Slægtsbladet 2007 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

More documents

Recommendations

Info

Her, i hvad der egentlig havde været tænkt som enkesæde for baroniet Vilhelmsborg, indrettede han sig til leje, før han fire år senere købte Langballegård ovre på den anden side af Oddervej. Det er i årene på Mariendal og Langballegård, at – hvad der skulle vise sig – den evige ungkarl maler nogle af sine mest bemærkelsesværdige billeder fra Århusbugten. Ikke at han holdt op med at rejse ud særligt til Sverige, Schweiz og Italien; men det var i årene fra 1884 og frem til hans død, at de fleste af de store betagende lærreder fra kysten langs Århusbugten blev skabt. Åen i måneskin Et af de allermest kendte og beundrede er ”Åens udløb i havet” fra 1891. Fra Janus la Cour første gang så idyllen ved Århus ås udløb i Århusbugten, hvor det ferske vand blander sig med det salte, besluttede han sig for at male et billede af denne herlighed. Men det skulle ikke bare være et billede. Det skulle være et billede af blivende værdi! Derfor kaster han sig tidligt ud i at lave et utal af skitser – over hundrede – mange af dem på lærred. Men hvornår på dagen skulle billedet laves? Og under hvilke vejrforhold? Og på hvilken årstid? Først da Janus la Cour en midsommeraften i 1891 ser stedet iført måne, blomstrende hyld og havblik låser han sig fast på det præcise motiv. Året efter er billedet udstillet og beundret på Charlottenborg i København. I dag ejes det af Århus Stifttidende, på hvis redaktion det hænger. 22 * * * I en anden artikel omtales Janus la Cours temperament: I bogen, som Århus Kommune og ARoS netop har udgivet om Janus la Cour og hans Århus-billeder, fortæller kunsthistoriker mag. art. Anne Sofie Ejersbo Frederiksen om, hvordan ejendommen Langballegård i Langballe syd for Århus, hvor la Cour levede og arbejdede i sine sidste tyve år, efter hans død viste sig at være testamenteret videre til la Cours forpagter på stedet gennem alle årene. Mens la Cour livet igennem var ugift, havde forpagteren hele tiden boet på Langballegaard med sin familie. Forpagterens navn var Lauritz Christensen. En af hans sønner hed Aage Nygaard Christensen, der selv fik sønnen Hans Walter Nygaard. Enken efter ham hedder Gerda Nygaard og bor i dag i Skåde. Gerda Nygaard beretter: Jeg har en del breve liggende, som la Cour skrev hjem til Lauritz Christensen under hans mange udenlandsrejser. Var min svigerfar Aage i det humør, kunne han ikke blive træt af at fortælle minder om den herlige la Cour og om livet på Langballegaard. Og svigerfar havde jo altså masser af selvoplevede ting og sager at fortælle om la Cour. Noget af det, der gik igen i mange af beretningerne, handlede om Janus la Cours til tider voldsomme temperament. Hans venlighed og omsorg for andre var legendarisk; men der var jo også en anden side af ham, som er knap så velkendt. Og fra de historier, jeg i dag kan udenad, er der særligt dem om la Cours raseri, når malerierne ikke ville det, han ville. Min svigerfar fortalte således om, at han havde siddet lige så stille henne i et hjørne af atelieret, mens la Cour var ved at lægge sidste hånd på et større lærred. Men så lige pludselig blev la Cour rasende på billedet – eller sig selv. I alt fald gik han hen og tog et glas med tyndtflydende maling og kylede det mod lærredet, med det resultat, at billedet var ødelagt og med det utallige dages arbejde. Andre gange så Aage, hvordan la Cour tog et færdigt lærred, som han nu rullede sammen, hvorefter han gav det til drengen med følgende besked ”Ja min ven, vil du ikke være så rar at putte det i kakkelovnen. På den måde kan det da nok blive til nogen glæde”.
En anden gang var Janus la Cour blevet færdig med et billede. Så gik han nogle gange baglæns fra staffeliet og iagttog det. Så gik han tættere på igen og stak ansigtet helt op i billedet. ”Ja” sagde han ”Ja, det er ikke så tosset”. Så gik han baglæns igen, stod lidt og kiggede, hvorefter han sagde: ”Ja, det er slet ikke dårligt. Det vil egne sig glimrende til at tætne et hul oppe i dueslaget”. Og så forsvandt la Cour ellers med søm og hammer og lærred og hamrede en tid løs oppe i ejendommens dueslag. Lidt efter kom han så ned igen og erklærede, at det var meget, meget tilfredsstillende. Men at det ikke var helt stort nok, hvorefter han flåede et andet lærred ned fra væggen og forsvandt for også at hamre dette billede op i dueslaget. * * * I en anden artikel behandler Poul Blak spørgsmålet om, hvad Janus la Cour fik for sine billeder: Af et bevaret brev fra Janus la Cour dateret 22. marts 1873 kan vi faktisk vide det med stor sikkerhed. I brevet, der er stilet til en kammerråd Truelsen, beder den dengang 36-årige la Cour nemlig kammerråden om at sætte prisen på et nyt la Cour-lærred ned fra 850 til ”den runde sum af 800”. Selvom den nye møntlov blev vedtaget lige netop i 1873, trådte den først i kraft i 1875, hvoraf vi kan vide, at de 800 her er rigsdaler. Da man i 1875 byttede møntfoden om til kroner, fik man to kroner for en rigsdaler, hvilket er forklaringen på, at vi op til vor egen tid har kaldt en tokrone for en daler. Men altså: I 1873 fik Janus la Cour 800 rigsdaler for sit billede ”Tidlig morgen ved Middelhavet”. Den Gamle By i Århus har hjulpet os med at gøre denne pris sammenlignelig med lønningerne det år. Og det forholder sig sådan, at et ufaglært arbejderægtepar fra København i de år tilsammen havde en årsløn på ca. 500 rigsdaler. Altså fik Janus la Cour i 1873 betydeligt mere for at male et billede, end to hårdt arbejdende mennesker tilsammen tjente på et år. * * * Om selve udstillingen skriver Poul Blak den 29. maj 2007: Under normale omstændigheder går man om mandagen forgæves til ARoS‘ svingdøre. For mandag er fast lukkedag på det lokale kunstmuseum. Men at dette ikke var tilfældet i går, havde så mange alligevel fundet ud af, at der for anden dag i træk i perioder var kødannelser foran de enkelte Janus la Cour billeder. Vestgalleriet er med sine 400 kvm rammen om Janus la Courudstillingens 40 lærreder og dertil et væld af tegninger, breve, skitser og dagbøger udstillet i montrer. Særlig søndag var der ofte en så voldsom trængsel i Vestgalleriet, at det kunne være vanskeligt at komme til at betragte de lidt større lærreder fra behørig afstand. Men museumsgæsterne tog dog trængslen med godt humør. Og der var mange forskellige typer blandt publikum. Hvor man måske forud kunne have gættet på, at den gamle lokale kunst hovedsageligt ville tiltrække flere af det lidt ældre publikum, så har det vist sig overhovedet ikke at være tilfældet. Alle aldersklasser med tilhørende påklædning har været ligeligt repræsenteret. ARos oplyser i øvrigt, at man allerede nu har modtaget så mange tilmeldinger til den kommende tids offentlige og guidede omvisninger blandt la Cours billeder, at det har været imponerende. Forhenværende borgmester Thorkild Simonsen sammen med Elin (72-533) og Anne-Dorthe (72-562), der repræsenterede Margrethe og Johannes F. la Cours fond ved udstillingens åbning. 23
Page 1 and 2: Pierre Dornonville de la Cours slæ
Page 3 and 4: Edit Charlotte Bierregaard (36-24).
Page 5 and 6: Resultatopgørelse 2006 INDTÆGTER
Page 7: Efter generalforsamlingen mødtes h
Page 10: 10 Jacob (23-35235),Liselotte (23-3
Page 13: 1) Peter la Cour Christiansen (72-1
Page 17 and 18: Pindstrup Mosebrug afdræner de sto
Page 19 and 20: Det er den 16.december, og Nikolaj
Page 21: virker nærmest hypnotisk dragende
Page 25 and 26: Som omtalt i det forrige Slægtsbla
Page 27 and 28: HUSK!!! Slægtsmøde 2008 Sæt X i

Slægtsbladet 2007 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?