Super-finanslov og stor kommunal-sejr! - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

gæsten Fra Reagan til Kjærsgaard Dansk Folkeblads gæsteskribent i dette nummer er dansker, efter adskillige års ophold i USA nu bosat i Wien, hvor han er professor. Han beretter om historiens dom over republikanske, amerikanske præsidenter, popstjernen Barack Obama, vores hjemlige Pia Kjærsgaard - og hvad heraf følger. Af Sven Hakon Rossel, Wien, Dansk Folkeblad - Mange af os husker endnu en vis socialdemokratisk ministers nedladende udtalelser engang i 1980erne – i forbindelse med valget af republikaneren Ronald Reagan til USA’s 40. præsident – om, hvordan i alverden en 2. klasses skuespiller, hvis far var skotøjssælger, skulle kunne regere USA. Karakteristikken, der naturligvis vakte ukritisk bifald i de venstreorienterede, antiamerikanske danske medier, er faktisk uhyrlig og falder naturligvis, set i historiens bakspejl, tilbage på samme minister, der var kendt for visse sympatier over for det daværende DDRdiktatur. Udover at være diskriminerende mod to erhvervsgrupper – havde ministeren mon overhovedet set en film med Reagan og hvad er der forkert i at sælge sko (bebrejdes det partifællen Thorvald Stauning, at han var cigarsorterer?) – rammer udtalelsen politisk set ved 24 siden af. Men den minder i uhyggelig grad om den heksejagt, der i dag i de samme medier føres mod lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard. Reagan rehabiliteres Men der er trøst at hente, idet historiens dom, der uvægerligt fældes, altid vil afsløre sandheden. Mens f.eks. samme venstrefløjs kæledægge, Jimmy Carter, som Reagan afløste i 1981, allerede i dag fremstår som vel nok den svageste amerikanske præsident efter Anden Verdenskrig, vil Reagan rykke frem i forreste række blandt de helt store amerikanske præsidenter. Og bid mærke i, at der om nogle år også vil finde en rehabilitering af George W. Bush sted, der i dag i samme kredse står som indbegrebet af alt ondt, men som dog, når det kommer til stykket, fik bugt med et af historiens værste diktaturer og desuden – men herom ties der i Politiken, Information og DR – tredoblede den amerikanske udviklingshjælp til Afrika. En sådan rehabilitering har allerede fundet sted ude i den store vestlige verden, når det gælder Richard Nixon, der var dén – uha republikanske – præsident, der afsluttede den af to demokratiske præsidenter, John F. Kennedy og Lyndon B. Johnson, førte Vietnamkrig. Foto: Scanpix Obama er fuld af varm luft og forandringssnak, men historien vil dømme ham hårdt. Denne ukritiske holdning over for Kennedy og Johnson lægges også for dagen – ikke blot i de samme danske medier, men også i store dele af den internationale presse – når det gælder den nuværende amerikanske præsident Barack Obama. Hvem husker ikke, med hvilket hysteri dennes tale i Berlin i juli 2008, der var del af den amerikanske valgkamp, blev modtaget – her var endelig den Messias, alle havde ventet på som afløser for den primitive og krigsgale Bush. En Obama, der lovede guld og grønne skove og hvis slogan ”Change we kan believe in” nærmest er blevet til et bevinget ord eller snarere en trylleformel. I september dette år blev det afsløret, at små amerikanske skolebørn har skullet lære hyldestsange til Obama udenad med nærmest religiøse påkaldelser som f.eks. ”Deliver us, Obama” (”Frels os, Obama”). Denne indoktrinering har vakt berettiget bestyrtelse i USA, men er herhjemme næppe blevet registreret. Løfterige Obama Og hvad var det, Obama lovede sine tilhørere i Berlin, hjemme i USA og andetsteds? I løbet af 16 måneder ville de amerikanske soldater være ude af Irak. Dette er ikke sket. Nu skulle verden gøres atomfri, Iran og Nordkorea falde til patten og Rusland ville automatisk vise sin sande fredsvilje. Alt dette er ikke sket, men åbenbart er disse løfter en god nok grund til, at Obama nu har modtaget Nobels fredspris på forventet efterbevilling, mens aktive forkæmpere for freden som f.eks. Sima Samar, der leder menneskerettighedskommissionen i Afghanistan og er FNs udsendte repræsentant i Darfur, eller den tjetjenske sagfører Lidia Jussupowa, er blevet skubbet ud i kulissen. Men kan det undre? Den tidligere tyske konservative forbundskansler Helmuth Schmidt skulle naturligvis forlængst have
modtaget prisen efter genforeningen af de to Tysklande for 20 år siden. Men til gengæld fik Greenpeace-apostlen, demokraten Al Gore fredsprisen i 2007 for sine bestræbelser på at skabe international opmærksomhed omkring den globale opvarmning. Samme Gore bebor en 20-værelses villa i Nashville, Tennessee, med et årligt el-forbrug på 221.000 kilowatt, hvilket ligger 20 gange over en gennemsnitsamerikaners forbrug. Det har fra begyndelsen været kendt, at Obama mangler udenrigspolitiske erfaringer, men kan dette undskylde de naive lokketoner om fred og fordragelighed, der i en lind strøm flyder fra Det hvide Hus? De samme lokketoner skurrer nemlig, for har Obama ikke også lovet, at nu skulle krigen mod Al-Qaeda vindes ved en drastisk forøgelse de amerikanske tropper i Afghanistan? Vi husker endnu talen, som Obama under næsten enstemmig applaus fra verdenspressen holdt i Kairo i juni 2009. Her lovpriste han Islam som en fredens engel og Koranen som formidleren af samme fredsbudskab, mens han intet forkert kunne se i, at kvinder blev tvunget til at bære slør. (Onde tunger gjorde opmærksom på, at Obamas mellemnavn ikke for ingenting er Hussein.) Nu skulle palæstinenserne få deres egen stat på Israels bekostning, og overhovedet skulle det være slut med at eksportere den amerikanske opfattelse af demokrati til andre lande. Herefter ville USA blive elsket over den hele verden. Samtidigt fortsætter islamistiske selvmordskommandoer med at sprænge uskyldige mennesker i luften i Allahs navn! Illegale indvandrere Alt dette interesserer naturligvis de amerikanske vælgere, der dog er ved at være godt trætte af, at landets sønner slås ihjel i det fjerne Afghanistan. Det, der først og fremmest interesserer dem, er Obamas løfte om at indføre et sygesikringssystem for alle. Men det viser sig nu, at disse planer ingen vegne kommer blandt de individualistiske amerikanere, hvoraf mange foretrækker et privat forsikringssystem, og endda blokeres af mange af Obamas egne partifæller. Modstanden er ikke mindst øget, da det viste sig, at sygesikringen – i modsætning til, hvad præsidenten oprindeligt havde påstået – også skulle omfatte alle illegale indvandrere – og dem er der hundredtusinder af i USA! Og hvad er der sket med Irans og Nordkoreas planer om at fremstille atombomber? Kim Jong-Il holder fortsat amerikanerne for nar, mullaherne i Teheran udvikler muntert Reagan vil i historiens lys fremstå som én af USA’s største præsidenter det iranske atomprogram og den tidligere KGB-chef Vladimir Putin godter sig over, at USA ensidigt har skrottet planerne om at opstille missiler i Polen og Tjekkiet uden at han selv drømmer om at reducere de russiske atomstridskræfter. Og hvor er resultaterne af fredsmissionen i Mellemøsten? Her drøner Obamas diplomat George Mitchell omkring og lytter ivrigt til palæstinensernes hadske udfald mod Israel, mens han samtidigt lægger pres på regionens eneste demokratisk stat, som Ahmadinejad og netop palæstinenserne ønsker udslettet fra jordens overflade. Og hvor er resultaterne i Afghanistan? Mens Bush nærmest blev lynchet i medierne pga Irakkrigen, behandles Obama af de samme medier med fløjlshandsker, selvom det dog burde stå klart for alle, at med den korrupte afghanske præsident Karsai ved magten peger alt på en Talibansejr. Og hvor genialt er det på populistisk vis at belægge kinesiske bildæk med en ekstra importtold som tak til de Foto: Scanpix amerikanske fagforeninger for at have støttet Obamas valgkamp økonomisk? Barack Obama begår ganske enkelt de samme fejl som Jimmy Carter før ham, nemlig at tro, at en zigzagkurs, lidt pisk men mest gulerod, vil forvandle verdens ondskab til godhed, hvorefter alle nationer vil leve i samdrægtighed. Herefter kan så USA trække sig ud af den aktive udenrigspolitik, der altid har været de republikanske præsidenters kendemærke, mens demokraterne er kendt for deres isolationistiske holdning. Sandhed og konsekvens Det er dette udenrigspolitiske ansvar, som Ronald Reagan tog på sig. Resultatet blev, som bekendt, Sovjetunionens fald. Det er en udbredt myte, skabt og dyrket i venstreorienterede kredse, at det skam ikke var ”koldkrigeren” Reagan, men derimod den fredselskende Mikhail Gorbatjov, der var den egentlige årsag til Sovjetimperiets undergang. Om igen! Det var Reagan, der med sine konsekvente planer om et missilforsvar i rummet tvang Sovjetunionen i knæ! Huskes bør hans tale ved Berlinmuren den 12. juni 1987, der sluttede med ordene: ”Mr. Gorbachev, tear down this wall!“ Igen var det redelighed, sandhed og konsekvens, der sejrede! På den hjemlige arena er der ligeledes trøst at hente. Har ikke bagmændene og -kvinderne bag den underlødige kronik i Politiken den 23. august i år med titlen ”Modstandsbevægelsen mod Pia K.s besættelse” diskvalificeret sig selv gennem sammenligning mellem DFs ”antimuslimske propaganda og 1930ernes tyske antisemitisme”, når der her er tale om et parti, hvis solidaritet med Israel ikke kan betvivles? Eller omtalen af DF’s politikere som ”gangstertyper”? Vi nærmer os her et personangreb, der kun kendes fra totalitære stater, og som ikke mindst rettes mod Pia Kjærsgaard selv, som man måske kan beskylde for meget, men i hvert fald ikke for at være en gangsterbrud. Forfatteren Knud Romer, ligeledes i Politiken d. 5.8.2009, er endnu mere direkte og grotesk i sine beskyldninger mod lederen af DF for at være chauvinist og fyldt af had mod de intellektuelle – hvor han så har dét fra. Gudskelov kan Pia Kjærsgaard tage det roligt. Når historiens dom er fældet over Politikens og Romers sensationsjageri, vil hun stå som én af vor tids intelligenteste og ærligste politikere med en ukuelig kærlighed til Danmark – og det er vel ikke det værste! P.S. Gæsteskribenten gør opmærksom på, at han ikke er medlem af DF. 25
Page 1 and 2: Nr. 6 • december decemver 2009
Page 3 and 4: nyhedsbrev Succes forpligter Det ha
Page 5 and 6: så vold digvis, at alle partier i
Page 7 and 8: lser skal have mere hjælp Af René
Page 9 and 10: kommunal- og regionsvalg Flot fremg
Page 11 and 12: Kommune 2009 2005 +/- Kommune 2009
Page 13 and 14: Kommune 2009 2005 +/- Svendborg 7,0
Page 15 and 16: og ja, det er de såmænd også, me
Page 17 and 18: EU- gak gak: 1,5 millioner kroner t
Page 19 and 20: En god dag på Borgen Fredag 28. ok
Page 21 and 22: i sikrede døgninstitutioner lempes
Page 23: demente Antallet afdemente eksplode
Page 27 and 28: Mogens Camre, medforfatter til I kr
Page 29 and 30: Mange journalister har villet afsl
Page 31 and 32: sens folketingskandidat (eksempel:

Super-finanslov og stor kommunal-sejr! - Dansk Folkeparti

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?