ØSTUDVIDELSEN a/s - Fagligt Ansvar

Tillæg til NOTAT NR. 1124 

ØSTUDVIDELSEN a/s 

- faglig og moralsk debat 

om det europæiske samarbejde 

1

2 

Hjem til Europa? 

Forventningerne var høje da murene faldt i Østeuropa. Men for store befolkningsgrupper har 

omstillingen betydet arbejdsløshed og fattigdom. Omstillingen af disse samfund bliver vanskeligere 

end for Spanien og Portugal i 1980’erne 

Vesteuropæisk solidaritet? 

Den 1. maj blev 10 nye lande medlem 

af EU, en udvidelse med ca. 76 

millioner mennesker. Den største 

og mest skelsættende udvidelse hele 

EU/EF konstruktionen nogensinde 

har oplevet -14 år efter, at 

østblokken brød sammen i kølvandet 

på Michail Gorbatjovs perstrojka 

politik. Der har allerede udviklet 

sig en sammenhængende ideologi 

til at forklare og perspektivere dette 

forløb. Med variationer lyder historien 

således: 

Efter i næsten 50år at have været 

underlagt en østlig angivelig ikkeeuropæisk 

stormagt, præget af ufrihed 

og tvang, er disse centraleuropæiske 

lande nu vendt tilbage til 

Europa og europæiske værdier, præget 

af menneskerettigheder, demokrati 

og markedsøkonomi. EU er 

garanten for disse menneskerettigheder, 

som sikrer østeuropæerne 

både demokratiske og sociale rettigheder. 

EU’s og de vesteuropæiske 

landes holdninger til disse lande 

har været præget af et kristent 

ønske om at hjælpe de folk, der 

havde det geografiske uheld at bo i 

den sovjetiske interessesfære. I dag 

er de sikret både økonomiske, sociale 

og demokratiske rettigheder. 

Så der er virkelig grund til at feste. 

Såvidt denne tolkning. Hvem kan 

dog være sur på et sådant historisk 

opløftet tidspunkt. 

Et realistisk billede 

Den nye EU konstruktion er et 

kompliceret fænomen, der ikke kan 

afklares i paroler. Ovenstående ideologiske 

analyse er både vildledende 

og forsimplet. Efter alt at dømme 

deles opfattelsen kun af en mindre 

del af den østeuropæiske befolkning, 

specielt dem, der har haft 

evnen til at flyde ovenpå, de unge 

mennesker i hovedstæderne, den 

gamle nomenklatura, der var hurtig 

til at få fingre i den statslige 

ejendom, dem der har fået lært engelsk 

og kan tale med vestlige journalister. 

Men rejser man ude i provinsen 

er det et andet billede, der 

møder en. Det er en overvejende 

politisk afmægtig befolkning, der 

straffer politikere ved f.eks. som i 

Polen at stemme dem ud af parlamentet 

efter en regeringsperiode, 

ved at stemme på protestpartier og 

ved at kun meget få stemmer overhovedet. 

Økonomisk velstand omfatter 

relativt få områder af disse lande. 

De fleste provinsområder ligger 

passive hen med høje arbejdsløshedstal, 

social usikkerhed, depressive 

stemninger og mange psykologiske 

problemer. Det er ikke totalitære 

samfund, men det vil være 

synd at sige, at demokratiet fungerer. 

Det er ikke sådan en stor del af 

befolkningerne oplever det. Men 

hvordan er det dog gået til at det 

der skulle være den store frihedsrevolution 

er endt i en apatisk følelse 

af afmagt. Vi følger Polen som et 

eksempel. Det var her det hele begyndte. 

Det var her Solidarno´ść fra 

1980 rejste en kæmpe folkebevægelse, 

der bidrog til at vælte det 

mægtige sovjet imperium. Og så 

bor ikke mindre end halvdelen af 

de nye EU borgere fra Østeuropa i 

Polen. 

Solidarność fra oprør 

til magthaver 

Arbejderne på det statslige skibsværft 

i Gdansk havde mange års 

kamptraditioner, de bekæmpede de 

prisstigninger, som det kommunistiske 

styre pålagde befolkningen, 

som et forgæves forsøg på at løse de 

store økonomiske problemer. Organisationen 

blev forbudt i 1981, 

men fortsatte sine aktiviteter, og i 

1989 lykkedes det at bryde det politiske 

kommunistiske monopol, de 

stillede op og vandt en jordskredssejr. 

Det var en meget vanskelig opgave. 

Ingen vidste rigtig hvad de 

skulle stille op. Fra en følelsesladet 

anti-kommunisme til praktisk ansvar 

var der lang vej. I tomrummet 

blev det overladt til én økonom at 

udforme politikken. Han fik næsten 

frie hænder. Manden hed Leszek 

Balcerowicz og var økonom, 

uddannet ved Harvard University. 

De frie hænder udnyttede han til 

at gennemføre en total liberalisering 

af økonomien. Han var overbevist 

monetarist og nyliberalist. Til 

at begynde med troede nogle, bl.a. 

den kendte elektriker Lech Waęsa, 

at det ville føre til velstand på kort 

tid. Det gjorde det ikke, det førte 

til en drastisk produktionsnedgang 

på henved 20%, en kæmpe arbejdsløshed, 

fjernelse af opsparede midler 

og proletarisering af store grupper 

arbejdere. 

Men de tidligere så aktive arbejdere 

var fanget i en ideologisk fælde. 

Nyliberalismen blev betragtet 

som det mest anti-kommunistiske 

man kunne forestille sig. At være 

imod den politik kunne tolkes som 

pro-kommunistisk kontra-revolution. 

En af de intellektuelle stiftere 

af Solidarność, Jacek Kuron var ærlig 

eller kynisk nok til at indrømme 

dilemmaet: „Vores styrke består i, 

at det netop er dem, der støtter os, 

Præsidentpaladset 

i Warszawa 

Paladset ved vandet i Łazienki-parken 

der bliver de første ofre og tabere i 

markedsøkonomien“. 

Men blev kommunisterne da 

smidt på porten? Så afgjort ikke. 

Balcerowicz havde selv været medlem 

af partiet. Og de førende partimedlemmer 

havde allerede i 

1980’erne forberedt sig på det der 

ville ske. En hel generation af kommunister 

blev uddannet på førende 

universiteter i USA, hvor de lærte 

om markedsøkonomi. De sendte 

også deres børn afsted. For det andet 

begyndte disse partimedlemmer 

at privatisere banker og andre store 

virksomheder, og hvor de sørgede 

for at de selv blev de nye ejere. 

Indtil 1993 sad der en stribe af 

kortvarige regeringer med rod i 

Solidarność bevægelsen. Ingen af 

dem opnåede ret meget. Bag ved 

sad Balcerowicz og trak i trådene. 

Han ønskede at tiltrække vestlige 

investorer. For at opnå det sænkede 

han ved et meget uliberalt indgreb 

priserne på kul. Det gav billig 

energi. Og dermed blev det også 

lidt lettere at privatisere virksomheder. 

Hvilket dog hverken lykkedes 

helt eller halvt. Men situationen 

var så tilpas kaotisk, at befolkningen 

i 1993 stemte de gamle kommunister 

tilbage til manges overraskelse. 

Polen på vej mod EU 

Fra 1993 begynder de egentlige 

forhandlinger om optagelse i EU. 

Men bag disse forhandlinger ligger 

der en anden og mere afgørende 

dynamik. Vestlige firmaer var interesseret 

i både den billige og relativt 

veluddannede arbejdskraft samt 

de lukrative dele af den polske industri. 

Og det var købers marked. 

Den polske stat var præget af konstante 

budgetproblemer, og både 

Den Internationale Valutafond, og 

EU stillede krav om balance på statens 

budgetter. Og det var vanskeligt 

med ringe indtægter og enorm 

arbejdsløshed. Privatisering viste sig 

også i mange tilfælde at være en 

givtig indtægt for politikerne, enten 

i form af direkte korruption 

eller i form af favorisering af familie 

og venner. På den måde vandrede 

i løbet af kort tid de rentable 

polske virksomheder over i hænderne 

på udenlandske investorer. 

På samme tid flyttede mange vestlige 

firmaer den arbejdsintensive del 

af produktionen til bl.a. Polen. 

I takt hermed blev EU’s interesse 

i de østeuropæiske lande mere 

intens. Det blev vigtigt at sikre de 

vesteuropæiske firmaers nye ejendom, 

samt at sikre nogle minimale 

spilleregler. På dette tidspunkt begyndte 

den vesteuropæiske fagbevægelse 

også at interessere sig lidt 

mere for bl.a. Polen. Samtidig skulle 

man også binde landene til sig handelsmæssigt 

og på vilkår, der ikke 

var lige. Det gjaldt i første omgang 

fødevarer. EU landmænd fik en 

meget generøs produktions- og eksportstøtte. 

Og man blev vidne til 

det særsyn, at Polen med den største 

landbrugsbefolkning i Europa 

importerede fødevarer og havde 

meget store problemer med at eksportere. 

Alt imens de polske landområder 

sygnede hen. 

Resultatet af privatiseringen blev, 

at 72% af den polske økonomi 

(2002) var på private og mange af 

dem også på udenlandske hænder. 

Næringsmiddelindustrien var domineret 

af vestlige firmaer. Det sam-

Katowice, Polens center for sværindustri 

me gjaldt også de store supermarkeder 

og handelscentre. Maskin- og 

metalproduktion var også interessant 

for de vestlige firmaer. Et så 

vigtigt område som banksektoren 

blev helt domineret af udenlandske 

banker. 70% af bankkapitalen 

er udenlandsk. Så stor udenlandsk 

dominans ses meget sjældent i EU 

lande, hvor i gennemsnit kun 10% 

af bankkapitalen er på udenlandske 

hænder. 

Telekommunikationsområdet er 

helt domineret af den franske stat. 

Vestlige bilfirmaer har også etableret 

sig i Polen. Det gælder især general 

Motors, Fiat og VW. Der er i 

høj grad tale om udflytning af samlevirksomheder 

og ikke i så høj grad 

som med Skoda i Tjekkiet tale om 

etablering af strategiske centre. Også 

forsikringsområdet er overvejende 

på udenlandske hænder. Det er ikke 

uvæsentligt efter sygesikringsreformen, 

der etablerede nogle komplicerede 

privatiseringsregler for 

sygesikring. 

En anden side af privatiseringen 

er interessant for fagbevægelsen. I 

næsten præcis takt med privatiseringen 

er fagbevægelsens indflydelse 

mindsket. I dag er den næsten fraværende 

i den private sektor. Kun i 

dele af den offentlige sektor har den 

en vis indflydelse. Den er desuden 

både splittet og stærkt politiseret. 

Topledere i en faglig hovedorganisation 

søger at få indført love til 

gavn for medlemmerne. Da polske 

hovedorganisationer støtter forskellige 

partier, er der et bredt spillerum 

for splittelse. Til gengæld står 

de faglige organisationer meget svagt 

på brancheområderne. Der eksisterer 

stort set ikke landsdækkende 

brancheoverenskomster. I virkelig- 

hedens verden må arbejderne i vidt 

omfang acceptere vilkår, der ligger 

under de lovfæstede krav. 

Velfærd i Polen 

I takt med privatiseringen er det 

statslige engagement i sundhedsvæsen, 

undervisning, infrastruktur, 

arbejdsmarkeds- og regionalpolitik 

m.m. og stigende grad helt forsvundet. 

Med reformen i 1998 fralagde 

staten sig en meget stor del af an- 

svaret for pension, sygesikring, ud- ¸ 

dannelse og regionalpolitik. Mens 

vestlige firmaer har snuppet juvelerne 

blandt virksomheder, er den 

polske stat ladt tilbage med de virksomheder 

de ikke kunne sælge bl.a. 

jernbanerne, der jo i et eller andet 

omfang er nødvendige. Det samme 

gælder skibsværfter, kulminer, 

stålværker – infrastruktur i det hele 

taget. 

Der er tale om en polsk stat med 

meget få håndtag at dreje på i forhold 

til den sociale, økonomiske 

og regionale udvikling i Polen. Et 

statsapparat og en lokaladministration, 

som i niveau er langt bag nogle 

af de moderne vestligt ejede virksomheder 

i den udviklede del af 

Polen, som omfatter Warszawa, 

Poznan og Wroclaw. Også en stat, 

hvor befolkningen reelt har få muligheder 

for indflydelse. Af denne 

grund har nogle kaldt begivenhederne 

i Polen for den passive revolution. 

At uddannelses- og kvalitetsniveauet 

i Polen ikke er i samklang 

med kravene til en moderne offentlig 

sektor indrømmer selv landets præsident, 

Alexander Kwasniewski i et 

interview i den store polske avis 

Gazeta Wyborcza 5. - 6. juli 2003. 

Her omtaler han de vanskeligheder 

han havde med at finde personer 

med viden om både polsk landbrug 

og EU. „I dette kæmpe land med næsten 

40 millioner indbyggere fandt jeg 

kun 7 individer med tilstrækkelig viden 

om dette vigtige område“. 

Protest 

Nogle af de bedst organiserede 

blandt de polakker, der er genstand 

for „rekonstruktionen“, er bl.a. minearbejderne, 

der gennem aktiviteter 

har forhindret lukningen af 

de polske miner. Også jernbanearbejderne 

er ret stærkt organiserede, 

i et vist omfang også sygeplejersker 

og andet sygehuspersonale. 

Landbefolkningen er derimod 

væsenligt svagere organiserede. Som 

en spredt og individualiseret overvejende 

katolsk inspireret befolkning, 

har der traditionelt ikke været 

et stort potentiale for organiseret 

protest. Men protestpartiet og 

bevægelsen Samoobrona har dog 

opnået store resultater og står idag 

stærkt i meningsmålingerne. Gennem 

direkte aktioner har de i det 

mindste skabt opmærksomhed 

omkring landbrugernes problemer 

og ikke mindst EU’s bestemmelser 

på området. 

I vestlig presse bliver bevægelser, 

der er skeptiske over for EU og 

privatiseringspolitikken ofte sværtet 

til som nationalistiske, anisemitiske, 

tilbagestående, uvidende 

og det der er værre. I en nuanceret 

bog om disse problemer skriver 

Lucjan Kocik: „de igangværende forhandlinger 

er kilde til mange udfordringer 

og spørgsmål. Der er meget 

konkrete spørgsmål i forbindelse med 

bøndernes bekymringer om deres nærmeste 

fremtid. Manglen på svar fra 

regeringernes side på disse spørgsmål 

fører i stigende grad til negative stemninger 

på dette område. Det burde - 

sat på spidsen snarere bekymre regeringerne... 

Med deres EU skepsis tænker 

bønderne blot rationelt på deres 

økonomiske interesser“. (Lucjan Kocik: 

Trauma i eurosceptyczm polskiej 

wsi. Kraków. 2001) Lucjan Kocik 

afviser også, at der ligger xenofobiske 

for slet ikke at tale om udbredte 

antisemittiske stemninger bag den 

udbredte skesis over for EU. 

Af politiske partier med en markant 

modstand mod den givne udvikling 

er der stort set kun højrebevægelser, 

dvs. bevægelser med rod 

i en katolsk tradition og en stærk 

national orientering. Venstrekoalitionen, 

SLD, et angiveligt socialdemokratisk 

parti med New Labour 

som forbillede støtter privatiseringen, 

har ikke noget alternativ. 

Det samme gør sig gældende for 

koalitionspartiet Unia Pracy, UP, 

Arbejderunionen, med bånd til det 

danske SF. UP har haft vanskeligt 

ved at markere sig, og kan risikere 

at blive draget med i faldet, når 

SLD ved næste valg måske helt ryger 

ud af Parlamentet. De har haft 

vanskeligt ved at formulere en venstreposition, 

der kan andet end at 

hylde EU og privatiseringsprocessen 

som et venstreorienteret program. 

Man kan ofte få det triste indtryk, 

at den eneste sociale protest 

mod udviklingen af den særlige 

markedsøkonomi kommer fra katolsk-kristne 

og nationalistiske kredse. 

Perspektiver 

Den polske historiker Julian Bartosz 

har gjort opmærksom på, at 

der i hvert fald eksisterer én konti- fortsættes næste side... 

3 

nuerlig faktor i polsk historie uanset 

om landet har været regeret af 

Preussen, Østrig, Rusland/Sovjetunionen 

eller som nu domineret af 

EU. Polen har altid været et reservoir 

for billig arbejdskraft enten til 

roearbejdet på Lolland-Falster, kulminerne 

i Frankrig og Belgien, landbrug 

og byggeri i Tyskland eller slagterier 

i Chicago i USA. Alene før 1. 

verdenskrig udvandrede fra det 

nuværende område, der i dag er 

Polen ikke mindre end 3,5 millioner 

til Vesteuropa, USA, Canada, 

Austraien m.fl. 

„De sidste 14 års tilpasning til 

Vesteuropa og EU har ikke og vil 

ikke ændre på det faktum“, siger 

Bartosz, som også har skarpe meninger 

om de sidste 14 års udvikling. 

„Vestlige firmaer og EU har 

opnået en stor dominans, samtidig 

med, at vores regeringer har manglet 

et egentligt program, der går ud 

over den rene tilpasning. Mange 

politikere er primært interesseret i 

at bruge politik som en løftestang 

for egen snæver vinding. Ikke nok 

med, at de har bevaret de privilegier 

politikerne havde før 1989, og 

det foragtede befolkningen dem for. 

Men politikerne har heller ikke et 

sammenhængende program for 

hvad de vil, de tror at problemerne 

løser sig selv - eller at EU gør det“. 

Når befolkningen er meget skeptisk 

over for de polske politikere, er 

det nemt at sætte forhåbninger til 

EU som en art frelser, der magisk 

løser alle uløste problemer i Polen. 

Mange polske socialoger er bekymrede 

ved den udvikling. F.eks. skri-

4 

Hjem til 

Europa? 

...fortsat fra forrige side. 

ver Janusz Czapiński i Diagnoza 

Społeczna, Social Diagnose, at polakker 

har alt for urealistiske forventninger 

til EU. „Hvis disse forventninger 

ikke bliver indfriet, og det 

er der al mulig grund til at tro vil ske, 

så vil den offentlige stemning forværres 

og anti-EU holdninger vil vokse. 

Fjendtlige holdninger til de politiske 

eliter, som appellerede for støtte til 

optagelsen i EU, vil sandsynligvis også 

øges“. 

Den spanske vej? 

Hvad der på sigt vil ske med Polen 

i EU, er yderst vanskeligt at spå om. 

Optimisterne er enige om, at EU 

vil få samme positive effekt som EF 

i 1980’erne og 90’erne havde på 

Spanien og Portugal. Rigtigt er det 

da også, at Spanien og Portugal har 

oplevet vækst og modernisering i 

de sidste 20 år. Selvom det langt fra 

er forskånet for sociale problemer. 

Men udgangspunktet er meget forskelligt. 

Polen og de andre østeuropæiske 

lande har skullet gennemgå en 

dobbelt transformationsperiode. De 

skulle både opbygge basale markedsøkonomiske 

strukturer og parlamentariske 

demokratier. Og kunne man 

tilføje, faglige organisationer samt 

det man kalder det civile samfund, 

som er udtryk for en politisk demokratisk 

kultur. I modsætning til 

Polen og flere af de nye lande i EU 

havde Spanien og Portugal en relativt 

velfungerende markedsøkonomi, 

som under de autoritære styrer 

endda havde nydt en vis statslig 

beskyttelse. 

Da Spanien og Portugal blev 

medlemmer af EF i midten af 

1980’erne, var det netop ikke en 

union. Begge lande modtog relativt 

generøse midler fra strukturfondene 

til bl.a. at opbygge deres 

hjemmemarked og nationale økonomiske 

strukturer. Landene kunne 

endvidere som medlemmer af 

EF deltage i opbygningen af unionen 

og kunne i et vist omfang kræve 

sig betalt for det i form af strukturmidler 

og landbrugsordningerne. 

For de østeuropæiske lande var 

der på en helt anden måde tale om 

et take-it-or-leave-it arrangement. De 

skulle næsten ensidigt tilpasse sig 

en given struktur, der i mange tilfælde 

var direkte skadelige for deres 

nationale økonomier. Disse knapt 

konsoliderede lande kunne netop 

ikke udnytte de områder, hvor de 

var stærke, nemlig landbrugsvarer 

og sværindustri. Lige præcis disse 

varegrupper havde EU ikke brug 

for. 

Da Spanien og Portugal blev 

medlemmer i 1980´erne nød den 

keynesianske filosofi stadig en betydelig 

opbakning. Mange troede 

på statsindgreb som et led i at styre 

økonomien. Siden da er nyliberalismen 

blevet næsten enerådende, 

hvilket også har afspejlet sig i EU´s 

opbygning. Disse tendenser har også 

gjort de østeuropæiske lande meget 

mere sårbare. Privatiseringerne 

har været mere udbredt og haft negative 

konsekvenser. Den offentlige 

sektor kom på smalkost. Og arbejdsløsheden 

og afhængigheden er 

væsentlig højere end de lande, der 

havde det held at opbygge deres 

samfund uden ortodokse nyliberalistiske 

krav. 

Paradis forude 

De polske medier svømmmer over med beskrivelser af de vesteuropæiske arbejdsmarkeder. 

Men det forjættede land vil ikke kunne klare mødet med virkeligheden 

Op til Polens medlemskab af EU 

den 1. maj havde aviser og ugeblade 

stort set kun én dagsorden: de 

vestlige lande, og betingelser for arbejde 

og sociale ydelser. Hver 14. 

dag udkommer: Praca i nauka za 

granizą, Arbejde og studie i udlandet. 

I den 50 sider tykke avis er der 

utallige annoncer, hvor vesteuropæiske 

arbejdsgivere søger efter arbejdskraft 

til både private og offenlige 

jobs med opgivelse af adresserne i 

Tyskland, Frankrig, Østrig m.m. 

Her er alle slags jobs både ufaglærte 

i byggeri og landbrug,. men også 

som sygeplejerske, læge, kok osv. 

Også polakker kan byde sig til i 

avisen, som dog kun udkommer 

på polsk. Men det er tydeligvis organiseret. 

I et tillæg i den store landsdækkende 

avis Rzeczpospolita er der et 

omfattende tillæg med titlen: Praca 

w Unii na nas czeka, Arbejde 

venter os i EU. Her er der en beskrivelse 

fra bladets korrespondenter 

i de forskellige gamle EU lande. 

Mange af bladets korrespondenter 

slår koldt vand i blodet på polakkerne. 

Om Danmark står der: Lille 

chance for arbejde. På grund af voksende 

arbejdsløshed, stærke fagforeninger 

og overgangslovgivning vil 

det blive svært at finde arbejde i 

Danmark med nogle få undtagelser: 

byggeriet, rengøring på hotellerne 

og nogle få specialiserede 

områder som f.eks. læger og sygeplejersker. 

Men netop her vil polakkerne 

støde på det store problem, 

at der kræves færdigheder i det dan- 

ske sprog. Udgifterne til fagforening 

og a-kasse er også høje i Danmark, 

advarer korrespondenten. 

Helt anderledes med Storbritannien, 

Irland og Finland. Her stilles 

der mange arbejdspladser i udsigt. 

I Finland er der brug for speciallæger, 

sygeplejersker, IT-teknikere, 

pædagoger og lærere læser man med 

en vis undren. Med samme undren 

kan man i ugebladet Focus læse, at 

al sygdomsbehandling i Danmark 

vil være gratis for polakker. I det 

måske lidt mere seriøse ugeblad Polityka, 

er der en artikel, der går bag 

om den påstand og beskriver hvor 

absurd situationen er og bliver i den 

nye union. 

I Focus kan man også læse, at 

mange vesteuropæere er skeptiske 

over for polakkerne. Særligt tyskerne 

har negative opfattelser af polakkerne 

som labile, korrupte, manglende 

ordenssans og dårlige til at 

organisere. „Polnische Wirtschaft“, 

polsk økonomi er en fast talemåde 

i Tyskland og det er ikke positivt 

ment. Franskmændene ser på polakkerne 

som fattige, tilbagestående 

og drikfældige. Kun briterne 

synes ifølge de polske journalisters 

research at have overvejende positive 

holdninger til polakkerne. 

Polakkerne har forberedt sig godt. 

De ved meget om os. Og man forbavses 

ofte, når polakker afslører 

næsten detaljeret geografisk viden 

om både Danmark, Tyskland, Holland 

og andre lande. De ved også 

hvor stor arbejdsløsheden er de forskellige 

steder. 

LÆS MERE OM EU-FAGLIGE SPØRGSMÅL 

www.eufagligt.dk 

Unge polakker har høje forventninger om arbejde i Vesteuropa

Polen og 

Vesteuropa 

Hvor klar er Polen til EU? I hvilket omfang kan de fungere som Tyskland og 

Danmark? Vi spurgte en række personer, som svarede vidt forskelligt 

Clemens Rode er medlem af det tyske 

Metalarbejderforbund, IG Metal og er 

udstationeret i Polen. Han har været 

udstationeret i både det tidligere Jugoslavien, 

Slovakiet og en række andre 

lande. Han kommer hurtigt ind til 

benet. „Polens største problem er Polens 

regeringer. De har tabt tid, og set 

over en årrække er den polske ledelse 

præget af en ekstrem mangel på kontinuitet. 

Ikke bare sker der ofte det, at 

en given regeringskoalition helt ryger 

ud af parlamentet ved et valg efter en 

regeringperiode. Men når en ny regering 

kommer til skifter de også hele 

embedsmandsapparatet ud“. 

På spørgsmålet om, hvad det betyder 

konkret, svarer Rode: „Ja, det betyder 

bl.a. at infrasturkturen er dårlig. 

Julius Gardawski 

Infrastruktur kræver en høj grad af langsigtet 

planlægning. Polen har overraskende 

få motorveje, og jernbanetransporten 

er af en væsentlig lavere standard 

end ikke bare Vesteuropa, men 

også flere andre østeuropæiske lande. 

Det betyder også, at Polen har været 

ekceptionelt dårlig til at udnytte de 

midler EU har stillet tilrådighed. Og 

derfor er Polen også meget skævt udviklet. 

Privatiseringsprocessen har også 

været ret uheldig, der er få eksempler 

på gode privatiseringer“. 

Clemens Rode er tydeligvis specielt 

interesseret i de multinationale virksomheder 

og de europæiske samarbejdsudvalg. 

„VW, General Motors, de fungerer. 

Som fagforeningsmand kan man 

godt være skeptisk over udvalgene, efter 

min opfattelse skal en rigtig fagforening 

have landsdækkende brancheoverenskomster, 

og de eksisterer nærmest 

ikke her i Polen. Men de europæiske 

samarbejdsudvalg fungerer faktisk. 

Polakkerne i virksomhederne lærer som 

regel forbløffende hurtigt at forstå de 

nye virksomhedskulturer. Men på pol- 

ske virksomheder står det ret sløjt til. 

Over 70% af polakkerne har slet ikke 

nogen repræsentation og faglige overenskomster“. 

Juliusz Gardawski er professor ved 

Warszawas Handelsskole og har beskæftiget 

sig indgående med arbejdsmarkedsforhold. 

Han kan fortælle, at 

i små og mellemstore polske virksomheder 

er faglige organisationer meget 

sjældne fugle. „I polske virksomheder 

med under 20 ansatte har kun 

2% faglig repræsentation. I virksomheder 

med mellem 20 og 50 ansatte 

er der fagforeninger i 7% af tilfældene. 

Men det er ikke det hele. Kun ca. 

10% af disse virksomheder har indført 

noget der ligner moderne ledelse. 

Og mange ansatte bliver tvunget 

til at acceptere vilkår der ligger langt 

under både national og EU lovgivning. 

De må f.eks. acceptere, at indbetalingerne 

til sygekassen bliver mindre 

end påbudt ved lov. Ikke sjældent 

får de ansatte ikke løn til tiden, og 

staten får ikke sine skatter“. 

Hvad er så status for de polske fagforeningers 

bestræbelser de sidste 10-15 

år? 

“Uh, man skal jo være forsigtig med 

de store konklusioner, men de polske 

faglige organisationer har kæmpet 

hårdt for at få politisk indflydelse på 

lovgivningen, også den del af den som 

er inspireret fra EU. Og Polen har i 

dag en ret god lovgivning på området. 

Men til gengæld har de ikke formået 

at opbygge repæsentation på virksomhederne“. 

Hvor stort er problemet? 

„Stort. I 2001 gennemførte Den 

statslige Arbejsinspektion, Państwowa 

Inspekcja Pracy, en undersøgelse af 

155.000 ansatte. I 62% af tilfældene 

var der uregelmæssigheder og afvigelser 

fra loven. Det lader også til, at arbej- 

derne har vænnet sig til disse forhold. 

Og ca. 25% af polske ansatte får ikke 

deres lovmæssige indbetalinger elle udbetalinger 

til den sociale fond“. 

Hans Flindt er pæredansk, opvokset 

i Gladsaxe. Han har boet i Polen 

de sidste 16 år. Og han er tydeligvis 

tilfreds, han har også haft succes. 23 

virksomheder har han grundlagt inden 

for ganske mange brancher. I 

begyndelsen drejede det sig primært 

om relativt primitiv industriproduktion, 

men i de senere år har han bevæget 

sig ind på stadig mere højteknologiske 

områder. Avanceret elektronisk 

sikkerhedsudstyr, bioteknologisk 

forskningsintensiv produktion har 

nu hans store interesse. 

På spørgsmålet om, hvad der tiltaler 

ham ved Polen, svarer han: „Jeg 

havde oprindelig en personlig motivation, 

jeg synes, at det var så flot at 

polakkerne havde væltet det kommunistiske 

system, der 

måtte være noget 

at hente i det land. 

Jeg kan også godt 

lide kulturen hernede. 

Folk er mere 

seriøse, de har 

en moral, hvor jeg 

synes, at det efterhånden 

blev for 

slapt og ligegyldigt 

i Danmark. Og jo 

selvfølgelig lønnen 

var jo lav. Det spillede 

selvfølgelig en 

rolle. I dag bevæger 

jeg mig nu mere 

på områder, hvor 

lønnen ikke er så 

lav. Også i dag tror 

jeg på Polen, som 

har nogle potentialer 

som ikke er helt 

udnyttet. Jeg er 

f.eks. stolt over at 

sende nogle komponenter 

til B&O 

i Danmark, som 

viser at „mine polakker“ 

på nogle 

områder er niveauer 

over de danske 

kolleger. Og det til 

trods for, at de får 

en lavere løn“. 

Midt i glæden er 

Hans Flindt slet 

ikke blind over for problemerne. „Selvfølgelig 

er der mange problemer. Som 

opvokset i et socialdemokratisk miljø 

savner jeg både fagbevægelsen og en 

aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det er 

en struktur som i den grad savnes i 

Polen i dag. Der spildes mange ressourcer 

i uddannelsessystemet, fordi 

der ikke er planlægning. Idéen bag 

vore arbejdsmarkedsuddannelser i 

Danmark, som vi opbyggede i 1960’erne 

var helt rigtig. Industriudviklingen 

i Polen er skæv, der er områder, 

der er helt underudviklede. På virksomhederne 

kunne en dynamisk fagbevægelse 

også medvirke til fremgang 

for Polen. Men det forekommer mig 

at mange af de faglige organisationer 

har andre dagsordener, der går ud på 

at mele deres egen kage. Men jeg ser 

et lys i den unge generation. Det overraskede 

mig, at nogle unge politibetjente 

her i Warszawa har sagt nej til 

at modtage bestikkelse. Det lover 

godt“. 

At leve på knæ 

for udenlandske 

Herrer 

Polens medlemskab af EU vil ikke gavne landet, siger en 

mand, der tidligere bekæmpede kommunismen og i dag 

er stærk modtander af polske regeringer 

Vi sidder i Solidarność 80’ kontor i skibsværftsbyen Szczecin 

og lederen af organisationen, Bogusław Filarowicz har 

talt sig varm. Han er skuffet over sine gamle kammerater i 

Solidarność. Da de kom i regering viste de sig at være lige så 

arrogante som kommunisterne. Bogusław Filarowicz ligner 

en typisk arbejder og han argumenterer meget moralsk med 

rodfæstede forestillinger om ret til beskæftigelse. Ligheden 

med danske arbejdere stopper formentlig, da han stolt viser 

fagforeningsfanen frem. I midten af den er der et billede af 

Jomfru Maria, og nedenunder står der Gud, Ære og Fædreland. 

Det er også vigtigt for Bogusław Filarowicz at fortælle, 

at biskoppen har velsignet fanen. 

Szczecin er en by med mere end 400.000 indbyggere. Og 

det helt store overskyggende problem er skibsværftet, som er 

på en stadig nedtur. Bare på 10 år er antallet af ansatte faldet 

fra 10.000 til 3-4.000 i dag. Men mange flere er afhængige af 

værftet som underleverandører, familie m.m. Bogusław Filarowicz 

forklarer: „Da regeringen i begyndelsen af 1990’erne 

erklærede, at de ville privatisere værftet, blev mange rigtigt 

glade. Privatisering stod jo for os dengang som noget meget 

positivt. Vi håbede og troede, at de nye ejere ville investere i 

ny teknologi, så værftet kunne blive rigtigt konkurrencedygtigt 

på verdensplan. Men det skete bare ikke. Lederne fik 

store aktieposter og staten overtog resten gennem fonde. Så 

ret beset er værftet stadig ikke privatiseret. Men mange af de 

gamle ledere er blevet rige på det“. 

Betyder det ikke bare, 

at værftet ikke er 

konkurrencedygtigt. Og 

skal man holde kunstigt 

liv i et ikke-konkurrencedygtigtskibsværft? 

Bogusław Filarowicz 

tøver et øjeblik, 

inden han svarer. 

„Den polske stat køber 

alle sine skibe i Kina, 

hvor staten støtter 

sine værfter. Den 

tyske stat støtter det 

gamle østtyske værft 

i Stralsund. Kun den 

polske stat undlader 

at støtte sine værfter. De er blinde og kortsigtede“. 

Men det er ifølge Bogusław Filarowicz ikke det hele. „De 

polske banker er ejet af udenlandske virksomheder. Vi kan 

godt nok ikke helt gennemskue det, men hvis en tyskejet 

polsk bank har forbindelser til den tyske værftsindustri, vil 

den så støtte et polsk skibsværft? I hvert fald har de mange 

gange sagt nej til at give os kreditter. Alligevel kan vi konkurrere 

på verdensmarkedet. Den norske stat køber specialskibe 

til transport af kemikalier hos os“. 

Er I da ikke glade for EU’s standarder og regler for fair 

konkurrence? 

„Vi er for svage og vil blive løbet over ende. Vi vil miste 

ejendomsretten til vores eget land. Vi vil komme til at leve 

på knæ og blive daglejere for udenlandske herrer“. 

Er der et alternativ til EU? 

Vi skulle have ventet, og i stedet gennem en effektiv 

politik have udviklet vores økonomi, uddannelsessystem 

og infrastruktur. Siden kommunismens fald har vi kun haft 

regeringer, der har været ligeglade og kun været interesseret 

i personlig vinding. 

Har I ikke haft gavn af EU’s regionalprogrammer? 

„Penge fra EU til regionale formål har haft en mærkelig 

tendens til at forsvinde. Pengene forsvinder ned i flere lommer. 

Vi kan ikke kontrollere pengestrømmen men vi ved, at 

de ikke når ud og gør gavn for almindelige borgere i Szczecin“. 

Hvad vil der ske med Polen i EU? 

„Ikke det store. Det meste er allerede sket. Arbejdsløsheden 

er høj i Polen, den vil nok blive endnu højere. Der er 

mange illegale polske arbejdere i vesten, bare 30.000 i Berlin 

ved vi. Vi villle gerne have de rettigheder, som I har i 

vesten, men får det næppe“. 

Men er I ikke glade for at vende tilbage til Europa? 

„Af alle de slogans, der har været brugt til fordel for EU 

er dette dog det værste sludder.Vi vender ikke tilbage til 

Europa, vi har hele tiden været en del af Europa, så længe 

det har eksisteret. Men fagbevægelsen i EU’s nationer må i 

fremtiden arbejde meget mere sammen. Der er ikke anden 

vej“. 

5

6 

Et socialt minefelt 

- mellem Wrocław og Katowice 

Katowice 

Uden kul går det ikke 

Daniel Podrzycki er formand for Sierpień 80, en radikal fagforening, 

der står stærkt netop i Katowice’s arbejdermiljøer. Han er en ildsjæl i 

forsvaret for sine medlemmers arbejdspladser i kulminerne 

Daniel Podrzydcki 

Daniel Podrzydcki er ulasteligt klædt 

med både slips, strøget skjorte og 

manchetknapper. En diskret guldkæde 

om håndleddet og en forkærlighed 

for store cigarer leder tanken 

hen på private direktionskontorer. 

Karismaen er umiskendelig. 

Også de ansatte er standsmæssigt 

klædt på. Daniel Podrzycki diskuterer 

ikke sine ordrer, han forventer 

dem udført med det samme, 

hvad også sker. 

Han tager smilende og åben 

imod, ser på sit ur og siger: Én time 

og ikke mere. Så vi går straks i 

gang med stikordene om Katowices 

mineområder som et totalt ineffektivt 

frilandsmuseum. Det er sådan 

mange vestlige medier beskriver 

området. Daniel Podrzycki svarer 

altid hurtigt, han tænker sig ikke 

om en eneste gang. 

„Der er et stigende behov for 

kul i Europa, den alternative energiform 

er ikke stabil og vil under ingen 

omstændigheder kunne modsvare 

fremtidens behov. USA er 

verdens største kulproducent, de har 

ikke tænkt sig at lukke for deres 

miner, men nok at andre lande gør 

det. Også Kinas økonomiske opsving 

er i høj grad baseret på kul, 

som de selv udvinder. Europa importerer 

kul. Det er da grotesk. At 

bevare kulproduktion er vigtigt ikke 

bare for Polen, men så sandelig 

også for Europa“. 

Kulminerne er stadig statsejede. 

Hvilke planer har den polske regering 

med dem? 

„De polske regeringer har stort 

set alle ført en både fejlagtig og kortsigtet 

politik på området. De har 

planer om at lukke minerne, og så 

er de polske regeringer begyndt at 

importere olie og gas fra Rusland. 

Det er billigt siger de, men hvad er 

der blevet af vores krav fra 25 år 

siden om national selvstændighed. 

Vi skal da tænke langsigtet, ikke 

bare 5 men 20 år frem. At blive 

afhængig af energi udefra, når vi 

selv har kul vil være meget dumt. 

For det andet skulle regeringen investere 

i ny teknologi, som vil gøre 

produktionen både mere effektiv 

og miljøvenlig“. 

Hvorfor siger man, at den polske 

mindrift er urentabel? 

„Da Solidarność kom i regering i 

1990 indførte de en liberalistisk 

politik. Men de greb meget drastisk 

ind over for os og foretog næsten en 

halvering af salgspriserne for kul. Det 

var godt for polske kraftværker og 

for fabrikker. Jeg tror bl.a. de gjorde 

det for at disse virksomheder skulle 

se bedre ud på papiret og lettere kunne 

privatiseres. Men vi fik problemer. 

Vores selskaber indbetalte ikke de 

socialudgifter, vi skal have efter loven, 

og vores kommuner fik økono- 

Wrocław er den dominerende by i 

det nedre Slesien. Katowice er den 

største by i det øvre Slesien. Før 2. 

verdenskrig hed Wrocław Breslau og 

var en by, der indgik i Nazi Tysklands 

våbenproduktion. Byen blev 

polsk efter 1945 og dens indbyggere 

kom hovedsagelig fra Ukraine og 

Hviderusland. De kommunistiske 

magthavere brugte noget af den tyske 

industristruktur til bilfabrikker 

og anden industri, ligesom der også 

blev bygget kraftværker og udvundet 

kobber i denne del af Slesien. 

Katowice havde i mange år været 

rammen om især udvinding af kul, 

men også stålproduktion. Det er den 

tættest befolkede del af Polen, og 

før 1990 var arbejderne relativt privilegerede, 

fordi kulproduktion dengang 

var helt central for den polske 

økonomi, hvad det for så vidt stadig 

er. 30% af det polske nationalprodukt 

kommer alene fra området 

omkring Katowice. 

Efter afslutningen af den kolde 

krig ændrede tingene sig temmelig 

meget for slesierne. I Wrocław lukkede 

et kulfyret kraftværk, det blev 

opkøbt af Siemens og derefter jævnet 

med jorden. VW opkøbte flere 

af de gamle fabrikker og oprettede 

nye samlehaller. Motorvejene fra 

Wrocław til Tyskland minder stadig 

om en svunden tid. 

Også i Katowice har minearbej- 

miske problemer. Flere blev arbejdsløse. 

Så det var altså minearbejderne, 

der fik lov til at betale gildet“. 

Vil de polske regeringer ændre holdning? 

„Der er det pudsige ved det, at 

samtlige polske regeringer har erklærede 

planer om at afvikle minedriften. 

Men ingen har turdet gøre 

det. Så snart de er gået i gang med 

det, er de blevet upopulære i den 

polske befolkning. Polske regeringer 

har været tvunget til at gå imod 

Bruxelles og Valutafonden for ikke 

helt at miste opbakning. Vi gør selvfølgelig 

også vores til at gøre dem 

opmærksom på det, bl.a. ved demonstrationer 

i Warszawa“. 

Støtter I et polisik parti og hvad er 

jeres holdning til EU? 

„Det såkaldte socialdemokratiske 

parti, SLD, er ikke venstredrejet, 

det er reelt et liberalistisk parti, som 

vi ikke regner med og ikke støtter. 

Vi har set for mange rævekager og 

korruption til at vi kan stole på dem. 

Hvad angår EU, ja så er jeg overbevist 

om, at de polakker, der vil komme 

til at sidde der i endnu højere 

grad end vore egne politikere vil 

glemme alt om Polen, så snart de 

kommer til. Det vi hidtil har set fra 

EU betyrker os i, at det er et sted 

hvor klassiske bureaukrater stortrives. 

De lever i deres egen verden, 

som ikke er vores. 

Når mange arbejdere og bønder 

er imod EU skyldes det ikke angst 

for udlændinge. Det skyldes det 

faktum, at EU truer vores levebrød, 

det er EU, der presser på for at lukke 

vores miner, det er EU, der har 

bragt bønderne i en meget presset 

situation. Hvis EU var konstrueret 

lidt anderledes, kunne vi måske nok 

være for. Vi ønsker at skabe en økonomisk 

base her i Slesien, vi er ikke 

bare kritiske. Vi er konstruktive“. 

derne fået at mærke, at nye tider er 

på vej. De post-kommunistiske regeringer 

har ikke været venligt stemt 

over for minearbejderne. Priserne 

på kul blev næsten halveret allerede 

i begyndelsen af 1990’erne. Det 

var godt for kraftværkerne, som på 

den baggrund kunne privatiseres. 

Det var også godt for andre virksomheder. 

Men det var ikke godt 

for minearbejderne. Og ydermere 

har samtlige polske regeringer gennem 

1990’erne haft planer om at 

lukke ikke bare minerne, men også 

stålværkerne i området. Det var et 

stående krav fra ikke bare Den Internationale 

valutafond, men også 

EU, som selv mente at have rigeligt 

med både kul og stål. 

I området arbejder 240.000 i 

minerne og 80.000 er ansatte i 

områdets stålindustri. 

EU’s argument for at lukke minefelterne 

handler om økologi, rentabilitet 

og til dels ideologi. I virkelighedens 

verden handler det nok 

Unge i Slesien 

Mange unge polakker ser ikke den store fremtid i Polen, det 

gælder ikke mindst unge fra Katowice, hvor mange ikke tror 

på en fremtid som mineby 

Det er fredag aften i Katowice kl. 

er ca. 19. Nogle unge mennesker 

sidder i en park og varmer op til 

noget fest. De griner og pjatter. 

To piger indvilliger hellere end 

gerne i en snak om vilkår for unge 

i Slesien. Patrycia og Marta er 

helt almindelige piger på 20 og 

21. De studerer, Patrycia tysk og 

engelsk og Marta engelsk og sundhedsuddannelse. 

Da jeg spørger om deres fremtid 

i Slesien bliver de et kort øjeblik 

alvorlige. „Her er ikke nogen 

fremtid, udbryder den dominerede 

Patrycia. Jeg kan slet 

ikke se mig selv her om 10 år, når 

jeg skal til at stifte familie - forhåbentlig. 

Minerne bliver nok 

lukket, og det samme gælder stålværkerne“. 

Marta nikker hele tiden: 

„Vores forældre flyttede hertil 

fordi der var arbejde, nu er det 

ved at være slut, de kan bare ikke 

flytte, lære nye sprog og den slags 

ting“. 

På spørgsmålet om de interesserer 

sig for politik svarer de lidt 

overraskende meget bekræftende. 

„Men politik er så fyldt med korruption, 

vi synes det er væsentligt 

hvordan vi opbygger Polen, 

så det bliver godt, demokratisk 

og effektivt. Og det bliver det ikke 

også om at skaffe sig af med en 

konkurrent. 

Planerne er langtfra blevet indfriet. 

Det gik ikke så let som i Thatchers 

England 20 år tidligere, det 

var dengang Thatcher opkøbte kul 

netop herfra for at knække de engelske 

minearbejdere. De polske 

minearbejdere er godt organiserede 

og kan gøre livet svært for enhver 

regering. På fagforeningens 

hjemmeside kan man se videooptagelser 

af voldsomme optøjer i 

Warszawa. 

Tilliden til politikerne i området 

er ikke stor. I 1998 havde regeringen 

i samarbejde med IMF organiseret 

en ordning, der betød, at 

folk, der frivilligt sagde op ville få 

ca. 80.000 kr. som en engangskompensation. 

Mange flere end antaget 

søgte så om denne kompensation. 

Og til syvende og sidst kunne 

man ikke imødekomme dem, men 

fyrede alligevel nogle af dem der 

havde søgt. 

med de politikere vi har i dag“, 

siger Patrycia. „Det er ikke rart 

at læse om alle de korruptionsskandaler 

i aviserne, politik skulle 

gerne handle om noget andet“, 

tilføjer Marta. 

Hvad mener I om EU? 

„Det kan ikke være værre end 

vore egne politikere. Jeg tror, at I 

i Vesteuropa har nogle mere smarte 

systemer, det vil jeg gerne have 

indført her i Polen“, svarer 

Patrycia. „Tingene er så bøvlede 

her. Og der er ikke nogen støtte 

til en region som Slesien, som 

ellers har behov for det, når minerne 

begynder at lukke. Jeg kan 

sagtens forestille mig selv i f.eks. 

Tyskland om et par år. Jeg vil 

ikke have noget imod at stifte 

familie der, så mine børn kunne 

lære tysk“. På spørgsmålet om 

det ikke kunne være et andet sted 

i Polen, svarer Patrycia: „Tjo, men 

meget gerne i Tyskland, tingene 

i Polen vil i lang tid fremover 

fungere meget dårligt“, og Marta 

nikker igen samtykkende. 

Patrycias og Martas venner begynder 

utålmodigt at rykke i dem. 

„Kom nu, nu må det være nok 

med al den snak, festen er begyndt“.

Uden økonomisk politik 

sakker vi agterud 

To polske økonomer fra Poznan 

taler imod den nyliberalistiske 

ortodoksi 

Włodzimierz Dymarski (WD) og 

Janusz Tomidajewicz (JT) er økonomer 

ved Poznans Økonomiske 

Akademi. De har et specielt kritisk 

øje til de polske regeringer, som de 

mener har forsømt at udvikle landet 

i de sidste 10-15 år. Med primitive 

nyliberalistiske idéer har de efter 

deres opfattelse hindret udviklingen 

af det store økonomiske potentiale, 

som Polen efter deres opfattelse 

i virkeligheden råder over. 

Polen har en kæmpestor arbejdsløshed 

og en utilstrækkelig vækst, hvad 

skyldes det? 

WD: Mange taler om, at det er 

den kommunistiske arv, der stadig 

gør sig gældende som en mental 

arv. Men jeg mener ikke, at det spiller 

en nævneværdig rolle i dag med 

nogle få undtagelser. Det største 

problem for den polske økonomi 

er den enestående mangel på både 

kompetence og kontinuitet i den 

økonomiske politik, som vekslende 

regeringer har ført. I et ikke ubetydeligt 

omfang under pres fra både 

den Internationale Valutafond, 

Verdensbanken og EU. 

Var der andre alternativer i 

1990’erne? 

WD: Vores Nationalbank har en 

målsætning, og det er at holde inflationen 

meget lav. Det er en efterligning 

af EU’s Stabilitetspagt. Ingen 

andre økonomiske målsætninger 

er fundet værdige til at blive 

nævnt i Den polske Nationalbanks 

formålsbeskrivelse. Og det er grotesk. 

Derfor er det heller ikke så 

mærkeligt, at andre økonomiske 

målsætninger såsom beskæftigelse, 

balance på udenrigshandelen, regional 

balance o.lign. ikke har været 

prioriteret særlig højt. 

JT: Den berømte chok kur fra 

1990, som Leszek Balcerowicz blev 

berømt på, var slet ikke nødvendig, 

den skabte unødvendig lidelse og 

desuden ikke bare en forhastet og 

Mod magtens arrogance 

Bevægelsen til Forsvar for de Arbejdsløse er en landsdækkende 

organisation. Den bruger mange metoder til at gøre opmærksom på 

de mange millioner arbejdsløse i Polen 

Et gadeskilt i minebyen Katowice 

vidner om, at Ruch Obrony Bezrobotnych, 

Bevægelsen til Forsvar for 

de Arbejdsløse har kontor i bygningen. 

På den gamle brune trædør 

ind til kontoret er der fæstnet 

nogle A4 papirer i plastic lommer. 

Indenfor er der mørkt og alt virker 

gammelt, møbler, telefoner, tapetet, 

gulvet og gardinerne. Jeg sætter 

mig i en stol, som næppe vil kunne 

sælges i en genbrugsbutik i Danmark. 

Menneskene på kontoret er stilfærdige 

og virker ligesom rummene 

gamle og grå. Da jeg beder om 

at måtte fotografere dem, bliver det 

pludselig klart, hvor meget de er 

tynget af skam. De bad mig lidt 

flovt og stilfærdigt om ikke at fotografere 

dem. De mindede mig om 

nogle billeder jeg har set af arbejdsløse 

i Danmark i 1930’erne. Disse 

polske arbejdsløse kæmpede for at 

uigennemtænkt men også kostbar 

privatisering. 

Men har privatiseringerne ikke 

effektiviseret de tidligere ineffektive 

virksomheder? 

JT: Det er tvivlsomt, og under 

alle omstændigheder et åbent spørgsmål. 

De første privatiseringer i begyndelsen 

af 1990’erne førte til en 

markant nedgang i den polske økonomi 

og en fatal arbejdsløshed. Situationen 

er mere stabil i dag, men 

alligevel langt fra tilfredsstillende. 

Der er nogle meget ironiske træk 

ved den måde det er foregået på. 

EU har jo fortalt os, at privatisering 

er vejen frem og altid mere 

effektiv. Nuvel, hele den polske telekommunikation 

er privatiseret, 

hvad er resultatet? At den franske 

stat sidder på flertallet af aktieposterne. 

Og den polske stat vil ikke 

kunne føre en sammenhængende 

politik på dette område. 

WD: Vi kan bare tage chokoladefabrikken 

her i Poznan, som 

Nestlé overtog. Nestlé lovede forinden 

både at bevare beskæftigelsen 

og at give arbejderne aktier. Som 

det næsten altid er tilfældet begynder 

de efter en kortere periode at 

fyre folk og arbejderne fik ikke nogle 

aktier, der kører en retsag for tiden. 

Privatisering betyder ofte fyringer 

og øget arbejdsløshed. Udenlandske 

privatiseringer har i nogle tilfælde 

ført til investeringer i ny teknologi. 

Men det værste er, at disse 

virksomheder bliver led i en strategi, 

som normalt ikke har sit centrum 

i et polsk perspektiv. 

Kan den polske stat styre økonomien 

i takt med privatiseringen? 

WD: Det er jo det springende 

punkt. Det mest markante eksempel 

er privatiseringen af de polske 

banker, som for 70% vedkommende 

er på udenlandske, især tyske hænder. 

Det er for det første langt fra 

givet, at disse banker vil støtte op 

om en samlet polsk økonomisk strategi. 

For det andet er det meget 

vanskeligt for os økonomer at få 

indsigt i bankernes virksomheder 

og dispositioner. 

bevare selvrespekten, mange gik i 

gammelt tøj, men med slips. 

På væggene hænger mange billeder 

af demonstrationer, som organisationen 

har arrangeret. På 

mange af billederne deltager katolske 

præster i demonstrationerne. 

Der er også et billede af en gudstjeneste 

for de arbejdsløse. Og der 

hænger en liste over det sidste års 

aktiviteter. De tæller bl.a. demonstration 

mod „magtens arrogance“, 

demonstrationer mod byggeri af 

supermarkeder, som vil ødelægge 

polsk handel, demonstration mod 

„den voksende uretfærdighed“. 

Waldemar Janeda er en slags talsmand 

i organisationen. Han er en 

undtagelse, mere selvsikker og med 

udsyn. „Jeg er ansat i organisationen, 

vi får lidt penge fra forskellige 

fonde, men det er ikke meget, de 

fleste af vore midler betales af medlemmernes 

meget få midler“. 

JT: EU kræver også en reorganisering 

af kulproduktionen. Men at 

lave en polsk økonomisk strategi 

uden kul som energikilde er meningsløst. 

Vi vil i modsat fald blive 

meget afhængige af andre energikilder. 

Man siger ofte, at vores kulproduktion 

er ineffektiv. Det er jeg 

ikke så sikker på. Det er vanskeligt 

at måle, fordi stater rundt om i verden 

støtter deres kulminer på mange 

og uigennemskuelige måder. 

Hvad skal der til for at udvikle 

Polen og dermed sænke arbejdsløsheden 

betydeligt? 

WD: Først og fremmest skal vi 

have udviklet en egentlig arbejdsmarkedspolitisk 

strategi, så vi koordinerer 

både uddannelse, infrastruktur 

og beskæftigelse. Arbejdsløsheden 

er reelt større end de ca. 

20%, som er det officielle tal. Vi 

„Bevægelsen har 7 formulerede 

målsætninger“, siger Waldemar Janeda. 

„For det første ønsker vi at få 

anerkendt arbejdsløsheden som den 

sociale katastrofe, den i virkeligheden 

er. I mange kredse tager man 

den slet ikke alvorlig, eller også siger 

man, at det er folks egen sag, de 

kan bare tage sig sammen. Vi organiserer 

ikke bare arbejdsløse men 

også de mange hundred tusinde, 

som er truet af arbejdsløsheden. Det 

er vigtigt, at de har et talerør over 

for regeringen og de lokale myndigheder“. 

„Som et konkret krav ønsker vi 

at forlænge perioden, hvor man kan 

få arbejdsløshedsunderstøttelse fra 

et maximum i dag på kun 1 år til 

flere år. Vi vil have samme rettigheder 

som f.eks. jer i Danmark. Vi 

ønsker også, at arbejdsløse skal kunne 

køre gratis i busser og tog. Vi 

kræver desuden, at arbejdsløse får 

flere rettigheder i forhold til sygekasserne, 

hvor lønnede medarbejdere 

får indbetalt midler til brug 

ved sygdom. Vi ønsker også specielt 

at støtte polske virksomheder, 

står bl.a. med en voksende gruppe 

af unge højtuddannede polakker, 

som ikke kan finde beskæftigelse. 

Stadig flere i den arbejdsdygtige alder 

forlader arbejdsmarkedet. Hertil 

kommer, at udgifter til forkning 

og udvikling i industrien er faldet 

meget drastisk siden 1989. Vi skal 

have udviklet forskellige former for 

aktivering. Først og fremmest bliver 

det afgørende at opbygge en 

effektiv offentlig sektor. 

Kan EU ikke spille en rolle i den 

sammenhæng? 

WD: Det kan det vel nok. Men 

den første forudsætning er, at vi 

polakker har en forestilling om hvad 

vi vil, at vi har administrative apparater 

på centralt og decentralt plan 

til at udvikle projekterne. Og det 

kniber det med. Derfor er vores 

infrastruktur meget underudviklet. 

mange udenlandske virksomheder 

begynder med at fyre folk. Vi ønsker 

i det hele taget, at den polske 

regering gør noget for det polske 

folk. I flere tilfælde har vi også protesteret 

mod privatiseringer, som i 

mange tilfælde er ren tyveri, foretaget 

af politikere, som jo skulle 

repræsentere almene interesser. Of- 

Døren til arbejdsløshedskontor i Katowice 

7 

Men perspektiverne for Polens 

medlemskab er ikke umiddelbart 

lyse. EU har stigende arbejdsløshed 

og problemer med at overholde 

stabilitetspagtens stramme regler. 

At tro, at de nye lande vil få 

betydelige midler, vil være naivt. 

Det er sandsynligt, at de nye EU 

landes ønsker om at få del i flere 

midler til regional udvikling vil føre 

til utilfredshed fra de lande, der 

hidtil har nydt godt af det. På den 

baggrund kan det være lidt vanskeligt 

at se meningen med hele projektet. 

JT: Polen har et stort og stadig i 

høj grad uudnyttet potentiale. Uden 

en polsk økonomisk politik kan det 

ikke udnyttes ordentligt. Det er for 

mig det afgørende. 

test repræsenterer de kun deres egne 

personlige interesser“, siger Janeda. 

Jeg går snakker jeg med en vagtmand, 

der siger, at det er vigtigt 

med sådanne organisationer. „For 

hvad skal de ellers stille op, når de 

bliver arbejdsløse? Arbejde er der 

ikke noget af.“

8 

Broget dansk billede 

Efter udvidelsen blomstrer både organiseret og skjult arbejdskraft import 

Mens SID Gartnerne i Odense kan 

skrive overenskomst med et Hollandsk 

vikarbureau, som formidler 

polske sæsonarbejdere til gartnerierne, 

så forsøger en dansk entreprenør 

med base i Polen at afsætte 

arbejdskraft til småmestre i det skjulte. 

Hollands 3. største vikarbureau, 

Jobserver har etableret sig i Odense. 

Firmaet har meldt sig i arbejdsgiverforening 

og skrevet overenskomst 

med SID, som betyder, at 

de polske vikarer skal være medlem 

af SiD. Lederen af Jobserver forsikrer 

overfor SiD, at han er klar til at 

overholde danske overenskomster 

til punkt og prikke. Bureauet havde 

midt i maj de første 25 polske 

arbejdere i gang, ambitionen er at 

skaffe et vikarkorps af 500 polske 

arbejdere. 

Byggeri til halv pris 

I byggebranchen er der andre initiativer 

i gang, en af de første eksempler 

var Ole Thuesen fra det polsk 

baserede firma ”Biomax”. Straks 

efter 1. maj startede han en rundtur 

til jyske småmestre med et tilbud: 

Polske håndværkere til halv 

pris. 

- Vi kan gøre det for det halve af 

danske murere og håndværkere, siger 

han til TV2. 

Ifølge TV2 oplyser han, at han 

allerede har 50 mand i gang i Danmark. 

Han siger, at han har tre byggerier 

i gang i Østjylland men vil 

ikke fortælle, hvor de arbejder. 

Han siger, at han er klar til at 

lave en aftale med de danske fagforeninger, 

men hvis han ikke kan 

blive enig med dem, så er det ikke 

noget problem. 

- De kan jo ikke gå ind på privat 

ejendom, de kan højst stå udenfor 

og flage, det stopper ikke arbejdet, 

siger han. 

For naivt 

Formanden for murersvendene i 

Århus, Arne Knudsen forudser, at 

forretningsfolk af Ole Thuesens slags 

Landbrug 

vil have 

billig 

arbejdskraft 

Landmænd klar til at rekruttere østarbejdere – og helst til elevløn 

SiD har i lang tid ligget i polemik 

med landbruget om arbejdskraft. 

Landmændene mener ikke de trods 

ledighed, skaffer dansk arbejdskraft, 

derfor tyede de også før EU udvidelsen 

til udenlandsk arbejdskraft. 

Et menigt medlem af bestyrelsen i 

Danske Mælkeproducenters Forening, 

Jette Jakobsen kom måske 

sandheden nærmere, da hun sagde 

til radioavisen: 

- Vi er simpelthen nød til at få 

fat i billig østeuropæisk arbejdskraft. 

Danskerne gider ikke arbejde under 

de dårlige arbejdstider og til de 

forholdsvis lave lønninger vi tilbyder! 

Vi tilbyder under 100 kr. i timen, 

og det ved vi, danskerne ikke 

gider arbejde for. Men hvis vi kan 

få fat i unge østeuropæere under 

uddannelse, så kan vi komme endnu 

længere ned i pris. 

Herremandsmentalitet 

- Udtalelsen siger noget om de problemer 

landbruget har. Det er rigtigt, 

de har problemer med at skaffe 

folk, det skyldes ganske enkelt, 

at de ikke vil tilbyde normale lønog 

arbejdsforhold i landbruget, siger 

forretningsfører i SiD GSL-gruppe, 

Morten Fischer-Nielsen. 

- Vi har lige fået en sag ind, hvor 

et stort kvægbrug lader folk arbejde 

48 timer om ugen til elevløn. 

Det er ikke unormalt med arbejdstider 

mellem 42 og 48 timer om 

ugen og ”elevlønninger” på 12.000 

til 16.000 kr. om måneden, siger 

han. 

Det grelleste eksempel Morten 

Fischer-Nielsen her har set for nylig 

var en mand, der arbejder 58 

timer om ugen for 12.000 kr. om 

måneden. 

- Det er utroligt at en landmand 

kan finde på det. Når de 

nu vil have østeuropæere til langt 

under 100 kr. i timen, så siger det 

noget om den herremandsmentalitet, 

som ligger dybt. ”Kan jeg 

snyde nogen og sikre mig selv, så 

er det helt fint”. Det er en dybt 

problematisk tankegang. De bliver 

båret på roser med masser af 

EU tilskud og særlove, og så skal 

de have billig arbejdskraft oven i 

købet, siger Morten Fischer-Nielsen. 

Billige praktikanter 

Unge østeuropæere i praktik er endnu 

billigere, som mælkeproducenten 

fastslår. Og meget tyder på, at 

arbejdsgiverne på landet har fået 

øjnene op for de muligheder. Mens 

antallet af danske elever er halveret 

siden 1992, så der i dag er 750 danske 

elever, så er der omkring dobbelt 

så mange udenlandske praktikanter 

i sving på de danske landbrug. 

Sidste år fik godt 1400 udenlandske 

praktikanter plads i dansk 

landbrug. Nogle få er fra USA, men 

de fleste er fra lande som Litauen, 

Estland, Polen og Ukraine. De 

udenlandske praktikanter arbejder 

under samme løn- og ansættelsesbetingelser 

som danske elever. Det 

kommer til at florere: 

- Hvis nogen havde troet, at det 

her skulle foregå i fuld offentlighed, 

så er det for naivt. Det er klart, at 

man kun henter østeuropæisk arbejdskraft 

herop, hvis den er billigere. Og 

det er ikke noget, man kommer til at 

flage med. Det er der fagtoppen tager 

fejl, når de siger, at vi bare kan gå 

ud og tegne overenskomst og organisere 

folkene, siger han. 

- Det bliver et stort problem, jeg 

tror, at de østeuropæiske arbejdere 

kommer til at gå på byggepladser, 

hvor der ikke er danskere. De bliver 

svære at finde, og så er det svært 

at indgå overenskomst, siger Arne 

Knudsen. 

- Forskellen fra før 1. maj er sandsynligvis, 

at de nu er her legalt, og 

det gør det ikke nemmere. Hvis de 

f.eks. arbejder til vores mindsteløn 

på 94 kr. i timen, så er det helt 

legalt, men danske murersvende 

tjener ikke under 140 kr. i timen, 

så hvad hjælper overenskomsten så, 

spørger Arne Knudsen. 

vil sige med en startløn på 5.185 

kr. plus kost og logi. 

Frygter gråt marked 

Tendensen til at ansætte – og udnytte 

– elever frem for uddannet 

arbejdskraft oplever de også hos SiD 

Hobro/Nørager. 

I afdelingen har de set eksempler 

på elever, hvor den ugentlige 

arbejdstid er 55 timer i gennemsnit! 

- Det er ulovligt og i strid med 

EU’s arbejdstidsdirektiv, og det strider 

mod alt at indgå den slags kontrakter 

og behandle elever sådan, 

siger Henning Nielsen, formand for 

SiD Hobro/Nørager. For en arbejdsuge 

på 55 timers arbejde fik eleven 

12.500 kr. om måneden. Der er problemer 

nok med arbejdet i landbruget 

i dag, men Henning Nielsen frygter, 

at det bliver værre efter udvidelsen 

af EU.

Ugens tilbud: 

Polske stuepiger 

Mellemmænd tilbyder billig østarbejdskraft til hoteller og restauranter 

Det er ikke kun i byggebranchen 

og blandt storbønderne, at man 

udnytter mennesker fra Østeuropa 

som billig arbejdskraft. Også på 

hotel- og restaurationsområdet er 

der mennesker fra de nye EU lande, 

som bliver udnyttet. 

- Der spekuleres i det i branchen. 

Vi har set, hvordan firmaer ringer 

direkte op til hoteller og tilbyder 

stuepiger fra Polen. Firmaerne er 

svære at spotte, fordi de hverken 

har fast telefon eller adresse. De ringer 

fra mobiltelefoner med talekort, 

så det er umuligt at spore dem, siger 

Jan Mathiesen, RBF Københavns 

amt. 

Firmaerne er en del af den sorte 

branche, og lønnen til stuepigerne 

ligger mellem 40 og 60 kr. i timen. 

Og branchen har fået øjnene op 

for de nye muligheder efter udvidelsen: 

- Det bliver et gråt marked. Der 

er selvfølgelig landmænd, der kører 

efter reglerne. Men der er lige så 

mange, som vil udnytte situationen. 

Jeg oplever, at de landmænd 

kun tænker i ren økonomi. De ville 

ikke selv behandles på den måde. 

De er ganske bevidste om, at de 

- Der er arbejdsgivere, der har 

spurgt, hvordan vi stiller os som 

fagforening, hvis de henter en polsk 

opvasker herop til overenskomstmæssig 

løn men samtidig trækker 

ham 7.000 kr. om måneden for et 

værelse. Vi lovede ham en plads på 

Ekstra Bladets forside, siger Jan 

Mathiesen. 

Presset vokser 

RBF har allerede hænderne fulde 

med at afdække den udbredte brug 

af sort arbejde i rengøringsbranchen, 

hvor der er udbredt brug af underentreprenører 

til rengøring og opvask. 

- Vi har pænt styr på forholdene 

på de store hoteller, men det billede 

krakelerer på restaurationsområdet, 

siger han. 

Ud fra de aktioner, som Told og 

skat, har lavet, vurderer Jan Ma- 

thiesen, at 5 – 10 procent af stuepigerne 

og opvaskerne arbejder uden 

arbejdstilladelse. 

- Udvidelsen af EU betyder, at 

presset på stuepige området vokser. 

Det er hårdt arbejde, og erfaringen 

er, at de polske piger er klar 

til at leve op til de ret skrappe krav 

til kvaliteten. Vores holdning er, at 

folk er velkomne til at komme og 

arbejde. Det skal bare ske på overenskomstmæssige 

vilkår. Vi er imod 

at de skal arbejde som løntrykkere 

og på slavelignende vilkår. Arbejdsgiverne 

er kun interesseret i dem 

som billig arbejdskraft, siger han. 

- Vi laver opsøgende arbejde for 

at få overenskomstdækket området, 

og vi er klar til at bruge de muligheder 

vi har for varsle konflikt og 

sympatikonflikt, siger Jan Mathiesen. 



snyder folk, de vil have det så billigt, 

som muligt. Derfor bliver det 

endnu sværere at skaffe ordnede 

forhold i landbruget i fremtiden. 

Vi er bevidste om det, men det kræver 

enorme ressourcer, vi er to mand 

til det faglige arbejde i afdelingen, 

og vi har et område med masser af 

De bliver båret på roser 

med masser af 

EU-tilskud og særlove, 

og så skal de have 

billig arbejdskraft oven i købet. 

landbrug, det er vanskeligt at overvåge, 

hvad der sker, siger han. 

Mange brodne kar 

Erfaringerne er de samme hos SiD 

Hadsund formanden John Hansen 

siger: 

- Der er alt for mange brodne 

kar i landbruget. Selvom det ser 

nogenlunde ud hos dem, der er 

organiseret i arbejdsgiverforeningen, 

hvor overenskomsten gælder, så er 

der et gråt marked blandt de uorganiserede 

landmænd. Vi har set, 

hvordan de misbruger unge fra de 

baltiske lande, som er kommet på 

en uddannelseskontrakt. De siger, 

at de giver dem en uddannelse, men 

de bliver brugt som billig arbejdskraft, 

det er skuffede unge mennesker, 

der rejser hjem. De kan ikke 

bruge det, de har ”lært” til noget, 

de har blot været billig arbejdskraft. 

- I stedet for ordentlige arbejdsforhold, 

så går de landmænd efter 

billig arbejdskraft. Jeg har set eksempler 

på, hvordan landmænd har 

smidt unge ud, så snart de var færdig 

med uddannelsen og skulle til 

at have rigtig løn. Når vi kommer 

rundt, så ser vi også, hvordan de 

bruger folk som billige håndværkere. 

Der går et par mand og murer 

og tømrer. Det er min klare 

opfattelse, at det er det, mange landmænd 

er interesseret i. Når EU 

udvidelsen kommer, så vil det være 

med til at lægge endnu mere pres 

på det her grå område. Det vil også 

ramme håndværkerne. 

- Vi hører hele tiden, at landbruget 

ikke kan skaffe arbejdskraft. 

Men det lyder hult, hvis de virkelig 

mangler folk, hvorfor er der så stort 

set ingen landbrugsjob slået op hos 

AF, siger John Hansen. 

Faglig 

førstehjælp 

Byggefagenes Samvirke i København støtter kollegerne i de baltiske 

lande direkte 

Bygningsarbejderne i de baltiske 

lande har lavstatus og deres faglige 

organisation mangler legitimitet. For 

mange baltere er fagforeningerne 

forbundet med fortiden, dengang 

fagforeningen var partiets forlængede 

arm. Derfor er der brug for en 

helt basal organisering, hvis fagforeningerne 

skal genrejses. Derfor er 

Byggefagenes Samvirke i København 

gået i samarbejde med kollegerne 

i de tre baltiske hovedstæder. 

Samvirket betaler løn og udgifter 

til en lokal organisator i hvert 

land, som arbejder med at få flere 

interesseret i fagligt arbejde og skaffe 

flere medlemmer i fagforeningerne. 

Selvom der er forskel på situationen 

i Estland, Letland og Litauen, 

så står fagbevægelsen generelt 

svagt i alle tre lande. 

- De er utroligt svagt organiseret. 

Desuden er byggefag et lavstatus 

område. Mange bygningsarbejdere 

er folk, der driver et lille landbrug. 

For at få det til at løbe rundt 

arbejder de måske 14 dage i træk 

inde i byen. Det er til elendig løn, 

og de sover på en madras i kælderen, 

siger Per Olsen, formand for 

El-forbundet i København. Det er 

ham, der har kontakten til de baltiske 

fagforeninger. 

- Det er et meget broget billede, 

med en elendig sikkerhed. I et lille 

land som Estland med 1,2 millioner 

indbyggere havde de syv dødsulykker 

i byggeriet i årets første tre 

måneder. Der er massive problemer 

med sikkerheden. Samtidig 

regner man med, at 40 procent af 

økonomien i byggeriet er sort, siger 

han. 

- Vi står i en ny situation med et 

åbent marked og fri bevægelighed. 

Der er brug for at forsøge at genrejse 

fagbevægelsen i de her lande. 

De skal starte helt fra bunden, hvor 

det handler om overhovedet at få 

9 

folk til at interessere sig for fagligt 

arbejde. De arbejder på at skabe et 

netværk, få valgt tillidsfolk og få 

diskuteret først og fremmest sikkerhed 

på arbejdspladserne, siger 

han. 

Aftalen gælder for et år, og de tre 

organisatorer har nu været i gang i 

tre måneder. 

- Foreløbig er det lykkedes at 

organisere flere, end de havde for 

tre måneder siden. Men træerne 

vokser ikke ind i himlen. Det handler 

om at få løbet noget i gang, men 

vi kan konstatere, at vores bidrag 

allerede har gjort en forskel, siger 

Per Olsen. 

Gensidig hjælp 

Når Byggefagenes Samvirke er gået 

ind nu, hænger det sammen med 

østudvidelsen og forventningen om 

mere samhandel i Østersøregionen. 

- Det er naturligt for bygningsarbejdere 

at rejse ud og tjene en 

skilling, især med de vilkår, de har 

i de baltiske lande. Derfor har vi 

aftalt, at vi kan trække på dem, hvis 

der kommer baltere til Danmark 

for at arbejde. Vi kan hente hjælp 

op med kort varsel, hvis vi støder 

på en større gruppe fra et af landene, 

siger Per Olsen. 

Han minder om, at der i mange 

år har været faglige kontakter over 

Østersøen. 

- Der har været delegationer frem 

og tilbage og konferencer, men uden 

at det har ført til noget konkret. 

Det er aldrig blevet fulgt op. Vi vil 

gerne lave et stykke praktisk internationalt 

arbejde. Men det skal være 

seriøst, det er ikke et spørgsmål om, 

at vi betaler for, at nogen kan ansætte 

sin fætter. Når vi går ind, skal 

det være alvor, hvis vi skal fortsætte, 

siger han. 

Derfor har Samvirket løbende 

kontakt med dem, der er ansat gennem 

aftalen.

10 

Der har været polske arbejdere på danske byggepladser i mange år 

EU burde støtte 

fagbevægelsen 

i de nye lande 

Der er brug for massiv hjælp til fagbevægelsen i de nye EU lande 

Jens Borking 

I stedet for landbrugsstøtte skulle 

EU hellere bruge milliarderne på en 

storstilet indsats for at få organiseret 

fagbevægelsen og lønarbejderne i 

Østeuropa, foreslår Jens Borking, 

næstformand for Træ, Industri, Bygs 

afdeling 27 i København. 

Han tror ikke på politikernes og 

fagtoppens forsikringer om, at østudvidelsen 

ikke vil påvirke det danske 

arbejdsmarked nævneværdigt. 

- Jeg håber det går de nye lande 

godt i EU, men jeg tvivler, og hvis 

det går rigtigt galt, så må vi forsvare 

de muligheder, vi har skabt i det 

her land. Lønarbejderne i de nye 

lande har ingen glæde af, at fagbevægelsen 

i Danmark bliver svækket, 

siger han. 

- Tusindvis af polske landbrug, 

vil blive nedlagt, med venlig hjælp 

af EU. Det vil kaste op mod en 

million ud i arbejdsløshed. I forvejen 

er arbejdsløsheden meget stor i 

Polen, så fristelsen til at tage til Danmark 

er stor. Polen ligger kun to 

timers rejse fra Danmark, siger han. 

Der har været polske arbejdere 

på danske byggepladser i Danmark 

i mange år. De arbejder for mellem 

30-40 kr. i timen. 

- Det har de fået de sidste ti år, 

deres ”løn” er ikke steget. Indtil nu 

er de blevet sendt hjem, hvis de er 

blevet opdaget. Men nu kan de arbejde 

helt legalt. Og jeg er ikke i 

tvivl om, at det kommer til at ske i 

stort omfang, siger Jens Borking. 

Han er ikke i tvivl om, at arbejdsgiverne 

har viljen til at bruge 

den billige arbejdskraft fra bl.a. 

Polen: 

- Når direktøren for Dansk Byggeri 

kan spørge, ”hvorfor hans medlemmer 

ikke skal ansætte østarbejdere 

til halv pris”, så viser det, at 

holdningen ikke er fremmed for 

arbejdsgiverne. De er klar til at bruge 

mennesker til halv pris. Det er kortsigtet 

og i sidste ende vil det også 

ramme mestrene, men det spekulerer 

de ikke på. 

Levevilkår under pres 

Jens Borking kan godt forstå at østeuropæerne 

vil søge til Danmark. 

- Deres alternativ er bitter nød, 

deres sociale system er så elendigt, 

så man kan ikke fortænke dem i at 

søge til os. Og det bliver først og 

fremmest i byggesektoren og i landbruget, 

de vil søge hen, siger han. 

- Vi har set en voldsom stigning 

af udenlandsk arbejdskraft fra EU 

landene og Østeuropa inden udvidelsen. 

Deres arbejdsbetingelser her 

er allerede i dag langt dårligere end 

vores. 

- Der vil komme et enormt pres 

på de løn- og arbejdsvilkår, vi har 

opnået. Ikke mindst arbejdsmiljøet 

er ringe for de udenlandske arbejdere. 

Vi ser, hvordan de arbejder 

under dårlige og direkte kummerlige 

forhold. De tjener mellem 

30 og 70 kr. i timen, hvor vores 

medlemmer ligger mellem 140 og 

200 kr. i timen. 

- Så vi har allerede set spirene til 

fremtiden. Vi har som fagforening 

brugt mange ressourcer på at stoppe 

udnyttelsen af dem og sikre enten 

overenskomstmæssige forhold 

eller udvisning, siger han. Men den 

situation er radikalt ændret efter 1. 

maj. 

Overgang med huller 

Den overgangsordning som Folketinget 

har vedtaget for at begrænse 

tilgangen er bedre end ingenting. 

Men der er stadig mange huller, 

mener Jens Borking. 

- Dels skal vi kunne bevise, at 

dem der er her arbejder. De kan 

være her i seks måneder for at søge 

arbejde. Hvis vi konstaterer, at de 

arbejder, så skal det blot ske på overenskomstmæssige 

eller tilsvarende 

vilkår. De skal altså ikke have en 

overenskomst. Det er op til Udlændingestyrelsen 

at skønne, om 

forholdene er i orden. Det bliver 

interessant at se, om Udlændingestyrelsen 

får de ressourcer, det kommer 

til at kræve, eller om det bliver 

automatiske godkendelser af arbejdstilladelserne. 

- Og så er der slet ingen regler, 

hvis folk er selvstændige. Byggepladserne 

hærges i forvejen af problemer, 

med såkaldte ”arme og ben” 

virksomheder. Det er der ikke taget 

højde for i loven, siger han. 

Liberalistisk drøm 

- Der er grund til bekymring, det 

er en liberalistisk drøm, der går i 

opfyldelse. Arbejdskraften skal bare 

konkurrere med hinanden, til 

de når bunden. Hvad er logikken i 

at åbne for vandrende arbejdstagere 

i et område med arbejdsløshed, 

uanset hvor i Europa det sker? Det 

handler ikke om frihed for lønarbejderne. 

Formålet er at svække de 

faglige organisationer, så løn- og 

arbejdsvilkår bliver den enkeltes problem. 

Hver mand og kvinde klarer 

OPZZ, faglig polsk landsorganisation i Warszawa. På banneret står der: Vi ønsker et socialt Europa 

sig selv. Det er arbejdsgivernes frihed 

til at hente arbejdskraften der, 

hvor den er billigst. 

Hvor galt det kan gå viser erfaringerne 

fra Berlin, mener Jens 

Borking: 

- Det er skræmmebilledet. For 

12 år siden var der 60.000 organiserede 

bygningsarbejdere, nu er de 

nede på 14.000 organiserede. Gennem 

hele perioden har halvdelen af 

de organiserede været arbejdsløse, 

mens lige så mange legale og illegale 

har lavet arbejdet for under den 

halve løn. Deres officielle mindsteløn 

er næsten halveret, men selv 

den er der ingen, der tør kræve mere. 

Deres faglige organisationer er ganske 

enkelt brudt sammen, og de 

siger selv, at de står på samme stadie, 

som da arbejderbevægelsen blev 

født. Det er sket kun 300 km. væk 

i et andet EU land. 

- Det er et drømmebillede for 

arbejdsgiverne. På 12 år har man 

fået dereguleret arbejdsmarkedet, og 

lønnen er mere end halveret, siger 

han. 

Massiv støtte 

- Hvis vi skal undgå at blive konkurrenter, 

så må de organisere sig. 

Solidaritet handler også om ikke at 

undergrave hinanden. De dårligst 

stillede skal ikke blive endnu dårligere 

stillet, det er en af de opgaver, 

vi har som fagbevægelse. Og vi er 

oppe imod en voldsom trend, hvor 

dem der sidder på magten drømmer 

om at vende tilbage til tiden 

før, den organiserede fagbevægelse 

fandtes. De arbejder helt målrettet 

på det over hele verden, siger Jens 

Borking. 

- Vi må overveje en helt anderledes 

massiv støtte til fagbevægelsen 

i Østeuropa. Både når det gælder 

viden og økonomi. Der er brug for 

et omfattende internationalt fagligt 

arbejde til støtte for fagbevægelsen 

i de nye lande. 

- Vi skal rejse kravet i EU. I stedet 

for landbrugsstøtte, skulle man 

bruge milliarderne på at støtte lønarbejderne 

der, hvor de har det sværest. 

Støtten skal bruges til at folk i 

praksis bliver fagligt organiseret, så 

man får opbygget en effektiv fagbevægelse. 

Det ville også ændre på 

den meget skæve fordeling af værdierne 

i de samfund. Nogle af dem 

er velstående samfund, siger Jens 

Borking.

Med åbne arme 

Østarbejderne skal være velkomne, men de skal huske at melde sig 

i fagforening, mener tømrerlærling Thomas Larsson 

Thomas Larsson 

- Jeg tror ikke på politikernes forsikringer 

om, at vi kan sove roligt 

om natten, og at der ikke kommer 

ret mange arbejdere fra Polen, siger 

Thomas Larsson, 26, tømrerlærling 

og medlem af bestyrelsen i TIB afd. 

27. 

- Alligevel skal vi tage imod dem 

med åbne arme. Jeg er ikke imod, 

at de kommer og arbejder. Jeg forstår 

deres håbløse situation, alle skal 

have en chance. Problemet ligger i 

udnyttelsen af dem. Jeg er bange 

for, hvad mestrene kan finde på. 

Byggebranchen er ikke den mest 

hæderlige, siger han. 

- Situationen for polakkerne er 

fortvivlende. Udvandring er en logisk 

konsekvens af fattigdom, det 

har folk altid gjort for at hæve deres 

levestandard. Og da de skal effektivisere 

deres landbrug, så kommer 

der en helvedes masse arbejdsløse, 

oven i dem de har. Deres mindsteløn 

er allerede minimal og understøttelse 

findes ikke. Så hvis du 

har familie at forsørge, så er det 

logisk at søge ud, det ville jeg selv 

gøre, siger han. 

Kastesystem 

Thomas Larsson er ikke begejstret 

for de overgangsregler, som Folketinget 

har vedtaget om østarbejdskraften. 

- Det er et mærkeligt og forfejlet 

menneskesyn, når de nye landes 

arbejdere behandles anderledes end 

andre landes. Det bliver et kastesystem 

med 1., 2. og 3. rangs lande, 

vi får vores egne u-lande. 

Sverige opgiver 

forskelsbehandling 

af nye EU borgere 

Flertal i Rigsdagen afviste diskrimination af østarbejdere 

Den socialdemokratiske svenske 

regering led i går nederlag i rigsdagen, 

da alle andre partier stemte 

nej til overgangsordninger for vandrende 

arbejdstagere fra de nye EU 

lande. 

Regeringen havde foreslået, at 

Sverige i lighed med Danmark og 

de fleste andre gamle EU lande skulle 

lave særregler, som ville stille arbejdskraften 

fra Østeuropa dårligere end 

borgere fra andre EU lande. 

Men samtlige andre partier afviste 

forslaget, og dermed er Sverige 

sammen med Irland foreløbig de 

eneste af de gamle EU lande, som 

åbner dørene helt på lørdag for de 

nye EU borgere fra øst. 

Ingen overgangsregler 

men styrkede faglige rettigheder 

Sverige: Politisk aftale om at styrke fagforeningerne 

i kampen mod løntrykkeri 

Samtidig med at den svenske rigsdag 

afviste overgangsordninger for 

østarbejdere, så blev der skabt flertal 

for at styrke de faglige rettigheder 

i Sverige. Det er svensk LO og 

Vestrepartiet som sammen har presset 

på for at give fagbevægelsen bedre 

redskaber til at forhindre misbrug 

og underbetaling af udenlandsk 

arbejdskraft. 

Det er et flertal bestående af det 

socialdemokratiske regeringsparti, 

miljøpartiet og Venstrepartiet i Rigsdagen, 

som er enige om at give fagbevægelsen 

bedre redskaber til at 

bekæmpe udnyttelse af fremmed 

arbejdskraft, samtidig skal myndighederne 

skærpe overvågningen af 

virksomhederne. 

Det er svensk LO, som har lavet 

forslagene, som skal styrke fagbevægelsen. 

Den svenske Rigsdag 

- Venstrepartiet har hele tiden 

afvist overgangsordninger, men har 

samtidig peget på, at der, uanset 

udvidelse eller ej er store problemer 

med sort arbejde og underbetaling 

på det svenske arbejdsmarked. 

Og det handler både om svenskere 

og udlændinge, som lige er 

kommet til landet, siger Birger 

Østberg, Venstrepartiet. 

Aftalen indeholder bl.a.: 

- Øget kontrol med vikarbureauer 

for at modvirke løndumping. 

- Hovedentreprenører skal for frem- 

- Reglerne er direkte skadelige. 

Klausulen om, at man skal have fast 

arbejde, betyder bare, at der er endnu 

mere grund til at arbejde sort, hvis 

man bliver fyret. For man kan ikke 

søge støtte eller få dagpenge, de vil 

skjule sig og forsøge at arbejde sort. 

Og dem, der arbejder legalt, vil føle 

sig tvungne til at opføre sig ordentligt. 

De vil ikke nedlægge arbejdet 

eller gå med i faglige aktioner. 

De er ikke beskyttet, som vi er. 

Hvis de bliver uberettiget fyret, så 

er det ud, siger han. 

- Der vil opstå en underskov af 

sort og illegalt arbejde, og der er 

allerede ved at opstå et kastesystem 

på byggepladserne med et usynligt 

hierarki. 

- Overgangsordningen skyldes 

Dansk Folkeparti, og det er det frygtelige 

ved det, der er stor risiko for, 

at DF vil køre plat på det. Taberne 

bliver de polske arbejdere og os, 

siger han. 

Lønnen bliver trykket 

Han forventer, at de store danske 

byggefirmaer vil gøre - som de tyske 

allerede har gjort længe – annoncere 

direkte efter arbejdskraften 

i polske medier. 

- Det ville være ”dumt” hvis de 

ikke gjorde det. Dansk Byggeri har 

da også meldt ud, at det er en dårlig 

mester, der ikke vil benytte bil- 

Frygt for social turisme 

Forslaget indebar et krav om arbejdstilladelse. 

For at få en arbejdstilladelse, 

skulle der være tale om 

varigt arbejde på overenskomstmæssig 

løn. Desuden skulle de østeuropæiske 

arbejdere kunne forsørge sig 

selv. 

Som i Danmark er der i Sverige 

frygt for ”social turisme” i forbindelse 

med EU udvidelsen. Den svenske 

regering er blev kritiseret for at 

mane et billede frem af tusinder af 

polakker, som vil komme til Sverige 

og arbejde minimalt og sikre sig 

maksimale sociale ydelser: 

Under debatten i Rigsdagen advarede 

emigrationsminister Barbro 

Holmberg om, at det sociale system 

kan komme under pres og blive 

udnyttet til løndumping. Hun frygtede 

en situation, hvor arbejdsgi- 

tiden gøres ansvarlig for at der 

betales skatter og afgifter af hele 

entreprisen. 

- Skærpet kontrol med virksomhedernes 

skattebetaling. Forslaget 

skal bekæmpe ”arme og ben” 

firmaer og sorte og grå virksomheder, 

som giver ublu konkurrence. 

- De faglige organisationer skal have 

adgang til arbejdspladserne, også 

der hvor de ikke har nogle medlemmer. 

- Fagforeningerne skal under visse 

lig udenlandsk arbejdskraft, siger 

Thomas Larsson. 

- Det betyder løntrykkeri, jeg skal 

sænke min løn gevaldigt for at følge 

med, man tager jo den, der er 

billigst. I Tyskland er konsekvensen, 

at folk nu arbejder for mindre 

end mindstelønnen, siger Thomas 

Larsson. 

- Hvad betyder det for den faglige 

bevidsthed, hvis der kommer mange 

udenlandske arbejdere på byggepladserne? 

- Jeg kunne godt forestille mig 

at den blev styrket, men det kommer 

an på, hvordan den kamp udvikler 

sig. Det kan også slå over i 

ren og skær racisme. Dansk Folkeparti 

står klar til at slå plat, og det 

er meget farligt. De danske bygningsarbejdere 

vil føle sig forulempet, 

og de udenlandske er tvunget 

til at læne sig til mester for at beholde 

arbejdet, det kan blive farligt, 

du får trukket fronten hårdt 

op. 

- Hvordan kan det undgås? 

- Vi skulle have haft mindstelønnen 

løftet betragteligt ved overenskomsten. 

Det ville have været 

et godt træk. Den er på 100 kr. den 

har aldrig spillet en rolle, fordi ingen 

gik til den løn. Nu bliver mindstelønnen 

vigtig, fordi mestrene bare 

kan ansætte udlændingene til mindsteløn, 

siger han. 

11 

verne betalte lav løn og henviste 

deres ansatte til at supplere op med 

sociale ydelser. 

- Problemet er, at tre gange svensk 

børnebidrag svarer til en normalløn 

i mange af de nye EU lande. 

Hvis man ikke ser det i øjnene, så 

lukker man øjnene for virkeligheden, 

sagde hun. 

Regeringens frygt for social turisme 

fik flere af de andre partier til 

at anklage socialdemokraterne for 

at flirte med fremmedfjendske kræfter. 

Fra venstrepartiet beskyldte man 

regeringen for at spille på strenge 

der ikke burde findes i den svenske 

lyre. Og Centerpartiet beskyldte 

ledende politikere for at have spredt 

fordomme, som har åbnet døren 

for en fremmedfrygt, som ikke fandtes 

før. 

omstændigheder have vetoret til 

at afvise at en underentreprenør 

kommer ind på en opgave. 

- Det er gennem de skærpelser på 

arbejdsmarkedet, at vi kan modvirke 

løndumping og diskriminering 

af udenlandsk arbejdskraft. 

Det er længe siden, vi har haft et 

flertal i Rigsdagen med så radikale 

forslag til styrkelse af de faglige 

rettigheder, siger et af venstrepartiets 

Rigsdagsmedlemmer, Camilla 

Jansson. 

Tag det alvorligt 

- Det bliver fagbevægelsen, som 

kommer til at rage de kastanjer ud. 

Men fagbevægelsens ledelse er hoppet 

med på, at det ikke er noget 

problem. Det betyder, at vi ikke 

står samlet om at løse det. Vi skal 

tage det alvorligt og tage udgangspunkt 

i, at der kan komme mange, 

siger Thomas Larsson. 

Han mener, at der bliver brug 

for masser af opsøgende arbejde på 

byggepladserne. 

- Vi skal forberede medlemmerne 

på, hvad der kan komme til at 

ske. Vi skal have gang i en dialog, 

så medlemmerne får skærpet deres 

opmærksomhed, siger han. 

- Og så skal vi have øget det internationale 

arbejde, det har vi ikke 

rigtigt prioriteret før. Vi skal forberede 

de polske og baltiske arbejdere 

på, hvad det vil sige at arbejde 

i Danmark, siger Thomas Larsson. 

TIB’s ungdomsudvalg er selv i 

gang med at forberede et samarbejde 

med polske bygningsarbejdere. 

Gennem gensidig udveksling og 

besøg vil de i dialog med de polske 

kolleger. 

- Vi håber vi kan bidrage med 

gode ideer til, hvordan de kan inddrage 

de unge i det faglige arbejde, 

siger Thomas Larsson.

12 

Arbejdsløshedskontor 

Velkommen 

med forbehold 

Østborgerne kan diskrimineres i de næste syv år 

Den frie bevægelighed for arbejdskraften 

eller den ”vandrende arbejdskraft”, 

som det hedder i EU jargon 

er et af slagnumrene i EU samarbejdet. 

Bevægelighed for arbejde og 

kapital er den grundlæggende idé 

og motor for Unionen. 

Friheden til at bevæge sig og søge 

arbejde i hele EU er et vigtigt 

symbol for borgerne i de nye østeuropæiske 

medlemslande. Derfor 

er det noget af en kold spand vand, 

at 13 ud af 15 af de gamle EU lande 

smækker døren i for østeuropæerne 

i samme øjeblik, som de bliver 

medlem af Unionen. 

De fleste EU lande indfører forskellige 

former for overgangsordninger, 

som begrænser eller helt 

udelukker østeuropæerne fra de 

vestlige arbejdsmarkeder. Hårdest 

går de frem i Tyskland og Østrig, 

som helt lukker af for østarbejdere 

de første syv år. 

Muligheden for at lave overgangsordninger, 

er aftalt i den udvidelsestraktat, 

som er det juridiske 

grundlag for udvidelsen. Her fremgår 

det, at de gamle lande i op til 

syv år, kan lave særregler fra folk fra 

de nye medlemslande fra Østeuropa. 

Aftalen om overgangsordningen 

gælder ikke for Cypern og Malta. 

Danske regler 

Tidligere statsminister Poul Nyrup 

og efterfølger Fogh har ellers begge 

forsikret, at de nye EU borgere var 

velkomne fra dag et. Men sådan er 

det ikke gået, alt som dagen for 

udvidelsen er kommet nærmere, har 

de gustne overlæg og frygten for at 

Dansk Folkeparti skulle score på 

udvidelsen vokset. Derfor har et stort 

flertal i Folketinget indført overgangsordninger, 

som siger ja til østeuropæisk 

arbejdskraft men på betingelser, 

som stiller dem dårligere 

end andre EU borgere. 

I modsætning til alle andre EU 

borgere, så skal arbejderne fra øst 

have en arbejdstilladelse, de skal 

arbejde på overenskomstmæssige 

eller ”sædvanlige” vilkår, og de skal 

have fuldtidsarbejde. 

Samtidig med kravet om arbejdstilladelse, 

så er de samtidig udelukket 

fra en hel række sociale ydelser, 

som andre EU borgere har adgang 

til. De får ikke adgang til dagpenge, 

socialhjælp eller arbejdsløshedsdagpenge. 

Hvis de bliver fyret, må 

de blive seks måneder for at søge 

arbejde, men de skal forsørge sig 

selv, uanset om de i øvrigt opfylder 

betingelserne for f.eks. dagpenge. 

De skrappe regler har fået Ungarn 

og Polen til at svare igen med 

tilsvarende begrænsninger for arbejdere 

fra vest, der søger arbejde. 

Intet problem 

Samtidig med at de gamle lande 

bygger et nyt jerntæppe, som skal 

holde de nye EU borgere ude fra 

deres arbejdspladser og væk fra deres 

sociale ordninger, så forsikrer 

”Vi kan sove roligt om natten” 

siger beskæftigelsesminister Claus 

Hjort Frederiksen 

de ansvarlige og eksperterne, at der 

slet ikke er noget problem. I et væld 

af migrationsstudier, som vurderer, 

hvordan strømmen af arbejdskraft 

vil gå efter udvidelsen, gentages det 

som med én mund, at der bliver 

tale om et meget begrænset antal 

østeuropæiske arbejdere. Dem der 

kommer vil først og fremmest komme 

som sæsonarbejdere i byggebranchen 

og landbruget, lyder vurderingen. 

Invasionen udebliver, og der er 

hverken grund til stor bekymring 

over løntrykkeri eller social turisme, 

når EU udvider mod øst, konkluderer 

f.eks. to forskere fra Dansk 

Institut for Internationale Studier 

(DIIS), der har gennemgået de seneste 

års forskning i forbindelse 

med udvidelsen. 

Ifølge EU-forskerne Anne Mette 

Vestergaard og Catharina Sørensen, 

kan Danmark højst forvente 

at tage imod 2000 vandrende arbejdstagere 

fra øst årligt i de første 

år efter udvidelsen. Det forholdsvis 

lave tal skal ses i forhold til, at 

de gamle EU lande samlet set kan 

forvente mellem 140.000 og 

240.000 migranter om året fra de 

nye EU lande. 

De to forskere mener, at problemet 

nærmest er det modsatte, nemlig 

at, Danmark kan få svært ved at 

tiltrække de højtuddannede østeuropæere, 

som vi har ”brug” for. 

Syv år? 

I debatten omtales overgangsordningerne 

hele tiden som en syvårsregel, 

den lange overgangstid er med 

til at forstærke indtrykket af, at der 

er god tid, og vi kan ”sove roligt 

om natten”, som beskæftigelsesminister 

Claus Hjort har formuleret 

det. Men overgangsordningerne skal 

ifølge EU reglerne vurderes undervejs. 

Så i virkeligheden er der tale 

om en to årig periode, som hvert 

land kan vælge at forlænge i første 

omgang med tre år, og i sidste ende 

med to år mere. 

Vandrende 

arbejdstagere 

Fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft, det er det fundament, som 

den europæiske union er bygget på. Det er selve det store indre marked, 

der her er på spil. Men i praksis har det vist sig, at være mere end 

vanskeligt at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det viser de mere 

end 400 sager, som EF domstolen i årenes løb har afgjort om den ”vandrende 

arbejdskraft”, som det poetisk kaldes på EU sproget. 

EU reglerne om den vandrende arbejdskraft skal ganske enkelt sikre, 

at EU borgere kan slå sig ned og arbejde i hvilket som helst EU land, uden 

at være stillet ringere end borgerne i værtslandet. 

I princippet, skal en EU borger have ret til samme ydelser, som borgerne 

i værtslandet, og samtidig skal man kunne bevare de rettigheder, man 

har med sig fra andre EU lande. F.eks. er folkepension betinget af, hvor 

længe man har boet i et land, derfor sikrer reglerne for vandrende arbejdstagere, 

at man kan tage sin anciennitet med sig fra land til land, så man har 

ret til pension, uanset i hvilket EU land man har arbejdet i. 

To systemer 

Det er ikke muligt at forskelsbehandle på grundlag af statsborgerskab. 

Det danske velfærdssystem er som hovedregel skattefinansieret, det betyder, 

at alle danske statsborgere, som opfylder lovens betingelser, er 

berettiget til ydelserne. De fleste andre EU-lande baserer i varierende 

omfang deres systemer på forsikrings-ordninger, hvor sociale bidrag fra 

arbejdsgivere og lønmodtagere finansierer velfærdsydelserne. 

I den danske debat har man hidtil afvist, at EU reglerne betyder et pres 

på det sociale system i Danmark. Men udvidelsen har fået politikerne på 

andre tanker. 

De detaljerede regler er fastlagt i EU’s forordning 1408/71 om koordinering 

af social sikring i EU. I en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe 

fra april 2003 gennemgås det komplicerede regelsæt. Udvalget 

peger på tre områder, der kan være „sårbare over for utilsigtet brug“, som 

det hedder. Men samtidig slår embedsmændene fast, at „mulighederne 

for at imødegå utilsigtet brug er relativt begrænsede inden for de gældende 

rammer.“ De tre „særligt sårbare“ områder er (citeret efter rapporten): 

Kontanthjælpsområdet. Arbejdstagerbegrebet er meget bredt efter EFdomstolens 

praksis og status som arbejdstager giver ret til kontanthjælp 

til personer, som ikke fuldt ud kan forsørge sig selv. 

Børnepasningsorlovsydelsen kan tages med ud af landet. 

Dagpenge ved sygdom, fødsel og adoption. Der opnås hurtigt (efter et 

kort arbejdsforhold) ret til ydelserne, og de kan tages med ud af landet. 

Derudover vurderes udvalget, at også dagpengeydelser ved arbejdsløshed 

og social pension kan give mulighed for „utilsigtet brug“. 

Social turisme 

Én ting er imidlertid at muligheden for misbrug eksisterer, noget andet er, 

om den faktisk bliver benyttet. Problemet har i princippet eksisteret lige 

siden Danmark trådte ind i EF i 1972. Indtil nu har det ikke givet anledning 

til „social turisme“, også selv om mange frygtede det, da Spanien, Portugal 

og Grækenland blev optaget i 80’erne. 

Tværtimod kunne man sige, EU har taget flere initiativer for at fremme 

mobiliteten af arbejdskraften. Det bekymrer EU-Kommissionen, at der i år 

2000 f.eks. kun var 225.000 der flyttede adresse mellem to EU lande, det 

er 0,1 procent af den samlede befolkning. Hos forbilledet USA var der 

knap seks procent af befolkningen, der i 1999 flyttede fra en delstat til en 

anden. 

Trods de tørre tal, som nærmest kalder på initiativer for at få gang i 

vandringen, så har regeringen indgået et bredt forlig, der skal hindre både 

social turisme og løndumping. 

Regelsættet kan indføres for en periode af 2 år med mulighed for 

forlængelse i 3 år mere og yderligere to år, hvis der er risiko for „alvorlige 

forstyrrelser“ på arbejdsmarkedet. 

Men i 2011 vil princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed under 

alle omstændigheder skulle gælde for såvel nye som gamle EU-lande. 

Men forlængelserne kan ikke ske 

automatisk. Hvert land skal vurdere, 

hvordan reglerne virker, og 

om der er behov for forlængelse. 

Hvis overgangsordningerne skal forlænges 

udover de fem år, så kræver 

det, at der er ”alvorlige forstyrrelser 

på arbejdsmarkedet” eller risiko 

for det, hvis et land åbner helt 

op. 

Forligspartierne har aftalt at følge 

udviklingen nøje og efter to år 

tager de stilling til, om særreglerne 

skal forlænges eller eventuelt justeres. 

Men der er en fælles forventning 

i forligskredsen til, at overgangsordningen 

forlænges. 

Seler og livrem 

Beskæftigelsesminister Claus Hjort 

Frederiksen, mener, at de danske 

overgangsregler er fair: 

- Den er fair overfor de nye lande, 

fordi vi åbner op for reelle jobs 

Fri bevægelighed 

for arbejdstagere 

i EU er 

svært i praksis 

til deres borgere. Og den er fair 

over for arbejdsmarkedets parter, 

fordi det skal ske på sædvanlige vilkår, 

siger han. 

- Selvom det ikke ser ud til, at 

der bliver store problemer, så har vi 

valgt at være på den sikre side og gå 

med både livrem og seler. Det er 

svært at vide præcist, hvad der sker. 

Nogle vil måske forsøge at udnytte 

de store lønforskelle, det ønsker vi 

ikke at udvidelsen skal bruges til. 

Der skal være ordnede forhold for 

arbejdstagere fra de nye lande, siger 

Claus Hjort Frederiksen. 

Han ser overgangsbestemmelser 

som en hjælpende hånd til arbejdsmarkedets 

parter. 

- I Danmark er det op til arbejdsmarkedets 

parter at sikre ordnede 

forhold på arbejdsmarkedet. 

Men vi har valgt at give parterne en 

hjælpende hånd i den her situation, 

siger han.

Skuffede østlande 

Nye EU-lande kræver åbne grænser for østeuropæere, 

der vil arbejde i vest 

Hvad nytter en forfatning for alle 

europæere og en fælles indsats for jobskabelse, 

når millioner af unionsborgere 

i de kommende år forhindres i at 

leve og arbejde, hvor de vil? 

Det spørgsmål forsøgte en række 

central- og østeuropæiske ledere 

at presse ind i debatten på EU-topmødet 

i marts, hvor både forfatningsforhandlinger 

og beskæftigelse 

var på dagsordenen. 

Østlandene er skuffede over, at 

samtlige gamle EU lande minus 

Irland og Sverige har smækket døren 

mere eller mindre hårdt i for 

deres borgere. Tiltrædelsestraktaten 

giver mulighed for syv års overgangsperioder, 

hvor de gamle lande har 

lov til at stille de nye landes borgere 

dårligere end alle andre unionsborgere. 

Skuffelse og vrede 

- Konklusionerne fra dette topmøde 

prædiker om fordelene ved arbejdskraftens 

frie bevægelighed - 

men det, vi ser, er noget andet, sagde 

Tjekkiets regeringsleder, Vladimir 

Spidla efter topmødet. 

Polens kommende EU-kommissær, 

Danuta Hübner, advarer om, 

at netop begrænsningerne risikerer 

at få folk til at stemme nej ved folkeafstemningerne 

om en EU forfatning. 

- Vi er enormt skuffede! Der er 

ingen som helst økonomisk retfærdiggørelse 

af denne forventning om 

store strømme med millioner af 

polakker og ungarere, der skulle 

invadere arbejdsmarkederne, siger 

Hübner. 

Hun forventer, at langt de fleste 

polakker vil blive hjemme også efter 

1. maj. Men princippet om, at 

man som EU-borger har ret til at 

leve og arbejde, hvor man vil, er af 

stor betydning. 

- Specielt blandt vore unge mennesker 

udgør den frie bevægelighed 

for varer, personer, kapital og 

tjenesteydelser selve symbolet på det 

indre marked, som vi nu skal være 

en del af. Når man begrænser den, 

så er det for mange mennesker et 

signal om, at Polen bliver et andenklasses 

EU-land, siger Danuta Hübner. 

Ungarn og Polen svarer igen 

Få dage før udvidelsen trådte i kraft 

besluttede Polen, at indføre overgangsordninger 

for borgere fra de 

gamle EU lande, som har begrænset 

den frie bevægelighed. 

Den ungarske regering er også 

besluttet på at svare igen med de 

samme midler. Ungarn vil vedtage 

overgangsordninger, som rammer 

EU borgere på samme måde, hvis 

de vil arbejde i Ungarn. 

Ferenc Persányi, attaché ved den 

ungarske ambassade i Danmark siger, 

at det ungarske parlament ikke 

har vedtaget lovgivningen endnu, 

men han forventer, at den vil blive 

tilsvarende de overgangsregler, som 

hvert enkelt EU land vedtager for 

ungarske borgere. Så danskere kan 

se frem til samme behandling, som 

vi byder ungarske arbejdere. 

- Der ser ud til at være en tendens 

til, at nogle af de gamle EU 

lande ikke lever op til forventningerne 

og i nogle tilfælde ikke op til 

de forpligtigelser, som landene har 

indgået under tiltrædelsesforhandlingerne, 

siger Ferenc Persányi. 

Han henviser til de ”kontraktlige 

forpligtigelser,” som landene har 

skrevet under på i en af de mange 

erklæringer, som er knyttet til tiltrædelsestraktaten. 

I erklæringen lover de ”gamle” 

EU lande, at de dels vil bruge overgangsordningerne 

fleksibelt og differentieret, 

men også bestræbe sig 

på at øge ungarernes adgang til arbejdsmarkedet. 

Hvis landene levede 

op til erklæringen skulle beskæftigelsesmulighederne 

øges væsentligt 

for ungarerne efter optagelsen. 

Samtidig lover landene, at de vil 

arbejde for at fjerne særreglerne og 

indføre de almindelige EU regler, 

så hurtigt som muligt. 

- Ungarn forstår de nuværende 

medlemslandes bekymring for at 

undgå misbrug af deres sociale systemer. 

Men restriktionerne burde 

gennemføres på en ikke diskriminerende 

måde, sådan som EU reglerne 

foreskriver det, siger Ferenc 

Persányi. 

- Vi er overbevist om, at frygten 

for en stor migration af arbejdere 

er grundløse. Hverken historien eller 

den nuværende situation retfærdiggør 

forventninger om, at der vil rejse 

mange ungarske arbejdere, siger han. 

Han henviser til, meget lave tal 

for immigration fra Ungarn. Arbejdsløsheden 

er lav (5,5 procent), 

økonomien voksede med 2,9 procent 

sidste år. 

- Så der er intet i situationen, 

der tilskynder ungarerne til at rejse, 

siger Ferenc Persányi. 

EU landenes erklæring om hurtig 

normalisering af forholdene for 

de ungarske arbejdere, er gentaget 

ordret over for hvert enkelt af de 

nye landes regeringer. Men det ser 

foreløbig ikke ud til at være det papir 

værd, som det er skrevet på. 

Ingen grund 

til panik 

Overgangsordningerne for østeuropæerne er dybt problematiske, 

mener lektor Anette Borchorst. 

- Det er for sent at lukke af nu! 

EU’s regler for fri bevægelse for arbejdstagere 

kan man ikke ændre, 

der er kun overgangsordningerne 

at forhandle om, siger lektor Anette 

Borchorst, Ålborg Universitet. 

Hun undrer sig lidt over, at diskussionen 

om de sociale ydelser kommer 

nu i forbindelse med EU udvidelsen. 

- Indtil nu har alle danske regeringer 

afvist, at europæiseringen kan 

føre til et pres på de sociale udgifter, 

fordi man kan tage ydelserne 

med sig ud af landet. Det er først 

nu i forbindelse med udvidelsen, 

at der er lukket op for diskussionen, 

siger hun. Men der er for så 

vidt ikke sket så meget nyt siden 

2000, hvor debatten blev afvist. 

En embedsmandsgruppe på tværs 

af ministerierne har især peget på 

tre områder, hvor der er risiko for 

misbrug, hvis mobiliteten øges efter 

udvidelsen. Det gælder kontanthjælp, 

børnepasningsorlov og dagpenge 

ved sygdom, fødsel og adoption. 

Indtil nu er der kun ca. 500 

mennesker, der har benyttet sig af 

de muligheder, som EU reglerne 

åbner for at tage ydelser med ud af 

Danmark. 

På baggrund af arbejdsgruppens 

rapport har et stort flertal i Folketinget 

vedtaget overgangsregler for 

borgerne fra de nye EU lande i 

Østeuropa. I op til syv år kan de 

udelukkes fra at modtage en række 

sociale ydelser i Danmark, ydelser 

som alle andre EU borgere ellers 

har ret til. 

Anette Borchorst mener ikke at 

overgangsreglerne er rimelige: 

- Det er dybt problematisk, de 

mennesker der er her, må man sørge 

for at sikre ordentligt. Har man 

sagt A, må man også sige B, og 

Danmark har været primus motor 

for udvidelsen. Så er det ikke rimeligt 

at slå bremserne i nu. Det er 

ikke særlig flatterende, at vi ikke er 

klar til at tage konsekvenserne af 

de skridt, vi har taget i EU, siger 

Anette Borchorst. 

Sammen med Peter Abrahamson 

har hun netop bidraget til bogen 

”13 udfordringer til den danske 

velfærdsstat”, med et kapitel om 

”Den danske velfærdsstats europæiske 

udfordringer”. 

Anette Borchorst har længe peget 

på, at EU’s regler for fri bevægelighed 

og EU domstolens praksis 

påvirker det sociale system i 

Danmark. 

- Der har været tale om en gradvis 

udvikling af vandrende arbejds- 

tageres rettigheder, og den udvikling 

vil fortsætte. Det nye er, at politikerne 

er begyndt at tale om det, 

de ellers i mange år har benægtet, 

at EU spillede en rolle for, hvordan 

vi indretter velfærdsstaten, siger hun. 

Begrænset tilstrømning 

- Der kommer et pres på det sociale 

system. Men der er ingen grund 

til panik på grund af udvidelsen. 

Jeg tror ikke tilstrømningen fra 

Østeuropa bliver særlig stor. Men 

det er vigtigt at understrege, at det 

ikke blot er et spørgsmål om hvor 

mange arbejdstagere, der flytter sig. 

En enkelt borger, der klager til EFdomstolen, 

er nok til at ændre hele 

systemet, hvis Domstolen giver klagerne 

ret, siger Anette Borchorst. 

Hun henviser til efterlønssagen 

som det klassiske eksempel på, hvordan 

EU’s regler har ført til tilpasning 

af de sociale ordninger: 

Anette Borchorst 

- Nyrup vidste udmærket, at efterlønnen 

var populær, så når den 

blev ændret på en nat, så hang det 

sammen med, at Kommissionen var 

på vej med en retssag mod Danmark 

om efterlønnen, siger hun. 

Baggrunden var, at tre tyske borgere 

havde klaget over, at de ikke 

kunne få adgang til efterlønnen. Det 

udløste en såkaldt åbningsskrivelse 

til Danmark fra Kommissionen, som 

er første skridt mod en sag ved 

Domstolen. Regeringen valgte i al 

hast og uden forudgående politisk 

debat at indføre et kontingent for 

efterlønsordningen, som betyder, at 

den ikke er til rådighed for borgere, 

der ikke har betalt til den. 

Åbne grænser påvirker 

- Påvirkningen er der, når man åbner 

grænserne. De universelle ydelser 

er baseret på et system, hvor ydel- 

13 

serne er bundet til et relativt lukket 

system, og det styrkes af den demokratiske 

legitimitet i det nationale 

demokrati. Men logikken i hele 

det europæiske projekt bygger på 

idéen om bevægelighed, der skal 

sikre at mennesker kan flytte rundt 

i EU uden at miste rettigheder, siger 

Anette Borchorst. 

- Omfanget af sociale rettigheder 

er vokset hele tiden. Reglerne om 

”eksportabilitet” af ydelser er blevet 

udstrakt til flere og flere ydelser, og 

det omfatter flere og flere personer. 

I starten var det kun de vandrende 

arbejdstagere, nu omfatter det familiemedlemmer 

og studerende. Og 

den trend vil fortsætte, det er Kommissionens 

strategi at sikre sociale 

rettigheder for borgerne, uanset hvilket 

EU land de bor i. 

- Det rejser nogle dilemmaer i 

forhold til vores velfærdsmodel. Den 

er ikke truet men udfordret. De 

universielle ordninger, som især har 

karakteriseret den danske velfærdsmodel, 

er under pres, siger Anette 

Borchorst. 

Demokratiet flytter i retten 

I årenes løb har EF-domstolen afgjort 

mere end 400 sager, som handlede 

om borgernes ret til forskellige 

ydelser i andre lande. Det er 

udtryk for at Domstolen og Kommissionen 

forsøger at blive nærværende 

for den enkelte borger, samtidig 

med at man ønsker at øge 

mobiliteten. 

- Der er meget lidt opmærksomhed 

om domstolens afgørelser i 

Danmark. Og det på trods af, at 

afgørelserne, også når dette gælder 

sager fra andre medlemslande, ofte 

har principiel betydning og dermed 

får stor rækkevidde. Når Kommissionen 

satser så stærkt på at EU 

giver borgerne rettigheder, så er en 

af konsekvenserne, at der sker en 

retsliggørelse af socialpolitikken, 

siger Anette Borchorst. 

Og den udvikling har både positive 

og negative sider: 

- På plussiden tæller, at individuelle 

borgeres rettigheder sikres, 

men det har også den konsekvens, 

der ikke er ubetinget positiv, at der 

sker en forskydning fra det politiske 

til det juridiske. Det sætter den 

demokratiske kontrol ud af kraft. 

Til den negative side hører også en 

udvikling mod amerikanske tilstande, 

hvor konflikter om fordelingspolitik 

behandles ved domstolene 

frem for f.eks. via politiske løsninger. 

Der sker et skred, så diskussionen 

om velfærd flyttes fra den politiske 

og demokratisk proces til en 

retslig. Det er ikke fremmende for 

den demokratiske samtale, at den 

foregår i retssalen, siger hun.

14 

Vesten 

svigter 

Østeuropa 

Overgangsordningerne er usolidariske, mener Henning Jørgensen, 

direktør for Det Europæiske Fagforeningsinstitut (ETUI) i Bruxelles 

Når de gamle EU lande alle på nær 

Irland og Sverige laver overgangsordninger, 

som smækker døren i 

for de nye landes borgere, så svigter 

de Østeuropa. I stedet skulle de have 

sat ind med en massiv ”marshall” 

hjælp til den østeuropæiske fagbevægelse 

for at bringe den på fode, 

det mener direktøren for Det Europæiske 

Fagforeningsinstitut (ETUI) 

i Bruxelles, Henning Jørgensen. 

Han er ikke glad for de overgangsordninger, 

som man har vedtaget 

i Danmark. 

- Det er ikke solidarisk, hvis man 

vil noget med det indre marked og 

det sociale Europa, så gælder det 

om ikke at sætte kunstige skel mellem 

forskellige grupper. Overgangsordningerne 

er en politisk diskriminering, 

som man ikke kan have 

meget til overs for, siger han. 

- Det risikerer vel også at føre til 

modsætninger på arbejdspladserne? 

- Ja, det er noget man må forholde 

sig til og diskutere, om der 

ikke er brug for ændringer, siger 

Henning Jørgensen. 

- De gamle EU lande svigter de 

nye, udvidelsen er den største ændring 

i mange årtier. Der havde været 

brug for en Marshall hjælp til at 

fremme den faglige organisering og 

den sociale dialog. Så man havde 

støttet en udvikling, der nærmede 

sig de vestlige forhold. Så østlandene 

ikke i mange år skal være hæmmet 

af mangel på en ”infrastruktur” 

for den sociale dialog og mangel 

på organisationer og strukturer, 

som kan føre EU bestemmelserne 

ud i livet. 

Udtrykket den ”sociale dialog” 

er EU sprog, og dækker over den 

rolle, som arbejdsmarkedets parter 

spiller, både når det gælder deres 

indbyrdes forhandlinger og deres 

indflydelse på lovgivningen. 

Katowice, hvor kulminer, stålværker og katolske kirker præger landskabet 

- Fagbevægelsen har ikke haft en 

organisk udvikling i Østeuropa. Det 

er utroligt svage fagforeninger med 

meget ringe autoritet. Det er et kæmpe 

hoved uden krop, på branche og 

virksomhedsniveau er de meget svage. 

At få ændret deres rolle fra at 

være konserverende, som de var før 

murens fald, til at være fornyende 

kræver en kraftanstrengelse. Det må 

de have hjælp til, og det har vi ikke 

givet dem, siger Henning Jørgensen. 

Socialt underskud 

Østudvidelsen er hverken en trussel 

mod arbejdspladserne eller økonomien 

i Danmark, mener han. 

- Nu har kapitalismen fået lov at 

rase rundt i 14 år i øst. De har tabt 

4 millioner arbejdspladser på kapitalistisk 

modernisering. Så østudvidelsen 

ser jeg som en integration 

af de mindre udviklede dele af Europa 

for at bringe kapitalismens destruktive 

kræfter under kontrol, siger 

Henning Jørgensen. 

- Det sociale underskud der er, 

er opstået på grund af et pres fra de 

kapitalistisk styrede organisationer 

som valutafonden, og så har kravet 

om at leve op til ØMU kriterierne 

ført til sociale nedskæringer. Endelig 

har finansmarkederne spekuleret 

vildt mod de østeuropæiske valutaer, 

det er der ikke skrevet meget 

om, men det har været med til 

at forværre deres situation, siger han. 

Men trods det er der grund til 

optimisme på østlandenes vegne, 

mener Henning Jørgensen. 

- Deres sociale system er ikke så 

ringe, som mange tror. På grund af 

den kommunistiske fortid er der 

f.eks. bedre barselsordninger m.m. 

end i mange af de gamle EU lande, 

siger han. 

- Selvom de har høj arbejdsløshed, 

så er der samtidig en kraftig 

vækst i produktiviteten og i lønningerne. 

I Ungarn steg lønnen med 

50 procent på to år. Og købekraften 

kan ikke sammenlignes umiddelbart, 

f.eks. har fem af de otte 

lande en købekraft for deres løn 

som er højere end Portugals. Så 

presset fra arbejdskraften i øst vil 

mindskes, så jeg ser ingen grund til 

den frygtsomhed, som mange har, 

siger Henning Jørgensen. 

Han ser i stedet et Østeuropa, 

der er i fuld gang med deres anden 

moderniseringsbølge siden murens 

fald: 

- Lavtlønsjobbene flytter fra 

Østeuropa og længere mod øst. Nu 

bliver det højværdi produktion, som 

flytter til østlandene. Nogle af de 

store vestlige multinationale investerer 

og lægger deres forskningsog 

udviklingsafdelinger der. Der er 

en trafik af arbejdspladser ud af 

Europa, men der kommer nye til, 

og dem kan de opfange i de nye 

EU lande, siger Henning Jørgensen.

Holdninger i 

Folketinget 

Unikt instrument 

Overgangsordning sikrer fagbevægelsens muligheder, mener SF’s Ole Sohn 

Ole Sohn 

SF er med i forliget om overgangsregler 

for vandrende arbejdstagere 

fra de nye EU lande. 

Nogle kritiserer ordningerne for 

at at være usolidariske, men den 

kritik kan Ole Sohn ikke nikke genkendende 

til: 

- Tværtimod er de udtryk for 

solidaritet både med danske lønmodtagere 

og lønmodtagerne fra 

øst. Det giver dansk fagbevægelse 

et unikt instrument til at sikre, at 

de vandrende arbejdstagere fra de 

nye lande kommer herop på overenskomstmæssige 

vilkår, siger han. 

- Vores udgangspunkt har været, 

at de skulle være velkomne fra 

dag ét, samtidig med at det skulle 

sikres, at de ikke udsættes for et 

pres for at blive løntrykkere. Overgangsordningerne 

er en garanti for, 

at de danske overenskomster ikke 

undergraves, siger Ole Sohn. 

- Du frygter ikke de bliver 2. klasses 

arbejdere og står svagere overfor 

arbejdsgiverne fordi de f.eks. ikke kan 

få dagpenge, hvis de fyres men må 

rejse hjem? 

- De ryger ikke ud, men det ligger 

i ordet at der er tale om overgangsregler. 

De er lavet for at sikre, 

at de arbejder her på overenskomstmæssige 

vilkår. Det er det afgørende, 

og så har Danmark et unikt 

socialt system i EU, som det ikke 

er i nogens interesse at undergrave. 

Derfor er det en falsk problemstilling. 

Pointen er, at de er omfattet af 

danske overenskomster og får den 

sikkerhed, det giver, siger Ole Sohn. 

Usolidariske 

overgangsordninger 

- De overgangsordninger er hverken 

solidariske overfor østarbejderne 

eller overfor danske arbejdere, siger 

Søren Søndergaard, folketingsmedlem 

for Enhedslisten. Partiet 

er ikke med i det brede forlig, som 

har aftalt at arbejdere fra de nye 

EU lande, ikke kan komme og arbejde 

på samme vilkår som alle andre 

EU borgere. 

- Aftalen betyder, at østarbejder- 

Legale og illegale 

- Overgangsreglerne sikrer at de 

danske regler gælder, og at man kan 

skelne mellem illegal og legal arbejdskraft. 

Vi har stået i en stigende 

kamp mod illegal arbejdskraft, 

nu får de faglige organisationer og 

politiet instrumenter til at sætte ind 

overfor den illegale arbejdskraft, siger 

han. 

- Hvis vi ikke havde lavet overgangsordninger, 

så kunne vi enten 

have lukket helt af for arbejdskraft 

i syv år, det ville have været dybt 

usolidarisk. Eller vi kunne have ladet 

stå til og overladt det til fagbevægelsen. 

Det havde ført til et virvar 

og kaos, som ingen ville have 

en chance for at kontrollere. Så i 

forhold til fagbevægelsen giver overgangsreglerne 

nogle unikke redskaber 

til at sikre overenskomstmæssige 

forhold. Det er afgørende, at vi 

byder dem velkommen til at arbejde 

her på overenskomstmæssige 

vilkår, siger Ole Sohn. 

Det er usolidarisk overfor både østarbejdere og danskere, mener Enhedslistens Søren Søndergaard 

Søren Søndergaard 

ne bliver stillet elendigt på arbejdsmarkedet, 

og det vil føre til løntrykkeri. 

Selvom du har en i et sjak, 

som får samme løn. Så er han ringe 

stillet, hvis han bliver fyret. Han 

kan hverken få understøttelse eller 

bistand, han får kun et spark i røven. 

De udenlandske arbejdere får 

ingen glæde af at stå i A-kassen, 

derfor bliver de svære at organisere. 

- Der bliver en gruppe på arbejdspladsen, 

som af frygt vil acceptere 

arbejdsvilkår, som er ringere, 

fordi de ikke har noget sikkerhedsnet. 

Det vil i første omgang gå 

ud over østarbejderne, men i næste 

omgang vil det ramme danskerne. 

Det vil svække sammenholdet og 

den faglige kamp, siger Søren Søndergaard. 

Andre muligheder 

Han mener, at det var en fejl at 

indgå aftalen med regeringen om 

særregler for østarbejdere: 

- Det var dumt at indgå aftalen, 

fordi der var alle muligheder for at 

presse regeringen. De ville have forfatningstraktaten 

igennem, derfor 

var der muligheder. Det burde man 

Et stort flertal i Folketinget vedtog de danske 

overgangsregler, men hvordan ser 

lønmodtagerpartierne egentlig på aftalen og 

hvad der videre skal ske med den? 

have brugt til nogle strategiske forbedringer, 

f.eks. kunne man have 

afskaffet blokade cirkulæret og forbedret 

mulighederne for faglig 

kamp, sådan som man har valgt at 

gøre i Sverige. Det er den eneste 

mulighed, for når overgangsordningerne 

falder væk senest om syv år, 

så er det den eneste mulighed for 

fagbevægelsen, siger han. 

Enhedslisten stillede en stribe 

ændringsforslag under Folketingets 

behandling af aftalen. 

- Når aftalen skal revideres, så 

kunne man bruge nogle af de forslag 

vi har stillet, f.eks. at østarbejdere, 

der har optjent ret til dagpenge 

fra en A-kasse også kan få det, 

siger Søren Søndergaard. 

- Vi er i gang med at lave et EU 

med A og B medlemmer, det gælder 

landbrugsstøtten og det gælder 

de vandrende arbejdstagere. Vores 

linie er, at når folk er med, så må de 

have lige rettigheder, at lave en klub 

hvor der ikke er lige rettigheder og 

så tale om solidaritet i skåltalerne, 

det er at stramme den lige lovligt 

meget, siger Søren Søndergaard. 

Det er 

virkelig 

solidaritet 

Overgangsordninger sikrer østarbejdere ordentlige vilkår, 

mener Bjarne Laustsen 

Bjarne Laustsen 

Den socialdemokratiske næstformand 

for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, 

Bjarne Laustsen afviser, 

at overgangsordningerne for 

arbejderne i de nye østlande er usolidariske 

og diskriminerende. 

- Alle borgere fra de nye østlande 

kan komme og arbejde. Det vi 

sikrer med ordningen er, at de får 

en ordentlig hyre, hvis de skal være 

på det danske arbejdsmarked, siger 

han. 

Bjarne Laustsen mener, det er 

rimeligt, at de vandrende arbejdstagere 

fra øst er afskåret fra at få del 

i nogle af de danske sociale ydelser: 

- De kan få alle ydelser, men det 

er fornuftigt at hindre social turisme, 

hvor de kan få ydelser efter få 

dage i landet, siger han. 

- Men selvom f.eks. en polsk tømrer 

opfylder alle regler for arbejdsløshedsdagpenge, 

så er han afskåret fra 

dem? 

- De kan ikke få danske arbejdsløshedsdagpenge, 

men de kan få 

dagpenge fra deres eget land. Der 

er så stor forskel på niveauet, at det 

er rimeligt. Det er fair nok, der er 

altid overgangsordninger, når der 

kommer nye lande med i EU. Alle 

lande har specielle forhold, vi hav- 

15 

de med sommerhuse, og svenskerne 

har deres snus. Vi har valgt at 

overvåge arbejdsmarkedet, siger 

Bjarne Laustsen. 

- Nogle i fagbevægelsen frygter, at 

de østeuropæiske arbejdere bliver 2. 

klasses borgere, fordi de står svagere 

overfor arbejdsgiveren og derfor vil 

have sværere ved at deltage i en konflikt. 

De bliver jo sendt hjem, hvis de 

bliver fyret? 

- Det er prisen, men der er ikke 

noget i vejen for, at de kan deltage 

i en konflikt for bedre løn. Hvis 

den vindes, så vil de jo også få glæde 

af resultatet, siger han. 

Alle lande behandles ens 

Selvom de gamle EU lande højtideligt 

har erklæret, at de vil bruge 

overgangsreglerne fleksibelt og differentieret 

i forhold til hver enkelt 

land, så mener Bjarne Laustsen, at 

det er rimeligt, at landene behandles 

ens, når der eventuelt skal skrues 

på ordningen. 

- Vi laver en overvågning af arbejdsmarkedet 

i forligskredsen, og 

jeg tror, der er flere danskere der 

rejser ud end omvendt. Der er et 

diskriminerende element i reglerne, 

men vi må alle tvivlsspørgsmål 

til livs. I forligskredsen har vi både 

mulighed for at stramme og slappe 

reglerne, men jeg forventer de føres 

videre også efter de første to år, 

siger han. 

- Husk, alle borgere kan komme, 

der er ingen begrænsninger, vi 

sikrer, at ingen bliver trynet af arbejdsgiverne. 

Hvis vi ikke havde 

lavet overgangsordninger, så var de 

kommet herop uden at nogen havde 

taget sig af, hvordan de bliver 

behandlet, som man ser med mexicanere 

i USA. Vi har sikret, at de 

får ordentlige løn- og arbejdsforhold. 

Det er ikke at diskriminere, 

det er at tage hånd om dem, og det 

er virkelig solidaritet, siger Bjarne 

Laustsen.

INDHOLD Den svenske løsning 

- en bedre vej 

Hjem til Europa 2 

Paradis forude 4 

Polen og Vesteuropa 5 

Et socialt minefelt 6 

Uden kul går det ikke 6 

Unge i Slesien 6 

Uden økonomisk politik 6 

sakker vi agterud 7 

Mod magtens 7 

arrongance 7 

Broget dansk billede 8 

Landbrug vil have 7 

billig arbejdskraft 8 

Polske stuepiger 9 

Faglig førstehjælp 9 

EU burde støtte fagbevæ- 9 

gelsen i de nye lande 10 

Sverige opgiver 10 

forskelsbehandling 11 

Velkommen 10 

med forbehold 12 

Ingen grund til panik 13 

Vesten svigter 14 

Folketinget mener 15 



Der blev ikke sparet på festfyrværkeri og skåltaler, da EU fejrede udvidelsen 1. maj. Men allerede inden glassene blev 

tømt, var der mismod at spore i de nye medlemslande. Hvordan er realiteterne for de 70 millioner nye EU-borgere, som 

blev budt inden for i Unionen? 

For at vise en flig af den virkelighed, har vi besøgt 

Polen, der som det absolut største af de nye lande 

ØSTUDVIDELSEN a/s 

også er vores nærmeste nabo. Besøget viste andre 

billeder og andre konsekvenser af udvidelsen, end 

dem vi er blevet præsenteret for i debatten. Især 

hvis vi ser på, hvad udvidelsen betyder for arbejdsmarkedet 

og den sociale udvikling. 

Der tegner sig næsten et billede, hvor Østeuropa 

kan ende med at få samme status overfor vesten, 

som Mexico har i forhold til USA. De nye lande risikerer 

at blive spist af med en rolle som leverandører 

af billig arbejdskraft, til ugunst og under urimelige 

vilkår for befolkningen i de nye lande, medens 

de gamle EU stater spiller en harpesang om de økonomiske 

fordele. 

Det er stærke kapitalinteresser i EU, som har 

presset på for at få indlemmet de nye lande som en 

del af det indre marked for varer, kapital og arbejdskraft. 

Men betingelserne for optagelsen var aldrig på 

- faglig og moralsk debat lige vilkår mellem gamle og nye lande. Og betingel- 

om det europæiske samarbejde serne har været meget ulig den situation, der blev 

budt f.eks. Spanien og Portugal. 

De 100.000 EU regler er knapt blevet oversat og 

sat i kraft, før østlandene med deres forholdsvis svage administrative apparater skal efterleve dem. Mange 

af landene har en ustabil politisk og administrativ kultur. Det betyder et meget let spil for en stærk EUstyring 

af udviklingen i de nye lande, uden nogen garanti for, at der bliver taget hensyn til befolkningens 

og landenes samlede behov for udvikling. 

Danmark har et stort medansvar for den udvikling, både fordi vi gennem de sidste 10 år har arbejdet 

aktivt for udvidelsen, men ikke mindst fordi vi har accepteret de barske betingelser for optagelserne. Den 

nye EU-forfatning, som et flertal i folketinget umiddelbart støtter, vil sætte yderligere skub i den udvikling. 

Udvidelsens konsekvenser for det danske arbejdsmarked har været diskuteret livligt. Fremmedfrygten 

har stukket sit grimme ansigt frem i debatten, men den har også været præget af en frygt for social dumping 

og løntrykkeri. Frygten førte til vedtagelsen af den såkaldte ”7 års aftale”, som skal være det sikkerhedsnet, 

som skal føre det danske arbejdsmarked sikkert frem til det tidspunkt, hvor EU’s fælles regler endegyldigt 

omfatter alle de nye borgere. 

7-årsaftalen er en dårlig og usolidarisk løsning for alle parter. Dels fordi den ikke løser de problemer, 

som er størst, nemlig sikring af danske overenskomstforhold ved udstationering og vikarbureauarbejde. 

Dels er aftalen usolidarisk overfor arbejdere fra de nye lande, de stilles dårligere end alle andre EU borgere 

og risikerer f.eks. hjemsendelse, hvis de mister deres arbejde. Reelt er problemet, hvad stiller vi op overfor 

EU’s generelle regler, som vi senest om 7 år skal leve op til. 

Svenskerne har valgt at åbne arbejdsmarkedet fra første dag men har samtidig sikret en lovgivning, der 

styrker indsatsen overfor fusk med skattebetaling, udlicitering og enkeltmandsfirmaer. Samtidig indeholder 

den svenske beslutning en række nye værktøjer for fagbevægelsen, som er en reel hjælp til at fastholde 

overenskomster og aftaleforhold på arbejdsmarkedet. 

Allerede om 2 år skal det danske folketing revurdere aftalen. Debatten er derfor vigtig, og kravet må være 

at få erstattet aftalen med de nødvendige lovskridt, der skal til for at styrke fagbevægelsens rolle og hele 

aftalestyringen af arbejdsmarkedet. I den kommende debat om den nye EU-forfatning vil det også være 

oplagt at diskutere alternativer til reglerne om de vandrende arbejdstagere i den nye samarbejdsform mellem 

alle lande i Europa. En samarbejdsform som må bygge på en større respekt for og styrkelse af nationalstaternes 

rolle. 

Fagbevægelsen mod Unionen 

Østudvidelsen a/s – en faglig og moralsk debat om ansvaret for fremtiden. TILLÆG TIL NOTAT nr. 1124 

Redigeret af Fagbevægelsen mod Unionen, www.eufagligt.dk, med støtte fra Nævnet vedr. EU-oplysning 

Skrevet og redigeret af Hans Brinkmann dj, og Jens Jørgen Nielsen dj 

Ansvarshavende: Ole Jensen 

Oplag 10.000 

Layout, tryk og bestilling: Notat Grafisk 86481600

ØSTUDVIDELSEN a/s - Fagligt Ansvar

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?