i arv?” (s. 11). De besvarer ikke dette spørgsmål,
men det tangerer den diskussion, der – primært anført af
den politiske højrefløj – samtidig blev ført i både i England
og USA om en påstået ”afhængighedskultur” (mere herom i
kapitel 3).
Senere kom den sociale arv igen på den politiske dagorden,
da regeringen i 1999 nedsatte et udvalg om social arv med
det formål at ”styrke indsatsen for at bryde den negative
sociale arv” (Regeringsudvalget om social arv 1999: 7). Til
brug for udvalgsarbejdet blev der bestilt en oversigt over
foreliggende publiceret viden om social arv (Ekspertgruppen
om social arv 1999).
2.10. Psykologiske perspektiver på social arv
Den sociale arv har mange aspekter. Herunder det psykologiske.
Med en kritisk realistisk terminologi kunne man sige,
at psykologer primært har været optaget af at identificere
de psykologiske mekanismer, der formidler en social arv. I
56

Psykologisk Lommeordbog (1999) defineres social arv som
”Den arv barnet modtager fra forældrenes opdragelse, og
som altså ikke er biologisk bestemt. Som regel bruger man
udtrykket, når arven er dårlige sociale vilkår, men det modsatte
kunne sådan set også være tilfældet.” (Abrahamowitz
1999). Her er der altså tale om en definition, som knytter
begrebet snævert til forældrenes opdragelse, og uden at sociale
forhold indgår i definitionen.
Også hos Gustav Jonsson er begrebet foruden på sociologiske
teorier eksplicit baseret på psykiatriske og psykoanalytiske
forklaringsmodeller. Jonsson henviser bl.a. til Erikssons
og Bowlbys teorier. Jonsson nævner således Erikssons begreb
om ”basic trust”, og kommer ind på, hvilke konsekvenser
det kan have, at et menneske i sin tidlige barndom ikke
får visse grundlæggende behov tilfredsstillet. Utilfredsstillede
behov fra barndommen kan ikke blot tænkes at spøge i
voksenalderen, men kan desuden tænkes at forplante sig
fra generation til generation (Jonsson 1969: 48). Ligeledes
kan tidlige forstyrrelser i relationen mellem mor og barn føre
til opkomsten af afvigende personlighedstyper (Jonsson
1969: 24). I denne sammenhæng kan det nævnes, at den
danske psykolog Agnete Diderichsen netop tager udgangspunkt
i tilknytningsteorier, når hun kigger på det, hun kalder
”den psykologiske arv” (Diderichsen 2007).
Også andre psykodynamiske teorier kan understøtte teorien
om social arv. Man kunne bl.a. tilføje Alice Miller: ”Alice Miller
har i sit terapeutiske arbejde og i sine bøger beskæftiget
sig med, hvordan forældre giver deres egne ubevidste problemer
videre til deres børn.” (Hjort 1993: 108). Forældrenes
fortid får betydning for børnenes nutid, bl.a. fordi det er
nærliggende at behandle sit eget barn, som man har lært at
behandle sit ”indre barn”, sine egne følelser” (Hjort 1993:
108). Om den østrigske psykolog Bruno Bettelheim anfører
Hjort endvidere: ”Bruno Bettelheim rejser spørgsmålet om,
hvorvidt forældre automatisk overfører deres egen ulykke til
børnene, eller om forældre ikke snarere vil gøre alt, for at
57

deres børn ikke skal opleve den ulykke, de selv har kendt.”
(Hjort 1993: 108).
Hvilke psykologiske perspektiver har i øvrigt præget begrebet?
Morten Ejrnæs anfører med udgangspunkt i et citat fra
Kari Killéns bog Omsorgssvigt er alles ansvar (2005), at
”psykodynamisk teori generelt og objektrelationsteori og tilknytningsteori
specifikt anses for at underbygge den fejlagtige
opfattelse, at børn arver forældrenes sociale problemer”
(Ejrnæs 2007: 233). Som Ejrnæs skriver ”Medvirkende til
disse teoriers popularitet inden for pædagogik og socialt arbejde
har også været, at de i nogle tilfælde fremstilles således,
at omsorgssvigt, som forældrene har oplevet som børn,
forklarer, at de som voksne og forældre på grund af vedvarende
psykiske dysfunktioner igen svigter deres egne børn.”
(Ejrnæs 2007: 233).
Kari Killén beskæftiger sig i bogen Barndommen varer i generationer
(2001) med omsorgssvigt og skriver herom: ”Erkendelsen
af omfanget og graden af kompleksitet knyttet til
omsorgssvigt, og de dermed forbundne følger i form af psykiske
problemer hos børn og voksne, er blevet større. Ud fra
den viden man har i dag, regner man med, at 10-20 procent
af børnepopulationen har psykiske problemer, som har betydning
for deres daglige funktion, og at 4-7 procent af disse
børn har brug for behandling (…) Nogle af sammenhængene
mellem belastninger og traumer tidligt i livet og senere
psykiske lidelser hos unge og voksne er blevet dokumenteret
(…) Barndommen varer ikke kun hele livet. Den varer i
generationer. ” (Killen 2000: 18, Killéns fremhævelse, SAA).
Hun giver videre udtryk for nogle af de opfattelser, som
Morten Ejrnæs opponerer imod: ”Vi ved mere om tendensen
til gentagelse i næste generation (…) Det forholder sig ikke
sådan, at de, der har været udsat for fysiske overgreb, nødvendigvis
vil udsætte deres egne børn for fysiske overgreb
(…), men holdninger og ubearbejdede problemer føres videre
(…) Den måde, hvorpå forældre reagerer på deres børn,
kan spores tilbage til deres egen tidlige historie (…) Vi har
desuden erfaret, at behandling ikke altid giver resultater. En
58

norsk undersøgelse har for nylig bekræftet, hvad mange af
os har frygtet, at psykiatrisk behandling af unge ikke giver
så gode resultater, som vi tidligere håbede på (…)” (Killén
2001: 19).
For så vidt den sociale arv genereres via socialisationsprocesser,
siger det sig selv, at psykologiske tilgange – og socialisationsteorier
– må stå centralt i forståelsen af, hvordan
der kan forekomme en social arv. Begrebet har derfor også
haft bredt gennemslag inden for psykologien. Det er dog ikke
alle psykologiske udgaver af begrebet, der definerer det
så snævert som hos Abrahamowitz.
Blandt de psykologer, som har beskæftiget sig med begrebet
kan nævnes Ole Langsted og Dion Sommer. I deres bog
om Småbørns Livsvilkår i Danmark (1988) knyttes social arv
sammen med den fortsatte eksistens af relativ økonomisk
fattigdom. Langsted & Sommer taler om et ”fattigdomssyndrom”,
som består af flere komplekst sammenvævede forhold:
1. afmægtighed, 2. en fattigdomsfælde (hvor fattige
er fastlåst i passivitet og afmægtighed uden muligheder for
at kunne øge deres indkomster ved egen indsats), 3. stigmatisering
og sårbarhed overfor sociale forhold, der blotter
fattigdom, 4. social isolation og mangel på socialt netværk,
og 5. selvhad og selvdestruktion (Langsted & Sommer
1992: 81). ”Disse forhold”, skriver de, ”overføres fra forældrene
til børnene som en social, negativ arv, og giver tidligt
disse børn en opfattelse af livet, som ligner holdningerne
hos deres forældre.” (Langsted & Sommer 1992: 81).
Også psykologen Espen Jerlang inddrager social arv i sin
bog Socialisering og habitus – individ, familie, samfund. Espen
Jerlang og hans søn Jesper knytter i bogen social arv til
afvigerbegrebet og afvigerprocessen: ”Børn af afvigere har,
alt efter karakteren af afvigelsen, en stor risiko for også at
blive afvigere – man kan tale om social arv. Dels udsættes
de ofte for omsorgssvigt, dels sker der en identifikation med
forældrene, dels vokser de ofte op i et miljø, der forstærker
afvigerprocessen, og dels stemples de lige så ofte af omgi-
59

velserne. Man tenderer til at forvente en negativ adfærd hos
dem (…)” (Jerlang & Jerlang 1996: 279). De sanktioner,
som disse børn hurtigt mødes med ved forkert adfærd, kan
forstærke afvigerprocessen, men kan også føre til hjælp,
hvorved den sociale arv måske kan brydes” (Jerlang & Jerlang
1996: 279). Jerlang & Jerlang retter lige som Koch
(1982) blikket mod de belastede boligområder, og kommer
ind på daginstitutionernes muligheder for at bryde den sociale
arv. De nævner, at ”i socialt og kulturelt belastede miljøer
er såvel familier som institutioner oftere belastede end i
socialt og kulturelt ressourcerige områder” (s. 419). De peger
på, at ”institutionerne i de belastede områder ”ikke på
forhånd får de bedre vilkår, der er nødvendige for at forebygge
fejludvikling eller bryde en ”social arv” (…)” (s. 419).
2.11. Social arv i socialrådgiverdiskurs
Når begrebet social arv har haft så udbredt indflydelse i såvel
pædagogisk som socialt arbejde, hænger det uden tvivl
sammen med de bestræbelser, man i disse professioner har
udfoldet, med det formål at bryde den sociale arv (Se f. eks.
Killén & Olsen 2003: 42f). Jonssons undersøgelse og hans
teorier om den sociale arv blev ifølge Hanne Reintoft ”banebrydende
for den pædagogiske og psykologiske behandlingsindsats”.
Hun tilføjer: ”Hans værk Den sociale arvs onde
cirkel – kan den brydes? fremlagde socialt og pædagogisk
arbejde som et politisk virke og understregede, at dårligt
tilpassede børn og unge var symptomer på samfundets
og ikke individets sygdom.” (Reintoft 1998: 82).
Netop denne problemforståelse vil jeg se som afgørende for,
at Jonssons begreb fik en så stor gennemslagskraft (jfr. også
Vinterhed 1980), og for, at det kan placeres inden for
”det skandinaviske velfærdsperspektiv”. Reintoft nævner
andetsteds i bogen (s. 122), at ”der er mennesker, der aldrig
er givet alle disse muligheder for aktiv og sund livsudfoldelse”
(som de, der er så lykkelige at være født på livets
solside, SAA), og at enhver socialforsker og socialpraktiker
ved, at den sociale arv er svær at bryde, men at det under
60

visse omstændigheder og på grundlag af solid social indsats
kan lykkes” (s. 122). Hos Reintoft knyttes begrebet social
arv til ”den tiltagende tro på miljøets betydning for menneskers
udvikling” og stilles op imod ”gamle arvebiologiske teorier”
(Reintoft 1998: 178).
Begrebet forekommer således hyppigt anvendt i såvel pædagogisk
litteratur som i litteraturen om socialt arbejde.
Mens den sociale arv i uddannelsesforskningen primært blev
undersøgt på makroplan, på aggregeret dataniveau, er den i
studier i socialt arbejde især blevet undersøgt på individplan.
Begrebet er frem for alt blevet anvendt af socialrådgiveren
Hanne Reintoft, der har brugt det i flere af sine bøger,
bl.a. Det kan kolde hjerner ej forså (1985). Hun knytter, ligesom
Jonsson, begrebet til fattigdom. Samtidig forsøger
hun at nå frem til ”mennesket bag statistikken” (Reintoft
1985: 97).
Hos Reintoft er begrebet knyttet til forestillingen om ”onde
cirkler”, som skal ”brydes”. I 1960erne blev der talt meget
om ”at udrydde restfattigdommen”, og en ikke særlig stor
gruppe samfundsborgere fik diagnosen ”multiproblemfamilier”.
Ifølge Reintoft vil de fleste socialarbejdere kunne tale om en
menneskegruppe med ganske bestemte adfærdsformer. Det
er ofte familier, der ikke er udstødt af arbejdsmarkedet og
normalliv. Snarere, siger hun, ”har de aldrig været indlemmet
deri. De har ofte mange generationers traditioner for
afvigende levevis.” (Reintoft 1985: 98). Reintoft ligger i sin
opfattelse og beskrivelse tæt på Jonssons begreb – men også
tæt på Oscar Lewis´ begreb om fattigdomskultur og på
det britiske begreb om en ”cycle of deprivation”. Dette
kommer bl.a. til udtryk i hendes beskrivelser af de ”piggede”
familier, der, med et udtryk lånt fra Jonsson, som pindsvinet
vender de stikkende pigge udad: afvisning af såvel
samfundet som behandlersystemet, mistro til skolevæsen
og kriminalforsorgen mv. ”Deres levevis har ofte udviklet sig
fra generation til generation som en dybere social arv, end
61

vi sædvanligvis lægger i dette begreb.” (s. 98). I denne
marginaliserede gruppe findes ifølge Reintoft ”bærerne af alt
det, vi normalt kalder den sociale arvs onde cirkel” (s. 99).
På linje med Vagn Christensen og mange psykologer peger
Reintoft på betydningen af småbarnets opvækst i de allerførste
barneår, de år, hvor det skal opnå den følelse af tillid/selvtillid,
af accept og kærlighed, som er ”afgørende for
det voksne menneskes udvikling og udfoldelse (…) De mennesker,
der ikke har fået et sådant opvækstmiljø, bærer
tungt på ensomhed, mangel på gensidighed og kontaktevne
livet igennem ofte kædet sammen med fysisk og psykisk
sygdom” (s. 100). Reintoft kan følge sådanne børn frem i
livet som unge småkriminelle, adfærdsvanskelige og urolige
drenge eller stille ”pseudotilpassede” piger. Eller som unge
enlige mødre, som ensomme halvgamle mænd eller ensomme
plejehjemsbeboere. Hun taler her om ”den sociale
arvs onde cirkel”, som kun kan brydes gennem kærlighed
og tryghed. Problemet 1985 er, siger Reintoft, at vi antagelig
igangsætter nye onde cirkler i stedet for at bryde gamle”
(Reintoft 1985: 100).
Hanne Reintoft forholder sig dog også kritisk til begrebet.
Hun skriver i sit Forord til genudgivelsen af Jonssons Den
sociale arvs onde cirkel – kan den brydes? (1998), at begrebet
”er ved at udvikle sig til en statisk opfattelse – snarere
en mekanisk, biologisk diagnose end en social beskrivelse”
(Reintoft 1998: I). Alligevel er Jonssons bog fra 1974
ifølge Reintoft ”hverken forældet eller afløst af bedre teorier”,
og hun finder det tankevækkende at ”genfinde erkendelsen
af, at dårligt stillede, adfærdsvanskelige børn er
symptombærere ikke blot af familiens, men af samfundets
fælles uforløste problemer, af fattigdom og dens brændemærker
– den fysiske og åndelige forarmelse – af udstødningens
byrde” (Reintoft 1998: If). Denne forståelse indebærer
i forlængelse af 1970ernes kritik af den borgerlige,
påstået neutrale videnskab en ”politisering af videnskaberne”.
Begrebet må i dette lys ses som et led i studenteroprørets
og venstrefløjens politiske program. Alligevel havde det
en langt bredere gennemslagskraft, og det er formentlig
62

denne brede professionsfundering, der har medvirket til at
fastholde det op i en tid, som ellers præges af nyliberal politik
og nyliberale forståelser.
I den forståelsesramme, som Jonsson og medarbejderne på
Skå lagde op til, lå ifølge Reintoft en opfattelse af, at ”det
ikke nyttede blot at arbejde med det skadede barn, men at
det var nødvendigt at inddrage hele familien i en fælles terapeutisk
proces” (sst., II). Heri lå endvidere en forståelse
af, at det ”var nødvendigt at anlægge ikke blot et socialt
fagligt eller lægeligt syn på familien og dens problemer,
men at forstå dens eksistentielle vilkår, dens sociale arv og
generationers samfundsmæssige erfaring som forudsætning
for at begribe såvel hvordan man lever som udstødt, og
hvorfor normer, livsstil og adfærd derfor bliver afvigende i
forhold til den øvrige samfundsmæssige ageren. Forudsætningen
for denne forståelsesramme – for et sådant paradigme
for arbejdet med de udsatte familier og børn”, er ifølge
Reintoft ”erkendelsen af, at socialt arbejde er politisk virke”
(Reintoft 1998: II). ”Som Jonsson udtrykker det gik
man fra psykologisering til politisering.” (s. II).
Mens social arv i 1970erne blev sammenkædet med ”restfattigdom”
og problemfamilier, blev det i 1990erne forbundet
med begreber som social udstødning og social eksklusion.
Det er ifølge Reintoft, socialarbejderne, der lettest ser
”følgerne af vort højeffektive og udemokratiske arbejdslivs
udstødningsmekanismer” (s. III). Det er således næppe tilfældigt,
at begrebet social arv igen dukkede i 1990erne op i
den af Schlüterregeringen nedsatte Socialkommissions redegørelser.
Baggrunden for dets fornyede aktualitet var
uden tvivl den tiltagende marginalisering fra arbejdsmarkedet
og fremkomsten af en voksende gruppe på overførselsindkomster
(jfr. også Christensen og Brockenhuus-Schack
1997: 43f, hvor der tales om ”den nye sociale arv”, som
formidles af andre faktorer end fattigdom). Der var imidlertid
markante forskelle i situationen. Mens 1960erne og -
70erne med Reintofts ord var præget af ”tillid til de grundlæggende
forandringers mulighed” og forhåbninger til en
63

fremtid med nye vilkår for menneskelivet, var 1990erne
præget af lavkonjunktur, udstødning og nedskæringer.
For Reintoft var det yderligere bekymrende, at teorien om,
at den sociale arvs onde cirkel kan brydes, i 1990erne blev
anfægtet af den internationale genforskning.
Begreberne biologisk og social arv vedrører den gamle diskussion
af forholdet mellem arv og miljø. Mens begrebet
social arv understreger miljøets betydning, fremhæver begrebet
genetisk (eller biologisk) arv naturens (eller biologiens)
betydning. Netop et begreb, som understreger miljøets
betydning, kan give håb om at kunne forandre uhensigtsmæssige
forhold. Med arvebiologiens stærke fremgang er
der igen brug for et begreb, der understreger troen på miljøets
betydning, ”den lyse tro på at indsats kunne nytte og
forandring skabes”. Reintoft så i 1998 en tendens til, at moderne
arvelære og ”plat arvebiologisk tankegang” vil ”fratage
mennesker, der gennem generationer er belastet af den
sociale arv, støtte og behandlingsmuligheder, da det alligevel
skønnes håbløst, og fordi man ikke længere tror, at den
sociale arv kan brydes.” (s. VIII). Reintofts intension er at
modvirke denne tendens, som er ”så farlig i en verden, hvor
den generelle udstødning truer ikke blot de underprivilegerede,
men samfundets stabilitet og orden i hele den vestlige
verden.” (Reintoft 1998: VIII).
Også hos socialrådgiverne Hillgaard & Keiser (1978) sporer
man i afsnittet om familiebehandling inspiration fra Gustav
Jonsson. De kommer således ind på de ”piggede familier”,
dvs. ”de familier, som gennem mange år havde eksisteret
på et materielt og følelsesmæssigt eksistensminimum med
den heraf følgende afsmitning på hele familiens medlemmer,
dog især børnene.” (s. 186). De gennemgår tillige den
behandlingsindsats, der retter sig mod ”multiproblemfamilierne,
dvs. restfattigdommens specielle problembærere.” (s.
186). Jonssons Den sociale arvs onde cirkel – kan den brydes?
(1974) nævnes i litteraturlisten. Det er i denne sammenhæng
værd at bemærke, at Jonssons indflydelse i Dan-
64

mark tilsyneladende først for alvor gør sig gældende fra og
med oversættelsen af denne bog til dansk i 1974.
Begrebet findes kun sporadisk anvendt hos Egelund & Halskov
(1984), idet de i forbindelse af vurdering af sagers
sværhedsgrad taler om ”den tunge sociale arv”, hvor det
drejer sig om kroniske problembilleder eller multiproblembilleder.
Problemerne er her blevet ”fastlåste”, eller der kan
være tale om en ”høj grad af ophobning af sociale problemer”.
Der henvises i litteraturen til Den sociale arvs onde
cirkel – kan den brydes? (1980), men derudover anvendes
begrebet ikke. Egelund & Halskov taler derimod i deres gennemgang
af sagernes indholdsmæssige karakter om ”fattigdomskultur”:
”En særlig, men lille gruppe familiesager vedrører
de meget tungt belastede familier, hvis fattigdomskultur
”nedarves” og genskaber sig selv i generationer. Multiproblem-familier,
som socialforvaltningen må indstille sig på
– ikke mindst for børnenes skyld – at arbejde med i relation
til deres totale funktion, ofte i generation efter generation.”
(Egelund & Halskov 1984: 19).
Begrebet ”fattigdomskultur”, som stammer fra den amerikanske
antropolog Oscar Lewis´ undersøgelser af fattigdomsmiljøer
i Puerto Rico og Mexico, genfindes i øvrigt hos
psykologen Janne Gry Poulsen, der i Fattig-firsernes psykiske
følger (1982) tager dette begreb som udgangspunkt for
en belysning af sammenhængen mellem fattigdom og psykiske
lidelser. Begrebet anvendes endvidere i psykolog og socialrådgiver
Nancy Bratts bog fra 1970 med titlen Fattigkulturens
børn. Bratt taler heri om den fattigkultur, som præger
børnene, der så igen vedligeholder og præger denne
kultur, med det resultat, at vi får ”en ond cirkel” (Bratt
1970: 35). Lewis´ teori om en sådan særlig subkultur med
en egen struktur og eget rationale, der som en livsform blev
videregivet fra generation til generation i bestemte familier,
synes altså at have været ganske indflydelsesrig i dansk
sammenhæng – sideløbende med Jonssons begreb om ”social
arv”. Eksistensen af en sådan subkultur med egne vær-
65

dier, holdninger og anskuelser er dog blevet problematiseret
af mange kritikere (jfr. fx Lister 2004: 106).
Begrebet ”den sociale arv” har været brugt af mange andre
socialrådgivere, bl.a. Herdis Møllehave og Keld Skov i Socialt
set – en grundbog (1976, her 4. udgave 1982), hvor det betegner
”det i forældrenes egen opvækst, der er videregivet
til næste generation” (s. 93). Endvidere bruger Anna Koch
begrebet i sin bog fra 1982 under henvisning til Vagn Christensen
og Tavs Folmer Andersen. Hun taler i forbindelse
med udformningen af boligmiljøer om en proces, hvor et nyt
kvarter ”forslummer”, fordi grupper med ”en belastende social
arv” slår sig ned i kvarteret. I tilknytning til større byer
fungerer hele bydele som sovebyer med mangel på socialt
liv, siger Koch (1982: 112). I beskrivelsen af levekårene i
velfærdsstaten konstaterer hun på baggrund af SFIs levekårsunder-søgelser,
at der finder en ophobning sted af dårlige
levekår på alle områder hos de samme mennesker (dvs.
dårligt helbred, dårlige boligforhold, få kundskaber, mangel
på indflydelse og uddannelse, dårlig økonomi, dårlige arbejdsforhold).
”Sådanne ophobninger af dårlige levekår kaldes
for ”onde cirkler”, som betegner kombinationer af forhold,
som har en tendens til at fastholde den enkelte i den
dårlige levekårssituation (…)” (s. 117).
Mens mange mennesker således er ramt af en ’ond cirkel’,
er ca. 150.000 personer ”ramt af en totalophobning af dårlige
kår fra samtlige cirkler. Sådanne levekår betegnes som
ekstremt belastende. Under henvisning til Jonssons bøger
tilføjer Koch, at ”der er en tendens til, at ekstreme belastninger
fortsætter i den samme slægt den ene generation efter
den anden” (Koch 1982: 118). Det er uden tvivl erfaringer
af sådanne forhold, der ligger til grund for Reintofts udtalelse
om, at ”Alle på socialforvaltningen kender 3. generation
af Maren i Kærets børn” (Reintoft 1998: VIII). Samtidig
fremgår det dog, at der er tale om en antalsmæssigt relativ
beskeden gruppe. Den kendsgerning, at socialrådgivere i
kraft af deres arbejde overhyppigt møder netop denne
gruppe mennesker, kan sikkert udgøre grundlaget for deres
66

overvurdering af den social arvs hyppighed (jfr. Ejrnæs et
al. 2004). I deres arbejde forekommer den sociale arv givetvis
langt hyppigere end i andre sammenhænge.
2.12. Social arv i pædagogisk diskurs
Ligesom begrebet social arv har haft stor gennemslagskraft i
socialrådgiverprofessionen, har det også vundet stor udbredelse
i det pædagogiske arbejde, i professioner som lærerprofessionen
og (social)pædagogprofessionen.
I lighed med fattigdom var social arv i 1990erne fortsat et
emne med store socialpolitiske implikationer. Som Leif Hermann
fremhæver i en lærebog for pædagoguddannelsen,
Social udvikling (1995), fandt Socialkommissionen det
navnlig bekymrende, at uddannelsestilbøjeligheden ikke var
særlig stor for børn af uuddannede forældre. Idet afhængigheden
af overførselsindkomster samtidig var særlig stor,
blev det tydeligt, at ”forudsætningerne for en fortsat rekruttering
til gruppen af egentligt udstødte eller absolut fattige
er til stede trods alle tilbud” (Hermann 1995: 216).
Hermann fremhæver, at netop uddannelsestilbøjeligheden
er en central faktor i spørgsmålet om den sociale arv. Han
nævner, at Socialforskningsinstituttet i sine rapporter i
1980erne havde søgt at afdække, hvad der karakteriserede
”de unge, der var på vej til en social placering, der var meget
forskellig fra deres forældres” (Hermann 1995: 217).
Der blev her set på, hvordan det var gået unge fra de forskellige
socialgrupper, og herunder specielt arbejderklassens
børn. Der blev ved disse undersøgelser set på ”såvel
de barrierer eller tilbøjeligheder, der ligger i socialgruppernes
opfattelse og uddannelsestraditioner, som de hindringer
og fordele, der er indbygget i selve uddannelsessystemet.”
Såvel de førstnævnte som de sidstnævnte havde tilsyneladende
ændret sig de sidste mange år. Hermann konkluderer
derfor: ”Nogen bryder altså den sociale arv, hvis de sociale,
indholdsmæssige og organisatoriske forudsætninger er tilstrækkeligt
gunstige. Danmark har altså i et vist omfang
67

gjort op med den side af den sociale arv, der fastholdes ved
en træghed i den sociale mobilitet i rekrutteringen til de videregående
uddannelser.” (Hermann 1995:218). Jeg hæfter
mig ved Hermanns formulering af, at bruddet netop sker,
når der er gunstige forudsætninger til stede, en opfattelse,
der harmonerer med en kritisk realistisk forståelse.
På den anden side fremhæver Hermann, at den økonomiske
afmatning går ”hårdest ud over de tilbageværende grupper,
der i forvejen er svagt udrustede i uddannelsesmæssig henseende.”
(s. 218). Rationaliseringer på virksomhederne indebærer
bl.a., at en masse arbejdspladser, som har været
besat med ikke-uddannet arbejdskraft, nu bortfalder. Det,
der efterspørges, er personer med relevante kvalifikationer.
Man kunne tilføje, at der på denne måde efter skolens sortering
af eleverne, kommer en ny sortering, nemlig arbejdsmarkedets.
Det betyder, at ikke blot skolen, men i allerhøjeste
grad også arbejdsmarkedet er med til at formidle
den sociale arv. Hvis arbejdsmarkedet havde været åbent
og rummeligere, var det måske aldrig kommet til at gå, sådan
som det gik med ”de sociale tabere” og dem med ”den
sociale arv”.
Leif Hermann sætter i lighed med flere andre social arv i
forbindelse med fattigdom og inddrager i den sammenhæng
Jonsson, der indgående ”har beskæftiget sig med den side
af problemet social arv, der handler om, at en bestemt uønsket
adfærd nedarves gennem generationer.” (Hermann
1995: 218). Hermann taler altså om ”adfærd”, der nedarves,
men sat ind i en strukturel ramme. Jonssons hovedtese
er, ”at det allertidligste miljø sætter sit præg på mennesket,
så det senere må trækkes med dette miljø som et handicap
under opvæksten og senere i livet” (Hermann 1995:219). I
Hermanns fortolkning er social arv for den enkelte altså et
handicap, men også et tilknytningsforhold: ”Med andre ord
er vi stærkt knyttet til det opvækstmæssige udgangspunkt
socialt og kulturelt. Så stærkt, at nogen udstødes, eller med
Jonssons ord aldrig indlemmes i et udviklende fællesskab.”
(Hermann 1995: 219). Uddannelsessystemet har, som
68

Hermann ser det, bidraget til at anvise vejen ud af den sociale
arv (s. 220).
Samtidig har fattigdommen lagt grunden til ”skabelsen af et
fattigdomsproletariat” (subsistensløse, forsorgshjemsklientel
mfl.). Nogle i denne gruppe stammer ifølge SFI fra ”den
gruppe, der blev tabere som følge af stigningen i arbejdsløsheden
i slutningen af 1970erne” (Hermann 1995: 220).
Ud over at passe på denne gruppe af ”absolut fattige” passer
Jonssons karakteristik endvidere på ”en ikke ubetydelig
gruppe mennesker, der lever i den såkaldte relative fattigdom”
(s. 220). Endelig peger Hermann på, at grupper af
børn med betegnelser som ”de forsømte børn, de truede
børn og problembørn” formentlig kommer fra den gruppe,
der er blevet omtalt som de relativt fattige (s. 222). ”Altså,
at der endnu engang er tale om en videregivelse af social
arv i den forstand, at børnene rammes af de samme sociale
udstødningsprocesser, som deres forældre har måttet tåle.”
(s. 222). Med baggrund i Else Christensens undersøgelser i
Trængte familier (1991), når Hermann således frem til, at:
”Et fælles træk for disse familier, der befinder sig i risikozonen,
er, at det er de færreste, der har afsluttet en uddannelse
efter skolegangen, og at familien helt eller delvis forsørges
af overførselsindkomster.” (Hermann 1995:223).
Det er her bemærkelsesværdigt, at Hermann ser socialt udstødte,
”tabere” og relativt fattige som kategorier, der er
socialt og historisk producerede, dvs. resultater af sociale
processer i samfundet, og herunder primært udstødelsesprocesser.
At de ender op i denne position (outcome), er ikke
alene en effekt af processer i familien og opvæksten,
men måske frem for alt et resultat af sociale processer i
”konkurrencesamfundet”, den kapitalistiske markedsøkonomi.
Social arv kan i denne forståelse ikke ses som isoleret
fra de strukturelle forhold, der virker i de sociale kontekster,
som disse mennesker indgår i. Det er endvidere bemærkelsesværdigt,
at begrebet social arv hos Hermann ikke alene
anvendes med henblik på at udforske uddannelsesmæssige
sammenhænge, og herunder specielt ”opadgående social
69

mobilitet”, men også med henblik på udforskningen af de
processer, der fører til, at de dårligst stillede i vores samfund,
ender med de belastninger, skader og sociale problemer,
som de får. Der er altså på ingen måde tale om nogen
”automatisk” eller ”deterministisk” proces, men om en proces
præget af, at der er en række åbne muligheder, og herunder
muligheder for indgriben (indsats) udefra, men naturligvis
også præget af de indvirkninger, som stammer fra den
rådende beskæftigelses- og socialpolitik.
I en pædagogisk grundbog, Introduktion til pædagogik, fra
2002 taler Lars Ulriksen om, at ”Der er en tæt forbindelse
mellem uddannelse og sundhed, uddannelse og indkomst og
uddannelse og magt. Mennesker med kort uddannelse eller
uden uddannelse har statistisk set en dårligere sundhedstilstand,
de lever i kortere tid, har en lavere indkomst og har
mindre mulighed for indflydelse – både på deres egen arbejdssituation
og politisk indflydelse i bredeste forstand.”
(Ulriksen 2002: 174). Med begrebet social arv sigtes der til,
at ”der er en tendens til at børn overtager forældrenes og
kønnets sociale og uddannelsesmæssige placering, hvad enten
den er høj eller lav, og at børn af forældre med sociale
problemer af større eller mindre grad i nogen udstrækning
falder ind i et tilsvarende socialt mønster.” (s. 175). Ulriksen
tilføjer: ”Man taler derfor om at der sker en sortering i uddannelsessystemet,
og det i en grad så det måske var mere
rimeligt at kalde det for ’fordelingsagentur for livschancer’
end en ’folkeskole’ (ifølge lektor i uddannelsesforskning Leif
Hansen)” (Ulriksen 2002: 175f).
Som eksempel på den pædagogiske vinkel på social arv kan
man nævne pædagogen Lene Linds bog På vej – men hvorhen?
(1993). Her er udgangspunktet det pædagogiske arbejde
med børn, der er præget af den sociale arv. I bogen
følges en familie gennem tre generationer - piger, der alle
bliver skildret som præget af deres fortid (den sociale arv),
primært med fokus på livet i børnehaven. Hun vil ikke alene
vise, hvordan den sociale arv videreføres, men også belyse,
”hvor ubrydelig den er, ved at følge en familie gennem flere
70

generationer” (Lind 1993: 8). Forståelsen af den sociale arv
bliver her næsten deterministisk, når hun siger, at ”vi ikke
kan undgå at give vore børn det, vi selv har fået, både det
gode og det dårlige” (Lind 1993: 8). Forfatteren forsøger
endvidere at give et indblik i, hvordan den sociale arv præger
pædagogens valg af arbejde og måde at omgås børn på.
Lind definerer i bogen social arv som ”familiers videreførsel
af sociale og psykiske problemer fra generation til generation.”
(Lind 1993: 7). Fagpersonalet i daginstitutionerne
kommer i berøring med den sociale arv gennem deres arbejde
med børn, der har problemer af fysisk, psykisk eller
social karakter (s. 7). ”Socialarbejdere forsøger at afhjælpe
virkningerne af denne arv af problemer, der forringer menneskers
livskvalitet og koster samfundet dyrt gennem forskellige
interventioner enten overfor familien som helhed
eller over for familiens børn.” (s. 7). I bogen diskuteres det,
hvorvidt pædagogerne er i stand til at bryde den sociale arv.
Således udtaler Gitte, at pædagogerne ”kan mildne nogle af
følgerne ved den sociale arv, men at bryde den helt kræver
mere, end pædagogerne alene er i stand til.” (Lind 1993:
181). Lind går meget ind på de psykiske og emotionelle
virkninger af den sociale arv og lægger meget vægt på relationerne
mellem børn og forældre. I en udtalelse fra Gitte
hedder det, at ”(…) mange voksne med en psykisk og social
belastet barndom har problemer med både adskilthed og
tæthed til egne børn. De sammenblander egne behov og følelser
med børnenes, samtidig med de afspiller deres egne
barndomserfaringer på børnene.” (Lind 1993:179).
2.13. Det videnskabsteoretiske perspektiv bag forskningen
i social arv
Hvilket videnskabsteoretisk perspektiv bygger forskningen i
”social arv” på? Ud fra ovenstående gennemgang af den
danske forskningstradition ser jeg såvel forståelser af social
arv, som knytter sig til en patologisk (individualistisk) referenceramme,
som forståelser, der er mere i overensstemmelse
med marxistiske perspektiver eller et ”nordisk velfærdsperspektiv”.
Som Morten Ejrnæs og andre har gjort
71

opmærksom på, foreligger der altså ikke nogen entydig eller
præcis fælles forståelse af begrebet. En individualistisk, adfærdsorienteret
forståelse, som almindeligvis vil ses som
knyttes til synspunkter på den politiske højrefløj, vil tilmed
kunne ses forenet med marxistiske eller venstreorienterede
holdninger og synspunkter. Positivistiske forskningstilgange
vil ligeledes kunne ses forenet med marxistiske holdninger
og vurderinger.
På baggrund af disse studier kan jeg konkludere, at social
arv ikke bliver brugt entydigt eller som et begreb med en
præcis betydning (noget lignende gør sig i øvrigt gældende
med fx begrebet ”fattigdom”). Hvert fag eller disciplin giver
tilsyneladende begrebet den betydning, som bedst kan gøre
det meningsfuldt i den pågældende fagtradition. Eller man
kunne sige: I forskellige fag er man optaget af forskellige
aspekter af social arv. Dette påvirker definitionen af begrebet.
For mig at se giver disse inkonsistenser imidlertid ikke
grundlag for at konkludere, at det er forskellige begreber, vi
har med at gøre. Som jeg ser det, vil det være selvmodsigende
og inkonsekvent at hævde, at man nok kan studere
social arv som arv af forældrenes position i samfundet, og
at man også nok kan studere social arv som arv af uddannelsesniveau,
men derimod ikke studere social arv som arv
af helbredsmæssige og sociale problemer. De tre studieområder
er tre forskellige, men sammenhængende aspekter af
den samme problematik, nemlig at et samfund præget af
social ulighed vil give dets medlemmer meget forskellige
livschancer, give de bedst stillede grupper privilegier og give
de dårligst stillede belastninger og afsavn.
Det er for forskningen i social arv karakteristisk, at den i videnskabsteoretisk
henseende helt overvejende bygger på en
empirisk analytisk tilgang eller - kunne man sige – i yderste
ende en positivistisk videnskabsteori. Man kan hævde, at
den logiske positivisme udgør en mere radikal version af det
empirisk-analytiske paradigme, som har fodfæste i dag
(Launsø & Rieper 2005: 56). Ikke desto mindre har det empirisk-analytiske
paradigme en helt anden opfattelse af on-
72

tologi, epistemologi og metodologi end konkurrerende paradigmer
så som det fortolkningsvidenskabelige og det kritiske
paradigme. Jeg vil her hævde, at der i kritisk teori foreligger
en forståelse af social arv, som afviger fra den, der knytter
sig til den positivistiske og individorienterede tilgang, som
dominerer social arv-traditionen. Det er en opfattelse som
knytter sig til undersøgelser af og kritik af reproduktionen af
klasse-baserede uligheder i samfundet (Jfr. fx Jones 1997;
Bourdieu og Passeron 2000; Bowles, Gintis & Groves 2005,
m. fl.). Her tages der udgangspunkt i socioøkonomiske
strukturelle uligheder i samfundet, og her undersøges kontinuiteter
i de processer, som opretholder klassesamfundet.
Det kan typisk være undersøgelser af, hvordan børn arver
deres forældres status i det sociale hierarki, eller af relationen
mellem social klasse og præstationer i uddannelsessystemet
(jfr. fx Furlong1997). Et overordnet begreb er her
social reproduktion, og undersøgelsen af, hvordan der etableres
kontinuitet i reproduktionen af fattigdom (og dermed
sociale problemer) hører naturligt med i dette forskningsfelt.
Dette vil jeg komme nærmere ind på i kapitel 3.
3. Social arv i den britiske og amerikanske forskning
Inden jeg går over til at skitsere et kritisk realistisk perspektiv
på social arv, vil jeg i kapitel 3 belyse de tilgange,
debatter og perspektiver, der i Storbritannien og USA har
været på social arv. Jeg vil først belyse de generelle teoretiske
perspektiver, der anlægges på fattigdom og social arv,
for herved at anskueliggøre konsekvenserne af de divergerende
måder, hvorpå disse fænomener er blevet forstået og
forklaret. Dernæst vil jeg inddrage de undersøgelser, der i
de to lande har været foretaget af ”fattigdomscirklen” og
”deprivationscirklen”. Den britiske debat om ”deprivationscirklen”
vil i forlængelse heraf afdække betydningen af de
begreber, der bruges, for forståelsen af det studerede fænomen.
Begreberne ”cycle of deprivation” og ”cycle of inequality”
rummer således helt forskellige forståelser af den
sociale arv.
73

I kapitlet berøres endvidere tilgrænsende problemstillinger,
der kommer til udtryk i form af begreber som ”fattigdomskultur”,
”fattigdomsfælde”, ”underklasse” og ”afhængighedskultur”.
Sigtet med gennemgangen dels at vise, at debatten
om social arv ikke er begrænset til Skandinavien, sådan
som det er blevet hævdet, dels at medvirke til at kvalificere
diskussionen om, hvorvidt begrebet social arv er anvendeligt,
eller det bør kasseres, sådan som Ejrnæs et al.
(2004) har hævdet. Gennemgangen tænkes endvidere at
kunne medvirke til en belysning af, hvorvidt begrebet rummer
en sådan determinisme og automatik, som det er blevet
beskyldt for.
3.1. Teoretiske perspektiver på fattigdom og social
arv
Ligesom der findes stærkt divergerende forklaringer på fattigdom,
vil man også kunne betragte social arv ud fra forskellige
teoretiske perspektiver (eller paradigmer). Den
amerikanske sociolog Eric Olin Wright (1994) kontrasterer
fire måder at forklare fattigdom på. De fire tilgange skiller
sig ud fra hinden på to dimensioner: for det første, i hvor
vidt de ser individet eller samfundet som den centrale analyseenhed,
og for det andet, i hvor vidt de ser fattigdom
som et ulykkeligt biprodukt af bestemte årsager eller som et
træk, der er iboende det pågældende samfundssystem. Det
fører til følgende fire slags forklaringer på fattigdom, selv
om der selvfølgelig kan forekomme blandinger og kombinationer
af disse tilgange på eklektisk vis.
Den første tilgang ser fattigdom som et resultat af egenskaber,
som er individet iboende, dvs. en slags ”blaming the
victim”-tilgang, hvor man lægger skylden på ofrene selv. De
fattige er fattige, fordi de individuelt lider af iboende mangler,
som ofte kædes sammen med genetisk underlegenhed
og lavere intelligens.
74

Den anden tilgang opfatter fattigdom som biprodukt af forskellige
eventuelle egenskaber hos individer, som gør dem
ude af stand til at fungere effektivt i samfundet. Der er her
ikke tale om interne egenskaber i individet, men biprodukter
af forskellige sociale og kulturelle processer. Ikke desto
mindre er den mest fremtrædende forklaring på, hvorfor de
fattige er fattige, at de mangler de rette værdier, at de er
dovne, mangler motivation, er for her-og-nu-orienterede,
har for lavt selvværd, etc. (Wright 1994: 34). Fordi denne
tilgang lægger vægt på de fattiges værdier og normer, karakteriseres
den ofte som ”fattigdomskulturtesen”.
I sine stærkeste versioner har denne forklaring fokus på den
kulturelle socialisering, ”the intergenerational transmission
of a set of values that perpetuate endless cycles of poverty”
(Wright 1994: 35). Vi er med andre ord meget tæt på det
perspektiv, som ligger til grund for Sir Keith Josephs formulering
af hypotesen om ”transmitted deprivation” og ”a cycle
of deprivation” i England i 1972 (men herom senere).
Mere moderate versioner lægger større vægt på situationelle
livsbetingelser, og hvordan disse kan generere præferencer,
vaner og værdier. Lang tids fattigdom kan forklare de
fattiges korte tidshorisont. Manglen på rollemodeller, som
viser, hvordan hårdt arbejde fører til succes, kan forklare
lavt selvværd, fatalisme og lav arbejdsmotivation. Under alle
omstændigheder ses disse værdier og personlighedstræk
som indlejret i individet, og ikke kun som overfladiske korrelater
til fattigdom (Wright 1994: 35).
En løsning på fattigdom forudsætter i denne tilgang, at man
ændrer disse værdier og motivationer, dvs. at man ændrer
menneskene. Det er ikke nok at øge sådan en families indtægt,
idet dette ikke nødvendigvis vil forbedre dens levevis.
Den tredje tilgang ser fattigdom som et biprodukt af sociale
årsager. Selv om individuelle egenskaber godt kan spille en
vis rolle i denne tilgang, bliver hovedforklaringen søgt i beskaffenheden
af den mulighedsstruktur, som de underprivi-
75

legerede mennesker står overfor. Det kan fx være ændringer
på arbejdsmarkedet, som gør det vanskeligt at finde
jobs. Ingen har haft til hensigt at skabe denne situation, og
fattigdom bliver derfor en utilsigtet konsekvens af sociale
årsager, eksempelvis økonomiske forandringer (Wright
1994: 36).
Løsningerne bliver i dette perspektiv uddannelse og udvikling
af færdigheder, så de disprivilegerede kan komme til at
deltage aktivt på arbejdsmarkedet. En anden løsning kan
være igangsættelse af offentlig beskæftigelse. En konservativ
version af denne tilgang kommer til udtryk hos Charles
Murray, der mener, at de fattige handler rationelt, når de
udnytter velfærdssystemets generøsitet. Hans løsning er
derfor at eliminere alle velfærdprogrammer og derved give
de fattige incitament til at handle ansvarligt og begynde at
arbejde hårdt.
Den fjerde og sidste tilgang betragter fattigdom som egenskaber,
der er samfundssystemet iboende. I den marxistiske
tradition ses fattigdommen således som genereret af dynamikken
i klasseudbytningen. Fattigdom er således ikke en
ulykkelig tilfældighed eller et biprodukt. Tværtimod er der
magtfulde og privilegerede aktører, som har en aktiv interesse
i at opretholde fattigdom. Kapitalister og andre udbyttende
klasser nyder godt af fattigdommen. Fattigdommen er
en del af den måde kapitalismen funktionerer på (Wright
1994: 37f).
Dette syn på fattigdom har afgørende politiske implikationer.
Reduktionen af fattigdommen kræver således, at magtfulde,
privilegerede sociale kræfter overvindes. Wright nævner
her to principielle varianter: Den revolutionære marxisme,
der hævder, at kapitalismen som sådan må elimineres,
for at fattigdommen kan reduceres. Den anden variant, den
Socialdemokratiske, hævder, at kapitalismen kan tæmmes i
betydelig grad, og at en omfordeling af indkomster ikke er
uforeneligt med, at de kapitalistiske institutioner kan overleve
(Wright 1994: 38).
76

3.2. Divergerende forklaringer på fattigdom i Storbritannien
En supplerende redegørelse for disse tilganges aktualitet i
Storbritannien findes hos Ken Browne. Browne (1998) opstiller
fem forskellige forklaringer på fattigdom – alt efter
hvor skylden for fattigdom placeres (se hertil også Ropers
1991, der grovdeler forklaringerne i to hovedkategorier:
”blaming the victim- forklaringer og ”blaming the system”forklaringer):
• Skylden ligger i velfærdsstatens generøsitet (”barnepigestaten”)
• Skylden ligger i velfærdsstatens utilstrækkelighed
• Skylden ligger i de fattiges kultur (levemåde)
• Skylden ligger i en ond cirkel af relativ fattigdom (deprivation)
• Skylden ligger i en samfundsstruktur præget af ulighed
i magt og rigdom (Browne 1998: 74)
Dermed bliver forståelsen af fattigdommen som socialt problem
ikke blot knyttet til forskellige sociologiske perspektiver,
men også til forskellige politiske paradigmer:
(1) Nogle konservative hævder, at fattigdommen opstår,
fordi velfærdsstaten er for generøs med sine ydelser til borgerne.
Generøsiteten skaber incitamenter for at forblive
ubeskæftiget, og herved lærer de fattige at blive afhængige
af andre. På denne måde undermineres selv-hjælp og det at
kunne forsørge sig selv. Det tales i den forbindelse undertiden
om en ”afhængighedskultur” (dependency culture), som
vedrører bestemte befolkningsgruppers afhængighed af velfærdsydelser
(welfare dependence).
(2) Et andet synspunkt er, at ydelserne ikke er høje nok til
at kunne løfte folk ud af fattigdommen. Gennem nedskæringer
og inflation er ydelserne blevet sænket, og alligevel er
77

der fattige, der undlader at gøre krav på ydelserne, bl.a.
fordi det at modtage socialhjælp virker stigmatiserende.
(3) Atter andre hævder, at velfærdsstatens generøsitet
sammen med ”afhængighedskulturen” har skabt en ”underklasse”
af mennesker, som har udviklet en livsstil og nogle
holdninger, som får dem til at tøve med at søge arbejde. De
synes villige til at leve af velfærdssamfundet og hævdes at
savne moral. Browne (1998) skitserer forskellige varianter
af ”underklasseteorien”.
(4) Ifølge en første version af ”underklasseteorien” hævdes
det, at velfærdsstaten ikke er generøs nok, og at middelklassen
får mere ud af den end de fattige. Nok har vi en underklasse,
men skylden ligger hos velfærdsstaten.
(5) Ifølge en alternativ version af underklasseteorien består
denne af underprivilegerede grupper, som er ekskluderet fra
at tage del i samfundet. Disse grupper er tvunget til at stole
på utilstrækkelige ydelser fra staten, og de kan derfor hverken
fuldt ud tage del i samfundet eller undslippe ”fattigdomsfælden”.
Skylden for fattigdommen ligger ifølge dette
syn ikke i de fattiges holdninger, men i forhold, der ligger
uden for deres indflydelse (fx arbejdsløshed). Efter denne
opfattelse har regeringspolitikken forsømt at håndtere arbejdsløsheden
og forsømt at give de fattige mulighed for at
komme væk fra understøttelsen.
(6) Teorien om ”fattigdomskulturen” leverer endnu en forklaring
på fattigdommen: Den antager, at det er karakteristika
ved de fattige, som forårsager fattigdommen, nemlig
deres værdier og kultur. De fattige resignerer overfor deres
situation, og når børnene vokser op i denne kultur og lærer
disse værdier af deres forældre, så fortsætter fattigdommen
fra den ene generation til den anden. Svagheden ved denne
forklaring er, at de fattige får skylder for deres egen fattigdom.
Desuden fremføres den indvending, at hvis de fattige
udvikler en ”fattigdomskultur”, så er den snarere et resultat
af fattigdom end en årsag til den. Endelig gøres det gæl-
78

dende, at såvel teorierne om en ”afhængighedskultur” som
en ”fattigdomskultur” forekommer at være ganske bekvemme
for de, der er i besiddelse af magten (Browne
1998: 74ff).
(7) Der findes endnu en forklaring af fattigdommen, og den
taler om ”deprivationens onde cirkel” (the cycle of deprivation).
Fattigdommen opfattes som kumulativ, på den måde,
at ét aspekt af fattigdom kan føre til yderligere fattigdom. Vi
får hermed ”en ond fattigdomscirkel”, som det er svært for
de fattige at slippe væk fra, og den fortsætter så igen med
deres børn. Cirklen kan illustreres gennem en omfattende
figur (se senere). Problemet med denne forklaring er, siger
Browne, at den nok forklarer, hvorfor fattigdommen fortsætter,
men ikke, hvordan den først opstår. Det forsøger
den sidste type forklaring imidlertid.
(8) De strukturelle forklaringer forklarer fattigdommen ud
fra samfundets struktur, og denne er kendetegnet ved en
ulige fordeling af rigdom og indkomst. Ifølge marxistiske argumenter
er de fattige fattige, fordi de udbyttes af de rige.
De rige får således profit ved at betale lave lønninger – og
deres position som rige er baseret på fattigdom. Fattigdommen
sikrer, at det farlige og ubehagelige arbejde udføres,
og de fattige er med til at holde lønningerne til de bedrestillede
nede, fordi de kunne udgøre en trussel mod de
bedrestilledes jobs (Browne 1998: 73ff).
Gennemgangen af disse tilgange og måder at forklare fattigdom
på er ikke irrelevant for forståelsen af begrebet social
arv. Tværtimod vil man finde tilsvarende tilgange og forklaringer
på begrebet social arv (transmitted deprivation) og
den sociale arvs onde cirkel (cycle of deprivation). I den britiske
diskussion kommer forskellene mellem de forskellige
standpunkter i debatten således til udtryk i valg af begreber
i forståelsen af social arv. Begrebet ”a cycle of deprivation”
svarer således til den individorienterede tilgang ovenfor,
men begrebet ”cycle of inequality” svarer til den sidstnævnte
tilgang ovenfor med vægt på det strukturelle.
79

I det førstnævnte begreb ligger dog også det, at der er tale
om ophobninger af problemer, og man taler således undertiden
om et ”web of deprivation” (Coffield et al. 1980: 163).
Sidstnævnte begreb angiver ifølge Coffield et al. mere præcist
end det førstnævnte, at der er tale om et kompakt net
af psykologiske, sociale, historiske og økonomiske faktorer,
som har enten skabt eller bevaret familiens problemer. Med
begrebet ”cycle of deprivation” understreges ”de omstændigheder,
hvori de fattige er fanget (trapped), og hvordan
disse omstændigheder kombineres, så de danner et net,
som der – uafhængigt af holdning eller evner – er meget
små muligheder for at undslippe fra” (Browne 2006: 341).
For eksempel kan det være sådan, ”at et barn i en fattig
familie, har dårlige boligforhold og får en dårlig kost. Dette
kan være årsag til dårligt helbred, og derfor fravær fra skolen.
Dette kan betyde, at barnet kommer bagud og dumper
til eksamen, hvilket så igen kommer til at betyde et lavt betalt
job eller arbejdsløshed, og derfor fattigdom i voksenlivet.
Og så fortsætter det videre med deres børn.” (Browne
2006: 341).
Tager vi begreber som ”relative deprivation” (relativ fattigdom)
og ”social exclusion”, må de begge siges at være multidimensionelle,
idet de omfatter alle væsentlige livssfærer
(Lister 2004: 21f). Med cirkel-metaforen sættes der fokus
på, i hvilken udstrækning disse dimensioner interagerer og
bliver kumulative. Det er dog et problem, at det ikke altid
bliver gjort klart, hvorvidt metaforerne indikerer årsag, konsekvens
eller bare er beskrivelser af, hvordan fattigdommen
opleves (Lister 2004: 92).
3.3. Patologiske og strukturelle årsager til fattigdom
Ovenstående forklaringer kan yderligere suppleres og nuanceres
gennem en sondring mellem patologiske og strukturelle
årsager til fattigdom. Alcock (1997) modstiller med udgangspunkt
i Holman (1978) en række forskellige perspekti-
80

ver på fattigdom, som kan klassificeres som enten patologiske
eller strukturelle tilgange.
I den patologiske tilgang ses fattigdom som produkt af individuel
svaghed eller manglende dygtighed. Individerne ses
med andre ord som ophavsmænd til deres egen skæbne eller
vanskæbne.
De patologiske (individuelle) forklaringer omfatter genetiske
forklaringer, som søger at relatere social status til arvede
egenskaber så som intelligens, samt psykologiske tilgange,
som forklarer individuelle præstationer ud fra personlighedstræk.
En anden kategori af forklaringer fokuserer ifølge Alcock på
familien eller lokalsamfundet som årsagen til fattigdom:
Utilstrækkelighed hos forældrene, sænkede aspirationer og
et dispriviligeret familiemiljø bliver internaliseret som en del
af børnenes værdier, når de vokser op. Det betyder, at de
opvoksende børns forventninger og evner forringes, og de
bliver mere parate til at acceptere fattigdommen. Selv om
denne model undgår at tilskrive individer skylden for fattigdommen,
ser den dog de fattige selv, som dem, der producerer
og reproducerer fattigdommen, om end det sker kollektivt
via familiekulturen og fællesskabet (Alcock 1997:
38).
De strukturelle tilgange ser derimod snarere fattigdom som
resultat af det komplekse samspil mellem sociale kræfter
inden for en dynamisk strukturel kontekst og proces. Fattigdom
bliver i denne forklaring produktet af social forandring,
og opmærksomheden rettes herved mod den kontekst,
hvori fattigdommen opleves. Fattigdommen må således ses
som konsekvensen ikke af et enkelt individs handlinger,
men af interaktioner mellem mange forskellige årsager.
Fattigdom opfattes i den strukturelle tilgang som et produkt
af dynamiske samfundskræfter, og fattigdom opfattes i
denne tilgang snarere som et resultat af svagheder i de poli-
81

tiske tiltag mod fattigdommen end som et resultat af de fattiges
mangler. Mange politiske interventioner handler snarere
om at kontrollere og disciplinere de fattige end om at
fjerne deres fattigdom. Alligevel er det ifølge Alcock nødvendigt
at kigge længere end til politikerne og de politiske
beslutninger for at finde årsagerne til fattigdom. For politikerne
kan ikke forandre eller påvirke alle de økonomiske
kræfter og økonomiske beslutninger, som er forbundet med
en markedsøkonomi. Fx kan fattigdom være resultat af arbejdsløshed,
som er forårsaget af en international økonomisk
recession. Fattigdom bliver ifølge opfattelsen i den
strukturelle tilgang produceret af den måde det kapitalistiske
arbejdsmarked fungerer på, eftersom arbejdsmarkedet
har brug for fattigdom for at kunne operere effektivt. Frygten
for fattigdom virker således som en disciplinerende kraft
på arbejderne. En sådan strukturel forklaring findes fx hos
Holman (1978). Fattigdom er produkt af et ulige eller kapitalistisk
samfund. Det er den socioøkonomiske struktur og
de politiske processer, som reproducerer denne struktur,
der forårsager fattigdommen.
Faren ved at købe en sådan strukturel tilgang fuldt og helt
er ifølge Alcock (1997: 42), at den bliver stående ved en
konstatering af det indlysende, og en opfattelse af, at fattigdommen
i så fald kun vil forsvinde, hvis vi forandrer samfundet.
Han når derfor frem til, at årsagen til fattigdom ikke
kan indfanges i den ene eller den anden af disse årsagsforklaringer,
men må omfatte interaktionen af dem alle.
Hos Holman (1978) knyttes fattigdomsbegrebet også til et
samfund præget af ulighed: Fattigdom har i Holmans definition
direkte som funktion at opretholde et stratificeret samfund.
Man må derfor forvente, at samfundets hovedinstitutioner
vil bidrage til såvel opretholdelsen af privilegiepositioner
som videreførelse af fattigdom (Holman 1978: 207). I
forlængelse af disse opfattelser går Holman ind på det stratificerede
samfunds mekanismer og undersøger tre eksempler
på institutioner, som støtter eliterne: uddannelsessystemet,
massemedierne og den sociale service.
82

3.4. Onde cirkler i britisk og amerikansk forskning
Forståelsen af social arv som en ”cyklus” eller en ”ond cirkel”
står centralt i såvel den britiske som den amerikanske
forskning. I en amerikansk tekstbog, Understanding Social
Problems, fra 2000, forklares de sociale problemers videreførelse
fra generation til generation typisk ud fra “fattigdomscirklen”:
”As we have seen, problems associated with
poverty, such as health and educational problems, create a
cycle of poverty from one generation to the next. Poverty
that is transmitted from one generation to the next is called
intergenerational poverty” (Mooney et al. 2000: 263).
Mooney et al. uddyber denne forståelse af, hvordan sociale
problemer hænger intimt sammen med fattigdom: ”In some
cases, family problems contribute to poverty. For example,
domestic violence causes some women to flee from their
homes and live in poverty without the economic support of
their husbands. Poverty also contributes to family problems.
The stresses associated with poverty contribute to substance
abuse, domestic violence, child abuse, divorce, and
questionable parenting practices.” (Mooney et al. 2000:
259).
I studier af ”intergenerationel fattigdom” har forskere observeret
betydelig mobilitet ud af fattigdom i barndommen.
Men på trods af, at mange var i stand til at flygte fra fattigdommen,
var såvel hvide som sorte børn fra fattige familier
mere udsatte for at være fattige som voksne end børn, der
var vokset op i ikke-fattige familier (Mooney et al. 2000:
263).
Begrebet ”intergenerationel fattigdom” har i USA være nært
forbundet med begrebet om en ”underklasse” og med begrebet
”afhængighedskultur” – begreber, jeg lige har berørt
ovenfor (Se hertil bl.a. Lister 2004: 107-112, Morris 1994,
og Murray 1996).
83

“Cycle of poverty” og “integenerational poverty” er med andre
ord de engelsksprogede betegnelser for det, Jonsson har
kaldt “social arv”. Selv om begreberne ikke er præcist sammenfaldende,
og selv om der er mange konkurrerende begreber
på området, må påstanden om, at begrebet social
arv ikke findes uden for Skandinavien, betegnes som ”en
halv sandhed”. I Storbritannien har man som nævnt diskuteret
social arv ud fra begreber som ”transmitted deprivation”,
”transmission of disprivilege”, ”cycles of deprivation”,
”cycles of disadvantage” og ”cycles of inequality” o.l. Hvilket
begreb den enkelte forsker foretrækker, beror på dennes
forståelse af problemet. En amerikansk forsker, Naomi Brill,
sondrer direkte mellem ”the biological heritage” og ”the social
heritage” i forståelsen af, hvordan vi formes som personer
(Brill 1998: 36f).
Det centrale er her, at der foreligger divergerende forståelser
af disse cirkler, hvilket hænger sammen med, at studieobjektet
betragtes ud fra forskellige teoretiske perspektiver.
Inden for de forskellige teoretiske perspektiver har man
med andre ord divergerende opfattelser af, hvori problemet
består, og af, hvad der er årsag til problemet. Man må her
primært sondre mellem individualistiske tilgange, der lægger
op til egenskabsforklaringer (problemet skyldes mangler
og utilstrækkeligheder hos individet) og mere strukturelle
tilgange (som sætter problemet i sammenhæng med strukturer
i samfundet og med konteksten). Begrebet ”cycles of
deprivation” afspejler en individualistisk tilgang, hvor de sociale
problemer ses som konsekvenser af defekter hos forældrene
og efterfølgende mangelfuld socialisering af børnene.
Derimod inddrager ”cycles of inequality” de samfundsmæssige
strukturer i forklaringen, og her er social ulighed i
samfundet et centralt udgangspunkt i forståelsen.
Ligesom der er ret forskellige problemforståelser hos tilhængerne
af de to tilgange, ser cirklerne følgelig også ret
forskellige ud: Hos fortalerne for deprivationscirklen er udgangspunktet
dannelsen af problemfamilier med dårlige eller/og
lavtlønnede jobs. Disse familier befinder sig tilmed
84

ofte i et dårligt boligmiljø med dårlige boligforhold og er
dybt afhængige af socialhjælp. Dette medfører, at de anvender
et restringeret sprog, at kulturen er depriveret (ӌndelig
fattigdom”), og at de sociale relationer er ringe. En
næste eger i hjulet er, at socialiseringen af børnene i disse
ofte store familier bliver mangelfuld og ringe, bl.a. i kraft af,
at forældrene udgør dårlige rollemodeller. Når vi herfra går
videre til børnene, så har de ringe resultater i skolen og
mangler desuden sociale kompetencer, ligesom de har dårlige
jobudsigter. Ringen sluttes i og med, at børnene når
frem til samme situation, som forældrene befandt sig i ved
starten. Ondets rod betragtes i høj grad som det, at forældrene
ikke slår til som forældre, og problemet anskues ud
fra en patologisk tilgang. Når problemet, der ses som et
restproblem, skal løses, er der fokus på hjælp til selvhjælp
og på forbedring af forældreevnen gennem forberedelse af
forældreskabet (Jones 1994: 239).
I ulighedcirklen er udgangspunktet derimod sociale og økonomiske
uligheder i samfundet, klassemæssige, racistiske
og sexistiske, som kommer til udtryk i arbejdet, i boligområdet,
i uddannelsen, i forvaltningen og i lokalområdet, samt
i, at det er et bestemt sæt af definitioner af, hvad en god
forælder hhv. en god moder er, der bliver accepteret. Disse
omstændigheder skaber store vanskeligheder for familierne.
I konsekvens heraf mangler familien valgmuligheder, adgang
til ressourcer, penge og magt, og det kan godt være,
at det fører til en restringeret sprogbrug og begrænsede sociale
relationer. For den næstfølgende generation gør de
samme problemer med mangel på valgmuligheder, adgang,
penge og magt sig gældende. Dette vil muligvis forstærke
bestemte holdninger og former for adfærd, men det er
langtfra givet. Her ender cirklen med de samme socialøkonomiske
uligheder, som gjorde sig gældende for den forudgående
generation. Med hensyn til forståelsen af problemet
så ses ondets rod i den samfundsmæssige ulighed, der opfattes
som et strukturelt problem, ligesom fortalerne for
denne tilgang fremhæver fattigdommens kompleksitet (Jones
1994: 243). Et stort antal mennesker er ifølge Field
85

(1974) fra fødslen og frem til deres død fanget i denne ulighedscirkel.
Det afgørende er her, at cirklen hos Field og Jones
er omdefineret fra at være familiemæssigt formidlet til
at være samfundsmæssigt formidlet. Det indebærer, at vi
hos dem har en anden forståelse og begrebsliggørelse af de
processer, der hos fortalerne for begrebet ”cycles of deprivation”
blev forstået som et spørgsmål om individuel patologi
og manglende tilpasning.
Som det ses, svarer forskellighederne i forståelsen af de to
cirkler langt hen til forskellene i forklaringerne af fattigdom
ovenfor.
3.5. Reproduktion af klassestrukturen og fattigdommens
”onde cirkel”
Den amerikanske sociolog Leonard Beeghley betragter fattigdom
som et væsentligt socialt problem i det amerikanske
samfund. På trods af et højt mobilitetsniveau i det 20. århundrede,
er klassestrukturen forblevet stabil over tid. Han
mener derfor, at der er tale om en ”reproduktion af klassestrukturen”.
Studier af den erhvervsmæssige mobilitet afslører,
at de fleste personer ender i samme jobkategori som
deres forældre. Dette betyder, siger Beeghley, at klassestrukturen
kontinuerligt bliver reproduceret (Beeghley 1998:
109). Der er i alle industrisamfund en tendens til, at klassestrukturen
reproducerer sig selv. Men i industrilandene er
der en mulighed for at regulere denne tendens via offentlig
politik. Politiske valg kan således påvirke fattigdomsraten.
Det er således ikke urealistisk at tale om, at fattigdommen
kan udgøre en ”ond cirkel”. Beeghley taler om ”The vicious
circle of poverty”. Som professor Beegley siger, kan temporær
fattiggørelse i kombination med andre vanskeligheder
føre til, at mennesker fanges i langsigtet fattigdom (Beeghley
1998:111). Det kan være sådan, at deres bestræbelser
på at undslippe fattigdommen på forskellig vis bliver forpurret,
og at de af den grund bliver så modfaldne, at de opgiver.
Beeghley giver en række konkrete eksempler på, hvor-
86

dan der kan komme forskellige ting i vejen for fattiges bestræbelser.
Der kan være tale om såkaldte ”Catch-22”situationer,
som den, hvor der eksempelvis må vælges mellem
arbejde og sundhedsforsikring for børnene, fordi familien
mister medicinhjælpen, hvis indtægten bliver for høj.
Faktorer forbundet med fattigdommen kan danne en ond
cirkel, som fanger dem ligesom i en fælde.
Cirklen kan som figur understrege, at der dels er tale om
processer, og at der dels også er tale om komplekse forhold,
hvor flere faktorer virker sammen og tilsammen indebærer
en fastholdelse. Den står som figur på denne måde i skærende
kontrast til en lineær, deterministisk figur, som man
måske kunne forestille sig ud fra positivistiske studier af
sammenhænge mellem (to) variable. Her kan man få indtrykket
af, at forskere undertiden søger at fastfryse to tilstande,
henholdsvis hos forældrene og hos deres børn, som
man så søger at ”måle”, til trods for, at der reelt er tale om
kontinuerlige processer. Det kan være processer, som ”leaving
people trapped”, hvor deres anstrengelser for at undslippe
synes så frugtesløse, at de giver op. Familiens bestræbelser
må imidlertid aldrig ses som en cementeret tilstand,
man kan isolere i form af tal. Tværtimod må de ses
som processer, som hele tiden foregår i de sociale kontekster,
som mennesker er henvist til at agere i.
I den engelske forskning tales der både om en ”fattigdomscyklus”
og om en ”fattigdomsfælde”. Hos Moore defineres
fattigdomsfælden som den situation, hvor en familie på understøttelse
faktisk kan tabe flere penge ved at arbejde
hårdt og forøge sin indtægt, end den kan ved at forblive på
understøttelse alene (Moore 1990: 32). Når folk ikke selv
kan opnå arbejde, modtager de understøttelse og andre
ydelser fra staten. Hvis de pågældende finder beskæftigelse,
risikerer de at miste, hvad de vinder gennem arbejdet, fordi
en del af de tidligere ydelser vil blive tilbagetrukket. Det betyder,
at personen ikke er bedre stillet i beskæftigelse, men
måske endda er endnu fattigere end hun var, da hun levede
af understøttelsen (Moore 1990: 64).
87

Mennesker kan opfattes som “trapped in poverty”. Jordan et
al. kommer ind på de beslutninger vedrørende arbejdsmarkedet,
som må tages i lavindkomsthusstande: “On both sides
of the Atlantic there has been a fierce debate about the
causes of and remedies for poverty. Are people with a low
earning-power excluded from mainstream society, or do
they marginalize themselves by expecting too much and
contributing too little? Is there an underclass, and if so is it
a product of structural inequalities or of individuals´ moral
shortcomings?” (Jordan et al. 1992: abstract).
Løst ansatte arbejdere kan opfattes som befindende sig i en
“ond cirkel”, som er forårsaget af interaktionen mellem forekomsten
af lavtlønnet deltidsarbejde og korttidsarbejde og
så et understøttelsessystem, hvor de administrative procedurer
relaterer til faste fuldtidsjobs. Dette er beskrevet som
”arbejdsløshedsfælden”, og akkordarbejde er beskrevet som
en måde, hvorpå man kunne bryde ud af den (Jordan et al.
1992: 4). Begrebet beskriver dermed en form for ”fastlåsthed”,
en fælde, man er fanget i, og en ”ond cirkel”, det er
svært at komme ud af. Fattigdomsfælden kan være en del
af den proces, som formidler den sociale arv, og derfor et
aspekt, man må være opmærksom på, når man vil afdække
de sociale processer, som ligger bag ved den sociale arv. Ligesom
når man taler om social arv, kan man sige, at den
måde fattigdomsfælden beskrives på, under alle omstændigheder
har nogle vigtige politiske implikationer.
3.6. Arvebegrebet i amerikansk og britisk sociologi
På engelsk har man begrebet ”intergenerationel”, som dækker
det at gå fra generation til generation, samt begrebet
”transmission”, der betyder at overføre. ”Intergenerationel
transmission” er med andre ord den engelske betegnelse for
”social arv”. Forskellen er, at førstnævnte begreb betoner
aktivsiden, mens det sidstnævnte understreger passivsiden
– at noget, en arv, modtages. Gustav Jonsson oversatte arv
88

eller ”arvelig” med ”heredity”, men det mest benyttede begreb
for arv på engelsk er imidlertid ”inheritance”.
Begrebet “arv” er ikke noget ukendt begreb i sociologien.
Det har således en lang tradition inden for såvel familiesociologien
som forskningen i social mobilitet. Indenfor familiesociologien
har man bl.a. studeret ”intergenerational transfers
of property within kinship networks”, idet ”we see the
rich or almost rich passing on their fortunes to children who
are willing to live on the income of the inheritance” (Coser
1974: 379, 382). Overførslen af arvegods er, som den franske
antropolog Martine Segalen fremhæver, stadig en af de
faktorer, som opretholder sociale uligheder. Der kan her
være tale om overføring af både materielle, kulturelle og
symbolske goder. Mens børnene tidligere frem for alt arvede
ejendom og jord, bliver arvegodset dog nu om dage ofte
overført på mere subtile måder, f.eks. ved at forældrene gør
det muligt for børnene at få en god uddannelse (Segalen
1986: 273).
I mobilitetsforskningen benyttes begrebet “occupational inheritance”,
arv af erhverv, ofte (Se fx Bendix & Lipset
1953). Hope præciserer termen: ”The term ’inheritance’
must be taken as a shorthand for ’being in the same occupational
category as father’, rather than ’inheriting father´s
job’ or ‘following father´s trade’” (Hope 1972: 131).
Set i forhold til disse traditioner bruger Gustav Jonsson arve-begrebet
”omvendt”: Når vi ser på de dårligst stillede i
samfundet, overføres der ikke rigdom, men fattigdom. Samtidig
er det ikke kun økonomiske og materielle værdier og
goder, der overføres, det er også mindre håndgribelige ting,
såsom afmagt, belastninger og begrænsede handlemuligheder.
Arv er frem for alt et væsentligt begreb i forbindelse studier
af den samfundsmæssige reproduktion, idet arv af ejendom
har stor betydning for opretholdelsen af samfundets stratifikationssystem.
Fx taler Frank Field om vigtigheden af arv
89

(inheritance), når man skal forklare den massivt ulige fordeling
af rigdom. Arv kan betragtes som en hoveddeterminant
for ulighed i rigdom. Overført (transmitted) rigdom udgør 52
% af den rigdom, som de rigeste 2 til 5 procent af befolkningen
ligger inde med. Field kommer endvidere ind på,
hvordan nogle mennesker kan arve magt og velfærd - “Inherited
Power and Welfare” (Field 1981). Der synes her at
være en tydelig forbindelse mellem fædre og sønner. Når
man ser på de rigeste personer, har mange af disse haft rige
fædre, og sønnerne har arvet betragtelige aktiver fra deres
rige fædre.
Også den amerikanske sociolog Melvin Tumin taler om ”inheritance
of power, by which the sons of the ruling elite
succeed their parents at the socially-defined appropriate
time” (Tumin 1967: 15). Tumin taler endvidere om, at det
er et særligt socialt aspekt af stratifikationen, at fællesskabets
normer bliver ført ned fra generation til generation. Der
er ifølge Tumin intet belæg for, at mentalitet skulle være biologisk
arvet. Tværtimod indikerer alle kilder, at hvert enkelt
barn skal belæres om sin gruppes regler. Der er derfor i
samfundet et løbende ”behov for at socialisere hver enkelt
generation”: ”In short, social transmission or socialization
into the norms from one generation to the next is indispensable
to the continuity of these norms.” (Tumin 1967: 14f).
Når Tumin understreger, at stratifikationen er “social”, så
indebærer det den vigtige implikation, at stratifikationssystemet
altid er forbundet med andre aspekter af samfundet.
Stratifikationssystemet er således påvirket af – og påvirker
selv – politik, familien, ægteskab, økonomien, uddannelsen
og religion (Tumin 1967: 12ff).
Socialisationsprocessen ser Tumin som en transmissionsproces
fra voksen til barn. Han bruger i den forbindelse begrebet
”inheritance of status”, det at ”arve en status” (Tumin
1967:47). Der er to måder, hvorpå man kan opnå en bestemt
status i stratifikationssystemet: Ved at man bliver tilskrevet
en bestemt status, ligesom en prins bliver konge
gennem succession, eller ved at man når en position gen-
90

nem ens egne anstrengelser. I Indien bliver man fx født ind
i en bestemt status gennem medlemskab af en kaste. I USA
kan det synes illegitimt at have privilegeret adgang til en
status, men der er imidlertid ingen legale barrierer overfor
videregivelsen af fordele (the passing of advantages) fra
den ene generation til den næste (Tumin 1967: 49).
Arve-begrebet er i den marxistiske tradition knyttet til klasseanalysen.
Der er her vægt på de processer, som producerer
de sociale grupperinger, og på reproduktionen af hele
det kapitalistiske system. I modsætning til stratifikationsforskningen
taler man om eksistensen af en klassestruktur.
Den herskende klasse er defineret ved den private ejendomsret
til produktionsmidlerne. I denne tradition taler man
om, hvordan man arver en klasseposition:
”One ’inherits’ class position in various senses. A Child may
ascriptively (i.e. without his or her effort) acquire the status
or prestige accorded the family as a whole, merely by
choosing the right parents. (…) In a class structure based on
property, one can inherit property, and with a claim to the
benefits and privileges available to money. This means a
transmission quite independent of personality and the processes
of personal socialisation. But there are other kinds of
entitlements to privilege and other ways of getting money
that are related to personal socialisation. If these too can be
made to depend on the class position of the older generation,
they will also lead to the inheritance of class position
by the younger.” (Connell 1977: 160f).
Den type undersøgelser, der laves inden for denne tradition,
belyser de mønstre, der ses ved en sammenligning af voksnes
nuværende jobs, indkomster, etc. med deres forældres
jobs, uddannelse, indkomster, etc. Disse kaldes ofte studier
i social mobilitet, og de ækvivalerer med studier af ”the inheritance
of social position” blot med de omvendte formodninger.
Det drejer sig i høj grad om adgang til jobs (adkomst
til penge) og om kvalifikationer (adkomst til jobs).
Der kan forekomme ”occupational inheritance” på forskellig
91

måde. Der kan fx være tale om en bogstavelig arv på basis
af et erhverv, på landet fx arv af en gård. Det var tidligere
meget almindeligt, at der var et højt niveau for ”occupational
inheritance” blandt landmænd. Et erhverv kan eksempelvis
’arves’ via kvalifikationer. Blandt elitegrupper som fx
læger kan der være en høj grad af ”occupational inheritance”.
En klassestruktur skabes og forandres over tid (jfr. Connell
1977: 183). For at vare ved må den på en eller anden måde
reproduceres fra dag til dag og fra generation til generation.
Den proces, hvorigennem den reproduceres, har især to
aspekter, dels de processer, der fordeler (distribuerer)
mennesker blandt de positioner, der er i klassestrukturen,
og dels de processer, hvorigennem en struktur af positioner
bliver opretholdt. ”Erhvervsmæssig arv” og ”social mobilitet”
er begreber der referer til den første af disse former for reproduktion.
Begrebet ”reproduktion af produktionsrelationerne”
i marxistisk teori refererer til den sidstnævnte. Det
er sådan, at strukturen kan bestå på trods af, at der inden
for den er familier, der cirkulerer fra generation til generation.
Dette er vigtigt, fordi, som Connell (1977: 183) peger
på, vidnesbyrd om inter-generationel mobilitet somme tider
bliver taget som vidnesbyrd om fraværet af en klassestruktur
eller endda om et klasseløst samfund. Ifølge Connell
spiller den personlige socialisation en rolle i begge ovennævnte
processer (Connell 1977: 185-189).
De franske sociologer Bourdieu og Passeron belyser i deres
studie Reproduktionen (1970), hvordan undervisningssystemet
bidrager til reproduktionen af strukturen i klasseforholdene.
Ved at belyse de ulige chancer for adgang til universitetet
sætter studiet fokus på mekanismer, der garanterer
den sociale reproduktion. Habitus forstået som det princip,
der genererer praksisser, der reproducerer objektive
strukturer, bliver her en afgørende mekanisme (Bourdieu &
Passeron 2000: 54). Forfatterne hævder således, at børn fra
forskellige sociale klasser har ulige chancer for succes i skolen.
Forklaringen herpå kan ligge i afstanden mellem den
92

habitus, som skolen forsøger at indpode i børnene, og den
habitus, der er blevet indpodet af alle tidligere former for
pædagogisk arbejde og i sidste ende af familien (Bourdieu &
Passeron 2000: 97). Social herkomst har på denne måde en
afgørende betydning for succes i uddannelsessystemet. Der
synes således at være en direkte forbindelse mellem besiddelsen
af kulturel kapital og graden af succes (s.100). Det
forspring, som studerende fra overklassen har, bliver stadig
mere markant, hvorimod børn fra arbejderklassen ikke har
samme chancer for at få adgang til de videregående uddannelser.
På grundlag heraf kunne man spørge: Kan den sociale arv
forstås som habitus, en indpodning, der producerer en varig
prægning, en inderliggjort disposition? Eller får vi herved
kun en ny determinisme ind i billedet? Blot er det nu ikke
den biologiske arv, der determinerer, men i stedet habitusen
(Jeg vender i kapitel 4 tilbage til dette spørgsmål).
Men hvordan går det nu til, at arbejderdrenge får arbejderklassejobs?
Dette spørgsmål stillede den engelske kulturforsker
Paul Willis i Learning to Labour: How working class
Kids get working Class Jobs, et nu klassisk studie fra
1970erne. Ifølge Willis er det drengenes egen kultur, der
blokerer for undervisningen og på denne måde forhindrer
realiseringen af målene i den liberale uddannelsespolitik.
Drengenes modstand mod skolens autoriteter bliver derved
medvirkende til at forberede dem på arbejdertilværelsen.
Samtidig kan Willis gøre op med opfattelser, som vil se de
kulturelle former som automatiske reflekser af strukturelle
og økonomiske determinanter (så som klassebaggrund,
geografisk placering, den lokale mulighedsstruktur og uddannelsesresultater).
Selv om vi siger, at disse variabler determinerer
jobvalget, står vi stadig med de problemer, som
ligger i beslutningstagningen og den beredvillige accept af
de begrænsede muligheder. ”To quote the larger factors is
really no form of explanation at all. It does not identify a
chain or set of causalities which indicate particular outcomes
93

from many possible ones.” (Willis 1977: 172). For at kunne
reproducere sig selv må makrodeterminanterne nødvendigvis
passere igennem det kulturelle miljø, siger Willis. Og her
på det kulturelle niveau har processerne en vis autonomi,
hvor der er muligheder for at producere alternative udfald:
”Structural determinations act, not by direct mechanical effect,
but by mediation through the cultural level where their
own relationships become subject to forms of exposure and
explanation.” (Willis 1977: 173f).
I antinomien mellem struktur og kultur kan de kulturelle
former således ikke reduceres til ledsagefænomener for basale
strukturelle faktorer. Det kulturelle er del af ”den nødvendige
reproduktionsdialektik”. I opgøret med strukturalistiske
reproduktionsteorier peger Willis derfor på dybe adskillelser
og spændinger inden for den sociale og kulturelle
reproduktion. Sociale aktører er ikke passive bærere af
ideologi, men aktive beslutningstagere, som kun reproducerer
de eksisterende strukturer gennem kampe og stridigheder
og partiel penetration af strukturerne (s. 175). Hvis socialisationen
bliver set som en passiv transmission, misser
man de spændinger og usikkerheder, der ligger i denne proces.
Det er altså ikke sådan, at arbejderklassen videregiver
sine disprivilegier til de efterfølgende generationer (jfr. fattigdomscirklen
og lignende teorier) gennem uundgåelige socialisationslove.
Når de kulturelle mønstre og aktiviteter bliver
produceret og reproduceret i hver generation, så sker
det i en kamp, hvor der rejses tvivl om målene, og hvor det
er tale om styrkeprøver. Hvis der forekommer kontinuitet
over tid, bør dette ikke få os til at konstruere ”jernlove” i
socialisationen. Disse kontinuiteter er ifølge Willis langt mere
komplekse og usikre og åbne for forandring (Willis 1977:
183f). Man kunne sige, at Willis gør op med determinismen,
men uden at give slip på tanken om, at der foreligger
(strukturelle) determinanter.
Høje placeringer i samfundet arves i udstrakt grad via gode
præstationer i skolen og uddannelsessystemet. Her er det
ikke så meget indkomst, men primært familiens livsstil, for-
94

stået som forældrenes holdninger og adfærd, der er determinant
for succes i skolen – og dermed for børnenes uddannelsesniveau.
Velstillede forældre sørger for at videregive
deres privilegier til deres børn og derved sikre, at børnene
får en god position i samfundet (Allatt 1993 giver en fortrinlig
beskrivelse af, hvordan denne subtile formidling af
privilegier konkret finder sted via socialisation, uddannelse
og sociale netværk).
3.7. Den britiske debat om ”transmitted deprivation”
I 1972 stillede den konservative britiske socialminister Sir
Keith Joseph i en berømt tale spørgsmålet: ”Why it is that,
in spite of long periods of full employment and relative
prosperity and the improvement in community services
since the Second World War, deprivation and problems of
maladjustment so conspicuously persist?” (Rutter & Madge
1976: 3). Joseph fremførte i talen en opfattelse af, at når
fattige mennesker havde fejltilpasningsproblemer, så skyldtes
det måske, at utilstrækkeligheder blev overført intergenerationelt
(”transmitted intergenerationally”), via hvad han
beskrev som en ”cyklus af deprivation”. Når deprivation og
fejltilpasningsproblemer altså fortsatte med at eksistere, så
kunne det skyldes en cyklus med transmitteret deprivation.
Begrebet kan på denne måde ses som en slags parallelbegreb
til Oscar Lewis´ begreb om en særlig ”fattigdomskultur”.
Ved at trække på Lewis tese om en ”fattigdomskultur” kunne
politikere som Joseph hævde, at den fortsatte fattigdom i
det velstående velfærdssamfund kunne være et produkt af
individuel apati og utilstrækkelig opdragelse, dvs. en ’fattigdomscyklus’
snarere end en politisk fiasko. Hermed blev social
arv (”inherited deprivation” i den engelske kontekst)
forbundet med en fornyet betoning af fattigdom som et patologisk
fænomen og en ”blaming the victim”-tilgang (jfr.
Ryan 1971). De politiske implikationer af denne tilgang var
knyttet til højrefløjen: Fattigdommen var ikke i første række
forårsaget af mangler i den sociale og økonomiske politik og
95

planlægning, men snarere af de fattiges manglende evne til
at udnytte de muligheder, som denne planlægning allerede
tilbød (jfr. Alcock 1997: 237). Handlingsprogrammet kom i
forlængelse heraf ikke til at handle om styrke den sociale
sikkerhed og øge omfordelingen af ressourcer til de fattige,
men snarere om at ”hyre professionelle humanister til at
opmuntre de fattige til at overvinde de kulturelle og økonomiske
barrierer, som fangede dem i fattigdommen” (Alcock
1997: 237).
Sir Josephs tese om en ”fattigdomscyklus” førte i UK til et
større forskningsprogram, der strakte sig over et helt årti. I
løbet af de ti år gik man dog i nogen grad væk fra at tale
om ”the cycle of deprivation” og over til at tale mere om
”intergenerational continuities in disadvantage” og ”the
cycle of disadvantage”, idet der blev rettet opmærksomhed
mod såvel strukturelle som adfærdsmæssige faktorer (jfr.
Welshman 2007). Det første studie i programmet, Cycles of
Disadvantage (1976), skrevet af Rutter og Madge, konkluderede,
at familiemæssige cykler spillede en vigtig rolle i
den evige fortsættelse af disprivilegier, men at de kun forklarede
en del af det samlede billede. Rutter og Madge fandt
således, at kontinuiteterne mellem generationerne var meget
svagere over tre generationer. Vigtigt var endvidere såvel
hvilken type disprivilegium, der var tale om, og det niveau,
det befandt sig på. Foruden den familiemæssige kontinuitet
var der andre vigtige kontinuiteter, der forklarede,
hvorfor disprivilegierne kunne fortsætte over tid, f. eks.
kontinuiteter i særlige regioner, sociale klasser eller etniske
grupper.
Men endelig var diskontinuiteter også slående: ”At least half
of the children born into a disadvantaged home do not repeat
the pattern of disadvantage in the next generation.
Over half of all forms of disadvantage arise anew each generation.”
(Rutter & Madge 1976: 304). Mindst halvdelen af
de børn, der var født ind i dispriviligerede hjem, gentog altså
ikke disprivilegiet i næste generation. Og over halvdelen
96

af alle former for disprivilegium syntes at opstå på ny i hver
generation (Jfr. her også oversigten hos Larsen 1999).
I det afsluttende studie i serien, Despite the Welfare State,
opsummerede Brown og Madge (1982) resultaterne fra hele
forskningsprogrammet. De konkluderede, at der er mange
cykler med disprivilegier med en række sociale problemer,
som glider ind i hinanden, og disse påvirker ikke bare en
’afvigende’ minoritet, men også store sociale grupper, og
som indebærer komplekse interaktionner mellem individuelle
karakteristika og socio-økonomiske kræfter, omfattende
hele samfundets struktur (sammenfattet af Kumar 1993:
195f).
Man må således fastholde, at forsøg på at individualisere
fattigdom tenderer til at aflede opmærksomheden fra bredere
social-strukturelle forklaringer af fænomenet. Den amerikanske
sociolog Herbert Gans har netop peget på, at den
primære forhindring for en eliminering af fattigdom ligger i
et økonomisk system, som er helliget opretholdelsen og forøgelsen
af rigdom blandt de allerede velstående (Gans ifølge
Kumar 1993: 195).
Ejrnæs et al. (2004) synes her at være på linje med den britiske
forskning i dens afvisning af ”cycle of deprivation”, når
de hævder, at ”social arv bortleder opmærksomheden fra
ulighed, fattigdom, diskrimination mv., fordi det henleder
opmærksomheden på nogle ofte ubetydelige statistiske tendenser”
(s. 31), og fordi der i social arvs-undersøgelserne
fokuseres ”på kendetegn ved familien eller forældrene,
mens der i mindre grad sættes fokus på risikofaktorer i barnets
øvrige miljø som fx fattigdom, ulighed, diskrimination
og undertrykkelse” (s. 24). Baggrunden for denne afvisning
er, som jeg ser det, at Ejrnæs et al. kun betragter begrebet
ud fra den patologiserende, individorienterede tilgang, mens
de alternative tilgange negligeres. Når Sir Keith Josephs begreb
“cycle of deprivation” blev afvist, skyldtes det som sagt
i høj grad, at begrebet antydede, at ”problemfamilier selv
97

ar skylden for at genskabe deres egen elendighed og
disprivilegier (se også Ryan 1976: 7).
3.8. ”Web of deprivation”
Ifølge Sir Keith Joseph så det ud til, at “sociale problemer
havde tendens til at vende tilbage i hinanden efterfølgende
generationer af de samme familier” (Coffield et al. 1980).
Efterfølgende blev der som sagt givet opdrag på at undersøge
mange aspekter af deprivationen og de transmissionsprocesser,
hvorigennem den blev overført. Et af de mange
studier, som programmet resulterede i, blev gennemført af
Frank Coffield og hans kolleger Philip Robinson og Jacquie
Sarsby.
Coffield et al. gennemførte et casestudie af livet i fire af de
mindst privilegerede familier i samfundet. De kom her frem
til, at de former for deprivation og de mangfoldige faktorer,
der fører til dem, ikke passede sammen med de stereotype
forestillinger om ”problemfamilien”. De undersøgte familiers
problemer var kendetegnet ved stor kompleksitet, ligesom
familiernes forhistorier var præget af kompleksitet. De omstændigheder,
som prægede den enkelte families situation,
var resultater af samspillet mellem talløse faktorer i det
bredere samfund, regionen og kvarteret og den udvidede
familie, de ægteskabelige relationer og individet.
Selv om forskningsmetoderne (deltagende observation)
overvejende satte fokus på individuelle og psykologiske faktorer,
kunne forskerne ikke isolere strukturelle faktorer fra
de studerede familier. De kunne således hverken tilslutte sig
de teorier, som ser deprivationens årsager som primært
personlige – og dermed forklaringer som favoriserer fejltilpasning,
individuel utilstrækkelighed eller genetik – eller de
teorier, der i den modsatte ende af spektret i det store og
hele ser deprivationen som resultat af økonomiske kræfter i
samfundet (med heraf følgende vægt på fattigdom, lavløn,
arbejdsløshed, afskedigelser, ’sorte’ skoler, slumområder).
De indtager hermed en afvigende position mellem disse to
98

hovedkategorier af teori og vil udforske det komplekse net
af individuelle og strukturelle faktorer, som havde genereret
problemerne i de studerede familier.
Som konsekvens af denne position (som ligner den Holman
indtager) må forfatterne afvise den figur, som Sir Keith Josephs
hypotese om en deprivationscyklus leder frem til.
Denne model beror på accepten af, at der faktisk eksisterer
en cyklus med deprivation, og at transmissionen reelt finder
sted inden for ’problemfamilier’. Modellen måtte derfor revideres.
Forskerkollektivets metoder var i høj grad påvirket af antropologen
Oscar Lewis, der 1964-70 producerede et antal redegørelser
for fattige mexicanske og puertoricanske familier.
Lewis blev herigennem kendt for at have opfundet begrebet
”fattigdomskultur”, som udgjorde en livsform, der
var bemærkelsesværdig stabil og vedvarende, og som blev
givet videre fra generation til generation via familien. Begrebet
er efterfølgende blevet kritiseret for at tillægge de
fattige skylden for fattigdommen og for at legitimere politikker,
som tog sigte på at modificere de fattiges adfærd snarere
end at forandre samfundets sociale eller økonomiske
struktur. Anklagen mod Lewis gik endvidere på, at han havde
lagt for lidt vægt på strukturelle determinanter. Denne
debat om fattigdomskulturen fik forfatterkollektivet til at
indse, at transmissionen af deprivation fra forælder til barn
måske slet ikke fandt sted i familien, men måske havde mere
at gøre med det at være medlem af en særlig social klasse,
etnisk minoritet, regionalt område, boligkvarter eller
skole. Forfatterne ville således studere påvirkningerne fra
både personlige, individuelle faktorer og socioøkonomiske
faktorer i de udvalgte familiers liv (Coffield et al. 1980: 10).
Eksempelvis er det økonomiske pres, som ligger i det at være
nødt til at flytte omkring i en søgen efter arbejde, en
strukturel faktor i familielivet.
Hovedkonklusionen i undersøgelsen er, at deprivationscyklen
er en for enkel tanke til at kunne forklare livet i de stu-
99

derede fire familier. I deres konklusion på undersøgelsen
når Coffield et al. frem til en anden model af transmissionen.
Idet de diskuterer et antal alternative forklaringer af
oplevelsen af de studerede familier, tager de afstand fra en
fortolkning, som antyder en ligefrem, lineær uundgåelighed,
til fordel for en, som yder retfærdighed mod de kompleksitet
i de liv, som de har gjort rede for, og som inddrager det
tætte netværk af psykologiske, sociale, historiske og økonomiske
faktorer, som har enten skabt eller videreført problemerne
for disse familier (Coffield et al. 1980: 157ff). De
foreslår i forlængelse heraf begrebet ”the web of deprivation”
som alternativ til ”the cycle of deprivation”. Deres konklusion
kaster således tvivl over forklaringer, som søger enten
at lægge den totale skyld for deprivationen på de utilstrækkelige
personligheder hos de fattige, eller som kun
henviser til de økonomiske strukturer i det kapitalistiske
samfund. Det er blot det dynamiske samspil af begge sæt af
faktorer, der kan yde retfærdighed overfor kompleksiteten i
de liv, forfatterne har studeret (Coffield et al. 1980: 159).
Mange af familierne var således overlæsset med problemer,
der var så komplekse, at de overmandede familierne. De
havde hverken materielle, emotionelle eller sociale ressourcer.
Konklusionen bliver derfor en hverken-eller - eller måske
snarere en både-og - forklaring i forhold til de to ekstreme
positioner. Der er tale om et komplekst samspil, hvor det
praktisk taget er umuligt at adskille de individuelle, personlige
faktorer fra de ydre, sociale faktorer. Forfatterne kan
heller ikke lave en enkel opdeling mellem strukturelle faktorer
på den ene side og individuelle faktorer på den anden,
eftersom dele af den sociale struktur kan findes inde i folks
hoveder (Coffield et al. 1980: 173). De problemer, som fattigdom
og lav løn indebærer, kan heller ikke adskilles fra de
bredere spørgsmål om fordelingen af rigdom og indtægt (s.
176).
Derfor må der også tegnes en anden model af ”den onde
cirkel” end den, som Sir Keith tegnede. I denne model ind-
100

går ikke blot de familieinterne processer, men også de faktorer
i konteksten, som spiller sammen med dem: økonomiske
faktorer, sociale forhold som dårlige boliger og manglende
adgang til uddannelsesressourcer. I en af de modeller,
der diskuteres, rummer fattigdomscyklen såvel en socioøkonomisk
fase (som rummer såvel beskæftigelsesmæssige
som økonomiske disprivilegier) og en sociokulturel fase
(med udviklingsmæssige og uddannelsesmæssige disprivilegier).
Denne model kritiseres for dens økonomiske determinisme,
mens andre kritiseres for deres biologiske determinisme.
Endnu en mangel ved de diskuterede modeller er
ifølge forfatterne, at indgang i og udgang fra cirklen ikke
bliver forklaret, hvilket kan få det til at se ud som om, at
når man engang er indfanget i hjulet, så er resultatet også
givet. Forfatterne understreger således processens kompleksitet.
Bare at stille spørgsmålet: Eksisterer der en deprivationscirkel?
opfatter de som en overforenkling (Coffield et
al. 1980: 169).
Hvad dette studie kan bibringe, er primært en bevidsthed
om problemets kompleksitet, og om, at individuelle og
strukturelle faktorer spiller sammen. Det understreger, at
det er komplekse processer, vi studerer, ikke nogen enkle,
mekaniske eller præ-determinerede forløb.
Coffield et al. diskuterer også selve transmissionen. Her
henviser de til transmissionen af værdier og holdninger
gennem imitation af en beundret rollemodel (Bandura). Jeg
vil nu gå nærmere ind på dette aspekt.
3.9. Statusarv og intergenerationelle overførelsesprocesser
Der er i forskningen i social arv utrolig mange forskellige
spørgsmål ude at gå. Der er fx, som vi lige har set, spørgsmålet
om forklaringer på fattigdom og nød. Men der er også
spørgsmål som: Hvorfor bliver børn, som de bliver? Hvorfor
kommer børn ofte til at ligne deres forældre? Det er om end
beslægtede, så dog helt forskellige problemstillinger.
101

For at illustrere aktuel amerikansk forskning i social arv vil
jeg nævne en forskning, der tager udgangspunkt i begrebet
”intergenerational transmission”. Dette begreb dækker i international
kontekst nogenlunde hvad, der svarer til ”social
arv”. Min opfattelse er her, at når dette begreb kan bruges
om det, der sker i socialiseringen, og om de sammenhænge,
der er mellem børns familiebaggrund, og deres uddannelsesniveau
og den sociale status, de opnår, så kan begrebet
også anvendes om de processer, der fører til, at nogle børn
får sociale problemer og ender som marginaliserede, udstødte
og fattige.
Meget af forskningen i intergenerational transmission har
enten fulgt barndomssocialisationen eller modeller af social
status. Socialisationsteorier antyder, hvilken betydning de
tidlige barndomserfaringer har for transmissionen af ideologier,
orienteringer og adfærd på tværs af generationerne,
jfr. bl.a. Bandura (Moen et al 1997: 282). Der sker fra forældrenes
side en transmission af sociale normer og værdier
til børnene.
De amerikanske forskere tager endvidere udgangspunkt i
”status inheritance theory” (Moen 1997: 284). Modeller af
statusopnåelse indenfor uddannelse og erhverv understreger
vigtigheden af både socioøkonomisk baggrund og betydningen
af opmuntring fra forældrene for at børnene kan
opnå uddannelsesmæssig, erhvervsmæssig og økonomisk
succes. Det er dog tænkeligt, at forældrene ikke så meget
overfører specifikke værdier og overbevisninger, men snarere
adgang til sociale, kulturelle og økonomiske ressourcer og
position i den bredere klassestruktur. Forældre og børn har
typisk samme klassetilhørsforhold, samme etniske og religiøse
baggrund, og indtager hyppigt samme uddannelsesniveau
(Moen et al. 1997: 282).
I amerikansk sammenhæng har frem for alt Bengtson et al.
(2002, 2009) beskæftiget sig med intergenerationelle overførelsesprocesser
på baggrund af status-arv og social læ-
102

ing. Bengtson et al. (2002) spørger: Hvordan bliver præstationsorienteringer,
aspirationer, værdier og selvværd
overført (transmitted) på tværs af generationer? Transmission
må oversættes til videregivelse, overlevering, overføring,
og verbet transmit kan betyde ”laden gå i arv”, og det
kan eksempelvis dreje sig om bestemte karaktertræk. Vern
Bengtsson og hans kolleger sætter fokus på de psykosociale
processer, hvorigennem karakteristika hos forældrene former
de unges orienteringer. I forfølgelsen af disse spørgsmål
er deres teoretiske referenceramme det livshistoriske
teoretiske perspektiv, som bl.a. er fremlagt af sociologen
Glen H. Elder.
I deres studie How Families Still Matter: A Longitudinal Study
of Youth in Two Generations (2002) ser Bengtson og
hans kolleger på de komplekse sammenhænge, som forbinder
forløbet af et individs liv med konteksten af bredere social
påvirkning, så som familie og samfund. Herunder kigger
de – bl.a. inspireret af Bronfenbrenner - på det komplekse
samspil mellem miljømæssige og biologiske kræfter i menneskets
udvikling.
Livsforløbsperspektivet ser individ og samfund som størrelser,
der gensidigt påvirker hinanden. Når det gælder menneskelig
udvikling, er der tale om komplekse processer, og
udviklingen ses som en relationel proces, hvor vi former og
bliver formet af vore sociale forbindelser til andre. Ifølge
Bengtson et al. ”arver børn mange livs-formende karakteristika
fra deres forældre og mere distancerede forfædre,
herunder gener, socioøkonomisk status, race og nationalitet.
Desuden påvirker forældre og andre familiemedlemmer
børnenes attituder, værdier, overbevisninger, ønsker og relationer
til andre gennem modellering, belønninger, straf og
andre midler.” (Bengtson et al 2002: 20).
Forskning viser, at den tidlige forældreindflydelse på disse
psykosociale udfald (outcomes) har langsigtede konsekvenser
for sønners og døtres udvikling gennem deres liv.
Bengtson et al. sætter fokus på denne intergenerationelle
103

transmissionsproces og betragter præstationsorienteringer
som personlige egenskaber, der kan videregives fra generation
til generation i familier, og som kan fremme kontinuitet
på mange linier.
En anden central antagelse i det anvendte teoretiske perspektiv
er, at den umiddelbare kontekst, som den individuelle
udvikling foregår i, er forbundet med stadig højere niveauer
af social organisering, dvs. makrosociale kontekster.
Ifølge Bengtson et al. bliver den individuelle udvikling formet
– og former selv – inden for den umiddelbare kontekst,
som de primære relationer udgør, men samtidig er denne
mikrosociale kontekst indlejret i en større makrosocial kontekst,
hvor de mikrosociale relationer påvirker og selv bliver
påvirket af lokale, regionale and globale betingelser og begivenheder.
Man kan tænke på de hule russiske souvenirdukker,
som dukke for dukke passer sammen inden i hinanden.
Eller sagt med andre ord: det teoretiske perspektiv vil
kombinere mikro- og makroperspektiver, interaktions- og
systemteori, og se den ”lille historie” i sammenhæng med
”den store”.
Den tredje centrale antagelse, som vejleder deres analyse
er, at de intergenerationelle transmissionsprocesser og outcomes
folder sig ud i skæringslinien mellem begivenheder,
som indtræffer på to adskilte tidslinier: socialhistorien og
den individuelle biografi. De amerikanske forskere bruger
her en analogi med et urs indre mekanikker. Den individuelle
livstid og den historiske tid kan ses som en serie af gensidigt
forbundne gear, der drejer i forskellig fart. Individet er
det inderste gear, og de større gear korresponderer med de
stadig større sociale kontekster: familien, lokalsamfundet,
regionen og nationen. Vi ved f.eks., at et barns fysiske,
kognitive og emotionelle udvikling er stærkt påvirket af de
sociale betingelser, som hans eller hendes oprindelsesfamilie
er indlejret i. Familier er ikke øer, men bliver påvirket af
(og påvirker) begivenheder og processer, som sker inden
for de større sociale kontekster, så som boligkvarterer og
104

lokalsamfund og andre sociale organisationer så som skoler,
kirker, arbejdspladser og regering.
Bengtson et al. har udarbejdet en makrosocial model af den
intergenerationelle transmissionsproces.
Denne rummer en sammenstrømning af tre dynamiske
aspekter i den intergenerationelle transmission set over et
århundrede som tidsforløb: 1. individuel udvikling, 2. intergenerationelle
relationer, og 3. de sociohistoriske omgivelser
– det sociale miljø (Bengtson 2002: 23ff).
Modellen anskueliggør, hvordan den individuelle udvikling
(specielt en persons værdier, aspirationer og selvværd) på
forskellige måder er relateret til oprindelsesfamilien og den
sociale kontekst, som han eller hun vokser op eller bliver
gammel i (Bengtson et al.2002: 24). Modellen illustrerer
hermed de gensidige afhængigheder mellem historie, biografi
og intergenerationel overførsel. Der er således effekter
af det sociale miljø, de sociale betingelser, på de løbende
processer med intergenerationel transmission. Historiske
perioder har bestemte effekter. Retningen i overføringsprocesserne
vil bero på de sociale betingelser, som kendetegner
et bestemt sted og en bestemt tid. Det kan eksempelvis
være en opfattelse, at de nuværende sociale vilkår har ændret
transmissionen radikalt, f.eks. på den måde, at de intergenerationelle
transmissionsprocesser og deres ”outcomes”,
transmissionsresultaterne, er blevet reduceret for den generation,
der er født omkring 1990. I den sammenhæng kan
man nævne Judith Rich Harris (1998), der argumenterer
for, at kammerater i dag er blevet vigtigere end familier
som indflydelsesrige socialiseringsagenter for den individuelle
udvikling.
Teorien hævder også, at den individuelle udvikling og det
sociale miljø påvirker hinanden. Hver ny generation påvirkes
ikke blot af den forrige generation, men også af dens ”friske”
møde med de eksisterende sociale betingelser, ligesom
hver ny generation påvirker den eksisterende samfunds-
105

struktur ved at være forandringsagenter. Når man studerer
sådanne overførselsprocesser må man ligeledes tage de historiske
betingelser, som har påvirket de roller, som forældrene
spiller i udformningen af børnenes aspirationer, værdier
og selvværd, med i betragtning. Det indebærer, at man
må medinddrage den socioøkonomiske kontekst, hvori forældrene
begyndte deres liv.
3.10. Faktorer i de intergenerationelle overføringsprocesser
I analysen af de processer, som muliggør transmissionen af
aspirationer, selvværd og værdier fra den ene generation til
den anden, fokuserer Bengtson et al. på tre typer af intergenerationelle
påvirkninger: 1. status-arv, 2. social læring,
og 3. forældre-barn relationer (solidaritet).
Forfatterne kommer først ind på statusarven og dens betydning.
Den socioøkonomiske kontekst spiller ifølge forskerkollektivet
en magtfuld rolle i den menneskelige udvikling.
Forskningen kan her pege på tre væsentlige roller, som
forældres socioøkonomiske status spiller i den intergenerationelle
transmission af aspirationer, værdier og selvværd.
For det første påvirker forældrenes status de socioøkonomiske
kontekster, som børnene kommer til at bevæge sig i.
Således situerer forældre deres børn i en socioøkonomisk
kontekst, dvs. et bestemt niveau af familieindtægt og rigdom,
et boligområde, et netværk af slægtninge og potentielle
kammeratrelationer, og de muligheder og begrænsninger,
som ledsager deres sociale position. ”Børn udvikler
udannelsesmæssige og erhvervsmæssige aspirationer, værdier
og selvværd som en konsekvens af de livserfaringer,
som ledsager deres arvede status.” (Bengtson et al.2002:
26).
For det andet er forældrenes status en stærk prædiktor for
de aspirationer, værdier og det selvbillede, de søger at kultivere
i deres børn. Forældres attituder og værdier er tæt
106

elaterede til deres uddannelsesniveau og erhvervsaktiviteter.
De opmuntrer, direkte eller indirekte, lignende livssyn
hos deres børn. Hvis forældrenes job belønner autonomi,
innovation og risikotagning, så kultiverer sådanne familier –
gennem deres måde at være forældre på og deres måde at
kommunikere på – autonomi, innovation og risikotagning.
Dette fremmer autonomi, innovation og risikotagning hos
deres børn. Når børnene har internaliseret deres forældres
syn, søger de for deres eget vedkommende uddannelse, arbejde
og livssituationer, som belønner autonomi, innovation
og risikotagning. Social status og subjektive livssyn bliver
på den måde over tid reproduceret på tværs af generationer,
når hver ny generation søger karrierer og livssituationer,
som ligner dem, deres forfædre indgik i (Bengtson et
al. 2002: 27).
For det tredje påvirker forældres status deres evne til at investere
i deres børns menneskelige kapital (human capital),
en ressource, som har vigtige implikationer for børnenes
aspirationer, værdier og selvværd.
Forfatterne fremhæver dernæst den sociale læring. Statusarvens
virkning skyldes delvis det forhold, at sønner og døtre
har tendens til at modellere deres forældres statusformede
livssyn og adfærd. Denne proces med forældrebarn
modellering er imidlertid en dimension af en større social
læringsproces, som udfolder sig mellem børn og forældre
(jfr. Bandura og andre). Børn lærer ved at observere og
interagere med andre. Forældre lærer både deres børn direkte
– ved at give dem træning, belønninger og straf – og
indirekte, gennem det eksempel, der ligger i deres ord, og
hvad de gør. Børnene imiterer forældrene. Den sociale læring
rummer dog meget mere end blot status-arvens påvirkninger,
idet forældrenes præstationsorienteringer ikke er
fuldstændigt determineret af deres sociale status. Meget af
det, børn lærer fra deres forældre, er ikke status-baseret,
hævder Bentsson et al., men reflekterer den enkelte forælders
individualitet.
107

Følgelig får den intergenerationelle solidaritet og bekræftelse
fra forældrene ofte stor betydning.
Den følelsesmæssige solidaritet mellem forældre og børn
påvirker den intergenerationelle transmission indirekte, som
en mediator for de effekter, som socioøkonomisk status og
social læring har. Der er således evidens for, at forældres
socioøkonomiske status – specielt ved fordelingens ekstremer
– påvirker kvaliteten af deres interaktion med barnet.
Familier med lav socioøkonomisk status har større sandsynlighed
for at opleve kronisk arbejdsløshed og mangelfuld
sundhedspleje samt kriminalitet i kvarteret end familier i
middel- og overklassen. Det antages bl.a., at forældre-barn
solidariteten kan være lavere i familier med lav socioøkonomisk
status, som må slås med stress relateret til fattigdom,
mens forskerne forventer, at affektiv solidaritet vil øge
modelleringseffekter (Bengtson et al. 2002: 30).
3.11. Ændrede mulighedsstrukturer
Selv om der er skrevet meget om, hvordan forældre overfører
aspirationer, værdier og selvværd til deres børn, er det
uklart, hvorvidt disse modeller, som er udviklet ud fra tidligere
forskning om tidligere generationer, stadigvæk er
brugbare i en ny tid med hurtig social forandring (Bengtson
et al. 2002: 30). Har de øgede muligheder inden for uddannelse
og erhverv svækket den rolle, som statusarv spiller for
unges syn? Bengtson et al. konstaterer en øget åbenhed i
Amerikas socioøkonomiske mulighedsstruktur. F.eks. er en
del diskriminerende barrierer for kvinder og ”farvede” fjernet,
og teknologien har omformet erhvervsmulighederne.
Hvordan påvirker de øgede uddannelses- og erhvervsmuligheder
den intergenerationelle transmissionsproces?
Man kan antage, at disse ændringer vil bidrage til en generel
svækkelse af transmissionsprocessen i familierne. Før i
tiden kunne den større stabilitet i erhvervsmulighederne bidrage
til, at der var større sandsynlighed for, at forældrenes
erfaringer kunne være brugbare for de unge, som gik ind i
108

arbejdsstyrken. I dag står både unge og gamle overfor et
meget mere flydende arbejdsmarked, hvor jobfærdigheder
kræver hyppigere opdatering for at kunne følge med de hurtige
teknologiske forandringer (Bengtson et al 2002: 31).
Desuden medfører teknologiudviklingen, at der er opstået
nye typer af jobs. Endelig kan ekstrafamiliære socialisationsagenter
så som kammerater, skoler og arbejdsgivere
være blevet vigtigere determinanter for de unges karriereorienteringer
end forældrenes påvirkninger (Bengtson et al.
2002: 31f). Hertil kommer forandringer i familiestrukturen
med øget ustabilitet i ægteskabeligheden, øgede skilsmissetal,
stadig flere kvinder på arbejdsmarkedet, osv.
Man kunne i denne sammenhæng for Danmarks vedkommende
tilføje, at sociologen Mads Meier Jæger er inde på, at
den sociale arv omfangsmæssigt er mindre i Danmark end i
mange andre lande. Dette skyldes primært, at vi i kraft af
den danske velfærdsstatsmodel udjævner mange af de økonomiske
og sociale skel (Jæger 2009: 17). Ikke desto mindre
synes den sociale arv i Danmark ikke længere at være
faldende, men derimod at være konstant. Jæger peger på to
mulige ledetråde i forklaringen heraf: Forskelle i familiernes
kulturelle ressourcer (snarere end i de økonomiske) samt
den sociale arvs tidlige start: Den dag, børnene begynder i
skolen, har den sociale arv allerede gjort sin virkning (Jæger
2009: 18). Man kunne tilføje, at politiske beslutninger om
starthjælp, integrationsydelser og loft over kontanthjælp må
anses for politikker, som direkte producerer fattigdom – og
derfor også medvirker til at styrke den negative sociale arv.
3.12. Familiens rolle i overførelsen af privilegier og
afsavn
På trods af denne udvikling med ændrede mulighedsstrukturer
viser såvel nyere britiske som amerikanske studier, at
familieprocesser tilsyneladende stadig spiller en stor rolle i
transmissionen af privilegier. Den britiske samfundsforsker
Allatt (1993) viser således, hvordan tre middelklassefamilier
bruger deres ressourcer til at øge deres børns livschancer,
109

og hvordan disse ressourcers effektivitet bliver forstærket,
når de bliver medieret af familieprocesser i form af rutiner
og praksis. Det drejer sig med andre ord om, at privilegerede
grupper videregiver deres magt og fordele til den næste
generation (Allatt 1993: 139). I deres bestræbelser på at
give deres børn fortrin trækker familierne på deres ressourcer
i form af frem for alt økonomisk, social, kulturel og emotionel
kapital. Privilegierne bliver således ikke overført automatisk;
tværtimod er overførslen afhængig af målrettet
aktivitet, rettet mod opretholdelsen af klasseposition og forhindring
af nedadgående mobilitet. Selv om børnene bliver
født ind i en rigdom af social og kulturel kapital, der er indlejret
i familiens sociale netværk, er denne arv (inheritance)
ikke nødvendigvis nok til at opretholde de fordele, den
rummer (Allatt 1993: 154).
Social arv handler om, hvordan – og i hvilken grad - menneskers
livschancer er formet af social klasse og familiebaggrund.
I hvert fald synes socialklassebaggrund at være hoveddeterminant
for unge menneskers udsigter til karriere.
De unges klassebaggrund er en afgørende faktor, som påvirker
succes eller fiasko. For de fleste fra den lavere arbejderklasse
synes opadgående mobilitet at være blokeret. For
børn fra den højere arbejderklasse synes specifikke materielle
og sociale fordele at spille en stor rolle for, i hvilken retning
de studerende går. Ud over Allatt har også Bates & Riseborough
(1993) på baggrund af britiske studier vist,
hvordan middelklassen opretholder klasseskel gennem processer,
hvor forældrene overfører privilegier til børnene ved
at fremme deres børns interesser på en række områder,
som har betydning for børnenes fremtid: uddannelse, familien
og den sociale kontekst. Gennem denne administration
sikres reproduktionen af økonomisk, social og kulturel kapital.
Den amerikanske sociolog Annette Lareau viser i en konkret
undersøgelse, Unequal Childhoods (2003), hvordan der i socialiseringen
sker en ”transmission of privilege” (Lareau
2003: 275). Hun tager udgangspunkt i Bourdieus begreber
110

og understreger her habitus´ betydning som ”et sæt af internaliserede
dispositioner” (Lareau 2003: 276). Idet hun
undersøger livet i tolv familier, afdækker Lareau de unikke
logikker i børneopdragelsen, som udspringer af klasseforskellene
mellem de undersøgte familier. Hun viser videre,
hvordan de divergerende logikker reproducerer disse uligheder,
efterhånden som børn og forældre interagerer med
skoler, der holder fast ved det dominerende kulturelle repertoire.
Studier fra andre forskningsområder kan kun bekræfte disse
tendenser. Jeg vil som afslutning på dette kapitel inddrage
nogle få studier, der er gennemført af økonomer og mobilitetsforskere.
3.13. Intergenerationel transmission af økonomisk
status
I den sociologiske mobilitetsforskning forekommer begrebet
generationsmobilitet eller intergenerationel mobilitet, relationen
mellem forældrenes og børnenes erhvervsmæssige og
sociale status. I denne tradition undersøges den intergenerationelle
mobilitet, og specielt den intergenerationelle økonomiske
mobilitet. Hvilke forandringer er der sket i den intergenerationelle
transmission af økonomisk status? Man
undersøger intergenerationel indkomstmobilitet, og herunder,
om der er intergenerationelle korrelationer. Et aspekt
heraf er ”social inheritance” (Esping-Andersen 2004), og de
marxistiske økonomer Samuel Bowles og Herbert Gintis undersøger
”The Inheritance of Economic Status”.
I en undersøgelse af forandringer i den intergenerationelle
mobilitet i Storbritannien fremhæver Blanden et al., at den
forøgede indkomstulighed siden slutningen af 1970erne har
haft som konsekvens, at der har været en massiv stigning i
antallet af børn, som vokser op i fattigdom. De britiske forskere
medgiver, at det er omdebatteret, i hvilken udstrækning
børns økonomiske og sociale succes bliver formet af
deres forældres økonomiske eller sociale position. Ikke de-
111

sto mindre kan de dog pege på, at børn, der vokser op i lavindkomsthusstande
med større sandsynlighed end andre
får et dårligt helbred, klarer sig dårligt i skolen, bliver teenagemødre
eller kommer i tidlig kontakt med politiet, bliver
arbejdsløse som voksne eller kommer til at tjene en lavere
løn (Blanden et al. 2004: 123).
Baggrunden for sådanne undersøgelser kan være spørgsmålet
om, hvorvidt der er lighed med hensyn til muligheder,
eller om den eksisterende samfundsorden indebærer systematiske
uligheder. Hvordan foregår transmissionen af økonomiske
uligheder inden for familien, og hvordan foregår
transmissionen af økonomisk status? Blandt de spørgsmål,
man i denne tradition interesserer sig for, er spørgsmålet
om, hvorvidt velfærdsafhængighed overføres mellem generationerne.
Er der, som den amerikanske økonom Marianne
E. Page spørger, intergenerationel korrellation i deltagelse i
velfærdsydelser? Sker der en intergenerationel transmission
af velfærdsafhængighed? Selv om Page kan dokumentere
en substantiel relation mellem forældres og børns modtagelse
af velfærdsydelser, rejser hendes undersøgelse dog en
række spørgsmål, som den ikke giver svar på: Hvilke baggrundsfaktorer
ligger der bag den observerede korrelation? I
hvilken grad er den observerede korrelation et resultat af
transformationen af en ”velfærdskultur” på tværs af generationer?
Selv om man antager, at velfærdsydelser reducerer
anstrengelserne for at finde arbejde, er det usikkert, hvorvidt
der eksisterer en kausalrelation mellem velfærdsydelser
og holdninger. Og selv om sådanne adfærdsvirkninger kunne
bekræftes, står det uklart, gennem hvilke stier forældre
overfører karakteristika til deres børn. Samtidig modsiger
det forhold, at de fleste, som modtog velfærdsydelser i deres
barndom, ikke bliver afhængige af velfærdsydelser som
voksne, den udbredte opfattelse, at velfærdsafhængighed
rutinemæssigt videregives på tværs af generationerne (Page
2005: 242).
I et andet studie af velfærdsafhængighed, ”Inheritance of
Welfare Recipiency”, kommer den svenske socialforsker
112

Sten-Åke Stenberg frem til, at der er en klar intergenerationel
effekt, og specielt en dramatisk øget risiko for, at børn
fra familier, som i barnets opvækst har modtaget sociale
ydelser i længere tid, selv får behov for at søge hjælp hos
de sociale myndigheder. Det er dog ifølge Stenberg ikke bistandshjælpen
i sig selv, der er årsag hertil. Socialhjælpen
har i sig selv ingen negativ effekt. Det drejer sig om andre
problemer, fx at man har kriminelle forældre. Effekten reflekterer
således en kombination af socialhjælp i oprindelsesfamilien,
børnenes tilpasning i skolen, og forældrekriminalitet.
Børn, som ikke har denne kombination af problemer,
viser ikke tegn på intergenerationel velfærdsafhængighed
(Stenberg 2000). Stenberg tror altså ikke så meget på den
amerikanske forklaring med en slags ”afhængighedskultur”.
Når fattigdom går i arv, hænger det ifølge Stenberg snarere
sammen med, at en fattig opvækst indebærer dårligere muligheder
mht. studier og kontakter (Ohlin 2008).
Der findes også norske undersøgelser, der viser, at fattigdom
går i arv, dvs. påviser en vis overførsel af fattigdom fra
generation til generation. En norsk undersøgelse fra 2008
viser eksempelvis, at børn af sociale klienter har større
sandsynlighed end andre børn for selv at blive modtagere.
(Lorentzen & Nielsen 2008, Fløtten 2009: 188). Tore Fløtten
anfører endvidere, at man i samtaler med personer, der arbejder
på socialkontor, ofte kan høre, at de har kontakt med
både to og tre generationer af den samme familie (Fløtten
2009: 181).
3.14. Social arv i økonomisk og socialpolitisk belysning
Det siger næsten sig selv, at økonomer vil have en noget
anden tilgang til social arv end psykologer. For at illustrere
dette vil jeg fremdrage de undersøgelser, som er publiceret
af de amerikanske økonomer Samuel Bowles, Herbert Gintis
og Melissa Osborne Groves i Unequal Chances (2005). I international
økonomisk forskning har man således primært
været optaget af at undersøge ”the intergenerational trans-
113

mission of economic status” og ”the intergenerational inheritance
of earnings” (Bowles et al. 2005).
I belysningen af de intergenerationelle adfærdskorrelationer
kommer Greg Duncan, professor i uddannelse og socialpolitik,
og hans kolleger i artiklen ”The Apple Does Not Fall Far
From The Tree” frem til, at der er signifikante intergenerationelle
korrelationer med hensyn til social-psykologiske dispositioner
så som depression mv.
Duncan og hans kolleger skriver således: ”Decades of social
science research have documented correlations between the
social, educational, behavioral, and economic outcomes of
parents and children. For example, children of more highly
educated and economically successful parents tend themselves
to complete more schooling and earn more, although
the intergenerational correlations are well below unity. /
Children of parents who smoke, take drugs, commit crimes,
and engage in early sex are more likely to do the same
compared with children whose parents do not engage in
these activities.” (Duncan et al. 2005: 23). Sådanne positive
korrelationer mellem forældres sociale problemer og børnenes
udsathed for at få tilsvarende sociale problemer, er netop,
hvad der er dokumenteret i den danske tradition for
forskning i social arv.
I den amerikanske forskning har man fundet positive korrelationer
mellem forældres og børns personlighedstræk og
attituder. Mens ligheden mellem forældre og børn i personlighed
primært tilskrives generne, spiller miljøet en større
rolle for ligheden i holdninger (Duncan et al. 2005: 27).
F.eks. finder de amerikanske forskere, at karakteristika hos
forældrene, deres socioøkonomiske status og deres adfærd
og forældrestil indvirker på børnenes ”outcome”. Dette sætter
fokus på de psykologiske processer: Hvad er det for mekanismer,
som får børn til at ligne deres forældre i holdninger
og personlighed. Her understreges ofte de mekanismer,
som er centreret omkring læring, så som imitation og identifikation.
F.eks. kan forældrenes kognitive færdigheder tæn-
114

kes at påvirke barnets kognitive og sociale færdigheder.
Men også forældrenes kompetencer synes at have betydning
for den intergenerationelle transmissionsproces, idet
forældre videregiver specifikke kompetencer til deres børn.
Duncan et al.(2005) fremsætter fire hypoteser, som kunne
forklare den intergenerationelle transmission af karakteristika:
1. forældrenes socioøkonomiske ressourcer, 2. deres stil
som forældre og hele hjemmiljøet, 3. genetisk arv, og 4.
rollemodellering eller identitetsdannelse.
”How Much Does Childhood Poverty Affect the Life Chances
of Children?” spørger Greg Duncan og hans kolleger i en artikel
fra 1998 (Duncan et al. 1998). At der er stærke korrelationer
mellem forældrenes socioøkonomiske status og forskellige
målinger af barnets og den voksnes præstationer,
er både et vigtigt, men også kontroversielt spørgsmål. Analyserne
peger imidlertid bl.a. på, at familiens økonomiske
vilkår i den tidlige barndom har en stor indflydelse på barnets
præstationer, specielt i familier med lav indkomst. Eksempelvis
er de økonomiske vilkår i den tidlige barndom
vigtige determinanter for, at barnet får en afgangseksamen
fra skolen (jfr også Duncan & Brooks-Gunn 1997, der belyser
konsekvenserne af at vokse op i fattigdom).
Den canadiske arbejdsmarkedsforsker Miles Corak tager i
sin studie af ”den generationelle inkomstmobilitet” i Nordamerika
og Europa udgangspunkt i opfattelsen af, at hvis
børn vokser op i en tilstand med lav indkomst, så vil der
være langsigtede konsekvenser. Børnene ”vil blive mindre,
end de ellers kunne blive, ja faktisk vokse op til at blive fattige
voksne, som på deres side opfostrer fattige børn.” (Corak
2004: 1f). Her formuleres altså i 2004 næsten igen tesen
om social arv. I sin sammenfatning af forskningen på
området hævder Corak, at i De Forenede Stater og i UK bliver
mindst 40 procent af de økonomiske fordele, som højindkomstforældre
har over for lavindkomstforældre, givet
videre til den næste generation” (Corak 20004: 9).
115

Miles Corak kommer bl.a. ind på de færdigheder og den kultur,
som gives videre til børnene. Graden af arvelighed bliver
dog også påvirket af samfundets struktur (Corak 2005:
13). Corak omtaler et hierarki af omstændigheder, hvorigennem
forældre indvirker på deres børn: gennem sociale
forbindelser faciliteres således adgang til uddannelse og
jobs, gennem familiekulturen og forældrenes investeringer i
børnenes fysiske og mentale sundhed og i uddannelse påvirkes
overbevisninger og færdigheder, gennem genetisk
transmission af evner og gennem formning af præferencer
og motivation.
Afslutningsvis kan det nævnes, at den svenske velfærdsforsker
Gösta Esping-Andersen i sit bidrag til artikelsamlingen
Generational Income skriver om “Unequal opportunities and
the mechanisms of social inheritance”.
Esping-Andersen starter sit indlæg med at konstatere, at vi
på trods af videnskabelige vidnesbyrd om det modsatte,
fortsat forestiller os, at vi lever i et land, hvor alle har lige
muligheder: "Ideology and myth do not die easily, and certainly
not at the hands of social scientists. Even with decades
of systematic and cumulative social scientific evidence
to the contrary, in many public policy circles it is still widely
believed that North Americans and Europeans live in the
land of equal opportunities. Yet the evidence, including the
chapters of this book, demonstrates that notwithstanding a
half century of educational expansion and social reform, life
chances remain powerfully determined by social origins.”
(Esping-Andersen 2004: 289). Begrebet social arv er et
modbegreb til sådanne ideologiske forestillinger om lige muligheder,
idet det fastholder, at den sociale oprindelse fortsat
determiner menneskers livschancer.
Esping-Andersen fremholder dog, at der er både gode og
dårlige nyheder på området: "The bad news is that the
constancy of social inheritance dominates our findings. The
good news is that recent research has uncovered instances
in which it has diminished importantly. If we can identify the
116

precise mechanisms at work this might help governments
devise policies to more effectively ensure equal opportunities.
To anticipate my conclusions I am, first of all, sceptical
of the usual assumption that generational inheritance is
primarily driven by investments in education. Instead, there
is good reason to believe that the decisive mechanisms lie in
the “cultural capital” of families, and furthermore that it is in
early childhood that parental transmission is key. This would
indicate that research needs to be refocused, and that government
policy needs to be rethought.” (Esping-Andersen
2004:289).
Ifølge Esping-Andersen er især børnenes kognitive færdigheder
en vigtig determinant for de langsigtede indtjeninger.
Det betyder, at selektionsprocessen begynder længe før
skolealderen. Og når familiernes kulturelle kapital er det
mest afgørende, betyder det, at der politisk må sættes ind
for at neutralisere den ujævne fordeling af kulturel kapital i
familierne. Samtidig må forskningen ifølge Esping-Andersen
omfokuseres fra uddannelsessystemer mod familierne.
4. Social arv i kritisk realistisk design
Jeg vil i dette kapitel forsøge at skitsere, hvordan en forskning
i social arv kunne se ud – med baggrund i et kritisk realistisk
perspektiv. Jeg støtter mig i denne del primært til de
to sociologer, englænderen Andrew Sayer og svenskeren
Berth Danermark, der hører til dem, der er nået længst med
hensyn til at udmønte en forskningsstrategi, som er baseret
på en kritisk realistisk videnskabsteori.
4.1. Hvad er erkendelsesinteressen?
Afgørende for en kritisk realistisk undersøgelse af social arv
er undersøgelsesobjektet eller hvilket socialt fænomen, der
søges forklaret. Hermed understreges også, hvad der er undersøgelsens
erkendelsesinteresser. Vil vi eksempelvis forklare,
hvordan det går til, at der fra opvækstmiljøet kan
117

overføres belastninger eller afmagt til barnet, eller vil man
forklare, hvordan det kan gå til, at et barn, der har været
udsat for svigt og vold, selv som voksen griber til vold i sin
interaktion med andre? Besvarelsen vil være afhængig af
undersøgelsesspørgsmålet.
Med det første spørgsmål vil der således være fokus på
overføringsprocessen, dvs. interaktionen mellem forældre
og børn under inddragelse af de kontekstuelle betingelser,
mens der ved besvarelsen af det andet vil blive fokuseret på
de mekanismer, der i den aktuelle situation måtte udløse
(”trigger”) de potentialer eller dispositioner, eksempelvis
anvendelse af vold, der måtte ligge hos den (de) undersøgte
person(er).
Kigger vi derimod på tilfælde, hvor den sociale arv ikke
kommer til udfoldelse i form af gentagne problemer, forestiller
jeg mig, at der må være fokus på mekanismer, som i
barndommen har medieret, svækket eller modificeret den
sociale arv, så barnet ikke ”rammes” så hårdt, samt på mekanismer,
der gennem livsforløbet, har haft en lignende indvirkning,
og endelig på mekanismer, som på undersøgelsestidspunktet
medierer eller hindrer den sociale arv i at blive
aktiveret.
Vi beskæftiger os altså her overhovedet ikke med undersøgelser
af, med hvilken hyppighed den sociale arv forekommer,
kun med belysninger af, hvilke sociale processer, der
fører til dens forekomst eller henholdsvis, at den ikke kommer
til udtryk. Vi søger med andre ord at afdække virkeligt
forekommende årsagssammenhænge og ikke statistiske
sammenhænge. Vi kan derfor ikke nøjes med at se på forbindelser
imellem variabler, men må søge at afdække samspillet
mellem adskillige mekanismer i en kompleks og dynamisk
virkelighed. De variabelsammenhænge, der måtte
stå i fokus for undersøgelsen, må ud fra denne tankegang
tænkes påvirket af – og overdetermineret af – utallige mekanismer
i konteksten.
118

4.2. Procestænkning og kontingens
Udgangspunktet vil her være opfattelsen af social arv som
en social proces: en ”ond cirkel”, hvor brud med cirklen hele
tiden er en åben mulighed, eller som en overførselsproces,
hvor resultatet, ”outcome”, på intet tidspunkt er givet – eller
determineret – men tværtimod afhængigt af en lang
række faktorer. Nogle af disse faktorer kan være belastningsgraden,
den eventuelle ophobning af belastninger, antallet
og karakteren af de belastende faktorer (risikofaktorerne),
det kan være det enkelte barns modstandsdygtighed
(resiliens) og mestring, men det kan også være faktorer i
den sociale kontekst (lokalsamfund, institutioner, skole, uddannelsessystem,
og hele mulighedsstrukturen).
Fx kan skolen med dens sociale sortering være en meget
afgørende instans i formidlingen af den sociale arv, dvs. være
den instans, der får en afgørende betydning for, om den
sociale arv slår igennem eller ej, i den forstand, at der kan
registreres en social arv i form af fx kriminalitet, psykiske
lidelser, stofmisbrug osv. En anden indretning af uddannelsessystemet
kunne være en faktor, som ville betyde, at den
sociale arv (forstået som et bestemt registrerbart ”outcome”)
aldrig ville slå igennem, dvs. blive udløst/aktiveret, og
således ikke blive synlig. At den sociale arv viser sig på en
måde, som forskere kan registrere statistisk, er imidlertid
ikke kriteriet på dens eksistens.
Denne tankegang – eller forståelse – står i direkte modsætning
til en opfattelse, som ser social arv som en deterministisk
og mekanisk tankefigur, og som søger betydningen af
social arv testet gennem statistisk registrering af den hyppighed,
hvormed den forekommer.
Jeg ser i kontrast til en sådan tankegang en problemstilling
inden for social arv-forskningen, som ligner kriminologiens
diskussion af ”mørketal”, en skjult kriminalitet, som ikke
kommer frem i de officielle opgørelser af kriminalitetsrater.
På samme måde foreligger der en omfattende social arv,
som ikke bliver ”målt” som social arv, idet der ikke er regi-
119

streret problemer af den art, som inddrages i målingen. Men
vil man eksempelvis, når der ikke er tale om problemer af
samme sværhedsgrad som hos forældrene, kunne antage,
at der ikke er tale om social arv?
Et problem ved den kvantitative tilgang er, at den kun opfanger
de dimensioner af fænomenet, som kan kvantificeres
og ”måles”. Når man eksempelvis vil undersøge, hvordan
børns uddannelsespræstationer varierer med den sociale
baggrund, er man i den kvantitative tilgang tvunget til at
vælge variable, faktorer eller indikatorer, for hvilke der er
data, og analysens resultat bliver da en beskrivelse af,
hvordan disse samvarierer (jfr. Sayer 1992: 202). Når fænomenet
ikke kan måles, dvs. når det ikke kan udtrykkes i
tal, opstår der problemer med at få det begrebsliggjort. Men
hvordan skal objekter være for at det er muligt at kvantificere
dem, spørger Sayer. F.eks. er et barns socialisation en
proces, som rummer kvalitativ forandring, og som ikke kan
måles kvantitativt på nogen meningsfuld måde (Sayer
1992: 177).
I bogen Risikobørn (1993) opstilles der side 9 en model,
som undersøger sammenhængen mellem de to variable
”Belastningsfaktorer” og ”Konsekvenser” under inddragelse
af kontekstuelle faktorer, hvoraf nogle kan befordre konsekvenserne
(”Sårbarhed”), mens andre vil kunne modvirke
de mulige negative konsekvenser (”Beskyttende faktorer”).
”Modellen kan kort og forenklet fremstilles sådan, at når et
individ udsættes for belastninger ud over en vis grænse, reagerer
det med stress – forløbende over en alarmfase, en
modstandsfase og en udmattelsesfase.” (Jørgensen et al.
1993: 8).
Denne model, som anlægger et processyn på den sociale
arv, og som inddrager en række mulige mekanismer, kommer
i virkeligheden tæt på en kritisk realistisk tilgang til
studiet af social arv. Vi ser heller ikke nogen deterministisk
tankegang, idet det fx hedder: ”Ifølge denne tankegang er
individet måske i stand til i modstandsfasen at overvinde el-
120

ler mestre situationen.” (Jørgensen et al. 1993: 8). Det er
imidlertid et meget individorienteret og psykologiserende
syn, vi her møder, idet det henfører muligheden for brud til
egenskaber hos det enkelte barn (”modstandsdygtige børn”)
og ikke til de samfundsmæssige mulighedsstrukturer (herunder
daginstitutioner, skole- og uddannelsessystem, lokalsamfund,
og i det hele taget de muligheder - eller manglende
muligheder – der findes i omgivelserne).
Det kan hænge sammen med, at mange i dag synes utilbøjelige
til at pege på betydningen af de socioøkonomiske vilkår.
Fx skriver psykologen Jytte Birk Sørensen i sin undersøgelse
af social arv, at ”Familiens aktuelle livssituation og
barnets konkrete oplevede hverdag skal være i centrum
med det formål at få et større kendskab til, hvordan vi sikrer
børn en kvalificerende udviklingsstøttende indsats i dagligdagen.
Hvis vi kun primært fokuserer på de socioøkonomiske
forhold, giver det i den konkrete pædagogiske hverdag
begrænsede muligheder for at styrke udsatte børns
livsvilkår, idet hverken lærere eller pædagoger har de store
muligheder for at påvirke de socioøkonomiske vilkår. Det er
ikke deres metier.” (Sørensen 2007: 10).
Det er utvivlsomt rigtigt, som Morten Ejrnæs har påpeget,
at der i forskningen i social arv er en tendens til at individualisere
problematikken og se den ud fra en indsnævret opfattelse
af, at årsagen til problemerne ligger ensidigt hos
dårligt fungerende familier og i utilstrækkeligt forældreskab
(omsorgssvigt). Men en sådan betragtningsmåde, som måske
i nogen grad kan føres tilbage til en empirisk analytisk
(positivistisk) tilgang og til et folkeligt eller borgerligt menneske-
og samfundssyn, er helt klart for snæver. Heroverfor
er der i høj grad behov for – sådan som Ejrnæs gør - at
fremhæve strukturelle faktorers indflydelse. Dette vil kunne
efterkommes via en konfliktteoretisk tilgang, via marxistisk
og kritisk teori eller via det nordiske velfærdsperspektiv,
som også inddrager sådanne faktorer. Men det vil frem for
alt kunne efterkommes gennem inddragelse af et kritisk
realistisk perspektiv – og specielt gennem de videnskabste-
121

oretiske grundantagelser, som kendetegner dette perspektiv.
Skulle man undersøge social arv ud fra et kritisk realistisk
perspektiv, ville der være fokus på såvel processen - og
dermed mekanismerne - i den sociale arv, som på processens
”outcome”, dens resultater, som er betinget af det
komplekse samspil mellem mange samvirkende (generative)
mekanismer. Man vil skulle belyse de konkrete processer,
gennem hvilke den sociale arv (forstået som et bestemt
”outcome”) genereres. For at forstå den kritiske realisme
som videnskabsteoretisk perspektiv bliver det afgørende at
vide, hvordan dens kausalitetsforståelse afviger fra positivismens.
Desuden må man have indsigt i den ontologi, som
danner grundlag for en undersøgelsesmetodologi, som kan
kaldes kritisk realistisk (For en grundigere introduktion henviser
jeg til Andersen 2007 og Buch-Hansen & Nielsen 2005,
jfr. fx også Livock 2009 og Yeung 1997). Det gælder såvel
perspektivets sociale ontologi som dets årsagsforståelse og
analysestrategi. Jeg vil derfor kort gøre rede for de afgørende
forståelser, som karakteriserer perspektivet: virkelighedens
stratificering, emergente kræfter og åbne kontra lukkede
vilkår.
4.3. Årsagsforståelsen i kritisk realisme
Årsagsforståelsen i positivismen og i kritisk realisme er meget
forskellige. Kritisk realisme er i grunden en dybtgående
kritik af empirismens og positivismens kausalitetsforståelse.
Kausal analyse er i kritisk realisme væsensforskellig fra årsagsanalyse
i den empiriske samfundsvidenskab, hvor man
ud fra studiet af empiriske regelmæssigheder (eller samvariationen
mellem standardiserede variabler) kan uddrage
slutninger om statistiske sammenhænge. Sådanne studier af
frekvenser, udbredelse og samvarians kan være yderst anvendelige,
men de kan ikke i sig selv sige noget om virkelige
årsager (jfr. Danermark et al. 1997: 71). Selv om man i
den empirisk analytiske forskning ofte taler om forklaringer i
denne sammenhæng, kan sådanne undersøgelser ikke pro-
122

ducere forklaringer, eftersom en årsag er noget helt andet
end statistisk samvarians.
Begrebet ’variabel’, som bruges i kvantitative analyser, er et
indifferent begreb, når det gælder kausal forklaring: variabler
kan kun registrere (kvantificerbar) forandring, ikke dens
årsag (Sayer 1992: 180). I positivistiske undersøgelser
fremstår den såkaldte ’uafhængige variabel’ imidlertid som
årsagen til forandringerne i den ’afhængige’ variabel. Dette
er misvisende, idet man hverken har afdækket de reelle årsager
eller de mekanismer, som genererer effekterne. Ifølge
den realistiske kausalitetsteori er kvalitativ analyse af objekter
påkrævet for at afdække mekanismer. Den konventionelle
årsagsteori abstraherer imidlertid fra sådanne anliggender
og fokuserer i stedet på regelmæssige sekvenser af
begivenheder (Sayer 1992: 179).
Når man søger efter årsagen til et eller andet, er det at
spørge efter, hvad der får det til at ske, hvad der muliggør
det eller fører frem til det (Sayer 1992: 104). Årsager handler
således om objekter eller relationer og deres natur. Det
er et spørgsmål om, hvilke kausale kræfter eller tilbøjeligheder
et objekt eller en relation rummer, objekters måde at
virke på eller deres mekanismer. Vand har den kausale kraft
at kunne slukke ild, alle levende væsener har kraften at
kunne reproducere sig, og alle mennesker har foruden mange
andre kræfter bl.a. kraften til at kunne arbejde. De kausale
kræfter kan dog også være lokaliseret i de sociale relationer
eller strukturer: En boligudlejer har f.eks. den kraft at
kunne opkræve husleje af sin lejer i kraft af sin relation til
lejeren. Kræfter og tilbøjeligheder kan således eksistere,
selv når de ikke udøves. Mennesker kan f.eks. arbejde, selv
om de er arbejdsløse.
Kausal analyse vil i kritisk realisme sige at forklare, hvordan
det går til, at det som sker, faktisk kommer til at ske. Udgangspunktet
må således være en identifikation at det fænomen,
man sætter sig for at give en forklaring på (Danermark
et al. 1997: 69).
123

I et kritisk realistisk perspektiv er det resultat (outcome),
som kommer ud af overføringen af arven, transmissionsprocessen,
reelt kontingent (hverken nødvendigt eller umuligt).
Så måske kommer et barn til at gentage sine forældres sociale
problemer som voksen, måske gør det ikke. Det afhænger
af de konkrete omstændigheder og et komplekst
samspil mellem en række interagerende mekanismer. Det
betyder, at man i den kritisk realistiske model nødvendigvis
må inddrage konteksten til de arve-processer, der undersøges.
Pawson & Tilley (1997) opstiller formlen: M+K = O, og
man kan antyde opgaven ved at se den sociale arv som M i
denne formel. Om den får de effekter, O, som er dens manifestationer
i den efterfølgende genration, er dybt afhængig
af K, den sociale kontekst, og herunder strukturelle forhold i
samfundet og den livssituation, barnet kommer til at befinde
sig i.
4.4 Kritisk realistisk kausalanalyse
Ud fra denne opfattelse handler kausale udsagn ikke om regelmæssigheder
mellem forskellige ting og hændelser (årsag
og virkning), men om hvad et objekt er, og hvad det
kan gøre i kraft af sin natur (Danermark et al 1997: 73).
Heri ligger endvidere – som et kærnepunkt i kritisk realistisk
kausalanalyse – at et objekt har de kausale kræfter og tilbøjeligheder,
som det har, uafhængigt af bestemte hændelsesmønstre.
Mens der findes en intern og nødvendig relation
mellem et objekts natur og dets kausale kræfter og tilbøjeligheder,
så er relationen mellem kausale kræfter eller mekanismer
og så deres effekter ekstern og tilfældig. En generativ
mekanisme opererer først, når den udløses, men om
den nogensinde udløses, eller hvornår den gør det, beror på
de forhåndenværende vilkår og omstændigheder. Og hvis
den gør det, så beror det også på omstændighederne, hvilken
effekt der bliver (Danermark et al 1997: 74).
Med andre ord, hvis vi tænker os en social arv (forstået som
en mekanisme, som en tendens eller som en tilbøjelighed)
124

hos et individ, så beror effekten heraf altså på en række
omstændigheder i det pågældende individs livshistorie. Måske
bliver der en gentagelse af forældrenes problemer, måske
ikke. Men afgørelsen af, om den pågældende arv (mekanisme)
eksisterer eller ej, kan ikke baseres på empiriske
opgørelser af dens effekter (reproduktion af forældrenes
problemer), eller på den hyppighed, hvormed sådanne måtte
forekomme.
Grunden til, at der er en ekstern relation mellem de kausale
mekanismer og deres effekter, er, at der på fænomenernes
hændelsesniveau er mange mekanismer virksomme samtidig.
Udfaldet, hændelserne, er derfor en komplekst sammensat
effekt af indflydelser fra mange forskellige mekanismer,
hvor visse mekanismer forstærker hinanden, mens
andre modvirker hinandens ytringer. Objekter har altså
kræfter, uanset om de udøves eller ej, og mekanismer findes,
selv om de ikke udløses. Endvidere er mekanismernes
effekt tilfældig. Selv om et bestemt objekt har en tendens til
at agere på en bestemt måde – ligesom en tændstik har den
kausale kraft at kunne flamme op, hvis mekanismen udløses
– er det ikke sikkert, at det kommer til at ske. Der findes
således ofte utallige omstændigheder, som kan påvirke, om
en bestemt kausal kraft vil blive realiseret eller ej (Danermark
et al. 1997: 74).
Forskellige mekanismer virker i forskellige kontekster, og vi
må her se på, hvordan de modvirker eller forstærker hinanden,
således at det empiriske udfald vil variere (Danermark
et al. 1997: 244).
Når det gælder sociale objekter, kan de sociale strukturer
ikke eksistere uafhængigt af menneskers handlinger. Eftersom
sociale strukturer forudsætter menneskers handlinger,
udgør handlingerne samtidig både udløsende faktorer og effekter
af sociale strukturers generative mekanismer (Danermark
et al. 1997: 74). Menneskers handlinger er således
aldrig determineret af en bestemt struktur – kun betingede.
125

Det er ifølge Danermark et al. (1997) videnskabens opgave
at forsøge at nå ud over den rene empiriske konstatering af
et bestemt fænomen til en beskrivelse af, hvad det var hos
objektet, som muliggjorde det. Vi kan ikke være tilfredse
med bare at vide, at A almindeligvis kommer efter B. For at
det kan være en videnskabelig forklaring, må den også beskrive,
hvordan dette går til, hvordan den proces ser ud,
hvor A producerer B (Danermark et al. 1997: 77).
Forskellen mellem kritisk realisme og positivisme ligger primært
i, at det i positivismen er erfaringer (manifeste fænomener),
som ligger til grund for metoden, mens det i den
kritiske realisme er (generative) mekanismer, som er udgangspunkt
for metoden (Danermark et al. 1997: 235).
Mens man i den empirisk-analytiske tilgang tager udgangspunkt
i en ”flad ontologi”, opererer den kritiske realisme
med en stratificeret ontologi, hvor forskningsopgaven er at
afdække de generative mekanismer i virkelighedens dybdedimension.
Identifikationen af de generative mekanismer står således i
centrum for de kritisk realistiske bestræbelser, ja det er selve
forskningsopgaven at identificere dem. Når det drejer sig
om social arv, handler det derfor – forenklet sagt – om at
finde frem til, hvordan man kan forklare, at problemer i opvækstmiljøet
eller hos forældrene (fattigdom) kan føre til
problemer hos børnene (fx fattigdom). Hvad skal nødvendigvis
eksistere imellem forældregenerationens fattigdom og
de efterfølgende problemer i den næste generation?
4.5 Fra variabel-baserede til mekanisme-baserede tilgange
Eksplicit mekanisme-baserede forklaringer kendes bl.a. fra
kognitiv psykologi og økonomistudier. I sidstnævnte kan
markedet således ses som en mekanisme, der kan forklare
en del af den økonomiske proces. I variabel-baserede tilgange
handler teori om, hvordan bestemte variabler relaterer
til andre variabler, men ikke om, hvilke mekanismer, der
126

producerer de observerede forbindelser i variablerne. I en
kritisk realistisk tilgang er det som sagt derimod helt afgørende
at afdække, hvilke mekanismer, der producerer de
studerede sammenhænge.
Ifølge den engelske videnskabsteoretiker Rom Harré er det,
der karakteriserer en forklarende mekanisme, den funktion,
den har i forklaringen. Harré observerede en systematisk
relation mellem to enheder, I og O, input og outcome, også
kaldet explanans og explanandum. Med henblik på at forklare
relationen mellem de to enheder (I og O), søger vi efter
en mekanisme, M, som er sådan, at efter forekomsten af
årsagen eller input (I), så genererer den effekten eller outcome
(O). Søgen efter mekanismer betyder, at vi ikke er tilfredse
med blot at konstatere den systematiske samvariation
mellem variablerne eller begivenhederne. En tilfredsstillende
forklaring kræver, at vi også er i stand til at specificere
de sociale ”cogs and wheels” (med Jon Elsters ord), de
hjul og de tapper på hjulene, som har tilvejebragt relationen
(jfr. Hedström & Swedberg 1998: 7ff).
Den måde, som de to sæt af begivenheder eller variabler er
forbundet med hinanden på, udtrykkes med mekanismen,
M:
I -------------------- M ---------------------O
Hvad, der kendetegner “en black box forklaring”, er, at leddet
mellem input og output ”formodes at være blottet for
struktur, eller lige meget hvilken struktur, der måtte være
der, så betragtes det som værende uden nogen iboende interesse
(måske fordi det ikke kan observeres eller fordi O
kan blive prædikeret, selv om de mekanismer, som forbinder
I og O, er ukendte)” (Hedström & Swedberg 1998: 9,
min oversættelse, SAA). Heraf opstår forskellen mellem en
variabel-baseret tilgang, som opererer med en sort kasse
mellem input og outcome, som ikke bliver åbnet, overfor en
mekanisme-baseret tilgang, hvor sigtet er at kigge ind i den
127

sorte boks og gøre den gennemskuelig. I kritisk realisme er
man decideret på jagt efter de ”generative mekanismer”.
Hedström & Swedberg opstiller en typologi over sociale mekanismer.
De sociale mekanismer findes såvel på makroniveau
som på mikroniveau. Altså må vi, når vi skal forklare
forekomsten af social arv, identificere mekanismer på flere
niveauer. Det kan være mekanismer på mikroplan (fx interaktionen
mellem forældre og børn), men også mekanismer
på makroplan (samfundsstrukturer af ulighed, uddannelsessystem,
arbejdsmarked, osv.). Man må her primært afdække
samspillet mellem samfundsmæssige strukturer og handlende
aktører, da det er herigennem man kan afdække,
hvordan virkeligheden forandres.
Mens man i positivistiske undersøgelser nok kan være på
jagt efter empirisk observerbare mekanismer, er det centralt
for kritisk realisme, at man hævder, at de fleste af de
kræfter, strukturer og mekanismer, der genererer de empiriske
begivenheder, som regel ikke umiddelbart kan iagttages.
De må derfor søges ved (gennem ”abduktion”) at gå
bag om virkelighedens overflade – det empiriske og det faktiske
– til virkelighedens dybdeniveau.
4.6 Statistiske metoder i studiet af social arv
Forsøg på at ”validere” empirisk opdagede sammenhænge
gennem kvantitative metoder overser, at virkeligheden har
en ontologisk dybde. Denne indebærer, at en empirisk samvariation
ikke kan identificere, hvilke mekanismer, der er
virksomme, eller give nogen dybere information om det
samspil af kræfter, som ligger bag ved de registrerede empiriske
forhold (jfr. Danermark et al. 1997: 223). Et sådant
samspil kan i stedet kun kortlægges gennem intensive, fokuserede
studier af bevidst udvalgte tilfælde (cases).
Sayer (1992: 197) understreger statistikkens svagheder i
forhold til kausalforklaring. Efterhånden som vor viden om
årsagsmekanismer bliver mere fuldstændig, nedvurderes
128

statistikkens værdi. Der er mange eksempler på falske korrelationer.
Der er derfor store muligheder for falske forklaringer,
og vi må se i øjnene, at regelmæssigheder ikke er en
tilstrækkelig betingelse for identifikation af årsager (Sayer
1992: 193). Regelmæssigheder er ikke nødvendigvis kausale.
Tager man udgangspunkt i, at begivenheder og mekanismer
er adskilte, så er en stærk korrelation (eller en anden
kvantitativ forbindelse) ikke ensbetydende med, at der
er tale om kausalitet, ligesom en svag korrelation ikke nødvendigvis
implicerer fravær af en kausal eller strukturel forbindelse
(Sayer 1992: 194).
Mens man kan tale om deterministiske processer i lukkede
systemer, bliver deterministiske modeller er problematiske,
når det drejer sig om åbne systemer. I modsætning til ’deterministiske’
processer, siges statistiske processer ofte at
være ’probabalistiske’ og involvere ’risiko’ eller tilfældige
elementer. En begivenheds sandsynlighed er ifølge Sayer
intet andet end den relative hyppighed, hvormed den forekommer
(Sayer 1992: 191). Det er kun forekomsten af en
begivenhed, som ikke er determineret, vi kan tillægge probabilitet.
Probabiltet (sandsynlighed) vedrører således vore
forventninger om forekomsten af fremtidige begivenheder,
men den siger intet om deres årsager (Sayer 1992: 192). Vi
kan derfor konkludere, at for så vidt vi søger at afdække reale
årsager til social arv, nytter det ikke at give kvantitative
metoder og ”risikoanalyser” metodisk monopol på forskningsområdet.
Danermark et al. (1997) argumenterer for, at empiriske regelmæssigheder
blot er brikker i et puslespil, hvor man leder
efter mekanismer. De er ikke kontrollanter eller dommere.
Empiriske regelmæssigheder kan generere frugtbare
problemstillinger, men i ens søgen efter kausale forklaringer
spiller den kvantitative analyse en underordnet rolle. Når en
kvantitativ tilgang viser en empirisk regelmæssighed, er det
hverken en nødvendig eller tilstrækkelig betingelse for at
forklare et fænomen. Dette indebærer, at hvis en undersøgelse
ikke kan påvise en forventet sammenhæng, så kan
129

dette ikke tages til indtægt for, at en kausal kraft (mekanismen)
savnes. Modvirkende kræfter kan have forhindret
den empiriske manifestation af den pågældende mekanisme
(Danermark et al. 1997: 223).
Kvantificering og udnyttelse af bestemte statistiske metoder
er ikke nødvendigvis altid ensbetydende med en positivistisk
metodologi. Men når argumentationen baseres på undersøgelser
af hyppigheden af samvariation mellem to variabler,
synes den bagvedliggende årsagsforståelse at være baseret
på positivismens lineære, successionistiske årsagsforståelse.
Dette syn på kausalitet afviser kritiske realister. Kausalitet
kan ikke forstås ud fra en sådan model af regelmæssige
rækkefølger af begivenheder. Derfor er det også misvisende
at gore forklaring afhængig af at finde sådanne regelmæssigheder.
Den engelske sociolog Andrew Sayer har spidsformuleret
det på denne måde: ”What causes something to
happen has nothing to do with the number of times we have
observed it happening.” (Sayer 2000: 14). I stedet vil en
kritisk realistisk (”generativ”) årsagsforståelse være mere
egnet til at give en egentlig forklaring. En forklaring vil her
ikke være baseret på afdækning af variabelsammenhænge
og kvantificering, men på en identifikation af de kausalmekanismer,
som ligger bag det studerede fænomen.
4.7. Studiet af fænomener under åbne vilkår
I samfundsvidenskaben er de fænomener, der studeres,
kontekstuelt bestemte, og de studerede fænomener eksisterer
derfor under åbne vilkår - i modsætning til naturvidenskabens
eksperimenter, hvor det er muligt at etablere lukkede
vilkår, når man isolerer sammenhængen mellem årsag
og effekt fra alle udefra kommende og uvedkommende faktorer.
Denne situation eksisterer ikke i samfundsvidenskaben.
Her må vi tværtimod regne med en mængde af påvirkende
kræfter. Således må de mekanismer, som virker, også
ses som tendenser (og ikke faste regelmæssigheder), der
kan forstærkes, modificeres eller undertrykkes i en kompleks
interaktion med andre mekanismer under åbne vilkår.
130

Dette samspil kan som nævnt resultere i, at de ikke altid
manifesteres empirisk (jfr. Danermark et al. 1997: 234).
I et kritisk realistisk perspektiv forstås sociale systemer som
åbne, komplekse og ”mudrede” (Sayer 2000: 19). Under
åbne vilkår vil sociale hændelser altid være et produkt af en
række samvirkende mekanismer. I samfundsvidenskaben er
der altid tale om fænomener under åbne vilkår, dvs. de generative
mekanismer, som vi studerer, virker i et komplekst
samspil med andre mekanismer, som befordrer eller modvirker
den mekanisme, som vi studerer. Altså findes der hele
tiden en række samvirkende faktorer, ligesom det også er
afgørende, at en mekanisme undertiden er aktiv, og undertiden
hvilkende. Indimellem findes der modvirkende mekanismer,
ligesom også forskellige mekanismer kan producere
det samme resultat. Ligeledes kan den samme mekanisme
producere forskellige udfald (outcomes) i henhold til den
givne kontekst. Mekanismer udgår fra det givne objekts
struktur, og fra objektets relation til andre objekter, som
hver især indeholder årsagskræfter og tilbøjeligheder, der
kan udløse, blokere eller modificere det givne objekts måde
at virke på. På baggrund heraf må man ved studier af samfundsmæssige
fænomener snarere forvente fravær af regelmæssige
forbindelser mellem årsag og effekt end lovmæssighed
(Sayer 2000: 15f). Danermark et al. 1997 konkluderer
herudfra: ”En vigtig slutning er, at empirisk testning
af den slags, som er almindelige inden for den positivistiske
tradition, i regelen ikke er den bedste måde at teste
en hypotese om kausale kræfter på (Danermark et al. 1997:
282). Mekanismer er ofte skjulte ved det, at de modvirkes
af andre mekanismer, men aktualiseres dog på en tydelig
måde i visse situationer (Danermark et al 1997: 163).
Dette forhold kan måske forklare, hvorfor der i en bestemt
livsfase ikke synes at forekomme manifestationer af en given
negativ social arv, men at denne så dukker op i en senere
livsfase, når de unge fx ”igennem nogle år har været
udsat for stressbelastninger i arbejdsmiljøet” (jfr. Ekspertgruppen
om social arv 1999: 68).
131

4.8. Intensive og ekstensive metoder
I en realistisk analysestrategi vil man i forlængelse ovenstående
søge at kombinere kvantitative og kvalitative tilgange,
eller rettere: intensivt og ekstensivt design. I den ekstensive
tilgang undersøger man omfang og udbredelse af et fænomen,
fordeling og regelmæssigheder. Målet er deskriptive
”repræsentative” generaliseringer uden direkte forklarende
formåen. I den intensive tilgang er sigtet derimod en kausal
forklaring på, hvordan en specifik hændelse produceres (jfr.
Danermark et al. 1997: 237). Det intensive design kan dog
også rumme indslag af kvantitative metoder, men det bygger
typisk på analyse af cases (Danermark et al. 1997: 243,
245).
En central kritik af positivismen (den empirisk analytiske tilgang)
er, at modeller, som udelukkende baseres på det empiriske
niveau, ikke formår at tage hensyn til de bagvedliggende
generative mekanismer. Den amerikanske videnskabsteoretiker
Peter Manicas giver nogle eksempler på
problemer ved måden at ræsonnere på i multivariatanalyser,
hvor udgangspunktet synes at være en opfattelse af, at
årsager kan være additive, og at teorier, som udtaler sig om
partielle sammenhænge mellem afhængige og uafhængige
variabler, er reelt forklarende. Dette vil Manicas problematisere.
For bortset fra ved mekanisk kausalitet er årsager ikke
additive (Jfr. Manicas 1987: 277-293, Danermark et al.
1997: 246).
Kendetegnende for udvælgelsesmåden inden for det ekstensive
design er, at man efterstræber repræsentativitet. Udvalget
skal som regel være statistisk repræsentativt. Derimod
er udvælgelsesprincipperne i det intensive design strategisk:
dvs. tager form af casestudier. Undertiden kan man
indhente væsentlig mere information gennem undersøgelse
af cases end gennem et repræsentativt eller gennemsnitlig
studie. Danermark et al (1997) sondrer mellem fire typer af
cases: 1. de patologiske eller ekstreme tilfælde, 2. maksi-
132

malt varierede cases, 3. kritiske cases, og 4. normale tilfælde.
I valget af type 2 vil der være mulighed for at belyse betydningen
af varierede omstændigheder for udformningen af
lige det, man studerer. Hvis mønsterbrud (eller ”mælkebøttebørn”)
opfattes som et eksempel på type 3, vil man her
kunne undersøge, hvorfor børn, der vokser op i miljøer
præget af fattigdom, kriminalitet og misbrug, alligevel ”klarer
sig”. Man vil her kunne afdække, hvilke modvirkende
kræfter, der er virksomme, og som på trods af en række
mekanismer, der virker i retningen af en destruktiv adfærd,
bevirker, at det alligevel ikke går dårligt for disse børn (jfr.
Danermark et al. 1997: 243). I sådanne casestudier vil opgaven
være at afdække, hvordan forskellige mekanismer
virker i forskellige kontekster, og belyse hvordan de modvirker
eller forstærker hinanden, således at det empiriske
udfald varierer (Danermark 1997: 244).
Intensivt og ekstensivt design udgår fra forskellige typer
problemstillinger. Fokus i det intensive design er de generative
mekanismer: at undersøge, hvordan en mekanisme virker
i det konkrete eksempel, hvilket indebærer at søge at
spore den kausale kraft og at beskrive det samspil af kræfter,
som producerer den sociale foreteelse, der skal forklares
(Danermark et al 1997: 238). Man vil her undersøge,
hvordan processerne ser ud i et specifikt tilfælde. Svagheden
ved denne tilgang er de manglende muligheder for generalisering
– og dermed forudsigelse.
4.9. Den sociale arvs følger er kontingente
Med udgangspunkt i begrebet kontingens, dvs. det, der
hverken er nødvendigt eller umuligt, vil jeg hævde, at den
sociale arvs følger (noget forenklet sagt: børn, der som
voksne gentager deres forældres problemer i deres eget
liv), er kontingente. I min argumentation skelner jeg således
mellem ”den sociale arv” og ”den sociale arvs onde cirkel”
(den sociale arvs følger eller konsekvenser). Cirklen il-
133

lustrerer ud over fastholdelse i kraft af komplekse sammenhænge
en tidsdimension eller en biografisk dimension i processen.
I min forståelse vil der i børns opvækstbetingelser
altid være en ”arv” – en overførsel af påvirkninger fra opvækstmiljøet,
herunder primært fra forældrene (men altid
forstået som forældre præget af bestemte livsbetingelser) –
men hvorvidt denne arv senere i barnets livsforløb manifesterer
sig på en sådan måde, at barnet som ung eller voksen
får problemer i lighed med forældrene, vil afhænge af –
eller bero på – en række kontingente omstændigheder. Det
betyder, at intet barn er prædetermineret til at gentage sine
forældres problemer. Men det betyder ikke, at der ikke er
nogen determinanter (eller ”risikofaktorer”, dvs. faktorer,
der nok determinerer, men samtidig er faktorer, der kan
modvirkes af andre faktorer). Sagt med andre ord: Begivenheder
er ikke præ-determinerede, men afhængige af
kontingente betingelser (jfr. Sayer 2000: 15 og 94ff). At
noget er kontingent, betyder altså ikke, at det er udetermineret
eller uforårsaget. Der er ifølge Sayer en række barrierer
for determinisme: 1. hvorvidt årsagskræfter (så som fx
evnen til at føde børn) eksisterer, afhænger af den kontingente
tilstedeværelse af visse strukturer eller objekter, 2.
hvorvidt disse kræfter nogensinde bliver aktiveret, er kontingent,
ikke prædetermineret, 3. HVIS og NÅR de bliver aktiveret,
vil deres konsekvenser afhænge af mediering – eller
neutralisering – gennem andre kontingent relaterede fænomener
(Sayer 2000: 95, 2005: 191).
4.10. Den sociale arv som mekanisme
Når overførelsen af den sociale arv forstås som resultat af
samspillet mellem forældre og barn, er der her tale om en
struktur med indbyggede tilbøjeligheder, nemlig til, at barnet
internaliserer bestemte normer, værdier og adfærdsmønstre
fra forældrene. Hvilke normer osv., det er, vil bl.a.
afhænge af forældrenes position i samfundet, dvs. de vil divergere
fra familie til familie. Således vil der i en arbejderfamilie
forekomme andre normer og værdier end i en middelklassefamilie
(Se hertil fx Melvin Kohn, Patricia Allatt og
134

Annette Lareau). I middelklassefamilien vil forældrene således
søge at videregive privilegier og fordele til deres børn
(jfr. Patricia Allatts analyse), mens forældre i udsatte og
marginaliserede familier ikke vil have ressourcer til at overføre
samme privilegier og fordele til deres børn, men måske
snarere det, Jonsson kalder ”afmagt”. Frem for ressourcer
vil det i de dårligst stillede familier snarere være tale om en
række belastninger og handicaps, som børnene kan være
mere eller mindre gode til at håndtere, og som de vil få mere
eller mindre hjælp til at håndtere fra omgivelserne. Sådanne
afvigende situationer kan være afgørende for, hvilken
social arv de enkelte børn overtager og viderefører. Hvordan
den konkrete sociale arv hos det enkelte barn ser ud, kan
således først afdækkes gennem en analyse af samspillet de
mekanismer, der er på spil i den konkrete case (dvs. mekanismer,
som bremser hhv. befordrer den sociale arv).
Hvorvidt og hvordan den sociale arv kommer til udtryk (aktiveres),
kan afhænge af en række risikofaktorer, men også
af modvirkende mekanismer (f.eks. en god indsats fra barnets
skole). De effekter, som bliver resultatet af disse processer,
vil afhænge af de specifikke sociale relationer, sammen
med de ressourcer, begrænsninger eller regler, der er
forbundet med dem (jfr. Sayer 1992: 93). – Sociale strukturer
varer ikke automatisk, men kun for så vidt mennesker
reproducerer dem. Hvorvidt en social struktur eksisterer, er
altså kontingent (Sayer 1992: 96f).
Når vi undersøger kausale processer, så vedrører kausalitet
i en realistisk tilgang ikke relationen mellem adskilte begivenheder
(’årsager og effekt’), men de årsagskræfter og tilbøjeligheder,
som knytter sig til objekter og relationer, dvs.
deres måder at agere på eller ”mekanismer” (Sayer 1992:
104f). Mennesker har årsagskræfter til at revse deres børn,
forsømme dem, etc., ligesom de har en række tilbøjeligheder,
så som fx at være påvirkelige for gruppepres, løfter eller
trusler fra forældre. Ofte ligger årsagskræfterne ikke i
enkelte objekter eller individer, men i de sociale relationer
og de strukturer, de danner. Disse kræfter og tilbøjeligheder
135

kan eksistere, uanset om de bliver bragt i anvendelse eller
ej, om de bliver tålt og tilladt eller ej (Sayer 1992: 105). En
årsagspåstand gælder i denne forståelse ikke regelmæssigheden
mellem adskilte begivenheder, men hvordan et objekt
er, og hvad det kan gøre, og kun i anden række, hvad
det faktisk vil gøre i en given enkeltsituation (Sayer 1992:
105).
Mekanismer eller særlige måder at agere på eksisterer således
nødvendigvis i kraft af deres objekts struktur. De kan
derfor eksistere uafhængigt af noget enkelt begivenhedsmønster,
dvs. ikke kun når ’C’ fører til ’E’, men også når ’C’
ikke fører til ’E’. Men det er her vigtigt at være klar over, at
når et objekts natur ændrer sig, så vil dets årsagskræfter
også ændre sig (Sayer 1992: 105).
Der er mekanismer, som nødvendigvis eksisterer i kraft af
objektets natur (f.eks. et barns evne til at gå i skole), men
hvis effekter (aktiv skolegang), som enhver anden mekanisme,
kan medieres af andre mekanismer eller variationer i
betingelserne, f.eks. en kammerat, som lokker det til at
skulke eller forældre, der flytter til en anden bydel. Hvorvidt
en årsagskraft eller tilbøjelighed faktisk bliver aktiveret eller
tilladt i en given situation, afhænger således af betingelser,
dvs. andre objekter, hvis tilstedeværelse er kontingent. Så
selv om årsagskræfter nødvendigvis eksisterer i kraft af objektets
natur, er det kontingent, hvorvidt de nogensinde bliver
aktiveret. Når årsagskræfterne aktiveres, så afhænger
de faktiske effekter igen af de betingelser, hvorunder de
virker.
Er opgaven nu at forklare, hvorfor den pågældende dreng
skulker fra skolen, så går proceduren via identifikationen af
mekanismer, som er i stand til at producere de begivenheder,
vi vil forklare (skulkeriet). Det er her ikke nok at vide at
’C’ generelt er blevet efterfulgt af ’E’, vi må forstå hele den
kontinuerlige proces, gennem hvilken ’C’ producerede ’E’:
Det kan fx være, at faderens arbejdsløshed førte til, at forældrene
måtte flytte til et andet kvarter, og sønnen som
136

følge heraf skulle begynde i en ny skole, hvor han ikke kunne
føle hjemme og blev drillet. Det, der udløser skulkeriet,
er imidlertid en kammerat, der lokker ham til at gå med i
butikscentret i stedet for at gå i skole. Når drengen lader sig
lokke, skyldes det imidlertid hans generelle utilpassethed og
problemer i den nye skole. Der er således mange interagerende
mekanismer, som får indflydelse på, hvorvidt den pågældende
begivenhed (skulkeriet) nogensinde kommer til at
ske eller ej.
Om utilpassetheden (forstået som drengens sociale arv) fører
til butikstyveri og egentlig kriminalitet (hvorefter der
sker registreringer, som kan indgå i opgørelser af social
arv), afhænger således af utallige konkrete forhold – og
dermed et utal af faktorer i den kontekst, drengen indgår i.
Relationen mellem årsagskræfter (eller mekanismer) og deres
virkninger er således ikke fast, men kontingent (Sayer
1992: 107). Årsagskræfter kan derfor også sagtens eksistere
uafhængigt af deres effekter. Social arv kan eksistere
uden at dens virkninger, f.eks. kriminalitet, nogensinde
kommer til at vise sig.
Relationen mellem objekter og deres årsagskræfter er nødvendig,
mens relationen mellem disse og deres betingelser
er kontingent. Nogle af disse betingelser kan imidlertid omfatte
objekter, som aktiverer mekanismerne (fx skolekammeraten,
som lokker drengen med til at skulke). Det er på
den anden side kontingent, hvilke betingelser der faktisk er
til stede. Antag eksempelvis, at forældrene aldrig kommer
til at flytte, eller der ikke er kammerater i skolen, der lokker
til skulkeri.
Operationen af den samme mekanisme kan producere helt
forskellige resultater, og forskellige mekanismer kan producere
det samme empiriske resultat (Sayer 1992: 108). Man
kan eksempelvis antage, at både er drilleriet og kammeratens
lokken, der udløser skulkeriet. Når to eller flere mekanismer
frembringer den samme effekt simultant, siges det
137

undertiden, at situationen er overdetermineret (Sayer
1992:108).
Modvirkende kræfter kan tilsidesætte og skjule effekterne af
en konkret mekanisme, selv om den faktisk opererer. Dette
forhold, at mekanismer er uafhængige af deres effekter, har
store implikationer, frem for alt, at opdagelsen af, hvad en
mekanisme kan og ikke kan, kræver store anstrengelser, og
at søgen efter empiriske regelmæssigheder som hjælp hertil
ikke er en adækvat fremgangsmåde. Som Sayer fremhæver,
har hvad der forårsager en begivenhed intet at gøre
med det antal af gange, den er blevet observeret at forekomme,
og intet at gøre med, om vi faktisk er i stand til at
forudsige den (Sayer 1992: 110). Når en proces, som f.eks.
drengens skulkeri fra skolen, er sam-determineret af adskillige
distinkte mekanismer, kan det dog være rimeligt at tale
om en af dem, som en, der har mere effekt end en anden
(Sayer 1992: 111).
Vi må endvidere se på de strukturelle betingelser. Ofte indebærer
en forklaring af social praksis en regres fra handlinger
gennem grunde (reasons) til regler (rules) og derfra
til strukturer (structures). Der er tre niveauer: det første er
aktørerne og deres grunde, det andet er den pågældende
institutions regler, og det tredje er det bredere økonomiske
system med dets konstitutive sociale relationer. Sayer understreger
den gensidige afhængighed mellem struktur og
handling (agency). Han understreger, at eftersom grunde
kan være årsager og strukturer kan være begrebsafhængige,
så er kausal, strukturel og fortolkende analyse gensidigt
afhængige (Sayer 1992: 114). Årsagsanalyse er tæt knyttet
til abstraktion og strukturel analyse. Søgen efter regelmæssigheder
kan være til stor nytte for årsagsanalyse, idet opdagelsen
af empiriske regelmæssigheder kan lede opmærksomheden
hen mod objekter, hvis årsagskræfter kunne være
ansvarlige for mønstret og for de betingelser, som er
nødvendige for deres eksistens og for deres aktivering.
138

4.11. Tre cases med forskelligt udfald
Når vi studerer social arv ud fra en kritisk realistisk tilgang,
kigger vi på sammenhængen mellem strukturer, mekanismer
og hændelser (jfr. her Smith 1998: 300 og Sayer 1992:
128f). Jeg vælger at tage tre cases: Familie A, B og C. Jeg
overforenkler her tingene for anskuelighedens skyld.
HÆNDELSER
MEKANISMER
STRUKTURER
Figur 1. Kilde: Smith 1998: 300.
h1 h2 ingen
hændelse
m1 m2 m3 m4 m5
s1 s2 s3
FAMILIE A FAMILIE B FAMILIE C
Vi har tre børn, som vokser op i hver sin belastede familie
(s1, s2, s3), og som derfor giver barnet en opvækst, som
overfører belastninger til børnene (m1, m3, m5), hvilket i
de to tilfælde fører til en kriminel adfærd hos børnene. I det
tredje tilfælde kan man ikke iagttage nogen kriminel adfærd
hos barnet. Afhængigt af de betingelser, hvorunder børnene
i de tre familier vokser op, vil der genereres vidt forskellige
udfald (h) – og eventuelt slet ikke noget udfald (familie C).
I den første case udgør relationen mellem forældre og barn,
den struktur, s1, der danner udgangspunkt for overførslen
af dispositioner til børnene (mekanismen), m1, og som i
dette tilfælde fører til en bestemt hændelse (barnets kriminelle
adfærd), h1.
139
nødvendige indre strukturer

I den næste case er udgangspunktet en anden familiestruktur,
s2, der ligesom den første rummer en overføring af dispositioner
til barnet, m3, men hvor ”arven” dog påvirkes og
forstærkes af en yderligere mekanisme, m2, der fx kunne
være påvirkning fra den anden forælder, med h2, ”grov
kriminalitet”, som resultat. Eller det kunne tænkes som en
påvirkning fra et kriminelt miljø.
I det tredje tilfælde viser den sociale arv sig slet ikke, idet
der ikke fremkommer nogen bestemt kriminel hændelse, på
trods af, at barnet i sin opvækst har indgået i en familiestruktur,
som ligner de to tidligere nævnte, og som indebærer
en overføring af dispositioner, som disponerer barnet på
lignende vis som i case 1 og 2. Når hændelsen, den kriminelle
adfærd, her udebliver, skyldes det, at påvirkningerne
fra opvækstmiljøet er blevet elimineret (eller måske snarere
modificeret) af en modvirkende mekanisme, m4, som
hæmmer og bremser de fremtrædelsesformer, ”arven” her
kunne have fået, dersom den modvirkende mekanisme ikke
havde været der. Det kunne fx være en forstående nabo eller
en kammerat, forskellige faktorer i konteksten.
I de to første cases kan man konstatere en social arv i form
af en registreret kriminel aktivitet hos barnet. Derimod ses
der i det tredje tilfælde ikke nogen social arv i form af registreret
kriminel adfærd. Det betyder ikke, at der ikke har
været nogen social arv i betydningen overføring af dispositioner
fra forældre og opvækstmiljø til barnet. Disse påvirkninger
findes, også selv om vi ikke umiddelbart kan iagttage
dem, og selv om de ikke ender med at få de udtryk, som de
får i de første to tilfælde. Det er muligt, at case 3, hvor der
ikke ses nogen social arv, er den hyppigst forekommende,
takket være bl.a. ”betydningsfulde andre”, daginstitutioner
og skolers indsats. Men det indebærer ikke, at der ikke er
tale om nogen social arv. Selv hos sådanne ”mønsterbrydere”
vil der foreligge en social arv, den er blot på grund af
gunstige omstændigheder ikke blevet aktiveret sådan som i
de to første tilfælde.
140

Ovenstående er en meget forenklet model af det, der sker.
En mere nuanceret model ville skulle inddrage en mere indgående
identifikation af opvækstbetingelserne og gå ind i en
grundigere afdækning af samspillet mellem de mekanismer,
som fører til de konkrete hændelser i de enkelte tilfælde.
Den mere nuancerede model ville frem for alt inddrage
mange flere forhold i den specifikke kontekst, dvs. de betingelser,
hvorunder processen finder sted.
Baggrunden for ovenstående skitse er Bhaskars model for
strukturerne i en årsagsforklaring. Sayer har elaboreret på
Bhaskars originale model, og det er denne udgave, der ligger
til grund for følgende forklaring, som fremhæver den
sociale konteksts betydning for, hvad der sker.
OBJEKT ÅRSAGSKRÆFTER, BETINGELSER HÆNDELSER
TILBØJELIGHEDER
X_____ å1, å2, å3, ------------ b1_________ h1
S t1, t2, t3 b2_________ h 2
b3_________ h 3
bK_________ h 4
Objekt X, besidder nødvendigvis
der har årsagskræfter (å) og
strukturen tilbøjeligheder (t) …
S… under specifikke
betingelser (b) …
______ = nødvendig relation
-------- = kontingent relation
141
vil:
(b1) ikke blive
aktiveret og
skaber derfor
ingen ændring
(b2) producere
forandring af
type h2
(b3) producere
forandring af
type h3, etc.
Figur 2. Kilde: Sayer 1992: 108f og Easton 2000: 209.

Vi har som udgangspunkt et objekt (familie I), der har
strukturen S. Der er i dette tilfælde tale om et meget komplekst
studieobjekt, der er kendetegnet ved sine særlige relationer.
Dette objekt besidder nødvendigvis årsagskræfter
(å) og tilbøjeligheder (t). Objekternes tilbøjeligheder skal
forstås som deres modtagelighed for at blive reageret på af
andre objekter. Objekterne er påvirkelige. Begivenheder og
hændelser forekommer som resultat af, at et objekts årsagskræfter
agerer i bestemte kontekster og under bestemte
betingelser. Forholdet mellem årsagskræfter og deres effekter
er derfor kontingent. Det er nemlig kontingent, hvilke
betingelser, der er til stede. Betingelserne kan omfatte andre
objekter, der aktiverer deres årsagskræfter og tilbøjeligheder.
Afhængigt af, hvilke betingelser, der foreligger i de
enkelte tilfælde (b1, b2, b3, bK), vil der fremkomme en
række af divergerende hændelser (h1, h2, h3, h4).
4.12. Skitse til en case-undersøgelse
Spørgsmålene i en kritisk realistisk forklaring må lyde nogenlunde
sådan her: Hvad var de nødvendige betingelser,
som frembragte barnets ”outcome” (fx sygdom, kriminalitet)
og gjorde deres kontinuerte tilstedeværelse mulig?
Hvilke udløsende mekanismer kan vi identificere? Hvad er
de nødvendige personlige og sociale komponenter bag den
unge, som på trods af alle risici ”klarer sig godt”? Blev disse
nødvendige komponenter faktisk implementeret i de miljøer,
som den unge kom i berøring med? Hvad er de nødvendige
sociale og personlige komponenter, som har resulteret i, at
den unge har ”klaret sig godt” på trods af alle odds? (Jfr. Livock
2009).
Vi kan forestille os tre cases: en case, hvor barnet på trods
af alle belastninger ”klarer sig godt” (ifølge Ejrnæs den hyppigste)
og en, hvor barnet bliver bærer af en arv, som under
bestemte betingelser fører til, at det som voksen får
problemer i lighed med forældrene. Her er en tredje case
den situation, hvor barnet nok bliver bærer af en arv sva-
142

ende til barnet i case 2, men i løbet af sit liv kommer til at
indgå i kontekster, som er afgørende forskellige fra de betingelser,
som i case 2 rummer de faktorer, som udløser de
problemer (manifestationer af arven), der således undgås i
case 3. Opgaven i case 1 vil være at belyse, hvilke faktorer,
der er nødvendige for, at barnet kommer til at ”klare sig så
godt”, at der aldrig bliver registreret nogen social arv (dvs.
hvor nogen ville sige, at der ikke foreligger nogen social
arv), idet der ikke findes registreret hospitalsindlæggelser,
kriminel aktivitet, osv. hos barnet som voksen.
Min påstand er så her, at der nok alligevel kan være tale om
social arv, idet der ud over den registrerede andel vil kunne
være tale om en ikke-registreret andel, dvs. et ”mørketal”.
Det er jo netop også et spørgsmål om problemernes sværhedsgrad.
Der kan fx være tale om sådanne symptomer hos
børnene så som ængstelighed, nervøsitet, urolig adfærd,
m.v., som de fx er blevet afdækket hos Vedel-Petersen et
al. (1968), men som måske ikke bliver kategoriseret som
sociale problemer. Det er her kendt, at store forskelle i frekvenser
af psykiske vanskeligheder i forskellige undersøgelser,
kan ”tilskrives variationer i metodikken: med intensive
interviews når man frem til højere frekvens end med spørgeskemaundersøgelser”
(Jørgensen et al. 1993: 124).
4.13. Et konkret eksempel: Omsorgssvigt
Jens Guldager anfører i Helhedssyn og forklaring (2008) et
eksempel med et barn, der mistrives. Opgaven er her at give
en forklaring på, hvorfor det har det som beskrevet. Kan
man altså redegøre for, hvilken sammenhæng der er mellem
de afhængige og de uafhængige variable? Man kender
på forhånd en række uafhængige variable som f.eks., at
barnet er svagt begavet, samtidig med at faderen drikker,
og moderen har mistet sit selvværd på grund af arbejdsløshed.
Forklaringen på, hvorfor forældrene har omsorgssvigtet
deres barn vil bygge på sammensatte kausalforklaringer,
dvs. forklaringer, der henviser til de generative mekanismer
på forskellige niveauer: Faderens alkoholisme og moderens
143

nedtrykthed på grund af arbejdsløshed er observerbare enkeltvariable,
der sammen med andre medvirkende faktorer,
kan ”sammenfattes til den afgørende teoretiske og ikke direkte
observerbare forklaring på, at forældrene har omsorgssvigtet
deres barn.” (Ejrnæs & Guldager 2008: 24). På
individniveau kan det således være neurofysiologiske og
psykologiske forklaringer; på gruppeniveau f.eks. gruppedynamiske
forklaringer (bl.a. at barnet skammer sig og føler
sig underlegen over for de andre børn), og på samfundsniveau
f. eks. klassemæssige og normative kulturelle forklaringer
(familiens fattigdom, forældrene lever ikke op til deres
rolle som forældre). Med eksemplet vil Guldager illustrere,
at forklaringer altid er teoriladede, dvs. altid bygger på
teori. ”Hovedforklaringen – omsorgssvigtet – bygger på en
psykologisk teori om, hvad omsorgssvigt er, og hvilken betydning
det har for børns psykosociale udvikling.” (Ejrnæs &
Guldager 2008: 24).
Omsorgssvigtet i ovenstående eksempel ses af Guldager
som en generativ mekanisme, som ikke er direkte observerbar,
men ikke desto mindre har konsekvenser, effekter
og udfald (jfr. også Vagn Christensens forståelse af social
arv som ”virkningen af opvækstforhold”). Omsorgssvigtet
kan vi ikke se, men erfare indirekte, fordi det kan forårsage
– få ting til at ske – i verden (jfr. Danermark m.fl. 1997:
29). Oversat til social arvs terminologi: Arven i sig selv kan
man – i lighed med omsorgssvigtet – ikke se direkte, men
den udgør en generativ mekanisme, som – afhængigt af
samspillet med andre mekanismer – kan få ting til at ske,
dvs. få bestemte følger. Hvorvidt den gør det, afhænger af
mange andre faktorer. Og det er her naturligvis meget vigtigt
at være opmærksom på eventuelle modvirkende mekanismer.
Men hvor om alting er, så får omsorgssvigt selvsagt
følger for barnet. Det får konsekvenser for barnets sociale
relationer (skam og følelse af underlegenhed), og konsekvenser
for barnets udrustning og bagage videre i livet
(bl.a. for dets kulturelle og sociale kapital, sociale færdigheder
og læring i skolen, således, at barnet kommer til at
mangle ressourcer, ved hvis hjælp dets jævnaldrende kam-
144

merater klarer sig i skolen og i det sociale liv). Man kan måske
hævde, at omsorgssvigt i nogen grad producerer ”magtesløshed”
hos det svigtede barn (jfr. Jonsson). Guldager
siger det på denne måde: ”(…) at børn, der bliver udsat for
omsorgssvigt, er tilbøjelige til at få psykosociale problemer.
Om de får det, og ikke mindst hvor alvorligt de får det, afhænger
af konteksten, det vil sige af de modvirkende mekanismer
og beskyttende faktorer, der foreligger i barnets
livssituation, og som kan modvirke den skadelige virkning af
omsorgssvigtet.” (Ejrnæs & Guldager 2008: 75).
For at kunne afgøre enkelttilfælde, bliver man nødt til at undersøge
de øvrige generative mekanismer, som medvirker
til at producere den manglende trivsel hos barnet. På makroniveau
må man således bl.a. have fat i familiens klassetilhørsforhold
(familien er fattig, og moderen er arbejdsløs).
Denne situation hænger sammen med strukturelle forhold,
som forårsager ulighed. Den samfundsmæssige struktur er
altså med til at skabe de vilkår, som indvirker på familiens
livssituation. Forældrenes klassetilhørsforhold påvirker således
forholdet mellem forældre og børn (jfr. Liljeström 1974:
170).
Man kan her tænke sig, at der sker en ændring i denne families
livsbetingelser i og med, at moderen får arbejde.
Hermed skabes mulighedsbetingelserne for, at hun overvinder
sin nedtrykthed, og måske som følge heraf får højnet sit
selvværd og i højere grad lever op til sin rolle som forælder.
Denne ændrede situation, hvor familien får bedre udfoldelsesmuligheder,
får muligvis konsekvenser for barnets situation,
således at der ikke længere på samme måde vil være
tale om omsorgssvigt. Barnet vil som følge heraf muligvis
komme ud af den ”onde cirkel”, det har befundet sig i, og
dermed undgå at blive belastet og skadet i samme grad
som i førstnævnte tilfælde.
Jeg vil med denne tænkte ændring i familiens sociale situation
antyde, at hvilken arv et givet barn bliver bærer af, ikke
er determineret, men tværtimod kontingent, dvs. afhæn-
145

gig af en række konkrete omstændigheder. Heraf fremgår
også, at hvorvidt der overhovedet opstår de ovennævnte
”psykosociale problemer”, og evt. hvilken sværhedsgrad de i
givet fald får, beror på en mængde konkrete forhold. Det er
således slet ikke sikkert, at der nogen sinde viser sig de effekter
i form af sygdom, kriminalitet og sociale problemer,
der kan forstås som manifeste virkninger af den sociale arv.
Hvorvidt, hvornår og hvordan følgevirkningerne af opvækstforholdene
viser sig, er kontingent. Men det betyder ikke, at
der ikke er nogen faktorer, der determinerer. Blot kan man
ikke tale om, at bestemte udfald og følgevirkninger er prædeterminerede
(dvs. givet på forhånd).
4.14. Tre betydninger af – eller aspekter af – social
arv
Hvis vi vender tilbage til de tre betydninger af begrebet social
arv, som blev skitseret i afsnit 1. 2. 4., kan de ses som
en diskussion af kriterier for, hvornår der er tale om social
arv. Eller de kan ses som udtryk for tre faser i den sociale
arvs forløb. Der er tale om to adskilte målinger med et bestemt
tidsinterval, dvs. med en mellemliggende periode,
hvor der i kraft af livshistorien er kontinuitet fra fase 1 frem
til fase 3. Med hensyn til det første kriterium (definition I)
vil der her være tale om en nødvendig effekt. Socialiseringsprocessen
i opvæksten vil ikke kunne undgå at sætte
sit præg på barnet. Barnet må med nødvendighed blive
præget af opvækstbetingelserne. Hvordan denne prægning
konkret ser ud, vil være et empirisk spørgsmål, som må undersøges
i hvert enkelt tilfælde. Med Bourdieus begreb kunne
man sige, at habitusen er resultatet af denne proces.
Hvorvidt de dispositioner, der ligger i habitusen, vil komme
til udfoldelse, vil så afhænge af mange faktorer i konteksten.
Alligevel forekommer habitus at være et for snævert
begreb, idet det f.eks. ikke dækker helbredsforhold og andre
skadevirkninger af belastende opvækstbetingelser. For
at råde bod herpå kunne man supplere med indkredsning af
barnets kapitalvolumen: hvilke ressourcer, har barnet at gø-
146

e godt med (økonomisk, social, kulturel og symbolsk kapital).
Men selv med dette supplement vil man næppe få et
tilstrækkeligt godt tag i de begrænsninger, belastninger,
mangler, handicap og beskadigelser, som udgør det centrale,
når der er tale om ”negativ social arv”.
Når jeg ikke helt er parat til at definere social arv som en
habitus, en disposition eller en tilbøjelighed, ligger det i, at
jeg ikke så gerne vil se den sociale arv som noget meget
konkret eller manifest, som vi på forhånd kan kende. Jeg vil
snarere opfatte den som noget, der ofte er mere latent, og
som under bestemte betingelser i et komplekst samspil med
andre mekanismer kan vise sig i mange forskellige ytringsformer.
Belastninger i opvækstbetingelserne kan vise sig
tidligt som helbredsproblemer i form af legemlig sygdom eller
”slå indad” som psykiske lidelser, men vil i andre tilfælde
– i samspil med forhold i konteksten – eventuelt først træde
frem på meget senere tidspunkter i livsforløbet. Om arven
her resulterer i, at den pågældende bliver eksempelvis misbruger
eller kriminel, vil afhænge af utallige faktorer i dennes
livsforløb og livssituation. Men arven vil, i min forståelse,
ligge der som (varige) belastninger, begrænsninger i udfoldelsesmuligheder,
”beskadigelser” eller en ”udsathed”,
som ligger der latent, og som indebærer, at man lettere
”rammes”, når de uheldige omstændigheder foreligger.
Arven er altså snarere mangler på kræfter, ressourcer,
valgmuligheder, socialteknikker, osv., end konkrete tilbøjeligheder
så som tilbøjelighed til at anvende vold, begå indbrud
eller lignende. Måske kunne arven karakteriseres som
”sårbarhed”; den er der, men om den pågældende ”såres”
eller ”rammes”, afhænger af, hvad der i øvrigt sker, og hvilke
mulighedsstrukturer, der foreligger. Den sociale arv er
noget, man har med som en ”bagage”, men den er langtfra
altid synlig. Undertiden viser den sig i meget konkrete former
(vold, kriminalitet, sygdom, etc.), og det er især dem,
man undersøger. Det er også med udgangspunkt i disse
fremtrædelsesformer, at man via retroduktion, dvs. slutning
fra effekter til forklarende strukturer, må forsøge at finde
147

frem til, hvad det er for en social arv, der ligger bag dem. Vi
kender den ikke på forhånd.
Niels Ploug påpeger denne sammenhæng: ”Den forskningsmæssige
udfordring i analysen af sammenhængen mellem
ressourcer, adfærd og livschancer består i at give en ikkedeterministisk
forklaring på betydningen af denne sammenhæng.
Fordi man finder en statistisk sammenhæng mellem
belastningen i barndommen eller dårlige resultater i folkeskolen
og manglende uddannelse eller arbejdsløshed, er det
ikke det samme som, at der er en direkte årsagssammenhæng.”
(Ploug 2005: 15).
Man kan i nogle tilfælde betragte social arv som en årsagskraft,
et potentiale, som kan aktiveres, men muligvis aldrig
bliver det. I andre tilfælde kan den måske udgøre en tendens,
forstået som en hvilende årsagskraft, som bliver sat i
bevægelse (jfr. Hartwig 2007: 458ff). I så tilfælde udgør
den en kraft, som er parat til at blive sat i bevægelse, dvs.
en mere robust tendens. I sin svageste form kræver tendensen
mere kontekst-specifikke betingelser til at udløse
dens aktivering. Tendenser må forstås som mekanismers
særlige måde at virke på eller deres effekter. Som eksempel
på en årsagskraft, der besiddes uden at blive aktiveret, kan
man nævne, at alle mennesker har kraften til at kunne
stjæle, men almindeligvis lader være med at bringe den til
udfoldelse. Begrebet tendens er derimod et lidt stærkere
begreb, idet det rummer en varig prædisponering i retning
af en bestemt type effekt eller adfærd. Dette kan illustreres
med et eksempel: Kleptomaner har en tendens til at stjæle.
Men også i dette tilfælde forudsætter tendensen en udløsende
stimulering for at blive frigjort eller bragt i bevægelse
(Hartwig 2007: 459). Tendensen vil med andre ord kun indtræffe
under visse afgrænsede betingelser.
Med hensyn til det andet kriterium, at der skal være tale
om, at børnene i en senere fase af deres liv, som unge eller
som voksne, får problemer i lighed med forældrene, for at
der kan være tale om social arv (definition II), så er der her
148

ikke tale om nogen nødvendig effekt, men om en kontingent
manifestation. Afhængigt af livsforløbet og de sociale kontekster,
den pågældende kommer til at indgå i, vil der være
utallige muligheder for, at ”arven” (dispositionen, habitusen,
eller hvordan vi nu præciserer virkningen af de belastende
opvækstforhold) aldrig vil vise sig i en form, der kan ”tælles”
med som ”social arv”.
Omvendt kan man sige, at dersom de samme uligheder i
samfundet stadig er rådende på dette senere ”målingstidspunkt”,
ja så foreligger der en række faktorer, som vil virke
befordrende for en social arv i betydning II. For så vidt som
de samfundsmæssige strukturer (ulighed, arbejdsløshed,
områder med dårlige sociale forhold, osv.), som udgør problemernes
mulighedsbetingelser, fortsat består, så vil der
være stærke kræfter udenfor de familiemæssige sammenhænge,
som vil virke befordrende for problemernes reproduktion
i nye generationer. Man kunne sige, at der her er
tale om stimulerende betingelser, som rummer en række
faktorer, der udløser, faciliterer eller forstærker aktiveringen
af tendenser, der er frembragt af opvækstmiljøet.
Jeg antager, at mennesker, som er ”bærere” af en negativ
social arv, kan befinde sig i en sårbar position, og i denne
tilstand vil en udløsende faktor let kunne fremtvinge en aktiv
krisetilstand, men ikke nødvendigvis. Den udløsende faktor,
som ændrer den sårbare tilstand til en aktiv krisetilstand,
kan være dråben, der får bægeret til at flyde over
(jfr. Killén 1991: 172). Belastende situationer i forhold til
arbejde, bolig og økonomi er, som Killén fremhæver (1991:
86), normalsituation i de lavere sociale klasser. Derfor kan
’ydre stressfaktorer’ som arbejdsløshed, økonomiske vanskeligheder
og boligproblemer meget vel tænkes at kunne
udløse og forstærke destruktive processer i familien. Også
flytning kan betyde tab af netværk og udløse kriser i familien.
En lang række forhold i konteksten og forskellige ”sociale
begivenheder” kan således bidrage til, eller udløse, ”onde
cirkler”. Arbejdsløshed er kun ét eksempel på en sådan kriseudløsende
faktor, som på én gang kan føre til en akut kri-
149

setilstand. ”Hvorvidt de ’onde cirkler’, som udløses, vedligeholdes,
modificeres eller forstærkes, afhænger af de andre
elementer og det samspil, som gør sig gældende. / De forskellige
elementer vil kunne spille forskellige roller som udløsende,
vedligeholdende eller modificerende faktorer i ’onde
cirkler’” (Killén 1991: 87). Killén fremhæver, at sociale
og kulturelle forhold, eller familie og venners og hjælpeapparatets
netværk er af afgørende betydning for kriseforløbets
udfald. (Killén 1991: 173). ”Outcome” afhænger med
andre ord af en lang række forhold. Om et bestemt ”outcome”
nogen side indtræffer, er derfor kontingent og på ingen
måde præ-determineret.
Går vi endelig til det tredje aspekt, nemlig sammenhængen
mellem de to tidspunkter, hvor der er foretaget ”måling”,
altså sammenhængen mellem det, der er sket i barndommen,
og det, der senere sker i voksenlivet (definition III),
så står vi formentlig her med den vanskeligste forklaringsopgave.
Der anlægges her det, man kan kalde et livsløbsperspektiv.
Vi vil finde frem til de stier eller kanaler, ad hvilke
det endelige udfald er blevet tilvejebragt. Longitudinelle
undersøgelser og sti-analyser kan være mulige løsninger,
men de binder stadigvæk til en kvantitativ tilgang. Som Niels
Ploug anfører: ”Et grundlæggende problem i analyser af
social arv er, at de forhold, man ønsker at analysere, udspiller
sig over meget lange tidsperioder. Ofte ønsker man at
bruge viden om forhold i det enkelte individs barndom og
ungdom til at forklare forhold i voksenlivet. Problemet er, at
den slags data sjældent findes.” (Ploug 2005: 17).
Lad os tage som udgangspunkt, at to målinger finder sted
på samme alderstrin i de to generationers livsforløb, på det
tidspunkt i livet, hvor der er stiftet ægteskab, og der er
mindreårige børn i hjemmet. For 2. generations vedkommende
foreligger der altså en lang periode fra barndommen
og frem til undersøgelsestidspunktet. Hvad er der sket i
denne periode? Hvilken betydning har det for ovennævnte
sammenhæng (kontinuitet)? Eller for en manglende sammenhæng,
for diskontinuitet og brud (såkaldt ”mønster-
150

ud”)? Hvordan kan vi opnå viden herom? Dette er meget
komplekse problemstillinger, som kun med store vanskeligheder
lader sig udforske.
Måske kan man anskueliggøre problematikken med et konkret
eksempel. Jeg cykler hver dag fra Stavtrup uden for
Århus ad Ormslevvej ind til Den sociale Højskole (VIA University
College). På vejen ind mod Viby munder en række
sideveje ud i Ormslevvej. Når jeg passerer forbi disse på
min cykel, holder jeg ligesom lidt tilbage, selv om der ikke
synes at være nogen objektiv grund til at gøre det, idet bilerne
der kommer ad disse sideveje, skal holde tilbage. De
har fuld vigepligt, og der er ”hajtænder” på sidevejen, hvor
den munder ud i Ormslevvej. Alligevel holder jeg tilbage,
når der kommer en bil på sidevejen og skal køre ind på
Ormslevvej. Hvorfor gør jeg det? Jeg vil forklare det med, at
jeg inden for de sidste to-tre år to gange er blevet kørt ned
af en bilist, der på trods af vigepligt og ”hajtænder” er fortsat
ind på Ormslevvej uden at standse. De to ulykker har
bevirket, at jeg ikke længere stoler på, at bilerne, der kommer
fra sidevejen på min højre hånd, vil gøre stop, før de
kører ind på Ormslevvej. For at undgå at blive kørt ned en
tredje gang, venter jeg med at køre fremad, til jeg er sikker
på, at bilisten standser.
Hvad er det, der gør, at jeg forholder mig, som jeg gør? Mit
bud på en forklaring er, at de to forudgående ulykker har
afsat et ”spor” i mig, en mekanisme, som kan blive aktiveret,
hvis en bil kører ad sidevejen op mod Ormslevvej med
stor fart. Mekanismen, som ikke umiddelbart kan observeres,
men alligevel er virkelig, kunne man måske kalde min
frygt for, at bilisten ikke skal stoppe op, og jeg igen vil blive
ramt af bilen. Min reaktion, min adfærd, bliver altså kun udløst
i de situationer, hvor der er en bil på vej, og det ikke er
tydeligt, at bilisten vil stoppe.
Måske kan man sammenligne social arv med den mekanisme,
jeg lige har beskrevet. Ligesom frygten for at blive kørt
ned er blevet til gennem de to forudgående hændelser, er
151

den sociale arv blevet til gennem hændelser (eller tilstande)
i barndommen. Min forsigtige og agtpågivende adfærd, som
svarer til den sociale arvs virkninger (outcome), forekommer
i nogle tilfælde, og i andre tilfælde ikke. Det kommer an
på omstændighederne. Den udløses kun i en situation, hvor
bilen nærmer sig i truende fart. På samme måde forestiller
jeg mig, at det vil være med den sociale arvs følgevirkninger.
Man har i socialforskningen hyppigt brugt begreber som
”truede børn”, ”udsatte unge”, de ”sårbare” eller ”sårbarhedsskabende
faktorer”. Lad os antage, at den gruppe, vi vil
undersøge, som følge af de belastninger og beskadigelser,
som har fundet sted i barndommen, udgør en sårbar gruppe
i samfundet. På hvilken måde bliver personer tilhørende
denne gruppe ”bærer” af den sociale arv? Bliver de det gennem
hele livsforløbet, eller kan bestemte livsveje og sociale
begivenheder være afgørende for, om den sociale arv (i betydning
III) bliver udløst eller aktiveret, dvs. at ”den sociale
arv begynder at virke” (Vagn Christensen)? Sociologen Lone
Scocozza skriver om denne gruppe af sårbare: ”Til brug for
forklaringer på, hvorfor nogle grupper i samfundet hyppigere
end andre rammes af sociale problemer, har man opfundet
betegnelsen ”de sårbare”. Herved forstås, at nogle
mennesker pga. deres biologiske og/eller sociale udrustning
er mere modtagelige end andre for f.eks. sociale problemer
eller sygdom.” (Scocozza 1982: 26).
Nogle personer vil ”næsten pr. definition (…) være særlig
udsatte for sociale problemer – ikke fordi de er særlig sårbare
som individer – men fordi de tilhører en gruppe inden
for en klasse, der ofte vil være udsat for bortfald af de normale
indtægter eller som ofte vil have undergennemsnitlige
indtægter. Disse personer vil naturligvis mere end andre risikere
at blive udsat for den manglende behovstilfredsstillelse,
der udgør grundlaget for udviklingen af de sociale problemer.”
(Scocozza 1982: 26f). I stedet for at tale om de
”sårbare” vil Scocozza derfor tale om grupper inden for de
sociale klasser, som samfundsmæssigt er placeret i en ”sår-
152

ar” position,” ( s. 27). Hermed kommer skylden for, at der
opstår sociale problemer, til at ligge i samfundet frem for
hos det enkelte individ. Eller man kunne sige: De pågældende
bliver bærere af en social arv, fordi denne aktiveres
af bestemte strukturelle forhold – en vedvarende ulighed i
samfundet, som systematisk rammer bestemte grupper på
grund af deres placering i samfundet.
Scocozza nævner, at de ”sårbare” ofte bliver karakteriseret
som personer med kort skolegang, ingen uddannelse, ufaglært
arbejde, enlige mødre, etc. (s. 27). Hun giver endvidere
en række eksempler på, ”hvorledes manglende behovstilfredsstillelse
kan udvikle sig til sociale problemer”. Det kan
f.eks. være forældrenes økonomiske situation, der i kombination
med deres handicap, udløser et socialt problem” (s.
34). For alle de fire personer, Scocozza nævner i sine eksempler,
gælder det, at de kommer til vedvarende at have,
eller ”udgøre” et socialt problem (s. 33). Men det kunne have
gået anderledes! ”Hvis Jytte havde fået et job, eller i
samarbejde med bistandskontoret, fået opstillet en uddannelsesplan
(…), så havde hverken skilsmissen eller overgangsarbejdsløsheden
betydet, at de nødvendige indskrænkninger
i behovstilfredsstillelsen førte til sociale problemer.”
(Scocozza 1982: 33).
5. Konklusion
I den danske forskning i social arv har arven især været dokumenteret
i form af en ”statistisk sammenhæng” mellem
registrering af problemer i oprindelsesfamilien og problemer
hos børnene, hos den unge eller den voksne i næste generation.
Vi har med andre ord observeret et bestemt empirisk
mønster – en regelmæssighed. Men dette mønster er endnu
ikke blevet forklaret. Vi har endnu ikke vist, hvad der er årsagerne
til, at vi kan iagttage dette mønster. Dette forudsætter
nemlig, at vi kommer ned i virkelighedens dybdeniveau
og afdækker de generative mekanismer bag mønstret.
Morten Ejrnæs peger på, at dette mønster tilsyneladende
153

ikke er så hyppigt endda. Vi står i givet fald over for at skulle
forklare dels, hvad der er årsagen til, at det i nogle tilfælde
forekommer, og hvad der er årsagen til, at det i andre
tilfælde ikke forekommer. Denne forskningsopgave er endnu
ikke løst.
Det er her min opfattelse, at man vil kunne komme svarene
nærmere ved at foretage en række kvalitative studier af enkelttilfælde,
evt. i stil med, hvad der er gjort hos Coffield et
al (1980) og Elsborg, Hansen & Hansen (1999). Danermark
et al. (1997: 242f) har skitseret, hvad man kan opnå ved at
analysere bestemte variationer i cases, og Savage (1997)
har ud fra nogle betragtninger over survey-metodens begrænsninger
i mobilitetsstudier argumenteret for at kombinere
den med kvalitative tilgange.
Når man skal indkredse, hvad social arv er, kan vi pege på
”virkninger af opvækstforhold” (Christensen 1976) eller
”sammenhæng mellem social baggrund eller livschancer”
(Jæger 2003) eller ”risikofaktorer i barndommen” (Ejrnæs
2004). Forskellige definitioner giver forskellige betoninger.
Nogle vil lægge vægten på de påvirkninger, børnene udsættes
for (belastninger, begrænsninger, beskadigelser – såvel
fysiske som psykiske), andre vil betone de konsekvenser,
som disse belastninger medfører i det enkelte barns livsforløb
(ensomhed, skam, manglende uddannelse, manglende
job, manglende socialt netværk, dårligt helbred, mangel på
kapital, begrænsede valgmuligheder, osv.). Det drejer sig
ofte om ophobninger af problemer, og derfor om komplekse
sammenhænge, undertiden karakteriseret som ”onde
cirkler”.
Usikkerheden omkring, hvordan social arv skal defineres,
kan føre til spørgsmål som: Definerer man social arv som et
fænomen, der forekommer i og med, at børnene gentager
forældrenes problemer (hhv. at der er registret adfærd, der
kan fortolkes som en sådan gentagelse)? Eventuelt får børnene
andre problemer end de, der var forældrenes. Eller
kunne man – som jeg her vil argumentere for – definere so-
154

cial arv som en overførsel af ressourcer henholdsvis manglende
overførsel af ressourcer i børns opvækstbetingelser,
dvs. som en arv, der præger børnenes liv på en sådan måde,
at den i nogle tilfælde giver dem fordele og i andre
disprivilegier og belastninger, og som undertiden manifesterer
sig i form af en gentagelse af forældrenes problemer og
undertiden ikke. Opvæksten rummer ud fra denne forståelse
under alle omstændigheder en social arv, groft sagt én, der
begunstiger visse børn og én, der belaster, handicapper og
skader andre. Heri ligger også, at alle børn får overført både
ressourcer og belastninger. Man kunne sige positiv og negativ
social arv. Hvorvidt belastninger, skader og handicaps
bliver overvundet, kan afhænge af en række konkrete omstændigheder
i opvækstsituationen og gennem livsforløbet.
Med denne opfattelse afviser jeg ikke kvantitative målinger
som én metode til at afdække (omfanget af) negativ social
arv, men som den eneste metode til at belyse social arv, og
som kriterium for, at der er tale om social arv.
Hvis social arv defineres som det forhold, at børn, der har
levet under særligt belastende vilkår, også som voksne vil
have nogle vanskeligere leveforhold end deres jævnaldrende,
så kan vi med Mogens Nygaard Christoffersen tale om
sammenhæng mellem en lang række belastningsfaktorer og
så barnets forskellige reaktioner herpå: depression, spiseforstyrrelser,
narkomani, psykiske lidelser, ungdomsledighed,
dårligt helbred, osv. (Christoffersen 2003: 8). En sådan
definition, der også giver rum for barnets modstandsdygtighed
og bemestring, vil tillige være forenelig med Vagn Christensens
forståelse af social arv som ”virkningen af børnenes
opvækstforhold”.
Social arv kan efter min opfattelse både forstås som en årsag
og som et resultat, men frem for alt bør social arv forstås
som en generativ mekanisme, som kan producere et
socialt problem (fx kriminalitet, vold, psykiske sygdomme,
osv.). Social arv kan ses som et socialisationsprodukt, som
omfatter de holdninger, orienteringer og adfærdsdispositioner,
men også de belastninger, den mangel på ressourcer
155

og de manglende valgmuligheder, som børnene bibringes
som konsekvens af opvækstforholdene. Hvis disse dispositioner
og beskadigelser kommer til at medvirke til børnenes
senere problemer, kan den sociale arv ses som årsag. Men
hvorvidt børnene som voksne kommer til at få problemer i
lighed med forældrene, vil bero på en lang række omstændigheder.
Det er her vi kunne tale om social arv som et resultat,
nemlig når børnene i lighed med forældrene selv bliver
fattige, syge, voldelige, kriminelle, osv.
Et givet udfald (fattigdom, psykisk sygdom, osv.) vil kunne
ses som en følge af social arv – en mulig konsekvens af, at
børnene har modtaget bestemte dispositioner, værdiorienteringer,
holdninger, handicap og belastninger, osv. gennem
opvækstforholdene; men at børnene gentager forældrenes
problemadfærd, forudsætter en lang række begivenheder i
”den sociale arvs onde cirkel”, så som fx, at barnet er blevet
frasorteret i skolen, og at den unge er blevet marginaliseret
eller udstødt fra arbejdsmarkedet, dvs. indvirkninger fra en
lang række strukturelle faktorer. Havde eksempelvis skolen
fungeret på en anden måde, så barnet aldrig var blevet
”frasorteret”, og havde arbejdsmarkedet været meget mere
rummeligt, så den unge faktisk var blevet integreret på arbejdsmarkedet,
ja så var den unge måske aldrig blevet kriminel,
psykisk syg, voldelig, osv. Og så ville man måske ikke
have talt om en social arv.
I overensstemmelse med denne opfattelse vil jeg betragte
social arv, som én mulig generativ mekanisme i produktionen
af et givet socialt problem og ikke som en fast lovmæssighed.
Social arv er én ud af flere mekanismer (faktorer),
som indvirker på, om en bestemt begivenhed (f.eks. voldsudøvelse)
indtræffer eller ej. En række andre forhold indvirker
sammen med den sociale arv og spiller muligvis i de enkelte
tilfælde en endnu mere afgørende rolle end den sociale
arv. Disse forhold kan være vigtige formidlere af – eller udløsende
faktorer for – social arv forstået som børn, der som
følge af påvirkninger fra opvækstbetingelserne får sociale
problemer som unge eller voksne. Under disse bør nævnes
156

isikofaktorer som forskellige belastninger i opvækstmiljøet
(jfr. Christoffersen 1996, 1999, 2003) samt udløsende faktorer
i de aktuelle situationer (jfr. Peters 1999: 27-50), dvs.
fx de samfundsmæssige pres (arbejdsløshed, manglende
adgang til attraktive goder, osv.), der udløser frustration og
aggression, samt fx de mekanismer, som virker i den unges
aktuelle situation (kammerater, bander, fritidsmiljø, fester,
forhold til forældre o.l.).
Ud fra denne forståelse er hyppigheden i forekomsten af social
arv (her: de tilfælde, hvor der registreres en gentagelse
af forældrenes problematik), ikke afgørende for begrebet.
Der kan sagtens være tale om en social arv, uden at denne
manifesterer sig empirisk, eller i det hele taget manifesterer
sig i en adfærd, der registreres (kriminalitet, indlæggelse for
sygdomme, osv.), og som efterfølgende kan fortolkes som
udtryk for en social arv.
157

Litteratur
Abrahamowitz, Finn (1999): Psykologisk Lommeordbog.
København: Høst & Søn.
Acock, Alan C. & Vern L. Bengtson (1980): Socialization
and Attribution Processes: Actual Versus Perceived Similarity
Among Parents and Youth, s. 501-515. I: Journal of marriage
and the family, August 1980.
Alcock, Pete (1997): Understanding Poverty. Second Edition.
London: Macmillan.
Allatt, Patricia (1993): Becoming Privileged: The role of
family processes, s. 139-159. I: Inge Bates & George Riseborough,
red: Youth and Inequalities. Buckingham/Philidelphia:
Open University Press.
Andersen, Bent Rold (1966): Nyere målsætninger i socialpolitikken.
Kbh.: Gads Forlag.
Andersen, John (2005): Empowermentperspektivet – vejen
frem til en kritisk handlingsorienteret socialforskning?, s.
60-75. I Social kritik 101/2005.
Andersen, Svend Aage (2000): Debatten om social arv –
et forsvar for begrebet, s. 34-54. I: Social kritik 67/2000.
Andersen, Svend Aage (2007): Kritisk realisme som perspektiv
i socialt arbejde. Århus: Den Sociale Højskole,
Skriftserie nr. 8.
Andersen, Tavs Folmer (1981): Børns opvækstvilkår i
langsigtet perspektiv. En socialmedicinsk forløbsundersøgelse
gennem tre årtier. Kbh.: Rapport nr. 23 fra Institut for
social medicin.
Andersen, Tavs Folmer (1981a): Belastende opvækstbetingelser
i langsigtet perspektiv, s. 3483-3487. I: Ugeskrift
for Læger 14. dec. 1981, 143. årg. Nr. 51.
Andersen, Tavs Folmer (1981b): Opvækstvilkår og senere
hospitalsindlæggelse i voksenalderen. En efterundersøgelse
II, s. 3579-3582. I: Ugeskrift for Læger 21. dec. 1981, 143.
årg. Nr. 52.
Andersen, Tavs Folmer (1986): Langtidsvirkninger af fattigdom.
I: Erik Jørgen Hansen, red.: Vor tids fattigdom,
Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
158

Barfoed, Elizabeth Martinell (1999): Frontalangreb på
den sociale arv, s. 3-5. I Socialrådgiveren nr. 14 1999.
Bates, Inge & George Riseborough (1993): Deepening
Divisions, Fading Solutions, s. 1-13. I: Bates & Riseborough,
red.: Youth and Inequality. Buckingham/Philidelphia: Open
University Press.
Beeghley, Leonard (1998): Angles of Vision: How to Understand
Social Problems. Boulder: Westview Press.
Bendix, Reinhard & Seymour Martin Lipset, red (1953):
Class, Status and Power: Social Stratification in Comparative
Perspective. New York: The Free Press.
Bengtson, Vern L., Timothy J. Biblarz, Robert E. L.
Roberts (2002): How Families Still Matter: A Longitudinal
Study of Youth in Two Generations. Cambridge: Cambridge
University Press.
Bengtson, Vern L. et al. (2009): A Longitudinal Study of
the Intergenerational Transmission of Religion, s. 325-345. I
International Sociology 2009, Vol. 24 (3).
Blanden, Jo, Alissa Goodman, Paul Gregg, and
Stephen Machin (2004): Changes in intergenerational mobility
in Britain, s. 122-146. I: Miles Corak, red. (2004):
Generational Income: Mobility in North America and Europe.
Cambridge: Cambridge University Press.
Bonke, Jens (2003): Dårlige økonomiske forhold som risikofaktor:
Hvordan klarer børn, der vokser op i fattigdom,
sig? Arbejdspapir 5, Vidensopsamlingen om social arv 2003.
København: Socialforskningsinstituttet.
Bourdieu, Pierre & Jean-Claude Passeron (1970, dansk
udgave 2000): Reproduktionen: Bidrag til en teori om undervisningssystemet.
Kbh.: Reitzels Forlag.
Bowles, Samuel, Herbert Gintis, and Melissa Osborne
Groves, red. (2005): Unequal Chances: Family Background
and economic success. Princeton and Oxford: Princeton University
Press. New York: Russell Sage Foundation.
Bratt, Nancy (1972): Fattigkulturens børn og andre artikler.
København: Akademisk Forlag.
Brill, Naomi I. (1998): Working With People: The Helping
Process. Sixth Edition. New York: Longman.
159

Browne, Ken (1998): An Introduction to Sociology. Second
Edition. Cambridge: Polity Press.
Browne, Ken (2006): Introducing Sociology for A S Level.
Cambridge: Polity Press.
Buch-Hansen, Hugo & Peter Nielsen (2005): Kritisk realisme.
Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.
Caswell, Dorte (2005): Handlemuligheder i socialt arbejde.
Roskilde: Roskilde Universitetscenter og AKF.
Christensen, Vagn (1956) Boligforhold og børnesygelighed.
En undersøgelse af hospitalsindlæggelsen under forskellige
boligforhold. Kbh.: Munksgaard.
Christensen, Vagn (1976): Socialmedicinsk grundbog.
Kbh.: Gyldendal.
Christensen, Vagn (1994): Socialmedicinsk grundbog, 2.
udg, Gyldendal.
Christensen, Vagn (1999): Debat om social arv, s. 21-22.
I Social politik nr. 3 1999.
Christensen, Vagn og Anne Brockenhuus-Schack
(1997): Børn og den nye sociale arv. Kbh.: Fremad.
Christensen, Vagn og Børge Sommer (2002): Socialmedicinsk
grundbog: Fra offer til aktør. 3. udgave. Kbh.:
Munksgaard.
Christoffersen, Mogens Nygaard (1996): Opvækst med
arbejdsløshed. København: Socialforskningsinstituttet.
Christoffersen, Mogens Nygaard (1999): Risikofaktorer i
barndommen – en forløbsundersøgelse særligt med henblik
på forældrenes psykiske sygdomme. København: Socialforskningsinstituttet.
Christoffersen, Mogens Nygaard (2002): An upbringing
to violence? Working Paper 5, SFI.
Christoffersen, Mogens Nygaard (2003). Risikofaktorer i
barndommen og social arv – med særligt henblik på mishandling
og vanrøgt. Arbejdspapir 1. Vidensopsamlingen om
den sociale arv 2003. Socialforskningsinstituttet.
Coffield, Frank et al. (1980): A Cycle of Deprivation? A
Case Study of Four Families. London: Heinemann Educational
Books.
160

Connell, R. W. (1977): Ruling Class, Ruling Culture: Studies
of conflict, power and hegemony in Australian life. Cambridge:
Cambridge University Press.
Corak, Miles, red. (2004): Generational Income: Mobility
in North America and Europe. Cambridge: Cambridge University
Press.
Corak, Miles (2004): Generational income mobility in North
America and Europe: an introduction, in Corac, Miles, red.:
Generational Income: Mobility in North America and Europe.
Cambridge University Press, s. 1-37.
Coser, Rose Laub, red. 1974: The Family: Its structures &
Functions. New York: MacMillan.
Crompton, Rosemary (1993): Class and Stratification.
Cambridge: Polity Press.
Danermark, Berth et al. (1997): Att förklara samhället.
Lund: Studentlitteratur.
Diderichsen, Agnete (2007): Den psykologiske arv – et
tilknytningsteoretisk og empirisk forskningsprojekt af førstegangsgravide
kvinder. Kbh.: Danmarks Pædagogiske Bibliotek.
Duncan, Greg J. & Jeanne Brooks-Gunn, red. (1997):
Consequences of Growing Up Poor. New York: Russell Sage
Foundation.
Duncan, Greg J. et al. (1998): How Much Does Childhood
Poverty Affect the Life Chances of Children?, s. 406-423. I:
American Sociological Review Vol. 63, No. 3.
Duncan, Greg et al. (2005): The apple does not fall far
from the tree, s. 23-79. I Bowles et al., red., Unequal
Chances, Princeton and Oxford: Princeton University Press.
Easton, Geoff (2000): Case research as a method for industrial
networks, s. 205-218. I: Stephen Ackroyd & Steve
Fleetwood, red.: Realist perspectives on management and
Organisations. London and New York: Routledge.
Egelund, Tine & Therese Halskov (1984): Praksis i socialt
arbejde: Vilkår og udviklingsmuligheder i social- og
sundhedsforvaltninger. København: Munksgaard.
Ejrnæs, Morten (1998): Inspiration til kritisk diskussion, s.
29-31. I: Social Politik nr. 3, juni 1998.
161

Ejrnæs, Morten (1999): Social arv – et populært, men
tvivlsomt begreb. Arbejdspapir nr. 12 om social arv. Kbh.:
Socialforskningsinstituttet.
Ejrnæs, Morten (2007): Teorier om sociale afvigelser og
sociale problemer, s. 207-239. I: Carsten Schou & Carsten
Pedersen, red.: Samfundet i pædagogisk arbejde: Et sociologisk
perspektiv. Kbh.: Akademisk Forlag.
Ejrnæs, Morten, Gorm Gabrielsen, Per Nørrung (2004):
Social opdrift – social arv. Kbh.: Akademisk Forlag.
Ejrnæs, Morten & Søren Kristiansen (2002): Perspektiv
på sociala problem i USA och Skandinavien, s. 73-93. I: Anna
Meeuwisse & Hans Swärd, red.: Perspektiv på sociala
problem. Stockholm: Natur och kultur.
Ekspertgruppen om social arv (1999): Social arv – en
oversigt over foreliggende forskningsbaseret viden. Kbh.:
Socialforskningsinstituttet.
Elsborg, Steen, Trine Juul Hansen og Vagn Rabøl Hansen
(1999): Den sociale arv og mønsterbrydere. Kbh.:
Danmarks Pædagogiske Institut.
Esping-Andersen, Gösta (2004): “Unequal opportunities
and the mechanisms of social inheritance”, I Miles Corak,
red.: Generational Income Mobility in North America and
Europe. Cambridge: Cambridge University Press.
Field, Frank (1974) Unequal Britain: A Report on the Cycle
of Inequality. London: Arrow Books.
Field, Frank (1981): Inequality in Britain: Freedom, Welfare
and the State. London: Fontana.
Fridberg, Torben & Carl Nørregaard (1978): Uddannelsernes
formidling af den sociale arv. Kbh.: SFI.
Fløtten, Tone (2009): Fattigdom, s. 163-194. I: Elisabeth
Brodkorb & Marianne Rugkäsa, red: Sociologi og Socialantropologi
– Mellem mennesker og samfund. 2. udgave.
Kbh.: Munksgaard Danmark.
Furlong, Andy (1997): Education and the reproduction of
class-based inequalities, s. 56-71. I: Helen Jones, red.: Towards
a Classless Society? London & New York: Routledge.
Geckler, Søren (1982): Sociale forhold. 2. udgave. Kbh.:
Erhvervsøkonomisk Forlag.
162

Guldager, Jens & Morten Ejrnæs (1997): Sociale problemer,
s. 20-47. I Jens Guldager et al.: Sociologi for socialarbejdere.
Bind I. Frederiksberg: Danmarks Forvaltningshøjskoles
Forlag.
Guldager, Jens & Morten Ejrnæs (2008): Helhedssyn og
forklaring. Kbh.: Akademisk Forlag.
Hansen, Bent (1969): Velstand uden velfærd. Kbh.: Fremad.
Hansen, Erik Jørgen (1982): Hvem bryder den sociale
arv? Kbh.: SFI.
Hansen, Erik Jørgen (1995): En generation blev voksen.
København: Socialforskningsinstituttet.
Haralambos, Michael & Martin Holborn (1995): Sociology:
Themes and Perspectives. Fourth Edition. London: Collins
Educational.
Harris, Judith Rich (2000): Myten om børns opdragelse:
Hvorfor bliver børn som de bliver? Kbh.: Gyldendal.
Hartwig, Mervyn (2007): Dictionary of Critical Realism.
London and New York: Routledge.
Hedström, Peter & Swedberg, Richard (1998): Social
Mechanisms: An Analytical Approach to Social Theory. Cambridge:
Cambridge University Press.
Hermann, Leif (1995): Social udvikling: Grundbog i socialfag
for pædagogstuderende. Viborg: Forlaget PUC.
Hessle, Sven (1988): Familjer i Sönderfall: En rapport från
samhällsvården. Göteborg: Nordstedts.
Hillgaard, Lis og Lis Keiser (1978): Social (be)handling.
Teori og metode i socialt arbejde. København: Socialpædagogisk
bibliotek.
Hjort, Katrin (1993): Opdragelse, s. 104-111. I: Mogens
Brørup m. fl.: Psykologihåndbogen. 4. oplag. København:
Gyldendal.
Holman, R. (1978): Poverty: Explanations of Social Deprivation.
London: Martin Robertson.
Hope, Keith, red. (1972): The Analysis of Social Mobility.
Oxford: Claredon Press.
Inghe, Gunnar og Mai-Britt (1966): Den ofärdiga välfärden.
Stockholm: Tidens Förlag.
163

Jerlang, Espen & Jesper Jerlang (1996): Socialisering og
habitus. Socialisering og habitus – individ, familie, samfund.
København: Munksgaard, Rosinante.
Jespersen, Jesper (2004): Kritisk realisme – teori og
praksis”, s. 145-177. I Lars Fuglsang og Poul Bitsch Olsen,
red.: Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. Frederiksberg:
Roskilde Universitetsforlag.
Jones, Linda (1994): The Social Context of Health and
Health Work. Houndsmills: McMillan.
Jonsson, Gustav (1967): Delinquent Boys, their Parents
and Grandparents. Kbh.: Munksgaard.
Jonsson, Gustav (1969): Det sociala arvet. Stockholm: Tidens
Forlag.
Jonsson, Gustav (1974): Den sociale arvs onde cirkel –
kan den brydes? Kbh.: Fremad.
Jordan, Bill et al. (1992): Trapped in Poverty: Labourmarket
decisions in low income households. Routledge, London.
Jordan, Bill (1996): A Theory of Poverty & Social Exclusion.
Cambridge: Polity Press.
Jæger, Mads Meier (2003): Om nytten af begreberne “social
arv” og “mønsterbrydere” i samfundsvidenskabelig
forskning, s. 15-17. I: Social politik nr. 3 2003.
Jæger, Mads Meier (2009) Social arv i Danmark, s. 16-18.
I Ulla Haar og Ove Karlsson, red.: Danmarksbilleder. SFIs
forskning gennem 50 år. Kbh.: SFI.
Jørgensen, Per Schultz et al. (1993): Risikobørn – Hvem
er de – hvad gør vi. Kbh.: Det tværministerielle udvalg.
Kendall, Diana (1999): Sociology in Our Times: Second
Edition. Belmont CA: Wadsworth.
Killén, Kari (1991): Sveket: Omsorgssvikt er alles ansvar.
Oslo: Kommuneforlaget, 1991.
Killén, Kari (2001): Barndommen varer i generationer: Forebyggelse
af omsorgssvigt. Kbh.: Hans Reitzels Forlag
Killén, Kari og May Olsen (2003): Sårbare børn: Børn,
forældre og rusmiddelproblemer. Kbh.: Akademisk Forlag.
Koch, Anna (1982): Socialt arbejde – helhedsprincip og
behovsvurdering på fagligt grundlag. København: AKF.
164

Kohn, Melvin L. (1971): Social Class and Parent-Child Relationships,
s. 323-342. I: Michael Anderson, red.: Sociology
of the Family: Selected Readings. Harmondsworth: Penguin
Books.
Kumar, Vinod (1993): Poverty and Inequality in the UK:
The Effects on Children. London: National Children´s Bureau.
Lareau, Annette (2003): Unequal Childhoods: Class, Race,
and Family Life. Berkeley: University of California Press.
Larsen, Jørgen Elm (1999): Social arv: erfaringer fra engelske
og amerikanske undersøgelser af ”den sociale arvs
onde cirkel” og af ”ghettounderklassen”. Kbh.: SFI. Arbejdspapir
19 om social arv.
Lauritzen, Kristina og Tine Ros (2004): Rodløs: Samtaler
med unge kriminelle. Hellerup: Forlaget Documentas.
Launsø, Laila & Olaf Rieper (1995): Forskning om og
med mennesker. 3. udgave. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag Arnold
Busck.
Launsø, Laila & Olaf Rieper (2005): Forskning om og
med mennesker. Kbh.: Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck,
Liljeström, Rita (1974): Uppväxtvillkor: Samspelet mellan
vuxna och barn i ett föränderligt samhälle. Stockholm: Liber
Förlag.
Lind, Lene (1993): På vej – men hvorhen? Om social arv
som tung bagage for børn, forældre og pædagoger. København:
Hans Reitzels Forlag.
Lister, Ruth (2004): Poverty. Cambridge: Polity Press.
Livock, Cheryl (2009): A Critical realist Methodology for
examining alternative schooling programs for youth at risk.
Kelvin Grove, Queensland: Queensland University of Technology.
Upubliceret paper på internettet.
Lorentzen, Thomas & Roy A. Nielsen (2008): Går fattigdom
i arv? Langtidseffekter av å vokse opp i familier som
mottar sosialhjælp. Bergen/Oslo. Fafo-rapport.
MacDonald, Robert (1997): Youth, the ‘Underclass’ and
Social Exclusion. London: Routledge.
Mik-Meyer, Nanna & Kaspar Villadsen (2007): Magtens
former. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
165

Moen, Erickson & Dempster-McClain (1997): Their
Mother´s Daughters? The Intergenerational Transmission of
Gender Attitudes, s. 281-293. I: Journal of marriage and the
family. May 1997, vol. 59, no. 2.
Molin, Kari & Britt Ågren (1991) Klassresan. Malmö: Alfabeta
Bokförlag.
Mooney, Linda A. David Knox, Caroline Schacht (2000):
Understanding Social Problems. Second Edition. Belmont,
CA: Wadsworth.
Moore, Stephen (1990): Social Welfare Alive! Cheltenham:
Stanley Thornes Ltd.
Morris, Lydia (1994): Dangerous Classes: The Underclass
and Social Citizenship, London and New York: Routledge.
Mullender, Audrey (1996): Rethinking Domestic Violence:
The social work and probation response. London: Routledge.
Murray, Charles (1996): Charles Murray and the Underclass:
The Developing Debate. London. The IEA Health and
Welfare Unit. Choice in Welfare No. 33.
Møllehave, Herdis og Keld Skov (1982): Socialt set – en
grundbog. 4. udgave. Kbh.: Gyldendals Bogklub.
Nord-Larsen, Mogens og Jacob Vedel-Petersen (1976)
Tabere i skolen: De 9-12 åriges skoletilpasning, SFI, Kbh.
Ohlin, Jonas (2008): Fattigdom går i arv mellem generationer.
I Privata Affärer 05/2008.
Page, Marianne E. (2004): New evidence on the intergenerational
correlation in welfare participation, s. 226-244. I:
Corak, Miles, red (2004): Generational Income: Mobility in
North America and Europe. Cambridge: Cambridge University
Press.
Pawson, Ray & Nick Tilley (1997): Realistic Evaluation.
London: SAGE.
Peters, John (1999): Voldens ansigter – børn, unge og
vold. København: Fremad 1999.
Ploug, Niels, red. (2003): Vidensopsamling om social arv.
Kbh.: Socialministeriet.
Ploug, Niels (2005): Social arv: Sammenfatning 2005. København:
Socialforskningsinstituttet.
Poulsen, Janne Gry (1982): Fattig-firsernes psykiske følger.
Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
166

Regeringsudvalget om social arv (1999): Social arv –
principper og status. Kbh.: Socialministeriet.
Reintoft, Hanne (1985): Det kan kolde hjerner ej forstå:
Et opgør med dansk socialpolitik. Kbh.: Reitzels Forlag.
Reintoft, Hanne (1998) Forord. I: Gustav Jonsson: Den
sociale arvs onde cirkel – kan den brydes?, København:
Fremad.
Ropers, Richard H. (1991): Persistent Poverty: The American
Dream Turned Nightmare. New York and London: Insight
Books.
Rutter, Michael & Nicola Madge (1976): Cycles of Disadvantage:
A Review of Research. London: Heinemann.
Ryan, William (1971, her revideret udg. 1976): Blaming
the Victim. New York: Vintage Books.
Sarnecki, Jerzy (1981): Ungdoms brottslighet: Omfattning,
karaktär, orsaker och samhällsreaktion. Uddevalla:
Liber Förlag.
Savage, Mike (1997): Social Mobility and the Survey
Method: A Critical Analysis, s. 299-325. I: Daniel Bertaux &
Paul Thompson, udg.: Pathways to Social Class: A Qualitative
Approach to Social Mobility. Oxford: Oxford University
Press.
Sayer, Andrew (1992): Method in Social Science: A Realist
Approach. London: Routledge.
Sayer, Andrew (2000): Realism and Social Science. London:
SAGE Publications.
Sayer, Andrew (2005): The Moral Significance of Class.
Cambridge: Cambridge University Press.
Scocozza, Lone (1982): Den sociale utryghed: en bog om
menneskelige behov og utryghed. Kbh.: Bibliotek for socialpædagoger
og socialarbejdere.
Scocozza, Lone (1984): Er sygdom hvermands herre?-
dialoger om sygdom og samfund. Kbh.: Gyldendal.
Segalen, Martine (1986): Historical Anthropology of the
Family. Cambridge: Cambridge University Press.
Smith, Mark (1998): Social Science in Question. London:
SAGE.
167

Socialkommissionen, udg. (1992) De unge: portræt af en
generation i velfærdssamfundet. København: Socialkommissionen.
Sortering for livet: Debatoplæg om de unge. Socialkommissionen
1992.
Stenberg, Sten-Åke (2000): Inheritance of Welfare Recipiency:
An Intergenerational Study of Social assistance
Recipiency in Postwar Sweden, s. 228-239. I: Journal of
Marriage and the Family, vol. 62, Issue I.
Søndergaard, Per Straarup (2005): Ud af mørket. Vejle:
Kroghs Forlag.
Søndergaard, Per Straarup (2006): Vold fra alle sider –
om vold blandt unge. Vejle: Kroghs Forlag.
Sørensen, Jytte Birk (2007): Støt mestring – bryd mønstre.
Frederikshavn: Dafolo.
Sørensen, Aage (1998): Theoretical mechanisms and the
empirical study of social processes, s. 238-266. I: Hedström
& Swedberg, red: Social Mechanisms. Cambridge: Cambridge
University Press.
Tumin, Melvin M. (1967): Social Stratification: The Forms
and Functions of Inequality. Englewood Cliffs: Prentice-hall,
Inc.
Ulriksen, Lars (2002): Den sociologiske dimension, s. 155-
291. I Finn Held & Flemming Olsen, red.: Introduktion til
Pædagogik: Opdragelse, dannelse, socialisering. Kbh.: Frydenlund.
Vedel-Petersen, Jacob, Anders From, Tove Løve og
Johs. Mørk Pedersen (1968): Børns opvækstvilkår. København:
Teknisk Forlag.
Vinnerljung, Bo (1999): Den sociale arv, s. 81-109, i:
Verner Denvall & Thord Jacobson: Hverdagsbegreber i socialt
arbejde. Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Vinnerljung, Bo (1998): Socialt arv, s. 21-44. I Verner
Denvall och Tord Jacobsen, red.: Vardagsbegrepp i socialt
arbete. Stockholm: Nordstedts Juridik.
Vinterhed, Kerstin (1977): Gustav Jonsson på Skå: En
epok i svensk barnavård. Stockholm: Tidens Förlag.
168

FAMILIE nødven- STRUK- MEKA- HÆN- ingen m4 m2 m5 m3 m1 h2 h1
s3 s2 s1
C B A dige TUR NISMER DELSER hændelindresestruktu- Walker, Alan (1990): Blaming the Victims, s. 49-58. I:
Charles Murray: The Emerging British Underclass. London:
The IEA Health and Welfare Unit.
Welshman, John (2007): From transmitted deprivation to
social exclusion: Policy, poverty, and parenting. Bristol: The
Policy Press.
Willis, Paul (1977): Learning to Labour: How working class
Kids get working Class Jobs. Westmead, Farnborough:
Saxon House.
Wright, Eric Olin (1994): Interrogating Inequality: Essays
on Class analysis, Socialism and Marxism. London & New
York: Verso.
Yeung, Henry Wai-Chung (1997): Critical realism and realist
research in human geography: a method or a philosophy
in search of a method? I: Progress in Human Geography
21, 1, s. 51-74.
Aadland, Einar (1997): “Og eg ser på deg …: Vitenskapsteori
i helse- og socialfag. Oslo: Universitetsforlaget.
169