Arbejdere strømmer til Dansk Folkeparti Arbejdere strømmer til ...

oganmeldelse
Oriana Fallaci:
Det er religionskrig
Af Inger Meyer
Med bogen »Vreden og Stoltheden«
bryder Oriana Falaci ti års tavshed.
Hun bryder tavsheden efter katastrofen
den 11. september om morgenen,
da tvillingetårnene sank i
grus tæt ved hendes hjem på Manhattan
og rev tusinder af mennesker
med sig i døden. Oriana Fallaci tror
ikke, at den islamiske terrorisme er
slået med Talebans nederlag i Afghanistan.
Religionskrigen er et faktum,
der har været uomgængeligt lige siden
krigen i Libanon. Med sit verdensberømte
mod anklager hun rasende
Vesten for fejhed. Vi er blinde,
og vi har ikke villet lugte stanken fra
den kommende krig. Angrebet på
New York er straffen.
Oriana Fallaci oplever angrebet på
World Trade Center (WTC) i sin lejlighed
på Manhattan. Hun bliver grebet
af en uforklarlig frygt og tænder
for TV, hvor hun ser det ene tårn stå i
flammer. Hun tror, det er en ulykke,
men da det næste fly styrer mod det
andet tårn, ved hun, at hun er vidne
til historiens største terrorangreb.
Oriana Fallaci er den verdensberømte
italienske journalist og tidligere
krigskorrespondent. Hun lever i exil
på Manhattan, fordi hun ikke kan
holde den venstreorienterede meningsterror
ud, som hun oplever
hjemme i Italien. Hun arbejder ikke
længere som journalist, men skriver
på en bog om sit liv.
Overvældet af rædsel over det hun
har været vidne til, sætter hun sig til
skrivebordet og skildrer sine følelser
ved terrorangrebet. Resultatet er den
foreliggende bog. Da hun få dage senere
bliver kontaktet af en italiensk
bladudgiver, der vil have hende til at
fortælle om sine oplevelser og tanker,
beslutter hun sig til at bryde sin tavshed.
»Der er øjeblikke i livet, hvor det er
en fejl at tie stille og en pligt at tale.
En borgerpligt, en moralsk udfordring,
et kategorisk imperativ, som
man ikke kan unddrage sig«. Oriana
Fallaci forkorter sin bog, idet hun
fjerner mange personlige oplevelser.
Resultatet er en avisartikel, der bliver
solgt i en million eksemplarer i
Italien. Reaktionerne har været vold-
10
somme, fra det hadefulde til det begejstrede,
og en større avis har bebrejdet
hende, at hun har spaltet Italien
i to. Hun skriver tørt, at Italien
vist ikke har brug for hende til at
splitte den italienske befolkning.
Muslimsk 5. kolonne
Oriana Fallaci foragter historiens
selvmordspiloter, uanset om det er japanske
soldater eller muslimske Al-
Qaeda krigere. Hun ser dem som forfængelige
påfugle, der begår deres
forbrydelser for at blive berømte og
kendt i hele verden og få en sikker
plads i det muslimske paradis. De
er ikke helte og martyrer.
Martyrerne er tværtimod passagererne
i flyvemaskinerne og ofrene i
WTC. De sande helte er de passagerer,
der ved at tage kampen op med
flykaprerne, fik det ene fly til at styrte
ned, og således reddede Det Hvide
Hus. Oriana Fallaci mener, at der er
tale om et nutidigt »mod«-korstog, det
vil sige et korstog rettet mod den
vestlige civilisation. Og målet er
verdensherredømmet for Osama Bin
Laden og islam.
I en amerikansk TV-udsendelse
nogle måneder senere siger Bin
Laden, at FNs generalsekretær Kofi
Annan er kriminel, og at England,
Frankrig og Italien står på listen
over fjender, der skal straffes. Og han
fortsætter: »I sit inderste er vores
krig en religionskrig. Og den, der benægter
det, lyver. Alle arabere og alle
muslimer bør slutte op om den. Hvis
de er neutrale, fornægter de islam.
De arabiske og muslimske ledere, der
er i FN og accepterer deres politik,
stiller sig uden for islam, de er vantro,
som ikke respekterer profetens
budskab. De muslimer som henviser
til de internationale institutioners legitimitet,
giver afkald på den eneste
virkeligt legitimitet; nemlig den der
kommer fra Koranen. Det store flertal
af muslimer i hele verden har bifaldet
angrebet på tvillingetårnene. Det er
resultatet i flere opinionsundersøgelser«.
Oriana Fallaci frygter, at næste
fase i det muslimske korstog mod Vestens
kultur vil blive kemiske og bakteriologiske
angreb mod vore storby-
er. Angrebene vil også blive rettet
mod de europæiske storbyer. Den
muslimske 5 kolonne i Vesten er nu
på 50 millioner arabere. I alle store
byer er der ”sleepers”, sovende kampceller.
Hun nævner de, der er omkring
imamerne i Milano, Torino, Genua
og Rom.
Afsky for Arafat
Hvem er da denne Oriana Fallaci,
som er så sikker på, at hun kender de
planer »Allas Sønner« har. Under Anden
Verdenskrig var hun med i faderens
modstandsgruppe »Retfærdighed
og frihed«, og hun var 14 år ved
krigens slutning. Hun blev hjemsendt
med løn fra hæren, som i krigens
sidste dage havde forenet sig
med modstandsbevægelsen. Efter at
have bekæmpet Nazi-fascismen bliver
hun journalist og krigskorrespondent
i Vietnam og i Mellemøsten. Hun
genfinder her de samme nazi-fascistiske
holdninger hos de islamiske fundamentalister,
som hun bekæmpede
under krigen. Hun er i Libanon vidne
til grusom tortur, afskårne arme og
ben: en arabisk specialitet, som især
går ud over jøder og kristne – vantro
- og som hun genoplever i Afghanistan
under krigen mod Rusland. Hun
har interwievet mange store personligheder,
deriblandt Khomeiny, Arafat
og Hussein. Arafat føler hun en
dyb afsky for. Efter hendes mening,
er han skyld i ødelæggelsen af Libanon.
At Oriana Fallaci nu lever i frivilligt
exil på Manhattan, skyldes de
venstreorienterede meningsdannere,
der udøver meningsterror i Italien
som i alle andre vesteuropæiske lande.
Hun kalder dem »cikaderne« fordi
de monotont skriger »racist, racist« til
enhver, der vover at betvivle lykken
ved den muslimske invasion. Andre
steder kalder hun dem »de røde
præster«, fordi deres tro på det multietniske
samfunds velsignelser er
næsten religiøs. Ligesom deres barmhjertighed
over for de stakkels, forfulgte
muslimer er grænseløs naiv.
Oriana Fallaci er af den opfattelse,
at den muslimske masseindvandring
i Europa er ren kolonisering. Hun opfordrer
de europæiske myndigheder