26 <strong>Finans</strong> oktober 2012
SteMMeRetSBegRæNSNiNg baNkkoNGerNes sikkerheDsnet Pengeinstitutter med professionelle storaktionærer med en indflydelse svarende til deres ejerskab har generelt klaret sig bedre gennem krisen end pengeinstitutter, hvor der er stemmeretsbegrænsning Af Elisabeth Teisen et@finansforbundet.dk Illustration: Mikkel Henssel Magt forsvinder ikke. Den siver andre steder hen. Det er professor Ken L. Bechmanns, CBS, væsentligste anke mod stemmeretsbegrænsninger, der var tænkt som et værn mod magtfulde aktionærer og fjendtlige overtagelsesforsøg. I tilfældet danske pengeinstitutter er professoren ikke bange for at sætte adresse på: til bankdirektører, der på den konto bliver alt for enerådende. Han har siden 2008 forsket i stemmeretsbegrænsningernes effekt – ikke mindst deres rolle i den finansielle krise. ”Jeg sætter ikke lighedstegn mellem stemmeretsbegrænsninger og dårligt drevne pengeinstitutter. Men alt andet lige har pengeinstitutter med professionelle storaktionærer med en indflydelse svarende til deres ejerskab klaret sig bedre gennem krisen. Eksempelvis var forrentningen af egenkapital i 2008 i gennemsnit 2,45 procent for banker med en storaktionær, mens den kun var -9,87 procent for banker uden en storaktionær; en forskel, der både er betragtelig og statistisk signifikant”, siger Ken L. Bechmann. Før krisen satte ind i 2008, var der 44 børsnoterede banker i Danmark. Heraf havde 38 stemmeretsbegrænsninger. I løbet af de seneste år er næsten hver fjerde forsvundet. Reglerne om at begrænse storaktionærers stemmeret har deres udspring i den gamle andelstankegang med ét hoved én stemme. Stemmeretsbegrænsninger var snarere normen end undtagelsen i 1800-tallet, hvor C.F. Tietgen ifølge professor i bankhistorie Per Hansen, CBS, var den første, der brød med princippet om begrænset stemmeret i aktieselskaber i de selskaber, han stiftede fra 1870’erne. ”Nu er det jo et brud med en normal måde at drive et aktieselskab på, og man ser det i Danmark stort set ikke uden for den finansielle sektor. I udlandet er sådanne bestemmelser endnu mindre udbredte. Det passede måske godt i et samfund, hvor man kendte hinanden, og hvor man drev bank efter kirketårnsprincippet. Men nu har de fleste pengeinstitutter et helt andet forretningskoncept, hvor reglerne hjælper til med at skabe enevældige bankkonger og virksomheder drevet i modstrid med almindelig god corporate governance”, siger Ken L. Bechmann. For Ken L. Bechmann har reglerne været med til at skabe uheldige magtkoncentrationer hos direktører, der alt for ofte blev til bankkonger, og som desværre i en række tilfælde havde uheldige karakteristika såsom grådighed, storhedsvanvid eller egenrådighed. ”Lokale konger, der troede, at de kunne gå på vandet, og som blev forblændet af magten og den succes, som de havde i årene inden krisen”, som han bramfrit udtrykker det. My way – or the high way ”Advokatundersøgelserne i forbindelse med de seneste bankkrak har vist, at alt for meget magt har været samlet hos en direktør, der ikke er blevet holdt i ave af en kompetent og uafhængig bestyrelse. Omkvædet har været ”my way – or the high way. Der har ikke været bremseklodser”. <strong>Finans</strong> oktober 2012 27