11 Spildevand og affald

11 Spildevand og affald
Gunnar Lundqvist, Torben Sigsgaard
I nutidens danske samfund produceres gennemsnitligt 150 m 3 spildevand og 2 tons affald pr. indbygger
pr. år. I den sidste halvdel af det 20. århundrede har affaldsmængderne været konstant stigende, hvorfor
beslutningstagerne igennem de sidste 10-20 år har forsøgt at ændre på dette stigende problem, dels ved
regulering af affaldsstrømmen, dels ved forsøg på at øge genbruget. Således var Danmark et af de første
lande til at indføre en affalds- og genanvendelsespolitik i 1987. Mange nye job i genanvendelsesbranchen
har givet anledning til en række afledte arbejdsmiljøproblemer, som understreger nødvendigheden af at
inddrage de arbejdsmiljømæssige aspekter, når man planlægger at løse miljømæssige problemer.
Affaldsproblematik er et miljøområde af væsentlig
interesse, da der herfra er forbindelse til luft,
jord og grundvand. Spildevandsproblematikken
er blevet udvidet til i langt højere grad end tidligere
at omfatte effekterne på vandløb, søer og hav-
Figur 11.1 Udledning af synligt forurenet spildevand i flod,
som andre byer efterfølgende skal hente drikkevand fra.
(foto: G. Lundquist)
områders økosystemer, og prioriteres miljøpolitisk
herefter, fig 11.1. I den foreliggende beskrivelse
fokuseres på en kort almen orientering samt på
tilgrænsende sundhedsmæssige effekter.
Spildevand
Spildevand omfatter det vand, der skal bortledes
fra beboelsesejendomme, institutioner, industri,
dambrug samt samt fra gader og veje. I Danmark
er ca. 93% af husstandene tilsluttet et kloaknet,
som for 99% vedkommende føres til kommunale
rensningsanlæg. Forureningsbelastningen fra
spildevand måles i personækvivalenter (PE), som
er den gennemsnitlige stofmængde, som 1 person
producerer pr. år i forbindelse med husholdning
og hygiejne. Det svarer til et iltforbrug på 21,6 kg,
som medgår til nedbrydning af organisk stof samt
tilførsel af 4,4 kg nitrogen og 1,5 kg phosphor pr.
år. Der behandles 7-800 mio. m 3 spildevand med
en forureningsgrad svarende til 8-10 mio. PE årligt
fra husholdninger, industri og befæstede
11

11
178
III. MILJØEKSPONERINGER
overflader med afløb til kloak. Spildevandsrensning
sker i kommunale renseanlæg, mens industrielle
virksomheder, slagterier og dambrug skal
foretage specialrensning af spildevandet inden
udledningen til de offentlige kloaksystemer. Ved
rensningen fremkommer et restprodukt – spildevandsslam
– som efterfølgende skal afsættes på en
hygiejnisk og miljømæssig forsvarlig måde.
De væsentlige sundhedsmæssige risici i forbindelse
med spildevandssystemer i Danmark ses
episodisk ved fx tekniske uheld i renseanlæg og
opståede lækager i kloaksystemer, hvorved spildevand
kan nå frem til drikke- og badevand. I ét tilfælde
var årsagen, at vandværket, under en boring
efter brugbart drikkevand, ikke var bekendt med
beliggenheden af kommunens kloakledninger.
Fra et ituboret kloakrør kom husspildevand upåagtet
i drikkevandet. Af 700 beboere i forsyningsområdet
angav 550 at have haft maveforgiftninger.
I andre tilfælde er der ved tekniske uheld, fx
forkerte ventilåbninger eller svigtende pumpefunktioner
kommet kemikalier i drikkevandet. En
sådan episode forekom i Nykøbing Falster i 1996,
hvor myresyre lækkede ud i forsyningsnettet. I
dette tilfælde kunne smag og lugt i sig selv advare
forbrugerne mod forureningen.
Bortskaffelse af spildevand
De kommunale rensningsanlæg modtager årligt
mellem 8-10 mio. PE, hvoraf halvdelen kommer
fra husholdningerne. Den øvrige del tilføres fra
institutioner, erhvervsvirksomheder mv. Der findes
detaljerede krav til afløbsinstallationer i bygninger,
regn- og drænvand samt fra dambrug og
industrianlæg, og der findes regler for udledning
og nedsivning af spildevand. Miljøministeriets bekendtgørelse
om spildevandstilladelser efter miljølovens
kapitel 3 og 4 fastsætter således regler for
bortskaffelse af spildevand til rensningsanlæg og
udledning af det rensede spildevand til vandløb
eller hav.
På denne basis fremkommer kravene til kloakering,
lokale og centrale rensningsanlæg samt til
nødvendige kontrolordninger. Kommunale rensningsanlæg
er i løbet af en relativt kort periode
blevet ændret fra at være forholdsvis enkle tekniske
anlæg beregnet til fjernelse af synlige forureninger
til at være højteknologiske procesanlæg,
hvorfra der udledes klart og lugtfrit vand, ideelt
renset for organiske stoffer, næringssalte, patogene
mikroorganismer og miljøgifte.
Spildevandsrensning
Vandmiljøhandlingsplanen fra 1986-87 har opstillet
detaljerede krav til rensning af spildevand,
således at indholdet af næringsstoffer, der kan
fremme algevækst i recipienterne, samt organisk
stof, der er iltforbrugende, ikke overstiger, hvad,
der anses for at være naturens »smertegrænse«.
Som resultat af planen faldt udledningen af kvælstof
med spildevand ca. 56%, phosphor 80% og
organisk stof 87% i perioden 1984-95.
Fjernelse af patogene bakterier og miljøgifte er
den primære funktion for et renseanlæg ud fra et
basalt hygiejnisk kvalitetskriterium. Termotolerante
colibakterier, der måles som indikatorbakterier
for humanpatogene mikroorganismer, kan
passere forskellige rensningstrin og vil typisk reduceres
i antal til omkring 1/1000 af udgangsniveauet
i spildevandet, som er på mellem 10 6 -10 7 mio. coli
pr. 100 ml. Det er i denne sammenhæng vigtigt, at
selv mindre mængder af spildevandet ikke ledes
uden om et anlæg i urenset tilstand, fx i forbindelse
med driftsforstyrrelser eller overbelastning.
Renseanlæggets slutprodukter er det rensede
vand, spildevandsslam samt carbondioxid. Udskillelsen
af tungmetaller i slammet er ønskværdig
set i forhold til renseanlæggets primære funktion,
men er efterfølgende et problem i forbindelse med
den nødvendige afsætning af spildevandsslammet
til genbrugsformål.
Lavteknologiske anlæg, som rodzoneanlæg og
biologiske sandfiltre, kan være en fremkommelig

3
Fra
kloaksystemem
4
9 10
11
12
13
1
Figur 11.2 Eksempel på procesforløb i et kommunalt renseanlæg.
økonomisk og vedligeholdelsesmæssig løsning i
mindre lokalsamfund. Højteknologiske rensningsanlæg
består af komponenter, som giver en sammenkædning
af mekaniske, kemiske og biologiske
processer. I figur 11.2 ses et procesforløb for et
renseanlæg. Fra kloaksystemet føres spildevand
fra husholdninger, erhverv, gade- og pladsarealer
samt tagflader ind i et ristebygværk (1), hvor de
større bestanddele tilbageholdes i grovriste. Ristestoffet
komprimeres efter afskrabning og transporteres
herefter i beholdere (2) til enten forbrænding
eller deponering på losseplads. Ved
overbelastninger, som fx i forbindelse med store
regnskyl, kan der ske overløb uden om rensnings-
2
5 6
7 7
8
Renset spildevand
til recipient
Ristestof til
deponering/
forbrænding
Frit kvælstof
til atmosfæren
Slam til biogas/
deponering/
forbrænding/
NPK-gødning
11. SPILDEVAND OG AFFALD
179
anlægget. Selvom den sanitære fraktion af spildevandet
i så fald er fortyndet, bør dette undgås.
Derfor kan etableres et sikkerhedsbassin eller udligningstanke
(3) til anvendelse ved spidsbelastninger.
Efter ristebygværk ledes spildevandet videre
til mekanisk rensning (fedtfang og sandfang)
i bassinkonstruktioner med beluftning og tvungen
cirkulation (4). Fedtstof og lette partikler,
som samler sig i vandoverfladen, afskummes og
føres til fedtbrønd (5), mens de tungere partikler
som bundfældes føres til sandbrønd (6). Fra begge
brønde suges slam til slamgruber (7) og slamkoncentreringstanke
(8). Det herefter afdrænede
vand ledes videre til nitrogen- og phosphorfjernelse
i anlæggets bioreaktorer. Første trin i denne
proces forløber i beluftningstanke (9), hvor mikroorganismer
ændrer spildevandets nitrogenindhold
fra bindingen i ammonium/ammoniak
til nitratform. Det nitratholdige spildevand pumpes
til de iltfri denitrifikationstanke (10), hvor mikroorganismer
under nedbrydning af organisk
materiale forbruger den i nitraten bundne ilt,
mens nitrogen frigives til atmosfæren. Det indtil
nu rensede spildevand ledes herefter til efterklaringstanke
(11) og gennem sandfiltre (12) for
yderligere slamudfældning. Ved tilsætning af kemikalier
(jernsulfat, calciumhydroxid m.fl.) og
anvendelse af passende mikroorganismer kan organisk
phosphor omdannes til uorganisk phosphor
og bundfældes separat som såkaldt kemisk
slam. Anlæggets samlede produktion af slam skal
borttransporteres til forbrænding, deponering eller
udbringning på landbrugsjord. Problemet er
slammets indhold af tungmetaller og andre miljøgifte,
som ikke er blevet udskilt i de stedfundne
rensningsprocesser. Inden udledningen af det
rensede spildevand til recipienter som vandløb og
søer kan vandet passere en iltningstrappe (13).
Ved udledninger til åbent hav eller større fjorde
kan dette udelades. Da tilførsel af spildevand varierer
i mængde og sammensætning i løbet af timen
på døgnet og ugedag samt påvirkes af udetempe-
11

11
180
III. MILJØEKSPONERINGER
ratur og som tidligere nævnt – nedbørsmængderne
– er optimal drift af renseanlæggets bioreaktorer
kompliceret, da mikroorganismernes krav til
næringsstoffer, temperaturforhold og surhedsgrad
i vandet har snævre tolerancer. Kontrol overfor
tilførsel af aggressive kemikalier med spildevandet
er endvidere nødvendig. Samlet er driften
af rensningsanlægget en energikrævende proces.
En fortsat udvikling af bioteknologiske rensningmetoder
forventes at ske ved anvendelse af
gensplejsede organismer med optimale specifikke
egenskaber.
Spildevandsslam
Spildevandsslam er kvantitativt et stort affaldsproblem.
Den producerede slammængde anslås
til at være af størrelsesordenen 220-260.000 ton
tørstof pr. år. Bortskaffelsen af slammet kan ske
ved deponering på en kontrolleret losseplads, ved
forbrænding eller ved anvendelse som gødning og
jordforbedringsmiddel på landbrugsjord, da
slammet indeholder gødningsstoffer som svarer
til 19 kg phosphor og 40 kg nitrogen pr. ton tørstof.
Grænseværdier for indhold af tungmetaller i
spildevandsslam og kompost fra biogasanlæg, der
har behandlet dagrenovation, er: cadmium 0,8
mg/kg tørstof, kviksølv 0,8 mg/kg, nikkel 30 mg/
kg, chrom 100 mg/kg, bly 120 mg/kg, kobber 1000
mg/kg og zink 4000 mg/kg.
Alligevel giver tungmetalindholdet anledning
til betænkelighed hos landbruget. Da mere end
halvdelen af det producerede spildevandsslam afsættes
til landbruget, vil det få vidtrækkende følger
for det øvrige miljø, hvis landbruget vil afvise at
modtage slammet, idet de resterende 40-45% i forvejen
må aftages ligeligt mellem lossepladser og
forbrændingsanlæg. Denne problematik illustrerer
tydeligt det faktum, at løsningen af ét miljøproblem
kan skabe nye problemer andre steder, i dette
tilfælde at vandforurening ændres til luft- og jordforurening,
samtidig med at et forøget energiforbrug
er nødvendigt for processernes forløb.
Affald
Med en årlig affaldsproduktion i Danmark på 10-
11 mio. ton, svarende til ca. 2.000 kg pr. indbygger,
er dette område af væsentlig miljømæssig interesse.
Det de fleste opfatter som affaldsproduktion,
nemlig dagrenovationen fra de private husholdninger,
storskrald og haveaffald udgør kun
mellem 20-25% af den nævnte samlede affaldsmængde.
Hertil kommer erhvervsaffald ca. 25-
30%, affald fra bygge- og anlægsvirksomhed ca.
25%, affald fra energiproduktion ca. 15% samt
spildevandsrensning og jordforurening ca. 10%.
I den klassiske hygiejne omtales alene forebyggelse
af smittespredning og ulemper fra skadedyr
samt lugtgener som de væsentligste problemer i
forbindelse med affaldshåndtering. Opfyldte lossepladser
kunne tidligere uden indvendinger
overgå til anvendelse som parkanlæg og bebyggelse.
Tilkomsten af nye stoffer, som er vanskelige at
nedbryde, eller som ved nedbrydningen frigiver
eller frembringer skadelige stoffer, har imidlertid
givet nye og større problemer. Nedsivning af miljøgifte
via perkolat (udtræk i form af flydende
substans) fra ældre lossepladser til grundvandet
og udslip af dioxin og anden luftforurening fra affaldsforbrænding
er væsentlige problemer ved
den øgede affaldsmængde, som skal bortskaffes.
Hertil kommer de væsentlige arbejdsmiljøproblemer,
der har vist sig at opstå i forbindelse med
affaldssortering, genanvendelsesprocesser samt i
forbindelse med oprydningen af kemikaliedepoter.
Siden 1987 har det været pålagt alle kommuner
i Danmark at udarbejde og gennemføre en affaldsplan,
som beskriver såvel de eksisterende
som de planlagte affaldsordninger frem til år
2005. I de enkelte kommuner skal der vedtages
regler for, hvordan erhvervs- og husholdningsaffald
skal indsamles og behandles. I erkendelse af at
genanvendelse er forbundet med tekniske og økonomiske
problemer, er prioriteringen i Regeringens
Handlingsplan for Affald og Genanvendelse

1993-97 ændret. Anvendelse af renere teknologi
som forebyggende strategi, der kan sikre mindsket
affaldsproduktion, bedre ressourceudnyttelse og
færre miljøbelastende produkter, får her højeste
prioritet. Målsætningen er, at 50% af affaldet skal
genanvendes. Forbrænding regnes ikke som genanvendelse,
selvom en del af energiindholdet i affaldet
nyttiggøres i el- og fjernvarmeproduktion.
De forskellige affaldstyper kan summarisk beskrives
således:
Husholdningsaffald
Husholdningsaffald er alt affald fra private husholdninger,
bortset fra storskrald (kasserede
møbler, redskaber, mv.) og haveaffald. Det såkaldte
problemaffald, medicin- og kemikalierester,
tungmetalholdige batterier, aske fra brændeovne,
mv. udgør en vigtig, men mængdemæssigt i
sammenligning med øvrige bestanddele, kun en
forsvindende lille del. Der er det forløbne årti udviklet
forskellige systemer til kildesortering, separat
indsamling og behandling af husholdningsaffaldet.
Anvendelse af det organiske affald i biogasanlæg
og centrale komposteringsanlæg er under
fortsat udvikling.
Sygehusaffald
Sygehusaffald består af en almindelig del, som
svarer til husholdningsaffald, og en speciel del,
som omfatter biologisk affald, smitteførende affald
samt spidse og skarpe genstande. Tilsvarende
specielt affald kan komme fra fødeklinikker, praktiserende
lægers, dyrlægers og tandlægers klinikker
samt pleje- og behandlingsinstitutioner. Hertil
kommer affald som henføres til kategorierne
medicinrester, olie- og kemikalieaffald (fx kviksølvaffald)
samt radioaktivt affald. Den samlede
årlige mængde af specielt sygehusaffald er ca.
10.000 ton, dvs. ca. 1/1000 af den samlede affaldsproduktion.
11. SPILDEVAND OG AFFALD
181
Erhvervsaffald
Erhvervsaffald består dels af de samme affaldstyper,
som forekommer i husholdningsaffaldet, og
dels af alt andet affald der fremkommer i fremstillings-
og servicevirksomheder. Hovedprincippet
er, at affaldet primært deles i materialer til henholdsvis
genanvendelse og specialbehandling,
mens en eventuel rest sorteres i brændbart og ikke-brændbart
affald. Tidligere har indsamlingen
og behandlingen af erhvervsaffald, bortset fra
olie- og kemikalieaffald, som har været reguleret
siden 1974, kunnet bortskaffes af virksomhederne
på den mest økonomiske måde. Efter 1990 er alt
erhvervsaffald blevet omfattet af forskellige regulativer,
som er udarbejdet i forbindelse med de
kommunale affaldsplaner. Der findes forskellige
ordninger i kommunerne, som er tilpasset lokale
erhvervsforhold.
Bygge- og anlægsaffald
Bygge- og anlægsaffald er defineret som affald, der
stammer fra nybyggeri, renovering og nedrivning,
og udgør med en størrelsesorden på 2,5 mio. ton
årligt en fjerdedel af den samlede affaldsproduktion.
Genanvendelsen heraf er øget fra ca. 10% i
1983 til ca. 80% i 1995, og nåede dermed tidligt
målsætningen om en genanvendelse på 60% inden
år 2000. Asfalt, beton og tegl forarbejdes i
mobile og stationære knuseanlæg, hvorved det
miljømæssige problem primært vil kunne være
arbejdsmiljømæssigt. Et særligt problem i forbindelse
med renoveringsarbejder udgør de asbestholdige
materialer, der skal fjernes, håndteres og
transporteres efter særskilte og skærpede sikkerhedsregler.
Olie- og kemikalieaffald
Danmark har siden 1974 haft et særskilt system
for indsamling og bortskaffelse af olie- og kemikalieaffald
fra industrien. Olieaffald er en fælles-
11

11
182
III. MILJØEKSPONERINGER
betegnelse for en række kasserede olieprodukter,
der ikke længere anvendes til deres oprindelige
formål, eksempelvis motorolier, smørefedt og
olieemulsioner. Kemikalieaffald er defineret gennem
en fortegnelse på 50 affaldsarter grupperet i
fem hovedgrupper:
– animalske og vegetabilske fedtstoffer
– organiske, halogenholdige forbindelser
– organiske, halogenfrie forbindelser
– uorganiske forbindelser samt
– andet affald med tilsvarende egenskaber
Der er etableret 19 modtagestationer for olie- og
kemikalieaffald fordelt over hele landet, som benyttes
af de afleveringspligtige virksomheder. Private
kan her aflevere små mængder affald uden afgift.
Størstedelen viderebringes til det fælles behandlingsanlæg
Kommunekemi i Nyborg.
Affaldsbortskaffelse
I princippet kan affaldsproblemer løses ved følgende
metoder:
1. Ved genbrug og genanvendelse
2. Ved opfyldning af dertil egnet affald på lossepladser
med henblik på kontrolleret nedbrydning
3. Ved forbrænding
4. Ved slutdeponering i specialdepoter.
5. Ved eksport af affaldet
6. Ved dumpning i havet eller afbrænding på havet
I praksis vil pkt. 2-6 alene omfatte det såkaldte restaffald,
dvs. den samlede affaldsproduktion i
samfundet efter at genbrugs- og genanvendelsesfraktionerne
er frasorteret i de indledende faser af
affaldshåndteringen.
Genbrug og genanvendelse
Genbrug og genanvendelse er den ideelle miljømæssige
løsning, såfremt de mulige arbejdsmiljø-
problemer afdækkes og løses. EU har derfor som
målsætning, at øge genbruget så meget som muligt
i de kommende årtier.
Lossepladser
I 1970 var der omkring 1200 registrerede lossepladser
i Danmark, 50 forbrændingsanlæg og 10
komposteringsanlæg. På disse mindre pladser
skete lejlighedsvis bortskaffelse af affaldet ved afbrænding
på stedet uden hensyntagen til miljøproblemer.
I 1990 var antallet af lossepladser reduceret til
at være under 100, som følge af de skærpede krav
til indretningen og driften af disse. Mikrobiel omsætning
af organisk materiale (spildevandsslam
og husholdningsaffald) deponeret som opfyld på
en losseplads medfører dannelse af carbondioxid
og methan i vekslende forhold.
Spredning af lossepladsgas medfører alvorlige
risici i forbindelse med uventede eksplosioner, og
dødsulykker har fundet sted. Der er registreret 46
methanproducerende lossepladser med boliger og
institutioner, der ligget så tæt på pladserne, at risiko
for gasindtrængning i disse ikke kan udelukkes.
Størst risiko må antages at findes i bygninger,
som er bygget oven på tidligere lossepladser. Der
er anlagt lossepladser, hvor gasdannelsen og opsamlingen
heraf sker på kontrolleret vis. I gennemsnit
producerer disse lossepladser ca. 5.000
m 3 gas/dag svarende til ca. 2.500 liter fyringsolie.
Forbrændingsanlæg
Danmark kan regnes som et foregangsland med
hensyn til konstruktion og anvendelse af større
forbrændingsanlæg. Forbrænding af husholdningsaffald
kan anses for at være CO2-neutral, da
afgivelsen er den samme som enhver anden nedbrydning
af biomasse vil medføre (forrådnelse,
forgasning, kompostering). På basis heraf kan der
produceres elektricitet og fjernvarme svarende til,
at der fra det årlige brandbare husholdningsaffald
fra 100.000 indbyggere på anslået 50.000 ton kan

produceres mellem 150-200 Gwh. Den samlede
energiproduktion på basis af organisk affald i
Danmark anslås i 1995 at være ca. 15 PJ. De anførte
tal skal sammenholdes med, at Danmarks bruttoenergiforbrug
er ca. 800 PJ årligt, som for ca.
90%’s vedkommende dækkes af fossile brændsler
(kul, olie, naturgas).
Antallet af forbrændingsanlæg er blevet reduceret
ved overgang til færre, men meget store anlæg,
som flere kommuner er fælles om (i hovedstadsområdet
eksempelvis I/S Vestforbrænding
og I/S Amagerforbrænding, i Jylland Reno Nord
og Reno Syd). Uvilje mod naboskab til forbrændingsanlæg
skyldes frygten for luftforurening
med dioxiner og furaner (PCDDs (polyklorerede
dibenzo-P-dioxiner), PCDFs (polyklorerede dibenzo-P-furaner))
og tungmetaller (især bly, cadmium
og kviksølv), som via nedfald optages i vegetation
og dermed i fødekæderne. Desuden er
der fokuseret på emissionen af mulige kræftfremkaldende
stoffer (arsen, PAH og aldehyder) i røgen
som en uacceptabel risikofaktor i de omliggende
lokalsamfund.
Særlige forbrændingsanlæg er de destruktionsanstalter,
som modtager døde dyr og slagteriaffald.
Lugtgener herfra kan være et væsentligt lokalt
problem, karakteriseret som en sanitær ulempe.
Forbedrede tekniske løsninger har mindsket,
men ikke fjernet problemerne.
Slagger fremkommer ved affaldsforbrænding i
en mængde, der svarer til ca. 20% af affaldets vægt.
Slaggen kan genanvendes som opfyld i anlægsarbejder,
dvs. veje, dæmninger, havne- og broanlæg.
Indholdet af tungmetaller i slaggen er fikseret i en
såkaldt sintringsproces. Røggassen indeholder forureninger
i partikel- og gasfase, som skal tilbageholdes
inden udslippet til atmosfæren. Flyveaske
og støv opfanget i filtre må deponeres som miljøfarligt
restaffald som følge af et ikke-fikseret indhold
af tungmetaller. Sure gasser kan udskilles i vaskeanlæg.
Opløste sulfater kan omdannes til gips,
der kan afsættes til byggevareindustrien. Proce-
11. SPILDEVAND OG AFFALD
183
svandet kræver særskilt rensning, inden udledning
til kloak kan finde sted. Det slam som fremkommer
kan ikke genanvendes på grund af indhold af
tungmetaller og må derfor deponeres. Tilbage er
som særskilt problem dioxiner og furaner, som
kan fjernes i filtre af aktivt kul. Mængdemæssigt er
indholdet meget lavt i forhold til indfyrede affaldsmængder
i størrelsesorden nogle gram på årsbasis,
hvorfor betegnelsen mikroforureninger anvendes.
Slutdeponering i specialdepoter
Ved specialdepoter forstås aflukkede områder og
rum, hvortil ingen, bortset fra autoriseret personel,
har adgang. De er typisk indrettet i underjordiske
lokaliteter. I princippet vil de skadelige stoffer,
der er forsvarligt anbragt her, ikke indebære
sundhedsmæssige risici. Farligt affald, der sendes
fra Danmark til slutdeponering i udenlandske depoter,
skal anmeldes til Miljøstyrelsen og den
kompetente myndighed i modtagerlandet.
Eksport af affald
Bortskaffelse af affald ved eksport til andre lande
har vist sig at være et attraktivt alternativ efter forbuddet
mod dumpning i havet. Specielt har trafikken
gået fra rige til mindre rige lande, eksempelvis
fra Vesteuropa til Østeuropa. Eksport af kemiaffald
til udviklingslande er et specielt problem,
som der fortsat kræves indgreb mod.
Basel-konventionen (1989) er en global FNkonvention
om kontrol med grænseoverskridende
trafik af farligt affald. Problemet er imidlertid,
at der ikke er global enighed om, hvad der er miljøfarligt
affald, og den internationale affaldstransport
er dermed stadig ikke under kontrol. Farligt
affald må kun indføres i Danmark, hvis fragtføreren
kan dokumentere, at indførslen er bekræftet
af Miljøstyrelsen.
Dumpning i havet
Bortskaffelse af kemikalieaffald ved dumpning i
havet og afbrænding på havet har været anvendt
11

11
184
III. MILJØEKSPONERINGER
Figur 11.3 Vesta, kemikalieafbrænding i Nordsøen. I baggrunden ses protesterende fiskefartøjer – Greenpeace ©
uden begrænsninger, indtil det blev klart, at internationale
aftaler måtte stoppe denne aktivitet.
London-konventionen (1975, 1979) pålægger landene
ethvert muligt skridt for at forhindre forurening
af havet ved dumpning og afbrænding af affald
på havet. Paris-konventionen (1978), der er
underskrevet af de vesteuropæiske lande, har til
formål at begrænse forurening af havene med farlige
stoffer, der kommer fra land via udløb fra floder
og rørledninger samt fra luftforurening via
nedbør og støvnedfald. Her er desuden udarbejdet
en særskilt »radioaktiv« liste. Helsingfors-konventionen
(1980, med efterfølgende revisioner) har til
formål at bekæmpe al forurening, som kan påvirke
Østersøens miljø, og omfatter specielt overvågning
og belastningsopgørelser af den landbaserede forurening
med næringssalte, som udledes, samt forurening
fra skibe. Figur 11.3 er et billede af Vesta,
som angribes af Greenpeace og en række fiskefar-
tøjet i forbindelse med en aktion mod afbrænding
af kemikalieaffald på åbent hav.
Kemikalieforurenet jord
I Danmark er flere boligområder med tilhørende
daginstitutioner beliggende på grunde, hvor der
forekommer forurening med kemikalier og tungmetaller,
som er efterladenskaber fra tidligere fabriks-
og gasværksvirksomhed. I villahaver, som
har naboskab til skrotpladser, har man fundet et
blyindhold på op til 700 mg/kg jord, dvs. næsten
20 gange mere end den vejledende grænseværdi
på 40 mg/kg. Jordforureningen kan optages i haveafgrøder
og i øvrigt bringes indendørs med fodtøj
og vind. Opdagelsen af de miljørisici, der eksisterer
omkring kemikaliedeponier, er imidlertid
forholdsvis ny. Mest kendt i international sam-

menhæng var konstateringen i 1978 af forureningen
fra et gigantisk kemikaliedepot under en ny
bebyggelse ved Niagara Falls, New York, hvor et
større industrikompleks havde brugt en gammel
kanaludgravning (Love Canal) til kemikalieaffaldsdepot.
Efterfølgende kom konstateringer af,
hvorledes miljøfarligt affald blev anvendt på uforsvarlig
måde, fx som i Times Beach, Missouri, til
at binde vejstøv. I USA gav dette anledning til
fremkomst af regulerende love og bestemmelser,
som siden har kunnet danne forbillede for andre
lande, hvor tilsvarende sager er blevet afdækket. I
1977 vakte en enkelt sag opsigt i Norden: fundet af
nedgravede gifttromler fra en dansk kemikoncern
på datterselskabet BT-Kemi’s fabriksgrund i
Teckomatorp, Skåne. Andre sager, blandt andet
Cheminovas deponering i og omkring Harboøretangen,
medførte, at der i Danmark i 1980 blev
iværksat en landsdækkende kortlægning af lokaliteter
med nedgravet kemikalieaffald fra virksomhedsaktiviteter
i perioden efter 1945. Senere har
det vist sig, at nedgravning meget vel kunne være
sket længere tilbage i tiden, fx Mundelstrup-sagen,
som fremkom i 1986, hvor forureningen
stammede fra en gødningsfabrik, som blev nedlagt
omkring år 1910, se s. 50.
Registreringen af forurenede grunde i Danmark
omfatter tidligere lossepladser og deponier,
industrigrunde, tidligere gasværker, benzinsalgssteder
og andre virksomheder. Antallet af registreringer
stiger fortsat og påregnes at nå en størrelsesorden
af 10.000. Forureningen skyldes dels
spild, dels nedgravning af mineralolie- og tjæreprodukter,
opløsningsmidler samt metalholdigt
affald, som indeholder især bly, nikkel, chrom og
kobber. Der er foreløbig bortgravet mere end 0,5
mio. ton forurenet jord, hvoraf ca. halvdelen har
kunnet behandles ved forskellige rensningsmetoder.
Den jord, der ikke har kunnet renses, er blevet
ført til specialdepot.
11. SPILDEVAND OG AFFALD
185
Arbejdsmiljø ved håndtering af
spildevand og affald
Både kloakarbejdere, arbejdere på rensningsanlæg
samt arbejdere, der håndterer affald eller
kompost, er udsat for store mængder mikroorganismer.
Disse mikroorganismer fører til forskellige
arbejdsmiljøproblemer i såvel spildevandssom
affaldsbranchen.
Kloakarbejderne er udsat for aerosoler fra spildevand,
som indeholder en mængde patogene
bakterier og derfor er potentielt smittefarlige.
Kontakten foregår på hud og slimhinder, og det er
derfor vigtigt, at kloakarbejderne holder et højt
hygiejneniveau, således at man undgår sekundær
overførsel af smitte fra huden. Undersøgelser af
kloakarbejdere har vist, at de har en øget hyppighed
af gastrointestinale symptomer med diarre og
rumlen i maven. En undersøgelse af københavnske
kloakarbejdere antydede, at der var en øget
hyppighed af leverkræft i denne gruppe. Dette har
dog ikke kunne eftervises i undersøgelser af kloakarbejdere
andre steder i verden.
Et specielt problem for kloakarbejdere er brugte
kanyler, som ofte findes i kloakriste i byområder.
Disse kanyler kan sætte sig enten i riste på
rensningsanlæg eller i slanger på slamsugervogne.
Da disse kanyler kan indeholde såvel Hepatitis B
som AIDS-virus, er det vigtigt, at der gøres tiltag
for at hindre, at der opstår stik- og snitlæsioner
under arbejdet med rensning af riste, sandfang eller
kloakker.
For at sikre et højt niveau af personlig hygiejne
findes et regulativ, som påbyder at kloakarbejdere
skal have personlige værnemidler, hensigtsmæssig
arbejdsbeklædning og mulighed for håndvask i
forbindelse med måltider.
Fra affaldsarbejdere har der traditionelt ikke
været mange beretninger om arbejdsmiljøproblemer.
Der har ikke tidligere været arbejdet så intensivt
med affaldet, som det er sket gennem de
sidste årtier. Dette har medført, at der er opstået
en lang række nye problemer i arbejdsmiljøet for
11

11
186
III. MILJØEKSPONERINGER
affaldsarbejdere. Problemerne relaterer sig til, at
der i forbindelse med affaldssortering er en risiko
for eksponering for store mængder mikroorganismer
og deres omsætningsprodukter. Undersøgelse
af affalds- og komposteringsarbejdere i Danmark
har vist, at der blandt disse er en øget forekomst
af gastrointestinale symptomer og luftvejssygdomme
som toksisk alveolitis og astma. Det
bedst kendte eksempel er 4S-anlægget lige nord
for Skive, som startede i slutningen af 80’erne
med sortering og genanvendelse af affald. På dette
anlæg blev over halvdelen af medarbejderne syge,
allerede inden anlægget var oppe på fuld produktion.
Undersøgelser på stedet viste, at der var ekstremt
høje niveauer af gram-negative bakterier og
LPS (endotoksin) i luften >1 µg/m 3 . Symptomerne
blandt de 12 ansatte var astma og toksisk alveolitis
hos tre af dem. Hos andre fem ansatte drejede
det sig om astmatiske symptomer, som stadigvæk
var til stede, op til 3 år efter at de var ophørt
med at arbejde på anlægget.
Forebyggelse drejer sig væsentligst om at begrænse
udsættelsen for støv og mikroorganismer
mest muligt, samtidig med at man sørger for, at
affaldet ikke ligger og forgærer på vejen ind til anlæggene
eller i selve anlæggene. Dette kræver,
specielt om sommeren, at affaldet behandles så
hurtigt som muligt. Ud over ovennævnte har
man i forbindelse med sortering af kemikalieaffald
eller sortering af batterier set forhøjede niveauer
af tungmetaller i blodet blandt affaldsarbejdere.
Litteratur
Bortskaffelse, planlægning og registrering af affald. Miljøstyrelsen,
København, Vejledning Nr. 4. 1994
Hilden HD. Skrald, storby og miljø. En beretning om
Københavns kamp mod affaldet gennem 200 år. Renholdningssselskabet
af 1898. København 1973
Mygind D, Laursen E, Rasmussen, Rønne T. Forurening
af et vandværk med kloakvand. Ugeskr Læger
1995; 157:4676-9
Spildevandsredegørelse 1995. Miljøstyrelsen, København,
Redegørelse nr. 2. 1995
www.mst.dk – Miljøstyrelsen