Hellere rig og rask end syg og fattig - Stud. Med.

80
1980 – 89
Og vi som troede, at der var tale om skrøner fra Underholdnings branchens overdrev - måske vores
fantasi, der havde spillet os et puds? Men nej! Virkeligheden overgår mareridtet, når det drejer sig
om Betalingshospitaler. Med England som fortrop viser mørkets kræfter vej –
Stud Med #41, maj 1982
I England er der indenfor de sidste par år
oprettet private sygehuse. I første
omgang har de været henvendt til
formuende mennesker, men siden hen er
forsikringsselskaber, arbejdsgiverforeninger,
fagforeninger blevet involveret.
Og med dem den menige englænder.
Der kan laves penge og politik på
foretagendet. Menigmand bidrager med
krop og pengepung! Recepten lyder: Er
DU patienten, der er rig på klingende
mønt eller dækket af kostbar forsikring
og træt aflange ventelister indenfor det
offentlige sundhedssystem, er dette
tilbud skræddersyet til dig. Vi pusler om
dig - tæpper på gulvet, livretter til
aftensmad og en sygeplejerske i hver
hånd. Hvem kan monstro overhøre et så
fordelagtigt tilbud?
England er i dag et fallitbo, hvor gribbene
flokkes for at sønderdele resterne.
Arbejdere i hobetal hældes ud af ruinerede
virksomheder. Fabrikanter og
virksomheder betragter forskrækket
udviklingen og overvejer fortvivlet, hvor i
alverden de kan anbringe deres sparepenge
og hente dem hjem igen med lidt
fortjeneste. A/S Sygdomsindustri et godt
tilbud. Det er det aktuelt mest profitable
blandt engelske virksomheder. Sygdom
florerer i rigeligt omfang, og med
ventelister på 5-600.000 patienter vil
forretningen være stabil mange år
fremover...
I STUD MED beretter ”Danmark i gaze og pjalter” således om arbejdsløshed blandt læger og sygeplejersker i hele landet.
En fraktion under Foreningen af yngre læger havde oprettet ABV-gruppen – Mod arbejdsløshed, for beskæftigelse og
videreuddannelse. En – må man sige – fjern problemstilling i vore dage. Bemærk Lægeforeningens nuværende formand
Jesper Poulsen yderst til højre i billedet på side 78.
Det kan derfor ikke undre, at danske
interesser overvåger udviklingen og søger
at etablere en dansk afart. Praktiserende
læge, Helge Kjærsgård og Overlæge på
Hvidovre Hospital, Poul Martin Christensen
har nedsat sig som promotorer for
bevægelsen og har bl.a. foranlediget et
møde på Hotel Codan, hvor de danske
muligheder blev gennemgået. Bevægelsen
- eller hvad man skal kalde den - har
haft kig på egnede bygninger og bl.a.
været nær på at overtage Diakonissestiftelsen.
Det hele foregår i larmende
tavshed. Intet konkret slipper ud, og
avislæserne bliver holdt hen med, at ”nu
sker der snart noget”. Heldigvis er intet
sket endnu - måske er årsagen en
andægtig respekt for Socialdemokratiets
proklamerede forbud mod Privatsygehuse.
Hvad der sker og hvornår, er derfor
usikkert. Alt er muligt!! Lange ventelister
har også herhjemme gødet undergrunden
for et dansk modstykke til Betalingshospitalerne
i England. Patienter er
utilfredse med et offentligt sundhedsapparat
ramt af nedskæringer og indskrænkninger
og vil selvfølgelig ofre en
sommerferie til Vesterhavet, hvis de opnår
prompte og effektiv behandling på et
privat sygehus. Illusionen om Velfærdsstaten
krakelerer, og folk søger individuelle
løsninger. Tiden arbejder til fordel for
Betalingshospitalerne...
Men leverer Betalingshospitalerne i
virkeligheden, hvad de lover? Tekniske
argumenter præger debatten: Fortalerne
fremhæver den større komfort, den bedre
og hurtigere behandling, national
økonomiske fordel. STUD MED har været
i England og undersøgt forholdene. Vi
har interviewet repræsentanter for
Regeringen, betalingshospitaler, fagforeninger.
Vi har besøgt private og offentlige
sygehuse og vurderet serviceniveauet.
Vi har talt med forsikringsselskaber
og økonomer og mener samstemmende
at kunne påvise, at der intet
belæg er for disse påstande.
Økonomisk betyder ordningen dårligere
planlægning. De private sygehuse må
anvende uforholdsmæssigt mange
ressourcer på PR-arbejde, administration,
afregning med patienter. Betalingshospitalerne
har opprioriteret de profitable
grene af behandlingen såsom
hysterectomier, aborter, hofteoperationer
m.m. og efterladt de ældre patienter og
komplicerede tilfælde til offentlige
system. Fjernsynsseere kunne ved en
bestemt lejlighed høre følgende udtalelse
fra en Direktør for et privat sygehus:
”Ventelisterne til kemoterapi skal blive
utroligt lange, før man kan hæve priserne
for behandlingen så meget, at det kan
betale sig at udbyde behandlingen”.
Det skyldes ingen tilfældighed, når
private sygehuse opføres i umiddelbar
nærhed af offentlige hospitaler, udstyret

1980 – 89
Ikke mange år senere kom i øvrigt det legendariske Børskrak på børserne (1987). Så var der ligesom også gjort rent bord
med katastroferne.
med kostbart, teknisk udstyr. Ligeledes
forekommer denne nære placering
belejligt, når der opstår akutte komplikationer
under behandlingen på de
specialiserede privatsygehuse, som slet
ikke kan klare generaliserede indgreb.
Endvidere frembyder Betalingshospitalerne
en risiko for ”overbehandling”,
når hver mindre operation
betyder kroner i kassen og samtidig en
tilsvarende risiko for ”underbehandling”,
pga. betalingssygehusenes frygt for
sagsanlæg fra utilfredse klienter. Hellere
mindre behandling end forkert behandling!!
Det er sandelig ikke nemt at være
læge på et Betalingshospital...
Langt vigtigere end disse tekniske
overvejelser er imidlertid spørgsmålet om
moral eller det totale fravær af moral. I
fantasien opleves makabre hækkeløb,
hvor nyresvækkede patienter stormer af
sted i inderlig konkurrence med hverandre
for at komme først på operationsbordet,
og i sidste ende erfare, at det alene
er et spørgsmål om tegnepungens
størrelse og vægt, der afgør forløbet.
Bliver mareridtet virkelighed og
Betalingshospitalerne realiseret, degraderes
sundhed således til et spørgsmål om
investering for den enkelte. Blot et stykke
papir på Børsen - Det kan ikke være
meningen!!
Hvem er de virkelige bagmænd til denne
udvikling? Pengegriske læger er nemlig
blot tilfældige skurke på rov i junglen.
Næh, de virkelige slyngler skal såmænd
findes blandt de folk, der paradoksalt
nok har mest travlt med at forhindre
betalingshospitaler: Socialdemokratiet
har i årtier stået som garant for Velfærdssamfundet.
Stemmer i hobetal er hentet
hjem over den konto. For ”lighed og
frihed” har det lydt fra scenen, alt imens
samme Socialdemokrati har gjort sig
flittige anstrengelser for at tækkes
Industrien og dens grådige krav om
subsidier og erhvervsfremmende foranstaltninger.
Det skulle gå galt. Man kan
ikke spille på 2 heste samtidig og i alvor
tro, at det går godt. Krisen har tydeliggjort
modsætningen, og Socialdemokratiet
er blevet tvunget til at vælge side og
har samtidig måttet rive tæppet væk
under flere velfærdsforanstaltninger.
Omfordeling eller Indkomstpolitik er
nøgleordet, hvilket i sin gribende
enkelthed betyder, at regningen skal
betales af de gamle, de ældre, de unge
under uddannelse, de syge…
Men ikke alt fungerer dårligt under
krisen, og betalingshospitaler skal nok
vise sig at være en god forretning. Og
måske det er grunden til Socialdemokratiets
modvilje. Hykleriet vil være for
åbenlyst.
I sidste ende kan befolkningens sundhed
ikke gøres op i kroner og øre. Måske kan
der ved denne eller hin betragtning
spares penge, men i sig selv koster et
ordentligt helbred penge. Og derfor er
det nonsens, når man siger ”at der kan
investeres i et ordentligt sundhedssystem”.
Som om det var en forretning,
der kunne betale sig - Vi må kræve, at
Staten bevilger de penge som det kræves
for at opretholde et ordentligt og
velfungerende sundhedssystem og det vil
bl.a. sige NED MED VENTELISTERNE.
Kommer de ned, vil ideerne om betalingshospitaler
blive kvalt i fødslen.
81