Hvad er marxisme - Socialistisk Standpunkt

Socialistisk baggrund nr. 1 

HVAD ER 

MARXISME? 

Pris: 20 kr.

Hvad er marxisme? WWW.MARXIST.DK 

2 ● SOCIALISTISK BAGGRUND nr. 1 ● www.marxist.dk 

INDHOLD 

1. DIALEKTISK MATERIALISME 3 

Hvad er en filosofi? 3 

Idealisme og materialisme 3 

Materialismens oprindelse 4 

Hvad er dialektik? 5 

Dialektik og metafysik 5 

Hegel 7 

Kvantitet og kvalitet 7 

Modsætningernes indbyrdes gennemtrængen 7 

Negationens negation 8 

2. HISTORISK MATERIALISME 11 

Primitiv kommunisme 12 

Klassesamfundets og statens opståen 13 

Slavesamfundet 13 

Feudalismens fremkomst 14 

De enevældige kongers fremkomst 15 

Den kapitalistiske revolution 17 

Kapitalismens triumf 18 

Imperialisme 18 

Loven om ujævn og kombineret udvikling 18 

Den socialistiske omdannelse af samfundet 19 

Socialisme, det klasseløse samfund 20 

3. MARXISTISK ØKONOMI 21 

Betingelser for kapitalisme 24 

Værdi og varer 21 

Gennemsnitlig arbejdskraft 22 

Penge 23 

Varens pris 23 

Profit 23 

Arbejdskraft 24 

Ikke snyd! 24 

Merværdi 24 

Arbejdsdagen 25 

Konstant kapital 25 

Variabel kapital 25 

Nødvendigt arbejde og merarbejde 25 

Merværdiraten 26 

Profitraten 26 

Eksport af kapital 26

WWW.MARXIST.DK 

Hvad er en filosofi? 

På alle trin i den menneskelige historie har der været 

folk, der har udarbejdet en eller anden form for billede 

af verden og menneskets plads i den. Det kalder man 

en filosofi. De dele, de bruger til at danne dette billede 

af verden, har de fået ved at betragte naturen omkring 

dem og generalisere deres erfaringer. 

Visse mennesker mener, at de ikke har brug for en filosofi 

eller et særligt syn på verden. Men i praksis har alle 

en filosofi, selvom den måske ikke er bevidst udarbejdet. 

Folk, der lever efter "tommelfingerregler" eller "sund 

fonuft" og tror, de klarer sig uden teori, tænker i praksis 

bare på den traditionelle måde. Marx sagde engang, at 

de herskende idéer i et samfund er den herskende klasses 

idéer. For at opretholde og retfærdiggøre deres styre 

gør kapitalistklassen brug af alle de midler, de har, til 

at fordreje arbejdernes bevidsthed. Skolen, kirken, TV 

og pressen bruges til at fremme den herskende klasses 

ideologi og indoktrinere arbejderne, så de accepterer 

det kapitalistiske system som den mest naturlige, permanente 

form for samfund. Hvis man ikke har en bevidst 

socialistisk filosofi, accepterer man ubevidst den 

kapitalistiske. 

På alle klassesamfundets forskellige udviklingstrin har 

den revolutionære klasse, der ønskede at ændre samfundet, 

måttet kæmpe for et nyt verdenssyn og imod 

den gamle filosofi, som retfærdiggjorde og forsvarede 

det gamle system. 

Idealisme og materialisme 

Gennem hele filosofiens historie har der været to lejre, 

den idealistiske og den materialistiske. De almindelige 

begreber "idealisme" (d.v.s. hengiven og oprigtig handlemåde 

for ens idealer) og "materialisme" (d.v.s. grådighed 

og pengegrisk egoisme) har intet at gøre med filosofisk 

idealisme og filosofisk materialisme. 

Der var mange af fortidens store tænkere, der var idealister, 

f.eks. Platon og Hegel. Denne filosofiske retning 

opfatter naturen og historien som en afspejling af idéer 

eller ånd. Teorien om, at mennesker og alle andre materielle 

ting blev skabt af en guddommelig ånd, er et af 

idealismens basale begreber. Dette synspunkt bliver 

udtrykt på forskellige måder, men den grundlæggende 

mening er, at det er idéer, der styrer udviklingen af den 

materielle verden. Historien forklares som en tankens 

historie. Folks handlinger menes at stamme fra abstrakte 

tanker og ikke fra materielle behov. Hegel gik et 

Hvad er marxisme? 

1. Dialektisk materialisme 

skridt videre - han var en konsekvent idealist - og mente, 

at tanker var en uafhængig "Idé", der eksisterede 

uden for hjernen og uafhængigt af den materielle verden, 

som så bare var en afspejling af denne Idé. Religion 

er en integreret del af filosofisk idealisme. 

De materialistiske tænkere derimod har ment, at den 

materielle verden er virkelig, og at det er naturen og det 

materielle, der er det primære. Sindet, idéerne og tankerne 

er et produkt af hjernen. Hjernen, og derfor idéerne, 

opstod på et vist tidspunkt i udviklingen af levende 

væsner. Det grundlæggende i materialismen er følgende: 

(a) Den materielle verden, som vi oplever med vores 

sanser, og som videnskaberne udforsker, er virkelig. 

Udviklingen af verden finder sted p.g.a. verdens egne 

naturlove, ikke p.g.a. et eller andet overnaturligt. 

(b) Der er kun én verden, den materielle. Tanke er et 

produkt af materie (hjernen), og uden materie kan der 

ikke være nogen idéer eller tanker. Derfor kan tanker og 

idéer ikke eksistere alene uden materie. Generelle idéer 

er kun afspejlinger af den virkelige verden. Marx skrev: 

"For mig er idéer ikke andet end den materielle verden, 

der afspejles i den menneskelige hjerne og udtrykkes i 

form af tanker." Og videre: "Det er den måde man lever 

på i samfundet, der bestemmer ens bevidsthed." 

Idealisterne opfatter bevidsthed og tanker som noget 

ydre, der står i opposition til materien, naturen. Denne 

skelnen er fuldstændig forkert og kunstig. Der er en tæt 

forbindelse mellem tankens love og naturens love, eftersom 

de førstnævnte følger og afspejler sidstnævnte. 

Tanker kan ikke udledes af sig selv, men kun af den 

virkelige, ydre verden. Selv de tilsyneladende mest abstrakte 

tanker stammer faktisk fra en betragtning af den 

materielle verden. 

Selv en tilsyneladende abstrakt videnskab som ren matematik 

er i sidste ende udledt af den materielle virkelighed, 

og er ikke bare hjernespind. En skoleelev tæller 

hemmeligt sine materielle fingre under sit materielle 

skolebord, når han skal løse et abstrakt regnestykke. 

Når han gør det, genskaber han selve matematikkens 

oprindelse. Vi har et decimalsystem (et titalssystem), 

fordi vi har ti fingre. Romertal (I, II, III, IV, V o.s.v.) var 

oprindeligt afbildninger af fingre ( V viser vinklen mellem 

tommel- og pegefinger på en hånd, hvor alle fem fingre 

er strakt ud). 

www.marxist.dk ● SOCIALISTISK BAGGRUND nr. 1 ● 3


Ifølge Lenin: "Dette er materialisme: materie, der påvirker 

sanserne, skaber de indtryk, vi får. Disse afhænger 

af hjernen, nerverne, nethinden o.s.v., d.v.s. det er materien, 

der er det primære. Følelser, tanker, bevidsthed 

o.s.v. er produkter af materien." 

Mennesker er en del af naturen, og de udvikler deres 

idéer, idet de indgår forbindelser med resten af verden. 

Mentale processer er virkelige nok, men de er ikke noget 

absolut, der er uafhængigt af naturen. De skal studeres 

i de materielle og sociale omgivelser, de opstår i. 

Marx sagde: "Moral, religion, idéer og ideologier er altså 

ikke uafhængige. De har ingen selvstændig historie eller 

udvikling, men de mennesker, der udvikler deres 

materielle produktion og deres materielle forhold, udvikler 

og ændrer dermed samtidig deres tænkemåde og 

deres tanker. Livet bestemmes ikke af bevidstheden, - 

det er bevidstheden, der bestemmes af livet." 

Materialismens oprindelse 

"Al moderne materialismes oprindelsessted fra det syttende 

århundrede og frem er England," skrev Engels. 

På det tidspunkt (altså i det syttende århundrede) blev 

det gamle feudale aristokrati og monarki udfordret af de 

nysfremkomne middelklasser. Feudalismens bastion 

var den romersk-katolske kirke, som forsynede monarkiet 

og de feudale institutioner med guddommelig retfærdiggørelse. 

Denne kirke måtte altså undermineres, 

før feudalismen kunne blive styrtet. Den fremvoksende 

kapitalistklasse udfordrede de gamle idéer og guddommelige 

forestillinger, som den gamle orden var baseret 

på. 

"Parallelt med middelklassernes vækst oplevede videnskaberne 

en stor genopblomstring: astronomi, mekanik, 

fysik, anatomi, fysiologi, o.s.v. blev nu dyrket igen. Og 

kapitalistklassen, som ville udvikle sin industrielle produktion, 

havde brug for en videnskab, der kunne finde 

ud af naturgenstandenes fysiske egenskaber og naturlovenes 

virkemåde. Ind til den tid havde videnskaben 

bare været kirkens tjener, og den havde ikke fået lov til 

at overskride de grænser, troen satte, og havde derfor 

slet ikke været nogen rigtig videnskab. [I det syttende 

århundrede efterviste Galileo Kopernikus' teori om, at 

Jorden og planeterne var i kredsløb om solen. Datidens 

professorer gjorde grin med disse idéer og brugte kirkens 

og inkvisitionens magt til at få Galileo til at trække 

sine synspunkter tilbage. RS] Videnskaben gjorde oprør 

mod kirken; kapitalistklassen kunne ikke undvære videnskaben, 

så de blev nødt til at følge med i oprøret." 

(F. Engels) 

Det var på dette tidspunkt, at Francis Bacon (1561- 

1626) udviklede sine revolutionære materialistiske idéer. 

Ifølge ham var sanserne ufejlbarlige og kilden til al 

viden. Al videnskab var baseret på erfaring og bestod i 


at underkaste et datamateriale en rationel undersøgelse; 

induktion, analyse, sammenligning, observation og 

eksperimenter. Det var imidlertid først Thomas Hobbes 

(1588-1679), der fortsatte og udviklede Bacons materialisme 

til et system. Han indså, at idéer og opfattelser 

kun var afspejlinger af den materielle verden, og at "det 

er umuligt at skille tanken fra materie, der tænker." Senere 

kom den engelske tænker John Locke (1632- 

1704) med bevis på denne materialisme. 

Den materialistiske filosofi bevægede sig fra England til 

Frankrig, hvor den blev taget op og udviklet yderligere 

af Rene Descartes (1596-1650) og hans tilhængere. 

Disse franske materialister begrænsede sig ikke til at 

kritisere religionen, men udvidede deres kritik til også at 

gælde alle institutioner og idéer. De udfordrede disse 

ting i Fornuftens navn og forsynede den fremvoksende 

kapitalistklasse med ammunition i dens kamp imod monarkiet. 

Den store borgerlige franske revolution 1789-93 

bekendte sig til den materialistiske filosofi. Til forskel fra 

den engelske revolution i midten af det syttende århundrede 

ødelagde den franske revolution den gamle 

feudale orden fuldstændigt. Som Engels senere skrev: 

"Vi ved i dag, at dette fornuftens rige ikke var andet end 

kapitalistklassens idealiserede rige." 

Det, der var i vejen med denne materialisme fra Bacon 

og fremover, var imidlertid dens rigide, mekaniske tolkning 

af naturen. Det er ikke noget tilfælde, at denne engelske 

retning inden for materialistisk filosofi blomstrede 

op netop i det attende århundrede, hvor Isaac Newtons 

opdagelser gjorde mekanik til den mest avancerede og 

vigtige videnskab. Med Engels's ord: "Denne materialismes 

specifikke begrænsning lå i dens manglende evne 

til at forstå universet som en proces, som materie, der 

uafbrudt undergår historisk udvikling." 

Den franske revolution fik en enorm betydning for den 

civiliserede verden, lige som den russiske revolution i 

1917. Den revolutionerede tænkningen inden for alle 

områder - politik, filosofi, videnskab og kunst. Den opblomstring 

af idéer, der udgik fra den borgerlige demokratiske 

revolution, indvarslede fremskridt i naturvidenskab, 

geologi, botanik, kemi og i politisk økonomi. 

Det var i denne periode, at der fremkom kritik af materialisternes 

mekaniske tilgang til tingene. En tysk filosof 

ved navn Immanuel Kant (1724-1804) stod for de første 

gennembrud imod den gamle mekaniske opfattelse, da 

han opdagede, at Jorden og solsystemet var opstået på 

et tidspunkt og ikke altid havde eksisteret. Det samme 

gælder inden for geografi, geologi, planter og dyr - heller 

ikke dér er der noget, der har eksisteret evigt. 

Denne revolutionerende idé blev omfattende udviklet af 

en anden genial tysk tænker, George Hegel (1770-


1831). Hegel var filosofisk idealist og troede, at verden 

kunne forklares som en manifestation eller afspejling af 

en "universel ånd" eller "idé", d.v.s. en eller anden form 

for gud. 

Hegel betragtede verden - ikke som aktiv deltager i 

samfundet og den menneskelige historie, men som filosof, 

der tænkte over tingene på afstand. Han målte verden 

og fortolkede historien efter sine egne fordomme - 

og mente, at det var tankens historie, at verden var idéernes 

verden, en idéverden. For Hegel var problemer 

og modsætninger altså ikke virkelige problemer, men 

tankeproblemer, som kun kunne løses i tankerne. Han 

mente ikke, at modsætningerne i samfundet kunne løses 

gennem menneskers aktive handlinger, gennem 

klassekamp, men at dette kunne ske i filosoffernes hoveder, 

ved hjælp af den "absolutte idé." 

Ikke desto mindre var det Hegel, der erkendte den gamle 

mekaniske tænkemådes fejl og mangler. Han påpegede 

også den formelle logiks utilstrækkeligheder og 

begyndte at skabe et nyt verdenssyn, der kunne forklare 

modsætningerne ved forandring og bevægelse. (Se 

nedenfor) 

Selvom Hegel genfandt og analyserede lovene for bevægelse 

og forandring, så gjorde hans idealisme, at det 

hele blev sat på hovedet. Det var de såkaldte Unghegelianere, 

under ledelse af Ludvig Feuerbach (1804- 

1872), der prøvede at rette denne fejl og få filosofien op 

at stå på benene igen. Men selv Feuerbach - "den ene 

halvdel af ham var materialist, den anden idealist" 

(Engels) - kunne ikke rense hegelianismen helt for de 

idealistiske synspunkter. Dette arbejde blev overladt til 

Marx og Engels, som var i stand til at redde den dialektiske 

metode fra den idealistiske skal. De blandede den 

hegelianske dialektik med moderne materialisme og 

skabte derved den dialektiske materialismes revolutionære 

forståelse. 

Hvad er dialektik? 

Vi har set, hvordan den moderne materialisme er den 

opfattelse, at det materielle er det primære, og at sindet 

og idéerne er et produkt af hjernen. Men hvad er dialektisk 

tænkning eller dialektik? 

"Dialektik er ikke andet end videnskaben om de generelle 

love for naturens, det menneskelige samfunds og 

tænkningens bevægelse og udvikling." (Engels, "Anti- 

Dühring") 

Den dialektiske metode havde allerede lang tid på bagen, 

før Marx og Engels udviklede den videnskabeligt 

som et middel til at forstå udviklingen af det menneskelige 

samfund. 


Oldtidens grækere havde nogle store dialektiske tænkere, 

deriblandt Platon, Zenon og Aristoteles. Allerede i år 

500 f.Kr. kom Heraklit frem med en idé om, at "alt er og 

er ikke, for alting flyder, ændrer sig konstant og opstår 

og forgår hele tiden." Og videre: "Alting flyder, alting 

forandres. Det er umuligt at træde ud i den samme flod 

to gange." Disse citater indeholder allerede dialektikkens 

grundlæggende opfattelse - at alt i naturen hele 

tiden forandrer sig, og at denne forandring sker gennem 

en række af modsætninger. 

"?at verden ikke skal forstås som et kompleks af én 

gang færdiglavede ting, men som et kompleks af processer, 

hvor ting, der ellers ser stabile ud, konstant og 

uafbrudt udsættes for forandring og hele tiden opstår og 

forgår." (Engels, "Anti-Dühring") 

"For den dialektiske filosofi er der ikke noget, der er endeligt, 

absolut, helligt. Den afslører altings midlertidige 

karakter: der er intet, der er evigt, bortset fra den uafbrudte 

proces med opståen og forgåen, med uendelig 

opstigen fra det lavere til det højere. Og dialektisk filosofi 

er ikke andet end afspejlingen af denne proces i 

den tænkende hjerne." (Samme sted) 

Dialektik og metafysik 

De græske filosoffer foregreb på brilliant vis den senere 

udvikling inden for dialektikken, ligesom de gjorde i andre 

videnskaber. Men de kunne ikke selv nå frem til den 

logiske konklusion af deres opdagelser p.g.a. den lave 

udvikling af produktionsmidlerne og manglen på tilstrækkelig 

information om, hvordan universet fungerer. 

Deres idéer gav et mere eller mindre korrekt, overordnet 

indtryk af tingene, men det drejede sig tit mere om 

inspireret gætteri end om videnskabeligt udarbejdede 

teorier. Hvis den menneskelige tænkning skulle gå 

fremad, måtte man forlade disse gamle metoder og nå 

frem til en generel forståelse af universet og koncentrere 

sig om de mindre, mere jordnære opgaver med at 

indsamle, sortere og kategorisere en hel række kendsgerninger, 

afprøve forskellige teorier v.h.a. eksperimenter 

o.s.v. 

Denne empiriske, eksperimentelle, faktuelle tilgang udgjorde 

et kæmpe skub fremad for den menneskelige 

tænkning og videnskab. Undersøgelser af, hvordan naturen 

virker, kunne nu udføres videnskabeligt med analyser 

af hvert enkelt problem og efterprøvning af hver 

konklusion. Men samtidig med at man opnåede dette, 

"glemte" man den gamle evne til at behandle ting i deres 

sammenhæng med andre ting, ikke i isolation; i deres 

bevægelse, ikke statisk; i deres liv, ikke i døden. 

Den snævre, empiriske tænkemåde, som på denne måde 

opstod, kaldes den "metafysiske" tilgang til filosofien. 

Den dominerer stadig i dag den moderne kapitalistiske 



filosofi og videnskab. Inden for politik viser den sig 

f.eks. i Harold Wilsons berømte "pragmatisme" ("hvis 

det virker, så må det være rigtigt") og de konstante krav 

om, at man skal holde sig til "kendsgerningerne." 

Men kendsgerninger vælger ikke sig selv. Det er mennesker, 

der vælger dem. Den måde og rækkefølge, de 

ordnes på, og de konklusioner, der drages af dem, afhænger 

af den opfattelse, dette menneske har på forhånd. 

Så sådanne krav om "kendsgerninger," som giver 

indtryk af videnskabelig upartiskhed, er gerne bare et 

røgslør, der skjuler talerens egne fordomme. 

Dialektikken beskæftiger sig ikke bare med kendsgerninger, 

men med kendsgerninger i deres sammenhæng, 

d.v.s. med processer; ikke bare med isolerede 

idéer, men med lovmæssigheder; ikke bare med det 

enkeltstående, men med det generelle. 

Dialektik står i samme forhold til metafysik, som en film 

gør til et fotografi. Det ene modsiger ikke det andet, 

men uddyber det. Men det der kommer nærmest på en 

realistisk fremstilling af virkeligheden er selvfølgelig filmen. 

Til hverdagsbrug og simple udregninger er den metafysiske 

tankegang, "den sunde fornuft," nok. Men den har 

sine begrænsninger, og hvis man går ud over disse, så 

kan "den sunde fornuft" ikke følge med. Denne tænkemådes 

grundlæggende mangel er, at den er ude af 

stand til at opfatte bevægelse og udvikling, og at den 

afviser alle modsætninger. Men i virkeligheden forudsætter 

bevægelse og forandring modsætninger. 

"For metafysikeren er tingene og deres mentale afspejlinger, 

idéerne, isolerede, og de bør anskues den ene 

efter den anden adskilt fra hinanden, de er undersøgelsesobjekter, 

faste, uforanderlige, givne én gang for alle. 

Metafysikeren tolererer ikke, at ting indeholder modsætninger. 

For ham eksisterer en ting, eller også eksisterer 

den ikke: en ting kan ikke samtidig være sig selv og 

noget andet. Positiv og negativ udelukker helt hinanden. 

Årsag og virkning står skarpt adskilt over for hinanden 

som stivnede modsætninger." (Anti-Dühring, s. 29-30) 

Til dagligdags brug er det for eksempel muligt at sige 

med en vis sikkerhed, om et menneske, en plante eller 

et dyr er levende eller dødt. Men i virkligheden er det 

ikke helt så enkelt, som vi har set fra retssager om 

aborter og "fostrets rettigheder." Præcis hvornår begynder 

livet? Og hvornår slutter det? Døden er ikke en enkel 

og simpel hændelse, men en langstrakt proces, som 

allerede Heraklit forstod: "Det er den samme ting i os, 

som er levende og død, som sover og er vågen, ung og 

gammel; det ene skifter plads og bliver til det andet. Vi 

træder ud i den samme flod, og gør det dog ikke: vi er 


og er ikke." 

Trotskij karakteriserede i sin bog "Den materialistiske 

dialektiks ABC" dialektik som "en videnskab om vores 

tænknings former, for så vidt at den ikke er begrænset 

til livets dagligdags problemer, men forsøger at nå til en 

forståelse af mere komplicerede og udstrakte processer." 

Han sammenlignede dialektik og formel logik 

(metafysik) med højere og lavere matematik. Det var 

Aristoteles, der først udviklede den formelle logiks love, 

og hans logiske system har lige siden været accepteret 

af metafysikere som den eneste mulige metode til at 

tænke videnskabeligt. 

"Aristoteles' idé om simple logiske følgeslutninger accepteres 

som en indlysende sandhed i forbindelse med 

masser af praktiske menneskelige aktiviteter og elementære 

generaliseringer. Den postulerer, at "A" er lig 

med "A." Men i virkeligheden er "A" ikke lig med "A." 

Det er meget let at bevise, hvis vi kigger på disse to 

bogstaver gennem en lup - så er de ganske forskellige 

fra hinanden. Men - kan man indvende - det drejer sig 

ikke om størrelsen eller formen på disse bogstaver. De 

er bare symboler for ens mængder, for eksempel et 

pund sukker. Men denne indvending er forfejlet - i virkeligheden 

er et pund sukker aldrig lig med et pund sukker. 

En finere vægt vil altid kunne påvise en forskel. 

Igen kan man indvende: et pund sukker er lig med sig 

selv. Men dette er heller ikke korrekt. Ting ændrer sig 

hele tiden m.h.t. størrelse, vægt, farve o.s.v. De er aldrig 

lig med sig selv. Dertil vil en sofist svare, at et pund 

sukker "på et givent tidspunkt" er lig med sig selv. Bortset 

fra denne indvendings meget tvivlsomme praktiske 

værdi, så holder den heller ikke til teoretisk kritik. Hvordan 

skal vi opfatte et "tidspunkt" - en rent matematisk 

abstraktion, et nulpunkt i tiden? Alt eksisterer i tid: og 

eksistensen selv er en uafbrudt proces af forandring - 

tiden er et fundamentalt element i eksistensen. D.v.s. at 

det reelle indhold i denne indvending er, at "A" er lig 

med sig selv, hvis det ikke forandrer sig, d.v.s. hvis det 

ikke eksisterer! 

"Ved første blik ser det ud til, at sådanne "finesser" er 

ganske ubrugelige, men faktisk er de af stor betydning. 

Grundsætningen "A" er lig med "A" er på den ene side 

udgangspunkt for al viden, på den anden side er den 

også udgangspunkt for alle de fejl, der er i vores viden. 

At bruge denne grundsætning uden risiko er kun muligt 

inden for visse rammer. Når kvantitative forandringer i 

"A" er ubetydelige for den forhåndenværende opgave, 

så kan vi gå ud fra, at "A" er lig "A." Det er f.eks. sådan 

en køber og en sælger ser på et pund sukker. Vi opfatter 

solens temperatur på samme måde, og indtil for nylig 

gjorde vi det samme med dollarens købekraft. Men


kvantitative forandringer ud over en vis grænse bliver til 

kvalitative forandringer. Et pund sukker, der udsættes 

for vand, er ikke længere et pund sukker. At bestemme 

det rigtige øjeblik, det kritiske punkt hvor kvantitet ændres 

til kvalitet, er en af de vigtigste og sværeste opgaver 

inden for alle områder af vores viden, inklusiv sociologi." 

(Trotskij, "Den materialistiske dialektiks ABC") 

Hegel 

Den gamle dialektiske tænkemåde, som var gået af 

brug fra middelalderen og frem, blev genoplivet i begyndelsen 

af det nittende århundrede af den store tyske 

filosof G.W.F. Hegel (1770-1831). Hegel underkastede 

den formelle logik en detaljeret kritik og påviste dens 

begrænsninger og énsidethed. Det var Hegel, der lavede 

den første virkelig omfattende analyse af dialektikkens 

love, som tjente som grundlag for Marx og Engels, 

da de senere udviklede deres dialektiske materialisme. 

Lenin beskrev Hegels dialektik som "den mest omfattend 

og i indholdet korrekte teori om udvikling." Sammenlignet 

med den var alle andre teorier "énsidede og 

indholdsfattige, og de forvansker og ødelægger den 

virkelige udviklingsgang i naturen og samfundet (som 

ofte sker i spring, ved katastrofer og revolutioner)." 

(Lenin, "Karl Marx") 

Hegel mente, at "en udvikling godt tilsyneladende kan 

gentage tidligere stadier, men den gør det på en ny måde, 

på et højere niveau (negationens negation); det er 

så at sige en spiralformet udvikling, ikke en lige linje; en 

udvikling, der finder sted i spring, katastrofer, revolutioner; 

brud i kontinuiteten; ændring af kvantitet til kvalitet; 

udviklingens indre impulser kommer fra de modsætninger 

og konflikter, der udspiller sig mellem de forskellige 

krafter og tendenser i en ting, et fænomen eller et samfund; 

den gensidige afhængighed og uopløselige forbindelse 

mellem alle sider af et fænomen, en forbindelse, 

der sikrer en ensartet, lovmæssig, universel bevægelsesproces 

- dette er nogle af de ting, der gør dialektikken 

til en rigere udviklingsteori end andre." (Lenin, "Karl 

Marx") 

"Denne nye tyske filosofi kulminerede i Hegels system. I 

dette system - og det er det, der er dets store fortjeneste 

- bliver hele verden, naturen, historien, tænkningen, 

for første gang præsenteret som en proces, d.v.s. som 

noget, der er i konstant bevægelse, i forandring og udvikling. 

Og der gøres forsøg på at spore den indre forbindelse, 

der laver et kontinuerligt hele ud af al denne 

bevægelse og udvikling. Fra dette synspunkt var menneskehedens 

historie ikke længere bare en lang række 

af meningsløse voldshandlinger, der kunne fordømmes 

ud fra en moden filosofisk fornuft og helst skulle glemmes 

hurtigst muligt, men selve menneskets udviklingsproces. 

Nu var det forstandens opgave at følge denne 

gradvise proces ad alle dens omveje og finde frem til de 


indre love, der løber gennem alle de tilsyneladende tilfældige 

fænomener." (Engels, "Anti-Dühring") 

Hegel stillede på strålende vis spørgsmålet, men hans 

idealistiske overbevisning forhindrede ham i at besvare 

det ordentligt. Men på trods af denne Hegels mystiske 

side kunne han altså forklare dialektikkens vigtigste love: 

kvantitet og kvalitet, modsætningerne der gennemtrænger 

hinanden, og negationens negation. 

Kvantitet og kvalitet 

"På trods af al tilsyneladende gradvished, så er overgangen 

fra en bevægelsesform til en anden altid et 

spring, en afgørende forandring." (Engels, "Anti- 

Dühring") 

Idéen om forandring og udvikling bliver nu generelt accepteret, 

men de former, hvorunder forandringer finder 

sted i naturen og i samfundet, er kun blevet forklaret af 

den marxistiske dialektik. Den almindelige opfattelse af 

udvikling som en fredelig, jævn og uafbrudt proces er 

både énsidet og forkert. Inden for politik er det teorien 

om "gradvise" sociale forandringer - grundstenen i reformismen. 

Hegel mente, at ved bestemte knudepunkter i udviklingen 

fører rent kvantitative ændringer til et kvalitativt 

spring: f.eks. hvis man opvarmer eller nedkøler vand, så 

er kogepunktet eller frysepunktet de punkter, hvor der 

under normale omstændigheder sker et spring til en 

tilstand, hvor kvantiteten skifter til kvalitet. 

Vands forvandling til damp eller is sker ikke gradvist, 

men ganske pludseligt ved en bestemt temperatur (hhv. 

100º C og 0º C). Den ophobede virkning af utallige små 

ændringer i molekylernes hastighed omdanner til sidst 

vandet til damp eller is - kvantitet bliver til kvalitet. 

Man kan komme med utallige andre eksempler fra alle 

grene af videnskaben, fra samfundslivet og hverdagen 

(f.eks. det punkt, hvor tilførslen af salt ændrer suppen 

fra noget, der smager godt, til noget, der er uspiseligt). 

Loven om kvantitetens omslag til kvalitet er af yderste 

vigtighed, ikke bare for videnskaben (hvor selv forskere, 

der ikke er dialektikere, alligevel bruger den og andre af 

dialektikkens love uden at vide af det), men først og 

fremmest for analysen af historien, samfundet og arbejderklassens 

bevægelse. 

Modsætningernes indbyrdes gennemtrængen 

Lige som "den sunde fornufts" metafysik ikke vil have 

modsætninger i tænkningen og revolution i udviklingen, 

så prøver den også at bevise, at modstridende idéer og 



krafter udelukker hinanden. Men "ved nøjere betragtning 

finder vi også, at en modsætnings to poler, den 

positive og den negative, er uadskillelige, samtidig med 

at de er modsatte, og at de trods deres modsatte position 

indbyrdes gennemtrænger hinanden. På samme 

måde er årsag og virkning forestillinger, der kun har 

gyldighed, når de anvendes på et enkelt givet tilfælde; 

men så snart det enkelte tilfælde betragtes i sin almene 

sammenhæng med hele den omgivende verden, opløser 

det sig i betragtningen af den universelle vekselvirkning, 

hvor årsag og virkning uafbrudt skifter plads, således 

at det, der i den ene sammenhæng var virkning, i 

en anden sammenhæng bliver årsag, og omvendt." 

(Engels, "Anti-Dühring",s.30) 

Dialektik er videnskaben om forbindelserne mellem ting, 

i modsætning til metafysikken, der behandler fænomenerne 

som seperate og isolerede ting. Dialektikken søger 

at afdække de utallige tråde, overgange, årsager og 

virkninger, der binder universet sammen. En dialektisk 

analyses første opgave er altså at spore "den nødvendige 

forbindelse, den objektive forbindelse mellem alle 

det givne fænomenområdes aspekter, krafter, tendenser 

o.s.v." (Lenin, "Filosofisk notesbog") 

Dialektikken ser på et givet fænomen udfra et udviklingssynspunkt, 

den ser på fænomenets udvikling, bevægelse 

og liv; hvordan det opstår og går bort; den ser 

også på tingens indre modstridende tendenser og de 

forskellige sider, der er i den. 

Bevægelse er hele det materielle univers' eksistensform. 

Energi og materie er uadskillelige. Desuden tilføres 

bevægelse ikke "udefra," men er en manifestation af 

de indre spændinger, der ikke kan adskilles fra liv og 

alle andre former for materie. Udvikling og forandring 

finder sted gennem indre modsætninger. Så den dialektiske 

analyse må begynde med v.h.a. empirisk undersøgelse 

at blotlægge de indre modsætninger, der fører til 

udvikling og forandring. 

Fra et dialektisk synspunkt er alle "polære modsætninger" 

énsidede og utilstrækkelige, inklusiv modsætningen 

mellem "sandt og falsk." Marxismen accepterer 

ikke, at der skulle eksistere nogen "absolut sandhed." 

Alt hvad der er "sandt" og "falsk" er relativt. Det der er 

sandt på ét tidspunkt i en bestemt kontekst, kan blive 

forkert i en anden. Sandt og falsk glider over i hinanden. 

Fremskridt inden for viden og videnskab sker ikke bare 

ved afkræftelse af "ukorrekte teorier." Alle teorier er relative 

og har fat på én side af virkeligheden. Til at begynde 

med tror man, at de gælder universelt. De er 

"sande." Men på et vist tidspunkt bemærker man mangler 

ved teorien; den kan ikke bruges i alle tilfælde, man 

finder undtagelser til reglerne. Disse må forklares, og på 


et tidspunkt udvikles der nye teorier, der kan gøre rede 

for undtagelserne. Men de nye teorier "negerer" ikke 

bare de gamle, men optager dem i sig i en ny form. 

Man kan kun udelukke modsætninger fra betragtningen, 

hvis man betragter ting som livløse, i hvile og stillet isoleret 

op ved siden af hinanden, d.v.s. metafysisk. Men 

så snart vi ser på ting i bevægelse og forandring, i levende 

live, i deres indbyrdes afhængighed og samspil, 

får vi øje på en hel række af modsætninger. 

Selve bevægelsen er en modsætning mellem at være 

på ét sted og et andet på samme tid. 

Livet er også en modsætning - "et levende væsen er i 

hvert øjeblik sig selv og dog noget andet." (Engels, Anti- 

Dühring) 

Levende organismer optager hele tiden elementer fra 

omgivelserne i sig og assimilerer dem, og samtidig er 

der andre dele af kroppen, der forfalder og udstødes. 

Også i den organiske natur finder der konstante forandringer 

sted; f.eks. en sten der nedslides af vand, vind 

og vejr. Alt er altså hele tiden sig selv og noget andet på 

én og samme tid. Så ønsket om at eliminere modsætningerne 

fra ens beskrivelse af virkeligheden er altså 

det samme som at ville eliminere virkeligheden. 

Negationens negation 

Engels karakteriserer loven om negationens negation 

som "en ekstremt generel og derfor ekstremt vidtrækkende 

og vigtig lov om naturens, historiens og tankens 

udvikling; en lov som gælder i dyre- og planteriget, i 

geologien, matematikken, i historie og filosofi." (Engels, 

"Anti-Dühring," s. 158) 

Denne lov, hvis virkninger blev observeret i naturen 

længe før den blev formuleret, blev først klart udarbejdet 

af Hegel, som kommer med en lang række konkrete 

eksempler, som gentages af Engels i "Anti-Dühring." (s. 

152 og frem) 

Loven om negationens negation beskæftiger sig med 

udviklingens natur gennem en række modsætninger, 

som ser ud til at annullere eller negere en tidligere 

kendsgerning, teori eller eksistensform, blot for senere 

selv at blive negeret. Bevægelse, forandring og udvikling 

bevæger sig altså gennem en uafbrudt række af 

modsætninger. 

Negation er i den dialektiske betydning imidlertid ikke 

bare en annullering eller udslettelse, men den overvinder 

og bevarer det tidligere stadie på samme tid. Negation 

er både en positiv og negativ hændelse.


Hegel giver et simpelt eksempel i bogen "Åndens fænomenologi": 

"Knoppen forsvinder, når blomsten bryder 

frem, og vi kan sige, at den førstnævnte bliver modbevist 

af den anden; ligeledes kan blomsten, når frugten 

kommer, forklares som en falsk form af plantens eksistens, 

for frugten fremstår som dens sande natur i stedet 

for blomsten. Disse stadier er ikke bare differentierede, 

de supplerer hinanden og kan ikke sammenlignes 

med hinanden. Men deres egne indbyggede naturs uafbrudte 

aktivitet gør dem på samme tid til dele af et organisk 

hele, hvor de ikke bare modsiger hinanden, men 

hvor den ene er lige så nødvendig som den anden; og 

denne lige nødvendighed af alle stadierne udgør alene 

og derved helets liv." 

I denne proces med uendelig selv-annullering, hvor visse 

former forsvinder og andre opstår, fremkommer der 

jævnligt et mønster, der ser ud til at være en gentagelse 

af former, hændelser og teorier, der allerede har været 

der før. "Historien gentager sig selv," som man siger. 

Reaktionære borgerlige historikere har prøvet at påvise, 

at historien bare er en meningsløs gentagelse, der kører 

rundt i ring for evigt. 

Dialektikken, derimod, ser i disse tilsyneladende gentagelser 

en faktisk udvikling fra det lavere til det højere, 

en udvikling, hvor de samme former godt kan gentages, 

men på et højere niveau - beriget af tidligere udviklinger. 

Dette kan tydeligst ses i idéernes udviklingsproces. Hegel 

viste, hvordan filosofien udviklede sig gennem en 

række af modsætninger; én retning negerede en anden, 

men optog samtidig de ældre teorier i sit eget system. 

Lige sådan med videnskabens udvikling. Alkymisterne i 

middelalderen var på jagt efter "de Vises Sten," som 

kunne forvandle almindeligt metal til guld. På grund af 

produktivkræfternes lave niveau og manglen på videnskabelig 

teknik var disse tidlige forsøg på at ændre på 

grundstofferne en utopisk fantasi. Men under deres forgæves 

forsøg lykkedes det faktisk alkymisterne at opdage 

en hel mængde af værdifuld viden om kemikalier 

og eksperimentelt udstyr, som senere kunne danne 

grundlag for den moderne kemi. 

Da kapitalismen udviklede sig med industri og teknik, 

blev kemi en videnskab, der afviste/negerede de tidligere 

"skøre" idéer om forvandling af grundstofferne. Men 

alt, hvad der var værdifuldt og videnskabeligt i alkymiens 

opdagelser, blev bevaret i den nye kemi, som holdt 

på, at grundstofferne var "uforanderlige," og at det ene 

ikke kunne laves om til et andet. 

I det tyvende århundrede er videnskab og teknik blevet 

revolutioneret gennem opdagelsen af kernefysik, ved 


hjælp af hvilket et grundstof rent faktisk kan ændres til 

et andet. Faktisk er det teoretisk muligt at forvandle bly 

til guld nu, men processen ville være alt for dyr til at 

kunne betale sig økonomisk. Det ser altså ud som om, 

vi er tilbage, hvor vi startede: 1. Ændring af grundstofferne, 

2. Ingen ændring af grundstofferne, 3. Ændring af 

grundstofferne. 

Men gentagelsen er kun tilsyneladende. I virkeligheden 

har den moderne videnskab, som på sin vis er vendt 

tilbage til de gamle alkymisters idéer, optaget alle de 

enorme opdagelser fra det 18. og 19. århundredes videnskab 

i sig. På den måde står en generation på 

skuldrene af de tidligere generationer. Idéer, som tilsyneladende 

er blevet "modbevist" eller "negeret," kommer 

frem igen, men på et højere niveau - beriget med 

de tidligere erfaringer og opdagelser. 

Dialektikken baserer sig på den antagelse, at intet i naturen, 

samfundet eller tankens verden sker tilfældigt. 

Tilsyneladende tilfældigheder opstår som følge af en 

dybereliggende nødvendighed. 

Overfladiske historikere har skrevet, at første verdenskrigs 

"årsag" var snigmordet på kronprinsen i Sarajevo. 

For marxister er denne hændelse bare en historisk tilfældighed, 

i den forstand at det bare tjente som påskud 

eller katalysator for den verdensomspændende konflikt, 

som allerede var blevet gjort uundgåelig af de økonomiske, 

politiske og militære modsætninger i imperialismen. 

Hvis snigmorderen havde ramt ved siden af, eller hvis 

kronprinsen aldrig var blevet født, ville krigen alligevel 

være brudt ud - med et eller andet andet diplomatisk 

påskud. Nødvendigheden ville være kommet til udtryk 

gennem en anden "tilfældighed." 

Alt, hvad der eksisterer, eksisterer af nødvendighed. Og 

alt, hvad der eksisterer, er dømt til at forgå, til at blive 

omdannet til noget andet. Så det, der er "nødvendigt" 

på ét tidspunkt og sted, bliver "unødvendigt" andetsteds. 

Alt avler sin egen modsætning, som vil overvinde 

det og negere det. Det gælder for levende væsner såvel 

som for samfund. 

Alle typer menneskeligt samfund eksisterer, fordi det er 

nødvendigt på det tidspunkt, hvor det opstår: "Der er 

ikke noget samfundssystem, der forsvinder, før alle de 

produktivkræfter, der er plads til i det, er blevet udviklet: 

og nye højere produktionsforhold opstår aldrig, før de 

materielle betingelser for deres eksistens er blevet udviklet 

i det gamle samfund. Derfor tager menneskeheden 

altid kun de problemer op, som den kan løse, eftersom 

vi vil se, at problemet selv først opstår, når de materielle 

betingelser for dets løsning allerede er til stede 

eller i det mindste er ved at opstå." (Marx, "Kritik af den 

politiske økonomi") 



Slaveriet var i sin tid et enormt spring fremad fra barbariet. 

Det var et nødvendigt trin i udviklingen af produktivkræfterne, 

kulturen og det menneskelige samfund. Hegel 

skrev: "Mennesket bliver ikke frigjort fra slaveriet, 

men snarere gennem slaveriet." 

På samme måde var kapitalismen oprindeligt et nødvendigt 

og progressivt trin i udviklingen af det menneskelige 

samfund. Men ligesom slaveriet, den primitive 

kommunisme og feudalismen (se andet afsnit) er kapitalismen 

også for længst holdt op med at være et nødvendigt 

og progressivt samfundssystem. Den er gået 

mere eller mindre i stå p.g.a. de dybe modsætninger, 

der er i den, og den er dømt til at blive overvundet af 

socialismens voksende kræfter, repræsenteret af den 

moderne arbejderklasse. Privat ejendomsret til produktionsmidlerne 

og nationalstaten, som er de to grundtræk 

ved kapitalismen, og som oprindeligt var et stort skridt 

fremad, er nu ikke andet end lænker om fødderne på 

fremskridtet og det underminerer produktivkræfterne og 

truer alt det, er er opnået gennem århundreder af menneskelig 

udvikling. 

Kapitalismen er nu et fuldstændig affældigt og degenereret 

samfundssystem, som må væltes og erstattes af 

sin modsætning, socialismen, hvis den menneskelige 

kultur skal overleve. Marxister tror på altings dybere 

nødvendighed, men vi er ikke fatalister (folk, der tror på 

skæbnen og viljeløst lader den råde), for løsningen af 

konflikter i samfundet kan kun opnås af mænd og kvinder, 

der bevidst stræber efter at ændre samfundet. 

Klassekampen er ikke forudbestemt - hvem der vinder, 


afhænger af mange faktorer. En ny, voksende, progressiv 

klasse har mange fordele over for den gamle, affældige 

reaktionære kraft. Men i sidste ende må resultatet 

afhænge af, hvilken side der har den stærkeste vilje, 

den bedste organisering og den dygtigste og mest stålsatte 

ledelse. 

Den marxistiske filosofi er derfor dybest set en håndbog 

i handling: "Hidtil har filosofferne kun fortolket verden på 

forskellige måder; men det, det gælder om, er at forandre 

den." (Marx, "Teser om Feuerbach") 

Socialismens sejr vil betyde et nyt og kvalitativt anderledes 

trin i den menneskelige historie. For at være mere 

præcis, vil det betyde enden på den menneskelige races 

forhistorie og starten på den rigtige historie. 

Men samtidig vil socialismen også være en form for 

tilbagevenden til samfundets tidligste form - stammekommunismen 

- men på et meget, meget højere niveau, 

som bygger på alle de enorme fremskridt, som tusinder 

af år med klassesamfund har skabt. En overflodsøkonomi 

vil blive gjort mulig ved på verdensplan at tilføre socialistisk 

planlægning til den industri, videnskab og teknik, 

som kapitalismen har skabt. Dette vil på sigt én gang for 

alle overflødiggøre arbejdsdelingen, opsplitningen mellem 

"hjernearbejde" og fysisk arbejde, mellem by og 

land, og sætte en stopper for den nytteløse og barbariske 

klassekamp og sætte den menneskelige race i 

stand til at bruge alle sine kræfter på at beherske naturen: 

med Engels' berømte ord vil det være 

"menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind 

i frihedens rige." 

Anti-Dühring 

- En grundbog i marxistisk filosofi 

Fra bagsiden: 

”Herr Eugen Dührings omvæltning af videnskaben” er et af den klassiske 

marxismes hovedværker. Der skulle dog gå mere end 100 år fra 

dets første udgivelse i 1878 til den første fuldstændige oversættelse til 

dansk, som her [1984] foreligger. Noget af værket har imidlertid længe 

været tilgængeligt også for et dansk publikum. Allerede i 1880 sammenfattede 

Engels nogle afsnit til en brochure med titlen: ”Socialismens udvikling 

fra utopi til videnskab”. Den blev i tiåret derefter oversat til mange 

europæiske sprog, deriblandt dansk, og vandt enorm udbredelse som 

”en indførelse i den videnskabelige socialisme” (Marx) Den kom til at 

spille en vældig rolle for den internationale socialismes udvikling. Det er 

imponerende, at så meget i ”Anti-Dühring” ikke alene har bevaret sin 

friskhed, men også i mellemtiden har tjent og i vor tid fortsat tjener til at 

løse afgørende problemer på filosofiens, naturerkendelsens og samfundsvidenskabens 

områder. Først og fremmest er det den videnskabelige 

socialismes dialektiske metode, der sådan viser sin livskraft.” 

Bogen kan købes hos Socialistisk Standpunkt for 75 kr. (se bagsiden) 

eller læses online på www.marxister.dk.



2. Historisk materialisme 

Når man ser på historien, ser den ud til at være én stor 

bunke modsætninger. Et sammensurium af revolutioner, 

krige, perioder med fremgang og perioder med 

nedgang, konflikter mellem klasser og nationer. Hvordan 

er det muligt at forstå og forklare sådanne hændelser, 

når de ser ud til ikke at have noget rationelt grundlag? 

Helt fra begyndelsen af har menneskene forsøgt at få 

rede på de love, der styrer deres liv. Forskellige teorier - 

lige fra overnaturlig indgriben til "Store Mænds" førende 

rolle - har forsøgt at komme med forklaringer på den 

ene eller anden måde på forskellige tidspunkter. Der er 

også nogle, der mener, at eftersom folk handler uafhængigt 

af hinanden, så er teorier om menneskelig udvikling 

fuldstændig værdiløse! 

I næsten 2.000 år var det idéerne fra Skabelsesberetningen, 

der dominerede tankegangen i Vesteuropa. 

Dem, der prøvede at underminere denne opfattelse, 

blev stemplet som Fandens udsendte. Det er kun for 

ganske nyligt, at det "kætterske" syn på historien, d.v.s. 

evolutionen, er blevet generelt accepteret - og så endda 

kun på en énsidet måde. 

Efter hvad kapitalisterne og deres støtter på universiteterne, 

skolerne m.m. mener, så skal der undervises i 

historie på en akademisk og partisk måde, der absolut 

ikke har nogen relevans for nutiden. De bliver ved med 

at udbrede myten om, at klasser og privatejendom altid 

har eksisteret, i et forsøg på overbevise folk om at den 

kapitalistiske udbytning er retfærdig og evig, og at det 

økonomiske anarki, der er indbygget i kapitalismen, 

også vil vare ved for altid. Ledende akademikere og 

professorer har skrevet tonsvis af tykke bøger for at 

modbevise marxismen og især dens materialistiske opfattelse 

af historien. 

Marxister tillægger studiet af historie enorm betydning - 

ikke for historiens egen skyld, men for at man kan uddrage 

læren af tidligere tiders begivenheder. Uden en 

sådan forståelse for, hvordan ting har udviklet sig, er 

det ikke muligt at forudse, hvordan perspektiverne for 

fremtiden vil se ud. Lenin forberedte f.eks. Bolsjevikpartiet 

til Oktoberrevolutionen i 1917 ved meget nøje at 

analysere erfaringerne fra Pariserkommunen og begivenhederne 

i Rusland 1905 og februar 1917. 

Det er på netop dén måde, at vi studerer og lærer af 

historien. Marxismen er perspektivernes videnskab - 

den bruger den dialektiske materialisme til at kaste lys 

over den historiske udviklings komplekse processer. 

Den marxistiske filosofi undersøger ikke ting som statiske 

enheder, men i deres udvikling, bevægelse og liv. 

Historiske begivenheder ses som processer. Evolution 

er imidlertid ikke bare en udvikling fra noget lavere til 

noget højere. Livet og samfundet udvikler sig på modsætningsfyldt 

vis, gennem "spiraler, ikke i en lige linje; 

det er en udvikling i spring, med katastrofer og revolutioner; 

brud i kontinuiteten; omdannelse af kvantitet til 

kvalitet; indre impulser til udvikling, der skyldes modsætningen 

og konflikten mellem forskellige kræfter og 

tendenser." (Lenin) 

Engels forklarede dialektik som "den store grundtanke, 

at verden ikke skal opfattes som en samling af én-gangfor 

alle-færdiglavede ting, men som et kompleks af processer, 

hvor ting, der tilsyneladende er stabile, gennemgår 

en uafbrudt forandring; de opstår og forgår." ("Anti- 

Dühring") 

Denne metode er også materialistisk. Idéer, teorier, partiprogrammer 

o.s.v. kommer ikke bare dumpende ned 

fra himlen, men afspejler altid den materielle verden og 

materielle interesser. Som Marx forklarede: "Den måde 

det materielle liv bliver produceret på, betinger de sociale, 

politiske og intelektuelle processer. Det er ikke menneskers 

bevidsthed, der bestemmer deres eksistens, 

men derimod deres sociale eksistens, der bestemmer 

deres bevidsthed." 

Ved at bruge denne metode kunne Marx vise vejen til 

"en altomfattende og alsidig udforskning af de socialøkonomiske 

formationers opståelses-, udviklings- og 

forfaldsproces, idet den undersøgte totaliteten af alle 

modstridende tendenser, førte dem tilbage til nøjagtigt 

bestemmelige livs- og produktionsforhold for samfundets 

forskellige klasser, fjernede subjektivisme og vilkårlighed 

ved udvælgelsen eller udlægningen af de enkelte 

"fremherskende" idéer og påviste, at rødderne til 

alle idéer og forskellige tendenser ligger i de materielle 

produktivkræfters tilstand. Menneskene skaber selv 

deres historie, men hvad der bestemmer menneskenes 

og navnlig de menneskelige massers bevæggrunde, 

hvad der forårsager sammenstødene mellem modstridende 

idéer og bestræbelser, hvad totaliteten af alle 

disse sammenstød i alle menneskelige samfund udgør, 

hvad det materielle livs objektive produktionsbetingelser, 

der danner basis for menneskenes hele historiske 

handlen, består af og hvordan disse betingelsers udviklingslov 

er, - alt dette hæftede Marx opmærksomheden 



ved, og han viste vejen til en videnskabelig udforskning 

af historien som en sammenhængende, i hele sin vældige 

mangesidethed og modsætningsfyldthed lovbunden 

proces." (Lenin, "Karl Marx" s. 17-18) 

Primitiv kommunisme 

De tidligste mennesker udviklede sig for ca. tre millioner 

siden ud fra en højt udviklet abeart. Langsomt bevægede 

de primitive "mennesker" sig væk fra skovene og ud 

på sletterne. Man begyndte at gå mere oprejst. Det var 

en udvikling, der fulgtes af en forbedring af håndens 

fleksibilitet og behændighed, eftersom den nu var fri til 

anden brug end at gå på. Mens andre dyr havde forskellige 

former for forsvarsmekanismer, havde mennesket 

ikke nogen. For at overleve måtte det udvikle de 

eneste ressourcer, det havde, nemlig hænderne og 

hjernen. Ved at prøve sig frem lærte mennesket forskellige 

færdigheder, og disse færdigheder skulle bringes 

videre til de næste generationer. Det blev nødvendigt 

med sprog og tale. Som Engels forklarede, så 

"begyndte herredømmet over naturen med udviklingen 

af hånden, med arbejdet, og det udvidede menneskets 

horisont mere og mere for hvert skridt fremad." Menneskerne 

var sociale dyr, der var nødt til at slutte sig sammen 

og samarbejde for at overleve. Til forskel fra resten 

af dyreriget, udviklede de evnen til at generalisere og 

tænke abstrakt. Arbejde begynder med værktøjsfremstilling. 

Med dette værktøj forandrer menneskene deres 

omgivelser for at opfylde deres behov. "Dyret bruger 

kun sine omgivelser," siger Engels, "og forårsager ændringer 

alene ved sin tilstedeværelse. Men mennesket 

ændrer omgivelserne, så de opfylder hans behov, han 

kontrollerer dem. Dette er den essentielle forskel mellem 

menneske og andre dyr, og endnu engang er det 

arbejdet, der gør forskellen." 

De økonomiske forhold blandt de tidlige mennesker var 

meget primitive. Mennesket var et ret sjældent dyr dengang, 

og de strejfede omkring og ledte efter mad. Denne 

nomadetilværelse var helt domineret af søgen efter 

mad. Arkæologerne kalder denne periode den ældre 

stenalder. Henry Morgan, der var en tidlig antropolog, 

kaldte det for den vilde tilstand. Dengang og mange 

tusinder af år fremover fandtes der ikke nogen privat 

ejendom. Alt hvad der blev lavet, samlet eller produceret 

blev betragtet som fælleseje. 

For mellem 10.000 og 12.000 år siden startede en ny 

og højere periode - den er kendt som den yngre stenalder 

eller barbariet (med Henry Morgans ord). I stedet for 

at strejfe rundt efter mad fandt man mere ud af at dyrke 

afgrøder og tæmme dyr. Nu kunne man slå sig ned på 

et bestemt sted og blive der i længere tid. Der blev lavet 

nye redskaber til den nye type arbejde, og der blev 

skabt en fødevareproducerende økonomi. Stabile stammer 

og samfund opstod på dette tidspunkt. Selv i dag er 


der stammer i Afrika, det sydlige Stillehav og Sydamerika, 

der lever på dette trin i udviklingen. 

Men da den permanente bosættelse opstod, betød det 

ikke, at det var private boliger. Tværtimod så var de 

store huse, der blev bygget, til fælles afbenyttelse. På 

dette trin fandtes der ikke nogen privat familie, og børnene 

var hele stammens. 

Hele denne første periode i menneskehedens historie 

kaldes også primitiv kommunisme (med to trin, den vilde 

tilstand og barbariet - der er hhv. lavere og højere 

trin), og dengang fandtes der altså hverken privat ejendom, 

klasser, priviligerede eliter, politi eller særlige 

tvangsapparater (stater). Stammerne var delt ind i sociale 

enheder, der blev kaldt klaner eller slægtsgrupper 

(gens'er) Der var tale om meget store familiegrupper, 

der regnede deres slægtskab gennem kvinderne. Det 

kaldes et matriarkalsk samfund. Hvordan kunne det 

være anderledes, når det ikke var muligt at påvise faren, 

da der ikke eksisterede private enkeltfamilier endnu? 

Det var kun moren, man altid kunne være sikker 

på. Det var forbudt for en mand at være sammen med 

en kvinde fra hans egen klan, så på den måde kom 

stammerne til at bestå af en koalition af klaner. I visse 

perioder har der været former for gruppeægteskaber 

mellem klanerne (så alle mænd i en klan var "gift" med 

kvinderne i en anden klan og omvendt). 

Dette klasseløse samfund var meget demokratisk. Alle 

kunne deltage i rådsforsamlinger og være med til at 

afgøre vigtige spørgsmål, når de opstod, og ledere 

m.m. blev valgt til bestemte formål, når der var brug for 

det. Som Engels påpegede i sin bog "Familiens, privatejendommens 

og statens oprindelse": 

"Og den er i al sin enkelhed en vidunderlig forfatning, 

denne gensforfatning! Uden soldater, gendarmer og 

politifolk, uden adel, konger, statholdere, præfekter eller 

dommere, uden fængsler, uden processer går alt sin 

ordnede gang. Al kiv og strid afgøres af den samlede 

masse af dem, som berøres deraf, gensen eller stammen 

eller de enkelte genser indbyrdes - kun som det 

yderste, sjældent anvendte middel truede blodhævnen, 

som vor dødsstraf jo kun er den civiliserede form for, 

behæftet med alle civilisationens fortrin og mangler. 

Selvom langt flere anliggender er fælles, end tilfældet er 

nu - husholdningen er kommunistisk og fælles for en hel 

række familier, jorden er stammens eje, kun de små 

haver har husholdningerne foreløbig fået anvist - så 

behøvede man dog intet som helst af vores vidtløftige 

og indviklede forvaltningsapparat. Beslutningerne træffes 

af dem, sagerne angår, og i de fleste tilfælde har 

århundredgammel skik og brug allerede ordnet alt. Fattige 

og trængende kan der ikke findes - den kommunistiske 

husholdning og gensen kender sine forpligtelser


mod gamle, syge og krigsinvalider. Alle er lige og frie - 

også kvinderne. For slaver er der endnu ikke plads og 

heller ikke undertvingelse af fremmede stammer." 

(Engels, Marx og Engels Udvalgte skrifter bind 2, s. 

251) 

Dem, der ser privatejendommen som en hellig gud, opfatter 

sådanne samfund som noget foragteligt. Men for 

stammefolkene er privat ejendom noget helt fremmed. 

Produktionsmidlerne var endnu ikke udviklet nok til at 

skabe grundlag for udbytning og ejendom. Historikeren 

Heckewelder forklarer, at "indianerne tror, at den store 

ånd har skabt jorden og alt, hvad der er på den, til menneskehedens 

fælles bedste. Da han fyldte landet op 

med gode ting og gav dem rigeligt med vildt, så var det 

ikke til glæde for nogle få, men for alle. Alt er givet i fællesskab 

for alle mennesker. Alt hvad der lever på jorden, 

alt hvad der vokser op af den eller er i vandet og 

floderne, er blevet givet til alle, og alle har ret til at nyde 

godt af det." 

Denne fælles stammeejendom kom efterhånden under 

pres. Der opstod private enkeltfamilier med private huse, 

der voksede frem ved siden af de fælles boliger. 

Som tiden gik, blev den fælles jord delt op og blev de 

enkelte familiers ejendom. Den matriarkalske familie 

blev afløst af den patriarkalske (mandsdominerede). 

Denne familie var dog ikke som vore dages familie, men 

bestod af mange flere end far, mor og børn. Der var 

manden, familiens overhoved. Hans kone, hans andre 

koner, der boede under samme tag. Børnene, mandens 

yngre brødre med deres koner og børn, og mandens 

ugifte søstre. 

Denne fremkomst af den private ejendom på de sidste 

trin af den primitive kommunisme var elementer af det 

nye samfund i det gamle. Til sidst førte den kvantitative 

ophobning af disse nye elementer til en kvalitativ ændring 

i form af det gamle samfunds sammenbrud. Men 

hvorfor fandt denne udvikling sted? 

Klassesamfundets og statens opståen 

Efterhånden som der opstod nye produktionsmidler 

især inden for landbruget, opstod spørgsmålet: hvem 

skal eje dem? Det at eje redskaberne, våbnene, de nye 

metaller, men frem for alt midlerne til at lave det hele, 

satte en familie i stand til at hæve sig over den forfærdelige 

kamp på liv og død med naturkræfterne. 

Det var altså først med den yderligere udvikling af produktivkræfterne, 

at uligheden kom ind i samfundet. Det 

fik stor betydning for det gamle samfund. For første 

gang var man nu i stand til at producere et overskud ud 

over det hver enkelt skulle bruge for at overleve, og det 

var et stort spring frem for menneskeheden. 


Før hen når der havde været stridigheder mellem stammer, 

kunne det slet ikke betale sig at tage fanger som 

slaver. For en slave ville kun kunne have produceret 

lige nok til at han selv kunne overleve. Der var ikke noget 

overskud. Det eneste man kunne bruge en fange til 

var som mad, hvis der var mangel på det. Det var det 

økonomiske grundlag for kannibalisme. 

Men da det først var muligt at lave et overskud, kunne 

det også betale sig at holde slaver, der kunne tvinges til 

at arbejde for herren. Det overskud, der belv presset ud 

af det stigende antal slaver, gik så til den nye klasse af 

slaveejere. Men hvordan skulle slaverne holdes under 

kontrol og hvordan skulle man sørge for at de blev ved 

med at arbejde? De gamle stammer havde hverken haft 

politi eller andre tvangsmidler. Alle var frie og deltog 

som krigere, når der var brug for det. 

Produktionen af et overskud smadrede den gamle samfundsform 

og tillod klasserne at opstå. Og når der eksisterede 

klasser, var der brug for et magtapparat, som 

den ene klasse kunne bruge til at kontrollere den anden 

med. Det var begyndelsen til staten. Rig og fattig, slaveejer 

og slave, ulighed dukkede op i samfundet. Klanerne, 

som var sociale enheder på grundlag af slægtskab, 

begyndte at gå i opløsning. De rige fra forskellige 

klaner havde mere tilfælles med hinanden end med de 

fattige fra deres egne klaner. 

Slavesamfundet 

På trods af alle de rædsler, der var forbundet med det, 

så var klassesamfundet enormt progressivt m.h.t. at 

udvikle samfundet. For første gang var der en del af 

samfundet, der kunne slippe for at arbejde for at overleve. 

Disse mennesker kunne nu bruge deres tid på videnskab, 

filosofi og kultur. Klassesamfundet bragte 

præster, embedsmænd og alle mulige specialister med 

sig. Det, der historisk kunne retfærdiggøre den nye herskende 

klasse, og det der var dens funktion, var, at den 

skulle udvikle produktivkræfterne og føre samfundet 

fremad. Det var på dette trin, at civilisationen først opstod. 

Der blev nu skabt særlige institutioner til at beskytte den 

herskende klasses interesser. Særlige grupper af bevæbnede 

mænd, med fængsler, retssale, bødler o.s.v. 

sammen med nye love, det var der alt sammen brug for 

til at beskytte slaveejernes private ejendom. Staten og 

dens tilbehør opstod, og friheden og ligheden i det gamle 

klansystem blev fortrængt. Nye idéer og ny moral 

blev udviklet for at retfærdiggøre den nye sociale og 

økonomiske orden. 

I det 7. århundrede f. Kr. var det græske stammearistokrati 

blevet til en overklasse af rige slaveejende godsejere. 

Ifølge den græske filosof Aristoteles var flertallet 



af befolkningen i Attika (området omkring Athen) slaver 

på det tidspunkt. 

Efterhånden som bystaterne voksede, voksede arbejdsdelingen 

også meget. Ikke bare mellem land og by, men 

mellem forskellige brancher: nye håndværk opstod og 

et voksende antal kunstnere tog sig af overklassens 

behov i den henseende. 

Bystaternes slaveejere skulle hele tiden have flere og 

flere slaver, og det førte til nærmest evig krig. Da Rom 

f.eks.var i krig med makedonerne i 169 f. Kr., blev 70 

byer i Epirus-området alene smadret og 150.000 af indbyggerne 

blev solgt som slaver. Slaveøkonomien medførte 

enormt meget spild, og den havde brug for en stadig 

strøm af nye slaver til at erstatte dem, der var blevet 

såret eller var døde af det hårde arbejde og den dårlige 

behandling. Og den naturlige reproduktion blandt slaver 

var meget lav p.g.a. deres ringe forhold, så den eneste 

effektive måde at få forsyninger på var krig. 

Selvom en slave var meget mindre produktiv end en fri 

bonde, gjorde de lave omkostninger det alligevel profitabelt 

at holde slaver. De frie bønder kunne ikke klare sig 

og blev ruinerede, og store skarer af dem flygtede ind til 

byerne og kom der til at udgøre slavesamfundenes pjalteproletariat. 

De måtte leve af overklassens velgørenhed, 

og glæde sig over de cirkusser og gladiatorkampe, 

som herskerne underholdt dem med for at holde dem i 

ro. 

Det var også i denne periode, at den revolutionære 

kristne bevægelse opstod. Til at begynde med var de 

kristne en primitiv kommunistisk sekt med et dybt had til 

de romerske erobrere og deres rige lakajer, og de fik 

hurtigt meget støtte fra fattige og undertrykte. Disse 

tidlige kristne revolutionære var beredte på at bruge 

voldelige midler til at styrte overklassen og skabe 

"himlen på jorden". Derfor blev de forfulgt af myndighederne 

og blev nådesløst henrettet for forrædderi mod 

kejseren. Senere blev kristendommen hævet op til 

statsreligion efter, at den var blevet grundigt renset for 

al klassehadet. Den herskende klasse brugte den som 

et våben til at kue og pacificere underklasserne, så disse 

accepterede deres jordiske skæbne i håb om et bedre 

liv efter døden. 

Jo større overskud slaveejerne pressede ud af deres 

slaver, jo større blev deres ekstravagante udskejelser, 

arrogance og dovenskab. Der var samtidig brug for flere 

og flere krige for at øge slavebestanden, og på den måde 

kom romerriget til at gabe over alt for meget. Krige 

kan ikke udkæmpes uden soldater, og de bedste soldater 

var bønderne. De var hastigt ved at forsvinde og 

måtte så erstattes af dyre udenlandske lejesvende. Tiden 

med billige slaver stoppede, og det førte de store 


slaverigers nedgang med sig. 

På trods af forskellige slaveoprør i tidens løb - hvoraf 

det mest berømte var det, der blev ledt af Spartacus - 

så kunne slaverne ikke udgøre nogen revolutionær 

klasse, der kunne føre samfundet fremad. Som Marx 

sagde, ville klassekampen ende enten med en revoltuionær 

omdannelse af hele samfundet, eller med begge 

de kæmpende klassers undergang. Karl Kautsky, 

der var en tysk marxist, forklarede, at "de store folkevandringer, 

hvor romerriget blev oversvømmet af horder 

af vilde germanere, var ikke en utidig ødelæggelse af 

en blomstrende højkultur, men blot konklusionen på en 

allerede døende civilisation og grundlaget for en ny civilisation." 

De mægtige slavecivilisationer havde produceret enorme 

fremskridt for samfundet. Man forundres over de 

kulturelle præstationer, der blev gjort i det gamle Ægypten 

og Babylon. Grækerne og romerne udviklede videnskaben 

til store højder. Hero, en oldtidsfilosof, havde 

endda opdaget grundprincipperne for dampmaskinen! 

Archimedes', Pythagoras' og Euklids bidrag til matematikken 

var enorme. Men ikke desto mindre havde slavesamfundet 

nået sin grænse, og internt forfald og eksterne 

faktorer førte til dets ødelæggelse. 

Feudalismens fremkomst 

"I de sidste århundreder af romerrigets forfald og under 

barbarernes erobring af riget blev der ødelagt en del 

produktivkræfter: landbruget var gået tilbage, industrien 

var forfaldet af mangel på markeder, handelen var døet 

ud eller var blevet bragt voldeligt til ophør, befolkningstallet 

på land og i by var faldet." (Karl Marx "Den tyske 

ideologi") 

I løbet af nogle århundreder løb barbarerne Europa 

over ende. Østpå var det goter, tyskere og hunner. 

Nord- og vestpå var det skandinaver. Sydpå var det 

araberne. Når de erobrede områder, plyndrede de byerne 

og slog sig ned på landet, hvor de levede af primitivt 

landbrug. 

I disse barbarsamfund valgte man landsbyoverhovederne, 

men efterhånden som tiden gik, blev lederne altid 

valgt fra den samme slægt. Overhovedet i den priviligerede 

familie blev den naturlige leder. Landsbyerne var i 

konstant krig med naboerne. De erobrede landområder 

blev delt ud, og størsteparten gik til lederen. På den 

måde blev han den mest magtfulde og rige mand i lokalsamfundet. 

I krig kunne han garantere sine undersåtters 

sikkerhed mod at de gik i militærtjeneste hos ham. 

Disse bønder kunne senere undgå militærtjenesten ved 

at gøre ham en eller anden form for ydelse.


Disse landsbyherrers autoritet strakte sig ud i det omgivende 

område. Herremanden "skyldte retfærdighed, 

hjælp og beskyttelse til sine undersåtter, og disse skyldte 

til gengæld ham troskab og hyldest." (Lafargue 

"Evolution of property") Krige og erobringer tjente til at 

danne disse feudale forbindelser. Herremændene og 

baronerne sammen med deres bevæbnede ryttere dannede 

et nyt socialt hierarki, der levede af undersåtternes 

arbejde. Lafargue skriver: "Så snart feudaladelens 

autoritet var skabt, blev den selv en kilde til problemer 

for det landområde, den skulle beskytte. Alle baronerne 

ville udvide deres territorier og derved deres magt, og 

derfor førte de hele tiden krig indbyrdes, kun afbrudt af 

og til, når der skulle høstes på markerne. Hvis de besejrede 

ikke ligefrem blev dræbt eller fuldstændigt udplyndret, 

så blev de gjort til vasaller for sejrherren, som 

tog en del af deres land og deres vasaller (en vasal er 

en fyrste, der står under en anden større fyrstes overhøjhed). 

De små baroner forsvandt til fordel for de store, 

der blev til mægtige feudalherrer med hof omkring 

sig, hvor deres vasaller skulle deltage." 

Efterhånden som feudalismen udviklede sig, blev det 

meste af jorden i Europa opdelt i godser, der hver havde 

en herremand og forskellige embedsmænd, der skulle 

drive foretagendet. Agerlandet blev delt i to dele - 

omkring en tredjedel af det tilhørte herremanden, mens 

resten var delt ud mellem undersåtterne. Græsgange, 

skove og enge var fælles område - et levn fra den primitive 

kommunismes tid. 

Den sociale struktur, der udviklede sig under feudalismen, 

indeholdt nye klasser og grupper. Samfundssystemet 

havde nærmest form som en pyramide med kongen 

og adelen, de høje kirkefolk og biskopperne i toppen. 

Under dem var de priviligerede baroner, hertuger, 

grever og riddere. I bunden var de frie bønder,de livegne 

bønder og slaver. 

I modsætning til i dag, hvor størstedelen af al rigdom 

bliver produceret i fabrikkerne, så var det dengang landet, 

der skulle opfylde samfundets behov. Så det var 

jorden, der var den vigtigste ejendom i det feudale system. 

Jo mere jord man havde, jo mere magtfuld blev 

man. Den herskende klasse herskede i kraft af deres 

næsten-monopol på jord, som de livegne var stavnsbundet 

til. Teoretisk set var det kongen, der ejede al 

jorden, men områder af den blev delt ud til hertuger, 

som igen forpagtede områder ud til grever, som igen 

kunne forpagte jord ud til sine vasaller. Alle skulle yde til 

gengæld til deres overordnede i form af soldater til militærtjeneste, 

skat o.s.v. 

Til forskel fra slaven, som ikke ejede noget, så forpagtede 

den livegne bonde/fæstebonden jord af sin herremand. 

Han havde en interesse i sit jordstykke. Han hav- 


de flere rettigheder end slaven: hverken ham eller hans 

familie kunne sælges, hvilket gav en vis sikkerhed, selvom 

graden af stavnsbundethed og forpligtelser varierede. 

Til gengæld for sit jordstykke og sine "rettigheder" 

skulle fæstebonden arbejde for herremanden i visse 

dele af ugen uden betaling. Andre ydelser blev krævet 

af ham ved høsttid, og nårsomhelst herremanden havde 

brug for assistance. Herrens behov kom altid først. Fæstebonden 

kunne ikke forlade godset, og han skulle 

have herremandens tilladelse, hvis hans børn skulle 

giftes med nogen udefra. Der var skat på en fæstebondes 

arv, og kvinder, der arvede jord, skulle have tilladelse 

af herremanden. 

Den nye organisering af samfundet på grundlag af jordejendom 

førte til en yderligere udvikling af produktivkræfterne. 

Denne gang blev overskuddet, som bønderne 

producerede, snuppet af den adelige og kirkelige 

herskende klasse. 

Med historikeren Meillys ord: "Det er sådan i økonomien, 

at produktiviteten stiger proportionalt med, at et friere 

samfund sikrer arbejderen en større og mere sikker 

del af arbejdsproduktet. Med andre ord, friere sociale 

former stimulerer produktionen." 

Efterhånden som de nye klasser udviklede sig, kom der 

også nye former for statsapparater, der skulle sikre det 

feudale samfunds beståen. Den nye moral og ideologi, 

der opstod af disse forhold, cementerede samfundets 

indretning. Kirken, der blev mere og mere mægtig, udgjorde 

den nye ordens åndelige grundlag, og i kraft af 

det blev paven mere magtfuld end konger og kejsere, 

og kirkens jorde udgjorde mellem en tredjedel og halvdelen 

af al jord i den kristne verden. Tiendet, som kirken 

inddrev, var en 10%-skat på al indkomst, varer o.s.v. 

Generelt set var de feudale stater uden nogen særlig 

stærk centralmagt ind til enevældernes fremkomst i det 

16. århundrede. Derfor var der tit baroner, der førte krig 

i de ydre provinser, og røverbaroner der opbyggede 

deres egen magt og prestige og truede kongen. Kongens 

(eller andre tilsvarende centrale monarkers) kamp 

for at undertvinge regionerne er et karakteristisk træk 

ved denne periode. Da provinsherrerne til sidst blev 

slået, kunne handlen udvikles til et højere niveau. 

Handlen havde ellers befundet sig på et lavt niveau. 

Ude på landet lavede man stort set alt, hvad man havde 

brug for. Det var en såkaldt naturaløkonomi, der var 

baseret på selvforsyning. Men f.eks. da korstogene begyndte 

med ekspeditioner til det hellige land, så opstod 

der nye behov, og købmændene, der skulle dække disse 

behov, afholdt store markeder i Frankrig, Belgien, 

England, Tyskland og Italien. Disse periodiske markeder 

spillede en stor rolle i den europæiske handels op- 



blomstring, og hjalp med til at etablere en stærk klasse 

af rige købmænd. Pengene begyndte at underminere 

det feudale samfunds strukturer. 

Sideløbende med handlens udvikling kom byernes 

vækst. Købmandsklassen, der udviklede sig i byerne, 

kom i konflikt med feudalismens traditionelle standarder 

og restriktioner. 

Kirken anså f.eks. pengeudlån mod renter for en synd, 

og truede dem, der bedrev det med udstødelse af kirken. 

Leo Huberinan har forklaret denne konflikt i sin meget 

gode bog "Man's worldly goods": "Hele feudalismens 

atmosfære var indelukkethed og begrænsning, mens 

byernes handelsaktivitet har brug for frihed. Byerne tilhørte 

feudalherrer, biskopper, adelsmænd og konger. 

Disse feudalherrer så først på deres byområder lige 

som på deres landområder og pålagde dem de samme 

forpligtelser, skatter, tjenesteydelser, som de havde 

krav på ifølge deres ejerskab af jorden. De feudale regler 

og den feudale ret var fastsat efter gammel skik, og 

det var svært at ændre på. Men handel er af natur aktivt, 

skiftende og tåler ikke barrierer. Handlen kunne 

ikke passe ind i de stive feudale rammer." 

Derfor måtte de gamle forhold udfordres og ændres. 

Byerne begyndte at kræve frihed og uafhængighed, og 

gradvist opnåede mange byer det, nogle gennem aftaler, 

andre med magt. 

Handlen førte i sig selv til nye former for rigdom. Jord 

var ikke længere den eneste kilde til magt og privilegier, 

efterhånden som penge tjent ved handel fik mere og 

mere betydning. I byerne opstod det rige købmandsoligarki 

(oligarki=fåmandsvælde), som kontrollerede og 

regulerede den individuelle småproduktion gennem 

lavssystemet. Efterhånden som arbejdsdelingen skred 

frem og der opstod nye erhverv, blev der dannet nye 

håndværkerlav, bestående af lavsmesteren, lærlinge og 

håndværkssvende. Da der blev produceret mere og 

mere rigdom, kom lavsmestrene i større og større modsætning 

til svendene og lærlingene, og i det 15. århundrede 

blev der dannet svendeforeninger, der skulle forsvare 

deres interesser (forløbere for fagforeninger). 

Indførslen af pengeøkonomi (som i tidligere samfund 

kun havde spillet en begrænset rolle) underminerede 

langsomt det feudale systems grundlag. Lovene m.m. 

måtte ændres, så de svarede til den nye udvikling. Når 

fæstebønder stak af til byerne for at tjene penge, begyndte 

pengeforhold at overskygge de gamle forbindelser 

mellem folk. Forpligtelsen til at arbejde for en herremand 

kunne erstattes af betaling for leje af ejendom. 

Den Sorte Død, der udryddede mellem 30 og 50% af 


befolkningen i lande som England, Tyskland, Holland 

og Frankrig i midten af det 14. Århundrede, havde også 

accelereret denne udvikling. Den førte til mangel på 

arbejdskraft, og det fik mange godsejere til at indføre 

lønarbejde for overhovedet at skaffe arbejdere nok. 

De enevældige kongers fremkomst 

Nationalstaten, som vi kender den i dag, har ikke eksisteret 

altid. På dette tidspuntk i historien følte folk ikke 

særlig tilknytning til en bestemt nation, men mere til en 

bestemt herre, by, lokalområdet eller lavet. Folk så ikke 

sig selv som franskmænd, danskere eller englændere, 

men som indbyggere i en bestemt landsby eller by. Alle 

kristne var en del af den romersk-katolske kirke, som 

herskede over hele den kristne verden og på den måde 

var den største af alle magter. 

Efterhånden som rigdommen i byerne voksede, begyndte 

der at opstå en kapitalistklasse, og den krævede 

forhold, der kunne sikre handlens uhindrede udvikling. 

De ville have orden og sikkerhed. Kampen for byernes 

uafhængighed af feudalherrerne, de vedvarende kampe 

mellem lokale baroner og de efterfølgende plyndringer, 

førte alt sammen til et behov for en central myndighed, 

en nationalstat. 

Konflikten mellem den centrale regent og de store baroner 

(to forskellige dele af den herskende klasse) endte 

med kongens sejr. Han blev støttet af handelsfolkene 

og middelklassen, der stod for at skaffe penge til de 

hære, kongen havde brug for. Nationalstatens fremkomst 

og den centrale kongemagt indledte store økonomiske 

fremskridt. Til gengæld for støtte gav den enevældige 

konge forskellige monopolrettigheder og privilegier 

til dele af middelklassen. Det næste, der måtte ske, 

var et sammenstød mellem den nationale regent og den 

internationale kirkes interesser. 

I slutningen af det 15. Århundrede begyndte de store 

opdagelsesrejser. Mænd som Columbus og Vasco da 

Gama blev finansieret af rige handelsmænd for at finde 

nye udbytningsområder og "sprede Guds ord". Der blev 

oprettet aktieselskaber for at fremme financieringen af 

større opdagelsesrejser, med henblik på plyndring og 

profit. 

Med den kæmpe indtægt, der kom ud af rejserne, blev 

mange købmænd og finansfolk til reelle magt- og rigdomscentre. 

Adelige, aristokrater og konger kom til at 

stå i gæld til de rige købmænd. En enkelt bankørfamilie, 

Fuggor'erne, kunne endda bestemme, hvem der skulle 

blive kejser i det hellige romerske imperie! 

Den nye økonomiske udvikling førte til dannelsen af 

kapitalistiske træk i økonomien. Grundlaget for den feu-


dale økonomi var begyndt at gå i opløsning med det 

nye borgerskabs øgede magt og rigdom. De nye forhold 

udviklede nye værdier, idéer, filosofier og moral. Den 

gamle herskende klasse bekæmpede stædigt disse 

ændringer. 

Som Marx forklarede: "På et bestemt tidspunkt i udviklingen 

kommer samfundets materielle produktivkræfter i 

konflikt med de eksisterende produktionsforhold eller - 

med et juridisk udtryk - med ejendomsforholdene under 

de rammer, som de hidtil har opereret under. Fra at være 

måder til udvikling af produktivkræfterne ender de 

som deres lænke. Derpå begynder en periode med social 

revolution". Senere tilføjer Marx: "Ingen social orden 

er nogensinde blevet ødelagt, før alle de produktivkræfter, 

som den kan have i sig, er blevet udviklet, og nye 

overlegne produktionsforhold erstatter aldrig de gamle, 

før de materielle betingelser for deres eksistens er modnet 

indenfor rammerne af det gamle samfund." 

Det gamle samfund var blevet nedbrudt gennem den 

forudgående periode. En af de største udfordringer for 

den gamle orden var sandsynligvis angrebet på katolicismen. 

I denne periode var kirken ikke bare en religiøs 

institution, men det vigtigste værn for den gamle orden. 

Udover at være en magtfuld jordbesidder, indsamlede 

den tiende fra alle, den havde sine specielle privilegier, 

kontrollerede uddannelsen og formede folkets politiske 

og moralske livssyn. Kirken censurerede bøger og brugte 

truslen om bandlysning af folk med anderledes holdninger. 

Det er blevet sagt, at det var en meget religiøs 

periode, men dette er meget overdrevet af historikerne. 

Frem for at folk levede efter Biblens forskrifter, blev religionen 

snarere brugt til at retfærdiggøre den gamle orden. 

Alting, også politiske tanker, blev udtrykt i religiøse 

vendinger. De, der ønskede at underminere systemet, 

måtte først udfordrer den katolske kirkes monopol. 

I det tidlige 16. århundrede kom de enevældige monarkier 

selv i konflikt med den katolske kirke. Den protestantiske 

reformation indledt af Luther var et våben i 

kampen mod Pavens magt. I England brød Henry VIII 

med katolicismen og plyndrede klostrenes rigdomme, 

som derpå blev ødslet bort i omkostningsfulde krige i 

Europa og Irland. 

Den kapitalistiske revolution 

Calvinismens puritanisme passede til det livssyn og den 

moral, som den voksende middelklasse i by og land 

havde med vægten lagt på at klare sig selv og få personlig 

succes. Middelklassen begyndte nu at vokse hurtigt, 

da den først havde tilpasset sig den stigende inflation 

mellem 1540-1640, hvor priserne steg med mere 

end det firedobbelte, og de kom i stigende grad i konflikt 

med den gamle herskende klasse. 


I England tog kampen mellem det nye borgerskab og 

den gamle orden form af en borgerkrig. Oliver Cromwells 

New Model Army førte middelklassen i væbnet 

kamp mod kongen og den gamle orden. I 1649 blev 

kongen halshugget og en kapitalistisk republik indført. 

Cromwell, som havde støtte fra hæren, indsatte sig selv 

som leder af et bonapartistisk militærdiktatur. De venstreorienterede 

demokratiske elementer og deres fortalere 

("the levellers" og "the diggers"), som truede den 

kapitalistiske ejendomsret, måtte knuses uden nåde. 

Derefter hvilede regimet på et svagt socialt fundament - 

nemlig de væbnede styrker. Under disse kritiske omstændigheder 

reducerede det kapitalistiske regime på 

bonapartistisk vis sig selv til én mands styre. 

De feudale strukturer blev ophævet sammen med Overhuset 

(House of Lords) og monarkiet. Den gamle herskende 

klasse var blevet besejret, og de lavere klasser 

blev holdt på deres plads. Parlamentarikernes kamp 

mod kongen er af historikere og endda af nogle af dem, 

der levede på den tid, blevet set som en kamp mod tyranni 

og for religiøs frihed, men som Marx kommenterede: 

"Ligesom at man ikke dømmer et individ efter hvad 

han tænker om sig selv, så kan man heller ikke dømme 

en sådan omdannelsesperiode ved dens bevidsthed, 

men tværtimod så må denne bevidsthed forklares ud fra 

det materielle livs modsætninger, ud fra den eksisterende 

konflikt mellem produktionens sociale kræfter og 

produktionsforholdene". 

Leon Trotskij, en af lederne af den russiske revolution, 

sagde engang: "Revolutioner er altid i historien blevet 

fulgt af kontrarevolutioner. Kontrarevolutioner har altid 

kastet samfundet tilbage, men aldrig længere tilbage 

end startpunktet for revolutionen". Sådan var det i 1660 

og 1689, hvor storborgerskabet hurtigt indgik et kompromis 

med aristokratiets "borgerlige" elementer. Monarkiet 

og Overhuset blev genskabt, selvom de fra da af 

aldrig kom til at spille den samme rolle som deres forgængere, 

tværtimod blev de en integreret del af den 

kapitalistiske stat. De borgerlige ejendomsbesiddere 

bekymrede sig om deres fremtid og om at holde de lavere 

klasser på plads, samtidig med at de omhyggeligt 

kontrollerede deres magt. 

Hundrede år senere blev den franske kapitalistiske revolution 

fuldført uden, at der blev indgået nogen kompromiser. 

Den franske revolution begyndte ligesom den 

engelske med en splittelse i den herskende klasse. 

Kongen og hans ministre kom i konflikt med Parlamentet 

(som repræsenterede adelstanden, den højere gejstlighed, 

hofkliken, o.s.v.). Sidstnævntes appel mod styrets 

tyranni vandt genklang, og optøjer brød ud i byernes 

gader. Dette udløste den utilfredshed, der havde 

været i middelklassen og i de lavere lag imod regimet. 

På trods af forsøg på reformer fra oven, var de ikke i 

stand til at undgå en revolution fra neden. 



Som alle folkelige revolutioner sprang masserne ind på 

historiens scene. De mest selvopofrende kom i forgrunden 

og skubbede revolutionen langt mod venstre. Mellem 

1789 og 1793 var det gamle feudale regime og aristokratiet 

fuldstændigt blevet fejet væk. Det nye regime 

blev ledt af den revolutionære middelklasse, Jakobinerne, 

som blev støttet og ført frem af de plebejiske masser 

som bestod af lønarbejdere og små håndværkere. I 

1794 fandt en højredrejning sted da den regering, der 

kaldtes Direktoriet, kom til. Efter dette kom der så igen 

en ny politisk kontrarevolution, som bragte Napoleon 

Bonapartes lov-og-orden-regime til magten. Ikke desto 

mindre var den gamle orden blevet brudt, og det nye 

borgerskabs ejendomsrettigheder forblev intakte. Skiftet 

i den politiske magt blev ikke fulgt af en social ændring 

tilbage til før, det vil sige det bragte ikke den gamle feudale 

orden tilbage, men var et politisk skifte, som var et 

resultat af politiske kampe mellem forskellige sektioner i 

kapitalistklassen. 

Kapitalismens triumf 

De store borgerlige revolutioner banede vejen for kapitalismen. 

Ændringerne i landbruget sikrede det kapitalistiske 

landbrug vækst, hvor de gamle feudale ejendomme 

var blevet splittet op og uddelt til bønderne. I stedet 

for at være en bremse for handel og industri som før, så 

støttede regeringerne nu dette. 

Gennem røveri, omdannelse af fællesjord til privateje og 

plyndringer koncentrerede man produktionsmidlerne i 

hænderne på færre og færre. Ruineringen af bondestanden 

skabte en samling af arbejdskraft i byerne. 

Klassestrukturen blev mere simpel. På den ene side var 

kapitalisterne og på den anden side de besiddelsesløse 

proletarer. Alt hvad disse arbejdere havde, var deres 

evne til at arbejde. Den eneste måde de kunne overleve 

på, var ved at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne 

til gengæld for løn. I produktionsprocessen producerer 

proletaren flere værdier, end han får udbetalt i løn, og 

kapitalisterne tilegner sig denne merværdi. Enhver kapitalist 

er omgivet af konkurrenter, og det tvinger dem alle 

til at introducere nye produktionsmetoder, på den måde 

har kapitalismen historisk set spillet en progressiv rolle 

og konstant revolutioneret produktivkræfterne. 

Kapitalistklassen eksporterer varer og senere hen kapital, 

og på den måde skaber den "en verden i sit eget 

billede". Produktivkræfterne, teknikken og videnskaben 

voksede gradvist ud over nationalstaten, som beskyttede 

den. 

Imperialisme 

I perioden fra 1870 til 1900 blev verden delt op mellem 

de største magter. I 1870 var en tiendedel af Afrika blevet 

delt op; i 1900 var ni tiendedele af det "mørke konti- 


nent" i hænderne på England, Frankrig eller en af de 

andre europæiske imperialistmagter. I 1914 var denne 

proces med opdeling af verden fuldendt, og kapitalismen 

gik ind i sit højeste stadie, imperialismen. Kæmpe 

truster (sammenslutninger af flere foretagender under 

én ledelse) og monopoler var vokset ud af den tidligere 

periodes konkurrence. "Staten var smeltet mere og mere 

sammen med monopolerne og de finansielle institutioner, 

og handlede i stigende grad i deres interesser. 

Produktion følges i denne periode med eksport af kapitalen 

selv." (Lenin) 

Det imperialistiske stadie medbragte truslen om verdenskrig 

i kampen for nye markeder. På grund af opdelingen 

af verden og den enorme vækst i produktionen 

kan man kun finde nye markeder ved at genopdele verden, 

hvilket uundgåeligt medfører nye verdensomspændende 

konflikter. Verdenskrigene har vist de modsætninger, 

den private ejendomsret til produktionsmidlerne 

og nationalstaten medfører. Men modsat de tidligere 

samfundstyper, så har kapitalismen opbygget betingelserne 

for den nye socialistiske orden, der kan garantere 

overflod til alle. 

Arbejderklassen er den eneste klasse, der er konsekvent 

revolutionær, og som er i stand til at fuldføre den 

socialistiske revolution. Dette skyldes denne klasses 

særlige stilling i den samfundsmæssige produktion. Arbejderklassen 

er disciplineret i fabrikkerne og tvunget til 

at samarbejde i produktionsprocessen. Den organiserer 

sig selv i store fagforbund og siden i dens eget uafhængige 

parti. Marxismen forsyner den, i modsætning til alle 

andre teorier, med en klar ideologi og klare mål i dens 

mission for at omstyrte kapitalismen. Bolsjevikpartiet, 

under ledelse af Lenin og Trotskij, gav et strålende eksempel 

til verdens arbejdere. 

Bønderne og middelklassen er ikke i stand til at spille 

en ledende rolle på grund af deres stilling i samfundet. 

Bønderne er spredt ude på landet og har ikke noget 

klart begreb om enhed eller internationalisme. Disse 

middellag i samfundet følger enten kapitalistklassen 

eller arbejderklassen. 

Bønderne har faktisk været det klassiske redskab for 

bonapartismen - et regime, der er baseret på de væbnede 

styrker, og som balancerer mellem klasserne. I 

imperialismen epoke med monopolkapitalismens forfald 

vil samfundets middellag blive drevet i reaktionens arme, 

hvis ikke arbejderklassen vinder dem for socialismens 

sag. 

Loven om ujævn og kombineret udvikling 

Fra at være et progressivt socialt system er kapitalismen 

nu blevet en lænke om fødderne på produktionen 

og den videre udvikling af menneskeheden. Marx men-


te, at arbejderklassen først ville komme til magten i de 

avancerede kapitalistiske lande som England, Tyskland 

og Frankrig. Men med fremkomsten af imperialismen 

brød kapitalismen sammen ved "det svageste led", i det 

tilbagestående Rusland. 

Samfundet udvikler sig ikke i en lige linje, men følger 

loven om ujævn og kombineret udvikling. Den ujævne 

vækst i verden bliver konstant brudt af indførelsen af 

nye produkter og idéer fra forskellige sociale systemer. 

Det tilbagestående halvfeudale Rusland blev udstyret 

med den mest moderne produktionsteknik i byerne på 

grund af den enorme mængde fremmed kapital fra 

Frankrig og England. Den nye industriarbejderklasse, 

som lige var blevet dannet, tog arbejderklassens mest 

avancerede idéer til sig: marxismen. 

I mange af de underudviklede lande har manglende 

landreformer, enevælde, national undertrykkelse og 

økonomisk stagnation medført enorm utilfredshed. Den 

borgerlige demokratiske revolution, der ville have lagt 

grunden for en kapitalistisk udvikling, er kun blevet delvist 

gennemført eller slet ikke. 

I disse lande er den kapitalistiske klasse kommet på 

banen for sent til at spille den rolle som dens revolutionære 

sidestykke gjorde i det 17. og 18. århundrede. De 

er, som i Rusland før 1917, for svage og bundet af tusinde 

tråde - gennem ægteskab og gæld - til jordejere 

og imperialister. Både kapitalister og jord- og godsejere 

har et fælles had til arbejderklassen. Den nationale kapitalistklasse 

foretrækker at holde sig til den gamle orden 

i stedet for at appellere til de laveste klasser om at 

gennemføre den anti-feudale revolution. 

Den eneste klasse, der er i stand til at gennemføre revolutionen 

er arbejderklassen, ved at samle de fattigste 

bønder omkring sig. Når arbejderklassen kommer til 

magten som i oktober 1917 er den i stand til at give jord 

til bønderne, smide imperialisterne ud og samle landet. 

Imidlertid vil arbejderklassen ikke stoppe ved dette, men 

vil fortsætte til den socialistiske opgave: nationalisering 

af den vigtigste industri, jorden og de finansielle institutioner. 

(Ovenstående kaldes teorien om den permanente 

revolution). 

Den russiske revolution var den største begivenhed i 

hele menneskehedens historie. For første gang tog arbejderklassen 

magten, smed kapitalisterne, godsejerne 

og gangsterne ud, og organiserede en demokratisk arbejderstat. 

Det var begyndelsen til den internationale 

socialistiske revolution, og det bekræftede fuldstændig 

teorien om den permanente revolution. 

Uheldigvis blev revolutionen i Tyskland og andre lande 

forrådt, og det førte til isolation af revolutionen i et tilba- 


gestående, hærget land. Krigens ødelæggelse, den 

udbredte analfabetisme, borgerkrig og udmattelse lagde 

forfærdeligt pres på den svage arbejderklasse, og medvirkede 

til degenereringen af revolutionen. Det var disse 

objektive forhold, der fremmede væksten af bureaukratismen 

i staten, fagforeningerne og partiet. Stalin kom til 

magten på baggrund af denne nye bureaukratiske kaste. 

Individet i historien repræsenterer ikke sig selv, 

men en gruppes, kastes eller klasses interesser i samfundet. 

Stalinismen og dets uhyrlige diktatur voksede ikke frem 

fra Bolsjevikpartiet eller den socialistiske revolution, 

men fra isolationen og den materielle tilbageståenhed i 

Rusland. Det ødelagde arbejderdemokratiet for at opretholde 

sine egne privilegier og magt. 

Det stalinistiske regime støttede sig imidlertid til de nye 

ejendomsforhold med nationaliseret industri og produktionsplanen. 

Sovjetterne (arbejderrådene) og arbejderdemokratiet 

blev ødelagt i den stalinistiske politiske 

kontra-revolution. Kun ved en ny politisk revolution kunne 

den russiske arbejderklasse have genoprettet arbejderdemokratiet, 

der eksisterede under Lenin og Trotskij. 

Dette ville ikke betyde en tilbagevenden til kapitalisme, 

men en ende på den priviligerede bureaukratiske elite, 

samtidig med at masserne selv ville blive involveret i at 

styre samfundet og staten. 

Den socialistiske omdannelse af samfundet 

Den socialistiske omdannelse af samfundet indleder en 

ny og højere samfundsform idet den fjerner forhindringerne 

for udviklingen af produktivkræfterne. Forhindringer 

som privat ejendomsret og nationalstaten fjernes, 

og giver plads til at den socialiserede ejendom kan 

planlægges efter flertallets interesser. 

Den socialistiske revolution kan ikke begrænses til ét 

land, men sætter verdensrevolutionen på dagsordenen. 

Verdensøkonomien og den internationale arbejdsdeling, 

der er skabt af kapitalismen, forlanger en international 

løsning. Et forenet socialistisk Europa vil forberede 

grundlaget for en verdenssammenslutning af socialistiske 

stater, og en international planlægning af produktionen. 

Dette ville igen skabe grundlaget for en "planlagt 

og harmonisk produktion af goder til tilfredsstillelse af 

de menneskelige behov". 

En af den sejrende arbejderklasses første opgaver vil 

være ødelæggelsen af den gamle statsmaskine. I alle 

klassesamfund har der været en stat som et "organ for 

klassestyre, et redskab for en kalsses undertrykkelse af 

en anden". Dette rejser spørgsmålet, har arbejderklassen 

brug for en stat? Anarkisterne svarer nej. Men de 

forstår ikke, at nogle former for magt er nødvendig for at 

holde jordejere, finansfyrster og kapitalister på plads. 



Arbejderklassen bliver derfor nødt til at konstruere en ny 

form for stat til at repræsentere sine interesser. I en arbejderstat 

er det flertallet, der holder et lille mindretal af 

ex-kapitalister i skak, og der er derfor ikke brug for fortidens 

enorme bureaukratiske stat. Proletariatets diktatur 

eller arbejderdemokrati, som Trotskij foretrak at kalde 

det, var en enorm udvidelse af de demokratiske rettigheder. 

Marx definerede det borgerlige demokrati som, at arbejderne 

hvert fjerde eller femte år kan bestemme hvilken 

del af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke 

deres interesser i parlamentet. Alle kane sige hvad 

de vil, forudsat at monopolernes bestyrelser kan bestemme 

hvad der skal gøres. 

Den nye arbejderstat vil udvide demokratiet fra den politiske 

til den økonomiske sfære med en nationalisering 

af de store monopoler. Nye magtorganer, som sovjetterne 

i Rusland, baseret på det bevæbnede folk, udgør 

"arbejdende organer, udøvende og lovgivende på samme 

tid". Bureaukratiet vil blive erstattet af massernes 

involvering i ledelsen af staten og samfundet. For at 

forhindre at embedsmandsvældet tog over, introducerede 

arbejderklassen følgende forholdsregler under Pariserkommunen 

i 1871 og i Rusland i 1917: 

(1) Valg af alle embedsmænd, med retten til at kunne 

tilbagekalde dem igen. 

(2) Ingen stående hær, men et bevæbnet folk. 

(3) Ingen embedsmænd skal have mere i løn end en 

faglært arbejder og ingen privilegier. 

(4) Statslige stillinger skal gå på tur blandt befolkningen. 

Ved at sænke arbejdstiden, får maserne mulighed for at 

involvere sig i staten og adgang til kultur, videnskab og 

kunst. For, som Engels engang sagde, hvis kunst, videnskab 

og ledelse er et mindretals privilegie, så vil 

dette mindretal bruge og misbruge denne position i 

egen interesse, som det var tilfældet i de stalinistiske 

lande. 

Historisk kom staten frem, da klassesamfundet opstod. 

Så straks da arbejderstaten opstod, ville den begynde 

at dø bort, efterhånden som klasserne forsvandt. Det er 

derfor Engels karakteriserede arbejderstaten som en 

halvstat. 

"Under socialismen vil en stor del af det "primitive" demokrati 

blive genoplivet, da folkets masser for første 

gang i det civiliserede samfunds historie, vil hæve sig 

op og spille en selvstændig rolle, ikke kun ved afstemninger 

og valg, men også i den daglige administration af 

staten. Under socialismen vil alle regere på skift, og 

man vil hurtigt blive vant til, at ingen regerer". (Lenin, 


"Staten og revolutionen"). 

I dette lavere stadie af socialismen, som Marx kaldte 

det, ser man samfundet, "netop som det er opstået fra 

det kapitalistiske samfund; det er derfor stadig i enhver 

henseende, økonomisk, moralsk og intellektuelt, mærket 

af det gamle samfund, som det er kommet fra". 

(Marx, "Kritik af Gotha-programmet.") Selvom menneskets 

udbytning af andre mennesker er stoppet, har 

produktionen endnu ikke nået et højt nok niveau til fuldstændig 

at kunne udrydde ulighed og klasseforskelle. 

Folk vil stadig være nødt til at følge princippet "den der 

ikke arbejder, skal ikke spise" (samtidig med at arbejderstaten 

selvfølgelig i langt højere grad end vores nuværende 

"velfærdsstat" vil tage hånd om dem, der ikke 

kan arbejde). Staten forbliver en ulighedens vogter, 

selvom den altså kun er midlertidig. 

Socialisme, det klasseløse samfund. 

På denne måde, med store skridt fremad i produktionen 

baseret på den mest udviklede videnskab og bevidst 

planlægning, vil menneskeheden nå længere og længere 

fremad. Klasserne og staten vil fuldstændig visne 

væk, og samfundet vil begydne at fungere efter princippet 

"Enhver yder efter evne og nyder efter behov". Modsætningerne 

mellem land og by, og "håndens" og 

"åndens" arbejde vil forsvinde med den yderligere udvikling 

af de produktivkræfterne. Med Lenins ord, så vil 

"den borgerlige lovs indskrænkede horisont", som tvinger 

en til at beregne, om man nu har arbejdet en halv 

time mere end en anden, om man har fået mindre i løn 

end en anden - denne indskrænkede horisont vil blive 

forladt. Der vil på det tidspunkt ikke være brug for nogen 

kontrollerende stat, der distribuerer produkterne og 

regulerer den mængde, hver skal have; enhver vil frit 

kunne tage alt efter hans behov. 

Klassesamfundets barbari vil være stoppet én gang for 

alle. Menneskehedens forhistorie vil være fuldendt. Produktivkræfterne, 

der er bygget op gennem tusinder af 

års klassestyre, vil nu lægge grundlaget for et klasseløst 

samfund, hvor staten og arbejdsdelingen vil være 

overflødigt. Med Engels' ord, "regeren over personer 

bliver erstattet af administration af ting". 

Og Trotskij gjorde det klart at, "når først mennesket har 

fået bugt med sit eget samfunds anarkistiske kræfter, vil 

mennesket tage sig selv under behandling. Mennesket 

vil for første gang betragte sig selv som råmateriale, 

eller i bedste fald som et fysisk og psykisk halvfabrikat. 

Socialisme vil betyde et spring fra nødvendighedens 

rige ind i frihedens rige, også i den forstand, at det nuværende 

modsætningsfyldte og uharmoniske menneske 

vil bane vejen for en ny og lykkeligere race". (Leon 

Trotskij, "Til Forsvar For Oktober".)


3. Marxistisk økonomi 

I dag har mange arbejdere, under indflydelse af den 

kapitalistiske krise, udviklet en tørst efter at studere 

økonomi. De forsøger at forstå de kræfter, der dominerer 

deres liv. Denne kortfattede introduktion til marxistisk 

økonomi vil ikke forsyne den klassebevidste arbejder 

med en komplet redegørelse for økonomi, men med 

en guide til de love, som styrer det kapitalistiske samfund, 

der dominerer hans liv. 

De kapitalistiske økonomers overfladiskhed bliver tydelig, 

når man ser, at de ikke evner at forstå den krise, der 

rammer deres system. Det er deres rolle at tilsløre udnyttelsen 

af den arbejdende klasse og at bevise det 

kapitalistiske systems "overlegenhed". Deres "teorier" 

og "løsninger" er ikke i stand til at skjule kapitalismens 

rådne og syge natur. Kun omdannelsen af samfundet 

på et socialistisk grundlag og indførelsen af en demokratisk 

planlagt økonomi, vil kunne sætte en stopper for 

kapitalismens mareridt med arbejdsløshed, krise og 

kaos. 

De højreorienterede arbejderledere har afvist deres gode 

gamle Keynes (en økonom, der bl.a. troede, at man 

kunne løse kapitalismens problemer ved at det offentlige 

øgede sine udgifter og finansierede underskud), og 

nu sætter de deres lid til "ortodokse" økonomiske løsninger 

som: nedskæringer, løntilbageholdenhed og deflation. 

Venstrereformisterne klamrer sig stadig til gårsdagens 

kapitalistiske politik (reflation, importkontrol, 

o.s.v.), som har vist sig slet ikke at virke under kapitalisme. 

Den eneste måde den bevidste arbejder kan skære 

igennem de kapitalistiske økonomers løgne og fordrejninger 

og bekæmpe deres indflydelse i arbejderbevægelsen 

er med en marxistisk forståelse af det kapitalistiske 

samfund. 

Betingelser for kapitalisme 

I dag er produktionen koncentreret i hænderne på kæmpe 

virksomheder. Unilever, ICI, Fords, British Petroleum 

er nogle eksempler på firmaer, der kontrollerer vores liv. 

Selvom det er sandt at små virksomheder stadig eksisterer, 

repræsenterer de i virkeligheden fortiden i stedet 

for nutiden. Moderne produktion er grundlæggende 

storindustri i stor målestok. 

I øjeblikket kontrollerer de 200 største firmaer sammen 

med 35 banker og finanshuse den britiske økonomi, og 

de tegner sig for 85 procent af produktionen. Denne 


udvikling er sket gennem skånselsløs konkurrence, kriser 

og krige, over de sidste 100 år. Da de klassiske 

økonomer forudså frihandel i fremtiden, forklarede 

Marx, at konkurrencen ville udvikle monopoler, og at de 

svagere firmaer ville gå til grunde. Monopolkapitalismen 

voksede frem og afløste den frie handel. 

Ved første øjekast ser det ud som om at varer og ting 

hovedsagelig bliver produceret for at tilfredsstille folks 

behov. Logisk nok er ethvert samfund nød til at gøre 

dette. Men under kapitalisme bliver varer ikke kun produceret 

for at tilfredsstille et behov, men først og fremmest 

for at blive solgt. Det er den kapitalistiske industris 

altoverskyggende funktion. 

Som Henry Ford sagde: "Jeg har en virksomhed for at 

tjene penge, ikke for at lave biler!" Dette er et perfekt 

udtryk for hele den kapitalistiske klasses hovedmål. 

Den kapitalistiske produktionsproces er afhængig af 

nogle betingelser. For det første eksistensen af en stor 

klasse af besiddelsesløse arbejdere, som er tvunget til 

at sælge dem selv stykvis for at overleve. Derfor er de 

engelske borgerliges forestilling om et 

"ejendomsbesiddende demokrati" en absurditet under 

kapitalisme. Hvis flertallet af befolkningen ejede nok 

ejendom til at kunne være selvforsynende, ville kapitalisterne 

ikke kunne finde nogle arbejdere til at producere 

deres profit. 

Den anden betingelse er, at produktionsmidlerne skal 

være koncentreret i kapitalisternes hænder. I gennem 

årtierne er bønderne og dem, som ejede midler til at 

forsørge sig selv, blevet knust skånselsløst, og kapitalisterne 

og godsejerne har taget deres midler til at overleve. 

Når disse betingelser er opfyldt, kan kapitalisterne 

så ansætte arbejdere til at drive produktionsmidlerne og 

producere merværdi. 

Værdi og varer 

Hvordan virker kapitalismen? Hvordan bliver arbejdere 

udnyttet? Hvor kommer profit fra? Hvad er grunden til at 

der kommer kriser? 

For at kunne få svar på disse spørgsmål må vi først 

kende nøglen til mysteriet: Hvad er værdi? Har man 

først løst dette problem vil man finde svarene på de 

andre spørgsmål. Det er nødvendigt med en forståelse 

for værdi for at kunne forstå det kapitalistiske samfunds 

økonomi. 



Til at begynde med: alle de kapitalistiske firmaer producerer 

ting eller tjenester, eller for at være mere korrekt 

de producerer vare. Det er en ting eller tjeneste produceret 

med salg for øje. Selvfølgelig kan nogle jo lave 

noget til hans eller hendes eget brug. Før kapitalismen 

eksisterede, var mange nød til det. Men dette er ikke en 

vare. Kapitalistisk produktion er først og fremmest skabelse 

og umådelig ophobning af varer. Det er derfor at 

Marx selv startede sin undersøgelser af kapitalismen 

med en analyse af varens karakter. 

Alle varer har en brugsværdi for folk. Det betyder, at de 

er brugbare for nogle, ellers ville de ikke kunne blive 

solgt. De indeholder også en bytteværdi, også bare kaldet 

værdi. Hvad er den og hvordan kan den blive vist? 

Hvis vi udelader brugen af penge for et øjeblik, vil varer 

når de bliver byttet, stå i forskellige forhold til hinanden. 

For eksempel: 

1 ur 

1 par sko 

3 flasker whisky 

1 bildæk 

= 10 meter stof 

Alle tingene til venstre kan blive byttet med 10 meter 

stof. De kan også blive byttet med hinanden i dette måleforhold. 

Dette simple eksempel viser, at bytteværdien for disse 

forskellige varer må indeholde et eller andet. Men hvad 

er det der gør, at et par sko har den samme værdi som 

10 meter stof? Eller at 1 ur har samme værdi som 3 

flasker whisky? Og så videre. 

Det er åbenlyst, at der må være noget der går igen i 

dem alle sammen. Det er tydeligt, at det ikke er vægt, 

farve eller hårdhed. Og igen er det ikke fordi, at de er 

brugbare. Brød er trods alt mindre værd end en Rolls 

Royce, selvom det ene er en nødvendighed og det andet 

en luksus. Så hvad er den fælles kvalitet? Den eneste 

ting, der går igen, er, at de alle er produkter af menneskeligt 

arbejde. 

Mængden af menneskelig arbejdskraft, der er lagt i en 

vare, udtrykkes i tid: uger, dage, timer og minutter. 

Sko - til en værdi af 5 timer (´s arbejde) 

Dæk - til en værdi af 5 timer (´s arbejde) 

Ure - til en værdi af 5 timer (´s arbejde) 

Whisky - til en værdi af 5 timer (´s arbejde) 

Stof - til en værdi af 5 timer (´s arbejde) 


For at gå tilbage til eksemplet: alle disse varer kan udtrykkes 

gennem deres fælles faktor, arbejdstid. 

Gennemsnitlig arbejdskraft 

Hvis vi ser på varer som brugsværdier (deres anvendelighed), 

ser vi dem som "en sko", "et ur", og så videre, 

altså som produkter af en bestemt slags arbejde fra en 

skomager, urmager o.s.v., men varer bliver betragtet 

anderledes, når de bliver byttet. De mister deres specielle 

karakter og ender som en mængde enheder af gennemsnitligt 

arbejde. Når vi bytter varer sammenligner vi 

nu alle sammen den mængde menneskelig arbejdskraft, 

der er lagt i vores varer. Alt arbejde bliver, når det 

bliver byttet, reduceret til gennemsnitlige enheder af 

arbejde. 

Det er rigtigt, at den vare der er blevet produceret af 

faglært arbejdskraft, indeholder mere værdi end den 

vare, der er produceret af ufaglært arbejdskraft. Derfor 

bliver et vist antal enheder produceret af faglært arbejdskraft 

reduceret til et vist antal enheder produceret 

af ufaglært arbejdskraft, når det bliver byttet. For eksempel 

kunne mængden af 1 faglært enhed være lig 

med 3 ufaglærte enheder. Eller mere simpelt faglært 

arbejdskraft er 3 gange så meget værd som ufaglært. 

Forklaret simpelt betyder det, at værdien af en vare er 

afhængig af den mængde gennemsnitlig arbejdskraft, 

der er brugt til at producere den. (Eller hvor lang tid det 

tager at producere den). Men på denne måde ser det 

ud som om, at den dovne arbejder producere mere 

værdi end den mest effektive arbejder, eftersom han jo 

er længere tid om det! 

Lad os tage eksemplet med skomageren, som beslutter 

sig for at bruge nogle gammeldags metoder fra middelalderen 

til at producere sko. Ved at bruge denne metode 

tager det en hel dag at producere et par sko. Men 

når han prøver at sælge dem igen på markedet, vil han 

finde ud af, at hans sko kun vil indbringe det samme 

som en sko produceret på de bedre udstyrede og mere 

moderne fabrikker. 

Hvis disse fabrikker producerer et par sko på måske en 

halv time vil de indeholde mindre arbejdskraft (og derfor 

mindre værdi) og vil kunne blive solgt billigere. Dette vil 

tvinge skomageren, der bruger middelalderlige metoder, 

til at lukke sin forretning. Al den arbejdskraft, han bruger 

ud over den halve time, er spildt arbejdskraft og unødvendig 

under moderne forhold. Med truslen om tilintetgørelse 

vil han blive tvunget til at bruge moderne teknikker 

og producere skoene på en tid, der bedst muligt 

svare til den nødvendige tid samfundet har udviklet. 

På ethvert givent tidspunkt, ved brug af den gennem-


snitlige arbejdskraft, maskiner, metoder o.s.v., vil alle 

vare tage en bestemt tid at producere. Dette er styret af 

det teknologiske niveau i samfundet. Med Marx' ord, må 

alle varer blive produceret på den gennemsnitlige samfundsmæssigt 

nødvendige tid. Skal der bruges mere 

arbejdstid end det, vil det være spild, som vil få omkostningerne 

til at stige og stille firmaet dårligt i konkurrencen. 

Så bare fordi man er fem dage om at lave noget, 

der burde tage en time, bliver det altså ikke fem dages 

arbejde værd. 

Så for at være mere præcis kan man sige, at en vares 

værdi er afhængig af mængden af samfundsmæssigt 

nødvendigt arbejde, der er lagt i varen. Naturligvis ændres 

arbejdstiden hele tiden, i takt med at nye teknikker 

og metoder bliver opfundet. 

På den måde kan vi også forstå, hvorfor værdifulde 

ædelstene er mere værd end dagligdags varer. For at 

finde og udvinde ædelstenene er der brug for mere 

samfundsmæssigt nødvendigt arbejde end i produktionen 

af almindelige varer. Deres værdi er derfor anselig 

højere. 

Samtidig kan en ting have brugsværdi uden at have 

nogen værdi, nemlig ting som (indtil videre) ikke kræver 

noget arbejde for at eksistere: luft, floder, uopdyrket 

jord, naturlige græsmarker o.s.v. Derfor er arbejde ikke 

den eneste form for rigdom, altså brugsværdier, - naturen 

er også en kilde. 

Af ovenstående kan vi se, at en forøgelse af produktiviteten 

vil give en forøgelse i mængden af varer, der bliver 

produceret, men det vil samtidig reducere værdien 

af den ting,det drejer sig om, fordi mængden af arbejde 

i varen er blevet mindre. En øget produktivitet betyder 

derfor en øget velstand. Med to jakker kan to folk få tøj, 

med én jakke kun én person. Men alligevel kan forøgelsen 

i den materielle velstandsmængde svare til et fald i 

dens værdi. 

Penge 

Som et resultat af, at det er svært at bytte varer til andre 

varer, begyndte man oftere og oftere at bruge en eller 

anden fælles ting som en slags penge. Nogle steder var 

det bestemte typer af muslingeskaller eller sneglehuse 

el. lign., men i tidens løb endte guld med at være den 

vare, som skulle spille rollen som "universalt byttemiddel". 

I stedet for at sige, at en vare er så og så meget værd i 

smør, kød, stof, o.s.v., blev det nu udtrykt i guld. Pengeudtrykket 

for værdi er prisen. Guld blev brugt på grund 

af dets kvaliteter. Det koncentrerede meget værdi i en 

lille mængde, det kunne let deles i mønter og det havde 

en hård slidflade. 


Som med enhver anden vare er værdien af guld bestemt 

af den mængde arbejdstid, der er til at producere 

det. Lad os for eksempel sige, at det tager 40 timers 

arbejde at producere en ounce (28,35 gram) guld. Så vil 

alle andre varer, der tager den samme tid at fremstille, 

være det samme værd. Dem, som det tager halvt så 

lang tid at fremstille, vil være halvt så meget værd o.s.v. 

En ounce guld (28,35 gram) = 40 timers arbejde 

1/2 ounce guld = 20 timers arbejde 

1/4 ounce guld = 10 timers arbejde 

Derfor er: 

En bil (40 timers arbejde) = 1 ounce guld 

Et bord (10 timers arbejde) = 1/4 ounce guld 

På grund af forandringer i produktionsteknikken og forøgelse 

af arbejdsproduktiviteten ændrer varernes værdier 

sig hele tiden, ligesom en masse tog på en station, 

der hele tiden kommer og tager afsted på forskellige 

tidspunkter. Hvis man tager med et tilfældigt tog, der 

kører afsted, og bruger det til at finde ud af de andre 

toges bevægelser, så vil det føre til forvirring. Kun hvis 

man står på den faste perron kan man præcist dømme, 

hvad det er, der sker. I relation til udvekslingen af varer 

fungerer guld som en målestok. Men selv den mest stabile 

værdi er i konstant bevægelse, da ingen vare har 

en fuldstændig fastlåst værdi. 

Varens pris 

Værdiloven styrer prisen på varen. Som forklaret tidligere 

er varens værdi lig med den arbejdskraft, der er lagt i 

varen. I teorien er værdien det samme som prisen. Men 

i virkeligheden plejer prisen at være enten over eller 

under varens værdi. Denne stigen og falden skyldes 

forskellige påvirkninger som for eksempel fremvæksten 

af monopoler. Forskellen i udbud og efterspørgsel har 

også en stor virkning. Hvis der for eksempel er et overskud 

af en bestemt vare på markedet, så vil dens pris 

den dag ligge under dens virkelige værdi, eller hvis der 

er mangel, vil prisen være højere end varens virkelige 

værdi. Borgerlige økonomer mener, at det er udbud og 

efterspørgsel, der er den eneste lov, der afgør prisen. 

Men de kan ikke forklare, hvorfor priserne altid svinger 

om et bestemt niveau. Hvad det niveau er, bliver ikke 

afgjort af udbud og efterspørgsel, men af den mængde 

arbejdskraft, der er brugt i varens produktion. En lastbil 

vil f.eks. altid være dyrere end en plastikspand. 

Profit 

Nogle "kloge" folk har opfundet den teori, at profitter 

kommer ved, at kapitalisten køber billigt og sælger dyrt. 



I "Lønarbejde og kapital" forklarer Marx, hvorfor det er 

noget sludder: 

"Hvad en person kan vinde som sælger, ville han tabe 

som køber. Det dur ikke at sige, at der er nogle, der er 

købere uden at være sælgere eller forbrugere uden at 

være producenter?. Hvis en mand først tager dine penge 

og så giver dig dem igen, når han køber dine varer, 

så bliver du aldrig rig af at sælge varerne dyrt til den 

mand. Den slags handel kan måske mindske et tab, 

men det kan ikke være grundlag for en generel profit." 

Arbejdskraft 

Når kapitalisten skal sætte gang i sin produktion, så 

kigger han på "arbejdsmarkedet" som enhver anden 

gren af det overordnede marked for vare. Arbejderens 

evner og energi bliver anset som enhver anden vare. 

Vi må være klar på, hvad det er, at kapitalisten har købt. 

Arbejderen har ikke solgt sit arbejde, men sin evne til at 

arbejde. Dette kalder Marx for hans arbejdskraft. 

Arbejdskraft er en vare, der styres af de samme regler, 

som styrer andre varers værdi. Dens værdi er afhængig 

af den arbejdskraft som er nødvendig for at producere 

den. Arbejdskraft er arbejderens evne til at arbejde. Den 

bliver "forbrugt" af kapitalisten i den arbejdsprocessen. 

Men dette forudsætter, at arbejderen lever, er sund og 

rask og er stærk o.s.v.. Produktionen af arbejdskraft 

betyder derfor arbejderens selvopretholdelse og videreførelsen 

af hans art, for at kunne forsyne kapitalisten 

med nye generationer af "hænder". 

Den nødvendige arbejdstid, der skal til for arbejdernes 

opretholdelse, er den arbejdstid, det tager at producere 

midlerne til ham og hans families eksistens: Mad, tøj, 

hus osv. Mængden af dette varierer i de forskellige lande, 

klimaer og historiske perioder. Hvad der er et tilstrækkeligt 

levegrundlag for en arbejder i Calcutta vil 

ikke være tilstrækkeligt for en walisisk minearbejder. 

Hvad der var tilstrækkeligt for en walisisk minearbejder 

for 50 år siden, vil ikke være tilstrækkeligt for en bilarbejder 

i dag. I modsætning til værdier på andre varer 

kommer der i dette spørgsmål også et historisk og moralsk 

element ind i billedet. Under alle omstændigheder 

vil der i ethvert land, på ethvert stadie i den historiske 

udvikling, være en kendt levestandard. (I øvrigt er det 

præcist dannelsen af nye behov som er starten på alle 

slags menneskelige fremskridt). 

Ikke snyd! 

Foruden den daglige reproduktion af hans arbejdskraft, 

og reproduktionen af arten, så vil det på et bestemt tidspunkt 

i udviklingen af kapitalistisk teknik blive nødvendigt 

at uddanne arbejdere til at kunne følge med i den 


moderne industri og øge deres produktivitet. 

I modsætning til de fleste varer bliver arbejdskraft først 

betalt, når det er blevet forbrugt. Arbejderne giver på 

denne måde kredit til deres arbejdsgivere - og risikerer 

til stadighed småsnyderier og fejl ved lønudbetalinger, 

tab af løn ved bankerotter m.m. 

Til trods for dette er arbejderne ikke blevet snydt. Han 

har godkendt en aftale af egen fri vilje. Som med alle 

andre varer bliver lige værdier byttet: arbejderens vare, 

arbejdskraften bliver solgt til kapitalisten for den gældende 

pris. Alle er tilfredse. Og hvis arbejderen ikke er, 

kan han jo bare tage arbejde et andet sted, hvis han 

kan finde noget. 

Salget af arbejdskraft skaber et problem. Hvis "ingen 

bliver snydt", hvis arbejderen får den fulde værdi af sin 

vare, hvor kommer udbytningen så fra? Hvor får kapitalisten 

sin profit fra? Svaret er at arbejderen ikke sælger 

sit arbejde men sin arbejdskraft - hans evne til at arbejde. 

Når kapitalisten har erhvervet sig denne som en vare, 

kan han nu gøre med den, hvad han vil. Som Marx forklarede: 

"Fra det øjeblik arbejderen træder ind i fabrikken 

vil brugsværdien af hans arbejdskraft, og derfor 

også brugen af den, hvilket vil sige arbejde, tilhøre kapitalisten". 

Merværdi 

Vi vil se fra det følgende eksempel, at kapitalisten køber 

arbejderens arbejdskraft, fordi det er den eneste vare, 

der kan producere nye værdier ud over dens egen værdi. 

Las os tage en arbejder, der er ansat til at spinde bomuld 

til garn. Han bliver betalt 100 kr. pr. time og arbejder 

8 timer om dagen. 

Efter 4 timer har han produceret 50 kilo garn til en værdi 

af 2000 kr. Denne værdi på 2000 kr. udgøres af; 

Den nye værdi der er blevet skabt er nok til at betale 

arbejderens løn for alle 8 timer. På dette tidspunkt har 

Råmaterialer (bomuld, ten, 

elektricitet) 

1100 kr. 

Afskrivning (slitage) 100kr. 

Ny værdi 800 kr. 

kapitalisten fået dækket alle sine omkostninger (inklusiv 

hans totale lønudgift). Men indtil videre er der endnu 

ikke produceret merværdi.


I løbet af de næste 4 timer bliver der produceret endnu 

50 kilo garn til den samme værdi, 2000 kr. Og igen bliver 

der skabt for 800 kr. ny værdi, men denne gang er 

lønnen allerede betalt. Derfor er den nye værdi (800 kr.) 

merværdi. Fra dette skal der betales leje (til udlåneren 

af lokalerne), renter (til pengeudlåneren), og resten er 

så profit (til kapitalisten). Deraf kan man se, at merværdien 

og profitten, med Marx' ord, er arbejderklassens 

ubetalte arbejde. 

Arbejdsdagen 

Hemmeligheden bag produktionen af merværdi er den, 

at arbejderen fortsætter med at arbejde, efter at han har 

produceret den værdi, der er nødvendig for at reproducere 

værdien af hans arbejdskraft (lønnen). "At det kun 

kræver en halv dags arbejde at holde arbejderen i live, 

forhindrer ham på ingen måde i at arbejde en hel dag." 

(Marx) 

Arbejderen har solgt sin vare og kan ikke klage over 

den måde, den bliver brugt på, lige så lidt som en 

skrædder kan sælge et jakkesæt og forlange, at køberen 

ikke må bruge den så meget, som køberen har lyst 

til. Arbejdsdagen er derfor organiseret på en sådan måde, 

at kapitalisten kan få mest muligt udbytte ud af den 

arbejdskraft, han har købt. 

Konstant kapital 

I selve produktionen mister maskiner og råmaterialer 

deres brugsværdi, de bliver brændt op og absorberet 

ind i det nye produkt. De overfører deres værdi over i 

den nye vare. 

Dette er tydeligt i relation til råmaterialer (træ, metal, 

farvestoffer, brændstof o.s.v.), som fuldstændigt bliver 

forbrugt i produktionsprocessen, men som går igen i 

den vare, der er blevet produceret. 

Maskiner derimod forsvinder ikke på den samme måde. 

Men de forringes under produktionen, og dør på den 

måde en langsom død. Det præcise tidspunkt, hvor en 

maskine bliver erklæret for overflødig, er lige så umuligt 

at forudse med nøjagtighed som det præcise tidspunkt 

for en persons død. Men ligesom at forsikringsselskaber 

kan lave meget præcise (og indbringende) udregninger 

om folks levetid ved hjælp af teorier om gennemsnit og 

sandsynlighed, så kan kapitalisterne også gennem erfaring 

og udregninger nogenlunde vide, hvor lang tid en 

maskine vil holde. 

Nedskrivningen af maskiner, deres daglige tab af værdi, 

udregnes på den basis og overføres til den producerede 

vares omkostninger. På denne måde overfører produktionsmidlerne 

deres egen værdi til varerne, samtidig med 

at de selv nedslides. 


Produktionsmidlerne kan derfor ikke overføre mere værdi 

til varerne end den, de selv mister under produktionen. 

De bliver derfor kaldt for konstant kapital. 

Variabel kapital 

Mens produktionsmidlerne forringes og ikke overfører 

nogen ny værdi til varen, så ikke bare bevarer arbejderens 

arbejde værdien, men tilføjer ny værdi til hans produkt, 

bare ved at arbejde. Hvis arbejdsprocessen skulle 

stoppe det øjeblik, hvor arbejderen havde produceret 

varer, der svarede til værdien af hans egen arbejdskraft, 

dvs. 4 timer (800 kr.), så ville dette være den eneste 

nye værdi der er skabt. 

Men arbejdsprocessen stopper ikke her. Dette ville kun 

dække kapitalistens udgifter til at ansætte en arbejder. 

Kapitalisten ansætter ikke arbejdere af godgørenhed, 

men for at få profit. Ved "frit" at have indgået en kontrakt 

med kapitalisten, må arbejderen arbejde videre og 

producere mere værdi end den sum, der er blevet aftalt 

som hans løn . 

Produktionsmidlerne på den ene side og arbejdskraften 

på den anden er de forskellige former, som den oprindelige 

kapital antager i den anden del af følgende cyklus: 

De kapitalistiske økonomer behandler disse faktorer 

som lige. Marxismen skelner imellem den del af kapitalen, 

som ikke gennemgår nogen forandringer m.h.t. 

værdi under produktionsprocessen (maskiner, værktøj, 

PENGE 

VARE PENGE 

→ 

→ 

(indkøb) (produktion) (salg) 

råmaterialer) og den del, som skaber ny værdi, arbejdskraften. 

Den første del af kapitalen bliver kaldt konstant 

kapital, og den anden for variabel kapital. En vares totale 

værdi er sammensat af konstant kapital, variabel kapital 

og merværdi, K+V+M. 

Nødvendigt arbejde og merarbejde 

Arbejderklassens arbejde kan deles op i to dele: 

(1) Nødvendigt arbejde: Dette er den del af arbejdsprocessen, 

som er nødvendig for at dække lønomkostningerne. 

(2) Merarbejde: Dette er det ekstra arbejde, der bliver 

udført ud over hvad der skla til for at betale lønningerne, 

og som danner merværdien og dermed profitten. 

For at øge profitterne prøver kapitalisten hele tiden på 

at reducere lønudgifterne i forhold til merværdien. Han 

gør dette ved at forsøge at (1) forlænge arbejdsdagen, 

ved nye skiftehold og lignende, (2) øge produktiviteten, 



for at dække lønomkostningerne hurtigere, (3) afvise 

lønstigninger eller forsøge at skære dem ned. 

Merværdiraten 

Da hele meningen med kapitalistisk produktion er at få 

merværdi ud af arbejderklassens arbejde, så er forholdet 

mellem variabel kapital (lønninger) og merværdi 

(profitten) af allerstørste betydning. Den ene stiger altid 

på bekostning af den anden. Kampen om overskuddet 

udgør klassekampen. Kapitalisten er ikke så meget interesseret 

i mængden af den producerede merværdi, men 

raten af merværdi. For hver en krone han lægger ud 

som kapital forventer han en stor gevinst. Merværdiraten 

er raten for kapitalens udnyttelse af arbejde. Det 

kan defineres som M divideret med V eller merarbejde 

divideret med nødvendigt arbejde, (det er det samme 

forklaret på en forskellig måde), hvor M = Merværdi og 

V = Variabel kapital. For eksempel en lille virksomhed 

hvor den totale kapital på 50.000 kr. er delt mellem konstant 

kapital(41.000 kr.) og variabel kapital (9.000 kr.). 

Gennem produktionsprocessen er værdien af varerne 

steget med 9.000 kroner: (K+V) + M eller (41.000 + 

9.000 kr.) + 9.000 kr. overskud. Den nye totale værdi er 

59.000 kr. 

I dette tilfælde er merværdiraten M/V = 9.000 kr./ 9.000 

kr. = 100 % merværdirate. Hvis overskuddet steg til 

18.000, og lønudgifterne V blev ved at være det samme, 

ville merværdiraten blive 18.000 / 9.000 = 200%. 

Profitraten 

Under pres fra konkurrence hjemme og i udlandet er 

kapitalisten tvunget til konstant at revolutionere produktionsmidlerne 

og at øge produktiviteten. Behovet for at 

udvide tvinger ham til at bruge en større og større del af 

sin kapital på maskiner og råmaterialer og mindre på 

arbejdskraft og dermed formindske mængden af variabel 

kapital i forhold til den konstante kapital. Side om 

side med automatiseringen kommer koncentrationen af 

kapital, afviklingen af mindre koncerner og de kæmpe 

monopolers dominerende rolle i økonomien. Dette udgør 

en forandring i kapitalens tekniske sammensætning. 

Men da variabel kapital (arbejdskraft) er den eneste 

kilde til merværdi og profit, vil større og større beløb 

investeret i konstant kapital resultere i en tendens til at 

profitraten falder, selvom selve profitmængden med nye 

investeringer vil øges enormt, vil de ikke stiger proportionelt 

med det meget større kapitaludlæg. 

Tag for eksempel en lille kapitalist med en total kapital 

på 15.000 kr. udgjort af konstant kapital (5.000 kr.) og 

variabel kapital (10.000 kr.). Han beskæftiger 10 arbejdere 

der får 1.000 kr. om dagen for at lave borde og 

stole. Efter en dags arbejde har de produceret 25.000 


kr. i total værdi: 

Total Kapital : Lønningerne = 10.000 kr. 

Konstant kapital = 5.000 kr. 

Merværdi = 10.000 kr. 

Merværdien udregnes: M/V = 10.000 kr/10.000 kr = 

100%. 

Profitraten udregnes som forholdet mellem total kapital 

og merværdi: Merværdi divideret med konstant og variabel 

kapital, M/K+V eller 10.000 kr/15.000 kr = 66,66 % 

profitrate. Når den konstante kapital forøges, falder profit 

raten. 

I det samme eksempel med den samme merværdirate 

øger vi den konstante kapital fra 5.000 kr. til 10.000 kr. 

Profitraten = Merværdi divideret med konstant og variabel 

kapital = 10.000 kr/20.000 kr = 50 %. Hvis vi igen 

øger den konstante kapital til 20.000 kr. og lader de 

andre beløb være det samme, M/K+V = 10.000 

kr/30.000 kr. = 33,33 % profitrate. Og til sidst en forøgelse 

af den konstante kapital til 30.000 kr., hvilket gør 

at profitraten bliver 10.000 kr/40.000 kr = 25%. 

Denne forøgelse af konstant kapital udtrykker i marxistiske 

vendinger en "højere organisk sammensætning af 

kapitalen", og er en progressiv udvikling af produktivkræfterne. 

Tendensen til profitratefald er derfor indbygget 

i den kapitalistiske produktionsmådes natur, og har 

været en af de større problemer for den kapitalistiske 

klasse i efterkrigstiden. Mængden af merværdi forøges, 

men i forhold til den øgede størrelse af konstant kapital 

resulterer det i en faldende profitrate. Kapitalisterne har 

uophørligt prøvet at komme ud over denne modsigelse 

gennem øget udnyttelse af arbejderklassen, for at forøge 

mængden af merværdi og dermed profitraten, med 

andre midler end investeringer. 

De gør dette ved at øge intensiteten i udnyttelsen, øge 

maskinernes hastighed og forlænge arbejdsdagen. En 

anden metode er at skære arbejdernes lønninger ned 

under deres virkelige værdi. Kapitalismens love fører til 

enorme modsætninger. Kapitalisternes konstante stræben 

efter profitter sætter fart i investeringer, men den 

nye teknologi tvinger flere og flere arbejdere på lossepladsen, 

mens dem der stadig arbejder, må knokle endnu 

hårdere. Og den eneste kilde til profit er og bliver 

arbejderklassens arbejde. 

Eksport af kapital 

Den højeste form for kapitalisme - imperialisme - er 

kendetegnet ved en enorm eksport af kapital. I deres 

søgen efter stigende profitrater er kapitalisterne tvunget 

til at investere store summer penge i lande med en lav 

sammensætning af kapital. Til sidst, forklarede Marx og 

Engels i det kommunistiske manifest, bliver hele verden


domineret af den kapitalistiske produktionsmåde. 

En af kapitalismens største modsætninger er det problem, 

at arbejderklassen som forbrugere skal købe det 

tilbage, som de har produceret. Men da de ikke modtager 

den fulde værdi af deres arbejde, har de ikke ressourcerne 

til at kunne dette. Kapitalisterne løser modsætningen 

ved at tage overskuddet og geninvestere det 

i at udvikle produktionen endnu mere. De forsøger også 

at sælge det tilbageblevne overskud på verdensmarkedet 

i konkurrence med kapitalisterne fra alle de andre 

forskellige lande. Men dette har også sine begrænsninger, 

da alle kapitalister spiller det samme spil. Desuden 

søger kapitalisterne tilflugt i kredit gennem banksystemet, 

for at få de nødvendige kontanter, så befolkningen 

kan købe varerne. Men også dette har sine begrænsninger, 

da kredit på et tidspunkt skal betales tilbage, 

med renter. 

Dette forklarer, hvorfor opsving regelmæssigt og periodisk 

følges af perioder med krise. Den febrilske kamp 

for markeder ender i en overproduktionskrise. Ødelæggelserne 

under en krise, hvor masser af ophobet kapital 

bliver smadret, firmaer går neden om og hjem, og fabrikker 

lukker o.s.v., er tilstrækkelig bevis på den blindgyde, 

det kapitalistiske samfund udgør. 

Alle de faktorer, som ledte til det store opsving efter 

anden verdenskrig, har forberedt vejen for lavkonjunktur 

og krise. Det karakteristiske ved denne nye epoke er 

den organiske krise, som kapitalismen står over for. På 

et tidspunkt vil arbejderklassen stå ansigt til ansigt med 

en 1929-agtig krise igen, hvis ikke kapitalismen bliver 

Abonnér på: 


rykket op med rode. Kun ved at styrte den kapitalistiske 

produktions anarki kan menneskeheden undgå kapitalismens 

kaos, spild og barbari. Kun ved at fjerne den 

private ejendomsret til produktionsmidlerne kan samfundet 

undgå kapitalismens sindssyge logik og udvikles og 

blomstre i en planlagt og rationel retning. De enorme 

produktivkræfter, som er bygget af klassesamfundet, 

kan en gang for alle afskaffe kapitalismens galskab, 

hvor vi har "overproduktion" i en verden med mangel og 

sult. Når man først er kommet ud over modsætningen 

mellem den private ejendomsret og nationalstaten på 

den ene side og den videre udvikling af produktivkræfterne 

på den anden, vil man kunne udvikle menneskeheden 

gennem en international produktionsplan. 

Ved at bruge videnskab og teknologi på en rationel og 

demokratisk planlagt måde vil hele planeten kunne blive 

omdannet i løbet af et årti. Den socialistiske omdannelse 

af samfundet er og bliver den mest påtrængende og 

brændende opgave for verdens arbejderklasse. Marxismen 

er det redskab og den forståelse, der skal til for at 

svejse den mægtige arbejderhær sammen, der skal 

danne det socialistiske Danmark, i et socialistisk Europa 

og grundlaget for Verdens Føderation af Socialistiske 

Stater. 

Hvad får du? 

Socialistisk Standpunkt udkommer seks gange 

om året med artikler om alt fra situationen i den 

danske og internationale arbejderbevægelse, 

elevorganisationerne, den politiske situation i 

Danmark og resten af verden. Desuden er der 

længere dybdegående artikler om verdensøkonomi, 

historie, klassekamp osv. Disse artikler 

bliver skrevet af folk, der selv dagligt kæmper 

for at forsvare arbejdere og unges leveforhold. 

Prøv et abonnement på Socialistisk Standpunkt 

for kun 100 kr. eller støttepris 150 kr. for et helt 

år. Så får du også muligheden for at følge med i 

den internationale kamp for en bedre verden. 

(Se hvordan du kontakter os på bagsiden) 


SOCIALISTISK BAGGRUND er en række pjecer som beskæftiger sig med forskellige sider af de marxistiske 

ideer. For at ændre verden er det nødvendigt at diskutere de problemer som findes i samfundet og studere de 

marxistiske ideer og de erfaringer som socialister har gjort sig i tidligere kampe. Indtil videre er der udgivet 8 

numre i serien, og flere er under forberedelser. 

SOCIALISTISK STANDPUNKT er en gruppe marxistiske arbejdere og unge, der er aktive i arbejderbevægelsen. 

Vi mener at, at kapitalismen ikke længere kan tilbyde andet end nedskæringer, øget arbejdspres, massearbejdsløshed 

og fattigdom. Derfor må det kapitalistiske system fjernes og erstattes af en socialistisk planlægning 

af produktion. Vi støtter og deltager i den danske arbejderbevægelses kamp som en del af den internationale 

arbejderklasses kamp. I SOCIALISTISK STANDPUNKT mener vi at det i en kapitalistisk verden er vigtigt 

at være internationalt organiseret. Vi har bl.a. søsterorganisationer i Pakistan, Venezuela, Nigeria, USA, England, 

Frankrig, Sverige, Spanien og Rusland og mange flere steder. Vi opfordrer alle, der sympatiserer med 

dette, til at kontakte os og være med til at opbygge den marxistiske tendens i den danske arbejderbevægelse. 

Udover SOCIALISTISK BAGGRUND udgiver vi også avisen SOCIALISTISK STANDPUNKT, som udkommer 

seks gange om året. Du kan også for 100 kr., eller 150 kr. i støttepris, få et abonnement. 

Besøg vores Internetsider: 

Den marxistiske avis for arbejderbevægelsen 

Udgivet: 

1. Hvad er marxisme? 

2. Et socialistisk alternativ til den europæiske union 

3. Et socialistisk svar på kapitalismens globalisering 

4. Marxisme og kampen imod imperialismen 

5. Marxisme og kvindens frigørelse 

6. Marxisme og religion 

7. Om masseorganisationerne 

8. Den cubanske revolution 

• WWW.MARXIST.DK - Socialistisk Standpunkt’s hjemmeside med artikler om både den danske og den internationale 

klassekamp i alle dens aspekter, vores egne aktiviteter og kampagner, samt teoretiske artikler om 

de marxistiske ideer. På siden er det ligeledes muligt at bestille alle vores materialer og se alle de gamle aviser 

og andet materiale. Opdateres flere gange om ugen. 

• WWW.MARXISTER.DK - Side med marxistiske originaltekster først og fremmest af marxismens to fædre, 

Karl Marx og Friedrich Engels (bl.a. begge deres udvalgte værker) og Lenin og Trotsky, der videreførte deres 

teorier. Derudover indeholder siden dog også tekster af bl.a. Marie Nielsen, Alan Woods og Ted Grant, samt 

div. emneopdelinger og introduktions– og læseguider. 

Kontakt os: 

E-mail: marxist@marxist.dk Tlf.: 61 65 10 88 

Pr. brev.: Degnestavnen 19 st. tv., 2400 Kbh. NV.

Hvad er marxisme - Socialistisk Standpunkt

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?