Naturvejledning i mørke - Naturvejlederforeningen i Danmark

gang med sin snurrende lyd. Den stopper,
vores øjne står på stilke, og pludselig
kommer den flyvende lige mod os,
og giver opvisning 10–20 m. væk. Det er
stadig så lyst at vi kan se det er en han
pga. de hvide pletter på vingerne og halen.
”Kryit kryit”, siger det og en hun
nærmer sig. I en let og elegant flugt flyver
de væk sammen, mens hannen ind i
mellem klapper med vingerne over ryggen.
Skrøner i natten
I det tiltagende mørke er det nu tid til at
fortælle nogle af de grufulde fortællinger,
der er om Natravnene. Her er nogle
få.
Det latinske familienavn navn Caprimulgus
betyder gedemalker, og skyldes
at man tidligere troede, at de malkede
husdyrene om natten, og var skyldige
hvis de ikke gav mælk.
De hvide pletter i vingerne er gløder,
så den kan slå ild og sætte huse og gårde
i brand. Natravnen er sjælen af et menneske,
en henrettet, en selvmorder eller
en som har solgt sig til fanden. En pæl
var rammet gennem liget for at det ikke
skulle gå igen, og de hvide pletter i vingen
er huller efter pælen.
Hvis man kigger gennem disse huller
sker der alverdens ulykker.
Vingeklap
Vi prøver en ny lysning og for at få Natravnen
at se efteraber jeg deres vingeklap
ved at klappe i hænderne. Fuglen
dukker op. Dette skal man dog passe på
med at gøre, da der står skrevet, at den
som efteraber en Natravn aldrig bliver
et rigtigt menneske igen.
Deltagerne nikker medlidende til mig
for nu har de jo fundet årsagen til min
væremåde.
Svingfjer fra natravn-han med de karakteristiske pletter, der
”lyser” op mørket under flugten.
NATUR vejleder • 14. årg. • nr. 3 • 2005
Tryg i natten?
Nu får jeg så det sidste spørgsmål: ”Er
du ikke lidt bange, hvis du går herude
alene i mørket” Nej må jeg svare, jeg
kender jo lydene, og det er mere farligt
at færdes i en af storbyerne midt om
natten.
Klokken er ved at være midnat. Vi begiver
os ad den større grusvej tilbage
mod P-pladsen, og når sommeren er
slut begiver natravnen sig også ud af
skoven på sin lange rejse til tropisk Afrika.
Om at arrangere natravneture...
Jeg har nu lavet Natravneture i 16 år, og
endnu ikke haft en tur, hvor vi ikke har
registreret Natravn. Det spænder dog
lige fra ture, hvor der gives opvisning
(faktisk har jeg i år haft den bedste natravnetur
til dato) til ture i en kraftig
kold nordvestenvind, hvor den kun er
hørt meget kortvarigt eller set som en
skygge siddende på en grusvej.
o
Flere skrøner om natravnen:
Henrettede forbrydere, selvmordere og andre, som ikke kunne blive begravet
på kirkegården, blev ofte begravet i trebundne skel (skel, hvor tre marker eller
ligefrem tre sogne støder sammen) for at undgå at de gik igen. Efter en
tid - som regel lang tid - blev de forvandlet til natravne, som egentlig ikke
gjorde skade, men som man alligevel skulle vare sig for:
• Man skulle undgå at se gennem hullet i vingerne, da man ellers ville dø,
blive gal eller andet forfærdeligt. I nogle beretninger kan man også blive
synsk eller ligefrem rig af at se gennem hullet i en natravns vinge
• Man skulle ikke genere en natravn, da den var meget stor og forfærdelig
stærk, så stærk, at den kunne slå en mand omkuld
Forvandlingen til natravn kunne ske på flere måder:
• Den døde kunne ligge femten år på den ene side, mens der voksede fjer
ud på en af vedkommendes sider; så vendte den døde sig og lå endnu
femten år mens der voksede fjer ud på den anden side. Herefter fløj genfærdet
op som natravn. Når den døde vendte sig, råbte han: “Nu vender
jeg mig”. Hvis der så gik en
• Den døde måtte flytte ét sandskorn om året på sin vej op til overfladen
(og så går der lang tid inden den døde er oppe!)
• Hvis den døde var blevet manet i jorden med en manepæl gennem kroppen,
kunne den døde prøve at få en, som gik på jorden til at fjerne manepælen;
det skete ved at den døde nede fra jorden råbte “Rok, rok. Rok op”
eller lignende.
Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek
TEMA
7