PASSER IKKE PÅ KLICHÉEN Højrefløjen trives ganske rigtigt i Ungarn og overrasker ved sin brede forankring i både fattige landområder og blandt veluddannede unge på universiteterne. Men der er også unge i midten og til venstre i det politiske spektrum, som kæmper imod radikale ideologier. Vi mødte to ungdomspartier, som føler sig oversete i de vestlige mediers fokus på uniformsklædte unge med nazislogans.
Ungarns march mod fascismen er ikke gået den vestlige presses opmærksomhed forbi. Ikke mindst i kølvandet på Victor Orbáns og Fidesz-regeringens tvivlsomme budgetfremlæggelser og omstridte forfatningsændringer, der stillede både EU og USA i kritisk politisk position over for Ungarn. De unge, vi møder i Budapest, benægter ikke højredrejningen, men det falder dem alligevel for brystet konstant at skulle konfronteres med stereotypen på det negative image, Ungarn har fået i Europa. De føler i forvejen, at unge i andre europæiske lande har flere muligheder, end de selv har, og synes, det kan være op ad bakke at mobilisere en kriseramt generation til at løfte fremtiden i et demokrati, der stadig er vådt bag ørerne. Førstegenerationsdemokrati Vi møder tre unge fra regeringspartiet Fidesz’ ungdomsparti Fidelitas på en mondæn bar i hjertet af Budapest. På den anden side af gaden ligger det marmorbesøjlede økonomiske fakultet badet i projektørlys, og med blød jazz spillende i højtalerne snakker vi om unges politiske deltagelse i dagens Ungarn. » Vi er den første generation, som er vokset op med rigtigt demokrati, siger Nóra Rónaszéki fra Fidelitas’ bestyrelse og understreger, at det derfor er vigtigt, at man er aktiv og tager ansvar. Nóra er 24 år og har været medlem af Fidelitas i 8 år. Fidelitas har 10.000 medlemmer fordelt på 300 lokalforeninger rundt omkring i Ungarn. Gennem ‘bløde initiativer’ som sommerlejre og diskussionsfora arbejder Fidelitas for at udbrede troen på demokrati og det politiske system blandt de unge. De forholder sig glat til den gængse kritik af deres moderparti: Demokratiet fungerer godt, det er stabilt, og vi afholder frie valg. Økonomien her er anderledes, så vi kan ikke følge helt den samme vej som vesteuropæiske økonomier. Antisemitisme er ikke et problem her. Ungarn er det eneste land, hvor jøder og andre lever så frit side om side. Og ja, romaerne bør integreres – det er et socioøkonomisk og ikke et racespørgsmål. Fidelitas mærkesag er udover arbejdsløshed kampen mod radikalisering. Radikale ideologier kan ikke repræsentere demokratiet, kan de blive enige om. Demokratiet, højt besunget af lyse ungdomsstemmer, løftes som en fakkel højt over en mørk, totalitær fortid, som de unge mener, de har lært af og aldrig vil vende tilbage til. ’Jeg kan ikke lide Jobbik, men…’ Men det er en udfordring for de unge at vide, hvad deres ansvar og rolle er, og hvordan de skal navigere i demokratiet. Ifølge de politisk engagerede unge er dem, der står uden for politik, ikke helt bevidste om, hvilke muligheder demokratiet giver dem. » De vil gerne have demokrati, men hvad de virkelig har brug for, er velfærd, mener Nóra, som beskylder otte års socialistisk ledelse for at have gjort unge apatiske: » Under Orbáns første regeringsperiode [statsminister fra 1998-2002] var mange flere engagerede i politik. Nu har folk mistet troen på det politiske system. Folk på gaden er ikke længere i stand til at svare på, hvilken fremtid de egentlig ønsker sig. Jobbiks vælgere kendetegnes ved, at de er unge – og partiets største fremgang findes også blandt de unge på 18-30 år, hvor ca. en fjerdedel stemmer på partiet. Fidelitas bagatelliserer bevægelsens greb i de unge. » Selvom Jobbik er populær blandt unge, er Fidesz jo langt det største parti. Fidesz er partiet for den almindelige, gennemsnitlige ungarer – ikke for dem, der foretrækker radikale subkulturer, hævder Nóra. Men det virker stadig som om, det politiske spektrum generelt er godt justeret til højre. De unge, vi snakker med, som ikke er politisk aktive, giver alle udtryk for den samme systemtræthed og udbredte mistillid til medier og politikere. Jobbiks popularitet tager de med et gran salt: De synes, at partiets retorik er for radikal, men anerkender dem for at tage nogle tabuer op, f.eks. romaproblematikken. Således startes mange sætninger med: ”Jeg kan ikke lide Jobbik, men...” Som om et eller andet alligevel vækker genklang. Som om man af mangel på bedre accepterer Jobbiks racistiske retorik, fordi det er et parti, der trods alt skærer igennem. Ikke tabernes parti Jobbiks succes bliver typisk affærdiget af de unge midtersøgende og venstreorienterede vælgere: De kommer fra det fattige, uuddannede Østungarn, undviger de, og henviser tendensen til de ekstreme højrefløjsgrupper i resten af Europa. Men Jobbiks vælgerprofil vidner ikke desto mindre om, at højreradikalismens betydning nok ikke kan forklejnes og kun tilskrives underklasse og identitetssøgende teenagere. Hvis der nogensinde har eksisteret en stereotyp på en højrefløjstilhænger, passer den højreradikale ungdom ikke på den. Højrefløjen domineres ikke af højtråbende, vrede og strukturelt underkuede skinheads, men af ambitiøse universitetsstuderende. Det viser en undersøgelse, som Political Capital foretog på baggrund af en online survey blandt 2.263 af Jobbiks Facebook-fans. Analysen konkluderer, at partiets bagland udgøres af relativt veluddannede, EU-skeptiske, pessimistiske, fordomsfulde og generelt mistroiske unge. » Her er det ikke selvindlysende, at unge kosmopolitter stemmer venstreorienteret, siger Peter Csigo. Det er langtfra dem, der står tilbage som tabere efter landets overgang fra planøkonomi til kapitalistisk markedsøkonomi, som drages af højrefløjen – men snarere dem, som har noget at tabe. I høj grad middelklassen og de mere
Change language