Barnets ret til medvirken og anerkendelse - men hvordan? - Elbo

BARNETS RET TIL mEDV
ANERKENDELSE – mEN
Da den norske forsker og pædagog Berit Bae i august måned holdt et oplæg
om børns ret til medvirken på en DLO-temadag, kom hun med en lidt overraskende
kritisk drejning på anerkendelsesbegrebet, hvor hun fremlagde hvordan
det kan misforstås hvis det ikke ses i al sin kompleksitet. Efterfølgende fik vi
her på redaktionen lov til at mailkorrespondere med Bae for at komme lidt
nærmere anerkendelsesbegrebet og få et indblik i hendes forskning om samspillet
mellem børn og voksne i børnehaven.
teKst og foto: sAnni MAriA Pedersen
Børnehavenære forståelser af samspillet
mellem børn og voksne
Anerkendelsesbegrebet bliver stadig
brugt overordnet og vejledende i Berit
Baes forskning, men derudover beskæftiger
hun sig for tiden med beslægtede tematikker
som f.eks. et stort forskningsprojekt,
der handler om børns ret til
medvirken i børnehaven. dette er særligt
relevant i norge fordi det står direkte indskrevet
i deres børnehavelov, at barnet har ret til deltagelse og
ytringsfrihed. en formulering der i dansk sammenhæng kan sammenlignes
med kravet om børneperspektivet i forhold til børnemiljøvurderingerne.
Men en ting er at det står i lovgivningen og at de fleste er enige
om de værdier der ligger bag hensigterne om f.eks. medvirken,
børneperspektiv og anerkendelse, en anden ting er hvordan det
oversættes til praksis. Baes forskning er ikke kun en undersøgelse
af, hvordan disse værdier kan og bliver praktiseret, men også hvad
det er for udfordringer den voksne står overfor med de særlige be-
BØRNS HVERDAG NR. 7 – NoVEmBER 2009
tingelser som kendetegner livet og relationerne i en børnehave.
som f.eks. at der ofte er tale om flerpersonsdialoger, små og korte
samspil med mange afbrydelser (i Baes forskning var en gennemsnitlig
interaktion på 20 sekunder), mangfoldige og flydende overgange
mellem f.eks. individ og gruppe, børn med forskellige baggrunde
og forudsætninger, verbal og non verbal kommunikation,
samt, at der ofte er forskellige temaer i samspillet i gang på samme
tid som f.eks. læring, trøst, praktisk hjælp, binde et snørebånd, tørre
en næse, samtale, leg og humor, igangsætning af aktivitet og
grænsesætning. hele denne mangfoldighed er jo vigtig at have
med når man skal analysere samspillet mellem børn og voksne, fordi
det netop er de betingelser samspillet har. Bae kalder det en børnehavenær
forståelse af samspillet (Bae, 2009a:23).
Praksisnær forskning
det gennemgående - og det, der gør Baes forskning så interessant
og vedkommende er netop, at den er meget praksisnær. forskningen
baseres på nære analyser af dialogprocesser og samspilsformer
mellem børn og voksne i børnehaven. hendes analyser er heller
ikke som i meget pædagogisk forskning fremkommet hjemme på
kontoret men netop opnået i et samspil med pædagogerne. På den

IRKEN OG
hVORDAN?
måde bliver pædagogernes egne refleksioner, forklaringer og forståelser
en del af forskningsresultaterne.
Anerkendelse – mere end en kommunikationsform og
det at rose
Men inden vi går videre med Baes forskning kan det måske være
på sin plads at forsøge at komme lidt nærmere, hvad der egentlig
ligger i anerkendelsesbegrebet, for - som det fremgår - er det måske
ikke helt så enkelt endda.
grundlæggende er anerkendelse noget vi alle stræber efter, det er
noget der tiltrækker os både på et ideologisk og vitalt plan, det er
noget vi gerne vil opleve og noget vi gerne identificerer os selv
med. det at møde anerkendelse giver os forudsætninger for, at vi
får tillid til egne tanker og oplevelser og dermed en styrket selvfølelse
(Bae, 2009a:11). selv at blive anerkendt for den man er og at
være i stand til at anerkende andre er derfor efterstræbelsesværdigt.
Men hvad vil det egentlig sige at være anerkendende? Af
gode grunde er der ikke noget enkelt svar på dette. Anerkendelse
er, skriver Bae, ikke blot en kommunikationsform, en metode eller
en teknik der kan læres og må ej heller reduceres til det at rose andre
(Bae, 2009a:11). for anerkendelse går ikke kun den ene vej,
det er en relationel proces, en samspilsform mellem to eller flere
mennesker, som er subjekter med hver deres tanker, følelser og initiativer
i relationen.
Anerkendelse - et menneskesyn
et væsentligt træk i Baes forståelse af anerkendelse er den dialektiske
og relationelle tænkning som er udviklet af den norske psykolog
Anne-Lise Løvlie schibbyes (schibbye 2005). indenfor denne teoriramme
ses anerkendelse som forankret i et menneskesyn og
en grundlæggende holdning , hvor andre mødes som ligeværdige
subjekter med hver deres ret til at være eksperter i forhold til deres
egen oplevelsesverden (Bae, 2009:11). Men at være ligeværdig skal
ikke forveksles med lighed og dermed lige kompetente til f.eks. at
tage ansvar for relationen. i en voksen-barn-relation er det netop
den voksnes ansvar at kende sin egen subjektivitet, at tage ansvar
for sine egne intentioner, træde frem, vise hvem hun er og hvad
hun står for og ikke lade barnet være alene, men tåle dets vrede,
ked-af-det-hed og uforudsigelighed og være sammen med det i
dets frustration. derfor indebærer forudsætningen for anerkendelse
f.eks. også den voksnes selverkendelsesprocesser.
Demokrati ud fra en voksenforståelse
Men hvad er det for faldgruber Bae ser i forhold til at praktisere anerkendelse
og medvirken, når hun kommer ud i institutionerne?
for det første ligger der, ifølge Bae, i tænkningen om barnet som
kompetent deltager en fare for at barnet får for meget ansvar. der
er, ifølge Bae, en tendens til at børn i dag bliver konfronteret med
at de må tage konsekvenserne af deres eget valg fra de er meget
små. dermed giver man dem et ansvar de ikke er klar til og man
fratager dem retten til bare at være. som et eksempel nævnte hun
en islandsk børnehave, som havde indført et morgenmøde hvor
børnene kunne vælge hvilket rum de ville lege i de næste to timer
indtil frokost. Børnene valgte efter tur, men det betød at ikke alle
havde et reelt valg, for når man nåede til de sidste i runden var der
ikke så meget at vælge i mellem og måske ikke plads til flere i det
legerum barnet ønskede at vælge. i eksemplet har man ifølge Bae
BØRNS HVERDAG NR. 7 – NoVEmBER 2009

overført en voksenforståelse af hvad demokrati er, (f.eks. at det indebærer
at sidde til møder, træffe valg, at være med i en beslutningsproces
og at når man først har truffet et valg så må man også
stå ved det!), til en børnekontekst, hvor det egentlig ikke giver mening.
herved indlærer man børnene nogle formelle måder at udøve
demokrati på uden at de egentlig oplever at have indflydelse på deres
eget liv.
Legen som demokratisk potentiale
som et alternativ til at putte børnene ind i de voksnes forståelse
opfordrer Bae til at tage udgangspunkt i det børnene allerede gør.
nemlig at se det demokratiske potentiale i legen og til at have en
åben og accepterende tilgang til børnenes legende samspil og initiativer
i forskellige situationer - også dem som måske ikke umiddelbart,
af de voksne, bliver forbundet med oplagte legesituationer.
når børn leger, er det ofte deres foretrukne udtryksmåde siger Bae;
det er det, de allerhelst vil, legen og det at have nogen at lege med
er simpelthen det mest essentielle for barnets trivsel og udvikling i
børnehaven. i legen lærer børn at udtrykke deres egne intentioner,
de lærer at lytte til andres perspektiver, blive klar over andres tanker
og at skifte perspektiv, de lærer at forhandle om roller, de lærer at
samarbejde - alt sammen noget der kendetegner demokratiske
processer. derfor må legen ikke nedprioriteres til fordel for indlæring
af demokrati. det betyder dog ikke at bare børnene leger så er
alt godt, for heri ligger der for de voksne selvfølgelig også en masse
relationelle og demokratiske udfordringer. Bae nævner f.eks. det at
nogle børn er udenfor, at nogle børn bruger magt til at ekskludere
andre i legen, det smertefulde i at være tilskuer til andres fællesskab,
men også retten til at vælge at være tilskuer, altid at blive tildelt
underdanige roller i legen og at nogle børn kan komme til at
mangle oplevelsen af intersubjektivitet og fællesskab hvis de voksne
ikke tager hånd om disse problematikker.
Rummelige samspilsmønstre
Legen er altså en oplagt arena, hvor barnet kan gives mulighed for
at deltage og medvirke ud fra dets egne forudsætninger og samtidig
lære noget om demokrati. Men hvad så med de situationer
hvor den voksne faktisk har en målsætning og vil noget med barnet,
ønsker at hjælpe det på vej i en bestemt retning ud fra en viden
om barnet og dets udvikling, hvordan kan man give plads til
barnets medvirken og være anerkendende her? i sine analyser af
processer og samspil mellem børn og voksne er Bae kommet frem
til nogle karakteristiske træk ved samspil, hvor den voksne har givet
rum for at barnet kunne udtrykke sig og er blevet mødt ud fra dets
egne forudsætninger. dette kalder hun rummelige samspilsmønstre.
En slap fod i gummistøvlen
i de rumlige samspilsmønstre er det karakteristisk at den voksne er
opmærksom på barnets intentioner, barnets initiativer og mange
forskellige måder at kommunikere på. hun har en fokuseret tilstedeværelse,
dvs. at hun udstråler et oplevelsesmæssigt nærvær, hvor
barnet gives mulighed for at dele sin oplevelse med den voksne.
eksempelvis kan det være en pædagog der deler et 2-årigt barns
glæde eller begejstring ved en ting, som det viser frem. Barnets ini-
BØRNS HVERDAG NR. 7 – NoVEmBER 2009
tiativ bliver budt velkomment af pædagogen og barnet mærker en
oplevelsesmæssig sammenstemthed med pædagogen. et andet
træk er pædagogens evne til at skifte perspektiv. selv de yngste
børn udtrykker hele tiden deres egne intentioner enten verbalt eller
på andre måder, ”tænk bare på en slap fod, når den voksne forsøger
at give barnet gummistøvlen på!” sagde Bae i sit oplæg. Barnet
kommunikerer hele tiden med os. derfor er det, at den voksne er i
stand til at skifte fra sit eget til barnets perspektiv meget centralt.
det vil sige at undersøge, hvad det er barnet prøver at fortælle og
samtidig at kunne reflektere over sin egen indvirkning på barnet.
en sådan tilgang fordrer en vis bevægelighed i rollerne. i en dialog
kan det f.eks. betyde at det ikke kun er pædagogen der spørger
barnet og leder efter de rigtige svar men at barnet får lov at fortælle
frit. At den voksne bekræfter barnets indspil og støtter det i at
gå videre i dialogen uden at rette og korrigere og på den måde giver
plads til de legende og humoristiske initiativer barnet bringer
ind i samspillet og dialogen.
Kvalitet som en målbar størrelse harmonerer
ikke med at anerkendelse kræver tid
en anden central pointe i Baes tænkning er at anerkendelse ikke
kan ses isoleret eller tages ud af sin kontekst, men at det netop
fungerer i et samfund. et samfund som for øjeblikket i høj grad er
præget af en markedsliberalistisk tænkning, en individualisme og
en forståelse af kvalitet som målbart. Problemet er at de nævnte
politiske præmisser netop nedfælder sig, i første omgang i den pædagogiske
praksis f.eks., i form af lovgivningen, hvilket i sidste ende
påvirker præmisserne for vores måde at være sammen på. ifølge
Bae harmonerer denne fokusering på individ, målbar kvalitet og effektivitet
ikke godt med, at anerkendelse rent faktisk er noget der
tager tid, noget der ikke nødvendigvis bare kommer naturligt til os
men noget vi skal arbejde med, lære og som skal gives rum og
plads til i de relationer og samspil vi indgår i.
Referencer:
schibbye, Anne-Lise Løvlie (2005): relationer i et dialektisk
perspektiv. Akademisk forlag
Bae, Berit (1996): de voksens definitionsmagt og børns
selvoplevelse. social kritik 1996 vol. 47
Berit Bae, (2003): På vej i en anerkendende retning. social
Kritik. 2003 Vol. 88
Berit, Bae (2009): children´s right to participate – challenges
in everyday action. european early childhood research
vol 17 (3)
Berit, Bae: (2009): Barns rett til medvirkning – fallgruver og
muligheter. første stegnr 1 s 12 - 16