Redningshunden-Danmark

Redningshunden - 36. årgang, nr. 3 december 2007
46
Jeg vælger at gøre et sidste desperat forsøg.
Jeg går ud på skovvejen og sætter
Cindy til at lave opsøg i rabatten langs
vejen, tilbage mod bilerne.
Sporlæggeren må jo være kommet ad den
vej og forladt den for at komme frem til
startfeltet. Ganske rigtigt.
25 m fra startfeltet tager Cindy spor og
går op i skoven, parallelt med feltets venstre
begrænsning. Ved bageste venstre
markering går hun ind i feltet og fortsætter
hele vejen gennem dette - 5 m længere
inde end der, hvor hun tilsyneladende
havde spor, mens dommerne så hende.
Umiddelbart ude af feltets højre begrænsning
drejer Cindy 90 grader til venstre, nu
er der lidt mere træk i linen.
Jeg er stadig meget mismodig, tiden er al
for knap, og hunden er efter 30 minutters
opsøg meget træt og trækker slet ikke,
som hun plejer. Jeg er slet ikke sikker på,
at det er rigtigt denne gang.
Da hun efter 6 minutter lægger sig tøvende,
og jeg ser, at der ligger en pind mellem
poterne, er jeg pludselig meget glad
for min hund igen. Hun får vand og lidt
guffer og får lov at fortsætte. Nu kan vi
ligeså godt gå sporet for træningens skyld.
Der kommer mere og mere træk i linen.
Da hun finder anden genstand, virker hun
helt sikker og frisk. Der er 15 minutter tilbage
af tiden og med to genstande, kan vi
bestå, hvis vi får sidste pind med. Det syntes
jeg, hunden har fortjent.
Så herfra løber vi så hurtigt, jeg kan følge
hende gennem den tætte skov. Da hun
mærker tempoet bagfra, sætter hun bare
farten yderligere op. Det gør det lettere
for mig at komme med op over de mange
klipper, der skal forceres, men næsten
livsfarligt, når vi skal ned og i den tætte
underskov.
Jeg er helt tydeligt det svageste led.
Planen er, at det ikke gør så meget, hvis vi
mister resten af de små pinde, på grund af
tempoet, bare vi får den sidste.
Trods tempoet ligger hun fint ved genstand
efter genstand. Der er ikke tid til
ros eller klap ved genstandene. Det lader
heller ikke til at være nødvendigt. Det er,
som om tempoet sætter hunden mere op
- meter for meter.
Pludselig har jeg alle syv små pinde i lommen.
Stopuret viser 52 minutter. Jeg ved ikke,
hvor lang tid der er gået i feltet, og jeg fik
ikke startet stopuret fra starten. Men nu
det er sidste genstand der er vigtigst.
Nu tror jeg på det og mener at have tid til
at gå det sidste stykke. Jeg kan bare ikke,
og der går ikke længe, før vi løber igen.
Et sted, hvor skoven er blevet ekstremt
tæt, bestående af helt unge nåletræer,
lægger Cindy sig, og jeg ser straks den
store pind mellem forbenene.
Jeg bryder ud i skrig og skrål. Jeg vil gøre
opmærksom på, at stopuret skal stoppes,
her kan ingen se hvor langt vi er kommet.
Ingen svarer. Jeg ser på uret, der viser 55
minutter. Jeg fortsætter mit skrigeri, mens