04 : XXXXXX XXXXXX : 005 Vidar Skolen Rudolf Steinerskolen i ...

vidarskolen.dk

04 : XXXXXX XXXXXX : 005 Vidar Skolen Rudolf Steinerskolen i ...

04 : XXXXXX XXXXXX : 005

Vidar Skolen

Rudolf Steinerskolen i Gentofte

Brogårdsvej 61

2820 Gentofte

Tlf 3965 7118 kl. 8:30 - 15:00

Fax 3965 5022

Mail kontor@vidarskolen.dk

www.vidarskolen.dk

Legestue 1. og 2. klasse 3965 3854

Legestue 3. og 4. klasse 3965 7139

Lærerværelse 3965 1062

Skoleforening

Michael Brinch 3956 2760

Skolebestyrelse

Jakob Laursen 48 24 99 23

Tillidsråd

Ulla Engelbrecht 3582 3420

Ole Petersen 3616 6070

Michael Tækker Brinch 3956 2760

Eddie Jalving 4916 1418


kolofon

Redaktion

Anne-Marie Mosbech, forælder i 2. og 4. klasse 4075 2768

Claudia Ulrike Wolters, forælder i 6. og 10. klasse 3961 1040

Ellen Friis, pædagog i Legestuen 3542 6750

Gerd Rasmussen, forælder i 3. og 4. klasse 3968 3839

Isabella Carlander, håndarbejdslærer 3860 3882

Helle Wilsted Goll, forælder i 1. og 9. klasse 3976 0095

Jan Magnussen, forælder i 1.og 5. klasse og IT-lærer 3542 1525

Marie Stubbe Teglbjærg, håndarbejdslærer

Merethe Siim Magnussen, forælder i 1. og 5. klasse og klasselærer i 3.klasse 3542 1525

Mecha Steinwand, medlem af skolebestyrelsen og forælder i 12. klasse 4499 4092

Olaf Corry, forælder i 1. og 4. klasse 4588 8268

Sune Bisted Pedersen, 10. klasse 3990 0998

Ansvarshavende

Jan Magnussen jan@vidarskolen.dk 3393 0242

Redaktør

Helle Wilsted Goll helle@goll.dk 5160 1595

Produktion

Jan Magnussen jm@gagarin.dk 3393 0242

Tryk

Frederiksberg Bogtrykkeri info@fb.dk 3834 1144

Indlæg

Indlæg sendes til helle@goll.dk som wordfil i Times eller afleveres på kontoret

Annoncer

1/1 side: kr. 600, 1/2 side: kr. 350, Annoncer sendes til ammosbech@gmail.com

Vidar Nyt

Udkommer aperiodisk 5 gange årligt. Næste deadline 12. april 2007

FASTALAVN : 039


Indhold & leder

Indhold

003: Indhold & leder

004: Samtale med Winni Mathiasen

009: Rengøring – en stadig kærlighedserklæring

til nærværet

024: Vidar Skolen skal under særskilt

tilsyn!

025: Eurytmiforestilling med

Carina Schmidt

016: ”Prøver ville slet ikke passe ind”

017: Musikken er i mennesket

020: Kender du din Engel?

020: Gratisannoncer

026: Narreguld - En kritisk undersøgelse

af computere i barndommen

027: Narreguld - Resumé

030: Fluen på væggen

030: Bjerggeden

031: Det lille tidsbillede som blev stort

032: Vores skuespil - 7. klasse

032: Anmeldelse af Et Tidsbillede

033: Anmeldelse af 7. klasse skuespil om

Christoffer Columbus

034: Anmeldelse af 10. klasses skuespil,

Den kaukasiske kridtcirkel

036: 8. klasses tremånedersopgave

INDHOLD : 003

Maleri med iskrystaller

Leder

Når vi kæmper med skidtet, ligger det ikke

lige for at se den evigt tilbagevendende

rengøring som en udviklingsvej. Skidt skal

skaffes af vejen - det er instinktiv viden,

som alle sunde redebyggere spontant virker

ud fra. Vores kropssprog i rengøringssituationen

fortæller også, at der ikke er

tale om en andægtig hengivelse til øjeblikkets

opgave, for det skal bare overstås.

Vores affald får samme stedmoderlige behandling;

vi strammer knuden på den dyre

plasticpose og kyler den ud til glemslen.

Skidt er simpelthen ikke kanel! Men vores

hverdag bliver aldrig pletfri, og tanker og

handlinger er ikke toldfri. Vores topshinede

rum emmer også af den ånd, vi gjorde

rent i. Det mener Linda Thomas, økologisk

rengøringsdame på attende år. Hun siger i

disse spalter: Når vi gør rent med kærlighed

og bevidsthed, så fi nder der en stigning

sted, så bliver der nemlig et plejet

rum ud af det rengjorte rum. Thomas

trækker himlen ned i skidtet – den inderlige

forbundenhed til et rum smitter af på

menneskene, der senere skal leve og lære

i dem. Rengøring som en andagtshandling

– sådan lever hun sit hverv ud og inviterer

til et paradigmeskift fra fejlfi nderkultur til

generøs tjeneste.

Helt ned i skidtet.

HWG & JM ■


004 : SAMTALE MED WINNI MATHIASEN

Samtale med Winni Mathiasen

Samtale med Winni Mathiasen, håndarbejdslærer og rengøringsansvarlig

Af Helle Wilsted Goll

Mange er de gange, hvor jeg en sen eftermiddagstime

på en bænk i tiden mellem

arbejde og få-et-barn-til-at-bryde-op-fra-

Vidar Skolens-tryllekreds, har iagttaget en

lille majestæt vandre sindigt og målrettet

omkring på vores skole. Dette menneske

er Winni Mathiasen, der som ingen anden

kender de godt brugte bygninger – og alligevel

udstråler hun en værdig ro! Denne

sjældne gave er lagt hos den ansvarlige

for skolerengøringen, en post, som nok

kunne stresse de fl este af os.

Men Winni har valgt en anden vej. Skolens

fysiske legeme er for hende ligeså vigtig

at værne om, som det pædagogiske fundament.

Hun bliver derfor heller ikke ærgerlig

over, at en arbejdsuge lukkes og

slukkes ved, at et rykind af weekendkursister

vader ind på det duftende rene gulv

i Michaelsgangen. Jeg sukker på hendes

vegne. Nu var der jo lige så pænt. Winni

siger derimod: ”Vi må vise rummelighed

over for de aktiviteter og foredrag, der fi nder

sted på skolen uden for skoletid. For

skolen næres af det!” Denne sans for det

oversanselige, som vi altså bidrager til

på godt ondt, deler Winni Mathiesen med

Linda Thomas, der er rengøringsleder på

Goetheanum og kursusleder med blik for

en spirituelt orienteret rengøring. Netop

derfor bringes samtalebilledet med Winni

ifølge af et forkortet interview med en rorgænger

på dette område.

Et livslangt arbejde med børn

Jeg takker antroposofi en for stadig at være

beskæftiget med pædagogisk arbejde,

for jeg begyndte allerede som 16-årig med

at være medhjælper i en almindelig børnehave!

Som attenårig kom jeg på seminariet

og blev uddannet til socialpædagog.

Den åndelige side af livet havde jeg ikke

hørt noget om derhjemme, tværtimod.

Min far var ateist og gav udtryk for, at sådan

noget som Gud ikke fandtes. Men på

min næste arbejdsplads mødte jeg to

mennesker med en anden indsigt i livet;

børnehavens leder var en jødisk kvinde og

stedfortræderen var kristen. Her blev jeg

konfronteret med et andet livssyn. De lærte

mig at man skal leve med sit arbejde og

gav mig også mod til at påvirke mere i den

retning, jeg syntes, at tingene skulle være.

Og så fi k de også pillet noget af seminariets

politiske korrekthed af mig!

”Du skal være Steiner-pædagog!”

På et tidspunkt sagde en veninde til mig:

”Du skal være Steiner-pædagog”! Hun

sagde det på en måde, så jeg ikke kunne

lade være med at tage det alvorligt. Hun

var en særlig person for mig. Det var ligesom

et gammelt menneskemøde. Vi arbej-

Biodynamisk kvalitet...

Ja tak, send mig:

Weleda Image katalog

Naturtekstil katalog

Helios opskriftspostkort

Helios folder om alternative sødemidler

Navn:

Adresse:

Postnr.:

By:

Send kuponen i en lukket kuvert til:

Dansk Helios, Østerskovvej 2, 7000 Fredericia

eller kontakt os pr. mail eller telefon

DIV07

www.biodynamisk-kvalitet.dk

... i en nøddeskal

Helios – mer’ end mad

Dansk Helios • Østerskovvej 2 • 7000 Fredericia

tlf. 7595 4088 • helios@helios.dk • www.helios.dk


006 : SAMTALE MED WINNI MATHIASEN

dede sammen på et børnehjem på Bernstorffsvej,

hvor hun var pædagogmedhjælper,

og jeg var i 3-års-praktik. Hun

var varm, blid, rund og fremadstræbende.

Og meget hjælpsom – hun skaffede mig

en lejlighed i samme andelsforening, hvor

hun selv boede! Men jeg tog ikke hendes

opfordring til mig; fra socialpædagogisk

seminarium i Sydhavnen havde jeg et forbehold

over for Rudolf Steiner. Det lå ligesom

i luften, at Rudolf Steiner-pædagogikken

ikke var noget, man skulle beskæftige

sig med.

Inger Brochmanns korte kurser

Der gik længe, før jeg fulgte min venindes

direkte opfordring til at gå ”Steiner-vejen”.

Men på et tidspunkt, hvor jeg arbejdede

i småbørnsstue i en børnehave i Sundby,

hørte jeg om Inger Brochmanns korte kurser

i Steiners pædagogik og menneskebillede

med henblik på det lille barn i den

første 7-årsperiode. Det skulle jeg prøve!

Med tiden blev jeg en del af de korte kurser

baggrundsgruppe, der hjalp med de

praktiske opgaver og var med til at præge

undervisningstilbuddene på planlægningsmøderne.

De korte kurser blev jo afholdt

i salen her på skolen. I pauserne arrangerede

vi café og solgte mad fra Den Grønne

Butik og te, kaffe og æblemost. I dette

frivillige arbejde mødte jeg også Ellen fra

Fotos er fra 12. klasses

eurytmiforestilling Snehvide

”Vi må vise rummelighed over for de aktiviteter og foredrag, der fi nder

sted på skolen uden for skoletid. For skolen næres af det!”

Legestuen og vi har også været i Paulusgruppe

(antroposofi ske studiekreds med

sæde på Vidar Skolen) sammen.

Sprogformning som middel til selvudvikling

Jeg fandt en dør til selvudvikling i sprogformningen,

hvor man hele tiden ryger ind

i sine personlige mure. Jeg skulle særligt

arbejde med min generthed. Som barn

kunne jeg ikke sige en lyd, når jeg blev

kaldt op til tavlen. Selv at komme ind på

skolens lærerværelset var i begyndelsen

en overvindelse for mig! Merete Nielsens

undervisningsform i sprogformning er meget

levende – man bevæger sig meget,

og hun er selv meget præcis og kraftfuld.

Hun har lært mig kvaliteten i hvert eneste

bogstav!

Jeg blev under min steinerpædagogiske

uddannelse meget bevidst om, hvordan

man taler til børn – det ligger mig på sinde!

Det er en vigtig del af mig, at man kan

nå børnene med sproget. De store børn

med fødderne på jorden – dem kan man

tale til, så meningen er uden tvivl.

Men jeg vil også gerne lade børnene være

medvirkende til at skabe, at præge dem til

at stå fast på en besked og være lydhøre,

så de forankrer en forklaring eller meddelelse

med det samme.

”Jeg takker antroposofi en for stadig at være beskæftiget

med pædagogisk arbejde…”

Skovbørnehave-dage

Inden jeg kom til Vidar Skolen, var jeg i

et vikariat et halvt år i Steinerbørnehaven

Lindholm – det var bare et sted ét

skridt fra himlen! Så gennemarbejdet og

gennemtænkt i forhold til børnenes dagsrytme.

Dengang havde vi kun halvdelen

af lederen Gittes hus at være i. Vi var ude

året rundt og begyndte først at spise frokost

indenfor, når bladene føg op i madkasserne.

Bagefter arbejdede jeg i halvandet år i

en Steinerskovbørnehave i Vellinge. Det

var et meget leret område, så der var altid

mange vandpytter. Men det gjorde jo

så, at børnene legede med frøer og lavede

konkurrencebaner til frøerne. Vi voksne

passede så på, at frøerne ikke led for meget

under legen.

Ansvarlig for skolerengøringen

Det første år, hvor jeg var i børnehaveklassen

sammen med Ann-Christine Gyllenberg,

blev jeg spurgt, om jeg ville være

ansvarlig for rengøringen af Vidar Skolen.

Det var sjovt, at jeg lige skulle få stillet

den opgave! Jeg havde nemlig forinden

været til forældrerengøring (p.t. har Winni

børn i 11. og 15. klasse) og oplevede at

stå alene, fordi de andre familier ikke var

dukket op. Det slog mig, at dette her kun-

SAMTALE MED WINNI MATHIASEN : 007

ne man gøre meget mere ved. På vej hjem

tænkte jeg igennem, hvad der skulle til for

at forbedre situationen, så man ikke stod

og manglede rengøringsmaterialer eller

medforældre.

Det var med bævende hjerte jeg gik ind til

opgaven, for kunne jeg nu leve op til mine

egne ambitioner om at få det hele til at

fungere? Men med tiden får man rutinen

og bliver mere afslappet. Det er dejligt at

få lov til at gro ind i noget nyt, så man bor

i det!

Til hverdag står fjorten unge og to voksne

for den daglige rengøring, og jeg er på

skolen til klokken 17, indtil alle er færdige.

Jeg samarbejdede fra starten med forældrerepræsentanter,

der gerne ville hjælpe

med at lave klasserengøringslister, der

skulle trykkes og sendes ud til hjemmene.

I år har jeg selv udsendt jeg alle listerne.

Men næste år går vi tilbage til den oprindelige

organisering af listerne ved klasserepræsentanterne.

Jeg har forsøgt at

gøre arbejdsgangen mere overskuelig og

mere central, så der er nøgler til at forældrene

kan komme ind i de lokaler, der står

på rengøringslisten, som ligger i mapper i

klasserne. Spandene er pakket med klude

og rengøringsmidler, så man kan gå i gang

og fordele arbejdet ud fra beskrivelserne.


008 : SAMTALE MED WINNI MATHIASEN

”Jeg fandt en dør til selvudvikling i sprogformningen, hvor man hele tiden

ryger ind i sine personlige mure.”

Hvis organiseringen ikke er i orden, vil der

være mange, man ikke ser igen en anden

gang! Det er jo et stort arbejde forældrene

lægger i de tre timer – dét kan man

se på dem bagefter! Mange skal vist bare

hjem og have en middagslur. Når alle de

gode hjælpere har forladt skolen klokken

13, får jeg sorteret kludene til vask og sat

tingene på plads, og en time efter er jeg

på vej hjem.

I løbet af ugen møder jeg klokken ti hver

dag, hvor jeg har håndarbejde med 1., 2.,

3., 4. og 6. klasse. I mellemtimerne slapper

jeg af og forbereder mig på de næste

timer, den daglige rengøring eller forældrerengøringen

i weekenderne, så det faktisk

ikke er nødvendigt for mig at tage arbejde

med hjem.

Fritid

Jeg har gået meget til gymnastik og kom

i mine yngre voksen-år med i en KFUM/Kspejder-klan.

Det kaldes for ”rover”. Jeg

måtte ikke gå til spejder som barn, men

her fi k jeg chancen for at prøve noget af

alt det sjove ved at være spejder. Her var

der også virkelig tale om selvforvaltning;

vi skulle planlægge halve år frem og siden

evaluere om visionerne stod mål. En af

vores opgaver var også at bakke de store

og små spejdere op omkring børnearbej-

det og støtte spejderlederne.

Nu har jeg trukket mig ud af spejderarbejdet,

men har stadig kontakt med nogle

af kammeraterne fra dengang. Vi mødes

så og tager på hejk, plukker svampe eller

spiller canasta. Og så får vi grinet.

Jeg elsker at være sammen med glade

mennesker og få grinet! Og så har jeg jo

min familie og vores kolonihave, hvor vi

bor hele sommeren.

Fremtidsplaner?

Jeg lever lige hér og nu og arbejder med

tingene, indtil jeg

fi nder en balance i

det. Når tiden er til

det, får jeg et billede

af, hvad jeg har

bag mig og i hænderne

og kan mærke,

om jeg er klar til

at begynde på noget

nyt. Lige nu er

det at undervise i

håndarbejde sammen

med tre kolleger

nyt nok for mig

– og jeg står på en

skole med mange

muligheder for at

engagere sig! ■

Rengøring – en stadig

kærlighedserklæring til nærværet

Interview ved Jutte Rhode-Röh med Putzfrau Linda Thomas, Goetheanum

Oversat og indledt af Helle Wilsted Goll

På Goetheanum udbyder man kurser i

mange emner inden for antroposofi en, der

alle kunne være værd at skrive om. Vidar

Nyt- redaktionen blev dog sat på sporet

af temaet rengøring, som alle læsere vist

har erfaring med. Dette tilsyneladende

meningsløse Sisyfos-arbejde, som mange

gerne ville kunne betale sig fra. Men på

hjemmesiden www.putzfachtagung.org inspireres

man af en række one-liniers til at

se rengøring fra en ny vinkel:

”Rengøring er en stadig kærlighedserklæring

til nærværet.

”Rengøring betyder altid mening

– fordi renlighed skaber afklaring og muligheder

– fordi naturen således bliver hævet op til

kultur

- fordi menneskelig omsorg intet andetsteds

forbinder sig så betingelsesløst

med materien.”

Linda Thomas er personen bag sitet og en

kapacitet inden for rengøring med en spirituel

perspektivering. Rengøring er blevet

et livstema for hende, siden hun (- og en

veninde med specialistviden i kemi) for atten

år siden med held startede deres eget

økologiske rengøringsvirksomhed. Som

leder har Linda Thomas ikke holdt sig tilbage

for at deltage med kost og spand.

Rengøring er for hende ikke blot at fjerne

RENGØRING : 009

snavs, men det kan samtidig være en pleje,

der øger et rums værdi, der atter virker

positivt helende ind på de mennesker,

der skal opholde sig der. Linda Thomas

rejser verden rundt og holder foredrag og

kurser om en bevidsthedsændring i rengøringsarbejdet

– bl.a. for overskoleforældre

og elever på Waldorf-skoler. Vidar Nyt

kontaktede Linda Thomas, og hun mailede

os bedredvillligt et langt interview, som

hun i 2006 gav til Flensburger Hefte i forbindelse

med Putztagung, det rengøringsseminar,

der fandt sted på Goetheanum

i våren 2006. Det følgende er et oversat

uddrag fra denne artikel, som Jutta Rhode-Röh

har forfattet.

Jutta Rhode-Röh: Er der en spirituel

dimension ved rengøring?

Linda Thomas:

Der er absolut denne dimension, for alt,

hvad vi gør med bevidsthed og kærlighed,

har en anden dimension. Når vi gør rent

med kærlighed og bevidsthed, så fi nder

der en stigning sted, så bliver der nemlig

et plejet rum ud af det rengjorte rum. Et

plejet rum virker helt anderledes end et

rengjort rum. Derfor taler jeg ikke gerne

om pleje, hvis det endnu ikke er på tale.

Jeg plejer ikke et rum, hvis jeg bare gør

rummet rent.


010 : RENGØRING

”Jeg går ind for, at overskolelever selv gør deres del af skolen ren… Elever,

som selv gør deres skole ren forbinder sig helt anderledes med deres skole.”

Jutta Rhode-Röh: Hvad adskiller

egentlig ”pleje” fra ”rengøring”?

Linda Thomas:

Noget rengjort er jo rent. Denne renhed holder

imidlertid ikke længe. Når vi plejer, er

det ganske enkelt gjort grundigere, og dermed

resulterer det i en helt anden udstråling.

Der er jo klinisk rene rum, der ingen

atmosfære har og er rengjort til døde. I et

plejet rum kan der roligt herske en let uorden

engang imellem, men man mærker for

eksempel, om planter trives. Planter er for

mig mig en god indikator for, hvad der lever

i et rum. Der fi ndes planter, som vokser i et

rum, og der er planter, som trives der. Der er

nemlig forskel på at vande og pleje.

Jutta Rhode-Röh: Når De gør rent og

plejer, som De jo gør det, hvilke kræfter

omgås De da?

Linda Thomas:

Jeg forsøger ganske enkelt at forbinde mig

med rummet og de objekter, der er i det

og at arbejde med hengivelse og megen

iagttagelse. Ved denne virksomhed skoler

man jo iagttagelsen uhyre meget. Man

kan ikke gøre rent, hvis man ser skidt. Det

er lige nøjagtigt derfor, at der er så mange

dårligt rengjorte rum, fordi menneskene

ganske enkelt ikke iagtager, hvad de om-

giver sig med. Iagttagelse og bevidthed,

altså begge gestus som helhed, er usandsynlig

vigtige. Det er et centralt spørgsmål

for mig, om jeg gør rent med hektiske

bevægelser, om mine bevægelser er

harmoniske, så jeg derved tager vare på

min egen krop. Hvordan tager jeg noget i

hånden, hvordan omgås jeg med det? Hvis

De ser på et menneske, der gør rent, får

De ofte indtrykket af, at han kæmper med

snavset. Jeg har ofte talt med mennesker

om dette. De har herefter sagt: ”Det er

en daglig kamp!” Men når man kæmper

med noget, så er der straks en aggressiv

undertone. Jeg påstår imidlertid, at vi

kan forvandle snavset, og så har vi en helt

anden gestus over for og holdning til arbejdet.

Når man gør rent, ændrer noget sig i rummet.

Når nogle mennesker gør rent, mærker

man bagefter tydeligt det hektiske i

rummet, de havde med sig i arbejdet. I

sådanne rum får man nogle gange åndenød,

så mærker man straks lysten til at

lukke et vindue op eller bare at glatte en

lille dug, fordi man instinktivt vil fuldende

en strygende bevægelse, som beroliger

elementarvæsenerne en smule.

Jutta Rhode-Röh: De har også arbejdet

meget med unge mennesker. Kan


012 : RENGØRING

” Det efterlader ganske enkelt helt andre spor i rummet, hvis der er gjort

rent af tvang eller med modvilje.”

De skildre, hvad De har oplevet ved at

gøre rent sammen med unge?

Linda Thomas:

Jeg blev engang bedt om at foretage en

hovedrenrengøring på en anstalt for unge

strafafsonere. Disse unge mænd var mellem

13 og 17 år. I huset, som jeg arbejdede

i, var ti unge. Hele trappeopgangen var

fuld af graffi ti; det lignede et spøgelsestog.

Huset som helhed var meget snavset

og forsømt. De unge havde skoddet deres

cigaretter overalt; i sofaerne, på borde,

på væggen, på døre. Overalt lå der cigaretskod.

Toiletterne stank som gyllemarker.

Jeg spurgte, hvem der var ansvarlig

for rengøringen. Fængselsfunktionæren

svarede, at det var de unge. Jeg spurgte

dernæst, hvem der viste de unge, hvor

de skulle gøre rent,og fi k svaret, at det

gjorde fængselsfunktionæren. Jeg tilså

også fængselsfunktionærens nattevagtsrum

– det så ikke meget anderledes ud.

Jeg sagde da, at jeg gerne ville komme og

udføre arbejdet, men ikke med fi rmaet,

med derimod alene og og i samarbejde

med de unge og fængselsfunktionæren.

Først bandt de ikke an, men jeg gjorde det

straks klart, at udgiften ville blive mindre,

når jeg selv og ikke fi rmaet udførte opgaven.

Efter en halv time modtog jeg en opringning.

Opgaven blev mig bevilliget.

I samme øjeblik fi k jeg et reelt panikanfald.

Mine egne børn var stadig små, og jeg

havde overhovedet ingen erfaringer med

puberterende unge. Derfor sagde jeg, at

jeg havde en bøn, om først at lære alle de

unge at kende. Derved kunne jeg vende

mig til deres skytsengel. Jeg havde en ti

dages tid til at lade drengene fl ytte ind

foran mit indre øje og gik inderligt og direkte

ind i en samtale med deres skytsengle.

Da jeg ankom, var der til at begynde

med stadig en smule skyhed; men med

tiden kom vi hinanden meget nær. Jeg forklarede

dem ganske enkelt, hvordan man

gør metodisk, hvor man begynder, hvad

man skal lægge mærke til, og jeg arbejdede

meget stærkt med humor, brugte altså

hele tiden ordsprog og vittigheder, så

stemningen blev stadig mere afspændt.

De unge begyndte på arbejdet og selvom

de kun skulle tage sig af bestemte områder,

ville de pludselig gøre alt rent. De

tog selv deres plakater og klistermærker

af væggene. En spurgte mig, hvordan han

kunne gøre sit stereoanlæg rent på en

økologisk måde,, og en anden ville skille

hele sin seng ad og gøre hver eneste stykke

træ rent. Jeg kom også med bemærkninger

som: der sidder en dværg i hjørnet,

” Hvis De som tilskuer ser på et menneske, der gør rent, får De ofte

indtrykket af, at han kæmper med snavset.”

dér må du passe særligt godt på, for den

er en smule giftig. Dét tog de unge alvorligt,

som jeg havde tænkt, de ville.

I den følgende weekend havde de købt

maling for deres egne penge og malet hele

trappeopgangen med en god dækkende

farve. De lod den imidlertid ikke være forblive

hvid, men malede på begge etagerne

i opgangen et grønt landskab med bløde

grønne bakker, i midten en hus med rosa

gardiner og en grøn dør, æbletræer, kirsebærtræer,

fugle, en prægtig sol, børn, som

satte drager op, tulipaner, solsikker og

endda små snegle. På disse vægge malede

de altså en tryg verden. Jeg blev overrasket

og berørt, for det blev mig bevidst, at

gennem spørgsmålet om rengøring var noget

blevet vækket i børnene, som de måske

slet ikke vidste, at de havde behov for

nemlig friskhed, skønhed og harmoni.

Jutta Rhode-Röh: R.-R.: Har De overvejet,

at børnene kunne gøre dette,

fordi de havde oplevet med hvilket

sindelag, De var gået til arbejdet?

Linda Thomas:

Jeg er jo ikke tilskuer til mig selv i arbejdssituationen,

men jeg er ofte blevet

fortalt, at der skulle være en stærk religiøsitet

i mine bevægelser, og dette har vel

RENGØRING : 013

nok en virkning ganske enkelt ved, at man

ser det. Men jeg kan ikke selv bedømme

det. I sidste uge var jeg i Stuttgart; der

fortalte en kvinde, som aldrig nogensinde

havde set mig før, at jeg for tre år siden

havde forandret hele hendes liv. Hendes

mand havde dengang deltaget i et af mine

semniarer og var kommet hjem og havde

vist hende, hvordan jeg gjorde rent. Fra

da af havde alt i hendes husholdning ændret

sig.

Jutta Rhode-Röh: Hvad mennesker

gribes af ved Dem er jo ikke kun Deres

engagement og kompetence, men

langt mere, at De også udfører deres

virke i en kristen ånd – næsten sammenlignelig

med motivet i fodtvætningen.

Linda Thomas: Måske går det i den retning.

Men for et halvt år siden, var jeg i

en virkelig krise, hvor jeg spurgte mig selv

om jeg kunne udholde endnu atten år til.

Det var ikke nemt for mig stadig at være

konfronteret med denne kølige høfl ighed

og med en vis respektløshed, når jeg kom

et ellerandet sted hen.Ofte bliver man ikke

engang hilst på, når man gør rent. Alle andre

hilser man på, men den, der gør rent,

hilser man ikke på. Jeg følte det altid, som

om man udelukkede os. Man så forbi os,


014 : RENGØRING

” Planter er for mig mig en god indikator for, hvad der lever i et rum.”

fordi vi mindede disse mennesker om, at vi

udførte noget, som de egentlig selv kunne

gøre. Jeg har slet ikke noget imod at man

lader andre mennesker gøre rent. Tværtimod

fi nder jeg det meget vigtigt. Men det

er dog interessant, at de andre mennesker

har fl ere forbehold over for rengøring, end

vi, som gør rent for dem. I denne identitetskrise

spurgte jeg mig selv, hvad jeg

skulle gøre, og derved kom tre spørgsmål

til mig. Det første lød.Hvordan holder jeg

dette ud? Det andet spørgsmål var: Hvordan

virker forskellige rum på mennesker?

Jeg fornemmede dem simpelthen så forskellige

og spurgte for eksempel mig selv,

hvordan dette eller hint klasselokale virkede

på børnene. Og det tredje spørgsmål

var: Hvordan kan jeg indvirke på rummene?

Hvordan virker et rum, efter at jeg har

virket derinde? Kan jeg gøre noget, så det

senere hen går bedre for rummet?

Svarene kom til mig lidt efter lidt. Spørgsmålet

om udelukkelsen besvarede jeg i

mit inderste med een sætning, som jeg

havde mødt et eller sted: Lær ikke at gøre,

hvad du elsker, men lær derimod at elske,

hvad du gør. Og straks kom erindringer

fra min bardom, nemlig hvordan vi som

børn havde rystet vores syge bedstemors

pude ud af vinduet, og vores mor sagde:

„I må ryste den godt, så alle tårerne fl yver

ud, så bedstemor igen trøstet kan lægge

sit hoved på puden.” Jeg øvede til at begynde

med dette som et mønster, ligesom

man udfører en biøvelse (red: Rudolf Steiner

beskriver i et lille hæfte, Biøvelser, en

række øvelser i opmærksomhed, som man

kan anvende i en almindelig hverdag.) Jeg

prøvede at ryste noget ud af tingene eller

at stryge noget glat. På et tidspunkt blev

svaret en del af mig.

I det øjeblik, at jeg lærte at udføre min

opgave med kærlighed og hengivelse, da

lærte jeg også at betræde et rum uden at

fælde dom. Det var simpelthen min opgave,

og jo værre et rum var, desto interessantere

blev min opgave. Jeg følte heller

ikke væmmelse selv ved de værste toiletter.

Jeg tænkte ikke:” Gud, sikke nogle

svin!“ dermod blot:„Dét har du nu at udrette.”

Jeg udfører ikke mit arbejde med en intention

om at ændre noget. Jeg går aldrig

ind i et rum med en hensigt om at trække

noget ned over et rum. Jeg skaber rum, så

de væsener, med dette lokale, med dette

virke eller denne klasse kan udtrykke,

hvad denne klasse behøver. Jeg selv ved

det jo ikke. Jeg kan højst forsøge at ledsagde

de væsner, som positivt kan øve

indfl ydelse i dette rum. Jeg arbejder altid

du fra grundsætningen: ”Din vilje ske”. Jeg

” Ofte bliver man ikke engang hilst på, når man gør rent. Alle andre

hilser man på, men den, der gør rent, hilser man ikke på.”

går aldrig ind med min egen vilje. Jeg kan

jo ikke forudsætte, at ethvert menneske

er indforstået med den idé, som jeg har

om, hvad der gør godt for et rum.

Jutta Rhode-Röh: Hvis De kunne ønske

noget for temaet rengøring eller for

menneskene, hvad ville De da ønske?

Linda Thomas: Jeg ville ønske, at man atter

lærer at værdsætte dette virke og lader

det få den vægt, det fortjerner. Rengøring

er en vigtig sag og danner et fundamen-

tet. Når det bliver bevidstgjort, er meget

vundet. Forsømmelser frembringer vandalisme

og ligegyldighed, og dette er til stor

skade. At undervise i et forsømt klasselokale

har intet med pædagogik at gøre. ■

Emnet rengøring kan studeres nærmere i

RENGØRING : 015

Manfred Schmidt-Brabant’s bog Spirituelle grundlagen

einer menschengemässen Hausmütter-arbeit

(Philosophisch-Antroposophischer Verlag,

Dornach 1993) eller den svenske oversættelse

Hem och familj som andligt arbetsfält (Nova

Förlag 1996).


016 : SÆRSKILT TILSYN

Vidar Skolen

skal under særskilt tilsyn!

Af Olaf Corry (far i 1. og 4. klasse)

Folketinget har besluttet, at alle børn skal

testes, og at afgangsprøven i 9. klasse

skal være obligatorisk fra 2007. Det gælder

dog ikke friskoler, som kan sige nej

tak til tests og afgangsprøven. Men de

skoler, der takker nej til test bliver til gengæld

underlagt ’særskilt tilsyn’.

Lærerne på Vidar Skolen har netop valgt

at sige nej tak til test og dermed ja tak til

det særskilte tilsyn. Men hvad kommer det

til at betyde for Vidar Skolen?

Forældrenes ansvar

Der har hersket lidt mystik omkring det

nye ’særskilte tilsyn’, der venter. Men Undervisningsministeriet

har løftet lidt af sløret

over for Vidar Nyts medarbejder:

”For det første vil ministeriet holde øje

med, hvad børnene fra test-frie skoler fi nder

på efter 9. klasse. Det hedder ’overgangsfrekvensen’.

Ser den usædvanlig eller

dårlig ud, så kan ministeriet fi nde på at

undersøge sagen nærmere” siger Anders

Andersen, pædagogisk konsulent i Skolestyrelsen.

”For det andet undersøger vi skolernes

undervisningsplaner, som nu også skal

lægges ud på alle skolers hjemmesider.

Ekstra besøg kan også komme på tale,

hvis vi mener, der er noget, der bør un-

dersøges”, tilføjer Anders Andersen.

Endelig lægger Anders Andersen stor

vægt på, at det på friskoler som udgangspunkt

er forældrene, der har ansvaret for

at føre tilsyn med, at undervisningen ”står

mål med, hvad der almindeligvis kræves i

folkeskolen”, som han formulerer det.

Allerede nu er det sådan, at forældre på

friskoler udpeger en ekstern tilsynsførende,

som skal besøge skolen, overvære

timer og skrive en årlig rapport. Når en

skole er under særskilt tilsyn betyder det

blandt andet, at ministeriet altid læser den

eksterne tilsynsførendes rapport. Det gør

embedsmændene normalt ikke.

Anders Andersen lægger vægt på, at forældrekredsen

selvfølgelig også kan ’føre

tilsyn’ via de sædvanlige kanaler for dialog

for eksempel skole-hjemsamtaler, forældremøder,

deltagelse i generalforsamlingen og

igennem bestyrelsen. Bestyrelserne har ansvaret

for at lave retningslinier for, hvordan

forældrenes tilsyn foregår i praksis.

Vi kan godt være os selv bekendt

Det nye særskilte tilsyn bekymrer ikke

formanden for Vidar Skolens bestyrelse,

Jakob Laursen. ”Vi ved ikke så meget om,

hvad kontrolbesøgene kommer til at indebære.

Men jeg er ikke bekymret. Vi kan

godt være os selv bekendt – så de skal da

være velkomne.”

Alle Steinerskolerne i Danmark har sagt

nej til 9. klasses afgangsprøver – og har

dermed pådraget sig det særskilte tilsyn

Vi arbejder på det

Lærer på Vidar Skolen, Jørgen Bækkeskov,

er med i et samarbejde med de andre

Steinerskoler, hvor målet er at fi nde

en fælles form for evaluering af eleverne i

stedet for afgangsprøver med karakterer.

”Vi arbejder på, hvordan vi kan dokumentere

og evaluere vores undervisning, specielt

i 9. klasse. Det håber vi er færdigt i

marts, så det kan komme med i vidnesbyrdene

til sommer”, siger Jørgen Bækkeskov

til VidarNyt.

Jakob Laursen håber på, at processen

med at evaluere mere kan blive positiv:

”Nogle krav er irriterende – når man for

eksempel skal beskrive alting i detaljer

– men processen kan blive positiv, fordi vi

skal overveje hvad vi gør, og hvorfor. Min

største bekymring er, at nogen skulle mene,

vi skal have de tests og afgangsprøven”,

siger Jakob Laursen, som er sikker

på, at vores elever kan overleve uden eksaminer,

som han selv har gjort det. ■

Eurytmiforestilling

– med Carina Schmidt

Tirsdag den 6.marts kl. 20.00.

Entre 120,-/stud. 60,- på Vidarskolen

Carina Schmidt er en af verdens dygtigste

og mest erfarne eurytmister. Hun har

gjort eurytmi i over 40 år, har uddannet

eurytmister på eurytmiskolen i Hamburg i

22 år og er siden 1999 leder af Eurytmiensemblet

ved Goetheanum.

Carina Schmidt har fl ere gange optrådt på

Vidarskolen. I 80’erne og begyndelsen af

90’erne med Hamburg Eurytmiensemble,

som hun ledede i 15 år, og siden med scenegruppen

ved Goetheanum i Schweiz.

De senere år har hun med stor succes turneret

rundt i Europa bl.a. i samarbejde

med Else Klink-ensemble fra Stuttgart

med store symfoniske forestillinger for

fulde huse.

Nu efterkommer hun et ønske om at turnere

med et soloprogram, som bl.a. indeholder

en eurytmisk udformning af 2. sats

af klaversonate af Beethoven, Toccata

Troncata af Sofi a Gubaidulina og 3. sats

fra ”Sonate for klaver og cello” af Dimitri

Schostakowitsch.

Carina Schmidt er en erfaren eurytmist

med stor kunstnerisk spændvidde – og

virkelig anbefalelsesværdig. ■

: 017


0018 : ”PRØVER VILLE SLET IKKE PASSE IND”

”Prøver ville slet ikke passe ind”

Interview med Jørgen Bækkeskov

Af Olaf Corry (far i 1. og 4. klasse)

Hvad tror du, det kommer til at betyde,

at vi får særskilt tilsyn på Vidarskolen?

Vi ved ikke så meget om, hvad det kommer

til at indebære. Men vi arbejder jo på

at dokumentere, hvad eleverne kan på en

anden måde. I det omfang vi kan tage det

positivt op, så får vi en større bevidsthed

om, hvor vi skal hen. Vi får måske klarere

målsætninger, hvis vi har kraft nok til at

gøre det ekstra arbejde, der skal til.

Hvorfor sagde skolen egentlig nej til

test?

Det ville slet ikke passe ind i den progression,

vi har på en Steinerskole. Vi lærer

tingene i en anden rækkefølge. Det ville

gribe meget ind i vores pædagogiske forløb

at blive testet undervejs udefra. Med

hensyn til afgangsprøven vil vi ikke fokusere

en hel skoles arbejde på de relativt

få, der vil på gymnasiet efter 9. klasse.

Det er noget andet end det, som er skolens

spor.

Kunne man forestille sig alternative

test, der passer til Steinerskoler?

Det har vi ikke snakket om, men der ligger

en hel masse i det, som man ikke lige kan

sige ja eller nej til. Standardtest for en hel

årgang kan være problematiske i forhold

til en undervisning, der tager udgangs-

punkt i det enkelte barn. Så det er noget,

vi generelt omgås med varsomhed.

Men er der ikke et fælles minimum,

som alle gerne skal kunne, også på en

Steinerskole?

Jo, i 3., 6. og 9. klasse kunne man måske

gøre det – hvis man var med på tests.

Men vores elever klarer sig godt. Og jeg

tror ikke, at man kan afdække noget med

tests, som ikke ville komme frem i en

klassesituation.

Tror du, skolen ville falde igennem,

hvis man lavede tests?

Nej bestemt ikke. Men vi rummer nogle

fl ere udsving. De lærer måske ikke alle

sammen at læse så tidligt, og det ville slå

ud i de nationale test, der kommer til at

blive brugt over hele landet.

Men når man når frem til 9. klasse, så er

der bestemt ikke nogen forskel i, hvad

børnene kan.

Er der ikke afgangsprøver i de tyske

steinerskoler?

- Det ved jeg ikke helt. Men for en del år

siden havde de et 13. år, hvor de kunne

forberede sig på at søge ind på videregående

uddannelser. Men de klager over, at

det breder sig nedad i skolerne.

”I kunsten forløser mennesket

ånden, bundet i verden.

I musikkens kunst

ånden, bundet i mennesket selv.”

Rudolf Steiner

Musikken er i mennesket

Af musiklærer Henrik Prahl

Det barn, der kommer til skolen i 1. klasse,

bliver mødt med en musikundervisning,

der på alle måder forsøger at videreføre

den musikalske impuls, barnet selv

bærer med sig. Denne impuls, som alle

børn har fået i vuggegave, er den legende

frit bevægelige sang, som ustandseligt følger

barnet i dets leg og virke.

Ikke alle børn er lige frit musicerende.

Mange er allerede alt for påvirket af den

evigt hårdt pumpende voksenmusik, som

uafl adeligt strømmer ud af alle mulige højtalere.

Men når vi alligevel ind til denne

musikalske urkerne, kan det egentlige

musikalske arbejde begynde.

Musikken er i mennesket, vi er os det bare

ikke altid lige meget bevidst. Det lille barn

er et med sin musik, hele kroppen er tydeligvis

musik. Kan vi hjælpe til at bibeholde

denne frie legende spontane musikoplevelse,

så er meget nået.

Musikken er i mennesket, men er bare alt

for ofte sklerotiseret i en eller anden stivnet

musikalsk selvopfattelse. Hos det lille

barn er dette ganske tydeligt, men det

kan så til gengæld ofte hjælpes til at løsne

disse sklerotiserede bånd, for atter at

svæve frit med sin indre musik.

Musikken er i mennesket, selve kroppen

er instrumentet, hvor musikken fi nder

sin fl ygtige fysiske manifestation i lyden,

mens det åndelige ved sagen, det der be-

MUSIKKEN ER I MENNESKET : 019

fi nder sig mellem de fysiske toner, strømmer

gennem mennesket, beånder det.

Sangen, stemmen kommer nærmest dette

fænomen, og det er så også naturligt, at

netop sangen, kombineret med den pentatone

fl øjte, som forlængelse af åndedrættet,

kommer først i barnets skolegang.

Én stor inkarnationsproces

Hele skolegangen er én stor inkarnationsproces,

begyndende med en paradisisk

tilstand, en langsom nedstigning samt uddrivelse

af dette paradis, en større bevidsthed

om sit indre, en større tyngde,

til en voldsom tyngde, vendende sig til en

mere bevidst oplevelse af årsager, større

kropsbevidsthed, fi nere motoriske evner,

større intellektuel formåen, til at ende

med en både åndelig og fysisk bevidsthed,

begge ben solidt plantet på jorden, med

evne til at gennemskue og virke kunstnerisk

formende ind i denne fysiske verden.

Alt dette er en klar beskrivelse af musikkens

vej på skolen. Først stemmen og

fl øjten, åndedrættet, ånden i den ”frie

musik”, dernæst mere fysisk bevidsthed,

violinen som billede på det indre menneske,

violinen som muliggør en distance, en

holden ud fra sig selv og iagttage fænomenerne

åndedræt og nervebaner, til det

mere og mere individualiserede barn som

del af det store klassesamfund, orkesteret


020 : MUSIKKEN ER I MENNESKET

”Det lille barn er ét med sin musik, hele kroppen er tydeligvis musik”

med dets mange instrumenter.

Vi kan vel godt være enige med mange

forældre og lærere om, at årene fra 6./7.

klasse til 10. klasse er nogle ret så svære

år at komme igennem. Det er lidt af et nåleøje

i mange henseender, ”bunden er nået”

i inkarnationsprocessen. Inden denne

”bund” nås, er det uhyre vigtigt, at barnet

har fået værktøjer med sig, som det aldrig

vil glemme.

For i denne periode ”glemmer” barnet alt.

Dog vil det, der er indarbejdet som motoriske

færdigheder så at sige blive siddende

i kroppen. Disse færdigheder vil så kunne

stå frem i en mere eller mindre forvandlet

form, når glemslen slipper sit tag. Derfor

sætter vi så energisk ind med den instrumentale

undervisning fra 5. klasse.

Viljen, evnen og tålmodigheden

Musikken er i mennesket, dette antroposofi

ske statement er vigtigt at holde sig

for øje i netop denne fase af barnets udvikling.

For hvad betyder det egentlig?

Som før beskrevet er den fysiske krop instrumentet,

det hylster som musikken kan

manifestere sig i. For at kunne forløse et

stykke musik, kræves det, at eleven kan

forstå sangen i musikken, rent faktisk er

al musik en art omskrevet sang, al musik

skal kunne ”synge” på alle instrumenter.

Dette fænomen skal indledningsvist øves

med eleven, samtidigt med at det intellektuelle

nodebillede skal forstås. Dette

kræver hårdt viljesarbejde, og stor tålmodighed,

evner der absolut ikke er en selvfølge,

men de skal læres jo før des bedre.

Så kommer værktøjet, instrumentet, med

alle dets krav til holdning og tonedannelse

etc.. Dette arbejde kræver megen koncentration

og fokus, igen kommer viljen og

tålmodigheden på prøve.

Uanset evner skal alle deltage i denne

proces, og ingen bliver tabt på gulvet, da

der i videst muligt omfang sørges for opgaver

som i sværhedsgrad er så differentieret

som muligt efter standpunkt. Det

store talent skal give plads til brummeren

og omvendt, bl.a. deri ligger en af de store

sociale udfordringer musikfaget også

tager hånd om. Når så musikken er øvet

grundigt, efter store viljeskampe, så kommer

øjeblikket hvor musikken skal kunne

forløses.

Når englene synger

Hele forløbet indtil nu, har været én lang

forberedelsesvej hen imod forløsningen.

Kroppen har nu åbnet sine kanaler, instrumentet

øvet, så det uden fysiske hindringer

kan spille, og vi er nu parate til at lade

musikken manifestere sig. Nu skal al vilje

lægges væk, i stedet skal vi nu ydmygt

kunne modtage inspirationen fra musik-

”Hele skolegangen er én stor inkarnationsproces”

ken, lade den bruge os som sit talerør. I

virkeligheden er det forkert at sige, at vi

spiller musik, det er faktisk omvendt, det

er musikken der spiller gennem os, hvis

vi har forberedt os grundigt nok. Er vi for

viljesorienterede i opførelsesøjeblikket, så

går noget af musikken tabt. Lykkes det for

os, så er vi et med de store ånder, ja så

hører vi englene synge.

Alt dette skal alle deltage i, uanset talent.

Ikke alle når det store udbytte, ligesom

i mange andre fag, det afhænger jo i høj

grad af egen viljesindsats. Men selv de,

der alt for ofte ikke har haft deres ting i

orden, de vil også opleve de fantastiske

øjeblikke, hvor et musikværk forløses, og

måske undres over hvad der skete. Efter

sådanne oplevelser ser vi ofte, at førhen

mindre engagerede elever pludselig tager

opgaven på sig.

Musikken på skolen vil aldrig blive et middel

til behagelig adspredelse, musikken

er en skolingsvej, vi vil aldrig komme til

at bruge den som middel til at få en eller

anden bitter pille til at glide ned. Musik er

et bevidsthedsfænomen med iboende lovmæssigheder

som skal læres og forstås.

Læreren skal nå alle elever

At alle er med, sætter læreren på en hård

opgave, for det er så sin sag at tilfredsstille

både toppen og bunden lige meget.

MUSIKKEN ER I MENNESKET : 021

Alle skal have udfordringer, og som med

alt andet på skolen, sættes niveauet efter

de dygtigstes standard. Ikke sådan at forstå

at de mindre dygtige så ikke også får

noget, der modsvarer deres standpunkt,

her er det op til den enkelte spillelærer at

fi nde løsninger.

For orkestrenes vedkommende lægges

programmet altid således, at mindst et

værk er let tilgængeligt, et er ”medium”,

og et mere krævende. For at dette komplicerede

regnestykke skal kunne gå op, er

det desuden vigtigt, at også eliten får ekstra

udfordringer. Dette åbenbart forkætrede

udtryk, elite, er en nødvendighed, for

at barnet kan have naturlige forbilleder i

sin skolegang. Faktisk beundrer vore elever

højlydt de elever der kan noget ekstra.

Det, at der er en synlig top, får mange

elever til at stræbe efter at kunne mere,

hvilket så igen får det musikalske arbejde

til at fungere bedre. Vi er i øvrigt på de

sidste lærerstævner blevet grundigt belært

om, hvor vigtigt det var, at vi gav de

særligt begavede elever fl ere krævende

udfordringer. Det er så i al beskedenhed

det, vi praktiserer i musikundervisningen

på skolen.

Det store perspektiv

Afrundingsvist vil jeg prøve at sammenfatte,

hvad musikfaget egentlig er for en


022 : MUSIKKEN ER I MENNESKET

”Musikken på skolen vil aldrig blive

et middel til behagelig adspredelse,

musikken er en skolingsvej”

størrelse. Som det nok er de fl este forældre

bekendt, er begreberne tanke- følelse

og vilje, de tre sjæleled, den treklang som

al waldorfpædagogik udspringer af.

I løbet af hver eneste skoledag skal vi meget

gerne komme rundt om alle tre væsensled,

tanken som ”hovedtema” i hovedfagsundervisningen,

følelsen som temaet

midt på dagen i sprog- musik og

eurytmien, og sidst på dagen, viljen som

”hovedtema” i håndværksundervisningen.

Disse afgrænsninger er selvfølgelig ret

grove, da alle tre elementer skal være til

stede i alle typer undervisning, men altså

her udelukkende ment som ”tema”.

Her er det interessant at se på musikkens

væsen. I musikken er alle tre væsensled

til stede. Melodien er tanken, den fl ydende

bevægelige tankestrøm. Harmonien er

musikkens følelsesliv, lige fra de stærke

emotionelle følelsesudbrud, til de forfi nede

elegante lette lyse harmonier. Rytmen er

viljen, lige fra den koleriske viljesudladning,

til den fl egmatiske stille, men

stærke vilje.

Således er musikken et

fuldendt billede på mennesket.

Mennesket er musik! ■

Kender du

din Engel?

Af Emma, 6. klasse

Kender du din engel?

Kender du din frelser?

Kender du din englevagt?

Kender du alt det gode

og det onde?

Kender du din Engel? ■

Dagplejemor med Steiner baggrund

til Eva Rose søges pr. ca. 1. Jan 2008

Vi bor i Lyngby, så vi håber på at fi nde

en, ikke alt for langt væk.

Kh. Tina Halse Hecksher

th@ad-styling.dk / fastnet 33932704

Vi vil gerne “overtage” et par vandregummistøvler

i størrelse ca. 42

dreng til brug på Laplandsturen.

Måske er der nogen fra nuværende

9. eller 8. klasse som ligger inde med

et par lettere brugte – så vil vi gerne

se på dem.

Henvendelse til Bodil S Christensen,

Mølleåparken 7 st tv., 2800 Lyngby

fastnet 45871133 / mob 41173049



Maestro Liutaio

uddannet i Cremona, Italien

Nybygning af violin, bratsch og cello

Salg af strygeinstrumenter og tilbehør

Alle reparationer udføres

Butik og værksted

Lavendelstræde 10 : 1462 København K

Tlf 3316 4080 : Fax 4588 7024

bk@violinbygger.com : www.violinbygger.com


024 : VIDARSALONEN

Vidarsalonen

MARCEL PROUSTS SPØRGSMÅL

MIT MEST MARKANTE KARAKTERTRÆK

Jeg er en fi ghter.

EGENSKABER SOM JEG VÆRDSÆTTER HOS

EN MAND

At han er en gentleman, råstyrke.

EGENSKABER SOM JEG VÆRDSÆTTER HOS

EN KVINDE

Det moderlige og omsorgsfulde, kærligt

hengivende intelligens og ærlighed.

HVAD JEG VÆRDSÆTTER MEST HOS MINE VENNER

At de er så overbærende og til rådighed.

MIN STØRSTE SVAGHED

Min utålmodighed og, at jeg kan have for

mange bolde i luften.

MIN YNDLINGSBESKÆFTIGELSE

At ligge under solen med en god bog – og at

lave mad.

HVAD JEG KUNNE TÆNKE MIG AT VÆRE

Bondekone med et lille husmandssted og

dørsalg.

HVAD VILLE VÆRE DEN STØRSTE ULYKKE FOR

MIG?

Ensomhed længere tid af gangen.

MIN DRØM OM LYKKEN

Fred og ro en gang imellem.

HVILKET LAND VILLE JEG ALLERHELST LEVE I

I Danmark, for det meste…..

YNDLINGSFARVE

Varme farver, orange-røde.

YNDLINGSBLOMST

Morgenfrue og de fl este høstblomster.

YNDLINGSFUGL

De små kvikke.

YNDLINGSFORFATTERE

Jeg læser utrolig meget hele tiden, så en

decideret yndlingsforfatter har jeg ikke, men

det sidste jeg har læst var Juleoratoriet,

Undtagelsen og Tempelridderne.

YNDLINGSDIGTERE

Det må være Benny Andersen, han kommer

vidt omkring og helt ud i alle kroge.

YNGLINGSKOMPONISTER

Bl.a. Bach, men jeg hører også en del

pop og rock, og der er teksterne vigtige

for mig, deres budskab.

YNDLINGSHELT I LITTERATUREN

Åh, det er altid noget med ædle og renhjertede

ledere eller riddere.

Proust (1871-1922) er først og fremmest

kendt for sit omfattende romanværk På sporet

af den tabte tid (7 romaner på tilsammen

3200 sider), der har gjort ham til en af sværvægterne

i fransk litteratur.

Udover at skrive på sit store værk var han

også en hyppig gæst i Paris’ saloner omkring

århundredeskiftet, hvor man morede sig med

at krydse klinger på et verbalt plan.

I denne forbindelse fandt han på en række

spørgsmål efter mottoet “Fortæl mig, hvad du

elsker, og jeg skal fortælle dig, hvem du er.”

YNDLINGSMALERE

En yndling har jeg ikke, da det ikke er

alt, den pågældende har lavet, jeg holder

af, men Rothko med hans enkelthed,

Nolde og Monet.

YNDLINGSHELTINDER I LITTERATUREN

Det er noget med stærke møer eller kvinder,

som får manifesteret sig i samfundet

og vinder ære og respekt.

MINE HELTE I DET VIRKELIGE LIV

Det er mine nærmeste omkring mig, bl.a.

mine kollegaer, men i særdeleshed min

mand, som bærer os gennem livet uden

at sætte for mange spørgsmålstegn.

MINE HELTE I HISTORIEN

Personer, som har været før deres tid

og risikeret livet for en sag for at rykke

menneskeheden et bevidshedsmæssigt

skridt i den rigtige retning.

YNDLINGSNAVNE

Marcus, Malene, Maja og Martin.

HISTORISKE PERSON, SOM JEG FORAGTER

MEST

Religiøse og politiske ledere igennem tiderne

som har misbrugt deres magt ved

bl.a. undertrykkelse.

HVAD JEG HADER MEST

Dårlig stress og uvidenhed som munder

ud i tåbelighed og meningsløshed.

MILITÆR INDSATS SOM JEG BEUNDRER

MEST

Der er rigtig mange fl otte slag op igennem

historien, romernes struktur, Napoleons

overblik blot for at nævne nogle,

men det er ikke noget, jeg bifalder.

POLITISK REFORM SOM JEG BEUNDRER MEST

Feudalismens ophævelse.

DET NATURLIGE TALENT, SOM JEG VILLE

ØNSKE AT HAVE

Jeg ville gerne være mindre konfl iktsky.

HVORDAN JEG VIL DØ

Uden alt for mange smerter, sovende

stille ind i min himmelseng.

MIN SINDSTILSTAND LIGE NU

En klasselærer der ser frem til sin

vinterferie...

FEJL, SOM JEG KAN BÆRE OVER MED

Mange, blot de så erkendes og en

undskyldning kan falde.

VIDARSALONEN : 0025

MIT MOTTO

Hvorfor gøre i dag, hvad du kunne have

gjort i går? ■


026 : NARREGULD

Den 28. marts er der tema-forældremøde i Børnehaveklassen,

1.- 2.- 3. og 4.klasse. Temaet er mediers virkning på vores børn og

deres skolegang. Forældremødet begynder med et fælles foredrag

med Michael Brink, voksenunderviser og medlem af præcidiet.

Som en opvarmning til denne temaaften bringer Vidar Nyt her et

resume af en amerikansk rapport fra Alliance for Childhood. Alliance

for Childhood er en forening, der har som formål at støtte børns

sunde udvikling og værne om glæden ved såvel skolen som livet.

Narreguld

Introduktion til en kritisk undersøgelse af computere i barndommen

Denne rapport udsprang af et møde i

Spring Valley, New York, i februar 1999 i

forbindelse med grundlæggelsen af den

amerikanske afdeling af ‘Alliance for Childhood’

(Den Fri Alliance for Barndommens

Bevarelse).

Alliancen er en international bestræbelse

blandt undervisere, læger og andre, som

er dybt bekymrede for børns velfærd i

dag, og som mener at kun ved at arbejde

sammen i en bredt funderet koalition mellem

enkeltpersoner og organisationer, kan

man gøre en væsentlig forskel i børnenes

liv.

Vore grundlæggende overbevisninger og

anliggender er som følger:

• Barndommen er en afgørende livsfase

og må beskyttes for at opleves til fulde.

Den bør ikke forhastes.

• Ethvert barn fortjener dyb respekt som

individ. Den enkelte har behov for hjælp

til at udvikle sine egne unikke evner og

til at fi nde måder at indfl ette disse i en

sund social sammenhæng.

• Nutidens børn lever under voldsomt

pres og lider i stigende grad af sygdomme

som allergier, astma, hyperaktive

forstyrrelser, depression og autisme.

Denne stresstilstand må lettes.

Et opfølgende møde blandt Alliancens

partnere og venner med ekspertise inden

for området børn og computere rejste

yderligere, mere udtalte bekymringer. De

fornemmede, at fordelene ved computere

til børn i for- og grundskole var stærkt

overdrevne. De havde en mistanke om,

at der ikke blev korrekt redegjort for omkostningerne

– i form af økonomiske udgifter,

tabet af kreative ‘hands-on’-indlæringsmuligheder

og den forvoldte skade

på børns fysiske og følelsesmæssige helbred.

De besluttede sig for at undersøge

og dokumentere kendsgerningerne og at

offentliggøre resultaterne. Denne rapport

er frugten af denne indsats.

Gennem det forløbne år har en række

personer arbejdet hårdt for at forberede

denne rapport, specielt Colleen Cordes,

tidligere journalist indenfor videnskabs-

og teknologipolitik på Chronicle of Higher

Education, og Edward Miller, tidligere redaktør

for Harvard Education Letter. Vi er

dem dybt taknemmelige og takker ligeledes

de, der har bidraget til denne rapport

med deres fortrinlige arbejde.

I denne rapport fokuserer vi på børn i den

tidlige barndom og grundskolen, eftersom

forskningsmateriale viser, at der er

få fordele ved computere i denne periode.

Illustrationerne er fra

12. klasses zoologiopgave

Der skal stadigvæk arbejdes en del med

spørgsmålet om, hvorledes man sikkert og

effektivt introducerer computere til ældre

elever. Vi modtager med glæde en mulighed

for at arbejde sammen med andre

grupper og enkeltpersoner, der er interesserede

i disse spørgsmål.

Håbet er, at denne rapport gennem en

omfattende udbredelse, vil resultere i en

åben og livlig debat. Demokratiet trives,

når sociale forandringer ledsages af offentlig

debat, hvor alle synsvinkler udforskes.

I dette tilfælde har det været så

alment antaget, at computere er grundliggende

for barndommen, at der næsten

ikke har været nogen offentlig debat. Vi

håber, at denne rapport vil stimulere samtalen

og føre til en sundere og mere velovervejet

politik omkring brug af computere

i barndommen.

Joan Almond,

amerikansk koordinator

Alliance for Childhood. ■

Narreguld

Resumé

NARREGULD - RESUMÉ : 027

Rapporten kan i sin fulde længde,

frit downloades fra

www.friallianceforbarndommen.dk

og fra Vidar Skolens hjemmeside

Computere forandrer på grundlæggende

og uventede måder børns liv i hjemmet og

i skolen.

Sund fornuft anbefaler, at vi overvejer den

mulige skade såvel som det lovede udbytte

af denne forandring.

Computere udgør alvorlige sundhedsrisici

for børn. Disse risici omfatter tilbagevendende

belastningsskader, øjenanstrengelser,

fedme, social isolation og for nogle

længerevarende fysiske, følelsesmæssige

eller forstandsmæssige udviklingsskader.

Den øverste amerikanske sundhedsmyndighed

(Surgeon General) gør opmærksom

på, at vores børn er den mest stillesiddende

generation nogensinde. Vil de

trives ved at tilbringe endnu mere tid med

at stirre på skærme?

Børn har behov for stærkere personlige

bindinger til omsorgsfulde voksne. Imidlertid

afl edes børns og voksnes indbyrdes

opmærksomhed i kraft af effektive teknologier.

Børn har også behov for tid til aktiv fysisk

leg; alskens former for ‘hands on’-undervisning,

specielt indenfor de kunstneriske

fag, og direkte oplevelse af naturens verden.

Forskning viser, at dette ikke kun er


028 : NARREGULD - RESUMÉ

falbelader, men centralt for børns sunde

udvikling. Alligevel har mange skoler allerede

skåret ned på de få tilbud på dette

område for i stedet at overføre tid og penge

til en dyr og udokumenteret teknologi.

Vægtningen af teknologi afl eder os fra de

presserende sociale og uddannelsesmæssige

behov for lavindkomst-børn. Professor

Sherry Turkle fra M.I.T. har spurgt:

”Benytter vi os af computerteknologi ikke

fordi det er den bedste undervisningsform,

men fordi vi har mistet den politiske

vilje til at fi nansiere undervisning tilstrækkeligt?”

Lad os undersøge påstandene omkring

computere og børn nærmere:

Motiverer computere virkeligt børnene til

at lære hurtigere og bedre?

Vi får at vide, at børn skal begynde at få

undervisning på computere så tidligt som

muligt for at få et forspring til succes. Men

30 års forskning indenfor undervisningsteknologi

har frembragt blot én klar forbindelse

mellem computere og børns læring.

Rutine- og øvelsesprogrammer synes

at forbedre pointantal i beskedent omfang

på visse standardiserede tests indenfor

snævre færdighedsområder, dog ikke nær

så meget eller så billigt som ved en-tilen-undervisning,

noterer Larry Cuban fra

Stanford University. ”Udover dette”, siger

Cuban, forhenværende præsident for

American Educational Research Association,

”er der ikke nogen klar, bydende bevisbyrde

for, at studerendes vedvarende

brug af multimediemaskiner, internettet,

tekstbehandling, regneark og andre populære

brugerprogrammer har nogen indvirkning

på akademiske præstationer.”

Hvad der er godt for voksne og ældre studerende

er ofte uhensigtsmæssigt for

børn. Informationsteknologiens blotte

styrke kan i virkeligheden hæmme små

børns forstandsmæssige udvikling. Ansigttil-ansigt-samtaler

med eksempelvis mere

kompetente sprogbrugere er den eneste

konstante faktor i undersøgelser af, hvorledes

børn bliver dygtige til at tale, læse

og skrive. Tid til rigtig samtale med forældre

og lærere er afgørende. På samme

måde kræver akademisk succes en fokuseret

opmærksomhed, lytten og ihærdighed.

Computeren kan, som fjernsynet, være

en tryllebindende babysitter. Men mange

børn, der overvældes af mængden af data

og imponerende specialeffekter på World

Wide Web og den megen software, har

svært ved at koncentrere sig om en enkelt

opgave. En ny undersøgelse fra den ame-

rikanske sammenslutning af universitetskvinders

uddannelsesstiftelse (American

Association of University Women Educational

Foundation) sår tvivl om den påstand,

at computere automatisk motiverer

læring. Man har fundet, at computere keder

mange piger, og mange drenge synes

mere interesserede i vold og videospil end

i undervisningssoftware.

Må femårige i dag nødvendigvis trænes på

computere for at kunne få morgendagens

højtlønnede job?

For et relativt lille antal børn med visse

handicaps tilbyder teknologien fordele.

Men for fl ertallet udgør computere sundhedsrisici

og mulige alvorlige udviklingsproblemer.

Særligt bekymrende er den

stigende forekomst af invaliderende tilbagevendende

belastningsskader blandt studerende,

som i barndommen begyndte at

bruge computere.

Teknologien i nutidens skoler vil for længst

være forældet, før de femårige afslutter

skolen. Kreativitet og fantasi er forudsætninger

for innovativ tænkning, som aldrig

vil gå af mode på arbejdspladsen. En tung

kost af færdiglavede computerbilleder og

programmeret legetøj synes at hæmme

en fantasirig tænkning. Lærere rapporterer

om, at børn i vores elektroniske samfund

i alarmerende grad er ved at blive

ude af stand til at frembringe egne forestillinger

og ideer.

”Forbinder” computere virkelig børn med

verden?

Alt for ofte er det, som computere sætter

børn i forbindelse med, trivielle spil,

upassende voksenmateriale og aggressiv

reklamevirksomhed. De kan også isolere

børnene følelsesmæssigt og fysisk fra direkte

oplevelser i den naturlige verden.

Fjernundervisningen, som de taler til fordel

for, er det modsatte af, hvad alle børn,

specielt børn i risikozonen, har mest behov

for: nære forbindelser med omsorgsfulde

voksne.

Forskning viser, at det at styrke båndene

mellem lærere, elever og familier er et ef-

NARREGULD - RESUMÉ : 029

fektiv middel for elever med vanskeligheder

og skoler med problemer. At lægge for

stor vægt på teknologi kan svække disse

bånd. The National Science Board rapporterede

i 1998, at længerevarende udsættelse

for computermiljøer kan skabe ‘individer

ude af stand til at klare sig i virkelighedens

roderi, at opfylde samfundsstrukturens

behov og at klare kravene for personligt

engagement.’

I de små klasser har børnene behov for at

bruge deres hænder, hjerter, kroppe og

forstand – ikke computerefterligninger.

Selv i gymnasiet, hvor fordelene ved computere

er tydeligere, lægger for få teknologi-fag

vægt på etikken eller farerne ved

on-line-forskning og kommunikation. For

få hjælper eleverne med at udvikle kritiske

evner til at foretage individuelle bedømmelser

af internettets eller nogen anden

teknologis potentiale for at have negative

såvel som positive sociale konsekvenser.

De, der har en tro på, at teknologien

kan løse uddannelsesproblemerne,

burde undersøge børns behov mere

dybdegående. En fornyelse af uddannelsen

forudsætter gode læreres

og aktive forældres personlige

opmærksomhed overfor eleverne,

stærkt støttet af det omgivende

samfund. Det kræver, at man forpligter

sig til udviklingsmæssigt at

befordre undervisningen og en opmærksomhed

overfor hele spektret

af børnenes low-tech-behov, det

være sig på det fysiske, følelsesmæssige

og sociale, såvel som på

det kognitive felt.


030 :

Fluen på

væggen

Af Siv, 6. klasse

Jeg ser alt det, I ikke ser. Jeres anstrengelser

for at gøre alle ting rigtigt, jeres

stress for at nå hen til det rigtige sted på

det rigtige tidspunkt. Jeres sorg, frygt,

kærlighed, vrede, glæde, længsel o.s.v.

Når den sorte mand går igennem gaden,

bliver sparket ned bagfra af en dansk bande.

Jeg ser hans frygt, da en fod træder hårdt

på hans ryg og hans ønske om at tilpasse

sig ind i Jeres samfund.

Det ser jeg, og mere til, for jeg er fl uen på

væggen. ■

Bjerggeden

Af Franciska, Alexander og

Louise (6. klasse)

Personer:

En mand / En kone / En bjergged

De var på bryllupsrejse oppe i bjergene.

En dag gik manden en tur i bjergene for

at se på solnedgangen, og da han var på vej

hjem, kom en lille ged frem fra en busk, og

manden kunne på en måde føle, at geden

ville have, at han skulle tage den med hjem.

Så det gjorde han, og han valgte at give den

som bryllupsgave til sin kone.

Manden gemte geden i deres have, og så

var det også blevet meget sent.

Den næste morgen, da konen vågnede,

fi k hun et stort chok; en lille klump lå i

hendes fodende og da hun sparkede lidt

til den lille klump kom et lille hoved op

”en GED!” råbte hun.

Geden blev sur, fordi konen havde sparket

til den, så den gik ud i køkkenet, og

efter et stykke tid hørte man et brag derudefra.

Konen løb ud i køkkenet, og så at geden var

godt i gang med at æde både porcelænstallerkener

og dug.

Konen skreg: ”Den ged æder os ud af huset!!!”

Manden kom ud i køkkenet og sagde: ”Det

er jo bare lille Muggi, han kan ikke gøre for

det. Han var jo bare sulten, han har måske

sultet ude i haven.”

Konen skreg: ”NU KAN DET VÆRE NOK! Jeg

er den, der er skredet, og forvent ikke, at jeg

kommer tilbage igen!”

Nu følte manden, at han aldrig kunne blive

glad igen, for konen var hans største lykke. ■

Elever fra 7. klasse om arbejdet med

skuespillet, Et tidsbillede

Det lille tidsbillede som blev stort

Af Emilie, 7. klasse.

Sådan oplevede jeg perioden med Columbus-spillet:

Det var dejligt sådan lige pludseligt at

komme i gang med noget nyt efter næsten

et halvt år på skolen.

Jeg sad i klassen sammen med de andre,

da vi fi k at vide, at vi skulle lave et skuespil

om Columbus.

Forløbet var ret enkelt, det var et lille

stykke på ca. en halv time. Frank sagde,

at vi selv skulle lave nogle af vores replikker,

hvilket var ret fedt.

Da vi endelig gik i gang, var det ikke så

let, som vi havde troet. Bare det at vælge

roller var svært. ALLE ville have de samme

roller: Fiskere og skygge. Sjovt nok

var der ikke så mange der ville være Columbus.

Jeg tror, at det var fordi, det var

en ret krævende rolle, og at der ikke var

ret mange, der gad eller ville tage det ansvar,

som Sophia gjorde.

Men vi fi k alle den rolle vi ville have, næsten

da, og det gode ved at lave replikkerne

selv var nok, at alle fi k en del at

sige, og man var selv skyld i, hvis man var

utilfreds.

I starten var vi bare i klassen, meget stille

og roligt. Men lidt efter lidt kom vi på scenen.

Hvor kan det være irriterende hele

tiden at blive rettet på, men sådan er det

jo, vi kan ikke selv bestemme det hele.

Efter at have arbejdet med stykket et

stykke tid, blev det hele ret godt, og vi

manglede bare det sidste: Lys, kulisser og

kostumer.

Men så var det juleferie, YES, det var godt

nok dejligt, det har nu også været ret

hårdt.

I ferien glemte jeg alt, hvad der havde

noget med skolen at gøre, også spillet,

men det kom hurtigt igen. Vi skulle meget

hurtigt have generalprøve, og det var ret

vildt, at vi kunne nå at få alle kostumerne

i orden på næsten kun en dag.

Generalprøven gik ikke som forventet og

alle var en smule trykkede over, at de ikke

lige fi k det kostume, de havde regnet

med. Jeg selv havde ikke forestillet mig,

at jeg skulle se sådan ud, men jeg syntes

heller ikke, at jeg var grim.

Snart kom den store dag. Da vi mødte

klokken 8.00 var der ikke så meget som

en smule nerver på. Men da vi skulle begynde

med kostumer og sminke, kogte det

virkelig op.

Det gik utroligt hurtigt. Vi stod der på scenen

i vores kostumer og bukkede og var

utrolig glade. Det hele var gået totalt perfekt.

Men var det allerede slut?

Nej, det vi nu har lært er selvstændighed

og viljestyrke, noget vi virkelig kan bruge

videre i livet! ■

: 0031


032 :

Vores skuespil

Af Sophia, 7. klasse.

Den første scene spillede jeg med Louis.

Det var en nem scene, og han var god at

spille sammen med.

Det at spille Columbus er ikke en nem

ting, når man er en pige. Man skal spille et

helt andet køn samtidig med, at man skal

leve sig ind i rollen. F.eks. må man ikke

vrikke med numsen, når man går og ikke

sætte på håret, når man er på, alt sådan

noget er vigtigt. Efter alle disse år jeg har

spillet skuespil på skolen, har jeg fundet

ud af, at jeg faktisk godt kan lide det.

Jeg syntes personligt, at det er en spændende

opgave at få. Det med at en hel

klasse skal fuldføre en ting sammen og

samarbejde for at få det hele op at ringe.

Jeg syntes selv, at vi fuldførte opgaven

rigtig godt til sidst. Vi samarbejdede, vi

havde det sjovt, og jeg har bare lyst til at

fortsætte. Min yndlingsscene er nok den

med sømændene, hvor de gør oprør. Jeg

elsker mine replikker i den scene, de gør

det hele så spændende.

”Ja, ham med ægget...” Skyggescenen er

også god, der er en slags spænding i den

og et eller andet uhyggeligt over den.

Jeg syntes, at Fie passede rigtig godt til

den rolle, og hun fuldførte det rigtig godt.

Det fede ved at optræde, det jeg også

kender fra min dans, er at man går og

bakker hinanden op, imens man klæder

om og hygger, det syntes jeg bare er helt

fedt, og så går man ind og fyrer den af. ■

Anmeldelse af

Et Tidsbillede

Af Carl Ørsted Malling,

5. klasse

Skuespillet Et Tidsbillede blev opført af 7.

klasse for Vidar Skolens elever fredag d.

12 jan. 07 og varede ca. en halv time

Spillet forgår i Spanien i året 1492 i starten

af november, hvor en mand ved navn

Christoffer Columbus får en idé om at

fi nde vej igennem verdenshavet for at

fi nde Indien. Christoffer Columbus fandt

et mandskab og et skib ved navn ‘’Santa

Maria’’. De sejlede i ca. 10 uger indtil Columbus

og hans halvubetroede besætning

fandt land.

Inden de kom til land, troede mandskabet,

at de ville sejle ud over verdens ende, eller

at de aldrig ville komme tilbage til deres

nervøse koner. Heldigvis kom de tættere

på land, for der fl ød træ i vandet og

fugle fl øj på himlen, og det var et tegn på

land. Da de endelig nåede i land, fandt de

ud af, at de ikke havde fundet Indien, men

vest Amerika.

Spillet var rigtigt godt, og skuespillerne

spillede godt, og talte højt, så man kunne

høre hvad de sagde. Lyset var lidt usikkert

og så var der lidt fejl i teksten. Men det

var godt i forhold til, at 7. klasse kun har

arbejdet på det i en måned. Kostumerne

var fantastisk fl otte og baggrunden godt

fundet på. ■

Anmeldelse af 7. klasse skuespil

om Christoffer Columbus

Af Sune Bisted Pedersen, 11. klasse

7. klasse opførte et fi nt lille skuespil om

Christoffer Columbus` rejse til Amerika

i 1492. De fortalte, at han egentlig ville

fi nde en søvej den anden vej rundt om

jorden for at kunne få krydderier i Indien.

Men da ingen andre troede på, at jorden

var rund, havde han store problemer med

at skaffe en besætning. Men af sted kom

han, rejsen gik dog ikke smertefrit, for

selv den besætning, han havde fået skaffet,

var bange for at sejle ud over afgrunden,

og jo længere de kom ud, jo større

blev stemningen for mytteri, men Columbus

bad besætningen give ham lidt fl ere

dage, og lige inden de ville kaste sig over

ham, øjnede de land.

ANMELDELSE : 033

7. klasse spillede med god indlevelse og

talte højt, så man kunne høre alt, hvad

der blev sagt. De formåede at holde publikums

opmærksomhed fanget i hele den

halve time, som spillet varede.

Kort og godt! ■

Giv livskvaliteten et løft

Samtaleterapi - Kropsterapi

Parterapi med 2 terapeuter m/k

Lyngby Psykoterapi v/ Jeanne Lindberg

Lyngby Hovedgade 27-29, 2. sal. Kgs. Lyngby

Tlf. 26 17 27 67 – www.lyngby-psykoterapi.dk


034 :

Anmeldelse af 10. klasses skuespil,

Den kaukasiske kridtcirkel

Af Sofie Rhode, 11. klasse

Kort resumé

Den kaukasiske kridtcirkel indledtes med

mordet på en magtfuld guvernør ved navn

Gerogi Abaschwili. Hans kone var en fi n

adelig dame, og sammen havde de en søn.

Da mordet på Georgi Abaschwili skete,

måtte hans kone forlade byen i hastværk

og kom ved et uheld væk fra sin

søn. Uheldet skyldtes mest af alt, at hun

var mere optaget af, hvilket tøj hun skulle

have med, end sin egen søn. En af hendes

køkkenpiger fandt barnet, da hun var

taget af sted, og hun bestemte sig for at

tage sig af barnet, da hun ikke kunne få

sig selv til at efterlade det. Hendes navn

var Gruche Vachnadze. Gruche var samme

dag blevet forlovet med en soldat, der

hed Simon Chachava. Simon blev sendt af

sted for at ledsage guvernørens kone, og

Gruche lovede at vente på ham. Dette var

før, hun fandt barnet. Hun måtte nu fl ygte

fra soldater, der ledte efter Guvernørens

søn, og endte med at blive gift med

en mand hun troede lå på sit dødsleje.

Desværre for hende var han lyslevende.

Gruche ofrede sig meget for barnet! Hun

opdragede ham og kom til at elske ham.

En dag kom guvernørens fi ne kone til hende

og krævede sin søn tilbage. Gruche

nægtede, og sagen endte hos dommeren.

Dommeren viste sig at være meget nem

at bestikke og temmelig beruset. Før rets-

sagen blev Gruche advaret af en bekendt

om dommeren. Hun fi k at vide, at hun blot

skulle fremhæve hendes ”kvindelige kurver”,

så skulle han nok dømme sagen til

hendes fordel. Men dette kunne Gruche

ikke, og under retssagen talte hun højt og

tydeligt om, hvor uretfærdig situationen

var og holdt fuldt og fast på, at barnet var

hendes. Guvernørens kone, som i sin tid

havde efterladt barnet, havde to advokater

og holdt også på, at barnet var hendes.

Til sidst bestemte dommeren sig for

at lade mødrene teste for at se, hvem der

var moderen. Han fi k sin assistent til at

tegne en kridtcirkel på gulvet. Herefter fi k

han barnet, som nu var blevet to år, ind

midt i kridtcirkel. De to kvinder, som begge

mente at være moder til barnet, skulle

nu tage fat i hver sin arm og hive til. Den,

som fi k drengen hevet ud af kridtcirkel ville

vinde, og derved være moderen.

Men Gruche kunne ikke bringe sig selv til

at hive i den lille dreng, og guvernørens

kone hev ham to gange over til sig. Efter

dette skulle dommeren afgøre sagen, og

han dømte, at Gruche var moderen. Forklaringen

på dette lød på, at ingen mor

ville for alvor kunne hive i sit eget barn.

En mor viser altid omsorg. Derudover skilte

dommeren også Gruche fra hendes ægtemand.

Nu fandt Gruche og Simon Chachava sam-

men og levede lykkeligt til deres dages

ende.

Skuespillernes præstationer

Der var utrolig mange roller i Den kaukasiske

kridtcirkel, men dette lod ikke til

at genere 10. klasse. Der var nogen, som

havde op til 5 roller, men alle rollerne blev

spillet med en dygtighed og indlevelse, der

var helt utrolig. Alle tog deres rolle/roller

seriøst og spillede med stor overbevisning,

hvad enten det var en seriøs eller sjov rolle,

de havde.

Regi og kostumer

Kulisserne i stykket var rigtig fl otte og

gennemførte. De var ikke for overdrevene,

som man ellers har tendens til at ønske i

10. klasse (ved jeg selv fra sidste år). Det,

at de havde holdt sig til noget enkelt men

fl ot, gjorde, at sceneskiftene var hurtige

og effektive. Jeg lagde ikke mærke til en

eneste fejl. Derudover var rekvisitterne

også rigtig gode. Der var mange, og de

var gennemførte. Den bedste rekvisit, tror

jeg alle, der har set skuespillet, vil være

enige om, hvad var. Nemlig papmache-hovedet

af Guvernør Abaschwili. Det lignede

overraskende meget den ”rigtige” Guvernør.

Kostumerne var meget fl otte og gennemførte.

De har måttet lave rigtig mange af

Vurdering:

JJJJJ

dem grundet de mange roller. Men ingen

af kostumerne virkede sjuskede.

Lys og lyd

Både lys og lyd var virkelig vellykket! Lyset

fremhævede de personer, der sagde

noget, og skabte den stemning, der passede

til situationen på scenen helt perfekt.

Det var virkelig stemningsfuldt.

Lyden var, som alt andet, fantastisk! Der

var både musik og sang. Især sangene

blev jeg imponeret over. Det virkede slet

ikke som om, at sangerne var påvirkede

af presset over at skulle synge alene på

en scene foran et stort publikum. Det lød

rigtig godt, og stort set alle tonerne blev

ramt.

Alt i alt

Alt i alt var 10. klasses opførsel af Den

kaukasiske kridtcirkel helt fantastisk! Det

hele foregik fl ydende, og så vidt jeg kunne

se, gik der ingenting galt. Jeg var virkelig

underholdt, og det var resten af salen

vist også. Der blev da i hvert fald grinet

meget. Men det var virkelig også et sjovt

stykke. Der var mange sjove detaljer - for

eksempel en fuld munk, en fuld dommer,

et dansende gammelt bondeægtepar og

meget, meget mere. Fantastisk resultat

10., I får alt den ros, jeg overhovedet kan

præstere! ■

: 035


036 : XXXXXX 8. KLASSES TREMÅNEDERSOPGAVE

Halibus acientemus compl. Ibut L. Larimo

essitanderi se me acciam remei scit,

ut abus, Catilicentum talare, etripte rorturnum

dem opubliam auc ta viliis aciocre

ssiliis restraelles Ahae perit re, cupientissil

tude qui inum cont dium

XXXXx 8. klasses tremånedersopgave

Af Signe Vestergård

I 8.kl. stilles eleverne over for en opgave

kaldet Tre-månedersopgaven. Den kan på

mange måder minde om 12. klasses årsopgave

men er selvfølgelig præget af, at

det er en 8.klasses præstation.

I 8. klasse har eleverne tre måneder til

at få lavet opgaven og også her er emnet

helt frit. Opgaven består af en skriftlig del

og en kunstnerisk-praktisk del. Eleverne

bruger tiden uden for skolen til at samle

materiale, som kan hjælpe dem i opgaven.

Enkelte elever har i år fået lov til at hente

information i skoletiden. På andre måder

har det ellers ikke kunnet lade sig gøre for

dem. En har været i smedjen og smede et

sværd. Han skriver om Korsridderne. En

anden har været i praktik hos en fysioterapeut.

Hun skriver om fysioterapi med

handicappede, og en tredje har været et

par dage i Berlin på research. Han skriver

om Den kolde Krig.

Selve opgaven skal fylde 15-20 håndskrevne

sider, alt efter hvor meget den

praktiske del fylder. Den afl everes typisk

i bogform, og så kan der være plancher,

billeder, plakater etc. for yderligere information.

Det pædagogiske i denne opgave er selvevalueringen.

Eleverne fi nder ud af, hvad

de kan, frit, ud fra dem selv. De skal selv

forvalte tiden, samle information og da

deres emne forhåbentlig interesserer

dem, kan de rigtig gå i dybden.

I klassen er der løbende delmålstjek, men

ellers er det helt frit. Eleven kan selvfølgelig

spørge og hente hjælp hos lærerne eller

andre.

I 8. klasse er der 29 elever, og de har

valgt at skrive om hver især følgende emner:

Anna Michala Skålerud:

Den psykiske og fysiske påvirkning på

børn og unge som bruger computer-tv fl ere

timer om dagen.

Amelih Bochtrup Lahogue:

Dansk rap.

Sasha Babenco:

Manga og anime.

Lærke Maffi a Trolle:

Unge og alkohol.

Alexander Liljenbøll Kongsbach:

Christiania.

Natasja Lyng Hagemeister:

Racisme.

Magnus Torpp Larsson:

At komponere og dirigere klassisk musik.

Clara Maria Rosenørn Lemmeke:

Hvad er grunden til vor tids problemer,

hvorfor er verden ikke et Paradis?

Amalie Barfod:

Kost og ernæring.

Johannes Schuldt-Jensen:

Den hellige krig.

Clara Dessau:

Anoreksi.

Magnus Josias Blæsbjerg:

Hvordan fungerer en motor?

Ragnhild Sofi e Arnbjørn Lemmeke:

Psykiske sygdomme og lidelser.

Johanne Schou:

Reinkarnation, tidligere liv, drømmerejser

og ånder.

Marie Lundsgaard Jonesen:

Sushi.

Rasmus Ekstrand:

Hooliganisme i Europa.

Lauge Lukas Bisted Pedersen:

Adidas og Puma.

Victor Hauerslev Munch:

Den kolde Krig.

Prudence Davis:

Ytringsfrihed.

Repara

Eri

8. KLASSES TREMÅNEDERSOPGAVE : 037

Silan Lilli Gersemi Mandrup Kjeldsen:

Dyremishandling.

Thomas Pehrsson:

Ekstrem sport-freestyle.

Freja X. Andersen:

Capoeira.

Noah-Emil Mauer Maltesen:

Helikoptere.

Luna Skjoldann Larsen:

Astrologi.

Annika Anina Slaatto:

Verdensmysterier.

Cecilie Heindorf Kristensen:

Børnearbejde.

Veronika Krogh Lauersen:

Fysioterapi med handicappede.

Freja Timia Ørndrup:

Religioner.

Andreas Øster Rosenkvist:

Louis Vuitton. ■

Reparation Nybygning Køb & Salg

Erik Hoffmann

Violinbygger

Medl. af mesterlauget

Tlf 3871 8396

Hyltebjerg Allé 87

2720 Vanløse

violin@mail.dk

www.violinbygger.dk

More magazines by this user
Similar magazines