FHF vinkler - Frederiksberg HF Kursus

28
fremkaldte de store ideologiske diskussioner.
Plottet i filmen er overskueligt: En lærer, Mr.
Keating, møder op med nye metoder for indlæring.
Det sker på en engelsk kostskole, hvor
han selv har været elev. Metoderne er båret af en
ambition om at få eleverne til at opleve det faglige
stof, i dette tilfælde poesien, som et levende
materiale, der baner vej for at realisere og udtrykke
sig selv. Han er oppe imod et ultrakonservativt
skolesystem, med alt hvad dertil hører,
mod forældreambitioner af en sådan kraft, at det
driver en af eleverne ud over selvmordets rand.
Hans karriere som underviser bliver naturligvis
kort. Rektor overtager undervisningen efter
hans afsked. Men lærerens aktion har ikke været
helt forgæves. Han har trukket en kølvandsstribe
i det ellers så stille vand, så båden stadig vipper.
Slutscene: Rektor har overtaget roret. Da læreren
forlader broen og skuden, som vi som tilskuere
håber snart synker, ulmer oprøret stadig.
En af eleverne starter en lille, stilfærdig demonstration
ved, idet læreren forlader undervisningslokalet,
at stille sig op på bordet og recitere
første linie af Walt Whitmans digt. Resten af
klassen følger hans eksempel.
Som vand til at befugte en pædagogisk debat
blandt professionelle er det måske ikke tungt
nok. Men banaliteter er, efter min mening, udmærkede
knudepunkter for selvransagelse. En
senere film med samme tema er »Mr. Hollands
Opus«. Af titlen kan man gætte, at det denne
gang handler om en musiklærer. Mr. Holland
har ingen pædagogiske metoder. Han vil helst
være komponist, men bliver lærer af nød (den
historie har man ligesom hørt før). Men til
glæde for os, der lever af og med det, får han
øjnene og ørerne op for lærergerningens lyksaligheder.
Skoleorkestret spiller til sidst som New
York Philharmonikerne. Da jeg var barn hed filmen
»Goodbye Mr. Chips«. Mr. Chips er bare
gammel og uundværlig. Som titlen antyder går
han på pension. Tre film om den gode lærer, der
frem for blot at videregive tør viden vil bane vejen
for en opdagelsesrejse, hvis mål er visdom.
Det kan godt være, man skal passe på, hvor man
kommer med personlige afsløringer, men her tør
jeg godt indrømme, at filmene i ny og næ har
været vand på min personlige pædagogiske
mølle. At jeg nu og da ud over at optræde som
Columbus også har forsøgt mig i rollen som Mr.
Keating, Mr. Holland, og for den sags skyld
også, når jeg er mig min alder bevidst, Mr.
Chips.
... turbulens
Jeg er ved kilden. Jeg iagttager vandet – lodret.
Jeg er Leonardo da Vinci, der studerer naturen
grænseløst – og mere til. Jeg søger en forklaring
på vandets bevægelse. Et ordnende princip bag
kaos. Som Leonardo får jag lavet nogle smukke
iagttagelsestegninger af kildevæld og vandfald.
Jeg genfinder arabesken som et smukt, livfuldt
ornament, men jeg finder ikke svaret på vandets
bevægelse.
Derfor er jeg hellere den østrigske naturforsker,
opfinder og filosof Viktor Schauberger,
der nåede at studere vandet til bunds. Det vil
føre for vidt at referere alle de iagttagelser
Schauberger gjorde omkring vand. Interesserede
kan læse Olof Alexanderssons bog »Det levende
vand«.
Schauberger nåede bag om arabeskens smuk -
ke spiralform. Når vand bevæger sig naturligt,
bevæger det sig forbi forhindringer. Dette skaber
turbulens, der er udtrykt ved det, han kalder
en »cykloid dobbeltspiral«. Spiralbevægelsen er
centripetal, dvs. den går udefra indad mod et
centrum. Denne bevægelse er ifølge Schauberger
en opbyggende kraft, der skaber, udvikler,
forædler og bygger op. For vandets vedkommende
betyder det, at det iltes maksimalt.
Modsat denne bevægelse er den centrifugale,
der tvinger stoffet fra et centrum ud mod periferien.
Det er en »lige« bevægelse. »I naturen er
der en stadig vekselvirkning mellem begge bevægelsesformer,
men den opbyggende bevæ -
gelse må have overvægten, hvis der skal kunne
ske en udvikling«.
Når vand bevæger sig turbulent, lever det. Når