UDDANNELSESPOLITIKKENS FALLIT Anna Vadell Moll må formentligt droppe ud af sit antropologistudie. Hun skyder skylden på den centrale regering i Madrid, som ifølge hende har beordret nedskæringerne i uddannelse. Men hendes reaktion er ikke at engagere sig i den catalanske løsrivelsesbevægelse. Snarere kalder tiden på lokale løsninger, hvor problemerne takles på mikroniveau.
Jeg møder Anna Vadell Moll på en varm dag i juni, hvor det blokerede universitet ligger næsten øde hen. Her hviler den slags ro, som både kan betyde stilhed før stormen og en snigende resignation. Anna har det seneste år været aktivt medlem af studenterbevægelsen, der tog initiativ til at nedlægge undervisningen i foråret som det første institut på Universitat de Barcelona. Det er en vigtig dag for studenterbevægelsen, da universitetsledelsen netop har fremlagt deres forventninger til udviklingen i studieafgifterne. For de studerende er det klart, at der er store ting på spil. Hvis regeringens bebudede nedskæringer på uddannelse gennemføres, vil det betyde for Anna, at hun ikke længere kan læse på universitetet. » Det virker til, at regeringen har valgt at skære i budgetterne for uddannelse, sundhed og socialhjælp, siger Anna. Anna er taget fra Barcelona fra Mallorca, der i lighed med Catalonien har catalansk som officielt sprog. Da Anna tog til Barcelona var det for at genoptage studierne i antropologi, som hun tidligere havde været nødsaget til at droppe, for at tage hjem til Mallorca, hvor hun er opvokset og hendes familie bor. Urimelige besparelser Anna deltog selv i mødet med universitetets ledelse, hvor spareplanerne blev vedtaget, og så ledelsen fremlægge stigninger i de årlige studieafgifter på 50-200%. For en kandidatstuderende betyder det, at et års uddannelse ikke som tidligere vil koste 1885 euros (ca. 14.100 kroner), men op til 6100 euros (ca. 45.750 kroner). Anna fremhæver, at de kommende forandringer ikke er gået ubemærket hen, særligt ikke på det antropologiske institut, hvor hun studerer. » Der har været protester og demonstrationer mod Bologna-processen de seneste 3 år her på universitetet. Men i år har den centrale regering lagt sig fast på at skære i budgetterne til uddannelse. Så vi studerende på antropologi startede en strejke i juni måned i år. Vi bliver nødt til at manifestere vores manglende selvstændighed. Hos universitets ansatte hersker der også stor utilfredshed, fortæller Anna. » På mødet i dag gav ledelsen udtryk for at være modstandere af stigningerne i studieafgifter. De frygter, at det vil betyde færre studerende, siger hun og fortæller, at hun højst sandsynligt selv bliver en del af denne statistik. Idealer i klemme Anna er oprindeligt uddannet socialrådgiver, men forlod faget i modstand mod arbejdsvilkårene. Hun har ikke længere lyst til at vende tilbage til arbejdet i den sociale sektor. I stedet har krisen betydet for Anna, at hun nu vil arbejde socialt uden for det politiske felt. Mens Annas hidtidige politiske virke har været integreret i det særlige forhold mellem region og stat, ønsker hun nu at arbejde på et lokalt mikroniveau. Hun er derfor engageret i en sammenslutning, der dyrker grøntsager i en forladt baggård i Barcelona. For Anna har svaret på krisen været ikke længere at solidarisere med unge spaniere i resten af landet eller med de catalanske separatister; hun vil nu hjælpe med opbygningen af et ultra-lokalt fællesskab, hvor fokus er på selvforsyning og bæredygtighed. » Maden, vi gror i baggården, spises af de aktive dyrkere, men der deles også mad ud til hjemløse i området. Jeg er meget interesseret i forsøg med selvforsynende måder at leve på – jeg tror, det er fremtiden. På et personligt plan har krisen betydet, at vi alle må se vores levevis i øjnene.
Change language