Jødisk Orientering november 2012 - Det Mosaiske Troessamfund

hvordan er jeg jøde?
Lasse Dencik er professor i sociologi, sekulær
jøde og bosat i Sverige. Som mange
andre af de tilstedeværende denne søndag
er han en del af diasporaen, som ikke
har valgt at bosætte sig i Israel. På den
måde tilhører han stadig minoriteten,
som jøder gennem århundreder har gjort
det – et hjemløst folkefærd og dermed
også et ’globaliseret folkefærd’. Men dette
tidligere særkende for det jødiske folk er
ikke længere specielt, tværtimod. Selv en
’almindelig’ dansker føler sig efterhånden
globaliseret. Jøderne er blevet mainstream,
som Lehrer udtrykker det. Eller er det i virkeligheden
størstedelen af verden, der har
måttet ’blive jødiske’? Dencik stiller dette
spørgsmål og lader det som så mange
andre hænge dirrende i luften – men det
er i sig selv en tankevækkende teori. For
hvorfra kommer den store interesse, som
pludselig er blevet vakt blandt ikkejøder for
den jødiske tradition og kultur? Som barn
af en jødisk far er jeg selv interesseret i og
fascineret af denne verden, som jeg ikke
helt tilhører og alligevel forstår på en måde,
der har genklang i familiefortællinger og
traditioner. Men måske er der endnu et lag
i min fascination, som skyldes en nutidig
spejling eller dynamik – at den globaliserede
verden langsomt bevæger sig mod et
jødisk eller diasporisk tankesæt?
diasporisk selvbevidsthed
Ifølge Dencik har jøderne som minoritetsfolk
en fordel i nutidens globaliserede
verden. De har ikke som mange af vor tids
flygtninge eller frivillige emigranter skullet
bevæge sig fra eget land ud i det fremmede,
dvs. fra en majoritetskultur til en ny
situation som minoritetskultur. Jøderne har
altid været en minoritet, og det betyder meget,
mener Dencik. Det er denne konstante
minoritetstilværelse gennem århundreder,
som gør, at der iblandt det jødiske folk
er tale om udviklingen af en diasporisk
selvbevidsthed. En selvbevidsthed, som
gennem historien har givet sig til kende i
flere kunstneriske statements, f.eks. som
Gertrude Steins rammende udsagn: ”What
good are roots if you can’t take them
with you?” Det er ingen tilfældighed, at
mange jøder har gjort sig i kunstneriske og
videnskabelige retninger: Den diasporiske
selvbevidsthed, som Dencik beskriver,
er særlig velegnet og dermed kendetegnende
for en verden baseret på en mobil,
global oplevelsesøkonomi og et kreativt
drive, som motiveres ikke af hård materie,
men af immateriel viden og bevægelse.
historien som nutidens kalejdoskop
Det er netop minoritetsbevidstheden i den
jødiske kultur, som ifølge Dencik har gjort,
at det jødiske folk først og fremmest dyrker
videnskaberne. Helt konkret skyldes det,
at jøderne i lang tid ikke har haft mulighed
for at gøre andet: Hvorfor gå op i magt
eller land, når det er uden for ens rækkevidde?
Sociologisk set mener Dencik,
at den intellektuelle smidighed, som hører
til den forandringsberedte diasporiske
selvbevidsthed, er blevet dyrket intenst
gennem historien og har sit udspring i den
talmudiske tradition. En tradition, der stadig
tydeligt afspejler sig i hverdagslivet hos
jøder i dag, forklarer Dencik. I Denciks eget
hjem fandt det, han kalder en art sekulariseret
Talmud, sted. Familien diskuterede
evindeligt samfundsmæssige problemstillinger
og politik – ikke fordi de var uenige
med hinanden, men fordi det var vigtigt at
diskutere. Børnene skulle lære den talmudiske
metode, og de voksne skulle holde
den ved lige. Men det er ikke udelukkende
nutiden, der er udgangspunkt for refleksion
– Talmud genfortolker især det allerede
skrevne. Historien bliver på den måde
et kalejdoskop, som kan benyttes begge
veje – både til at opnå et nyt blik på fortiden
og til at se samtiden i et nyt lys. Men
”Er det sundt at leve så meget i sin fortid?”
spørger en tilhører under den afsluttende
sAlon schMuus | 13
debat. Jøderne er et tilbageskuende folk,
samtykker Dencik, men det er også noget,
der ”holder den jødiske kultur eller etnicitet
levende”. Men ”om det er sundt eller ej?”
spørger Dencik og besvarer spørgsmålet
på egne vegne: ”Jeg tror, at det er sundt,
ja. Personligt tror jeg, at det er sundt ikke
kun for jøderne, men for andre, at man forholder
sig til sin historie – levende – sådan
at man hele tiden relaterer og reflekterer.”
den, der schmuuser, lever
På den måde får spørgsmålet lov at
hænge – både besvaret og ubesvaret i
luften, tilgængeligt for alle, der har lyst til at
reflektere over det og danne sig sin egen
mening – imens debatten i salonen fortsætter
lidt endnu. Lasse Dencik efterlader
ligeledes den jødiske identitet sitrende i
rummet, på en og samme tid en erkendelse
og et spørgsmål rigere. Var det ikke netop
derfor, vi kom? For at forstå, men også for
at have endnu flere spørgsmål, vi kan hige
efter at få besvaret. Salonen, der bærer
sloganet ’Den, der schmuuser, lever!’,
bekræftede sit formål denne søndag i
september med stort engagement fra et
schmuusende publikum. Det blev da også
kommenteret af en af de tilstedeværende
på Facebook dagen efter, for ’Det var en
rigtig god schmuus, som sådan en skal
være’. Og tak for det!