04 : XXXXXX XXXXXX : 005 Vidar Skolen Rudolf Steinerskolen i ...

04 : XXXXXX XXXXXX : 005
Vidar Skolen
Rudolf Steinerskolen i Gentofte
Brogårdsvej 61
2820 Gentofte
Tlf 3965 7118 kl. 8:30 - 15:00
Fax 3965 5022
Mail kontor@vidarskolen.dk
www.vidarskolen.dk
Legestue 1. og 2. klasse 3965 3854
Legestue 3. og 4. klasse 3965 7139
Lærerværelse 3965 1062
Skoleforening
Michael Brinch 3956 2760
Skolebestyrelse
Jakob Laursen 48 24 99 23
Tillidsråd
Ulla Engelbrecht 3582 3420
Ole Petersen 3616 6070
Michael Tækker Brinch 3956 2760
Eddie Jalving 4916 1418

kolofon
Redaktion
Anne-Marie Mosbech, forælder i 2. og 4. klasse 4075 2768
Claudia Ulrike Wolters, forælder i 6. og 10. klasse 3961 1040
Ellen Friis, pædagog i Legestuen 3542 6750
Gerd Rasmussen, forælder i 3. og 4. klasse 3968 3839
Isabella Carlander, håndarbejdslærer 3860 3882
Helle Wilsted Goll, forælder i 1. og 9. klasse 3976 0095
Jan Magnussen, forælder i 1.og 5. klasse og IT-lærer 3542 1525
Marie Stubbe Teglbjærg, håndarbejdslærer
Merethe Siim Magnussen, forælder i 1. og 5. klasse og klasselærer i 3.klasse 3542 1525
Mecha Steinwand, medlem af skolebestyrelsen og forælder i 12. klasse 4499 4092
Olaf Corry, forælder i 1. og 4. klasse 4588 8268
Sune Bisted Pedersen, 10. klasse 3990 0998
Ansvarshavende
Jan Magnussen jan@vidarskolen.dk 3393 0242
Redaktør
Helle Wilsted Goll helle@goll.dk 5160 1595
Produktion
Jan Magnussen jm@gagarin.dk 3393 0242
Tryk
Frederiksberg Bogtrykkeri info@fb.dk 3834 1144
Indlæg
Indlæg sendes til helle@goll.dk som wordfil i Times eller afleveres på kontoret
Annoncer
1/1 side: kr. 600, 1/2 side: kr. 350, Annoncer sendes til ammosbech@gmail.com
Vidar Nyt
Udkommer aperiodisk 5 gange årligt. Næste deadline 12. april 2007
FASTALAVN : 039

Indhold & leder
Indhold
003: Indhold & leder
004: Samtale med Winni Mathiasen
009: Rengøring – en stadig kærlighedserklæring
til nærværet
024: Vidar Skolen skal under særskilt
tilsyn!
025: Eurytmiforestilling med
Carina Schmidt
016: ”Prøver ville slet ikke passe ind”
017: Musikken er i mennesket
020: Kender du din Engel?
020: Gratisannoncer
026: Narreguld - En kritisk undersøgelse
af computere i barndommen
027: Narreguld - Resumé
030: Fluen på væggen
030: Bjerggeden
031: Det lille tidsbillede som blev stort
032: Vores skuespil - 7. klasse
032: Anmeldelse af Et Tidsbillede
033: Anmeldelse af 7. klasse skuespil om
Christoffer Columbus
034: Anmeldelse af 10. klasses skuespil,
Den kaukasiske kridtcirkel
036: 8. klasses tremånedersopgave
INDHOLD : 003
Maleri med iskrystaller
Leder
Når vi kæmper med skidtet, ligger det ikke
lige for at se den evigt tilbagevendende
rengøring som en udviklingsvej. Skidt skal
skaffes af vejen - det er instinktiv viden,
som alle sunde redebyggere spontant virker
ud fra. Vores kropssprog i rengøringssituationen
fortæller også, at der ikke er
tale om en andægtig hengivelse til øjeblikkets
opgave, for det skal bare overstås.
Vores affald får samme stedmoderlige behandling;
vi strammer knuden på den dyre
plasticpose og kyler den ud til glemslen.
Skidt er simpelthen ikke kanel! Men vores
hverdag bliver aldrig pletfri, og tanker og
handlinger er ikke toldfri. Vores topshinede
rum emmer også af den ånd, vi gjorde
rent i. Det mener Linda Thomas, økologisk
rengøringsdame på attende år. Hun siger i
disse spalter: Når vi gør rent med kærlighed
og bevidsthed, så fi nder der en stigning
sted, så bliver der nemlig et plejet
rum ud af det rengjorte rum. Thomas
trækker himlen ned i skidtet – den inderlige
forbundenhed til et rum smitter af på
menneskene, der senere skal leve og lære
i dem. Rengøring som en andagtshandling
– sådan lever hun sit hverv ud og inviterer
til et paradigmeskift fra fejlfi nderkultur til
generøs tjeneste.
Helt ned i skidtet.
HWG & JM ■

004 : SAMTALE MED WINNI MATHIASEN
Samtale med Winni Mathiasen
Samtale med Winni Mathiasen, håndarbejdslærer og rengøringsansvarlig
Af Helle Wilsted Goll
Mange er de gange, hvor jeg en sen eftermiddagstime
på en bænk i tiden mellem
arbejde og få-et-barn-til-at-bryde-op-fra-
Vidar Skolens-tryllekreds, har iagttaget en
lille majestæt vandre sindigt og målrettet
omkring på vores skole. Dette menneske
er Winni Mathiasen, der som ingen anden
kender de godt brugte bygninger – og alligevel
udstråler hun en værdig ro! Denne
sjældne gave er lagt hos den ansvarlige
for skolerengøringen, en post, som nok
kunne stresse de fl este af os.
Men Winni har valgt en anden vej. Skolens
fysiske legeme er for hende ligeså vigtig
at værne om, som det pædagogiske fundament.
Hun bliver derfor heller ikke ærgerlig
over, at en arbejdsuge lukkes og
slukkes ved, at et rykind af weekendkursister
vader ind på det duftende rene gulv
i Michaelsgangen. Jeg sukker på hendes
vegne. Nu var der jo lige så pænt. Winni
siger derimod: ”Vi må vise rummelighed
over for de aktiviteter og foredrag, der fi nder
sted på skolen uden for skoletid. For
skolen næres af det!” Denne sans for det
oversanselige, som vi altså bidrager til
på godt ondt, deler Winni Mathiesen med
Linda Thomas, der er rengøringsleder på
Goetheanum og kursusleder med blik for
en spirituelt orienteret rengøring. Netop
derfor bringes samtalebilledet med Winni
ifølge af et forkortet interview med en rorgænger
på dette område.
Et livslangt arbejde med børn
Jeg takker antroposofi en for stadig at være
beskæftiget med pædagogisk arbejde,
for jeg begyndte allerede som 16-årig med
at være medhjælper i en almindelig børnehave!
Som attenårig kom jeg på seminariet
og blev uddannet til socialpædagog.
Den åndelige side af livet havde jeg ikke
hørt noget om derhjemme, tværtimod.
Min far var ateist og gav udtryk for, at sådan
noget som Gud ikke fandtes. Men på
min næste arbejdsplads mødte jeg to
mennesker med en anden indsigt i livet;
børnehavens leder var en jødisk kvinde og
stedfortræderen var kristen. Her blev jeg
konfronteret med et andet livssyn. De lærte
mig at man skal leve med sit arbejde og
gav mig også mod til at påvirke mere i den
retning, jeg syntes, at tingene skulle være.
Og så fi k de også pillet noget af seminariets
politiske korrekthed af mig!
”Du skal være Steiner-pædagog!”
På et tidspunkt sagde en veninde til mig:
”Du skal være Steiner-pædagog”! Hun
sagde det på en måde, så jeg ikke kunne
lade være med at tage det alvorligt. Hun
var en særlig person for mig. Det var ligesom
et gammelt menneskemøde. Vi arbej-
Biodynamisk kvalitet...
Ja tak, send mig:
Weleda Image katalog
Naturtekstil katalog
Helios opskriftspostkort
Helios folder om alternative sødemidler
Navn:
Adresse:
Postnr.:
By:
Send kuponen i en lukket kuvert til:
Dansk Helios, Østerskovvej 2, 7000 Fredericia
eller kontakt os pr. mail eller telefon
DIV07
www.biodynamisk-kvalitet.dk
... i en nøddeskal
Helios – mer’ end mad
Dansk Helios • Østerskovvej 2 • 7000 Fredericia
tlf. 7595 4088 • helios@helios.dk • www.helios.dk

006 : SAMTALE MED WINNI MATHIASEN
dede sammen på et børnehjem på Bernstorffsvej,
hvor hun var pædagogmedhjælper,
og jeg var i 3-års-praktik. Hun
var varm, blid, rund og fremadstræbende.
Og meget hjælpsom – hun skaffede mig
en lejlighed i samme andelsforening, hvor
hun selv boede! Men jeg tog ikke hendes
opfordring til mig; fra socialpædagogisk
seminarium i Sydhavnen havde jeg et forbehold
over for Rudolf Steiner. Det lå ligesom
i luften, at Rudolf Steiner-pædagogikken
ikke var noget, man skulle beskæftige
sig med.
Inger Brochmanns korte kurser
Der gik længe, før jeg fulgte min venindes
direkte opfordring til at gå ”Steiner-vejen”.
Men på et tidspunkt, hvor jeg arbejdede
i småbørnsstue i en børnehave i Sundby,
hørte jeg om Inger Brochmanns korte kurser
i Steiners pædagogik og menneskebillede
med henblik på det lille barn i den
første 7-årsperiode. Det skulle jeg prøve!
Med tiden blev jeg en del af de korte kurser
baggrundsgruppe, der hjalp med de
praktiske opgaver og var med til at præge
undervisningstilbuddene på planlægningsmøderne.
De korte kurser blev jo afholdt
i salen her på skolen. I pauserne arrangerede
vi café og solgte mad fra Den Grønne
Butik og te, kaffe og æblemost. I dette
frivillige arbejde mødte jeg også Ellen fra
Fotos er fra 12. klasses
eurytmiforestilling Snehvide
”Vi må vise rummelighed over for de aktiviteter og foredrag, der fi nder
sted på skolen uden for skoletid. For skolen næres af det!”
Legestuen og vi har også været i Paulusgruppe
(antroposofi ske studiekreds med
sæde på Vidar Skolen) sammen.
Sprogformning som middel til selvudvikling
Jeg fandt en dør til selvudvikling i sprogformningen,
hvor man hele tiden ryger ind
i sine personlige mure. Jeg skulle særligt
arbejde med min generthed. Som barn
kunne jeg ikke sige en lyd, når jeg blev
kaldt op til tavlen. Selv at komme ind på
skolens lærerværelset var i begyndelsen
en overvindelse for mig! Merete Nielsens
undervisningsform i sprogformning er meget
levende – man bevæger sig meget,
og hun er selv meget præcis og kraftfuld.
Hun har lært mig kvaliteten i hvert eneste
bogstav!
Jeg blev under min steinerpædagogiske
uddannelse meget bevidst om, hvordan
man taler til børn – det ligger mig på sinde!
Det er en vigtig del af mig, at man kan
nå børnene med sproget. De store børn
med fødderne på jorden – dem kan man
tale til, så meningen er uden tvivl.
Men jeg vil også gerne lade børnene være
medvirkende til at skabe, at præge dem til
at stå fast på en besked og være lydhøre,
så de forankrer en forklaring eller meddelelse
med det samme.
”Jeg takker antroposofi en for stadig at være beskæftiget
med pædagogisk arbejde…”
Skovbørnehave-dage
Inden jeg kom til Vidar Skolen, var jeg i
et vikariat et halvt år i Steinerbørnehaven
Lindholm – det var bare et sted ét
skridt fra himlen! Så gennemarbejdet og
gennemtænkt i forhold til børnenes dagsrytme.
Dengang havde vi kun halvdelen
af lederen Gittes hus at være i. Vi var ude
året rundt og begyndte først at spise frokost
indenfor, når bladene føg op i madkasserne.
Bagefter arbejdede jeg i halvandet år i
en Steinerskovbørnehave i Vellinge. Det
var et meget leret område, så der var altid
mange vandpytter. Men det gjorde jo
så, at børnene legede med frøer og lavede
konkurrencebaner til frøerne. Vi voksne
passede så på, at frøerne ikke led for meget
under legen.
Ansvarlig for skolerengøringen
Det første år, hvor jeg var i børnehaveklassen
sammen med Ann-Christine Gyllenberg,
blev jeg spurgt, om jeg ville være
ansvarlig for rengøringen af Vidar Skolen.
Det var sjovt, at jeg lige skulle få stillet
den opgave! Jeg havde nemlig forinden
været til forældrerengøring (p.t. har Winni
børn i 11. og 15. klasse) og oplevede at
stå alene, fordi de andre familier ikke var
dukket op. Det slog mig, at dette her kun-
SAMTALE MED WINNI MATHIASEN : 007
ne man gøre meget mere ved. På vej hjem
tænkte jeg igennem, hvad der skulle til for
at forbedre situationen, så man ikke stod
og manglede rengøringsmaterialer eller
medforældre.
Det var med bævende hjerte jeg gik ind til
opgaven, for kunne jeg nu leve op til mine
egne ambitioner om at få det hele til at
fungere? Men med tiden får man rutinen
og bliver mere afslappet. Det er dejligt at
få lov til at gro ind i noget nyt, så man bor
i det!
Til hverdag står fjorten unge og to voksne
for den daglige rengøring, og jeg er på
skolen til klokken 17, indtil alle er færdige.
Jeg samarbejdede fra starten med forældrerepræsentanter,
der gerne ville hjælpe
med at lave klasserengøringslister, der
skulle trykkes og sendes ud til hjemmene.
I år har jeg selv udsendt jeg alle listerne.
Men næste år går vi tilbage til den oprindelige
organisering af listerne ved klasserepræsentanterne.
Jeg har forsøgt at
gøre arbejdsgangen mere overskuelig og
mere central, så der er nøgler til at forældrene
kan komme ind i de lokaler, der står
på rengøringslisten, som ligger i mapper i
klasserne. Spandene er pakket med klude
og rengøringsmidler, så man kan gå i gang
og fordele arbejdet ud fra beskrivelserne.

008 : SAMTALE MED WINNI MATHIASEN
”Jeg fandt en dør til selvudvikling i sprogformningen, hvor man hele tiden
ryger ind i sine personlige mure.”
Hvis organiseringen ikke er i orden, vil der
være mange, man ikke ser igen en anden
gang! Det er jo et stort arbejde forældrene
lægger i de tre timer – dét kan man
se på dem bagefter! Mange skal vist bare
hjem og have en middagslur. Når alle de
gode hjælpere har forladt skolen klokken
13, får jeg sorteret kludene til vask og sat
tingene på plads, og en time efter er jeg
på vej hjem.
I løbet af ugen møder jeg klokken ti hver
dag, hvor jeg har håndarbejde med 1., 2.,
3., 4. og 6. klasse. I mellemtimerne slapper
jeg af og forbereder mig på de næste
timer, den daglige rengøring eller forældrerengøringen
i weekenderne, så det faktisk
ikke er nødvendigt for mig at tage arbejde
med hjem.
Fritid
Jeg har gået meget til gymnastik og kom
i mine yngre voksen-år med i en KFUM/Kspejder-klan.
Det kaldes for ”rover”. Jeg
måtte ikke gå til spejder som barn, men
her fi k jeg chancen for at prøve noget af
alt det sjove ved at være spejder. Her var
der også virkelig tale om selvforvaltning;
vi skulle planlægge halve år frem og siden
evaluere om visionerne stod mål. En af
vores opgaver var også at bakke de store
og små spejdere op omkring børnearbej-
det og støtte spejderlederne.
Nu har jeg trukket mig ud af spejderarbejdet,
men har stadig kontakt med nogle
af kammeraterne fra dengang. Vi mødes
så og tager på hejk, plukker svampe eller
spiller canasta. Og så får vi grinet.
Jeg elsker at være sammen med glade
mennesker og få grinet! Og så har jeg jo
min familie og vores kolonihave, hvor vi
bor hele sommeren.
Fremtidsplaner?
Jeg lever lige hér og nu og arbejder med
tingene, indtil jeg
fi nder en balance i
det. Når tiden er til
det, får jeg et billede
af, hvad jeg har
bag mig og i hænderne
og kan mærke,
om jeg er klar til
at begynde på noget
nyt. Lige nu er
det at undervise i
håndarbejde sammen
med tre kolleger
nyt nok for mig
– og jeg står på en
skole med mange
muligheder for at
engagere sig! ■
Rengøring – en stadig
kærlighedserklæring til nærværet
Interview ved Jutte Rhode-Röh med Putzfrau Linda Thomas, Goetheanum
Oversat og indledt af Helle Wilsted Goll
På Goetheanum udbyder man kurser i
mange emner inden for antroposofi en, der
alle kunne være værd at skrive om. Vidar
Nyt- redaktionen blev dog sat på sporet
af temaet rengøring, som alle læsere vist
har erfaring med. Dette tilsyneladende
meningsløse Sisyfos-arbejde, som mange
gerne ville kunne betale sig fra. Men på
hjemmesiden www.putzfachtagung.org inspireres
man af en række one-liniers til at
se rengøring fra en ny vinkel:
”Rengøring er en stadig kærlighedserklæring
til nærværet.
”Rengøring betyder altid mening
– fordi renlighed skaber afklaring og muligheder
– fordi naturen således bliver hævet op til
kultur
- fordi menneskelig omsorg intet andetsteds
forbinder sig så betingelsesløst
med materien.”
Linda Thomas er personen bag sitet og en
kapacitet inden for rengøring med en spirituel
perspektivering. Rengøring er blevet
et livstema for hende, siden hun (- og en
veninde med specialistviden i kemi) for atten
år siden med held startede deres eget
økologiske rengøringsvirksomhed. Som
leder har Linda Thomas ikke holdt sig tilbage
for at deltage med kost og spand.
Rengøring er for hende ikke blot at fjerne
RENGØRING : 009
snavs, men det kan samtidig være en pleje,
der øger et rums værdi, der atter virker
positivt helende ind på de mennesker,
der skal opholde sig der. Linda Thomas
rejser verden rundt og holder foredrag og
kurser om en bevidsthedsændring i rengøringsarbejdet
– bl.a. for overskoleforældre
og elever på Waldorf-skoler. Vidar Nyt
kontaktede Linda Thomas, og hun mailede
os bedredvillligt et langt interview, som
hun i 2006 gav til Flensburger Hefte i forbindelse
med Putztagung, det rengøringsseminar,
der fandt sted på Goetheanum
i våren 2006. Det følgende er et oversat
uddrag fra denne artikel, som Jutta Rhode-Röh
har forfattet.
Jutta Rhode-Röh: Er der en spirituel
dimension ved rengøring?
Linda Thomas:
Der er absolut denne dimension, for alt,
hvad vi gør med bevidsthed og kærlighed,
har en anden dimension. Når vi gør rent
med kærlighed og bevidsthed, så fi nder
der en stigning sted, så bliver der nemlig
et plejet rum ud af det rengjorte rum. Et
plejet rum virker helt anderledes end et
rengjort rum. Derfor taler jeg ikke gerne
om pleje, hvis det endnu ikke er på tale.
Jeg plejer ikke et rum, hvis jeg bare gør
rummet rent.

010 : RENGØRING
”Jeg går ind for, at overskolelever selv gør deres del af skolen ren… Elever,
som selv gør deres skole ren forbinder sig helt anderledes med deres skole.”
Jutta Rhode-Röh: Hvad adskiller
egentlig ”pleje” fra ”rengøring”?
Linda Thomas:
Noget rengjort er jo rent. Denne renhed holder
imidlertid ikke længe. Når vi plejer, er
det ganske enkelt gjort grundigere, og dermed
resulterer det i en helt anden udstråling.
Der er jo klinisk rene rum, der ingen
atmosfære har og er rengjort til døde. I et
plejet rum kan der roligt herske en let uorden
engang imellem, men man mærker for
eksempel, om planter trives. Planter er for
mig mig en god indikator for, hvad der lever
i et rum. Der fi ndes planter, som vokser i et
rum, og der er planter, som trives der. Der er
nemlig forskel på at vande og pleje.
Jutta Rhode-Röh: Når De gør rent og
plejer, som De jo gør det, hvilke kræfter
omgås De da?
Linda Thomas:
Jeg forsøger ganske enkelt at forbinde mig
med rummet og de objekter, der er i det
og at arbejde med hengivelse og megen
iagttagelse. Ved denne virksomhed skoler
man jo iagttagelsen uhyre meget. Man
kan ikke gøre rent, hvis man ser skidt. Det
er lige nøjagtigt derfor, at der er så mange
dårligt rengjorte rum, fordi menneskene
ganske enkelt ikke iagtager, hvad de om-
giver sig med. Iagttagelse og bevidthed,
altså begge gestus som helhed, er usandsynlig
vigtige. Det er et centralt spørgsmål
for mig, om jeg gør rent med hektiske
bevægelser, om mine bevægelser er
harmoniske, så jeg derved tager vare på
min egen krop. Hvordan tager jeg noget i
hånden, hvordan omgås jeg med det? Hvis
De ser på et menneske, der gør rent, får
De ofte indtrykket af, at han kæmper med
snavset. Jeg har ofte talt med mennesker
om dette. De har herefter sagt: ”Det er
en daglig kamp!” Men når man kæmper
med noget, så er der straks en aggressiv
undertone. Jeg påstår imidlertid, at vi
kan forvandle snavset, og så har vi en helt
anden gestus over for og holdning til arbejdet.
Når man gør rent, ændrer noget sig i rummet.
Når nogle mennesker gør rent, mærker
man bagefter tydeligt det hektiske i
rummet, de havde med sig i arbejdet. I
sådanne rum får man nogle gange åndenød,
så mærker man straks lysten til at
lukke et vindue op eller bare at glatte en
lille dug, fordi man instinktivt vil fuldende
en strygende bevægelse, som beroliger
elementarvæsenerne en smule.
Jutta Rhode-Röh: De har også arbejdet
meget med unge mennesker. Kan

012 : RENGØRING
” Det efterlader ganske enkelt helt andre spor i rummet, hvis der er gjort
rent af tvang eller med modvilje.”
De skildre, hvad De har oplevet ved at
gøre rent sammen med unge?
Linda Thomas:
Jeg blev engang bedt om at foretage en
hovedrenrengøring på en anstalt for unge
strafafsonere. Disse unge mænd var mellem
13 og 17 år. I huset, som jeg arbejdede
i, var ti unge. Hele trappeopgangen var
fuld af graffi ti; det lignede et spøgelsestog.
Huset som helhed var meget snavset
og forsømt. De unge havde skoddet deres
cigaretter overalt; i sofaerne, på borde,
på væggen, på døre. Overalt lå der cigaretskod.
Toiletterne stank som gyllemarker.
Jeg spurgte, hvem der var ansvarlig
for rengøringen. Fængselsfunktionæren
svarede, at det var de unge. Jeg spurgte
dernæst, hvem der viste de unge, hvor
de skulle gøre rent,og fi k svaret, at det
gjorde fængselsfunktionæren. Jeg tilså
også fængselsfunktionærens nattevagtsrum
– det så ikke meget anderledes ud.
Jeg sagde da, at jeg gerne ville komme og
udføre arbejdet, men ikke med fi rmaet,
med derimod alene og og i samarbejde
med de unge og fængselsfunktionæren.
Først bandt de ikke an, men jeg gjorde det
straks klart, at udgiften ville blive mindre,
når jeg selv og ikke fi rmaet udførte opgaven.
Efter en halv time modtog jeg en opringning.
Opgaven blev mig bevilliget.
I samme øjeblik fi k jeg et reelt panikanfald.
Mine egne børn var stadig små, og jeg
havde overhovedet ingen erfaringer med
puberterende unge. Derfor sagde jeg, at
jeg havde en bøn, om først at lære alle de
unge at kende. Derved kunne jeg vende
mig til deres skytsengel. Jeg havde en ti
dages tid til at lade drengene fl ytte ind
foran mit indre øje og gik inderligt og direkte
ind i en samtale med deres skytsengle.
Da jeg ankom, var der til at begynde
med stadig en smule skyhed; men med
tiden kom vi hinanden meget nær. Jeg forklarede
dem ganske enkelt, hvordan man
gør metodisk, hvor man begynder, hvad
man skal lægge mærke til, og jeg arbejdede
meget stærkt med humor, brugte altså
hele tiden ordsprog og vittigheder, så
stemningen blev stadig mere afspændt.
De unge begyndte på arbejdet og selvom
de kun skulle tage sig af bestemte områder,
ville de pludselig gøre alt rent. De
tog selv deres plakater og klistermærker
af væggene. En spurgte mig, hvordan han
kunne gøre sit stereoanlæg rent på en
økologisk måde,, og en anden ville skille
hele sin seng ad og gøre hver eneste stykke
træ rent. Jeg kom også med bemærkninger
som: der sidder en dværg i hjørnet,
” Hvis De som tilskuer ser på et menneske, der gør rent, får De ofte
indtrykket af, at han kæmper med snavset.”
dér må du passe særligt godt på, for den
er en smule giftig. Dét tog de unge alvorligt,
som jeg havde tænkt, de ville.
I den følgende weekend havde de købt
maling for deres egne penge og malet hele
trappeopgangen med en god dækkende
farve. De lod den imidlertid ikke være forblive
hvid, men malede på begge etagerne
i opgangen et grønt landskab med bløde
grønne bakker, i midten en hus med rosa
gardiner og en grøn dør, æbletræer, kirsebærtræer,
fugle, en prægtig sol, børn, som
satte drager op, tulipaner, solsikker og
endda små snegle. På disse vægge malede
de altså en tryg verden. Jeg blev overrasket
og berørt, for det blev mig bevidst, at
gennem spørgsmålet om rengøring var noget
blevet vækket i børnene, som de måske
slet ikke vidste, at de havde behov for
nemlig friskhed, skønhed og harmoni.
Jutta Rhode-Röh: R.-R.: Har De overvejet,
at børnene kunne gøre dette,
fordi de havde oplevet med hvilket
sindelag, De var gået til arbejdet?
Linda Thomas:
Jeg er jo ikke tilskuer til mig selv i arbejdssituationen,
men jeg er ofte blevet
fortalt, at der skulle være en stærk religiøsitet
i mine bevægelser, og dette har vel
RENGØRING : 013
nok en virkning ganske enkelt ved, at man
ser det. Men jeg kan ikke selv bedømme
det. I sidste uge var jeg i Stuttgart; der
fortalte en kvinde, som aldrig nogensinde
havde set mig før, at jeg for tre år siden
havde forandret hele hendes liv. Hendes
mand havde dengang deltaget i et af mine
semniarer og var kommet hjem og havde
vist hende, hvordan jeg gjorde rent. Fra
da af havde alt i hendes husholdning ændret
sig.
Jutta Rhode-Röh: Hvad mennesker
gribes af ved Dem er jo ikke kun Deres
engagement og kompetence, men
langt mere, at De også udfører deres
virke i en kristen ånd – næsten sammenlignelig
med motivet i fodtvætningen.
Linda Thomas: Måske går det i den retning.
Men for et halvt år siden, var jeg i
en virkelig krise, hvor jeg spurgte mig selv
om jeg kunne udholde endnu atten år til.
Det var ikke nemt for mig stadig at være
konfronteret med denne kølige høfl ighed
og med en vis respektløshed, når jeg kom
et ellerandet sted hen.Ofte bliver man ikke
engang hilst på, når man gør rent. Alle andre
hilser man på, men den, der gør rent,
hilser man ikke på. Jeg følte det altid, som
om man udelukkede os. Man så forbi os,

014 : RENGØRING
” Planter er for mig mig en god indikator for, hvad der lever i et rum.”
fordi vi mindede disse mennesker om, at vi
udførte noget, som de egentlig selv kunne
gøre. Jeg har slet ikke noget imod at man
lader andre mennesker gøre rent. Tværtimod
fi nder jeg det meget vigtigt. Men det
er dog interessant, at de andre mennesker
har fl ere forbehold over for rengøring, end
vi, som gør rent for dem. I denne identitetskrise
spurgte jeg mig selv, hvad jeg
skulle gøre, og derved kom tre spørgsmål
til mig. Det første lød.Hvordan holder jeg
dette ud? Det andet spørgsmål var: Hvordan
virker forskellige rum på mennesker?
Jeg fornemmede dem simpelthen så forskellige
og spurgte for eksempel mig selv,
hvordan dette eller hint klasselokale virkede
på børnene. Og det tredje spørgsmål
var: Hvordan kan jeg indvirke på rummene?
Hvordan virker et rum, efter at jeg har
virket derinde? Kan jeg gøre noget, så det
senere hen går bedre for rummet?
Svarene kom til mig lidt efter lidt. Spørgsmålet
om udelukkelsen besvarede jeg i
mit inderste med een sætning, som jeg
havde mødt et eller sted: Lær ikke at gøre,
hvad du elsker, men lær derimod at elske,
hvad du gør. Og straks kom erindringer
fra min bardom, nemlig hvordan vi som
børn havde rystet vores syge bedstemors
pude ud af vinduet, og vores mor sagde:
„I må ryste den godt, så alle tårerne fl yver
ud, så bedstemor igen trøstet kan lægge
sit hoved på puden.” Jeg øvede til at begynde
med dette som et mønster, ligesom
man udfører en biøvelse (red: Rudolf Steiner
beskriver i et lille hæfte, Biøvelser, en
række øvelser i opmærksomhed, som man
kan anvende i en almindelig hverdag.) Jeg
prøvede at ryste noget ud af tingene eller
at stryge noget glat. På et tidspunkt blev
svaret en del af mig.
I det øjeblik, at jeg lærte at udføre min
opgave med kærlighed og hengivelse, da
lærte jeg også at betræde et rum uden at
fælde dom. Det var simpelthen min opgave,
og jo værre et rum var, desto interessantere
blev min opgave. Jeg følte heller
ikke væmmelse selv ved de værste toiletter.
Jeg tænkte ikke:” Gud, sikke nogle
svin!“ dermod blot:„Dét har du nu at udrette.”
Jeg udfører ikke mit arbejde med en intention
om at ændre noget. Jeg går aldrig
ind i et rum med en hensigt om at trække
noget ned over et rum. Jeg skaber rum, så
de væsener, med dette lokale, med dette
virke eller denne klasse kan udtrykke,
hvad denne klasse behøver. Jeg selv ved
det jo ikke. Jeg kan højst forsøge at ledsagde
de væsner, som positivt kan øve
indfl ydelse i dette rum. Jeg arbejder altid
du fra grundsætningen: ”Din vilje ske”. Jeg
” Ofte bliver man ikke engang hilst på, når man gør rent. Alle andre
hilser man på, men den, der gør rent, hilser man ikke på.”
går aldrig ind med min egen vilje. Jeg kan
jo ikke forudsætte, at ethvert menneske
er indforstået med den idé, som jeg har
om, hvad der gør godt for et rum.
Jutta Rhode-Röh: Hvis De kunne ønske
noget for temaet rengøring eller for
menneskene, hvad ville De da ønske?
Linda Thomas: Jeg ville ønske, at man atter
lærer at værdsætte dette virke og lader
det få den vægt, det fortjerner. Rengøring
er en vigtig sag og danner et fundamen-
tet. Når det bliver bevidstgjort, er meget
vundet. Forsømmelser frembringer vandalisme
og ligegyldighed, og dette er til stor
skade. At undervise i et forsømt klasselokale
har intet med pædagogik at gøre. ■
Emnet rengøring kan studeres nærmere i
RENGØRING : 015
Manfred Schmidt-Brabant’s bog Spirituelle grundlagen
einer menschengemässen Hausmütter-arbeit
(Philosophisch-Antroposophischer Verlag,
Dornach 1993) eller den svenske oversættelse
Hem och familj som andligt arbetsfält (Nova
Förlag 1996).

016 : SÆRSKILT TILSYN
Vidar Skolen
skal under særskilt tilsyn!
Af Olaf Corry (far i 1. og 4. klasse)
Folketinget har besluttet, at alle børn skal
testes, og at afgangsprøven i 9. klasse
skal være obligatorisk fra 2007. Det gælder
dog ikke friskoler, som kan sige nej
tak til tests og afgangsprøven. Men de
skoler, der takker nej til test bliver til gengæld
underlagt ’særskilt tilsyn’.
Lærerne på Vidar Skolen har netop valgt
at sige nej tak til test og dermed ja tak til
det særskilte tilsyn. Men hvad kommer det
til at betyde for Vidar Skolen?
Forældrenes ansvar
Der har hersket lidt mystik omkring det
nye ’særskilte tilsyn’, der venter. Men Undervisningsministeriet
har løftet lidt af sløret
over for Vidar Nyts medarbejder:
”For det første vil ministeriet holde øje
med, hvad børnene fra test-frie skoler fi nder
på efter 9. klasse. Det hedder ’overgangsfrekvensen’.
Ser den usædvanlig eller
dårlig ud, så kan ministeriet fi nde på at
undersøge sagen nærmere” siger Anders
Andersen, pædagogisk konsulent i Skolestyrelsen.
”For det andet undersøger vi skolernes
undervisningsplaner, som nu også skal
lægges ud på alle skolers hjemmesider.
Ekstra besøg kan også komme på tale,
hvis vi mener, der er noget, der bør un-
dersøges”, tilføjer Anders Andersen.
Endelig lægger Anders Andersen stor
vægt på, at det på friskoler som udgangspunkt
er forældrene, der har ansvaret for
at føre tilsyn med, at undervisningen ”står
mål med, hvad der almindeligvis kræves i
folkeskolen”, som han formulerer det.
Allerede nu er det sådan, at forældre på
friskoler udpeger en ekstern tilsynsførende,
som skal besøge skolen, overvære
timer og skrive en årlig rapport. Når en
skole er under særskilt tilsyn betyder det
blandt andet, at ministeriet altid læser den
eksterne tilsynsførendes rapport. Det gør
embedsmændene normalt ikke.
Anders Andersen lægger vægt på, at forældrekredsen
selvfølgelig også kan ’føre
tilsyn’ via de sædvanlige kanaler for dialog
for eksempel skole-hjemsamtaler, forældremøder,
deltagelse i generalforsamlingen og
igennem bestyrelsen. Bestyrelserne har ansvaret
for at lave retningslinier for, hvordan
forældrenes tilsyn foregår i praksis.
Vi kan godt være os selv bekendt
Det nye særskilte tilsyn bekymrer ikke
formanden for Vidar Skolens bestyrelse,
Jakob Laursen. ”Vi ved ikke så meget om,
hvad kontrolbesøgene kommer til at indebære.
Men jeg er ikke bekymret. Vi kan
godt være os selv bekendt – så de skal da
være velkomne.”
Alle Steinerskolerne i Danmark har sagt
nej til 9. klasses afgangsprøver – og har
dermed pådraget sig det særskilte tilsyn
Vi arbejder på det
Lærer på Vidar Skolen, Jørgen Bækkeskov,
er med i et samarbejde med de andre
Steinerskoler, hvor målet er at fi nde
en fælles form for evaluering af eleverne i
stedet for afgangsprøver med karakterer.
”Vi arbejder på, hvordan vi kan dokumentere
og evaluere vores undervisning, specielt
i 9. klasse. Det håber vi er færdigt i
marts, så det kan komme med i vidnesbyrdene
til sommer”, siger Jørgen Bækkeskov
til VidarNyt.
Jakob Laursen håber på, at processen
med at evaluere mere kan blive positiv:
”Nogle krav er irriterende – når man for
eksempel skal beskrive alting i detaljer
– men processen kan blive positiv, fordi vi
skal overveje hvad vi gør, og hvorfor. Min
største bekymring er, at nogen skulle mene,
vi skal have de tests og afgangsprøven”,
siger Jakob Laursen, som er sikker
på, at vores elever kan overleve uden eksaminer,
som han selv har gjort det. ■
Eurytmiforestilling
– med Carina Schmidt
Tirsdag den 6.marts kl. 20.00.
Entre 120,-/stud. 60,- på Vidarskolen
Carina Schmidt er en af verdens dygtigste
og mest erfarne eurytmister. Hun har
gjort eurytmi i over 40 år, har uddannet
eurytmister på eurytmiskolen i Hamburg i
22 år og er siden 1999 leder af Eurytmiensemblet
ved Goetheanum.
Carina Schmidt har fl ere gange optrådt på
Vidarskolen. I 80’erne og begyndelsen af
90’erne med Hamburg Eurytmiensemble,
som hun ledede i 15 år, og siden med scenegruppen
ved Goetheanum i Schweiz.
De senere år har hun med stor succes turneret
rundt i Europa bl.a. i samarbejde
med Else Klink-ensemble fra Stuttgart
med store symfoniske forestillinger for
fulde huse.
Nu efterkommer hun et ønske om at turnere
med et soloprogram, som bl.a. indeholder
en eurytmisk udformning af 2. sats
af klaversonate af Beethoven, Toccata
Troncata af Sofi a Gubaidulina og 3. sats
fra ”Sonate for klaver og cello” af Dimitri
Schostakowitsch.
Carina Schmidt er en erfaren eurytmist
med stor kunstnerisk spændvidde – og
virkelig anbefalelsesværdig. ■
: 017

0018 : ”PRØVER VILLE SLET IKKE PASSE IND”
”Prøver ville slet ikke passe ind”
Interview med Jørgen Bækkeskov
Af Olaf Corry (far i 1. og 4. klasse)
Hvad tror du, det kommer til at betyde,
at vi får særskilt tilsyn på Vidarskolen?
Vi ved ikke så meget om, hvad det kommer
til at indebære. Men vi arbejder jo på
at dokumentere, hvad eleverne kan på en
anden måde. I det omfang vi kan tage det
positivt op, så får vi en større bevidsthed
om, hvor vi skal hen. Vi får måske klarere
målsætninger, hvis vi har kraft nok til at
gøre det ekstra arbejde, der skal til.
Hvorfor sagde skolen egentlig nej til
test?
Det ville slet ikke passe ind i den progression,
vi har på en Steinerskole. Vi lærer
tingene i en anden rækkefølge. Det ville
gribe meget ind i vores pædagogiske forløb
at blive testet undervejs udefra. Med
hensyn til afgangsprøven vil vi ikke fokusere
en hel skoles arbejde på de relativt
få, der vil på gymnasiet efter 9. klasse.
Det er noget andet end det, som er skolens
spor.
Kunne man forestille sig alternative
test, der passer til Steinerskoler?
Det har vi ikke snakket om, men der ligger
en hel masse i det, som man ikke lige kan
sige ja eller nej til. Standardtest for en hel
årgang kan være problematiske i forhold
til en undervisning, der tager udgangs-
punkt i det enkelte barn. Så det er noget,
vi generelt omgås med varsomhed.
Men er der ikke et fælles minimum,
som alle gerne skal kunne, også på en
Steinerskole?
Jo, i 3., 6. og 9. klasse kunne man måske
gøre det – hvis man var med på tests.
Men vores elever klarer sig godt. Og jeg
tror ikke, at man kan afdække noget med
tests, som ikke ville komme frem i en
klassesituation.
Tror du, skolen ville falde igennem,
hvis man lavede tests?
Nej bestemt ikke. Men vi rummer nogle
fl ere udsving. De lærer måske ikke alle
sammen at læse så tidligt, og det ville slå
ud i de nationale test, der kommer til at
blive brugt over hele landet.
Men når man når frem til 9. klasse, så er
der bestemt ikke nogen forskel i, hvad
børnene kan.
Er der ikke afgangsprøver i de tyske
steinerskoler?
- Det ved jeg ikke helt. Men for en del år
siden havde de et 13. år, hvor de kunne
forberede sig på at søge ind på videregående
uddannelser. Men de klager over, at
det breder sig nedad i skolerne.
”I kunsten forløser mennesket
ånden, bundet i verden.
I musikkens kunst
ånden, bundet i mennesket selv.”
Rudolf Steiner
Musikken er i mennesket
Af musiklærer Henrik Prahl
Det barn, der kommer til skolen i 1. klasse,
bliver mødt med en musikundervisning,
der på alle måder forsøger at videreføre
den musikalske impuls, barnet selv
bærer med sig. Denne impuls, som alle
børn har fået i vuggegave, er den legende
frit bevægelige sang, som ustandseligt følger
barnet i dets leg og virke.
Ikke alle børn er lige frit musicerende.
Mange er allerede alt for påvirket af den
evigt hårdt pumpende voksenmusik, som
uafl adeligt strømmer ud af alle mulige højtalere.
Men når vi alligevel ind til denne
musikalske urkerne, kan det egentlige
musikalske arbejde begynde.
Musikken er i mennesket, vi er os det bare
ikke altid lige meget bevidst. Det lille barn
er et med sin musik, hele kroppen er tydeligvis
musik. Kan vi hjælpe til at bibeholde
denne frie legende spontane musikoplevelse,
så er meget nået.
Musikken er i mennesket, men er bare alt
for ofte sklerotiseret i en eller anden stivnet
musikalsk selvopfattelse. Hos det lille
barn er dette ganske tydeligt, men det
kan så til gengæld ofte hjælpes til at løsne
disse sklerotiserede bånd, for atter at
svæve frit med sin indre musik.
Musikken er i mennesket, selve kroppen
er instrumentet, hvor musikken fi nder
sin fl ygtige fysiske manifestation i lyden,
mens det åndelige ved sagen, det der be-
MUSIKKEN ER I MENNESKET : 019
fi nder sig mellem de fysiske toner, strømmer
gennem mennesket, beånder det.
Sangen, stemmen kommer nærmest dette
fænomen, og det er så også naturligt, at
netop sangen, kombineret med den pentatone
fl øjte, som forlængelse af åndedrættet,
kommer først i barnets skolegang.
Én stor inkarnationsproces
Hele skolegangen er én stor inkarnationsproces,
begyndende med en paradisisk
tilstand, en langsom nedstigning samt uddrivelse
af dette paradis, en større bevidsthed
om sit indre, en større tyngde,
til en voldsom tyngde, vendende sig til en
mere bevidst oplevelse af årsager, større
kropsbevidsthed, fi nere motoriske evner,
større intellektuel formåen, til at ende
med en både åndelig og fysisk bevidsthed,
begge ben solidt plantet på jorden, med
evne til at gennemskue og virke kunstnerisk
formende ind i denne fysiske verden.
Alt dette er en klar beskrivelse af musikkens
vej på skolen. Først stemmen og
fl øjten, åndedrættet, ånden i den ”frie
musik”, dernæst mere fysisk bevidsthed,
violinen som billede på det indre menneske,
violinen som muliggør en distance, en
holden ud fra sig selv og iagttage fænomenerne
åndedræt og nervebaner, til det
mere og mere individualiserede barn som
del af det store klassesamfund, orkesteret

020 : MUSIKKEN ER I MENNESKET
”Det lille barn er ét med sin musik, hele kroppen er tydeligvis musik”
med dets mange instrumenter.
Vi kan vel godt være enige med mange
forældre og lærere om, at årene fra 6./7.
klasse til 10. klasse er nogle ret så svære
år at komme igennem. Det er lidt af et nåleøje
i mange henseender, ”bunden er nået”
i inkarnationsprocessen. Inden denne
”bund” nås, er det uhyre vigtigt, at barnet
har fået værktøjer med sig, som det aldrig
vil glemme.
For i denne periode ”glemmer” barnet alt.
Dog vil det, der er indarbejdet som motoriske
færdigheder så at sige blive siddende
i kroppen. Disse færdigheder vil så kunne
stå frem i en mere eller mindre forvandlet
form, når glemslen slipper sit tag. Derfor
sætter vi så energisk ind med den instrumentale
undervisning fra 5. klasse.
Viljen, evnen og tålmodigheden
Musikken er i mennesket, dette antroposofi
ske statement er vigtigt at holde sig
for øje i netop denne fase af barnets udvikling.
For hvad betyder det egentlig?
Som før beskrevet er den fysiske krop instrumentet,
det hylster som musikken kan
manifestere sig i. For at kunne forløse et
stykke musik, kræves det, at eleven kan
forstå sangen i musikken, rent faktisk er
al musik en art omskrevet sang, al musik
skal kunne ”synge” på alle instrumenter.
Dette fænomen skal indledningsvist øves
med eleven, samtidigt med at det intellektuelle
nodebillede skal forstås. Dette
kræver hårdt viljesarbejde, og stor tålmodighed,
evner der absolut ikke er en selvfølge,
men de skal læres jo før des bedre.
Så kommer værktøjet, instrumentet, med
alle dets krav til holdning og tonedannelse
etc.. Dette arbejde kræver megen koncentration
og fokus, igen kommer viljen og
tålmodigheden på prøve.
Uanset evner skal alle deltage i denne
proces, og ingen bliver tabt på gulvet, da
der i videst muligt omfang sørges for opgaver
som i sværhedsgrad er så differentieret
som muligt efter standpunkt. Det
store talent skal give plads til brummeren
og omvendt, bl.a. deri ligger en af de store
sociale udfordringer musikfaget også
tager hånd om. Når så musikken er øvet
grundigt, efter store viljeskampe, så kommer
øjeblikket hvor musikken skal kunne
forløses.
Når englene synger
Hele forløbet indtil nu, har været én lang
forberedelsesvej hen imod forløsningen.
Kroppen har nu åbnet sine kanaler, instrumentet
øvet, så det uden fysiske hindringer
kan spille, og vi er nu parate til at lade
musikken manifestere sig. Nu skal al vilje
lægges væk, i stedet skal vi nu ydmygt
kunne modtage inspirationen fra musik-
”Hele skolegangen er én stor inkarnationsproces”
ken, lade den bruge os som sit talerør. I
virkeligheden er det forkert at sige, at vi
spiller musik, det er faktisk omvendt, det
er musikken der spiller gennem os, hvis
vi har forberedt os grundigt nok. Er vi for
viljesorienterede i opførelsesøjeblikket, så
går noget af musikken tabt. Lykkes det for
os, så er vi et med de store ånder, ja så
hører vi englene synge.
Alt dette skal alle deltage i, uanset talent.
Ikke alle når det store udbytte, ligesom
i mange andre fag, det afhænger jo i høj
grad af egen viljesindsats. Men selv de,
der alt for ofte ikke har haft deres ting i
orden, de vil også opleve de fantastiske
øjeblikke, hvor et musikværk forløses, og
måske undres over hvad der skete. Efter
sådanne oplevelser ser vi ofte, at førhen
mindre engagerede elever pludselig tager
opgaven på sig.
Musikken på skolen vil aldrig blive et middel
til behagelig adspredelse, musikken
er en skolingsvej, vi vil aldrig komme til
at bruge den som middel til at få en eller
anden bitter pille til at glide ned. Musik er
et bevidsthedsfænomen med iboende lovmæssigheder
som skal læres og forstås.
Læreren skal nå alle elever
At alle er med, sætter læreren på en hård
opgave, for det er så sin sag at tilfredsstille
både toppen og bunden lige meget.
MUSIKKEN ER I MENNESKET : 021
Alle skal have udfordringer, og som med
alt andet på skolen, sættes niveauet efter
de dygtigstes standard. Ikke sådan at forstå
at de mindre dygtige så ikke også får
noget, der modsvarer deres standpunkt,
her er det op til den enkelte spillelærer at
fi nde løsninger.
For orkestrenes vedkommende lægges
programmet altid således, at mindst et
værk er let tilgængeligt, et er ”medium”,
og et mere krævende. For at dette komplicerede
regnestykke skal kunne gå op, er
det desuden vigtigt, at også eliten får ekstra
udfordringer. Dette åbenbart forkætrede
udtryk, elite, er en nødvendighed, for
at barnet kan have naturlige forbilleder i
sin skolegang. Faktisk beundrer vore elever
højlydt de elever der kan noget ekstra.
Det, at der er en synlig top, får mange
elever til at stræbe efter at kunne mere,
hvilket så igen får det musikalske arbejde
til at fungere bedre. Vi er i øvrigt på de
sidste lærerstævner blevet grundigt belært
om, hvor vigtigt det var, at vi gav de
særligt begavede elever fl ere krævende
udfordringer. Det er så i al beskedenhed
det, vi praktiserer i musikundervisningen
på skolen.
Det store perspektiv
Afrundingsvist vil jeg prøve at sammenfatte,
hvad musikfaget egentlig er for en

022 : MUSIKKEN ER I MENNESKET
”Musikken på skolen vil aldrig blive
et middel til behagelig adspredelse,
musikken er en skolingsvej”
størrelse. Som det nok er de fl este forældre
bekendt, er begreberne tanke- følelse
og vilje, de tre sjæleled, den treklang som
al waldorfpædagogik udspringer af.
I løbet af hver eneste skoledag skal vi meget
gerne komme rundt om alle tre væsensled,
tanken som ”hovedtema” i hovedfagsundervisningen,
følelsen som temaet
midt på dagen i sprog- musik og
eurytmien, og sidst på dagen, viljen som
”hovedtema” i håndværksundervisningen.
Disse afgrænsninger er selvfølgelig ret
grove, da alle tre elementer skal være til
stede i alle typer undervisning, men altså
her udelukkende ment som ”tema”.
Her er det interessant at se på musikkens
væsen. I musikken er alle tre væsensled
til stede. Melodien er tanken, den fl ydende
bevægelige tankestrøm. Harmonien er
musikkens følelsesliv, lige fra de stærke
emotionelle følelsesudbrud, til de forfi nede
elegante lette lyse harmonier. Rytmen er
viljen, lige fra den koleriske viljesudladning,
til den fl egmatiske stille, men
stærke vilje.
Således er musikken et
fuldendt billede på mennesket.
Mennesket er musik! ■
Kender du
din Engel?
Af Emma, 6. klasse
Kender du din engel?
Kender du din frelser?
Kender du din englevagt?
Kender du alt det gode
og det onde?
Kender du din Engel? ■
Dagplejemor med Steiner baggrund
til Eva Rose søges pr. ca. 1. Jan 2008
Vi bor i Lyngby, så vi håber på at fi nde
en, ikke alt for langt væk.
Kh. Tina Halse Hecksher
th@ad-styling.dk / fastnet 33932704
Vi vil gerne “overtage” et par vandregummistøvler
i størrelse ca. 42
dreng til brug på Laplandsturen.
Måske er der nogen fra nuværende
9. eller 8. klasse som ligger inde med
et par lettere brugte – så vil vi gerne
se på dem.
Henvendelse til Bodil S Christensen,
Mølleåparken 7 st tv., 2800 Lyngby
fastnet 45871133 / mob 41173049
Maestro Liutaio
uddannet i Cremona, Italien
Nybygning af violin, bratsch og cello
Salg af strygeinstrumenter og tilbehør
Alle reparationer udføres
Butik og værksted
Lavendelstræde 10 : 1462 København K
Tlf 3316 4080 : Fax 4588 7024
bk@violinbygger.com : www.violinbygger.com

024 : VIDARSALONEN
Vidarsalonen
MARCEL PROUSTS SPØRGSMÅL
MIT MEST MARKANTE KARAKTERTRÆK
Jeg er en fi ghter.
EGENSKABER SOM JEG VÆRDSÆTTER HOS
EN MAND
At han er en gentleman, råstyrke.
EGENSKABER SOM JEG VÆRDSÆTTER HOS
EN KVINDE
Det moderlige og omsorgsfulde, kærligt
hengivende intelligens og ærlighed.
HVAD JEG VÆRDSÆTTER MEST HOS MINE VENNER
At de er så overbærende og til rådighed.
MIN STØRSTE SVAGHED
Min utålmodighed og, at jeg kan have for
mange bolde i luften.
MIN YNDLINGSBESKÆFTIGELSE
At ligge under solen med en god bog – og at
lave mad.
HVAD JEG KUNNE TÆNKE MIG AT VÆRE
Bondekone med et lille husmandssted og
dørsalg.
HVAD VILLE VÆRE DEN STØRSTE ULYKKE FOR
MIG?
Ensomhed længere tid af gangen.
MIN DRØM OM LYKKEN
Fred og ro en gang imellem.
HVILKET LAND VILLE JEG ALLERHELST LEVE I
I Danmark, for det meste…..
YNDLINGSFARVE
Varme farver, orange-røde.
YNDLINGSBLOMST
Morgenfrue og de fl este høstblomster.
YNDLINGSFUGL
De små kvikke.
YNDLINGSFORFATTERE
Jeg læser utrolig meget hele tiden, så en
decideret yndlingsforfatter har jeg ikke, men
det sidste jeg har læst var Juleoratoriet,
Undtagelsen og Tempelridderne.
YNDLINGSDIGTERE
Det må være Benny Andersen, han kommer
vidt omkring og helt ud i alle kroge.
YNGLINGSKOMPONISTER
Bl.a. Bach, men jeg hører også en del
pop og rock, og der er teksterne vigtige
for mig, deres budskab.
YNDLINGSHELT I LITTERATUREN
Åh, det er altid noget med ædle og renhjertede
ledere eller riddere.
Proust (1871-1922) er først og fremmest
kendt for sit omfattende romanværk På sporet
af den tabte tid (7 romaner på tilsammen
3200 sider), der har gjort ham til en af sværvægterne
i fransk litteratur.
Udover at skrive på sit store værk var han
også en hyppig gæst i Paris’ saloner omkring
århundredeskiftet, hvor man morede sig med
at krydse klinger på et verbalt plan.
I denne forbindelse fandt han på en række
spørgsmål efter mottoet “Fortæl mig, hvad du
elsker, og jeg skal fortælle dig, hvem du er.”
YNDLINGSMALERE
En yndling har jeg ikke, da det ikke er
alt, den pågældende har lavet, jeg holder
af, men Rothko med hans enkelthed,
Nolde og Monet.
YNDLINGSHELTINDER I LITTERATUREN
Det er noget med stærke møer eller kvinder,
som får manifesteret sig i samfundet
og vinder ære og respekt.
MINE HELTE I DET VIRKELIGE LIV
Det er mine nærmeste omkring mig, bl.a.
mine kollegaer, men i særdeleshed min
mand, som bærer os gennem livet uden
at sætte for mange spørgsmålstegn.
MINE HELTE I HISTORIEN
Personer, som har været før deres tid
og risikeret livet for en sag for at rykke
menneskeheden et bevidshedsmæssigt
skridt i den rigtige retning.
YNDLINGSNAVNE
Marcus, Malene, Maja og Martin.
HISTORISKE PERSON, SOM JEG FORAGTER
MEST
Religiøse og politiske ledere igennem tiderne
som har misbrugt deres magt ved
bl.a. undertrykkelse.
HVAD JEG HADER MEST
Dårlig stress og uvidenhed som munder
ud i tåbelighed og meningsløshed.
MILITÆR INDSATS SOM JEG BEUNDRER
MEST
Der er rigtig mange fl otte slag op igennem
historien, romernes struktur, Napoleons
overblik blot for at nævne nogle,
men det er ikke noget, jeg bifalder.
POLITISK REFORM SOM JEG BEUNDRER MEST
Feudalismens ophævelse.
DET NATURLIGE TALENT, SOM JEG VILLE
ØNSKE AT HAVE
Jeg ville gerne være mindre konfl iktsky.
HVORDAN JEG VIL DØ
Uden alt for mange smerter, sovende
stille ind i min himmelseng.
MIN SINDSTILSTAND LIGE NU
En klasselærer der ser frem til sin
vinterferie...
FEJL, SOM JEG KAN BÆRE OVER MED
Mange, blot de så erkendes og en
undskyldning kan falde.
VIDARSALONEN : 0025
MIT MOTTO
Hvorfor gøre i dag, hvad du kunne have
gjort i går? ■

026 : NARREGULD
Den 28. marts er der tema-forældremøde i Børnehaveklassen,
1.- 2.- 3. og 4.klasse. Temaet er mediers virkning på vores børn og
deres skolegang. Forældremødet begynder med et fælles foredrag
med Michael Brink, voksenunderviser og medlem af præcidiet.
Som en opvarmning til denne temaaften bringer Vidar Nyt her et
resume af en amerikansk rapport fra Alliance for Childhood. Alliance
for Childhood er en forening, der har som formål at støtte børns
sunde udvikling og værne om glæden ved såvel skolen som livet.
Narreguld
Introduktion til en kritisk undersøgelse af computere i barndommen
Denne rapport udsprang af et møde i
Spring Valley, New York, i februar 1999 i
forbindelse med grundlæggelsen af den
amerikanske afdeling af ‘Alliance for Childhood’
(Den Fri Alliance for Barndommens
Bevarelse).
Alliancen er en international bestræbelse
blandt undervisere, læger og andre, som
er dybt bekymrede for børns velfærd i
dag, og som mener at kun ved at arbejde
sammen i en bredt funderet koalition mellem
enkeltpersoner og organisationer, kan
man gøre en væsentlig forskel i børnenes
liv.
Vore grundlæggende overbevisninger og
anliggender er som følger:
• Barndommen er en afgørende livsfase
og må beskyttes for at opleves til fulde.
Den bør ikke forhastes.
• Ethvert barn fortjener dyb respekt som
individ. Den enkelte har behov for hjælp
til at udvikle sine egne unikke evner og
til at fi nde måder at indfl ette disse i en
sund social sammenhæng.
• Nutidens børn lever under voldsomt
pres og lider i stigende grad af sygdomme
som allergier, astma, hyperaktive
forstyrrelser, depression og autisme.
Denne stresstilstand må lettes.
Et opfølgende møde blandt Alliancens
partnere og venner med ekspertise inden
for området børn og computere rejste
yderligere, mere udtalte bekymringer. De
fornemmede, at fordelene ved computere
til børn i for- og grundskole var stærkt
overdrevne. De havde en mistanke om,
at der ikke blev korrekt redegjort for omkostningerne
– i form af økonomiske udgifter,
tabet af kreative ‘hands-on’-indlæringsmuligheder
og den forvoldte skade
på børns fysiske og følelsesmæssige helbred.
De besluttede sig for at undersøge
og dokumentere kendsgerningerne og at
offentliggøre resultaterne. Denne rapport
er frugten af denne indsats.
Gennem det forløbne år har en række
personer arbejdet hårdt for at forberede
denne rapport, specielt Colleen Cordes,
tidligere journalist indenfor videnskabs-
og teknologipolitik på Chronicle of Higher
Education, og Edward Miller, tidligere redaktør
for Harvard Education Letter. Vi er
dem dybt taknemmelige og takker ligeledes
de, der har bidraget til denne rapport
med deres fortrinlige arbejde.
I denne rapport fokuserer vi på børn i den
tidlige barndom og grundskolen, eftersom
forskningsmateriale viser, at der er
få fordele ved computere i denne periode.
Illustrationerne er fra
12. klasses zoologiopgave
Der skal stadigvæk arbejdes en del med
spørgsmålet om, hvorledes man sikkert og
effektivt introducerer computere til ældre
elever. Vi modtager med glæde en mulighed
for at arbejde sammen med andre
grupper og enkeltpersoner, der er interesserede
i disse spørgsmål.
Håbet er, at denne rapport gennem en
omfattende udbredelse, vil resultere i en
åben og livlig debat. Demokratiet trives,
når sociale forandringer ledsages af offentlig
debat, hvor alle synsvinkler udforskes.
I dette tilfælde har det været så
alment antaget, at computere er grundliggende
for barndommen, at der næsten
ikke har været nogen offentlig debat. Vi
håber, at denne rapport vil stimulere samtalen
og føre til en sundere og mere velovervejet
politik omkring brug af computere
i barndommen.
Joan Almond,
amerikansk koordinator
Alliance for Childhood. ■
Narreguld
Resumé
NARREGULD - RESUMÉ : 027
Rapporten kan i sin fulde længde,
frit downloades fra
www.friallianceforbarndommen.dk
og fra Vidar Skolens hjemmeside
Computere forandrer på grundlæggende
og uventede måder børns liv i hjemmet og
i skolen.
Sund fornuft anbefaler, at vi overvejer den
mulige skade såvel som det lovede udbytte
af denne forandring.
Computere udgør alvorlige sundhedsrisici
for børn. Disse risici omfatter tilbagevendende
belastningsskader, øjenanstrengelser,
fedme, social isolation og for nogle
længerevarende fysiske, følelsesmæssige
eller forstandsmæssige udviklingsskader.
Den øverste amerikanske sundhedsmyndighed
(Surgeon General) gør opmærksom
på, at vores børn er den mest stillesiddende
generation nogensinde. Vil de
trives ved at tilbringe endnu mere tid med
at stirre på skærme?
Børn har behov for stærkere personlige
bindinger til omsorgsfulde voksne. Imidlertid
afl edes børns og voksnes indbyrdes
opmærksomhed i kraft af effektive teknologier.
Børn har også behov for tid til aktiv fysisk
leg; alskens former for ‘hands on’-undervisning,
specielt indenfor de kunstneriske
fag, og direkte oplevelse af naturens verden.
Forskning viser, at dette ikke kun er

028 : NARREGULD - RESUMÉ
falbelader, men centralt for børns sunde
udvikling. Alligevel har mange skoler allerede
skåret ned på de få tilbud på dette
område for i stedet at overføre tid og penge
til en dyr og udokumenteret teknologi.
Vægtningen af teknologi afl eder os fra de
presserende sociale og uddannelsesmæssige
behov for lavindkomst-børn. Professor
Sherry Turkle fra M.I.T. har spurgt:
”Benytter vi os af computerteknologi ikke
fordi det er den bedste undervisningsform,
men fordi vi har mistet den politiske
vilje til at fi nansiere undervisning tilstrækkeligt?”
Lad os undersøge påstandene omkring
computere og børn nærmere:
Motiverer computere virkeligt børnene til
at lære hurtigere og bedre?
Vi får at vide, at børn skal begynde at få
undervisning på computere så tidligt som
muligt for at få et forspring til succes. Men
30 års forskning indenfor undervisningsteknologi
har frembragt blot én klar forbindelse
mellem computere og børns læring.
Rutine- og øvelsesprogrammer synes
at forbedre pointantal i beskedent omfang
på visse standardiserede tests indenfor
snævre færdighedsområder, dog ikke nær
så meget eller så billigt som ved en-tilen-undervisning,
noterer Larry Cuban fra
Stanford University. ”Udover dette”, siger
Cuban, forhenværende præsident for
American Educational Research Association,
”er der ikke nogen klar, bydende bevisbyrde
for, at studerendes vedvarende
brug af multimediemaskiner, internettet,
tekstbehandling, regneark og andre populære
brugerprogrammer har nogen indvirkning
på akademiske præstationer.”
Hvad der er godt for voksne og ældre studerende
er ofte uhensigtsmæssigt for
børn. Informationsteknologiens blotte
styrke kan i virkeligheden hæmme små
børns forstandsmæssige udvikling. Ansigttil-ansigt-samtaler
med eksempelvis mere
kompetente sprogbrugere er den eneste
konstante faktor i undersøgelser af, hvorledes
børn bliver dygtige til at tale, læse
og skrive. Tid til rigtig samtale med forældre
og lærere er afgørende. På samme
måde kræver akademisk succes en fokuseret
opmærksomhed, lytten og ihærdighed.
Computeren kan, som fjernsynet, være
en tryllebindende babysitter. Men mange
børn, der overvældes af mængden af data
og imponerende specialeffekter på World
Wide Web og den megen software, har
svært ved at koncentrere sig om en enkelt
opgave. En ny undersøgelse fra den ame-
rikanske sammenslutning af universitetskvinders
uddannelsesstiftelse (American
Association of University Women Educational
Foundation) sår tvivl om den påstand,
at computere automatisk motiverer
læring. Man har fundet, at computere keder
mange piger, og mange drenge synes
mere interesserede i vold og videospil end
i undervisningssoftware.
Må femårige i dag nødvendigvis trænes på
computere for at kunne få morgendagens
højtlønnede job?
For et relativt lille antal børn med visse
handicaps tilbyder teknologien fordele.
Men for fl ertallet udgør computere sundhedsrisici
og mulige alvorlige udviklingsproblemer.
Særligt bekymrende er den
stigende forekomst af invaliderende tilbagevendende
belastningsskader blandt studerende,
som i barndommen begyndte at
bruge computere.
Teknologien i nutidens skoler vil for længst
være forældet, før de femårige afslutter
skolen. Kreativitet og fantasi er forudsætninger
for innovativ tænkning, som aldrig
vil gå af mode på arbejdspladsen. En tung
kost af færdiglavede computerbilleder og
programmeret legetøj synes at hæmme
en fantasirig tænkning. Lærere rapporterer
om, at børn i vores elektroniske samfund
i alarmerende grad er ved at blive
ude af stand til at frembringe egne forestillinger
og ideer.
”Forbinder” computere virkelig børn med
verden?
Alt for ofte er det, som computere sætter
børn i forbindelse med, trivielle spil,
upassende voksenmateriale og aggressiv
reklamevirksomhed. De kan også isolere
børnene følelsesmæssigt og fysisk fra direkte
oplevelser i den naturlige verden.
Fjernundervisningen, som de taler til fordel
for, er det modsatte af, hvad alle børn,
specielt børn i risikozonen, har mest behov
for: nære forbindelser med omsorgsfulde
voksne.
Forskning viser, at det at styrke båndene
mellem lærere, elever og familier er et ef-
NARREGULD - RESUMÉ : 029
fektiv middel for elever med vanskeligheder
og skoler med problemer. At lægge for
stor vægt på teknologi kan svække disse
bånd. The National Science Board rapporterede
i 1998, at længerevarende udsættelse
for computermiljøer kan skabe ‘individer
ude af stand til at klare sig i virkelighedens
roderi, at opfylde samfundsstrukturens
behov og at klare kravene for personligt
engagement.’
I de små klasser har børnene behov for at
bruge deres hænder, hjerter, kroppe og
forstand – ikke computerefterligninger.
Selv i gymnasiet, hvor fordelene ved computere
er tydeligere, lægger for få teknologi-fag
vægt på etikken eller farerne ved
on-line-forskning og kommunikation. For
få hjælper eleverne med at udvikle kritiske
evner til at foretage individuelle bedømmelser
af internettets eller nogen anden
teknologis potentiale for at have negative
såvel som positive sociale konsekvenser.
De, der har en tro på, at teknologien
kan løse uddannelsesproblemerne,
burde undersøge børns behov mere
dybdegående. En fornyelse af uddannelsen
forudsætter gode læreres
og aktive forældres personlige
opmærksomhed overfor eleverne,
stærkt støttet af det omgivende
samfund. Det kræver, at man forpligter
sig til udviklingsmæssigt at
befordre undervisningen og en opmærksomhed
overfor hele spektret
af børnenes low-tech-behov, det
være sig på det fysiske, følelsesmæssige
og sociale, såvel som på
det kognitive felt.

030 :
Fluen på
væggen
Af Siv, 6. klasse
Jeg ser alt det, I ikke ser. Jeres anstrengelser
for at gøre alle ting rigtigt, jeres
stress for at nå hen til det rigtige sted på
det rigtige tidspunkt. Jeres sorg, frygt,
kærlighed, vrede, glæde, længsel o.s.v.
Når den sorte mand går igennem gaden,
bliver sparket ned bagfra af en dansk bande.
Jeg ser hans frygt, da en fod træder hårdt
på hans ryg og hans ønske om at tilpasse
sig ind i Jeres samfund.
Det ser jeg, og mere til, for jeg er fl uen på
væggen. ■
Bjerggeden
Af Franciska, Alexander og
Louise (6. klasse)
Personer:
En mand / En kone / En bjergged
De var på bryllupsrejse oppe i bjergene.
En dag gik manden en tur i bjergene for
at se på solnedgangen, og da han var på vej
hjem, kom en lille ged frem fra en busk, og
manden kunne på en måde føle, at geden
ville have, at han skulle tage den med hjem.
Så det gjorde han, og han valgte at give den
som bryllupsgave til sin kone.
Manden gemte geden i deres have, og så
var det også blevet meget sent.
Den næste morgen, da konen vågnede,
fi k hun et stort chok; en lille klump lå i
hendes fodende og da hun sparkede lidt
til den lille klump kom et lille hoved op
”en GED!” råbte hun.
Geden blev sur, fordi konen havde sparket
til den, så den gik ud i køkkenet, og
efter et stykke tid hørte man et brag derudefra.
Konen løb ud i køkkenet, og så at geden var
godt i gang med at æde både porcelænstallerkener
og dug.
Konen skreg: ”Den ged æder os ud af huset!!!”
Manden kom ud i køkkenet og sagde: ”Det
er jo bare lille Muggi, han kan ikke gøre for
det. Han var jo bare sulten, han har måske
sultet ude i haven.”
Konen skreg: ”NU KAN DET VÆRE NOK! Jeg
er den, der er skredet, og forvent ikke, at jeg
kommer tilbage igen!”
Nu følte manden, at han aldrig kunne blive
glad igen, for konen var hans største lykke. ■
Elever fra 7. klasse om arbejdet med
skuespillet, Et tidsbillede
Det lille tidsbillede som blev stort
Af Emilie, 7. klasse.
Sådan oplevede jeg perioden med Columbus-spillet:
Det var dejligt sådan lige pludseligt at
komme i gang med noget nyt efter næsten
et halvt år på skolen.
Jeg sad i klassen sammen med de andre,
da vi fi k at vide, at vi skulle lave et skuespil
om Columbus.
Forløbet var ret enkelt, det var et lille
stykke på ca. en halv time. Frank sagde,
at vi selv skulle lave nogle af vores replikker,
hvilket var ret fedt.
Da vi endelig gik i gang, var det ikke så
let, som vi havde troet. Bare det at vælge
roller var svært. ALLE ville have de samme
roller: Fiskere og skygge. Sjovt nok
var der ikke så mange der ville være Columbus.
Jeg tror, at det var fordi, det var
en ret krævende rolle, og at der ikke var
ret mange, der gad eller ville tage det ansvar,
som Sophia gjorde.
Men vi fi k alle den rolle vi ville have, næsten
da, og det gode ved at lave replikkerne
selv var nok, at alle fi k en del at
sige, og man var selv skyld i, hvis man var
utilfreds.
I starten var vi bare i klassen, meget stille
og roligt. Men lidt efter lidt kom vi på scenen.
Hvor kan det være irriterende hele
tiden at blive rettet på, men sådan er det
jo, vi kan ikke selv bestemme det hele.
Efter at have arbejdet med stykket et
stykke tid, blev det hele ret godt, og vi
manglede bare det sidste: Lys, kulisser og
kostumer.
Men så var det juleferie, YES, det var godt
nok dejligt, det har nu også været ret
hårdt.
I ferien glemte jeg alt, hvad der havde
noget med skolen at gøre, også spillet,
men det kom hurtigt igen. Vi skulle meget
hurtigt have generalprøve, og det var ret
vildt, at vi kunne nå at få alle kostumerne
i orden på næsten kun en dag.
Generalprøven gik ikke som forventet og
alle var en smule trykkede over, at de ikke
lige fi k det kostume, de havde regnet
med. Jeg selv havde ikke forestillet mig,
at jeg skulle se sådan ud, men jeg syntes
heller ikke, at jeg var grim.
Snart kom den store dag. Da vi mødte
klokken 8.00 var der ikke så meget som
en smule nerver på. Men da vi skulle begynde
med kostumer og sminke, kogte det
virkelig op.
Det gik utroligt hurtigt. Vi stod der på scenen
i vores kostumer og bukkede og var
utrolig glade. Det hele var gået totalt perfekt.
Men var det allerede slut?
Nej, det vi nu har lært er selvstændighed
og viljestyrke, noget vi virkelig kan bruge
videre i livet! ■
: 0031

032 :
Vores skuespil
Af Sophia, 7. klasse.
Den første scene spillede jeg med Louis.
Det var en nem scene, og han var god at
spille sammen med.
Det at spille Columbus er ikke en nem
ting, når man er en pige. Man skal spille et
helt andet køn samtidig med, at man skal
leve sig ind i rollen. F.eks. må man ikke
vrikke med numsen, når man går og ikke
sætte på håret, når man er på, alt sådan
noget er vigtigt. Efter alle disse år jeg har
spillet skuespil på skolen, har jeg fundet
ud af, at jeg faktisk godt kan lide det.
Jeg syntes personligt, at det er en spændende
opgave at få. Det med at en hel
klasse skal fuldføre en ting sammen og
samarbejde for at få det hele op at ringe.
Jeg syntes selv, at vi fuldførte opgaven
rigtig godt til sidst. Vi samarbejdede, vi
havde det sjovt, og jeg har bare lyst til at
fortsætte. Min yndlingsscene er nok den
med sømændene, hvor de gør oprør. Jeg
elsker mine replikker i den scene, de gør
det hele så spændende.
”Ja, ham med ægget...” Skyggescenen er
også god, der er en slags spænding i den
og et eller andet uhyggeligt over den.
Jeg syntes, at Fie passede rigtig godt til
den rolle, og hun fuldførte det rigtig godt.
Det fede ved at optræde, det jeg også
kender fra min dans, er at man går og
bakker hinanden op, imens man klæder
om og hygger, det syntes jeg bare er helt
fedt, og så går man ind og fyrer den af. ■
Anmeldelse af
Et Tidsbillede
Af Carl Ørsted Malling,
5. klasse
Skuespillet Et Tidsbillede blev opført af 7.
klasse for Vidar Skolens elever fredag d.
12 jan. 07 og varede ca. en halv time
Spillet forgår i Spanien i året 1492 i starten
af november, hvor en mand ved navn
Christoffer Columbus får en idé om at
fi nde vej igennem verdenshavet for at
fi nde Indien. Christoffer Columbus fandt
et mandskab og et skib ved navn ‘’Santa
Maria’’. De sejlede i ca. 10 uger indtil Columbus
og hans halvubetroede besætning
fandt land.
Inden de kom til land, troede mandskabet,
at de ville sejle ud over verdens ende, eller
at de aldrig ville komme tilbage til deres
nervøse koner. Heldigvis kom de tættere
på land, for der fl ød træ i vandet og
fugle fl øj på himlen, og det var et tegn på
land. Da de endelig nåede i land, fandt de
ud af, at de ikke havde fundet Indien, men
vest Amerika.
Spillet var rigtigt godt, og skuespillerne
spillede godt, og talte højt, så man kunne
høre hvad de sagde. Lyset var lidt usikkert
og så var der lidt fejl i teksten. Men det
var godt i forhold til, at 7. klasse kun har
arbejdet på det i en måned. Kostumerne
var fantastisk fl otte og baggrunden godt
fundet på. ■
Anmeldelse af 7. klasse skuespil
om Christoffer Columbus
Af Sune Bisted Pedersen, 11. klasse
7. klasse opførte et fi nt lille skuespil om
Christoffer Columbus` rejse til Amerika
i 1492. De fortalte, at han egentlig ville
fi nde en søvej den anden vej rundt om
jorden for at kunne få krydderier i Indien.
Men da ingen andre troede på, at jorden
var rund, havde han store problemer med
at skaffe en besætning. Men af sted kom
han, rejsen gik dog ikke smertefrit, for
selv den besætning, han havde fået skaffet,
var bange for at sejle ud over afgrunden,
og jo længere de kom ud, jo større
blev stemningen for mytteri, men Columbus
bad besætningen give ham lidt fl ere
dage, og lige inden de ville kaste sig over
ham, øjnede de land.
ANMELDELSE : 033
7. klasse spillede med god indlevelse og
talte højt, så man kunne høre alt, hvad
der blev sagt. De formåede at holde publikums
opmærksomhed fanget i hele den
halve time, som spillet varede.
Kort og godt! ■
Giv livskvaliteten et løft
Samtaleterapi - Kropsterapi
Parterapi med 2 terapeuter m/k
Lyngby Psykoterapi v/ Jeanne Lindberg
Lyngby Hovedgade 27-29, 2. sal. Kgs. Lyngby
Tlf. 26 17 27 67 – www.lyngby-psykoterapi.dk

034 :
Anmeldelse af 10. klasses skuespil,
Den kaukasiske kridtcirkel
Af Sofie Rhode, 11. klasse
Kort resumé
Den kaukasiske kridtcirkel indledtes med
mordet på en magtfuld guvernør ved navn
Gerogi Abaschwili. Hans kone var en fi n
adelig dame, og sammen havde de en søn.
Da mordet på Georgi Abaschwili skete,
måtte hans kone forlade byen i hastværk
og kom ved et uheld væk fra sin
søn. Uheldet skyldtes mest af alt, at hun
var mere optaget af, hvilket tøj hun skulle
have med, end sin egen søn. En af hendes
køkkenpiger fandt barnet, da hun var
taget af sted, og hun bestemte sig for at
tage sig af barnet, da hun ikke kunne få
sig selv til at efterlade det. Hendes navn
var Gruche Vachnadze. Gruche var samme
dag blevet forlovet med en soldat, der
hed Simon Chachava. Simon blev sendt af
sted for at ledsage guvernørens kone, og
Gruche lovede at vente på ham. Dette var
før, hun fandt barnet. Hun måtte nu fl ygte
fra soldater, der ledte efter Guvernørens
søn, og endte med at blive gift med
en mand hun troede lå på sit dødsleje.
Desværre for hende var han lyslevende.
Gruche ofrede sig meget for barnet! Hun
opdragede ham og kom til at elske ham.
En dag kom guvernørens fi ne kone til hende
og krævede sin søn tilbage. Gruche
nægtede, og sagen endte hos dommeren.
Dommeren viste sig at være meget nem
at bestikke og temmelig beruset. Før rets-
sagen blev Gruche advaret af en bekendt
om dommeren. Hun fi k at vide, at hun blot
skulle fremhæve hendes ”kvindelige kurver”,
så skulle han nok dømme sagen til
hendes fordel. Men dette kunne Gruche
ikke, og under retssagen talte hun højt og
tydeligt om, hvor uretfærdig situationen
var og holdt fuldt og fast på, at barnet var
hendes. Guvernørens kone, som i sin tid
havde efterladt barnet, havde to advokater
og holdt også på, at barnet var hendes.
Til sidst bestemte dommeren sig for
at lade mødrene teste for at se, hvem der
var moderen. Han fi k sin assistent til at
tegne en kridtcirkel på gulvet. Herefter fi k
han barnet, som nu var blevet to år, ind
midt i kridtcirkel. De to kvinder, som begge
mente at være moder til barnet, skulle
nu tage fat i hver sin arm og hive til. Den,
som fi k drengen hevet ud af kridtcirkel ville
vinde, og derved være moderen.
Men Gruche kunne ikke bringe sig selv til
at hive i den lille dreng, og guvernørens
kone hev ham to gange over til sig. Efter
dette skulle dommeren afgøre sagen, og
han dømte, at Gruche var moderen. Forklaringen
på dette lød på, at ingen mor
ville for alvor kunne hive i sit eget barn.
En mor viser altid omsorg. Derudover skilte
dommeren også Gruche fra hendes ægtemand.
Nu fandt Gruche og Simon Chachava sam-
men og levede lykkeligt til deres dages
ende.
Skuespillernes præstationer
Der var utrolig mange roller i Den kaukasiske
kridtcirkel, men dette lod ikke til
at genere 10. klasse. Der var nogen, som
havde op til 5 roller, men alle rollerne blev
spillet med en dygtighed og indlevelse, der
var helt utrolig. Alle tog deres rolle/roller
seriøst og spillede med stor overbevisning,
hvad enten det var en seriøs eller sjov rolle,
de havde.
Regi og kostumer
Kulisserne i stykket var rigtig fl otte og
gennemførte. De var ikke for overdrevene,
som man ellers har tendens til at ønske i
10. klasse (ved jeg selv fra sidste år). Det,
at de havde holdt sig til noget enkelt men
fl ot, gjorde, at sceneskiftene var hurtige
og effektive. Jeg lagde ikke mærke til en
eneste fejl. Derudover var rekvisitterne
også rigtig gode. Der var mange, og de
var gennemførte. Den bedste rekvisit, tror
jeg alle, der har set skuespillet, vil være
enige om, hvad var. Nemlig papmache-hovedet
af Guvernør Abaschwili. Det lignede
overraskende meget den ”rigtige” Guvernør.
Kostumerne var meget fl otte og gennemførte.
De har måttet lave rigtig mange af
Vurdering:
JJJJJ
dem grundet de mange roller. Men ingen
af kostumerne virkede sjuskede.
Lys og lyd
Både lys og lyd var virkelig vellykket! Lyset
fremhævede de personer, der sagde
noget, og skabte den stemning, der passede
til situationen på scenen helt perfekt.
Det var virkelig stemningsfuldt.
Lyden var, som alt andet, fantastisk! Der
var både musik og sang. Især sangene
blev jeg imponeret over. Det virkede slet
ikke som om, at sangerne var påvirkede
af presset over at skulle synge alene på
en scene foran et stort publikum. Det lød
rigtig godt, og stort set alle tonerne blev
ramt.
Alt i alt
Alt i alt var 10. klasses opførsel af Den
kaukasiske kridtcirkel helt fantastisk! Det
hele foregik fl ydende, og så vidt jeg kunne
se, gik der ingenting galt. Jeg var virkelig
underholdt, og det var resten af salen
vist også. Der blev da i hvert fald grinet
meget. Men det var virkelig også et sjovt
stykke. Der var mange sjove detaljer - for
eksempel en fuld munk, en fuld dommer,
et dansende gammelt bondeægtepar og
meget, meget mere. Fantastisk resultat
10., I får alt den ros, jeg overhovedet kan
præstere! ■
: 035

036 : XXXXXX 8. KLASSES TREMÅNEDERSOPGAVE
Halibus acientemus compl. Ibut L. Larimo
essitanderi se me acciam remei scit,
ut abus, Catilicentum talare, etripte rorturnum
dem opubliam auc ta viliis aciocre
ssiliis restraelles Ahae perit re, cupientissil
tude qui inum cont dium
XXXXx 8. klasses tremånedersopgave
Af Signe Vestergård
I 8.kl. stilles eleverne over for en opgave
kaldet Tre-månedersopgaven. Den kan på
mange måder minde om 12. klasses årsopgave
men er selvfølgelig præget af, at
det er en 8.klasses præstation.
I 8. klasse har eleverne tre måneder til
at få lavet opgaven og også her er emnet
helt frit. Opgaven består af en skriftlig del
og en kunstnerisk-praktisk del. Eleverne
bruger tiden uden for skolen til at samle
materiale, som kan hjælpe dem i opgaven.
Enkelte elever har i år fået lov til at hente
information i skoletiden. På andre måder
har det ellers ikke kunnet lade sig gøre for
dem. En har været i smedjen og smede et
sværd. Han skriver om Korsridderne. En
anden har været i praktik hos en fysioterapeut.
Hun skriver om fysioterapi med
handicappede, og en tredje har været et
par dage i Berlin på research. Han skriver
om Den kolde Krig.
Selve opgaven skal fylde 15-20 håndskrevne
sider, alt efter hvor meget den
praktiske del fylder. Den afl everes typisk
i bogform, og så kan der være plancher,
billeder, plakater etc. for yderligere information.
Det pædagogiske i denne opgave er selvevalueringen.
Eleverne fi nder ud af, hvad
de kan, frit, ud fra dem selv. De skal selv
forvalte tiden, samle information og da
deres emne forhåbentlig interesserer
dem, kan de rigtig gå i dybden.
I klassen er der løbende delmålstjek, men
ellers er det helt frit. Eleven kan selvfølgelig
spørge og hente hjælp hos lærerne eller
andre.
I 8. klasse er der 29 elever, og de har
valgt at skrive om hver især følgende emner:
Anna Michala Skålerud:
Den psykiske og fysiske påvirkning på
børn og unge som bruger computer-tv fl ere
timer om dagen.
Amelih Bochtrup Lahogue:
Dansk rap.
Sasha Babenco:
Manga og anime.
Lærke Maffi a Trolle:
Unge og alkohol.
Alexander Liljenbøll Kongsbach:
Christiania.
Natasja Lyng Hagemeister:
Racisme.
Magnus Torpp Larsson:
At komponere og dirigere klassisk musik.
Clara Maria Rosenørn Lemmeke:
Hvad er grunden til vor tids problemer,
hvorfor er verden ikke et Paradis?
Amalie Barfod:
Kost og ernæring.
Johannes Schuldt-Jensen:
Den hellige krig.
Clara Dessau:
Anoreksi.
Magnus Josias Blæsbjerg:
Hvordan fungerer en motor?
Ragnhild Sofi e Arnbjørn Lemmeke:
Psykiske sygdomme og lidelser.
Johanne Schou:
Reinkarnation, tidligere liv, drømmerejser
og ånder.
Marie Lundsgaard Jonesen:
Sushi.
Rasmus Ekstrand:
Hooliganisme i Europa.
Lauge Lukas Bisted Pedersen:
Adidas og Puma.
Victor Hauerslev Munch:
Den kolde Krig.
Prudence Davis:
Ytringsfrihed.
Repara
Eri
8. KLASSES TREMÅNEDERSOPGAVE : 037
Silan Lilli Gersemi Mandrup Kjeldsen:
Dyremishandling.
Thomas Pehrsson:
Ekstrem sport-freestyle.
Freja X. Andersen:
Capoeira.
Noah-Emil Mauer Maltesen:
Helikoptere.
Luna Skjoldann Larsen:
Astrologi.
Annika Anina Slaatto:
Verdensmysterier.
Cecilie Heindorf Kristensen:
Børnearbejde.
Veronika Krogh Lauersen:
Fysioterapi med handicappede.
Freja Timia Ørndrup:
Religioner.
Andreas Øster Rosenkvist:
Louis Vuitton. ■
Reparation Nybygning Køb & Salg
Erik Hoffmann
Violinbygger
Medl. af mesterlauget
Tlf 3871 8396
Hyltebjerg Allé 87
2720 Vanløse
violin@mail.dk
www.violinbygger.dk