Bente Borg Sørensen

maritime.museum.dk

Bente Borg Sørensen

Vejles travle havn i midten af

1930'eme, da Charles Petersen korn

i lære som skibsmægler.

Fjorddamperen VEJLE er forudgående.

80

~y

P%|F


Bente Borg Sørensen

Skibsmægleren Charles Petersen

»Carolines« mand - Albert Hansen Petersen - så

ikke noget problem i at bolde styr på to skibe,

det krævede blot en god mægler, og det Uavde

Uan fundet i CUarles Petersen, der i foråret 1992

fortalte Holger Munchaus Petersen om mæglerens

og befragterens rolle i spillet om at Uolde

mindre fragtskibe i god fart. Tilstede var desuden

fru Dora Petersen og Bente Borg Sørensen. Fortællingen

er i store træk gengivet som fortalt.

Barndom i Vejle

»Dengang, jeg voksede op i Havnegade, var der

nogleogtyve skibe UjemmeUørende i Vejle. Jeg er

født i 1910. Vores omgangskreds var jo mest skippere

og maskinfolk, mestre fra dampbådene og

sådan nogle. Der boede vi så sammen med den

legendariske kaptajn Knud Madsen med CHAR­

LOTTE - de Uavde en dreng, der Ued JoUan, vi var

jævnaldrende, og så en pige, der var et år ældre.

Vi blev selvfølgelig barndomsvenner.

Når CHARLOTTE var i bavn, så skulle vi jo ned og

lege ombord i skibet, og da vi blev større, så skulle

vi også låne jollen og sejle rundt. Til at begynde

med var der en fangline i forenden, for der

kom jo skibe. Dampbådene sejlede ud og ind, og

vi lå og pjaskede derude i en stor skibsjolle -

sådan et par knægte på 5-6 år -, men det gik nu

meget godt. Når så en af de ber både kom, måtte

vi Uen og Uave fat i fanglinen, og så halede vi ind

til CHARLOTTE, og når så damperen var forbi,

roede vi ud igen. Sådan startede det. Da vi blev

større og fik lært at svømme, så fik vi lov til at få

masten i jollen. Vi kom selvfølgelig også til at gå i

skole sammen, og da vi så Uavde mellemskoleeksamen,

skulle JoUan jo ud og sejle.

Nå, men jeg skulle altså tage realeksamen. Nu

var jeg altså uUeldigvis enebarn. Da jeg så Uavde

taget realeksamen, så viUe jeg jo ud og sejle. Nej,

det kunne der ikke være tale om, så skulle jeg

ikke Uave Uaft realeksamen, så var det jo ikke

nødvendigt. Det var altså sådan, at det var min

mor, der Uavde bukserne på. Min far Uan var

sådan en stille og tålmodig mand. Min mor var

mere - Uvad skal vi sige - sådan mere dynamisk

o.s.v., og det, Uun syntes, det var altså rigtigt. Det

var dengang, at man sådan mere rettede sig efter

sine forældre, og når der nu var så stor modstand,

måtte jeg bøje mig for det. Nå ja, jeg Uar jo Ueller

ikke Uaft nogen grund til at fortryde, at jeg blev

mægler i stedet for at komme ud og sejle. Men det

var altså en skuffelse for mig, at jeg ikke måtte.

Læretid

Men så viste det sig, at Daugaard Kristensen -

der var kun én mægler i Vejle dengang - Uan

kunne bruge en lærling. Så sagde mine forældre:

81


- Søg derned, så får du da noget med skibe at

gøre -. Nå, ja ja, det lugtede da altid lidt af skibe,

ikke? Så kom jeg altså i lære dernede, og der var

jeg i syv år. Jeg kan buske, at jeg var på session -

og det Uar været 1928 - jeg var 18 år dengang.

Det var dengang, man nedrustede og gjorde ved.

Da jeg kom frem, så skulle jeg jo vejes og måles,

og så skulle de også Uøre, Uvad jeg var. Jeg var da

skibsmægler. Jeg lagde jo tryk på skibsmægler.

Nå, ja, jeg regnede så med, at jeg nok var blevet

taget til marinen kasseret!! Så var jeg fanerne

også sur den dag«.

En af havnens piger

Charles blev i 1939 gift med Dora, en af havnens

piger, som Charles udtrykker det. Hun er datter

af Christian Jepsen fra Lindtners Skibsbyggeri,

herom fortæller CUarles:

»Det var jo sådan set i Lindtners tid, at de Uer

jagtbyggede Vejleskibe blev kendt, og dem byggede

han altså mange af. De var meget velsejlende.

Det var dengang, de udelukkende sejlede

med sejl.

Blandt de første, der fik motor i, var CHARLOTTE.

Det var en 40 hestes. Motoren var i og for sig

ikke beregnet til, at de skulle lave Uele rejsen

med den, men kun ud og ind ad fjordene. Ja ellers

brugte de fjorddamperne til at slæbe ind og ud.

Der var ikke mindre end seks, som ellers var

udflugtsbåde om søndagen. Der var jo en bel del

små Uoteller og beværtninger herude ved Vejle

Fjord, bl.a. Munkebjerg, som er bekendt«.

Dora kan derimod fortælle om, Uvordan hun som

barn tumlede rundt og legede på den ikke helt

ufarlige byggeplads. Skrammer og iturevne kjoler

blev ofte resultatet, og noget tyder på, at forbud

ikke satte en stopper for den spændende

leg. Dora lægger også selv vægt på, at Uun Uele

sit liv Uar boet på Uavnen og fulgt med i livet

der.

Befragter i Horsens

Charles fortsætter sin historie: »Så kom jeg op til

Horsens og blev befragter oppe ved mægler Wilhelm

Christian Bech. Der var jeg så til 1945, til

jeg kom herned. Nu kom der jo mange skibe til

Horsens under krigen. Afskibningshavnene for

brunkul var hovedsagelig Vejle og Horsens, en

del fra Kolding og lidt fra Fredericia. Det medførte

ret stor skibstrafik, også på Vejle Havn,

hvor der var et par firmaer, der begyndte at klarere

skibe og sådan noget.

Bestalling i Vejle

Dengang var det Handelstandsforeningen, der

bestemte, Uvor mange mæglere, der måtte være i

Vejle. Man blev altså enige om, at der kunne godt

være to. Derfor skulle en bestalling opslås ledig,

og så kunne man søge den, Uvad jeg jo så gjorde.

Jeg Uar nok været Ueldig, for i de syv år, jeg arbejdede

her i Vejle, kom jeg jo rundt i forskellige

ærinder alle steder. Jeg kendte alle dem, der sad i

bestyrelsen for handelstandsforeningen, og jeg

gjorde selvfølgelig det, som var ganske naturligt,

når jeg indleverede sådan en ansøgning, og jeg

vidste, Uvem der skulle behandle den, så tog jeg

da lige en tur til Vejle og fik talt med de forskellige.

De kendte mig og vidste så nogenlunde,

Uvordan jeg opførte mig. Jeg var så Ueldig, at jeg

fik autorisationen.

Så skulle jeg jo begynde Uer i Vejle. Og det kan

jeg godt sige, det var et Uårdt arbejde. Sådan en

nybegynder ved siden af en, der har siddet i 30 år

alene og faktisk har alle forbindelser og alting -

og så kommer man udefra. Men dengang var det

den store danske småskibsflåde, som kom mest,

og jeg kendte jo alle skippere. De Uavde allesammen

været i Horsens og laste brunkul, og da jeg

var befragter deroppe, så Uavde jeg jo med lasteri

at gøre. Bagefter, når de var lastet, så skulle man

finde ud af, Uvor meget der var i dem og alt sådan

noget. Det var mig, der ordnede det dengang, så


mig kendte de jo allesammen. Det var nok også

et plus. Sådan var det i starten.

Skibe

Så kom Albert Petersen. Han var den første, jeg

fik fast med at gøre. Han kom ind på mit kontor,

ja, jeg kendte altså mærkværdigvis ikke Albert

Petersen, men han sagde det, som det var, at nu

havde han jo eget skib og sådan og sådan, og om

jeg kunne tænke mig at slutte ham fast, som det

hed dengang, altså at være fast befragter for ham.

Ja, det kunne jeg da i høj grad. Det var med

SVANEN.

Befragtningen foregik i samråd med Albert. Vi

talte sammen i telefon, når han var i havn. Jeg var

ikke egenmægtig. Jeg sluttede faktisk ikke noget

definitivt, før vi lige Uavde talt sammen.

Så var der TUomsen med ANNA WILLY. Han var

lidt ældre end jeg, men vi Uavde kendt Uinanden

fra Uan var ganske ung, og Uan blev ved med at

være UjemmeUørende i Horsens. Han Uavde en

lejligUed i Horsens, som jeg også Uavde skaffet

Uam, dengang jeg var oppe ved BecU. Men så

flyttede Uan alligevel med sin befragtning ned til

mig. Ja, så gik det sådan efterbånden, at så kom

de jo dryssende.

Jeg Uavde også IBÆK. Han var UjemmeUørende

Uer. Anker Kjeldsen købte i 1956 et skib af S. P.

CUristensen, der hed SYLFE. Den købte han altså

og omdøbte til IBÆK. Med Uam kom vi til at sejle

sten fra Øland. Jeg kom i forbindelse med den

83

Blandt andre var Charles Petersen

befragter for M/S IBÆK (II) af

Vejle, der her ligger i Københavns

havn uden for Redhavnen.

Skibet var bygget i Martenshoek

1910, oprindelig på 83 brt, men

forlænget og fik en størrelse på 123

brt, 1957 købt til Egernsund som

PETERNA og 1964 til Vejle hvor det

fik navnet IBÆK efter sin forgænger

af træ. 1976 solgt til Holland.

Foto: HMP.


grosserer, der Uavde al importen til Danmark -

alt, Uvad der gik af sten fra Øland til Danmark,

det sluttede jeg for Uam. Jeg fik også fat i en, der

Ued ANNE MARIE af Aarø. Den og så IBÆK, de

sejlede sten lige så længe, de kunne for is. Det var

til Vedbæk, Købenbavn, Vejle og Virksund oppe

på Limfjorden, det var derfra, vi sejlede med

moler. IBÆK var jo et træskib. De er runde i bunden,

og når man nu skal stable sådan nogle stenplader

op, så er det mere praktisk med en flad

bund. Så solgte han altså IBÆK og købte en

Egernsunder, der hed PETERNA. Det var et jernskib,

og det var fladt i bunden, og det brugte vi så

til Ølandsten. Det var nu sådan set en skam, for

et skib bygget af træ det var et bedre skib at

komme frem med i dårligt vejr og sådan noget,

end som et jernskib var. Men sådan kan man

jo disponere forkert. Men så kom Kalmarsundbroen,

og så var det sket med sejladsen der. Lastbilerne,

de kørte over og købte et læs sten, og så

kørte de rundt her og solgte dem til stenhuggerne.

Så hørte den sejlads op, det er jo klart.

Da jeg havde flest, havde jeg 11 skibe. Foruden

de mindre skibe havde jeg en, der hed KIRSTEN

FRANK, det var en 399'er og SANNE STENHOJ, en

399'er, og så havde vi DAGMAR STENHOJ, det var

en 499'er, INGE FRANK en 499'er og HELLE

FRANK, også en 499'er, så der var fem ret store

skibe - noget større end Carolinerne eller dem,

vi ellers opererede med«.

Alberts skibe

Det er imidlertid Alberts skibe, der har en særlig

plads i fortællingen.

CAROLINE

»Jeg Uusker endnu CAROLINE'S første rejse. Det

var selvfølgelig fra Marstal til Vejle for at præsentere

skibet. Den første last Uan fik var en last

Uvede. Det var altså tungt korn fra Vejle Damp­

84

mølle. Og det var, kan vi sige, sådan set meget

Ueldigt. Man Uavde jo ikke Uaft en last før i de

skibe, og Uvad kunne de egentlig laste? Det skulle,

så vidt jeg Uusker, på de internationale lastemærker,

laste 210 tons, men når man sejlede i

Ujemlige farvande, så Uavde man jo det Uer med

15 cm fribord. Det viste sig så, at med 15 cm fribord,

da kunne CAROLINE laste 240 tons korn.

Det var jo en ekstra opmuntring for alle dem, der

Uavde planlagt at lave de skibe«.

DORA

Ved ihvertfald en enkelt lejligUed var det fru

Dora, der var Uovedperson. Alberts nye skib fra

1954 blev opkaldt efter Uende og Uun var selv

gudmor til Alberts skib af samme navn, men det

er Charles, der fortæller om søsætningen:

»Det var jo noget af en stor begivenhed, når der

skulle søsættes et skib nede på værftet i Marstal.

Det var sådan, at skolebørnene fik fri. Det var

som regel om formiddagen, så kunne de komme

ned og se. Der var bygget en pavillon op ved

stævnen og hængt et stykke stof eller presenning

over navnet, og så skulle gudmoderen døbe skibet.

Der bang en flaske cUampagne, og den var sådan

ombundet med strimler i rødt og hvidt og så en

kvast forneden til at holde i. De slog klodserne

fra, og så var det Uge før den sidste klods, og skibet

skulle begynde at glide, at gudmoderen skulle

kaste flasken, og den skulle Uelst gå i stykker.

Når det skete, så svingede den Uer flaske jo tilbage,

således at dem, der stod på pavillonen blev

overøst med champagne. Når så skibet løb, råbte

vi hurra, og alle skolebørnene ikke mindre. Der

var bundet svære kæder i skibet Uele vejen ud,

for at bremse det op. Det tog jo fart på, når det

løb ud, for alting var smurt ind, så det kunne glide.

Jo, det var jo meget højtideligt. Bagefter var

der frokost, og så skulle vi med færgen klokken

fire. Til minde om begivenUeden modtog Dora et

sølvfad, der idelig skal pudses«.


ROSENVOLD og JANE

»Foruden de to Carolinere Uavde vi ROSENVOLD,

der blev bygget i Marstal 1958. Den blev forlænget

på Alberts eget værft i Aabenraa, så den

lastede derop omkring små 500 tons. Men den

byttede Albert med Carolineren JANTO, der så fik

navnet JANE, mens ROSENVOLD blev til JANTO.

Løse og faste fragter

Med overskud af tonnage så falder fragterne, det

sker altid. Omvendt, når der er mangel tonnage,

så kan vi være lidt frække og sige, at vi vil sgu

Uave det og det for det, ellers kan I rende os i

nakken. Men det er jo sådan med bølger, det går

op og ned. Lige efter at Carolinerne kom frem,

85

M/S CAROLINE ribbet for alt

overflødigt laste- og lossegrej,

som der ikke var behov for,

efter at den var kommet i fart på

Frederiksværk.

HMP's Samling.


da havde vi nogle knaldgode fragter. Det gik virkelig

godt et langt stykke tid. De var nemme at

beskæftige. Det var gode, Uandy skibe, og de var

velsejlende. Det var virkelig skibe, der kunne yde

det, de var beregnet på.

Trælast

Til at begynde med sejlede vi meget trælast. Det

var en af Alberts hobby'er, det at sejle med træ

om sommeren. Carolinerne lastede 70 stander

(standard) træ med fuld dækslast. Nu kunne de

bære en ret stor dækslast. De var konstrueret

med et godt stort dæk, for de havde ikke masten i

midten. De havde en mast på hver ende af lugen,

så de havde winscher (spil) i hver ende og så et

frit stort dæk at stuve træ på. Derfor sejlede vi

meget med træ i sommertiden, ja så snart isen var

væk. Og så alt muligt andet som kul, briketter,

kali, korn, og Uvad der var.

Sten

Nu kunne Albert jo godt lide at Uave noget fast

at sejle med, og så kom vi altså i forbindelse med

- jeg tror Uan dengang var formand for Sejlskibsrederiforeningen

for mindre Skibe - Uan skulle

arrangere noget med sejlads af sten fra Lysekil til

TUyborøn og Agger. Det var affaldsprodukter,

kan man sige, ovre fra stenbruddene i Lysekil. De

blev sejlet over til Vestkysten, hvor vandbygningsvæsenet

brugte dem til høfder. Man brugte,

så vidt jeg ved, ca. 1000 tons pr. meter af de der

sten. Det bevirkede så, at vi i adskillige år sejlede

sten med CAROLINE om sommeren. Også DORA

sejlede sten.

Roer

Så kom vinterperioden. Der skete det, at de svenske

sukkerfabrikker arrangerede sig med nogle

danske avlere. De kunne ikke avle sukkerroer

86

nok i Sverige, så avlede de dem Uer. Man tegnede

kontrakt med et antal landmænd om at leje så og

så mange tønder land. De fik frø medsendt fra

Sverige. Så regnede svenskerne selvfølgelig ud,

Uvor mange tons roer, der kunne avles pr. Uektar

- det Uavde de erfaring for. Men så skulle de jo

også Uave de Uer roer sejlet over. De ville Uave et

antal skibe at disponere over. Det løse marked

var sådan dengang, at de bedste fragter fik vi om

efteråret. Hvert forår kom de og ville slutte sukkerroer.

Det var en dansk mægler, der ordnede al

befragtningen. Han hed Torp i Randers. Firmaet

hed Adolph Andersens Efterfølger og eksisterer

stadigvæk, men ikke med Torp som chef.

Så kom han jo, om vi ville sejle sukkerroer. Ja, det

kunne vi jo godt. Nå ja, Uvad vi skulle Uave i fragt.

JaU, så kalkulerede man jo og regnede også med,

at i efteråret skulle man have en ret god fragt. Og

så kom vi ind i nogle svære forhandlinger, for sukkerfabrikkerne

ville selvfølgelig have deres roer

sejlet så billigt som muligt. Det er der jo ikke

noget at sige til. Og når jeg/vi nu forbandlede, så

jamrede Uan oppe i Randers, at det er alt for

dyrt, og at han kunne sejle billigere. Så sagde jeg:

- Jamen Herregud, så bliver vi jo også nødt til

det, Uvis andre skibe gør det. Men lad os så vente

med at slutte det til efteråret, så ser vi, hvordan

markedet er, og så slutter vi«. Ja, men næh, han

ville slutte med det samme, for Uan ville være sikker

på at Uave skibe. - Ærlig talt, sagde jeg, - du

kan da ikke forlange, at vi skal sidde Uer i februar,

marts måned og lave en forretning, som vi

straks kan se, er dårlig. Den kan jeg da lave, når

tiden er inde. Jeg behøver da ikke at lave den tre

til fire måneder før. - Nå ja, men så endte det

med, at vi fik dem sådan jævnt godt betalt. Det

kunne vi godt være tjent med. Vi var som regel

færdig omkring den 1. december. Kampagnen

sluttede så ved juletid. Det var noget strengt svineri

med alle de roer, fordi de blev jo gravet lige

op af marken og smidt ned i skibet, så de lagde

flere tons møg, der skulle smides ud af skibet

efter hver last, de havde haft. Men det var nu


godt nok. Så var der kun lige et kort interval,

Uvor vi var ude i fri fart, inden vi kunne begynde

på stenene igen.

DFDS

Senere skete der det, at jeg kom i forbindelse

med DFDS. De manglede sådan en som DORA,

og det var jo meget bedre. TimecUarter, det lovede

godt. Så blev Albert og jeg enige om at sejle

for Det Forenede. Vi sejlede først på Gøteborg

og senere på Stettinerruten.

Jern og skrot

Da vi også gerne ville Uave noget fast fart til

CAROLINE, var Frederiksværk så småt begyndt at

komme mere i gang. De skulle Uave en Uel del

skrot sejlet fra provinsUavnene til Frederiksværk.

Jeg kom i forbindelse med Vagn Nielsen. Vi

begyndte med CAROLINE. Det viste sig, at det var

slet ikke så dårligt at sejle på Frederiksværk.

Skrot var jo en ubebagelig last, men på den

anden side, så var det sådan, at vi i begyndelsen,

næsten i de fleste tilfælde, kunne regne med en

udgående last. Man fik altså jern i stænger, jernrør

o.s.v. med rundt til de forskellige provinshavne

og så gammelt jern tilbage igen, så man Uavde

last begge veje, og det var jo slet ikke så dårlig en

fragt. EfterUånden udviklede det sig desværre

sådan, at Carolinerne blev for små.

Bl.a. på Lindø byggede de tankskibe, og de blev

større og større de her skibe. De begyndte jo med

nogle på 30-40.000 tons, og så efterhånden blev

de største på 335.000 tons. Pladerne blev større,

og så blev lugerne på Carolinerne for små. Det

var noget af grunden til, at en Uel del af dem blev

forlænget. For DORA'S vedkommende for at kunne

tage de længere og lidt større plader. CARO­

LINE blev faktisk i Frederiksværkfarten Uele

tiden.

Carolinerne var praktiske skibe at Uave med at

gøre. De Uavde jo en dejlig stor luge, der spændte

over næsten Uele lastrummet. Det medførte, at

når man vidste, at det var en Caroliner, og det var

en vare, der f.eks. skulle lempes eller noget, så var

der så godt som ingen lempning i en Caroliner -

det var da lige at skovle lidt korn ned i enderne

og ud i siderne.

Jernrør

Med DORA Uavde vi et år, Uvor vi sejlede et antal

jernrør til Oslo. Det var meget sjovt, fordi disse

Uer rør Uavde en bestemt dimension. Når man nu

g7

DORA, pæn og velholdt med

omhyggeligt skalkede luger på vej

til Polen med stykgods for DFDS.

Foto: HMP.


lægger sådan et rør ned i et bundlag, og så lægger

et rør ovenpå, der ligger ned i nullet, Uvor mange

rør kan man så tage? Vi måtte også godt Uave

dækslast. Det var Uelt godt betalt, men det

afbang af, Uvor mange rør vi nu kunne tage ned.

Vi vidste, Uvad Uvert rør vejede og kendte målene

på dem.

Nu boede vi dengang nede i byen, hvor der var

en entreprenør- og ingeniørforretning, der havde

kontor i stuen. Så gik jeg ned til en af de her

ingeniører. Jeg havde jo tegninger med af DORA

med mål på, og så sagde jeg, at jeg skulle laste de

her rør, og forklarede ham, hvad jeg mente med,

at de synker ned. - Hvor mange lag rør kan jeg

tage op til lugen, hvor højt må vi komme med

dækslasten og hvor mange kan jeg så tage? - Og

det sad han og regnede ud for mig - fint! Det var

ikke noget problem for en ingeniør. Jo, vi havde

det problem, at der midtvejs henne var nogle

støtter ude langs kanten ved lugerne op til dækket,

altså for at stive dækket af. Der kunne vi jo

ikke have rør ind til siden på de steder, så hvordan

kunne det passe med målene og sådan

noget? Men det regnede han sgu fint ud. Så sluttede

vi den, og sejlede så de der laster rør op. Det

blev en god forretning!

Uden for stregen

Det var i 1951, at vi fik CAROLINE, så det har

været i 1952, at man fik nogle fantastisk gode

fragter på trælast fra Sverige, Finland, den Botniske

Bugt og ud i den Engelske Kanal til forskellige

Uavne derude. Der sluttede jeg så, selvfølgelig

i samråd med Albert, CAROLINE med en

ladning træ til Le Havre, og der måtte Albert jo

ikke sejle ud med den eksamen, Uan Uavde. Det

var ikke tilladt dengang. Men da Uavde vi så en

flagskipper med. Det var kaptajn CUristensen fra

Strib. Han havde haft sådan en 150-tonner og

havde lagt op. Så havde vi jo fat i ham, om han

kunne tænke sig og tage med på sådan en tur.

Han skulle i og for sig ikke lave noget, men vi

88

skuUe bruge hans skibsførerbevis, så han var med

i Le Havre. Han tog det jo nærmest som en sommerferietur.

Nu kan jeg altså ikke huske, hvad

han fik for det, men der var i hvert fald penge

nok til at lønne en skipper, hvis det skulle være, i

den fragt der. Jeg tror nok, vi fik last fra Antwerpen

her hjem til Danmark igen.

Men det var så også den eneste gang, vi har været

ude, og det var egentUg meget sjovt. Det kunne

jo ske, at man kunne komme udenfor, men det

har vi ellers ikke været. Jeg tror heller ikke med

DORA. Så kom ROSENVOLD, men det var jo en

249'er. Der skulle være skipper på, så det gik jo

mere af sig selv«.

Mæglerens vilkår

Fragtnævnet.

Under og efter krigen syntes småskibene, at de

var blevet dårligt bebandlet. Dels Uavde de en

illoyal konkurrence fra Statsbanernes side, og

dels fastsatte Fragtnævnet i sin tid fragtraterne.

Når vi for vort vedkommende som mæglere Uavde

arrangeret og fået sluttet en last, så skulle vi

ind til Fragtnævnet og Uave den approberet for at

få tilladelse til at sejle den. Det kunne være, at

Fragtnævnet Uavde en anden last, der skulle sejles,

så skulle vi sejle den og til en betaling, som

Fragtnævnet fastsatte. Den fragt var altså ikke tilstrækkelig

til, at der blev noget tU at holde skibene

vedlige for.

Konkurrence fra lastbiler

I tiden før Farøbroen kom, gik der en masse

kornlaster fra Lolland og Falster til København,

bl.a. til Carlsberg og Tuborg, og de faldt jo væk.

Lastbilerne er det lidt vanskeUgt for skibsfarten

at konkurrere med på de indenrigs områder, fordi

man i havnene betaler havnepenge for skibet,

og så betaler man noget, der hedder vareafgift.

Den for varen ligger vel efterhånden snart oppe i

nærheden af et par kroner pr. tons. Når man så

har et par kroner pr. tons i den ene ende og i den


anden ende også, så bliver der jo en prisforskel

på op til fire kr. pr. tons, og så er det altså, at

bilerne kan komme ind og konkurrere. Vi kan

bare se herude ved dampmøllen, alt det korn, de

får f.eks. fra Sønderjylland, det bliver kørt op i

biler - en Uel del også ovre fra Fyn. Men det, de

får nede fra Lolland og Falster til dampmøllen

Uer, det går stadigvæk - sammen med en del fra

Sjælland - med småskibe.

»De boldt længe ved med de Uer træskibe og de

små på en halvanden hundrede tons og derunder.

De blev ved med at tage imod dem ude på møllen.

Det var bl.a. fordi, at når de var under 150

tons, så måtte de selv stuve og lempe, men når de

var over 150 tons, så skuUe der havnearbejdere

på. Og da møllen havde både elevator og suger

og satte begge dele ned, så var der altså ikke

noget videre at lave. Så stak de ham sugemanden

25 kr., og så fik man lige hjørnerne med. På den

måde var der noget til dem at lave. De sejlede

meget korn, de sidste. Men nu er det jo ovre -

der er vel ingen skibe under 150 tons i dag?

Københavnerbåden

I gamle dage havde vi jo damperne. På Vejle gik

KOLDINGHUS og i Horsens - det var før krigen og

under krigen - havde vi YDUN. De sejlede to gange

om ugen med passagerer og alt muligt.

Så fik vi RIBERHUS, da den blev moderniseret.

Den kom to gange om ugen. Den var indrettet til

paller og alt det der. Det skulle gå Uurtigt for at

spare arbejdskraft. RIBERHUS kunne tage 12 passagerer

eller sådan noget i dagtiden, og det var

det eneste, de kunne tage.

Men den tog ikke noget fra småskibene, nej. Den

sejlede med øl og alt muligt andet, som man var

vant til at sende med damperen, samt pakker

og det, vi kalder stykgods. De sejlede ikke med

styrtegods og al den slags. De Uavde jo også

været der Uele tiden, så det var ikke nogen mærkbar

gene for småskibene.

Omlastning fra store skibe

- konkurrence mellem østjyske havne

Lige efter krigen, hvor alle lagre var tømte, var

der et kontrolfirma, der Ued DaUl Hansen i

København. De forestod fordelingen fra de store

skibe. Nu der kom sådan en fyr til Årbus og lossede

8.000 tons, det var jo et stort skib dengang,

så blev det fordelt med 100 og 300 tons her og

200 tons der. De små skibe lastede altså langs

siden, og på den måde blev det fordelt. Vi fik

selvfølgelig også nogle af de store foderstofbåde

til Vejle, og der skete det samme. Fra Vejle havde

vi måske en to tU tre omladninger, hvor de samtidig

med at skibet lossede til land, så lå småskibene

på ydersiden, og så styrtede man over til dem.

Men så skete der jo det, at skibene blev for store

og for dyre, og dels havde vi ikke vand nok i havnen,

og dels så havde de ikke tid. I dag er der slet

ikke noget af den slags. Korn, der kommer fra

feks. Australien og sådan nogle steder, bliver

omladet i Antwerpen, Rotterdam, Hamborg og

rundt omkring, Uvor det nu kan være. Så det der

med de store skibes tid i Vejle, det er forbi.

Sparsommelighed

Skibsreder Jespergaard kom jeg til at kende lidt.

Han var interesseret, da de byggede CAROLINE,

fordi han skulle Uave den næste. Han var med til

stabelafløbning, og han var med på prøvefart.

Det var mit indtryk af ham, at han var af den

sparsommelige type. Jeg tror nok, at Uans kone

sejlede med i starten, også for at økonomisere

med kostpengene.

Senere - det kommer så at sige ikke det Uer ved

- i de større coastere, som jeg fik med at gøre, der

blev kostpengene temmelig dyre, men det var

med kok ombord. Det var jo det her med, at der

skal være otte slags pålæg på bordet. Så bliver

der sat otte slags pålæg på bordet, og de spiser

lidt af det Uele, og så er der levnet lige så meget

til. Så kommer bakken op til kokken og så, ud

over siden! Derimod, når det er en Uusmor, der

89


er med, så bliver der også lavet biksemad af det,

der sidder inde ved benet og alt det der. Der ligger

penge at spare, for jeg vil sige - men det er

altså mig privat - det er ikke det, mandskabet får

at spise, der koster pengene, det er fanerne det,

der bliver smidt ud over siden.

af i vores skibe, det skal vi Uave betalt af på vores

gæld, eller også skal vi Uave pengene i banken,

eller også skal vi Uave investeret dem i noget

andet fornuftigt. Men pengene skulle være i

bebold, for Skattevæsenet skal jo Uave det Ualve

af dem, når den tid kommer«.

Kommanditselskaber - afskrivninger Sammenhold på havnen

Afskrivningerne begyndte i og for sig med Carolinerne.

De måtte jo skrive af, men det tog vel

navnUg fart, skal vi sige i 60'erne, med de afskrivningsregler

og med at udnytte det der i kommanditselskaber.

Der var bl.a. Uam der Henriksen

(Per Henriksen, Mercandia). Han var en af dem i

hvert fald. Og der var flere, der var også nogle i

provinsen. Men jeg har aldrig haft noget at gøre

med de der kommandithistorier.

Der var jo det uheldige ved det med disse her

afskrivningsregler, at de blev opreklameret, og

folk som iøvrigt ikke havde spor interesse i skibsfart,

de havde interesse i afskrivninger. De investerede

for at skrive af, ikke for at støtte den danske

skibsfart. De har selvfølgelig andre indtægter,

så de er forUoldsvis ligeglade, om det giver overskud

eller ej, bare de Uar afskrivningerne. Og så

bliver der bygget alt for mange af de skibe, der

bliver overskud af dem ovenikøbet, og så er den

jo gal for disse mennesker. Her kommer så nemesis,

for så har de taget alle afskrivningerne, og

så bliver skibet solgt, og så kommer Skattevæsenet

og siger tak!!

Det med afskrivningerne, det var jo ikke penge,

man fik forærende, det var penge man fik udskudt.

Man skulle senere betale skat. Det fremgår

jo ikke altid af annoncerne. Invester 100.000,

indbetal 5.000 i år og skriv 20.000 af, ikke sandt -

så huh hej, den er jo fa'me fin!!

Men se, de folk, der skulle leve af det, af at drive

skibsfart, de kunne ikke være interesseret i den

slags afskrivninger. Albert sagde, at det, vi skriver

90

Selvom Charles Petersen ikke længere er aktiv,

har han mange erfaringer at øse af og har meninger

om søfartens forhold:

»Jeg havde med en at gøre, der hed AINO. Det

var en logger, det var et stort skib dengang, den

var på 200 tons. Lige efter krigen, jeg tror, at det

var fra Lykkeberg, sejlede han til Island og fiskede

sild. De løb ind til norsk havn og fik garn,

fiskere, tønder, krydderier, salt o.s.v. med, og så gik

de op til Island. Her fiskede de norske fiskere, og

så blev det saltet ned og gjort til kryddersild, saltsild

o.s.v. Nede i skibshandlerens kælder blev der

stillet to tønder op. Det gjorde der hver vinter, en

med saltsild og en med kryddersild. Så sagde han:

- Når I mangler en sild, kan I bare gå ned og tage

en, værsgo! -. Han var god, skipperen der.

Han sejlede også en del på Polen. Lige efter krigen

havde de så meget i Polen, som man ikke

havde andre steder. Til gengæld havde vi jo

noget, de ikke havde. Så kan jeg huske, at AINO

kom hjem, og jeg kom ned ombord. - Ved du

hvad - sagde han, - jeg har en sæk kaffe stående

her, som jeg har købt dernede, den skal vi lige

have klareret. - Jamen det er i orden, det skal jeg

nok ordne. - Jeg fortoldede jo den her sæk kaffe,

og så blev den stillet op nede ved skibshandleren.

Så sagde han - Nu regner du lige ud, Uvor meget

det bliver pr. kilo med told og udgifter, og så kan

I bare gå ned og bente - det var jo rationeret

dengang - og lige gå over til skibsUandleren og få

det vejet og så betale det der pr. kilo. - Det var jo

alletiders. Nu var det rå bønner, men min kone

fik nu en aftale med købmanden, at så og så


mange bønner gav så og så meget kaffe. Der

tænkte skipperen jo på vi andre, der gik i land og

ikke kunne få noget. Jo, han var god nok. Men

han minesprængte altså senere«.

Forholdet mellem mæglere og toldvæsenet var

fint, det var jo nærmest toldbetjentene og assistenterne,

der havde havne tjenesten.

»Jeg kan huske engang, jeg var kommet ned til

AINO, og da var han kommet ind med en last kul

fra Polen. Så bringer han op, at han har fået nogle

håndklæder dernede, og de var jo ikke til at skaffe

herhjemme, og så siger han til mig - Vil du

ikke have et håndklæde med hjem? -. Jo, det vil

jeg da gerne. Nå, jamen så ruller jeg det her

håndklæde sammen, og det stopper jeg så ind

under frakken. Så går jeg jo i land. Nu er det

mørkt og med lys langs kajen, så kommer jeg

under en lygte, og så ser jeg godt en af toldassistenterne,

han kommer hen imod mig, og så lige

pludselig svinger Uan og går over til blodfoderfabrikken,

og jeg fortsætter ligeud. Så tænker jeg:

Næh! Og næste dag ringede jeg så til ham og sagde

- Jeg så godt den manøvre der ude på havnen,

og det var sgu også pænt af dig, men jeg vil nu

lige sige til dig, at det, jeg Uavde under frakken,

det var et Uåndklæde, det var, Uvad det var -. - Ja,

det er godt med dig, - sagde Uan. - Men det var

det altså.

Men vi fik en JoUannes Nielsen. Det var en krakiler.

Han vidste sgu godt, at når småskibene

kom ind, så skulle de Uave noget med Ujem. Så

stillede Uan sig an, når de skulle hjem, og lurede,

og når de så kom med deres pakke vasketøj, så

sagde han - Må jeg lige se i vasketøjet. - Værsgo!

Op og betale bøde. Og det var jo ikke særlig

populært.

Jo, men ellers må jeg sige, de var flinke. Der var

SundaUl og Bønneland, og der var forøvrigt en

tolder, der Ued CUarles Petersen også, men det

var nu med d - Pedersen. Han var nu også en

flink fyr, Uan Uavde været Uovmester forøvrigt.

Og så fik vi en, der Ued Kristiansen. Han Uavde

været mæglerelev og var kommet ind til Toldvæsenet.

Han var også flink. Vi havde en vældig

god omgang med de mennesker.

Principper

Nej, for ellers så vil jeg jo nok sige, at det er

noget, jeg for min part altid Uar Uoldt fingrene

fra, det der med at smugle altså. Dora var så gal,

for når vi var i Tyskland f.eks., så ville Uun Uave

en flaske brændevin med Ujem. Jeg sagde - Nul!

Altså, der står skibsmægler i mit pas, og jeg vil

ikke på nogen måde tages i smugling, overhovedet

ikke. Altså, det en flaske brændevin koster,

det kan vi købe os fra, men Uvis jeg bliver taget

med en flaske brændevin i lommen, og jeg skal

stille oppe på toldkontoret, Uver gang jeg er en

tur på havnen, det vil da være en ydmygelse af

rang og en gene i høj grad, og også det at der

bliver en vis mistro imellem Toldvæsenet og os, så

det vil jeg sgu ikke, nej! -.

i>- i - " i 4-1 'rir

91

Sydsiden af Vejle havn i

begyndelsen af 1950'erne

fotograferet fra Toldkammerets

tårn. Undtagelsesvis havde

havnen tre DFDS anløb en af

middelhav sbådene,

en Amerikabåd og RIBERHUS.

More magazines by this user
Similar magazines