Bente Borg Sørensen

Vejles travle havn i midten af
1930'eme, da Charles Petersen korn
i lære som skibsmægler.
Fjorddamperen VEJLE er forudgående.
80
~y
P%|F

Bente Borg Sørensen
Skibsmægleren Charles Petersen
»Carolines« mand - Albert Hansen Petersen - så
ikke noget problem i at bolde styr på to skibe,
det krævede blot en god mægler, og det Uavde
Uan fundet i CUarles Petersen, der i foråret 1992
fortalte Holger Munchaus Petersen om mæglerens
og befragterens rolle i spillet om at Uolde
mindre fragtskibe i god fart. Tilstede var desuden
fru Dora Petersen og Bente Borg Sørensen. Fortællingen
er i store træk gengivet som fortalt.
Barndom i Vejle
»Dengang, jeg voksede op i Havnegade, var der
nogleogtyve skibe UjemmeUørende i Vejle. Jeg er
født i 1910. Vores omgangskreds var jo mest skippere
og maskinfolk, mestre fra dampbådene og
sådan nogle. Der boede vi så sammen med den
legendariske kaptajn Knud Madsen med CHAR­
LOTTE - de Uavde en dreng, der Ued JoUan, vi var
jævnaldrende, og så en pige, der var et år ældre.
Vi blev selvfølgelig barndomsvenner.
Når CHARLOTTE var i bavn, så skulle vi jo ned og
lege ombord i skibet, og da vi blev større, så skulle
vi også låne jollen og sejle rundt. Til at begynde
med var der en fangline i forenden, for der
kom jo skibe. Dampbådene sejlede ud og ind, og
vi lå og pjaskede derude i en stor skibsjolle -
sådan et par knægte på 5-6 år -, men det gik nu
meget godt. Når så en af de ber både kom, måtte
vi Uen og Uave fat i fanglinen, og så halede vi ind
til CHARLOTTE, og når så damperen var forbi,
roede vi ud igen. Sådan startede det. Da vi blev
større og fik lært at svømme, så fik vi lov til at få
masten i jollen. Vi kom selvfølgelig også til at gå i
skole sammen, og da vi så Uavde mellemskoleeksamen,
skulle JoUan jo ud og sejle.
Nå, men jeg skulle altså tage realeksamen. Nu
var jeg altså uUeldigvis enebarn. Da jeg så Uavde
taget realeksamen, så viUe jeg jo ud og sejle. Nej,
det kunne der ikke være tale om, så skulle jeg
ikke Uave Uaft realeksamen, så var det jo ikke
nødvendigt. Det var altså sådan, at det var min
mor, der Uavde bukserne på. Min far Uan var
sådan en stille og tålmodig mand. Min mor var
mere - Uvad skal vi sige - sådan mere dynamisk
o.s.v., og det, Uun syntes, det var altså rigtigt. Det
var dengang, at man sådan mere rettede sig efter
sine forældre, og når der nu var så stor modstand,
måtte jeg bøje mig for det. Nå ja, jeg Uar jo Ueller
ikke Uaft nogen grund til at fortryde, at jeg blev
mægler i stedet for at komme ud og sejle. Men det
var altså en skuffelse for mig, at jeg ikke måtte.
Læretid
Men så viste det sig, at Daugaard Kristensen -
der var kun én mægler i Vejle dengang - Uan
kunne bruge en lærling. Så sagde mine forældre:
81

- Søg derned, så får du da noget med skibe at
gøre -. Nå, ja ja, det lugtede da altid lidt af skibe,
ikke? Så kom jeg altså i lære dernede, og der var
jeg i syv år. Jeg kan buske, at jeg var på session -
og det Uar været 1928 - jeg var 18 år dengang.
Det var dengang, man nedrustede og gjorde ved.
Da jeg kom frem, så skulle jeg jo vejes og måles,
og så skulle de også Uøre, Uvad jeg var. Jeg var da
skibsmægler. Jeg lagde jo tryk på skibsmægler.
Nå, ja, jeg regnede så med, at jeg nok var blevet
taget til marinen kasseret!! Så var jeg fanerne
også sur den dag«.
En af havnens piger
Charles blev i 1939 gift med Dora, en af havnens
piger, som Charles udtrykker det. Hun er datter
af Christian Jepsen fra Lindtners Skibsbyggeri,
herom fortæller CUarles:
»Det var jo sådan set i Lindtners tid, at de Uer
jagtbyggede Vejleskibe blev kendt, og dem byggede
han altså mange af. De var meget velsejlende.
Det var dengang, de udelukkende sejlede
med sejl.
Blandt de første, der fik motor i, var CHARLOTTE.
Det var en 40 hestes. Motoren var i og for sig
ikke beregnet til, at de skulle lave Uele rejsen
med den, men kun ud og ind ad fjordene. Ja ellers
brugte de fjorddamperne til at slæbe ind og ud.
Der var ikke mindre end seks, som ellers var
udflugtsbåde om søndagen. Der var jo en bel del
små Uoteller og beværtninger herude ved Vejle
Fjord, bl.a. Munkebjerg, som er bekendt«.
Dora kan derimod fortælle om, Uvordan hun som
barn tumlede rundt og legede på den ikke helt
ufarlige byggeplads. Skrammer og iturevne kjoler
blev ofte resultatet, og noget tyder på, at forbud
ikke satte en stopper for den spændende
leg. Dora lægger også selv vægt på, at Uun Uele
sit liv Uar boet på Uavnen og fulgt med i livet
der.
Befragter i Horsens
Charles fortsætter sin historie: »Så kom jeg op til
Horsens og blev befragter oppe ved mægler Wilhelm
Christian Bech. Der var jeg så til 1945, til
jeg kom herned. Nu kom der jo mange skibe til
Horsens under krigen. Afskibningshavnene for
brunkul var hovedsagelig Vejle og Horsens, en
del fra Kolding og lidt fra Fredericia. Det medførte
ret stor skibstrafik, også på Vejle Havn,
hvor der var et par firmaer, der begyndte at klarere
skibe og sådan noget.
Bestalling i Vejle
Dengang var det Handelstandsforeningen, der
bestemte, Uvor mange mæglere, der måtte være i
Vejle. Man blev altså enige om, at der kunne godt
være to. Derfor skulle en bestalling opslås ledig,
og så kunne man søge den, Uvad jeg jo så gjorde.
Jeg Uar nok været Ueldig, for i de syv år, jeg arbejdede
her i Vejle, kom jeg jo rundt i forskellige
ærinder alle steder. Jeg kendte alle dem, der sad i
bestyrelsen for handelstandsforeningen, og jeg
gjorde selvfølgelig det, som var ganske naturligt,
når jeg indleverede sådan en ansøgning, og jeg
vidste, Uvem der skulle behandle den, så tog jeg
da lige en tur til Vejle og fik talt med de forskellige.
De kendte mig og vidste så nogenlunde,
Uvordan jeg opførte mig. Jeg var så Ueldig, at jeg
fik autorisationen.
Så skulle jeg jo begynde Uer i Vejle. Og det kan
jeg godt sige, det var et Uårdt arbejde. Sådan en
nybegynder ved siden af en, der har siddet i 30 år
alene og faktisk har alle forbindelser og alting -
og så kommer man udefra. Men dengang var det
den store danske småskibsflåde, som kom mest,
og jeg kendte jo alle skippere. De Uavde allesammen
været i Horsens og laste brunkul, og da jeg
var befragter deroppe, så Uavde jeg jo med lasteri
at gøre. Bagefter, når de var lastet, så skulle man
finde ud af, Uvor meget der var i dem og alt sådan
noget. Det var mig, der ordnede det dengang, så

mig kendte de jo allesammen. Det var nok også
et plus. Sådan var det i starten.
Skibe
Så kom Albert Petersen. Han var den første, jeg
fik fast med at gøre. Han kom ind på mit kontor,
ja, jeg kendte altså mærkværdigvis ikke Albert
Petersen, men han sagde det, som det var, at nu
havde han jo eget skib og sådan og sådan, og om
jeg kunne tænke mig at slutte ham fast, som det
hed dengang, altså at være fast befragter for ham.
Ja, det kunne jeg da i høj grad. Det var med
SVANEN.
Befragtningen foregik i samråd med Albert. Vi
talte sammen i telefon, når han var i havn. Jeg var
ikke egenmægtig. Jeg sluttede faktisk ikke noget
definitivt, før vi lige Uavde talt sammen.
Så var der TUomsen med ANNA WILLY. Han var
lidt ældre end jeg, men vi Uavde kendt Uinanden
fra Uan var ganske ung, og Uan blev ved med at
være UjemmeUørende i Horsens. Han Uavde en
lejligUed i Horsens, som jeg også Uavde skaffet
Uam, dengang jeg var oppe ved BecU. Men så
flyttede Uan alligevel med sin befragtning ned til
mig. Ja, så gik det sådan efterbånden, at så kom
de jo dryssende.
Jeg Uavde også IBÆK. Han var UjemmeUørende
Uer. Anker Kjeldsen købte i 1956 et skib af S. P.
CUristensen, der hed SYLFE. Den købte han altså
og omdøbte til IBÆK. Med Uam kom vi til at sejle
sten fra Øland. Jeg kom i forbindelse med den
83
Blandt andre var Charles Petersen
befragter for M/S IBÆK (II) af
Vejle, der her ligger i Københavns
havn uden for Redhavnen.
Skibet var bygget i Martenshoek
1910, oprindelig på 83 brt, men
forlænget og fik en størrelse på 123
brt, 1957 købt til Egernsund som
PETERNA og 1964 til Vejle hvor det
fik navnet IBÆK efter sin forgænger
af træ. 1976 solgt til Holland.
Foto: HMP.

grosserer, der Uavde al importen til Danmark -
alt, Uvad der gik af sten fra Øland til Danmark,
det sluttede jeg for Uam. Jeg fik også fat i en, der
Ued ANNE MARIE af Aarø. Den og så IBÆK, de
sejlede sten lige så længe, de kunne for is. Det var
til Vedbæk, Købenbavn, Vejle og Virksund oppe
på Limfjorden, det var derfra, vi sejlede med
moler. IBÆK var jo et træskib. De er runde i bunden,
og når man nu skal stable sådan nogle stenplader
op, så er det mere praktisk med en flad
bund. Så solgte han altså IBÆK og købte en
Egernsunder, der hed PETERNA. Det var et jernskib,
og det var fladt i bunden, og det brugte vi så
til Ølandsten. Det var nu sådan set en skam, for
et skib bygget af træ det var et bedre skib at
komme frem med i dårligt vejr og sådan noget,
end som et jernskib var. Men sådan kan man
jo disponere forkert. Men så kom Kalmarsundbroen,
og så var det sket med sejladsen der. Lastbilerne,
de kørte over og købte et læs sten, og så
kørte de rundt her og solgte dem til stenhuggerne.
Så hørte den sejlads op, det er jo klart.
Da jeg havde flest, havde jeg 11 skibe. Foruden
de mindre skibe havde jeg en, der hed KIRSTEN
FRANK, det var en 399'er og SANNE STENHOJ, en
399'er, og så havde vi DAGMAR STENHOJ, det var
en 499'er, INGE FRANK en 499'er og HELLE
FRANK, også en 499'er, så der var fem ret store
skibe - noget større end Carolinerne eller dem,
vi ellers opererede med«.
Alberts skibe
Det er imidlertid Alberts skibe, der har en særlig
plads i fortællingen.
CAROLINE
»Jeg Uusker endnu CAROLINE'S første rejse. Det
var selvfølgelig fra Marstal til Vejle for at præsentere
skibet. Den første last Uan fik var en last
Uvede. Det var altså tungt korn fra Vejle Damp­
84
mølle. Og det var, kan vi sige, sådan set meget
Ueldigt. Man Uavde jo ikke Uaft en last før i de
skibe, og Uvad kunne de egentlig laste? Det skulle,
så vidt jeg Uusker, på de internationale lastemærker,
laste 210 tons, men når man sejlede i
Ujemlige farvande, så Uavde man jo det Uer med
15 cm fribord. Det viste sig så, at med 15 cm fribord,
da kunne CAROLINE laste 240 tons korn.
Det var jo en ekstra opmuntring for alle dem, der
Uavde planlagt at lave de skibe«.
DORA
Ved ihvertfald en enkelt lejligUed var det fru
Dora, der var Uovedperson. Alberts nye skib fra
1954 blev opkaldt efter Uende og Uun var selv
gudmor til Alberts skib af samme navn, men det
er Charles, der fortæller om søsætningen:
»Det var jo noget af en stor begivenhed, når der
skulle søsættes et skib nede på værftet i Marstal.
Det var sådan, at skolebørnene fik fri. Det var
som regel om formiddagen, så kunne de komme
ned og se. Der var bygget en pavillon op ved
stævnen og hængt et stykke stof eller presenning
over navnet, og så skulle gudmoderen døbe skibet.
Der bang en flaske cUampagne, og den var sådan
ombundet med strimler i rødt og hvidt og så en
kvast forneden til at holde i. De slog klodserne
fra, og så var det Uge før den sidste klods, og skibet
skulle begynde at glide, at gudmoderen skulle
kaste flasken, og den skulle Uelst gå i stykker.
Når det skete, så svingede den Uer flaske jo tilbage,
således at dem, der stod på pavillonen blev
overøst med champagne. Når så skibet løb, råbte
vi hurra, og alle skolebørnene ikke mindre. Der
var bundet svære kæder i skibet Uele vejen ud,
for at bremse det op. Det tog jo fart på, når det
løb ud, for alting var smurt ind, så det kunne glide.
Jo, det var jo meget højtideligt. Bagefter var
der frokost, og så skulle vi med færgen klokken
fire. Til minde om begivenUeden modtog Dora et
sølvfad, der idelig skal pudses«.

ROSENVOLD og JANE
»Foruden de to Carolinere Uavde vi ROSENVOLD,
der blev bygget i Marstal 1958. Den blev forlænget
på Alberts eget værft i Aabenraa, så den
lastede derop omkring små 500 tons. Men den
byttede Albert med Carolineren JANTO, der så fik
navnet JANE, mens ROSENVOLD blev til JANTO.
Løse og faste fragter
Med overskud af tonnage så falder fragterne, det
sker altid. Omvendt, når der er mangel tonnage,
så kan vi være lidt frække og sige, at vi vil sgu
Uave det og det for det, ellers kan I rende os i
nakken. Men det er jo sådan med bølger, det går
op og ned. Lige efter at Carolinerne kom frem,
85
M/S CAROLINE ribbet for alt
overflødigt laste- og lossegrej,
som der ikke var behov for,
efter at den var kommet i fart på
Frederiksværk.
HMP's Samling.

da havde vi nogle knaldgode fragter. Det gik virkelig
godt et langt stykke tid. De var nemme at
beskæftige. Det var gode, Uandy skibe, og de var
velsejlende. Det var virkelig skibe, der kunne yde
det, de var beregnet på.
Trælast
Til at begynde med sejlede vi meget trælast. Det
var en af Alberts hobby'er, det at sejle med træ
om sommeren. Carolinerne lastede 70 stander
(standard) træ med fuld dækslast. Nu kunne de
bære en ret stor dækslast. De var konstrueret
med et godt stort dæk, for de havde ikke masten i
midten. De havde en mast på hver ende af lugen,
så de havde winscher (spil) i hver ende og så et
frit stort dæk at stuve træ på. Derfor sejlede vi
meget med træ i sommertiden, ja så snart isen var
væk. Og så alt muligt andet som kul, briketter,
kali, korn, og Uvad der var.
Sten
Nu kunne Albert jo godt lide at Uave noget fast
at sejle med, og så kom vi altså i forbindelse med
- jeg tror Uan dengang var formand for Sejlskibsrederiforeningen
for mindre Skibe - Uan skulle
arrangere noget med sejlads af sten fra Lysekil til
TUyborøn og Agger. Det var affaldsprodukter,
kan man sige, ovre fra stenbruddene i Lysekil. De
blev sejlet over til Vestkysten, hvor vandbygningsvæsenet
brugte dem til høfder. Man brugte,
så vidt jeg ved, ca. 1000 tons pr. meter af de der
sten. Det bevirkede så, at vi i adskillige år sejlede
sten med CAROLINE om sommeren. Også DORA
sejlede sten.
Roer
Så kom vinterperioden. Der skete det, at de svenske
sukkerfabrikker arrangerede sig med nogle
danske avlere. De kunne ikke avle sukkerroer
86
nok i Sverige, så avlede de dem Uer. Man tegnede
kontrakt med et antal landmænd om at leje så og
så mange tønder land. De fik frø medsendt fra
Sverige. Så regnede svenskerne selvfølgelig ud,
Uvor mange tons roer, der kunne avles pr. Uektar
- det Uavde de erfaring for. Men så skulle de jo
også Uave de Uer roer sejlet over. De ville Uave et
antal skibe at disponere over. Det løse marked
var sådan dengang, at de bedste fragter fik vi om
efteråret. Hvert forår kom de og ville slutte sukkerroer.
Det var en dansk mægler, der ordnede al
befragtningen. Han hed Torp i Randers. Firmaet
hed Adolph Andersens Efterfølger og eksisterer
stadigvæk, men ikke med Torp som chef.
Så kom han jo, om vi ville sejle sukkerroer. Ja, det
kunne vi jo godt. Nå ja, Uvad vi skulle Uave i fragt.
JaU, så kalkulerede man jo og regnede også med,
at i efteråret skulle man have en ret god fragt. Og
så kom vi ind i nogle svære forhandlinger, for sukkerfabrikkerne
ville selvfølgelig have deres roer
sejlet så billigt som muligt. Det er der jo ikke
noget at sige til. Og når jeg/vi nu forbandlede, så
jamrede Uan oppe i Randers, at det er alt for
dyrt, og at han kunne sejle billigere. Så sagde jeg:
- Jamen Herregud, så bliver vi jo også nødt til
det, Uvis andre skibe gør det. Men lad os så vente
med at slutte det til efteråret, så ser vi, hvordan
markedet er, og så slutter vi«. Ja, men næh, han
ville slutte med det samme, for Uan ville være sikker
på at Uave skibe. - Ærlig talt, sagde jeg, - du
kan da ikke forlange, at vi skal sidde Uer i februar,
marts måned og lave en forretning, som vi
straks kan se, er dårlig. Den kan jeg da lave, når
tiden er inde. Jeg behøver da ikke at lave den tre
til fire måneder før. - Nå ja, men så endte det
med, at vi fik dem sådan jævnt godt betalt. Det
kunne vi godt være tjent med. Vi var som regel
færdig omkring den 1. december. Kampagnen
sluttede så ved juletid. Det var noget strengt svineri
med alle de roer, fordi de blev jo gravet lige
op af marken og smidt ned i skibet, så de lagde
flere tons møg, der skulle smides ud af skibet
efter hver last, de havde haft. Men det var nu

godt nok. Så var der kun lige et kort interval,
Uvor vi var ude i fri fart, inden vi kunne begynde
på stenene igen.
DFDS
Senere skete der det, at jeg kom i forbindelse
med DFDS. De manglede sådan en som DORA,
og det var jo meget bedre. TimecUarter, det lovede
godt. Så blev Albert og jeg enige om at sejle
for Det Forenede. Vi sejlede først på Gøteborg
og senere på Stettinerruten.
Jern og skrot
Da vi også gerne ville Uave noget fast fart til
CAROLINE, var Frederiksværk så småt begyndt at
komme mere i gang. De skulle Uave en Uel del
skrot sejlet fra provinsUavnene til Frederiksværk.
Jeg kom i forbindelse med Vagn Nielsen. Vi
begyndte med CAROLINE. Det viste sig, at det var
slet ikke så dårligt at sejle på Frederiksværk.
Skrot var jo en ubebagelig last, men på den
anden side, så var det sådan, at vi i begyndelsen,
næsten i de fleste tilfælde, kunne regne med en
udgående last. Man fik altså jern i stænger, jernrør
o.s.v. med rundt til de forskellige provinshavne
og så gammelt jern tilbage igen, så man Uavde
last begge veje, og det var jo slet ikke så dårlig en
fragt. EfterUånden udviklede det sig desværre
sådan, at Carolinerne blev for små.
Bl.a. på Lindø byggede de tankskibe, og de blev
større og større de her skibe. De begyndte jo med
nogle på 30-40.000 tons, og så efterhånden blev
de største på 335.000 tons. Pladerne blev større,
og så blev lugerne på Carolinerne for små. Det
var noget af grunden til, at en Uel del af dem blev
forlænget. For DORA'S vedkommende for at kunne
tage de længere og lidt større plader. CARO­
LINE blev faktisk i Frederiksværkfarten Uele
tiden.
Carolinerne var praktiske skibe at Uave med at
gøre. De Uavde jo en dejlig stor luge, der spændte
over næsten Uele lastrummet. Det medførte, at
når man vidste, at det var en Caroliner, og det var
en vare, der f.eks. skulle lempes eller noget, så var
der så godt som ingen lempning i en Caroliner -
det var da lige at skovle lidt korn ned i enderne
og ud i siderne.
Jernrør
Med DORA Uavde vi et år, Uvor vi sejlede et antal
jernrør til Oslo. Det var meget sjovt, fordi disse
Uer rør Uavde en bestemt dimension. Når man nu
g7
DORA, pæn og velholdt med
omhyggeligt skalkede luger på vej
til Polen med stykgods for DFDS.
Foto: HMP.

lægger sådan et rør ned i et bundlag, og så lægger
et rør ovenpå, der ligger ned i nullet, Uvor mange
rør kan man så tage? Vi måtte også godt Uave
dækslast. Det var Uelt godt betalt, men det
afbang af, Uvor mange rør vi nu kunne tage ned.
Vi vidste, Uvad Uvert rør vejede og kendte målene
på dem.
Nu boede vi dengang nede i byen, hvor der var
en entreprenør- og ingeniørforretning, der havde
kontor i stuen. Så gik jeg ned til en af de her
ingeniører. Jeg havde jo tegninger med af DORA
med mål på, og så sagde jeg, at jeg skulle laste de
her rør, og forklarede ham, hvad jeg mente med,
at de synker ned. - Hvor mange lag rør kan jeg
tage op til lugen, hvor højt må vi komme med
dækslasten og hvor mange kan jeg så tage? - Og
det sad han og regnede ud for mig - fint! Det var
ikke noget problem for en ingeniør. Jo, vi havde
det problem, at der midtvejs henne var nogle
støtter ude langs kanten ved lugerne op til dækket,
altså for at stive dækket af. Der kunne vi jo
ikke have rør ind til siden på de steder, så hvordan
kunne det passe med målene og sådan
noget? Men det regnede han sgu fint ud. Så sluttede
vi den, og sejlede så de der laster rør op. Det
blev en god forretning!
Uden for stregen
Det var i 1951, at vi fik CAROLINE, så det har
været i 1952, at man fik nogle fantastisk gode
fragter på trælast fra Sverige, Finland, den Botniske
Bugt og ud i den Engelske Kanal til forskellige
Uavne derude. Der sluttede jeg så, selvfølgelig
i samråd med Albert, CAROLINE med en
ladning træ til Le Havre, og der måtte Albert jo
ikke sejle ud med den eksamen, Uan Uavde. Det
var ikke tilladt dengang. Men da Uavde vi så en
flagskipper med. Det var kaptajn CUristensen fra
Strib. Han havde haft sådan en 150-tonner og
havde lagt op. Så havde vi jo fat i ham, om han
kunne tænke sig og tage med på sådan en tur.
Han skulle i og for sig ikke lave noget, men vi
88
skuUe bruge hans skibsførerbevis, så han var med
i Le Havre. Han tog det jo nærmest som en sommerferietur.
Nu kan jeg altså ikke huske, hvad
han fik for det, men der var i hvert fald penge
nok til at lønne en skipper, hvis det skulle være, i
den fragt der. Jeg tror nok, vi fik last fra Antwerpen
her hjem til Danmark igen.
Men det var så også den eneste gang, vi har været
ude, og det var egentUg meget sjovt. Det kunne
jo ske, at man kunne komme udenfor, men det
har vi ellers ikke været. Jeg tror heller ikke med
DORA. Så kom ROSENVOLD, men det var jo en
249'er. Der skulle være skipper på, så det gik jo
mere af sig selv«.
Mæglerens vilkår
Fragtnævnet.
Under og efter krigen syntes småskibene, at de
var blevet dårligt bebandlet. Dels Uavde de en
illoyal konkurrence fra Statsbanernes side, og
dels fastsatte Fragtnævnet i sin tid fragtraterne.
Når vi for vort vedkommende som mæglere Uavde
arrangeret og fået sluttet en last, så skulle vi
ind til Fragtnævnet og Uave den approberet for at
få tilladelse til at sejle den. Det kunne være, at
Fragtnævnet Uavde en anden last, der skulle sejles,
så skulle vi sejle den og til en betaling, som
Fragtnævnet fastsatte. Den fragt var altså ikke tilstrækkelig
til, at der blev noget tU at holde skibene
vedlige for.
Konkurrence fra lastbiler
I tiden før Farøbroen kom, gik der en masse
kornlaster fra Lolland og Falster til København,
bl.a. til Carlsberg og Tuborg, og de faldt jo væk.
Lastbilerne er det lidt vanskeUgt for skibsfarten
at konkurrere med på de indenrigs områder, fordi
man i havnene betaler havnepenge for skibet,
og så betaler man noget, der hedder vareafgift.
Den for varen ligger vel efterhånden snart oppe i
nærheden af et par kroner pr. tons. Når man så
har et par kroner pr. tons i den ene ende og i den

anden ende også, så bliver der jo en prisforskel
på op til fire kr. pr. tons, og så er det altså, at
bilerne kan komme ind og konkurrere. Vi kan
bare se herude ved dampmøllen, alt det korn, de
får f.eks. fra Sønderjylland, det bliver kørt op i
biler - en Uel del også ovre fra Fyn. Men det, de
får nede fra Lolland og Falster til dampmøllen
Uer, det går stadigvæk - sammen med en del fra
Sjælland - med småskibe.
»De boldt længe ved med de Uer træskibe og de
små på en halvanden hundrede tons og derunder.
De blev ved med at tage imod dem ude på møllen.
Det var bl.a. fordi, at når de var under 150
tons, så måtte de selv stuve og lempe, men når de
var over 150 tons, så skuUe der havnearbejdere
på. Og da møllen havde både elevator og suger
og satte begge dele ned, så var der altså ikke
noget videre at lave. Så stak de ham sugemanden
25 kr., og så fik man lige hjørnerne med. På den
måde var der noget til dem at lave. De sejlede
meget korn, de sidste. Men nu er det jo ovre -
der er vel ingen skibe under 150 tons i dag?
Københavnerbåden
I gamle dage havde vi jo damperne. På Vejle gik
KOLDINGHUS og i Horsens - det var før krigen og
under krigen - havde vi YDUN. De sejlede to gange
om ugen med passagerer og alt muligt.
Så fik vi RIBERHUS, da den blev moderniseret.
Den kom to gange om ugen. Den var indrettet til
paller og alt det der. Det skulle gå Uurtigt for at
spare arbejdskraft. RIBERHUS kunne tage 12 passagerer
eller sådan noget i dagtiden, og det var
det eneste, de kunne tage.
Men den tog ikke noget fra småskibene, nej. Den
sejlede med øl og alt muligt andet, som man var
vant til at sende med damperen, samt pakker
og det, vi kalder stykgods. De sejlede ikke med
styrtegods og al den slags. De Uavde jo også
været der Uele tiden, så det var ikke nogen mærkbar
gene for småskibene.
Omlastning fra store skibe
- konkurrence mellem østjyske havne
Lige efter krigen, hvor alle lagre var tømte, var
der et kontrolfirma, der Ued DaUl Hansen i
København. De forestod fordelingen fra de store
skibe. Nu der kom sådan en fyr til Årbus og lossede
8.000 tons, det var jo et stort skib dengang,
så blev det fordelt med 100 og 300 tons her og
200 tons der. De små skibe lastede altså langs
siden, og på den måde blev det fordelt. Vi fik
selvfølgelig også nogle af de store foderstofbåde
til Vejle, og der skete det samme. Fra Vejle havde
vi måske en to tU tre omladninger, hvor de samtidig
med at skibet lossede til land, så lå småskibene
på ydersiden, og så styrtede man over til dem.
Men så skete der jo det, at skibene blev for store
og for dyre, og dels havde vi ikke vand nok i havnen,
og dels så havde de ikke tid. I dag er der slet
ikke noget af den slags. Korn, der kommer fra
feks. Australien og sådan nogle steder, bliver
omladet i Antwerpen, Rotterdam, Hamborg og
rundt omkring, Uvor det nu kan være. Så det der
med de store skibes tid i Vejle, det er forbi.
Sparsommelighed
Skibsreder Jespergaard kom jeg til at kende lidt.
Han var interesseret, da de byggede CAROLINE,
fordi han skulle Uave den næste. Han var med til
stabelafløbning, og han var med på prøvefart.
Det var mit indtryk af ham, at han var af den
sparsommelige type. Jeg tror nok, at Uans kone
sejlede med i starten, også for at økonomisere
med kostpengene.
Senere - det kommer så at sige ikke det Uer ved
- i de større coastere, som jeg fik med at gøre, der
blev kostpengene temmelig dyre, men det var
med kok ombord. Det var jo det her med, at der
skal være otte slags pålæg på bordet. Så bliver
der sat otte slags pålæg på bordet, og de spiser
lidt af det Uele, og så er der levnet lige så meget
til. Så kommer bakken op til kokken og så, ud
over siden! Derimod, når det er en Uusmor, der
89

er med, så bliver der også lavet biksemad af det,
der sidder inde ved benet og alt det der. Der ligger
penge at spare, for jeg vil sige - men det er
altså mig privat - det er ikke det, mandskabet får
at spise, der koster pengene, det er fanerne det,
der bliver smidt ud over siden.
af i vores skibe, det skal vi Uave betalt af på vores
gæld, eller også skal vi Uave pengene i banken,
eller også skal vi Uave investeret dem i noget
andet fornuftigt. Men pengene skulle være i
bebold, for Skattevæsenet skal jo Uave det Ualve
af dem, når den tid kommer«.
Kommanditselskaber - afskrivninger Sammenhold på havnen
Afskrivningerne begyndte i og for sig med Carolinerne.
De måtte jo skrive af, men det tog vel
navnUg fart, skal vi sige i 60'erne, med de afskrivningsregler
og med at udnytte det der i kommanditselskaber.
Der var bl.a. Uam der Henriksen
(Per Henriksen, Mercandia). Han var en af dem i
hvert fald. Og der var flere, der var også nogle i
provinsen. Men jeg har aldrig haft noget at gøre
med de der kommandithistorier.
Der var jo det uheldige ved det med disse her
afskrivningsregler, at de blev opreklameret, og
folk som iøvrigt ikke havde spor interesse i skibsfart,
de havde interesse i afskrivninger. De investerede
for at skrive af, ikke for at støtte den danske
skibsfart. De har selvfølgelig andre indtægter,
så de er forUoldsvis ligeglade, om det giver overskud
eller ej, bare de Uar afskrivningerne. Og så
bliver der bygget alt for mange af de skibe, der
bliver overskud af dem ovenikøbet, og så er den
jo gal for disse mennesker. Her kommer så nemesis,
for så har de taget alle afskrivningerne, og
så bliver skibet solgt, og så kommer Skattevæsenet
og siger tak!!
Det med afskrivningerne, det var jo ikke penge,
man fik forærende, det var penge man fik udskudt.
Man skulle senere betale skat. Det fremgår
jo ikke altid af annoncerne. Invester 100.000,
indbetal 5.000 i år og skriv 20.000 af, ikke sandt -
så huh hej, den er jo fa'me fin!!
Men se, de folk, der skulle leve af det, af at drive
skibsfart, de kunne ikke være interesseret i den
slags afskrivninger. Albert sagde, at det, vi skriver
90
Selvom Charles Petersen ikke længere er aktiv,
har han mange erfaringer at øse af og har meninger
om søfartens forhold:
»Jeg havde med en at gøre, der hed AINO. Det
var en logger, det var et stort skib dengang, den
var på 200 tons. Lige efter krigen, jeg tror, at det
var fra Lykkeberg, sejlede han til Island og fiskede
sild. De løb ind til norsk havn og fik garn,
fiskere, tønder, krydderier, salt o.s.v. med, og så gik
de op til Island. Her fiskede de norske fiskere, og
så blev det saltet ned og gjort til kryddersild, saltsild
o.s.v. Nede i skibshandlerens kælder blev der
stillet to tønder op. Det gjorde der hver vinter, en
med saltsild og en med kryddersild. Så sagde han:
- Når I mangler en sild, kan I bare gå ned og tage
en, værsgo! -. Han var god, skipperen der.
Han sejlede også en del på Polen. Lige efter krigen
havde de så meget i Polen, som man ikke
havde andre steder. Til gengæld havde vi jo
noget, de ikke havde. Så kan jeg huske, at AINO
kom hjem, og jeg kom ned ombord. - Ved du
hvad - sagde han, - jeg har en sæk kaffe stående
her, som jeg har købt dernede, den skal vi lige
have klareret. - Jamen det er i orden, det skal jeg
nok ordne. - Jeg fortoldede jo den her sæk kaffe,
og så blev den stillet op nede ved skibshandleren.
Så sagde han - Nu regner du lige ud, Uvor meget
det bliver pr. kilo med told og udgifter, og så kan
I bare gå ned og bente - det var jo rationeret
dengang - og lige gå over til skibsUandleren og få
det vejet og så betale det der pr. kilo. - Det var jo
alletiders. Nu var det rå bønner, men min kone
fik nu en aftale med købmanden, at så og så

mange bønner gav så og så meget kaffe. Der
tænkte skipperen jo på vi andre, der gik i land og
ikke kunne få noget. Jo, han var god nok. Men
han minesprængte altså senere«.
Forholdet mellem mæglere og toldvæsenet var
fint, det var jo nærmest toldbetjentene og assistenterne,
der havde havne tjenesten.
»Jeg kan huske engang, jeg var kommet ned til
AINO, og da var han kommet ind med en last kul
fra Polen. Så bringer han op, at han har fået nogle
håndklæder dernede, og de var jo ikke til at skaffe
herhjemme, og så siger han til mig - Vil du
ikke have et håndklæde med hjem? -. Jo, det vil
jeg da gerne. Nå, jamen så ruller jeg det her
håndklæde sammen, og det stopper jeg så ind
under frakken. Så går jeg jo i land. Nu er det
mørkt og med lys langs kajen, så kommer jeg
under en lygte, og så ser jeg godt en af toldassistenterne,
han kommer hen imod mig, og så lige
pludselig svinger Uan og går over til blodfoderfabrikken,
og jeg fortsætter ligeud. Så tænker jeg:
Næh! Og næste dag ringede jeg så til ham og sagde
- Jeg så godt den manøvre der ude på havnen,
og det var sgu også pænt af dig, men jeg vil nu
lige sige til dig, at det, jeg Uavde under frakken,
det var et Uåndklæde, det var, Uvad det var -. - Ja,
det er godt med dig, - sagde Uan. - Men det var
det altså.
Men vi fik en JoUannes Nielsen. Det var en krakiler.
Han vidste sgu godt, at når småskibene
kom ind, så skulle de Uave noget med Ujem. Så
stillede Uan sig an, når de skulle hjem, og lurede,
og når de så kom med deres pakke vasketøj, så
sagde han - Må jeg lige se i vasketøjet. - Værsgo!
Op og betale bøde. Og det var jo ikke særlig
populært.
Jo, men ellers må jeg sige, de var flinke. Der var
SundaUl og Bønneland, og der var forøvrigt en
tolder, der Ued CUarles Petersen også, men det
var nu med d - Pedersen. Han var nu også en
flink fyr, Uan Uavde været Uovmester forøvrigt.
Og så fik vi en, der Ued Kristiansen. Han Uavde
været mæglerelev og var kommet ind til Toldvæsenet.
Han var også flink. Vi havde en vældig
god omgang med de mennesker.
Principper
Nej, for ellers så vil jeg jo nok sige, at det er
noget, jeg for min part altid Uar Uoldt fingrene
fra, det der med at smugle altså. Dora var så gal,
for når vi var i Tyskland f.eks., så ville Uun Uave
en flaske brændevin med Ujem. Jeg sagde - Nul!
Altså, der står skibsmægler i mit pas, og jeg vil
ikke på nogen måde tages i smugling, overhovedet
ikke. Altså, det en flaske brændevin koster,
det kan vi købe os fra, men Uvis jeg bliver taget
med en flaske brændevin i lommen, og jeg skal
stille oppe på toldkontoret, Uver gang jeg er en
tur på havnen, det vil da være en ydmygelse af
rang og en gene i høj grad, og også det at der
bliver en vis mistro imellem Toldvæsenet og os, så
det vil jeg sgu ikke, nej! -.
i>- i - " i 4-1 'rir
91
Sydsiden af Vejle havn i
begyndelsen af 1950'erne
fotograferet fra Toldkammerets
tårn. Undtagelsesvis havde
havnen tre DFDS anløb en af
middelhav sbådene,
en Amerikabåd og RIBERHUS.