Første danske kajak OL-kvalificeret Danmarksturnering i kajakpolo ...

KANO & KAJAK
N R . 4 D E C E M B E R 2 0 0 3 . D A N S K K A N O O G K A J A K F O R B U N D .
Første danske kajak OL-kvalificeret
Lasse Nielsen og Mads Kongsgaard indløste
OL-billetterne ved Kortbane VM i Gainsville, USA
Danmarksturnering i kajakpolo
Nu har kajakpolo vokset sig så stor, at dem derhjemme
i sofaen også kan følge med i stævnerne på tv
DBC 2003
Succes på Sjælland...
Hvorfor halter Fyn og Jylland
efter med deltagelsen?

KANO & KAJAK
D A N S K K A N O O G K A J A K F O R B U N D .
I dette nummer af Kano & Kajak kan du
blandt andet læse om:
Se mit rovand
Beretningen om en god dag, set med arrangørens
øjne.
Side 8
Pigerne viser de kan med VM-sølv
Maraton VM i Spanien
Anne Lolk og Mette Barfod afsluttede en
fantastisk sæson med at træde et trin op af
skamlen ved VM i forhold til EM i juli.
Udgives af
Ansvarshavende
I redaktionen
Layout
Annoncer
Forbundsformand
Forbundssekretær
Breddekonsulent
Generalsekretær
Redaktion
Deadline
Oplag
Tryk
Dansk Kano og Kajak Forbund
Jørn Cronberg
Flemming Agner Jørgensen
Trine Grønbek
DKF’s kontor Tlf. 4326 2094
Jørn Cronberg
Saltværksvej 47 2th
2700 Kastrup
Hanne Bloch Tlf. 4326 2094
Flemming Agner Jørgensen
Tlf. 4326 2093
Kirsten Michaelsen Korbo
Tlf. 4326 2099
Fax. 4326 2095
DKF’s kontor
Tlf. 4326 2094
Nr. 1 d.01.02 2004
10.000
FJ-Tryk, Svendborg
ISSN 0900-8438
Dansk Kano & Kajak Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
BG bank 6 02 37 38
E-mail: dkf@kano-kajak.dk
www.kano-kajak.dk
Mandag – fredag 10.00-15.00
Side 12
Værebro Kanoklub på sommerferie-tur
i Östergötland, Sverige
En udramatisk, men smuk naturoplevelse
i kano fra Hycklinge til Slattefors, gennem
den gamle venlige Kinda Kanal.
Side 19
Forsidefoto: Nelo
Lasse Nielsen og Mads Kongsgaard
Af Niels Andersen, næstformand, DKF
Den årlige medlemsstatus for 2003 er kommet. Det er
virkeligt positivt i og med, at vi har en samlet medlemsfremgang
på ca. 3.8% eller 507 medlemmer til 13.670
aktive medlemmer i alt. Der er flere årsager til medlemsfremgangen.
Den vigtigste er dog det frivillige arbejde,
der uegennyttigt udføres i vore klubber. LEDER
Medlemsopgørelsen 2003
Når kano- og kajaksporten de senere år
har udviklet sig så positivt, er det ekstra
vigtigt, at hver eneste kano- og kajakklub
stiller sig spørgsmål som: Hvad er vort
værdigrundlag? Får vi nok del i succesen?
Hvordan sikrer vi os, at få nye engagerede
medlemmer? Kan vi fastholde vore nye
medlemmer? Har vore medlemmer det
ønskede køn/aldersfordeling? Er der nye
grupper og trends (ældreidræt, havkajak,
handicap, polo), som vi vil/ikke vil tilbyde
og hvorfor? Når vi snakker med forhandlere
af havkajakker, sælges 9 ud af 10 til
folk, der ikke er medlemmer af en kano-
/kajakklub. Er det acceptabelt? Og hvorfor
er det sådan?
Kano- og kajaksport forbindes med noget
positivt: At komme ud i naturen og dyrke
motion når man vil og kan i harmoni med
naturen. Det tiltrækker mange nye idrætsaktive
over 30, som pludseligt har fået
øjnene op for vor dejlige sport og muligheder.
Kan vi honorere deres forventninger
og give dem forståelsen for foreningens og
vort værdigrundlag?
Mange klubber har lange ventelister for
personer, der ønsker at komme til at ro
kano eller kajak. Det er således ikke usædvanligt,
at folk typisk venter mere end et
år, for at komme til at dyrke vor sport. Er
det rimeligt? Grundene til de lange ventelister
er mange, men bør vi ikke kunne
tilbyde folk, der ønsker at dyrke kano- og
kajakroning, muligheden langt hurtigere
ved at bortskaffe hindringerne.
Den øgede tilgang af voksne medlemmer
uden en foreningsbaggrund stiller nye krav
til klubbernes normale optagelse, medlemskab
og introduktion. Skal vi eventuelt
overveje nye medlemstyper, og hvordan
kan klubben bære sådanne medlemskaber,
hvor oplevelsen tæller før foreningen.
Dermed også sagt, at klubben pludselig har
et produkt at sælge, og at dette vil kunne
ske til en helt anden pris end et normalt
foreningsmedlemskab. Det kunne f.eks.
være kursusvirksomhed, træningshold med
lønnede trænere for motionister, specielt
arrangerede events etc., hvor der findes
tilbud der matcher behovene.
Opgørelsen viser, at vi hovedsageligt mister
medlemmer i 18-25 års alderen Det er en
skam, for præcis den aldersgrupper er forbilledet
for vore unge, vore fremtidige trænere/ledere
og ikke mindst bredden af vore
eliteroere. Er det fordi vi ikke længere har
tiltrækkende tilbud i denne aldersgruppe?
Er de blot glemt?
For gruppen under 18 år er tilgangen af
drenge og piger meget afhængigt af klubbernes
arbejde. Medens vi på landsplan
holder et nogenlunde konstant antal, er
der klubber, hvor unge er en sjældenhed.
For alle er denne aldersgruppe vigtig, både
fordi den indsats, der investeres fra klubben,
kommer mange gange igen, og fordi
ungdommen medvirker til fornyelse af
klubben.
Carpe Diem (grib dagen/nuet),
Navigare Vivere Est (At sejle er at leve)

Frivillighed eller penge på bordet?
Diskussionen om mere professionelle tilstande i klubberne rammer lige ned i hjertekulen af kano- og kajaksportens
traditioner og egen selvforståelse. Fra DKFs side opfordrer man til nytænkning og diskussion af
de gamle vaner. Men i mange klubber tøver de.
Af Christian Nørr
Dansk Kano og Kajak Forbund har længe
ønsket at opprioritere eliteroningen i
Danmark. Såvel sportsligt som økonomisk
er elitearbejdet kommet i centrum med
tilførelse af ekstra forbundskroner og et
målrettet arbejde med de mest talentfulde
roere på særlige kraftcentre rundt om i
landet.
Men uden opbakning fra klubberne har
elitesatsningen svære kår. Det har forbundet
for længst erkendt, og derfor er det ikke
gjort kun med øgede bevillinger og særlige
kraftcentre til elitearbejdet. Der er brug for
mere professionelle tilstande i klubberne,
hvor det overvejes positivt, om ikke det er
på tide at indføre mere faste rammer om
træningen i klubberne og betalte instruktører
til at varetage undervisningen af såvel
nye som garvede medlemmer.
Dermed åbner man op for en tilbagevendende
diskussion i kano- og kajak-
MEDLEMSTAL
sporten om, hvorvidt klubarbejdet skal
hvile på den højt besungne frivillighed og
ildsjæle med et bankende klubhjerte, eller
om det er på tide at hænge traditionerne
til tørre og gøre tingene på en anden måde
– eksempelvis med nye tilbud til medlemmerne
og betalte instruktører.
Svaret på dét spørgsmål afhænger i høj
grad af, hvem man spørger. I forrige nummer
af Kano & Kajak gjorde formanden for
eliteudvalget, Jan Darfelt, det klart, hvad
han mener: Op med klubkontingenterne
og ned med vanetænkningen. Der er brug
for nye tiltag og mere faste rammer om
instruktions- og træningstilbudene i klubberne,
lød den provokerende melding fra
eliteudvalgsformanden, der i samme åndedrag
stillede følgende spørgsmål til klubberne:
”Er det ikke tiden at tænke lidt større, få
struktur og organisation på aktiviteter og
instruktion, tænke i at give løn eller godtgørelser
til de, der tager den tidstunge virksomhed
– instruktion, træning og vedlige-
holdelse af både?”
Mange svar
I klubberne er meldingerne imidlertid langt
fra så entydige. Nogle sværger til de gamle
dyder, hvor alle er i samme båd, uden at
nogen skal have penge for deres arbejde.
Andre har taget forbundets signaler til sig
og er begyndt at eksperimentere med andre
måder at organisere sig på i klubberne. Og
atter andre igen er usikre på, om penge
overhovedet hører hjemme i kano- og
kajaksporten, om det vil ødelægge den højt
besungne klubånd, eller om det dybest set
vil betyde den store forskel for medlemmer
og frivillige i klubberne.
Kano & Kajak har besøgt to klubber i
henholdsvis København og Århus for at
få deres syn på en øget professionalisering
i klubberne. Er den nødvendig? Hvad
indebærer det? Og er ulemperne større end
fordelene? Vi spurgte flere steder og fik
flere forskellige svar.
Efter indberetningen pr. 1. oktober er DKF medlemstal nu opgjort til 13669 aktive medlemmer.
Dette er en stigning på 500 personer svarende til 3,8 %.
Fordelingen af medlemmer pr. kreds ser således ud:
1/10 2003 Furesø Fyn Jylland Kbh SLF I alt Udvikling %
Klubber 18 10 46 31 18 123 1 0,8%
Mænd indtil 17 år 384 102 445 280 115 1326 -19 -1,4%
Mænd 18-25 år 189 49 270 167 68 743 -76 -9,3%
Mænd fra 26 år 1363 345 2397 1959 626 6690 317 5,0%
Kvinder indtil 17 år 234 54 281 182 63 814 -2 -0,2%
Kvinder 18-25 år 93 29 144 94 43 403 -99 -19,7%
Kvinder fra 26 år 514 263 1356 1267 293 3693 410 12,5%
Aktive 2777 842 4893 3949 1208 13669 500 3,8%
Passive 329 68 750 520 108 1775 6 0,3%
Total 3106 910 5643 4469 1316 15444 506 3,4%
KANO & KAJAK 4/2003 03

FØRSTE DANSKE KAJAK
OL-KVALIFICERET
Kortbane VM i USA
Af Jakob Pedersen
De var før deltagelsen ikke regnet blandt favoritterne ved VM i
USA, men landstrænerne troede på dem, og det kvitterede Lasse
Nielsen og Mads Kongsgaard for ved på yderste mandat at sikre
Danmark en af de svært tilgængelige pladser i næste års OL-felt
i Athen. For Kongsgaard var det en utrolig forløsning efter skuffelsen
i 2000, mens 19-årige Nielsen synes at gå en stor fremtid
i møde. Et par uger før sikrede lillebror Casper Nielsen sammen
med Kaser Haun Danmark sølv ved junior VM.
Det var med forhåbninger om, at to danske kajakker ved VM’s
af-slutning kunne gå vinteren i møde med forvisningen om,
at de havde næsten et år til at forberede sig til et af karrierens
højdepunkter – de olympiske lege i Athen til august. Men som de
fleste ved, er forhåbninger ikke altid at det stof, der også udgør
realistiske forventninger. Derfor var de realistiske forventninger
nok snarere rettet mod, at den danske mester, nr. 6 fra OL 2000
og VM-bronze i 1999 på 1000 meteren, Torsten Tranum-Jensen,
ville være den dansker, der efter VM ville kunne se fortrøstningsfuldt
på vinterens slid. For på trods af en svingende sæson, havde
Torsten under de sidste tests vist en form, der klart berettigede
sådanne forventninger.
Det så da også realistisk ud efter de indledende heats, hvor Torsten
godt nok var i en svær, men ikke umulig semifinale, men om det
var presset, eller dagsformen der svigtede, skal stå hen i det uvisse.
En kendsgerning var det i hvert fald, at fjerdepladsen i semifinalen
ikke var nok til at nå finalen og dermed den eftertragtede 8. plads,
der havde betydet kvalifikation til OL.
Muligheden for OL-deltagelsen er dog ikke helt forspildt, da
Torsten har endnu en mulighed til foråret i et ’alt eller intet’
stævne, når de sidste europæiske pladser skal fordeles.
Kometen
Derfor måtte de forhåbninger, der inden afrejsen til USA var til
den nye toerkajak konstellation med 19 årige Lasse Nielsen og 25
årige Mads Kongsgaard, efterfølges som realistiske forventninger.
Og duoen nærede allerede fra start realismen, da de vandt deres
indledende heat over 500 meter og fulgte op med en 2. plads på
1000 meteren. Lige pludselige havde de to danskere placeret sig
selv i en position, hvor der var al mulig grund til at tro på, at
de også kunne indløse finalepladser i deres semifinaler, og med
den unge Nielsens uimponerede, smittende adfærd, der for den
udefrakommende iagttager ville tydes som mange års erfaring i
04 KANO & KAJAK 4/2003
det krævende game, roede duoen sig til finalepladser på begge distancer.
I sig selv en præstation, som for de fleste indviede medførte
anerkendende nik.
Modgang giver styrke
Herefter manglede forhåbningerne bare at blive omsat i minimum
den OL-givende sjetteplads, og Nielsen & Kongsgaard lagde godt
fra land lørdag formiddag i 1000 meter finalen. Efter en forrygende
start, hvor duoen i imponerende stil tog føringen sammen
med de forsvarende svenske verdensmestre, lignede danskerne
faktisk indtil 750 meteren et seriøst bud på medaljer.
Desto større var skuffelsen, da resultatet blev kendt efter en meget
tæt finish. At det ikke blev til medaljer i debutsæsonen var til
at bære, dertil var afstanden til de tyske bronzevindere på ca. ét
sekund betydelig, men at skulle tage til takke med den utaknemmelige
syvendeplads, ubetydelige 9/100 af et sekund efter de
tidligere verdensmestre Verås-Larsen og Fjeldheim fra Norge, var
i den grad uudholdeligt. Mads Kongsgaard udtalte da også dagen
efter til radiosporten, at han aldrig havde været så skuffet.
Ikke just den bedste optakt til endnu en finale, hvor OL-billetterne
kunne indløses.
Om det var et mentalt reparationsarbejde i særklasse udført lørdag
aften eller om det var Lasse Nielsens uimponerede natur, der
havde smittet både mandskab og materiel, er endnu uopklaret.
En kendsgerning var det i hvert fald, at søndagens 500 meter
blev en genrejsningspræstation uden sidestykke. Duoen formåede
nemlig at vende de marginaler, der om lørdagen havde tilføjet
dem karrie-rens største skuffelse, til noget der kunne få titlen
”Søndagsjubelscener på bredden i Georgia”. Der udspillede sig
nemlig et skue omkring den danske lejr, der kunne få tilskuere og
diverse TV-kiggere til at tro, at danskerne havde vundet finalen.
Dette var dog ikke tilfældet, men Nielsen & Kongsgaard havde
med bare 15/1000 af et sekund, på yderste mandat, henvist
Ungarn til syvendepladsen.
Tusindedele eller ej - de første danske OL-billetter 2004 i kano og
kajak er nemlig i hus.
Projekt med muligheder
Den sidste danske båd på vandet i Gainsville var firerkajakken
med Kim Vraae, Jakob Øster, Knud A. Kragh og Adam Spliid. Med
en 7. plads i B-finalen indfriede kvartetten ikke helt placeringsmålsætningen,
som var en 4. plads i B-finalen, men mandskabet
roede to af deres tre hurtigste tider ved VM, og dette vidner om,
at projektet med dets tre førsteårs seniorer har vist sin berettigelse.
En af disse tre, Kasper Bleibach, var i USA med som reserve, og

han var desuden tilmeldt i enerkajak over 500 meter, hvor han fik
smagt på gamet og ydede en acceptabel indsats med en 8. plads i
sin semifinale.
Junior kan også
To uger tidligere, på den anden side af jorden i Japan, havde
juniorerne også fundet takterne. Nilsen- familiens yngste, Casper
og makkeren Kasper Hamann, roede nemlig et rigtig flot VM
og vandt meget fortjent bronze. Nu venter der en vinter i det
Nielsenske hjem i Gladsaxe, hvor det må være svært at få armene
ned på denne side af juleaften.
Spejdersport annonce 4F
Resultater - Kortbane VM, Gainsville, USA
Toerkajak 500 meter, A-finale:
1. Rauhe/Wieskotter, GER 1:27.974
2. Piatrushenka/Makhneu, BLR 1:28.954
3. Dounela/Balciunas, LTU 1:29.205
4. Twardowski/Wysocki, POL 1:29.291
5. Oscarson/Nielson, SWE 1:29.723
6. Mads Kongsgaard / Lasse Nielsen, DEN 1:30.041
7. Kammerer/Vereb, HUN 1:30.056
1-6 første OL kvalificeret, hvilket byder at Kongsgaard og Nielsen
er kvalificeret til OL i Athen næste år.
Toerkajak 1000 meter, A-finale:
1. Oscarson/Nilsson, SWE 3:14.157
6. Verås-Larsen/fjeldheim, NOR 3:16.057
7. Mads Kongsgaard / Lasse Nielsen, DEN 3:16.150
Enerkajak, 1000 meter A-Finale
1. Ben Fouhy, NZL 3:28.852
2. Adam Van Koeverden, CAN 3:29.720
3. Nathan Baggaly, AUS 3:29.909
B-Finale
1. Babak Amir-Tahmasseb, FRA 3:34.999
4. Torsten Tranum-Jensen, DEN 3:38.090
Tranum-Jensen bliver nr. 13 samlet
Firerkajak, 1000 meter A-Finale
1. Slovakiet 2:55.291
2. Ungarn 2:56.795
3. Tyskland 2:57.048
B-Finale
1. Rusland 3:02.368
7. Danmark (Kim Vraae/Jakob Øster/Adam Spliid/Knud A. Kragh)
3:06.745. Danmark bliver nr. 16 samlet
KANO & KAJAK 4/2003 05
Foto: Nelo

DANMARKSTURNERING I KAJAKPOLO
Nu har kajakpolo vokset sig så stor, at dem derhjemme
i sofaen også kan følge med i stævnerne på tv
Af Birgitte Adamczky og Anne-Mette
Mortensen
I weekenden d. 1.-2. november blev sidste
del af Danmarksturneringen i kajakpolo
afviklet i Odense. Det var hér, de danske
mestre skulle findes og kåres efter 41
kampe. Der var tilmeldt 24 hold fordelt
i herrer LIGA, herrer 1. division, damer
LIGA og junior række. Der var deltagelse
af både etablerede klubber og de nye i
polosammenhæng. Geografisk var holdene
også pænt fordelt fra hele landet, lige fra
Flensborg til København.
DM i kajakpolo – Danmarksturneringen
- blev i år afviklet over fem stævner for
herrer og tre stævner for damer og junior.
To af stævnerne blev afholdt fælles, hvor
der blev spillet i alle rækker. Det sidste i
Odense var et af de store stævner, så der var
kampe fra morgen til aften både lørdag og
søndag. Der var en rigtig god stemning og
gang i den hele tiden.
Kajakpolo er, i modsætning til anden kajakroning,
en holdsport. Ud over at man
individuelt skal være god til at ro og
manøvrere sin kajak, håndtere bolden og
06 KANO & KAJAK 4/2003
have øje for spillet, så er holdånden også
vigtig. Dette giver sporten et ekstra socialt
aspekt.
Det sociale blev der også lagt vægt på ved
stævnet i Odense. Lørdag morgen kl. 10.00
var alle dukket op med “gode arme” og
spændte på, hvad weekenden ville bringe.
Nogle havde medaljehøst i udsigt, andre
nærede måske et håb om at vinde en kamp
eller 2. Ingen tvivl om, at alle kom for at
spille polo, simpelthen fordi det er sjovt.
Lørdag blev der spillet kampe i B-række og
C-række for herrer. B-rækken bestod af de
nederste 3 hold fra herrer LIGAen og de 3
øverste fra 1. division. Her gjaldt kampene
op- og nedrykning til næste års LIGA. I Crækken,
hvor der var fri tilmelding, gjaldt
det de sekundære placeringer i kampen om
Danmarksmesterskabet.
Der var fast bemanding ved dommerbordet,
som udover at skynde på både dommere og
spillere, så den stramme tidsplan kunne
holdes, også styrede stopure og pointtavle.
Deltagere og tilskuere blev løbende holdt
orienteret om scoringer og resultater. Man
kunne følge med i enhver kamp, uanset om
man var i svømmehallen, omklædningen
eller ventede på sin toast i cafeteriet.
Efter lørdagens kampe var Neptun, Århus
og Odense sikre på at spille i næste års LIGA
sammen med de 4 hold, som om søndagen
skulle kæmpe om DM-medaljerne.
Alle kampe dømmes af 2 dommere. Alle
klubber bliver sat til at dømme, men
de mindre erfarne får hjælp fra de mere
garvede. I starten af 2003 blev der nedsat
et dommerudvalg, som står for uddannelse
af dommere. Der er stadig behov for at
højne standarden og gøre dommerne mere
sikre. Det kan godt kræve sin mand m/k at
dømme en kamp, hvor alle spillere kæmper
til det yderste og er godt tændte.
Efter lørdagens sidste kamp gik turen til en
skole i nærheden, hvor der var dækket op
til bespisning af 110 polospillere. Selvom
spillerne havde kæmpet imod hinanden
hele dagen, var kampstemningen for
længst forsvundet, så det blev en hyggelig
aften med en god stemning. Lennart Holm
Højdal indstiftede “den gyldne hjælm”
- en ærespremie til en person, der har ydet
et stort frivilligt arbejde for kajakpolo.
Den gik velfortjent til Asger Søndberg fra
Peptalk til Skovshoved junior Dommerbordsbesætning Herrer præmieoverrækkelse

Skovshoved.
Søndag startede, hvor vi slap lørdag aften -
nemlig ved spisebordet. Og morgenmaden
blev serveret meget tidligt, da kampene
startede kl. 8.30. Søndag blev der spillet
i herrer LIGA, damer LIGA samt juniorrækken.
Herrerækken havde Skovshoved
som favoritter, og det levede de op til ved
at vinde DM-guldet igen i år. Kampen om
2. og 3. pladsen var derimod meget tæt.
København spillede sig til sølvmedaljer,
mens Holte vandt bronze med en målforskel
på kun 1 mål ned til Silkeborg, som
for andet år i træk fik den utaknemmelige
4. plads.
Også i damerækken var Skovshoved favoritter.
De vandt guldet foran København. På
3. pladsen kom Odense, som stillede op for
første gang i turneringen.
I juniorrækken var det Odense, som satte
dagsordenen, men de fik kamp til stregen
Kajakpolo er, i modsætning
til anden kajakroning,
en holdsport.
Ud over at man individuelt
skal være god til at ro
og manøvrere sin kajak,
håndtere bolden og have
øje for spillet, så er
holdånden også vigtig.
Dette giver sporten et ekstra
socialt aspekt.
Asger modtager den gyldne hjælm Fællesspisning
af Skovshoved der besatte andenpladsen.
Flensborg som ikke har deltaget i mere
end 1 poloturnering før, kom ind på 3.
pladsen.
Efter stævnet havde vi alle travlt med at
komme hjem og få tændt for TV. Stævnet
blev lørdag filmet af 3 TV-stationer, og 1
REGATTAFORENINGEN af 1965
om søndagen, så også pressen er ved at få
øje på det spektakulære ved vores sport.
Stævnet i Odense blev en fin afslutning
på sæsonen. Det var rigtigt dejligt at se
så mange hold fra forskellige klubber
repræsenteret.
Foto: Anne-Mette Mortensen & Susanne Fredholm
REGATTAFORENINGEN af 1965
Hej Kano og Kajakvenner, hvor bliver I af, vi ønsker stadig
at I vil melde jer ind i Regattaforeningen af 1965.
Kontingentet er kun kr. 100,- om året.
Vi mødes mindst en gang om året til hyggelige sammenkomster,
hvor det er sjovt at ses og tale om det vi har
oplevet tidligere.
Kom og være med så vi kan blive mange medlemmer til at
støtte vores idrætsgren.
Vi har i år købt pokaler til DM Drenge Yngste C1 500m.
og Drenge Ungdom C1 500m. som uddeles i år for første
gang.
Bestyrelsen:
Villy Christiansen, Formand. Telefon: 47 31 48 20
Kjeld Knudsen, Kasserer. Telefon: 44 92 70 15
Søren Wulff, Næstformand. Telefon: 33 31 80 75
KANO & KAJAK 4/2003 07

• Vandet er kun 4°C varmt
• Der kan være op til 3 m. høje bølger på havet
• Iskolde isbjerge
• Hvaler er bare i vejen
• Myg kan også arrangeres
I regn, regn, tåge tåge og i bagende bagende solskin solskin – you you name name it we got it.
Tør du opleve opleve den ægte ægte natur, natur, og dens dens kræfter, kræfter, i Inuitternes Inuitternes transportmiddel.
transportmiddel.
En ægte ægte kajak kajak roer roer tager tager til Grønland Grønland mindst mindst én gang gang i livet. livet.
Information:
Aasiaat Tourist Service
Postboks 241
3950 Aasiaat.
Grønland
Tlf.: +299 89 25 40
Fax.: +299 89 25 45
08 KANO & KAJAK 4/2003
Supersonic 02
E-mail: aasiaat.tourist@greennet.gl
www.greenland-guide.gl/aasiaat-tourist/
Ydeligere information: ole@vajda.dk
www.vajda.dk

SE MIT ROVAND
Beretningen om en god dag, set med arrangørens øjne
Af Hans Larsen, Formand, Kajakklubben Sydvest
Lørdag d. 23 august havde klubben igen
sat ”Se mit rovand” på aktivitetskalenderen.
Vi havde forberedt os, så alle tænkelige
opgaver var delt ud blandt dem, der
ville hjælpe ved afviklingen igen i år. Vi var
spændt på, om der nu ville komme nogle
gæster til vor klub.
Sønderborg ringede 8 dage før og tilmeldte
8 klubmedlemmer, som ville komme og
deltage i vor aktivitet. Der var ikke andre,
der meldte deres ankomst, så vi fik afstemt
vore planer, så vi kunne give gæsterne fra
Sønderborg den bedste oplevelse af deres
besøg i Varde.
Kl. 10.00 mødtes vi ved Karlsgårdeværket.
Vi var klar med kaffe, te og rundstykker,
som vi serverede i informationslokalet på
Værket - det havde Egon lånt til lejligheden.
Jeg bød vore gæster velkommen i
klubben, hvorefter Jeppe tog over og gav
en information om selve Værket, dets
historie og nogle data om Værket og søen.
Derefter fik vi båret kajakkerne op over
diget til selve søen. Der var flot sol og blikstille
vand, et flot syn.
Inden vi fik kajakkerne sat i vandet og
kom af sted var det blæst op, ret så kraftigt,
med vind fra vest og kraftige vindstød ind
i mellem. En kraftig byge fik vi også. Men
alle var friske, en enkelt af vore gæster ville
lige se, om der nu var så dybt, som Jeppe
havde fortalt. Det var der, men gæsten var
frisk og fik tømt sin kajak og blev klar til
turen rundt på søen. Vi var i alt 13 deltagere,
fem medlemmer fra klubben havde
meldt deres ankomst og ville deltage i
dagens ture.
Vi havde en god tur og var helt nede i
vigen ved Næsbjerg vejen, men på turen
tilbage var der stiv modvind, så der skulle
arbejdes for at komme frem. Bølger var der
nu også føjet til oplevelsen på søen. Hele
flokken var spredt i små grupper, en enkelt
roede for sig selv det meste af turen, men
de andre oplyste, at han var habil til både
modvind og bølger, så det skulle nok gå.
Ved indsnævringen, lige efter udløbet fra
Kanalen og Holme Å, var der en af gæsterne,
der måtte i baljen. Vedkom-mende mistede
sin pagaj og var prisgivet i den kraftige
blæst og høje bølger, der nu herskede over
søen. Flere af vore medlemmer gik til undsætning
for at hjælpe. Vedkommende kom
på slæb og en anden fik pagajen indenfor i
kajakken, så man kunne gå i land, få tømt
kajakken for vand, og få noget tørt tøj på.
Det blev aftalt, at der ville blive sendt en
bil af sted for at hente dem. En enkelt mere
af vore gæster valgte at gå i land, sammen
med de første, og for også at blive hentet.
Søen vidste tænder, der var skumtoppe
på alle bølger, som var ret så høje nu og
blæsten havde igen taget til og var gået
mere om i nord, så det krævede sin mand
at komme over søen.
Der blev sendt en bil
af sted for at hente de andre. Der gik lidt
koks i kommunikationen lige her, men til
slut var alle samlet igen ved Værket, havde
fået skiftet tøj og var klar til at tage turen
til Varde. Af vore gæster var halvdelen kapfolk
og de sidste fire turfolk som os. Alle
kom godt af sted trods den stærke strøm
fra værket. Det blæste stadig meget, men
solen havde nu fået overtaget og varmede
rigtigt meget igen. Vi fik alle en dejlig og
blæsende tur til Varde. De fire kapfolk var
næsten færdig med deres frokost, da alle
var samlet i klubområdet. Der var nu kaffe
og te til deltagerne.
Det blev aftalt, at hvis vore gæster ville
en tur ned gennem byen og ud til Vestre
Omfartsvej, så ville vi hente deres biler ved
Værket imens. De hurtigste af gæsterne
ville helt ud, men to ville kun lige gennem
Varde og så retur igen. Et af vore medlemmer
tog med de to på turen.
Vel tilbage i klubområdet fik alle vasket
deres kajakker, skiftet tøj og fik igen en tår
kaffe. Så gik snakken om dagens oplevelser
og det hårde vejr på søen, som var ukendt
for de fleste af vore gæster. De havde ikke
troet, det kunne være sådan her i Varde. Vi
fik fortalt lidt om vor egn, byen og hvad
de fleste af os lavede, om klubben, vore
fremtidsplaner m.m.
Alle vore gæster gav ved afskeden udtryk
for, at de havde nydt at være vore gæster
og de var begejstrede for det, vi havde
planlagt og afviklet dagen igennem, både
fortæring, men også oplysningerne om
det, de så under hele turen.
Nu var det andet år, vi havde dette arrangement
og første gang der var gæster, så vi
drøftede, om vi ikke i stedet skulle aftale
en dato for en genvisit i Sønderborg. Den
kontakt vil vi tage i januar, så vi kan få
aftalt en dato til næste år.
Nu har vi prøvet dette, det kræver mange
ressourcer, så det gør vi nok ikke lige med
det samme igen.
Tak til vore gæster for jeres besøg, og tak
til klubbens medlemmer, der aktivt deltog
i dagens strabadser og gav en hånd med.
Uden jeres hjælp havde vi ikke haft en så
god dag.
KANO & KAJAK 4/2003 09

1. Klubhuset ved Århus Bugten
2. MKC-ungdom varmer op, inden de går på vandet
3. Start på klubbens onsdag-handicap
Alle fotos er taget af Jan Skovgård
10 KANO & KAJAK 4/2003
BETALTE INSTRUKTØRER: NE
Marselisborg Kajak Club er et af DKF-flagskibene i Århus. Med 75 år på bage
Men betalte instruktører og øget professionalisering i klubberne, siger de nej
Af Christian Nørr
En sand perle! Ordene falder uvilkårligt
ved synet af det sorte træhus med
panoramavinduer fra gulv til loft, der i
bogstaveligste forstand ligger i vandkanten
af Århusbugten. Tilpas afsides og alligevel
kun 10 minutter fra bymidten. End ikke
en begyndende efterårsstorm kan skjule
skønheden ved dette sted.
Her er ingen billeder af bidske hunde, der
snerrer: ”Her vogter jeg!” eller meterhøje
hegn med postkasse og guldrandet navneskilt.
Tværtimod er døren ulåst, og vimplen
fra Marselisborg Kajak Clubs flagstang
smælder højt mod stangen. Her er alle
velkomne, problemet er blot, at der ikke er
plads til alle i den eftertragtede kajakklub.
De allerede indskrevne 330 medlemmer er
tæt på smertegrænsen for, hvad de fysiske
og klubmæssige rammer kan holde til.
For som formand Jørn Jensen stilfærdigt
udtrykker det: ”Jo flere medlemmer, jo
mindre ånd er der i klubben.”
Frivillighed kontra penge
Vi har sat formanden for Marselisborg
Kajak Club Jørn Jensen og instruktør Lotte
Ebdrup stævne i klubhuset til en snak om
frivillighed kontra penge og en diskussion
af, om arbejdet i klubberne kan og bør
gøres på en anden måde end i dag.
Traditionerne og den særlige klubånd er
et vigtigt fundament for den 75 år gamle
Marselisborg Kajak Club, der af formanden
også kaldes ”et socialt værested for kajakentusiaster”.
Men ikke et af den slags
væresteder, hvor de fremmødte blot læner
sig tilbage og nyder. Der er tværtimod
tale om en forening med stort F. Lotte
Ebdrup, der leder klubbens instruktørgruppe,
lægger ikke skjul på, at der knytter
sig visse forhåbninger om engagement og
del-tagelse i klublivet til de knap 50 nye
medlemmer, der hvert år er så heldige at
slippe igennem nåleøjet og får udleveret
en nøgle til det eftertragtede klubhus.
”Vi gør det klart for nye medlemmer, at de
ikke melder sig ind i en Form & Fitness,
hvor alt er ordnet for dem. Her er ingen,
der kommer og gør rent, rydder op eller
passer på udstyret. Det er op til hver
enkelt,” siger Lotte Ebdrup.
Og dermed er svaret også givet på
spørgsmålet om, hvorvidt Marselisborg
Kajak Club benytter sig af betaling til
bestemte nøglepersoner i klubben. Hverken
Lotte eller Jørn, der bruger et utal af timer
på henholdsvis instruktør- og formandsarbejdet,
får en krone for deres indsats. Og
sådan skal det blive ved med at være, er
de enige om.
”Vi har gudskelov aldrig givet løn til nogen
i vores klub. Vi har end ikke diskuteret det
på bestyrelsesniveau. Og hvis der kom et
forslag om aflønninger i klubben, ville det
blive sablet ned. For hvem skal have, og
hvem skal ikke have? Det ville skabe en
forfærdelig stemning i klubben,” siger Jørn
Jensen, der indrømmer, at det kan lyde en
anelse reaktionært.
Her går det godt
Set fra klubhuset i Århus er det et åbent
spørgsmål, om det overhovedet er nødvendigt
med betaling til bestemte personer
i klubben. Der er hidtil ingen, der har bedt
om det. Medlemmerne er godt tilfredse
med de udførlige begynderkurser og
løbende instruktioner, der har ikke været
problemer med at få nye medlemmer til at
engagere sig i klubben, og ventelisten til
klubben taler også sit eget positive sprog.
”Alle er velkomne til at sætte sig sammen
og stable noget på benene. Det kan sagtens
arrangeres på frivillig basis, uden at der
skal kroner og øre på bordet. På den måde
er der lidt 70'er kollektiv over det, og det
fungerer jo godt,” siger Lotte Ebdrup.
Nogenlunde samme melding kommer fra
en anden af de store klubber i Århus,

J TAK!
n og ca. 330 medlemmer er det både en stor og veldrevet klub.
tak til. ”Vi gør, som vi plejer,” lyder meldingen.
“Alle er velkomne til at sætte sig sammen
og stable noget på benene. Det kan
sagtens arrangeres på frivillig basis, uden
at der skal kroner og øre på bordet.
På den måde er der lidt 70'er kollektiv
over det”.
Kajakklubben "Skjold". Frivillighed og
medansvar er også her to nøgleord for
medlemsskabet af klubben. Der er ingen
betalte instruktører, det hele kører på frivillighedens
basis, og det kører godt, lyder
det fra leder af instruktørgruppen, Rikke
Haue. Hun tilføjer:
”Hvert år holder vores formand en velkomsttale
til de nye medlemmer, der er blevet
optaget i klubben, hvor han siger: I er nu
1/220 medejere og medansvarlige i klubben,
det vil sige, at det er op til jer at
engagere jer og tage et medansvar for, at
tingene fungerer.”
De unge bliver væk
I Marselisborg Kajak Club er elitearbejdet
ikke noget, man prioriterer særlig højt. Så
godt som alle medlemmer møder op for
hyggens og motionens skyld. De helt unge
er både et særsyn i klubben og på vente-
listerne. Langt de fleste medlemmer er
ældre hyggeroere, der mere nyder at se
farverne på træerne end at studere sekundviseren
på stopuret.
Jørn Jensen indrømmer blankt, at klubben
ikke gør noget særligt for at få fat i de
unge. De er velkomne, hvis de kommer.
Men hvis de bliver væk, er det heller ikke
jordens undergang. Helt upåvirket er formanden
imidlertid ikke af udmeldingerne
fra forbundets side om at have modet
til at gribe tingene anderledes an. Særlig
det manglende elitearbejde giver stof til
eftertanke.
”Forbundet giver mig som formand dårlig
samvittighed, og jeg har da siddet til et
par årsmøder og krummet tæer, når man
fra central side diskuterer elitesatsningen.
Det er jo meningen, at klubberne skal være
fødekæde for det elitearbejde, der bliver
udført længere oppe i systemet,” siger Jørn
Jensen, der dog samtidig advarer mod at
tro, at betalte instruktører og flere penge i
sporten er den eneste vej frem.
Marselisborg Kajak Club håber på et
samarbejde med de andre klubber i Århusområdet,
så man inden for en overskuelig
fremtid kan præsentere et kraftcentersamarbejde,
hvor de bedste roere kan samles
under mere professionelle rammer, end
klubberne kan tilbyde i dag.
I forbindelse med denne artikel, kan det nævnes at MKC i år
har 75 års jubilæum og at Jørn Jensen har været klubbens
formand de seneste 25 år.
KANO & KAJAK 4/2003 11

PIGERNE VISER DE KAN MED VM-SØLV
Maraton VM i Spanien
Anne Lolk og Mette Barfod afsluttede en fantastisk sæson med at træde et trin op af skamlen ved VM
i forhold til EM i juli. Hermed cementerede pigerne deres position som verdens næstbedste
maratonmandskab, hvilket udløser pladser på elitecentret på Bagsværd Sø. Medaljen understøtter den
danske længsel efter at se maratondistancen på OL programmet.
Af Jakob Pedersen
Ved udgangen af 2003 tilfalder titlen som
verdensmestre i kvindernes toerkajak på
maratondistancen Renata Csay og Kornelia
Szonda fra Ungarn.
Kort efter start havde den ungarske dou
nemlig lagt alle konkurrenter bag sig, på
nær to unge danskere. Denne tandem
holdt sig til ca. 2/3 inde i løbet, hvor
de regerende verdens- og europamestre
satte det afgørende stød ind og i ensom
majestæt kunne genindløse titlen som verdens
bedste. Ungarerne skal dog se sig godt
for i tiden fremover, for hvis de havde tid
til at studerer den danske kajak, der i lang
tid fulgte dem på ruten i Valladolid, ville
de have bemærket, at det er et ungt mandskab,
som de kun kan forvente sig mere af i
fremtiden. En smagsprøve på dette bidrog
Lolk og Barfod selv med, da de i lige så
suveræn stil som Csay og Szonda i spidsen,
holdt et kobbel på tre både ca. 4 minutter
bag sig hele vejen til mål.
Målet var som et minimum at gentage
medaljerne fra EM i juli, men at Anne
Lolk og Mette Barfod skulle vise så overbevisende
takter i en VM-finale, giver forhåbninger
om, at duoen med tiden kan træde
det sidste trin op af skamlen og kalde sig
verdens bedste.
Fornuftig sæsonafslutning
De danske herrer var også repræsenteret i
Valladolid, og her var håbet, at sidste års
12 KANO & KAJAK 4/2003
sølvvinder Torsten Tranum-Jensen kunne
gentage triumfen og igen sikre en podieplads
til Danmark. Ligeledes stod Michael
Kongsgaard også i en håbefuld position
efter sin fjerdeplads ved EM og en
opadgående formkurve. Løbet udviklede
sig da også fornuftigt med begge danskere
i en 11 mands frontgruppe, men begge
måtte desværre se sig distanceret i løbets
afgørende fase, der fik en meget dramatisk
afslutning, da første mand i mål - den forsvarende
verdensmester spanieren Manuel
Busto Fernadez - blev diskvalificeret for at
have passeret den ene målbøje på forkert
side. Dette betød, at Torsten i stedet for en
sjetteplads blev noteret for femtepladsen,
et resultat den danske lejr var tilfredse med
trods medaljeforhåbningerne.
Michael Kongsgaard udgik efter ca. halvdelen
af løbet med begyndende rygproblemer.
Da han om søndagen skulle ro med
bror Mads, ville Michael ikke overanstrenge
den ømme ryg. Det gik ikke meget
bedre om søndagen, idet ryggen ikke holdt
hele vejen.
Første EM- og VM-medalje i samme år
På trods af de manglende medaljer i herrernes
løb, kan de danske kano- og kajakroere
endnu engang kun beklage, at
maratondistancen ikke er at finde på OL
programmet. Pigernes fantastiske præsta-
Resultater - Maraton VM
Valladolid, Spanien
Toerkajak, kvinder:
1. Csay/Szonda, HUN 3:00:18.54
2. Anne Lolk/Mette Barfod, DEN 3:02:54.54
3. Giczy/Harkai, HUN 3:06:43.08
Enerkajak, mænd:
1. McGregor, RSA 2:54:07.11
2. Jambor, HUN 2:54:08.78
3. Stot, RSA 2:54:10.70
4. Llera, ESP 2:54:53.37
5. Torsten Tranum-Jensen, DEN 2:56:57.43
Michael Kongsgaard udgik
Enerkajak, mænd junior:
1. Brown, GBR 1:35:30.94
15. Lars Bryld, DEN 1:38:56.08
Enerkajak, kvinder junior:
1. Faldum, HUN 1:47:09.31
2. Mie Ringsted, DEN 1:49:47.71
tion kunne have givet søde drømme om
mulighederne for danske kano- og kajakmedaljer
næste år i Athen. For ikke nok
med at duoen pt. er verdens næstbedste.
Tager man deres alder i mente og kan de
to holde sammen i endnu en årrække, så
synes muligheden for endnu større triumfer
at ligge og lure i fremtiden.
Ligeledes er det første gang, at danske
kano- og kajakroere tager medaljer ved
både et EM og VM i samme år.

& Co.
www.danskebank.dk
Hvis man ikke er nysgerrig,
bliver man aldrig rigtig god.
Josephine, danser
Gør det du er bedst til – det gør vi
Congratulations Mads and Lasse, see you in Athens ! !
www.nelo-danmark.dk Thomas Christiansen & Karsten Solgaard 39 66 73 37
Sport
Equipment
Supplier
ATHENS 2004
KANO & KAJAK 4/2003 13

Tradition og fornyelse – to sider af samme sag
Brugen af frivillige og betalte instruktører
er ikke hinandens modsætninger i Amager
Ro- og Kajakklub. Den gamle københavnerklub
har i de seneste sæsoner eksperimenteret
med forskellige måder at organisere
sig på og rekruttere nye medlemmer.
Særligt børne- og ungdomssiden er et
prioriteret indsatsområde.
Af Christian Nørr
Vinden bider ubønhørligt i kinderne, og
kviksølvet i termometeret er kun lige krøbet
over nul grader. Alligevel er et par
både på vandet, og der er godt fyldt op i
træ-ningslokalet, hvor musikken pumper
om kap med pulsen hos de storsvedende
unge mænd.
Amager Ro- og Kajakklubs formand, Casper
Licht, viser stolt rundt i de slidte lokaler.
Sofaerne i klubhuset ligner rene loppemarkedsfund,
klubbens eneste omklædningsrum
levner ikke plads til den store
blufærdighed, og bådene er stablet fra gulv
til loft i den tætpakkede garage. Men her er
liv – også en mandag eftermiddag klokken
17 – og tonen er rå og hjertelig.
Men frem for alt er der vilje til forandring
og nye tiltag i den 70-årige gamle ro- og
kajakklub, der startede som en ægte arbejderklub,
men som siden hen har åbnet
portene for alle, uanset stand og partibog.
I Amager Ro- og Kajakklub (ARK) er brugen
af frivillige og betalte instruktører ikke
hinandens modsætninger. I de sidste par
sæsoner har man eksperimenteret med
forskellige måder at udbyde kajakinstruktion
på og rekruttere nye medlemmer. Og
14 KANO & KAJAK 4/2003
der er en løbende debat om, hvordan man
skal gøre klubarbejdet endnu bedre – ikke
mindst på børne- og ungdomssiden.
Betalte instruktører
Helt i tråd med DKFs opfordringer til
klubberne om en øget professionalisering
og eksperimenteren med betalte instruktører,
søsatte ARK en ny måde at indlemme
potentielle medlemmer i klubben
på. Sideløbende med de traditionelle begynderhold
startede de et betalingshold op,
hvor hver deltager betalte 1.500 kroner
for at blive undervist 10 gange af en fast
instruktør, og efter endt (og bestået!), kursus
fik de muligheden for at blive indlemmet
i klubben.
”Betalingsholdene var på sin vis en succes,
men i år har vi sat dem på standby, da det
ikke er en holdbar løsning både at have
betalingshold og almindelige begynderhold
ved siden af hinanden. Vi oplevede,
at de betalende voksenkursister ikke blev
integreret lige så godt, som dem vi optager
som medlemmer med det samme. I øjeblikket
er vi derfor ved at evaluere projektet
og finde en fremtidig måde at rekruttere
nye medlemmer på,” siger Casper Licht.
Personligt er han ikke imod betalte instruktører,
men det er et emne, hvor man
skal træde varsomt, erkender han. For er
pengepungen først åbnet for nogle grupper
i klubben, kan andre med rette spørge,
hvorfor de ikke også skal have, når de yder
mindst ligeså meget.
På ét andet område har bestyrelsen imidlertid
været nødt til at bryde med det
ellers så stærke frivillighedsprincip, og det
er den ugentlige rengøring af klubhuset.
Der var simpelthen ingen medlemmer,
der gad påtage sig den sure tjans – bankende
klubhjerte eller ej. Men på alle andre
områder er det stadig ildsjælene, der råder,
selvom Casper Licht sagtens kan forestille
sig, at der med tiden bliver ”betalte ildsjæle
på instruktørsiden.”
Børne- og ungesatsning
Med en lille elitekerne og en stor flok roere,
der enten har været eller er på vej mod
toppen, er ARK en klub, hvor elite-arbejdet
og –udviklingen er en naturlig del af
dagligdagen. Og i den proces er børne- og
ungdomssiden vigtig. De helt unge roere
er så at sige nederste led i fødekæden for
såvel klubben som det mere overordnede
elitearbejde på forbundsplan.
Derfor prioriterer ARK også børne- og ungdomsindsatsen
højt. Og de vil gerne gøre
endnu mere i de kommende sæsoner for
både at udvikle rammerne for de allerede
indskrevne medlemmer og skaffe nye interesserede
i denne aldersgruppe. Igen er professionaliseringen
af træningen og instruktørindsatsen
et af de vigtige parametre.
”Det er meget afgørende, hvis vores mål
om en stor og talentfuld ungdomsgruppe
skal lykkes, at vi tilbyder faste rammer og
god træning hver uge. Vi må ikke bare lade
de unge klare sig selv eller aflyse træningen,
fordi en instruktør ikke lige kan,” siger
Casper Licht. Han pointerer, at betalte
instruktører på dette område sagtens kan
komme på tale.
Generalforsamlingen i ARK har allerede
givet sin fulde opbakning til, at bestyrelsen
aflønner instruktørerne på børne- og ung-

domssiden. Men klubben har ikke benyttet
sig af det udvidede mandat, da instruktørerne
hidtil har arbejdet gratis for samtidig
at kunne nyde friheden ved ikke at have
snærende arbejdsgiverbånd.
Penge eller ej
Ved et af de andre borde i klubhuset sidder
fire unge, der netop har været på vandet.
At dømme ud fra de højlydte drillerier og
grin i falset, er det ikke just professionaliseringen
i klubberne, de bekymrer sig om.
Ej heller de ophedede diskussioner som
temaet: Frivillige kontra betalte instruktører
kan afstedkomme blandt ”de voksne.”
Alligevel kan det meget vel være deres
aldersgruppe, der først mærker de nye
vinde, der i disse år diskuteres så heftigt. I
hvert fald i ARK, hvor det tilsyneladende
er lettere at se igennem fingre med de
gamle traditioner på børne- og ungdomssiden
end på den større og mere udbredte
seniorside.
”Jeg kan sagtens forestille mig, at vi inden
for nogle år har meget fastere rammer og
betalte instruktører på børne- og ungeområdet.
Det vil sikkert koste tårer hos
nogle. Men hos os har et flertal en større
åbenhed over for dette og en erkendelse af,
at det måske er den vej, vi bliver nødt til
at gå i fremtiden,” siger Casper Licht, der
understreger, at hvis penge skal indføres i
kano- og kajaksporten, er det vigtigt, at det
ikke bliver sneget ind ad bagdøren, men
tværtimod er en overordnet og åben beslutning,
som diskuteres grundigt igennem
internt i klubben.
Se og Hør Gunnar Nu Fonden
Foto: Sports Foto, Preben Søborg
CRAFT ANN
Kano og kajak var endnu
engang repræsenteret,
da Se og Hør Gunnar Nu
Fonden uddelte deres årlige
gaver til dansk idræt.
Knud Abildgaard Kragh
var blandt de heldige
modtagere af et legat på
godt 25.000 kr. ved uddelingen
d. 17. oktober
i Valby.
KANO & KAJAK 4/2003 15

DBC 2003 – Succes på Sjælland...
Hvorfor halter Fyn og Jylland efter med deltagelsen?
Af Winnie Feldtmose, Børne- og Breddeudvalget.
Danske Bank Cup er for dem, der ikke ved det, 6-7 individuelle
stævner, der bliver afholdt i løbet af sæsonen med forskellige
aktiviteter, såsom 4 x 200 m stafet, 2000m og det nye tiltag i 2003:
K2 løb over 200m, hvor der trækkes lod om makkeren og/eller
”C4”, hvor der er 4 roere i en turkano over 200m. Det er Danske
Bank, der er hovedsponsor. Udover præmier til roerne bliver der
trukket lod om en børnekajak til klubben ved hvert stævne.
Er det sjovt at deltage i DBC spørger vi om? Ja på Sjælland synes
børnene, det er sjovt... På Fyn og i Jylland er deltagelsen meget
begrænset... Bor de fleste kajakbørn på Sjælland? Næh…, der er i
følge den seneste medlemsopgørelse 1258 medlemmer under 17 år
i Østdanmark, mens der på Vestsiden er 880 medlemmer, og der
må da være nogle af dem, der er under 14 år og som godt kunne
deltage i DBC.
Hvorfor deltager de så ikke i stævnerne? Er afstandene for store,
er der ingen børn, der har lyst til at ro kajak for sjov, er det en
forkert stævneform i Jylland, er lederne i klubberne ikke gode
nok til at give information til deres trænere, synes trænerne, det
er besværligt at deltage i, skal der laves om på reglerne i Jylland?
Der er mange spørgsmål, der kan stilles og sikkert også gode svar
til de fleste.
16 KANO & KAJAK 4/2003
Men er det nok med svar, eller skal vi gøre noget ved det!! Som
noget nyt i år tilføjede vi K2, og de fleste roere og klubber har taget
godt imod denne form for løb, hvor der trækkes lod om mandskaberne.
Præmierne er blevet ændret og der er flere kajakker ved
lodtrækningen, en ting som de fleste klubber sætter pris på... en
ny børnekajak til bådparken er vel altid velkommen i klubben.
Er det placeringen af stævnerne, der er helt ude i skoven i Jylland?
Her tænkes på datoerne. Ligger de oven i andre stævner, eller
mangler der et stævne samme sted for forældrene. Troense havde
i 2002 lagt det samtidigt med Thurø Rundt, hvilket de ikke gjorde
i år, og det var nok én af grundene til, at stævnet blev aflyst. 2
gange forsøgte vi med stævne i Haderslev og i Holstebro deltog
kun meget få klubber.
Næste år er der planlagt følgende stævner, fordelt ligeligt imellem
øst og vest: 12/6 i Palo, 27/6 i Sorø, 14/8 i Troense, 22/8 i
Holstebro, 28/8 i Nybro/361 og 26/9 i Vejle. 2 stævner i Jylland,
1 i Fynskredsen og 3 i Østdanmark. Der er med vilje ikke planlagt
stævner i juli pga. sommerferie, og der er taget meget hensyn til
andre stævner øst/vest. Det kan tilføjes, at Troense har valgt igen i
år at afholde Thurø Rundt i samme weekend som DBC.
Vel mødt til endnu en række fornøjelige stævner i 2004.

Foto: Flemming Agner Jørgensen
Er det sjovt at deltage i
DBC spørger vi om?
Ja på Sjælland synes
børnene, det er sjovt...
På Fyn og i Jylland er
deltagelsen meget
begrænset...
KØBES
Brugt havkajak ønskes (evt. 2 stk.)
Henvendelse: Bodil Otzen
Tlf: 86 18 17 13
E-mail: beotzen@hotmail.com
KØB & SALG
KØBES
Brugt X-lancer træsæde(uden udskåret
huller i sædet).
Henvendelse: Thomas L
Tlf: 26 23 52 36
E-mail: lundth@hotmail.com
KANO & KAJAK 4/2003 17

Foto: Ron Friedman
Af Mads Kongsgaard
Lige siden jeg som 15-16 årig begyndte at
træne seriøst, har deltagelse ved OL været
min drøm, mit store mål, det der har fået
mig til at træne 20 timer hver eneste uge
de sidste 8 år og ikke mindst det, der har
motiveret mig de tusindvis af gange, hvor
regn og blæst har gjort træningen træls og
uoverskuelig.
Til VM i 1999 i Italien var jeg i K4 0.3 sek.
fra at kvalificere mig til OL i Sydney, men
som et gammelt ordsprog siger, slår lige
ved og næsten ingen mand af hesten, og vi
måtte meget skuffede nøjes med at opleve
OL i fjernsynet og ikke som deltagere.
Gennem de sidste tre år, siden det sidste
OL, har jeg forbedret mig meget, hvilket
også har betydet, at jeg lige siden 2001
har været i samtlige de VM-finaler jeg har
stillet op i. I både 2001 og 2002 blev jeg
sammen med Kim Knudsen, ARK nummer
fem i K2 1000m, så drømmen om endeligt
at komme til at deltage ved OL, er gennem
de seneste år blevet stærkere og stærkere.
Derudover har jeg også for et par år siden
besluttet, at jeg ville stoppe min kajak-
karriere på internationalt niveau efter 2004,
for at kunne fokusere på også at få en jobmæssig
karriere. Så OL i Athen var og er,
sidste chance for at få drømmen opfyldt.
Kravet for at kvalificere sig til OL i K2 ved
dette års VM var minimum en 6.-plads.
Et skræmmende hårdt krav, især med den
utroligt hårde konkurrence, der har været
hele dette år.
Til dette års VM roede jeg i K2 med en ny
makker, Lasse Nielsen fra Gladsaxe, som
sidste år var junior, men som i år har vist
en helt utrolig udvikling og har været en
overordentlig god makker for mig i toerka-
18 KANO & KAJAK 4/2003
VM KORTBANE 2003
Gainsville, Georgia USA
Det ville være løgn at påstå, at jeg nogensinde har været religiøs,
men under dette års VM på kortbane erfarede jeg under alle
omstændigheder, at der kan være mindre end 0.1 sek fra helvede
til himmelen.
Af hensyn til de medlemmer, der ikke kender mig så godt, eller ikke
har fulgt mig gennem mange år, må jeg nok hellere starte helt fra
begyndelsen.
jakken. Vi vidste på forhånd, at vi var et
relativt stærkt mandskab på både 500 og
1000m, men samtidig var vi godt klar over,
at vi skulle ro op til vores allerbedste, hvis vi
skulle hive en 6 plads hjem. Konkurrencen
til VM er altid meget hård, og endnu
hårdere i OL-kvalifikationsåret med 12-16
både, som i princippet alle kan blande sig
i toppen. Især forekom konkurrencen om
de første 6 pladser på 500 meteren næsten
uoverskuelig på forhånd.
Nå, men på trods af alle forhåbningerne og
presset kom vi godt i gang med stævnet.
På første dagen lagde
vi ud med at vinde
vores indled-ende
heat på 1000m og
blive nummer 2 på
500 m, så vi var
dermed klar til fredagens
semifinaler
på de to distancer.
På begge distancer
er der 4 semifinaler,
hvor de to bedste
fra hver semifinale,
plus den båd der har den bedste 3’er tid,
går videre til A-finalen, og dermed har
mulighed for at kæmpe om medaljerne og
de eftertragtede OL-billetter.
Jeg kan kun tænke på, at jeg ikke
kan holde ud, hvis vi igen bliver
henvist til en 7. plads med en
minimal margin. Kigger ind på land
og får øje på de danske tilskuere.
Ingen reaktion, men så pludseligt
hopper de i vejret, råber og skriger,
og vifter med flaget og så vidste
vi godt, at det endeligt
var lykkedes.
I semifinalen på 1000m fredag formiddag
kom vi rigtigt godt fra start, men set i bakspejlet
kørte vi nok et lidt for højt tempo
på mellemstykket af distancen, for på de
sidste 200 m var der fuldstændigt udsolgt
hos os begge. Vores vilje til at kæmpe for
vores finaleplads og vores OL-kvalifikation
gjorde, at vi kunne dykke dybere ned i
os selv og finde nogle sidste kræfter til at
komme helt i mål på en tredjeplads, kun
0.2 sek efter nummer 2. Uden at overdrive
kan jeg også med sikkerhed sige, at den
1000 m semifinale var den hårdeste i mit
liv, og det løb jeg har givet mig allermest
i. Heldigvis fordampede den umiddelbare
skuffelse over tredjepladsen relativt hurtigt,
da vi fik at vide, at vores anstrengelser
ikke havde været forgæves, og at vi havde
kvalificeret os til finalen på bedste 3’er tid.
500m semifinalen gik unægteligt noget
bedre. Vi kørte et perfekt disponeret løb,
hvor vi overhalede den Australske båd
75 m før målstregen, og kom i mål som
nummer 2 efter de tyske Verdensmestre og
guldfavoritter.
Lørdag formiddag! Så var
det nu: 1000 m K2 VM Afinalen.
Det vigtigste løb
i hele mit liv. Egentligt
skulle man måske nok
forvente, at jeg ville være
meget nervøs op til dette
løb, men det lykkes mig,
at få det vendt om til
en enorm motivation og
fokusering.
BIP! Startboksen går ned, og vi får en god
start, hvor vi hurtigt finder et godt glid og
rytme. Ned ad banen kigger jeg kun ind i
nakken på Lasse og koncentrerer mig om
at få nogle gode kraftige tag og om min
vejrtrækning. Kigger op ved 500 m og konstaterer
lidt overrasket, at vi ligger med helt
fremme i feltet, men samtidig også, at feltet
er næsten helt samlet. Ved 180 m igen ligger
vi stadig med fremme og begynder på
vores slutryk. Desværre kommer både den
Newzealandske og den norske båd utroligt
stærkt på de sidste 100 m, og vi må se os
henvist til den utaknemmelige 7. plads.
Slået af Norge på 6. pladsen med kun 0.09
sek. Det er helt umuligt for mig at beskrive,
hvor skuffet jeg var. Alle min anstrengelser

og drømme syntes forgæves, nu hvor OL
forekom uopnåeligt langt væk. Den bedste
beskrivelse er en følelse af et kæmpestort
sort hul, som man falder ned i. Skuffet, ked
af det og vred…………..0.09sek.
Søndag: Stævnets sidste dag, og dagen
hvor vi skulle ro 500 m finale. Forud for
finalen var der absolut ingen nervøsitet,
fordi jeg ikke længere rigtigt troede på, at
der var noget at tabe. Hvis vi skulle hive
en 6.-plads hjem, skulle vi uden tvivl ro
et feberløb. I den halve time før vi gik på
vandet, fik jeg dog overbevist mig selv om,
at ingenting er umuligt i sådan en finale,
specielt når konkurrencen er så tæt, så
jeg var egentligt forholdsvis fokuseret og
tændt, da vi lagde os klar til start.
Boksen gik ned igen med et bip, og vi får
igen en god start. Kigger bare lige frem i
nakken på Lasse, uden at ænse de andre.
Kigger til siden ved 250 m og må konstatere,
at vi ligger sidst, men samtidig føler
jeg mig ikke træt endnu. Sætter spurten ind
relativt langt fra mål, med 190 meter igen
og spurter alt hvad vi kan, selvom armene
føles som bly og det begynder at sortne
for øjnene. Da vi glider over målstregen,
er det umuligt at se, om vi bliver 6 eller 7,
for vi lå fuldstændigt side om side med den
Ungarske båd. Uden tvivl et superløb, men
jeg kan kun tænke på, at jeg ikke kan holde
ud, hvis vi igen bliver henvist til en 7.
plads med en minimal margin. Kigger ind
på land og får øje på de danske tilskuere.
Ingen reaktion, men så pludseligt hopper
de i vejret, råber og skriger, og vifter med
flaget og så vidste vi godt, at det endeligt
var lykkedes. Vi slog den Ungarske båd
med 0.015 sek (= 8 cm). De første par timer
kunne jeg slet ikke fatte, at det endeligt
var lykkes at kvalificere mig til OL, efter
så mange år, og så på den distance, der på
forhånd så så uoverskuelig ud.
Så hvis jeg kan holde mig selv rimeligt
skadefri, og holde formen, skulle jeg meget
gerne ligge til start til mit livs drømme-mål:
En OL finale om lidt mindre end et år.
VÆREBRO KANOKLUB
på sommerferietur i Östergötland, Sverige
Af John Børding, Formand
I år gik Værebro Kanoklubs sommerferietur til Östergötland i Sverige. En udramatisk,
men smuk naturoplevelse i kano fra Hycklinge til Slattefors, gennem den gamle venlige
Kinda Kanal.
Værebro Kanoklub, som er hjemmehørende i Ølstykke, har med 6 medlemmer fordelt
i 3 kanoer foretaget en interessant ugetur på søer og gennem sluser i Östergötland.
Udrejse den 19. juli og hjemrejse den 25. juli, én dag før planlagt.
Turen gik fra Hycklinge - nord for Vimmerby - mod nord til Slattefors syd for
Linköping. Transport ud og hjem foregik i to biler med kanoerne på klubbens trailer.
I alt blev der med flytning af biler kørt ca. 1150 km.
At padle på spejlblanke søer i strålende sol med stejle bevoksede klippesider er enhver
kanopadlers drøm. I dette tilfælde blev drømmen til virkelighed. Lufttemperaturen
var hele ugen på mellem 25 - 30 grader.
Enkelte steder fandt vi strande og badepladser med fint badevand på 20 - 25 grader.
Det blev til mange søbade i ugens løb.
I Rimforsa begynder vel den egentlige del af Kinda Kanal. Herfra og til Slattefors falder
vandstanden med ca. 60 meter.
Det betød, at vi måtte igennem nogle sluser. Første sluse var i Brokind. Her ligger også
herregården Brokind, som er Sveriges ældste, kendt siden 1100 tallet.
Ved Bjärke-Sæby fandt vi den gamle del af Stångån. Åen var opdæmmet. På stedet
findes også to slotte - det gamle bygget omkring 1630 og det nye slot bygget i 1791.
Længere mod nord findes en gravet kanal med tre slusekamre i Hovetorp. Her overnattede
vi på nyslået græs mellem slusekammer to og tre.
Siden fulgte sluserne: Hamra, Sturefors og Slattefors. Ved Sturefors sluse så vi på
Sturefors slot, opført 1584. Undervejs på turen fandt vi nogle fine afmærkede lejrpladser,
men det er svært, på grund af klipper, at finde pladser udenfor de afmærkede.
Turens sidste lejrplads var, trods mangel på toilet og affaldsspand, nok turens bedste.
Højt oppe på nogle klipper var lige plads til 4 telte. Udsigten var formidabel: Vi
havde første parket til et fiskeørnepar med tre unger, som var under oplæring i den
svære kunst at fange fisk. Solen blev nydt i fulde drag, badevandet ligeså, og aftenens
solnedgang var fantastisk. Hvad gjorde det så med lidt regn om natten og næste dags
formiddag. I ugens løb havde vi kun tre regnbyger, som hovedsagelig faldt om natten.
Det lykkedes også i år at lave en fælles grillaften og en pandekageaften.
Fra Rimforsa kan man sejle til Linköping med kanalbåden "Kind", eller turen kan
gøres modsat. En smuk tur, der varer ca. 7 1/2 time hver vej.
De mange naturoplevelser, få myg, det gode solskinsvejr, det fine badevand og den
venlige betjening vi fik ved alle sluser, var medvirkende til en fantastisk sommertur
for alle deltagere. I alt fik vi padlet 90 km.
Værebro Kanoklub er en turklub. Klubbens medlemmer kommer hovedsagelig
fra Ølstykke, Gundsø og Stenløse, enkelte dog også fra Frederikssund og Roskilde.
Klubben har egne kanoer og kajakker, som inden for rammerne af sejlreglementet står
til medlemmernes frie disposition.
KANO & KAJAK 4/2003 19

ISSN 0900-8438
Postbesørget blad
(0900 KHC)