Juni 2007 - Diabetes.dk

2 Diabetes nr. 3 | Juni 2007
Al opmærksomheden
forsvandt fra mig
Da Malene Just Petersen var otte år fik hendes tre-årige lillebror diabetes.
Det var et chok for storesøsteren – lige som for resten af familien. Men for
Malene betød lillebrorens sygdom også, at hun mistede en stor del af den
opmærksom, hun tidligere havde nydt godt af.
Tekst & foto: Ulla Blankholm, journalist
Det er pisseirriterende at
have en bror, der lige pludselig
tager al opmærksomheden,
lyder det fra 20-årige Malene
Just Petersen.
Som otte-årig stod hun pludselig i en
situation, som mange andre søskende
til diabetesbørn også står i, da hendes
tre-årige lillebror fik konstateret diabetes:
Opmærksomheden forsvandt.
- Alle sagde, at det var så synd for
ham, og jeg blev enormt jaloux over,
at alt drejede sig om ham. Men jeg
kæmpede ikke selv for opmærksomheden
– jeg ventede på, at mine forældre
selv henvendte sig, fortæller
Malene, som skynder sig at tilføje, at
hun har et rigtigt godt forhold til sin
lillebror i dag.
Det havde hun nu også dengang. Det
var den manglende opmærksomhed,
som var det altoverskyggende problem.
- Min forældre gav Martin en gave,
hver gang han havde fået målt sit
blodsukker, og det var bare så snyd.
Men jeg skulle jo ikke stikkes, sagde
de til mig.
Ville du selv have gjort det anderledes?
- Nej. Jeg havde jo ikke gjort noget for
at få gaven, så i dag forstår jeg godt,
hvorfor de gjorde det, siger Malene,
der mener, at alle søskende til diabetesbørn
vil føle, at opmærksomheden
forsvinder fra dem i starten.
Ud over problemet med opmærksomheden
var selve det, at hverdagen blev
en anden også en voldsom forandring
for den otte-årige Malene. På et tidspunkt
snakkede hun ikke med sine
forældre i tre-fire uger, fordi de holdt
Martin fast, når han skulle stikkes.
- Han råbte og skreg, og jeg forstod
ikke, at han kunne dø, hvis de ikke
gjorde det.
Ny hverdag
Hverdagen blev også en anden rent
praktisk. Nu skulle der spises på bestemte
tidspunkter, og forældrene
skulle altid lige have noget ekstra
mad med til Martin, når de skulle
noget. Familien vænnede sig langsomt
til det, men Martin selv havde
problemer med, at han pludselig var
anderledes.
- Han følte, at han var anderledes
end sine klassekammerater, og derfor
blev han meget negativ. Det påvirkede
vores familie meget, for det var
svært selv at være i godt humør, når
han ikke var det. Selv om jeg synes,
det var irriterende, var det også synd
for ham, fortæller Malene, der ikke
kunne lide at være alene med Martin,
fordi hun var bange for, at han fik så
lavt blodsukker, at han ikke var til at
komme i kontakt med. I dag ved hun,
hvad hun skal gøre.
Martin blev på et tidspunkt tjekket
for, om han havde en depression.
Det havde han ikke, og efter et halvt
års tid vendte hans humør, fordi han
fandt ud af, at folk accepterede ham,
selvom han skulle stikke sig.
Da Malene var omkring 15 år, følte
hun ikke længere, at Martin tog al
opmærksomheden fra hende.
- Måske var det, fordi jeg selv var blevet
ældre, men også, fordi at Martin
var blevet ældre, og mine forældre
ikke længere var så bekymrede for
ham, siger Malene, der i dag selv kan
blive helt bekymret for sin nu 15-årige
lillebror.
- Jeg ringede til ham forleden dag,
hvor han skulle i byen med sine venner,
og der kunne jeg mærke, at jeg
havde en beskyttende rolle. Han ville
have nogle øl med, og det kan jo
være farligt, fordi han måske ikke kan
mærke, hvis han får for lavt blodsukker.
Men han er fornuftig, og det er
hans venner også.
Sidder dybt
Malene, der arbejder som pædagogmedhjælper
i Birkerød, er stolt af sin
lillebror, fordi han cykler og laver
mange andre ting i sin fritid – han lader
sig ikke påvirke af sin diabetes.
Men oplevelsen med, at hendes lillebror
fik diabetes, og hun lige pludselig
manglede opmærksomhed, har
påvirket hende.
- Det sidder dybt indeni mig i dag, at
det har været sådan. Jeg søger tryghed,
og så er det vigtigt, der bliver
lagt mærke til mig. Især med materielle
ting som gaver, for når jeg får
ting, så føler jeg, at folk holder af mig,
fortæller Malene.
Hun mener, at det er vigtigt, at forældre
til diabetesbørn prøver at holde
fokus på begge børn, selv om det
ikke kan undgås, at det er det syge
barn, der får mest opmærksomhed i
starten.
- Børn ved ikke, hvad diabetes er, så
det er vigtigt at fortælle dem om det.
Man behøver ikke at tage familiens
søskende med hver gang til undersøgelser,
men nogle gange kan det
være godt, så finder de hurtigere ud
af, hvad det er. Jeg var selv med nogle
gange, og det hjalp. Det gjorde også,
at det ikke kun var mine forældre,
der var alene med Martin om sygdommen,
men at vi var fælles om det
– som familie.
Malene ville ikke have handlet
anderledes end sine forældre, da hendes
lillebror fik diabetes. Men hun savnede
forældrenes opmærksomhed, da den
pludselig blev rettet mod lillebroren.
“
… jeg blev enormt jaloux over,
at alt drejede sig om ham„
Fortsættes >>