DLCG - side

48 REFERENCEPROGRAM 2001
PATOLOGI
HVAD KRÆVES FOR AT STILLE DIAGNOSEN
LUNGECANCER?
Primære tumorer i lungerne kan inddeles efter deres udgangspunkt i alveolært lungeparenkym,
bronkier og bronkiale glandler. Histologisk anvendes WHOs klassifikation
[67], der er baseret på lysmikroskopiske, histologiske karakteristika evt.
suppleret med immunhistokemi (se side 50). På trods af at en stadig stigende del af
tumorerne diagnosticeres på cytologisk materiale, indgår der ikke cytologiske
kriterier i denne klassifikation.
Carcinomer klassificeres i henhold til den bedst definerede komponent og graderes
i henhold til den lavest differentierede komponent. I det daglige diagnostiske arbejde
inddeles maligne, epiteliale tumorer fra præoperative prøver (cytologisk materiale
og mucosabiopsier) ofte i to grupper, nemlig småcellet karcinom (SCLC) og ikkesmåcellet
karcinom (NSCLC), som er den inddeling, der umiddelbart har behandlingsmæssig
konsekvens.
Den nye WHO klassifikation indeholder flere væsentlige ændringer sammenlignet
med den tidligere udgave.
Bronkioalveolært carcinom er defineret som et ikke-invasivt adenocarcinom med
spredning langs bevarede alveoleseptae. Hvis der foreligger stromal, vaskulær eller
pleural invasion klassificeres tumor som adenocarcinom med bronkioalveolært
vækstmønster. Gruppen af neuroendokrine tumorer er blevet ændret og indeholder
nu bl.a. storcellet neuroendokrint karcinom som selvstændig tumortype og kriterierne
for atypisk karcinoid er blevet modificeret. Atypisk, adenomatøs hyperplasi
opfattes som en potentiel præmalign tilstand og kriterierne for præmaligne forandringer
i bronkieslimhinden (pladeepiteldysplasi og carcinoma in situ) er blevet
redefineret. Molekylærbiologiske undersøgelser har vist, at hamartomer og scleroserende
hæmangiomer er ægte neoplasmer og ikke tumorlignende læsioner.
Mere end 90% af de maligne tumorer udgøres af 4 hovedtyper (planocellulært
karcinom, adenokarcinom, storcellet karcinom og småcellet karcinom).
Den procentvise forekomst af disse 4 hovedtyper har vist tydeligere ændringer igennem
de seneste decennier såvel nationalt som internationalt, idet forekomsten af
planocellulært carcinom er faldende, mens antallet af adenokarcinomer er stigende.
Ændringen tilskrives forbedret histologisk teknik og ændret form for diagnostik
(bl.a. med fiberbronkoskopi og transtorakal finnålsaspiration), men trods materialets
uensartethed forekommer stigningen af adenokarcinomer reel.
Imidlertid er mere end 50% af tumorerne heterogene og indeholder elementer fra
flere af de fire grupper, især når det drejer sig om lavt differentierede tumorer og
adenocarcinomer. Dette er af betydning fordi en stadig stigende del af patienterne
med lungecancer får diagnosen stillet på basis af en cytologisk eller histologisk