EUROPAS UNGE EFTER FESTEN

Ungarns march mod fascismen er ikke
gået den vestlige presses opmærksomhed
forbi. Ikke mindst i kølvandet på
Victor Orbáns og Fidesz-regeringens tvivlsomme
budgetfremlæggelser og omstridte
forfatningsændringer, der stillede både
EU og USA i kritisk politisk position over
for Ungarn. De unge, vi møder i Budapest,
benægter ikke højredrejningen, men det
falder dem alligevel for brystet konstant
at skulle konfronteres med stereotypen
på det negative image, Ungarn har fået i
Europa. De føler i forvejen, at unge i andre
europæiske lande har flere muligheder,
end de selv har, og synes, det kan være op
ad bakke at mobilisere en kriseramt generation
til at løfte fremtiden i et demokrati,
der stadig er vådt bag ørerne.
Førstegenerationsdemokrati
Vi møder tre unge fra regeringspartiet
Fidesz’ ungdomsparti Fidelitas på en
mondæn bar i hjertet af Budapest.
På den anden side af gaden ligger det
marmorbesøjlede økonomiske fakultet
badet i projektørlys, og med blød jazz
spillende i højtalerne snakker vi om unges
politiske deltagelse i dagens Ungarn.
» Vi er den første generation, som er
vokset op med rigtigt demokrati, siger
Nóra Rónaszéki fra Fidelitas’ bestyrelse
og understreger, at det derfor er vigtigt, at
man er aktiv og tager ansvar. Nóra er 24
år og har været medlem af Fidelitas i 8 år.
Fidelitas har 10.000 medlemmer fordelt
på 300 lokalforeninger rundt omkring i
Ungarn. Gennem ‘bløde initiativer’ som
sommerlejre og diskussionsfora arbejder
Fidelitas for at udbrede troen på demokrati
og det politiske system blandt de unge.
De forholder sig glat til den gængse kritik
af deres moderparti: Demokratiet fungerer
godt, det er stabilt, og vi afholder frie
valg. Økonomien her er anderledes, så vi
kan ikke følge helt den samme vej som
vesteuropæiske økonomier. Antisemitisme
er ikke et problem her. Ungarn er det
eneste land, hvor jøder og andre lever
så frit side om side. Og ja, romaerne bør
integreres – det er et socioøkonomisk og
ikke et racespørgsmål.
Fidelitas mærkesag er udover arbejdsløshed
kampen mod radikalisering.
Radikale ideologier kan ikke repræsentere
demokratiet, kan de blive enige om.
Demokratiet, højt besunget af lyse
ungdomsstemmer, løftes som en fakkel
højt over en mørk, totalitær fortid, som
de unge mener, de har lært af og aldrig vil
vende tilbage til.
’Jeg kan ikke lide Jobbik, men…’
Men det er en udfordring for de unge at
vide, hvad deres ansvar og rolle er, og
hvordan de skal navigere i demokratiet.
Ifølge de politisk engagerede unge er dem,
der står uden for politik, ikke helt bevidste
om, hvilke muligheder demokratiet giver
dem.
» De vil gerne have demokrati, men hvad
de virkelig har brug for, er velfærd, mener
Nóra, som beskylder otte års socialistisk
ledelse for at have gjort unge apatiske:
» Under Orbáns første regeringsperiode
[statsminister fra 1998-2002] var mange
flere engagerede i politik. Nu har folk
mistet troen på det politiske system.
Folk på gaden er ikke længere i stand til
at svare på, hvilken fremtid de egentlig
ønsker sig.
Jobbiks vælgere kendetegnes ved, at de er
unge – og partiets største fremgang findes
også blandt de unge på 18-30 år, hvor ca.
en fjerdedel stemmer på partiet. Fidelitas
bagatelliserer bevægelsens greb i de unge.
» Selvom Jobbik er populær blandt
unge, er Fidesz jo langt det største parti.
Fidesz er partiet for den almindelige,
gennemsnitlige ungarer – ikke for dem, der
foretrækker radikale subkulturer, hævder
Nóra.
Men det virker stadig som om, det
politiske spektrum generelt er godt
justeret til højre. De unge, vi snakker
med, som ikke er politisk aktive, giver alle
udtryk for den samme systemtræthed og
udbredte mistillid til medier og politikere.
Jobbiks popularitet tager de med et
gran salt: De synes, at partiets retorik
er for radikal, men anerkender dem for
at tage nogle tabuer op, f.eks. romaproblematikken.
Således startes mange
sætninger med: ”Jeg kan ikke lide Jobbik,
men...” Som om et eller andet alligevel
vækker genklang. Som om man af mangel
på bedre accepterer Jobbiks racistiske
retorik, fordi det er et parti, der trods alt
skærer igennem.
Ikke tabernes parti
Jobbiks succes bliver typisk affærdiget
af de unge midtersøgende og venstreorienterede
vælgere: De kommer fra det
fattige, uuddannede Østungarn, undviger
de, og henviser tendensen til de ekstreme
højrefløjsgrupper i resten af Europa.
Men Jobbiks vælgerprofil vidner ikke
desto mindre om, at højreradikalismens
betydning nok ikke kan forklejnes og kun
tilskrives underklasse og identitetssøgende
teenagere.
Hvis der nogensinde har eksisteret en
stereotyp på en højrefløjstilhænger,
passer den højreradikale ungdom ikke
på den. Højrefløjen domineres ikke
af højtråbende, vrede og strukturelt
underkuede skinheads, men af ambitiøse
universitetsstuderende. Det viser en
undersøgelse, som Political Capital foretog
på baggrund af en online survey blandt
2.263 af Jobbiks Facebook-fans.
Analysen konkluderer, at partiets bagland
udgøres af relativt veluddannede,
EU-skeptiske, pessimistiske, fordomsfulde
og generelt mistroiske unge.
» Her er det ikke selvindlysende, at unge
kosmopolitter stemmer venstreorienteret,
siger Peter Csigo.
Det er langtfra dem, der står tilbage
som tabere efter landets overgang fra
planøkonomi til kapitalistisk markedsøkonomi,
som drages af højrefløjen – men
snarere dem, som har noget at tabe.
I høj grad middelklassen og de mere