16. årgang • nr. 3 • september

More documents

Recommendations

Info

Om synlighed i kirken som det store problem i en usynlig hellig almindelig kirke Af Torben Bramming, sognepræst i Ribe domkirke og Seem kirke DEN KRADSE PEN Kirken skal være synlig, mere synlig, end den var før. Det gælder på alle områder. Menighedsrådene skal afholde et møde, hvor det fortæller om sine meritter og visioner. Menighedsrådene oversvømmes af papir, så man fra myndighederne kan se og gøre kirkens økonomi og forbrug synligt. Kirkerne skal være ligeså fulde som studiet i et underholdningsprogram i TV 2...” Man forsøger på stifts- og provstiniveau at gøre kirkens visioner og målsætninger synlige. Kirken skal spille en større rolle på det sociale område, så den bliver mere synlig. Kirken skal have et organ, en synode, der kan tale på kirkens vegne, så den kan blive mere synlig, og politikere, journalister og andre betydningsfulde mennesker tager den mere alvorlig. Kirken skal også være mere synlig på nettet og på Facebook, hvor de unge er, for ellers ser de den ikke. EN OND DRØM Det går som en ond drøm igennem alle forpinte kirkefolks nattesøvn, at kirken skal være synlig for at komme til at betyde mere, fylde mere og vinde fl ere ind til kirkelige arrangementer, få fl ere til at gå i kirke og gøre samfundet bedre, få dem til at forstå det kristne budskab i en moderne tid, hvor de har vendt det ryggen. Kirkerne skal være ligeså fulde som studiet i et underholdningsprogram i TV 2, og deltagerne skal grine og klappe ligeså meget i gudstjenesten som til »Hvem vil være millionær«, for ellers taber vi folk til andre dele af underholdningsbranchen. Præsten skal være en slags blanding mellem en entertainer og psykolog med gennemslagskraft i medierne og blandt alle unge, villig til mængder af tiltag, som gør kirken synlig, som man kan se i mange opslag om præstestillinger, som menighedsråd laver rundt om i landet. Det er en mærkelig trend, som i hvert fald ikke kommer fra kristendommen, hvor Kristus siger: lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør; hvis du vil bede, så gå ind i dit lønkammer, og luk din dør, og bed til din far, som er i det skjulte – gør ikke som de hykleriske farisæere, der gør alt for at blive synlige i deres tro, står på gadehjørner og beder, og når de giver og gør noget, er de sikre på, at det bliver set af mange. Som Jesus siger: de har allerede fået deres løn her på jorden. »GODMORGEN, PRÆST« Hvad skal vi så, alle os døbte, der tilhører den hellige almindelige kirke, der her hos os for 80%'s vedkommende hedder Folkekirken? Hver morgen skal du, som er døbt, mens du sætter håret foran spejlet, se ind i det og sige: »God morgen, præst«.
Men så er det jo, at man skal på arbejde eller i skole, og så har man ikke tid til at studere den hellige skrift eller andre sager, som man burde gøre. Ja, nogle gange har man endda så travlt, man ikke kommer i kirken, og det er jo slemt, når præster glemmer det. For gudstjenesten om søndagen kræver, at præsten er der. Men vi skal også være klar over, at vi er almindelige præster alle sammen og forkynder vores præst ikke evangeliet, men en anden religion, så må han eller hun bare tilbage og være taxichauffør, slangetæmmer eller bankdirektør igen. BOGANBEFALING POPULÆRE PRÆDIKENER Det er sjældent at en prædikensamling opnår at blive anmeldt i landets store formiddagsaviser, men samlingen »En åben dør/Hvide marker« af Johannes H. Christensen fi k ikke alene gode anmeldelser i bl.a. Jyllandsposten (hvor den tidligere sognepræst i Skovshoved selv er anmelder), men også anmeldelse og et helsidesinterview i Politiken. Johannes H. Christensen er kendt for sit indgående kendskab til fi lm og litteratur, men også for sine skarpe holdninger, der leveres uden skåneærmer. I interviewet i Politiken karakteriserer han det kirkelige landskab på fl g. måde: »Det danske kirkelige landskab kan inddeles i tre. Det ene er Indre Mission. De lever så at sige Derfor er det sådan i Danmark, at præsterne ude på det almindelige arbejdsmarked har fået den ide at ansætte en præst, der er særlig ved, at hun eller han på fuldtid gør det, som alle burde gøre: studere Bibelen, Ny Testamente på græsk og Gammel Testamente på hebraisk. Så kan ingen bilde nogen noget ind, for hvad vi ved om Gud kommer derfra. Det er det lerkar eller de klude, som vores Gud er svøbt i. Hvad Kristus siger, og hvordan han viser os Gud, det ved vi derfra. Da de almindelige præster heller ikke har tid til at holde gudstjeneste med alt, hvad dertil hører: prædiken, dåb, nadver, konfi rmation, og heller ikke til vielser og begravelser, så er det, at fl ere går sammen om at fi nde en, som har tid og endda har studeret Guds ord fl ittigt. Men vi skal også være klar over, at vi er almindelige præster alle sammen og forkynder vores præst ikke evangeliet, men en anden religion, så må han eller hun bare tilbage og være taxichauffør, slangetæmmer eller bankdirektør igen. deres eget liv. Inden i samfundet, men også i en vis forstand uden for det. Så er der Tidehverv (Søren Krarup m.fl ., red.). De lever deres liv i et frontalt angreb på samfundet. Og så er der grundtvigianerne. De vil så gerne please de kulturradikale! De vil så gerne anerkendes og vise, at man godt kan være sjov og have progressive meninger, selv om man er præst og kristen«. Prædikensamlingen giver stof til eftertanke, og mange gode parallelfortællinger hentet fra historiens, fi lmen og litteraturens verden. VILDSPOR For vores kirke vokser fra neden, magten og retten til at lave en kirke kommer fra alle almindelige præster. Det er alle døbte, der er kirken. Sognepræsterne, provsterne og biskopperne er godt nok specielle, men de er det kun, fordi alle almindelige præster har sagt, de skulle være det. De har ingen særlig autoritet, de har ikke nogen særviden om kristendommen, de er ikke mere hellige end enhver anden folkekirkedansker. Derfor skal hverken de eller menighedsrådet være særlig hellige eller synlige. Hvem der indgår i den sande kirke, ved kun Gud, og den ukristelige trend til, at alt skal være synligt, leder os på vildspor i Folkekirken. Væk fra studiet af Skriften, som er de ganske vist gamle klude, som Kristus er gemt i, men stadigvæk de eneste vi har, og som alle almindelige præster er forpligtet på at studere fl ittigt. Folkekirken skal derfor ikke udvikle sig til en bod på loppemarkedet med en særlig talentfuld udråber af varerne, som trenden er nu. Johannes H. Christensen: »En åben dør/Hvide marker« Prædikener til hver eneste søn- og helligdag efter første og anden teksterække, 2 bind a hver 448 sider. People's Press 2011 7
Page 1 and 2: 16. årgang • nr. 3 • september
Page 3 and 4: »Vi bærer vor sorg ind i kirkens
Page 5: ægteskaber savner redskaber til at
Page 9 and 10: hkrb Et par uger før jazzfestivale
Page 11 and 12: HVORDAN OG HVORNÅR? Babysalmesang
Page 13 and 14: Biskoppen stiller spørgsmål STIFT
Page 15 and 16: DANMARKS KIRKELIGE MEDIECENTER HELS

16. årgang • nr. 3 • september

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?