Slægtsbladet 2007 - Foreningen Pierre Dornonville de la Cours Slægt

Mit navn er Sara la Cour Nielsen (72-5643) datter af Inger
Margrethe la Cour Nielsen og Jørgen Poul Nielsen. Jeg har
fået den ære at skrive en lille artikel om mit ophold i Irak.
Den 10. august 2006 tog jeg af sted på en rejse, som ville få
stor indflydelse på mit liv.
Efter 12 måneder inde ved forsvaret skrev jeg under på
kontrakten, der betød, at jeg havde sagt ja til at tage til Irak
med mine kammerater som fredsbevarende styrker.
Vi havde 8 måneders missionsorienteret uddannelse bag
os, vi havde trænet, så vi kunne tingene til hudløshed, vi
var så klar, som vi nu kunne blive til 6 måneder i ørkenen.
Efter en uge sammen med holdet før os - hold 7 - med
overdragelse og varmetilvænning var missionen vores. Vi
var spændte og fulde af forventning.
Vi var åbne over for folket, og det, at vi var fredsbevarende
styrker, betød meget for os; men vi fandt hurtigt ud af, at
det ikke var alle irakere, der var glade for vores tilstedeværelse.
Vi skulle opleve allerede på vores første patrulje
at blive beskudt, og vores - hold 8´s - første mand blev
ramt. Han overlevede og har det godt den dag i dag. Det
var for os alle et chok, og fra den dag af var vi ikke blot 100
procent klar, men 200 procent klar.
De efterfølgende måneder var heftige, og vi lærte hvad krig
var. Det er naturligvis noget, der er svært at forestille sig,
og man vil nok ikke helt forstå det, før man selv har stået i
det. Det gjorde, at vi var nødt til at holde sammen, og stærke
bånd blev automatisk knyttet imellem os. Om man var overeller
underordnet, mand eller kvinde, det betød ikke det
store, vi skulle bruge hinanden for at kunne løse vores
opgave.
26
Irak hold 8, 2006/2007
Af Sara la Cour Nielsen
Trods krigen og modstanden omkring os, holdt vi hele
tiden missionen for øje. Vores mission bestod i at træne det
irakiske militær og politi, så de kunne overtage sikkerheden
i deres eget land, når vi på et tidspunkt ville drage hjem.
Ligeså bestod den i at hjælpe med at iværksætte projekter
som at genopbygge skoler og hospitaler, som at asfaltere
vejene og sørge for at byerne kunne få rent vand. Under
vores patruljer havde vi som regel også små gaver med til
børnene, det kunne være skoletasker med indhold, sjove
klistermærker, armbånd eller seje trøjer.
Det at se børnene grine og smile, vinke fordi de var glade
for at se en; det at se, hvordan byerne langsomt igen blev
bygget op og udviklede sig, se en skole i slutningen af
vores mission og huske på, hvordan den første gang så ud
da vi besøgte den, det var det hele værd.
Da jeg den 7. februar 2007 satte mig på flyet hjem til Danmark,
tænkte jeg tilbage på de 6 måneder, jeg lige havde brugt i
Irak. Det var med blandede følelser, jeg gennemgik dem. En
dyb sorg over, at vi havde mistet flere danske soldater og
en vrede over, hvordan dette lands fremtid ville se ud. Men
jeg sad også med en dyb glæde, tænke på små situationer
med børnene, solopgangene og lettelsen over at sidde med
mine venner omkring mig, ligeså lettelsen over genmødet,
jeg snart skulle opleve med min familie.
Jeg kan kun være taknemmelig for denne oplevelse, jeg har
fået. Den har lært mig meget på både godt og ondt. Den
hjælper mig tit til at se tingene fra andre vinkler. Den hjælper
mig til at huske at værdsætte de personer og ting, der er af
betydning for mig.
Jeg vil også bruge denne anledning til at takke min familie,
min mor, min far og mine søskende for deres opbakning og
støtte.
Kontrasten mellem Irak og Danmark er stor. Vi er heldige at
have et så velfungerende land med så mange muligheder.
Måske en kliche, men det er noget, vi burde sætte mere pris
på.
Tanker og bønner til de bortkommende soldaters minde og
familier.