04 : XXXXXX XXXXXX : 005 Vidar Skolen Rudolf Steinerskolen i ...

020 : MUSIKKEN ER I MENNESKET
”Det lille barn er ét med sin musik, hele kroppen er tydeligvis musik”
med dets mange instrumenter.
Vi kan vel godt være enige med mange
forældre og lærere om, at årene fra 6./7.
klasse til 10. klasse er nogle ret så svære
år at komme igennem. Det er lidt af et nåleøje
i mange henseender, ”bunden er nået”
i inkarnationsprocessen. Inden denne
”bund” nås, er det uhyre vigtigt, at barnet
har fået værktøjer med sig, som det aldrig
vil glemme.
For i denne periode ”glemmer” barnet alt.
Dog vil det, der er indarbejdet som motoriske
færdigheder så at sige blive siddende
i kroppen. Disse færdigheder vil så kunne
stå frem i en mere eller mindre forvandlet
form, når glemslen slipper sit tag. Derfor
sætter vi så energisk ind med den instrumentale
undervisning fra 5. klasse.
Viljen, evnen og tålmodigheden
Musikken er i mennesket, dette antroposofi
ske statement er vigtigt at holde sig
for øje i netop denne fase af barnets udvikling.
For hvad betyder det egentlig?
Som før beskrevet er den fysiske krop instrumentet,
det hylster som musikken kan
manifestere sig i. For at kunne forløse et
stykke musik, kræves det, at eleven kan
forstå sangen i musikken, rent faktisk er
al musik en art omskrevet sang, al musik
skal kunne ”synge” på alle instrumenter.
Dette fænomen skal indledningsvist øves
med eleven, samtidigt med at det intellektuelle
nodebillede skal forstås. Dette
kræver hårdt viljesarbejde, og stor tålmodighed,
evner der absolut ikke er en selvfølge,
men de skal læres jo før des bedre.
Så kommer værktøjet, instrumentet, med
alle dets krav til holdning og tonedannelse
etc.. Dette arbejde kræver megen koncentration
og fokus, igen kommer viljen og
tålmodigheden på prøve.
Uanset evner skal alle deltage i denne
proces, og ingen bliver tabt på gulvet, da
der i videst muligt omfang sørges for opgaver
som i sværhedsgrad er så differentieret
som muligt efter standpunkt. Det
store talent skal give plads til brummeren
og omvendt, bl.a. deri ligger en af de store
sociale udfordringer musikfaget også
tager hånd om. Når så musikken er øvet
grundigt, efter store viljeskampe, så kommer
øjeblikket hvor musikken skal kunne
forløses.
Når englene synger
Hele forløbet indtil nu, har været én lang
forberedelsesvej hen imod forløsningen.
Kroppen har nu åbnet sine kanaler, instrumentet
øvet, så det uden fysiske hindringer
kan spille, og vi er nu parate til at lade
musikken manifestere sig. Nu skal al vilje
lægges væk, i stedet skal vi nu ydmygt
kunne modtage inspirationen fra musik-
”Hele skolegangen er én stor inkarnationsproces”
ken, lade den bruge os som sit talerør. I
virkeligheden er det forkert at sige, at vi
spiller musik, det er faktisk omvendt, det
er musikken der spiller gennem os, hvis
vi har forberedt os grundigt nok. Er vi for
viljesorienterede i opførelsesøjeblikket, så
går noget af musikken tabt. Lykkes det for
os, så er vi et med de store ånder, ja så
hører vi englene synge.
Alt dette skal alle deltage i, uanset talent.
Ikke alle når det store udbytte, ligesom
i mange andre fag, det afhænger jo i høj
grad af egen viljesindsats. Men selv de,
der alt for ofte ikke har haft deres ting i
orden, de vil også opleve de fantastiske
øjeblikke, hvor et musikværk forløses, og
måske undres over hvad der skete. Efter
sådanne oplevelser ser vi ofte, at førhen
mindre engagerede elever pludselig tager
opgaven på sig.
Musikken på skolen vil aldrig blive et middel
til behagelig adspredelse, musikken
er en skolingsvej, vi vil aldrig komme til
at bruge den som middel til at få en eller
anden bitter pille til at glide ned. Musik er
et bevidsthedsfænomen med iboende lovmæssigheder
som skal læres og forstås.
Læreren skal nå alle elever
At alle er med, sætter læreren på en hård
opgave, for det er så sin sag at tilfredsstille
både toppen og bunden lige meget.
MUSIKKEN ER I MENNESKET : 021
Alle skal have udfordringer, og som med
alt andet på skolen, sættes niveauet efter
de dygtigstes standard. Ikke sådan at forstå
at de mindre dygtige så ikke også får
noget, der modsvarer deres standpunkt,
her er det op til den enkelte spillelærer at
fi nde løsninger.
For orkestrenes vedkommende lægges
programmet altid således, at mindst et
værk er let tilgængeligt, et er ”medium”,
og et mere krævende. For at dette komplicerede
regnestykke skal kunne gå op, er
det desuden vigtigt, at også eliten får ekstra
udfordringer. Dette åbenbart forkætrede
udtryk, elite, er en nødvendighed, for
at barnet kan have naturlige forbilleder i
sin skolegang. Faktisk beundrer vore elever
højlydt de elever der kan noget ekstra.
Det, at der er en synlig top, får mange
elever til at stræbe efter at kunne mere,
hvilket så igen får det musikalske arbejde
til at fungere bedre. Vi er i øvrigt på de
sidste lærerstævner blevet grundigt belært
om, hvor vigtigt det var, at vi gav de
særligt begavede elever fl ere krævende
udfordringer. Det er så i al beskedenhed
det, vi praktiserer i musikundervisningen
på skolen.
Det store perspektiv
Afrundingsvist vil jeg prøve at sammenfatte,
hvad musikfaget egentlig er for en