En styrmand i Grønlandsfarten

Nyttige småting fra Grønland i ben og hvalrostand
bragte Jens Gaarn hjem til familien, hvor de indgik i
dagligt brug. Nu ejes de af Jens Gaarns barnebarn,
Frede Bak. T.v. set fra oven: Ostekniv, pren, saltske og
marmeladeske. Th.: Detfjerlignende redskab, oprindelig
en lampepind til en tranlampe, lå sammen med
de tre hæklenåle og prenen i mormoderens sybord.
(Privat foto). Jens Gaarn brought small useful objects
ofbone and walrus tusk home with him from Greenland and
his family used them in the daily household routine. They are
now in thepossession opjens Gaarn 's grandchild, Frede Bak.
Left, from the top: cheese knife, bodkin, salt spoon and
marmelade spoon. Right: a toolresembling afeather; originally
a tamp splint for a train oil lamp, was lying together with
three crochet needles and the bodkin in his grandmother's
sewing table. (Private photo).
hovedindtrykket af Grønlandsfarten vel let
blive, at den ene rejse lignede den anden, at
variationerne i dagligdagen bestod i større
eller mindre ulykkelige hændelser, og at det
hele drejede sig om at komme videre, at
komme hjem.
Virkeligheden har naturligvis været en
anden. Hvis beretningen kunne suppleres
med beskrivelser af samværet om bord, hvis
der havde foreligget dokumenter, som
fortalte om det enkelte besætningsmedlems
oplevelser, ja, så havde beretningen haft liv,
mere liv. Christian Nielsens dagbog gav vel
et fingerpeg i den retning.
At Jens Gaarns Grønlandsrejser var andet
end at sejle, derom fortalte mange småting
fra hans hjem. Han handlede med grønlænderne,
og det købte kom med til Læsø.
Ting og sager som små kajakker, udskåret
narhvaltand, grønlandsk skindbeklædning
og f.eks. edderdunspuder og et barnevognstæppe
af brystfjerene fra edderfuglehan­
26
ner. Mange år efter Jens Gaarns død lå jeg
og senere min bror under et sådant i vores
barnevogn.
De efterladte
Da Jens Gaarn døde, sad hans kone tilbage
med fire små børn. Forsørgeren var borte,
og forsvundet var en meget væsentlig del af
det materielle grundlag for, at de tilbageværende
kunne opretholde livet i deres hidtidige
omgivelser.
Men hjælpen kom. Jens Gaarns kolleger
og den styrelse, han havde tjent i 14 år af sit
alt for korte liv, glemte ikke de efterladte.
Stenen pajens Gaarns grav blev rejst af Den
kongelige grønlandske Handels skibsofficerer,
og selvom Styrelsens regler sagde, at en
enke efter en styrmand ikke var pensionsberettiget,
kunne der dog til trængende
udbetales et årligt beløb i huslejehjælp på
80-100 kr. - så figurerede Ane og hendes fire
børn i mange år i Handelens regnskaber